Samiske fortællinger – Noaidefortællinger

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi


Samiske fortællinger

Noaidefortællinger
af Johan Turi og Per Turi

Dansk oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen, 2023

XL.

[Baulus Inga]

Bieraš Niilas og Baulus Inga var begge medicinfolk og yderst gode mennesker, men de var ikke rige, selvom de heller ikke var fattige. De havde to sønner og fem døtre. Og deres børn blev meget bejlet til på grund af deres evner og deres gode udseende. Deres døtre fik de rigeste mænd som ægtemænd. Men den ældste datter og den yngste datter havde lidt modgang i begyndelsen, fordi den yngste datter knyttede sig til en sølle fyr ved navn Mikkaš – og han gjorde Bieras Niilas' yngste datter gravid – og han [faderen] kunne ikke give sin datter til ham. På det tidspunkt, hvor pigen lige havde fået barnet, strejfede jeg tilfældigvis omkring i den samme sida. Og så siger drengen til mig: "At du skulle ødelægge din kæreste på den måde!" [dvs. han anklagede Turi for det, han selv havde gjort]. Og da jeg fortalte Baulus Inga "hvad din svigersøn drister sig til at sige ud over det andet", blev kvinden virkelig vred og fortalte mig, at hvis han havde sagt det til hende, ville hun bestemt have forbandet ham. – Og hvem ved, om hun virkelig havde forbandet ham; faktum er, at han døde på en så grim måde, at folk ikke turde se ham eller pleje ham, mens han var syg.

Engang rejste jeg med den troldkyndig kvinde, Baulus Inga, og så kom vi til en cævve-kåte, og der overnattede vi. Og vi sov på hver sin side af døren, som de alleryderste ved døren. Og da morgenen kom, var jeg syg, jeg havde en frygtelig hovedpine; og hun, som var synsk, havde ikke kunnet finde ro til at sove, for hun så ånderne, og hun kunne kun få fred til at sove ved at læse Guds ord, men til sidst sov hun. Og hun vidste godt, at de [ånderne] kom til mig. Og så [om morgenen] fortalte hun mig om sagen, hvad hun havde set, og spurgte om jeg havde følt noget og om jeg ellers havde det godt. Og så fortalte jeg, at jeg havde en voldsom hovedpine; og hun spurgte "hvordan føles det, drejer jorden rundt og rundt?". Jeg følte det ikke helt så slemt, dog værre end det nogensinde havde været før. Og så helbredte hun mig, hun smurte min hovedbund ind i terpentin og masserede den, og sandsynligvis læste hun ord. Hendes hænder havde sådan en kraft, at det forbedrede sig med det samme. Og så blev jeg rask, og vi kunne fortsætte. Dog havde jeg ændret mit udseende, så folk ikke helt genkendte mig. [J. T.]

XLI.

Om Piilijärvi-noaiden

Han var også mærkelig, ja, næsten den mest besynderlige, man nogensinde har hørt om. En gang kørte han til kirke med en ulv [spændt for slæden], og han kørte langt hurtigere end alle kirkegængerne. Og da de kom til kirkepladsen, så de, at han havde en ulv som trækdyr; men så forsvandt hans trækdyr. Og da kirkegængerne kørte hjem, kom noaiden igen med ulven og igen overhalede han alle de andre og nåede hjem først; og så forsvandt hans trækdyr igen.

Og en gang knoklede han sammen med en anden noaide, eller [snarere] kæmpede, eller holdt styrkeprøve, eller skændtes [med ham]; og mens han udførte trolddom, var hans krop død, men hans ånd var sammen med ånderne [dvs. hans sjæl var ude sammen med de andre ånder].

Og en gang var han igen ved at kæmpe med en anden stærk noaide; og så sagde han til sin kone, at hun ikke måtte røre hans krop, mens han sov – og han sov, så der ikke var det mindste liv i ham. Og så snart han sov, begyndte konen at feje gulvet, og så flyttede hun ham en smule. Men så stod han op og gik sin vej og sagde, at nu var det hele gået galt. Og så gik han ud og med stor hast gik han ned til stranden; og der på stranden lå der en stor sten, og han sparkede til den sten, og den fløj afsted, og han fløj sammen med stennen lige over søen. Og på den anden side af søen var der en klippe, og der gik han ind i en sprække, og der er han stadig. Og således fik Djævelen sin tjener hjem til helvede. [J. T.]

XLII.

En lille historie om Kautokeino-lapperne

Der var en eng, hvor Kautokeino-bønderne plejede at slå hø; men det var ikke sikkert at være der om natten – der var en æpparaš der, og ved aftenstid begyndte den at græde ved siden af kåten, og om morgenen, i den tidlige daggry, græd den igen højlydt. En frygtløs mand hørte denne fortælling – måske var han også en smule "klog". Så han gik også ud til engen for at slå hø. Og han slog hø om dagen, og om aftenen faldt han i søvn og hørte intet overhovedet. Om morgenen stod han op som sædvanlig og satte grød-gryden over ilden. Og da det begyndte at blive lyst, kaglede en rype tæt på kåten, hvilket ikke er ualmindeligt, så han tog sig ikke af det. Dog var han næsten klar over, at nu kommer det! [dvs. spøgelset]. Og så begyndte der at lyde gråd, og manden løb ud og sagde: "Hvis du ikke forsvinder, så koger jeg dig i denne grødgryde!" Og den [spøgelsesstemmen] forsvandt, man har heller aldrig hørt den siden. Og ingen ved, hvilke tricks han brugte for det; men jeg har hørt, at han var en smule "klog". Og hans navn var Olof Turi. Han var min fars far eller [min] bedstefar, og jeg er J. Turi. [J. T.]

XLIII.

Forklaring på, hvad en æpparaš er

Det er et barn, som pigerne ikke opdrager, men de kvæler det som en hundehvalp, de døber det heller ikke, og så gemmer de det. Efter deres mening er det sandsynligvis en skam [at have et barn før ægteskabet], og jeg antager, at en anden grund [til barnemordet] er: hvordan vil hun være i stand til at opfostre det, når hun er fattig?

Og man har hørt, at også samerne har gjort dette [dvs. begået barnemord], og ligeså bønderne i bjergene. Og for ikke så længe siden hørte man fra Kurravaara, at et barn var blevet lagt på møddingen, og fra før i tiden har vi hørt meget om disse æpparaš, som ofte blev hørt, når de græd. Og hvis det er modige mennesker, der hører dem græde, spørger de: "Hvorfor græder du?" Og så siger det [dvs. spøgelset], at det er blevet lagt der, og at det ønsker et navn. Og så døber den modige mand det således: "Jeg døber dig i Treenighedens navn, i Gud Faders, Sønnens og Helligåndens navn, Adam eller Eva er dit navn!" Og så læser han Herrens velsignelse og Fadervor og siger: "Sov i Guds fred indtil dommens dag, når den højeste konge kalder dig ind foran domstolen!"

XLIV.

En historie om noaider

I sognet Jukkasjärvi fortælles der om en rig pige.

Da lapperne er nomader, der flytter mellem Sverige og Norge, træffer de de norske piger og unge mænd, og de gifter sig med dem, der kaldes norske lapper; og så slår de sig ned i Norge [dvs. de holder op med at være nomader].

Så en gang blev datteren af en rig fjeldlap i Norge om vinteren. Hun var glad for en ung norsk lap, og de gav [hinanden] løfte om, at de skulle giftes. Pigen blev hos sin kæreste hele vinteren.

Men da hendes forældre kom tilbage til Norge om foråret, flyttede hun tilbage til dem [og boede hos dem om sommeren i Norge]. Men da efteråret kom [og samerne som sædvanlig vendte tilbage til Sverige], ville hun ikke blive tilbage i Norge, så hun fulgte med sine forældre, som hun før plejede at gøre.

Den vinter giftede hun sig med en anden ung lap [en svensk fjeldlap]. Til brylluppet måtte de rejse i så voldsom en storm, at de vadede i vand, da de gik fra bjergene ned til præsten i Vittangi eller Jukkasjärvi.

Da de kom til sommerlejren [i Norge], dukkede "sø-kæresten" op, og han sagde: "Du har taget min kone!" Og den unge mand svarede: "Jeg vidste ikke, at hun var din." Så begyndte de to at forhandle, og de blev forsonede [den skuffede mand fik gaver som kompensation for sin kæreste]. Derefter bad han også om et fint rensdyrkalveskind [bogstaveligt: et skind taget efter fældningstiden] som kompensation. Den unge ægtemand, Mikkal, gav ham skindet; men konen, Inga, rev skindet fra ham, tog det og slog tilmed den bedragne unge mand [dvs. hun gav ham en lussing med skindet]; og derefter lagde hun skindet til side. Dette gjorde ondt på den unge mand, og han gik hjem.

Da det igen blev vinter, blev den unge ægtemand angrebet af djævle. Og de begyndte at kvæle ham, så folk tydeligt kunne se, at han var ved at blive kvalt. Men for en person, der ikke var synsk, var der ikke noget synligt. Det var virkelig sørgeligt at se på det.

På den tid var der dog en gammel tjenestepige, der havde nogen kendskab til trolddom; hun så ånderne helt tydeligt, hvor de var, og hun forstod også, hvad de ville gøre. Hun var selv lap. Tjenestepigen så, at en hel flok ånder var kommet over denne mand. Men folk vidste ikke, at det var sådan, det forholdt sig. Og da hun først så "folkene", bandt hun bukserne op på ryggen, over tøjet, og så begyndte hun at jage dem væk. Hun arbejdede længe, inden hun fik bugt med dem, de krøb rundt overalt, under slæderne og hvor som helst og ind under teltkanten. Til sidst, da hun fik dem jaget væk, styrtede de af sted. Og så jagede hun dem som en hjord af rensdyr eller som en flok fugle. Nogle gange prøvede de at undslippe og vende tilbage. Men hun jog dem afsted, indtil de var kommet over vandskellet. Hun var ude en dag og en nat. Og så forsvandt de, det var sikkert; men det varede dog ikke længe, før de kom tilbage. Og hun ville have drevet dem ud igen, hvis nogen havde bedt hende om det, så ville hun have fået mere magt; men folk var ikke kloge nok til at bede hende om det – og så kom de [ånderne] tilbage og tog livet af ham.

Nu var den rige pige blevet en rig enke. Og hun var enke i nogle år, inden hun giftede sig med den fattige søn af Nikkaš; selv om han var ung var han både dygtig og arbejdsom. Så han blev en ret rig lap.

Men da de begyndte at få børn, blev Inga sindssyg. Så drog hun til Norge, og der fandt hun [nogle dygtige] noaider, der kunne hjælpe hende, og i perioder var hun klar – men så blev hendes sind ofte forvirret igen. Da hun blev ældre, var hun dog klar i hovedet.

Da deres søn voksede op og begyndte at kunne gøre en voksen mands arbejde, blev han syg og døde. Også hans død var meget uhyggelig, man kunne klart og tydeligt se, at han blev kvalt. Det var virkelig slemt at se på, og folk turde ikke røre ham, selv de allermodigste rørte ham kun en smule [dvs. ingen turde pleje ham af frygt for at blive angrebet af ånder]. Han levede kun en uge [efter at være blevet syg], så døde han. Og faderen og moderen sørgede dybt.

Så tog han (Ingas mand) en ung dreng (til sig), som var søn af hans bror, og hvis navn var Unna-Jonaš [Lille-John], og lovede ham ti rensdyr hvert år, så længe han blev hos ham. Så flyttede han ind der. Og han betalte ham de ti rensdyr, han havde lovet [ham].

På den tid var Nikkaš Andaras [Inga's anden mand] også blevet [rensdyr-]tyv ligesom andre, selvom han var rig, og han oplærte også sin tjener [Jonaš] til at blive [rensdyr-]tyv. Disse to satte falske øremærker på andre folks rensdyr [mærkede dem med forkerte mærker]. Nikkaš Andaras havde nogle stedbørn [fra Ingas første ægteskab]; og han mærkede også stedbørnenes rensdyr med sit eget mærke. På den måde blev han også rig. Andre [rensdyr-]tyve stjal også fra ham, det er sandt; men alligevel forblev han rig.

Og da hans tjener havde lært at blive [rensdyr-]tyv, begyndte han også at mærke [rensdyrene] af sin onkel Nikkaš Andaras, så han fik flere af de ændrede mærker sammenblandet med det mærke, han mærkede årsrenerne med [dvs. rensdyrene, som han fik som årlig løn].

Og da Nikkaš Andaras' datter voksede op og blev myndig, begyndte Unna Jonaš at vise hende opmærksomhed. Og da hun blev gammel nok til at blive gift, friede han til sin onkels datter. Og de boede på Sevuvuoma-gården i forårs-vinter-perioden – førhen var dette lappernes bryllupstid. Og Liddu-Jussa [dvs. bonden, som samerne besøgte på vej op til fjeldene] var mellemmand, som det var sædvane blandt lapperne. Han var en snu bonde. Og så holdt de en frierfest; men pigens forældre ville ikke give deres datter Ristina til Unna Jonaš. Pigen var imidlertid blevet meget knyttet til den unge mand, Unna Jonaš. Pigens forældre var rige og betragtede deres datter som så værdifuld, at ingen mand blev anset for at være så meget værd, at han var værdig til deres datter.

Dette forår blev den dyrebare pige fuldstændig sindssyg. Derfor blev hun selvfølgelig lidt billigere. Så måtte faderen bruge mange penge på at finde hjælp. Han tog til Norge for at konsultere en noaide. Men han havde problemer med at finde hjælp til at bringe den forvirrede pige til noaiden. Kun få havde tid. To personer tilbød dog at tage med ham. Men den ene af dem turde faderen ikke overlade pigen til, da han var bange for, at han ville udnytte hende, især da han så, at den sindssyge pige godt kunne lide denne unge mand. Og den anden turde han ikke betro pengene, som han skulle betale noaiden med. Så måtte han selv gå; og han tog ham med som ledsager, som han ikke turde betro pengene til.

Da de nåede frem, behandlede noaiden hende. Men han forklarede ikke faderen noget som helst [angående sygdommen, han gav ingen rådgivning]. Så tog han af sted og betalte ham halvtreds øre. Og noaiden sagde ikke kun det til sig selv, men også til en anden lap, at han [N. A.] ville komme tilbage til ham. Og da de [faderen og datteren] havde gået en mil, mødte de en finne, der sagde, at han kunne kurere pigen, hvis han gav ham penge. Det gjorde han; men finnen var bare en bedrager. Og noaiden havde set præcis, hvordan det ville gå for ham. Han havde sagt: "Du skal helt sikkert også konsultere andre læger, for du har penge, selvfølgelig!" – Og så vendte han hjem. Men pigen fik det på ingen måde bedre.

Året efter rejste han igen til medicinmændene i Norge. Og han rejste langt men fik ingen hjælp overhovedet. Så måtte han igen gå til den samme noaide, som han havde betalt halvtreds øre til. Og nu betalte han ham lidt mere, og datteren fik det lidt bedre. – Noaiden havde sagt, at han ikke havde brug for penge – han havde penge nok selv; men alligevel plejede han at tage imod, når folk ønskede at give.

Men denne højt værdsatte pige er nu allerede blevet tilbudt hvem som helst; men ingen tør tage hende. Og pigens far har forsøgt at hyre unge mænd til at gøre hende gravid, hvis dette kunne hjælpe hende. Men ikke én turde gøre forsøget, selvom hun er en rig, smuk og godmodig pige.

Og så var der igen noget at sørge over, da den yngste datter døde [som ikke havde været syg].

Den ældste datter var en vinter i behandling hos Vittangis læge. Og så gik rygtet, at lægen havde ordineret, at hun skulle giftes. Og så blev hun gift med en fattig ung mand. Derefter var hun klar i et stykke tid, men hun blev igen forvirret. Og så drog hun til Norge for at søge hjælp. Og nu er hun lige kommet tilbage derfra, og jeg ved ikke, om hun vil blive klar eller ej.

XLV.

Om Store-Biettar

Store-Biettar var en ærlig og rig lap. Han var født i Jukkasjärvi sogn. Han havde tre sønner og tre døtre. Han mistede mange af sine rener til tyve og ulve. Og han var sådan en gnier, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre [af bare ærgrelse], når ulven dræbte en eller flere rener, og når tyvene var slemme. Men han blev dog ikke nogen fattig mand. — Sådan gik tiden, indtil en finsk landstryger kom forbi og udgav sig for at være en medicinmand, som handlede med hvad som helst. Til Store-Biettar solgte han engang en hel noaidi-kraft, så hverken tyve eller ulve kunne gøre hans rener skade. Jeg har hørt, at han solgte kirke-jord [muld fra en kirkegård] og tænder fra de døde. Men som tiden gik, fik han [Biettar] nye prøvelser. Først døde hans to ugifte sønner, som stadig boede hjemme, af underlige sygdomme. Og da det var ukendte sygdomme, de døde af, begyndte folk at spekulere over årsagen til deres død. En af sønnerne havde haft en kæreste, der var en smule kyndig i trolddomskunst.

Derefter døde far Biettar selv. Og så tog han fat på en ny plage [dvs. hvor han virkede] som en djævel. Efter hans død skulle de (efterladte) dele hans ejendom. Og så gennemgik de hver lille bunke, som man plejer at gøre. Og da alle arvingerne og mange andre mennesker var samlede og de gennemgik tingene, fandt de en lille grim gammel sort linnedspose, der indeholdt jord og tænder; og dette mente de ikke var helt tilfældigt; i hvert fald fik de den opfattelse, at indholdet var kirke-jord. Men så tog en lap ved navn Anni's Biettar disse ting og gemte dem — sandsynligvis for at få den store noaide-kunst.

Derefter blev far Biettars ældste datter sindssyg; hun var gammel og grim og laset og beskidt. Og da hun mistede forstanden, blev de [dvs. de andre familiemedlemmer] meget forfærdede. Kvinden var frygtelig at se på, fordi hun skar tænder så hårdt, som hun kunne, og talte meget.

Jeg kom netop på ski til denne sida, fordi jeg gjorde lidt kur til hendes søster. Og en gang spurgte jeg pigen: "Vil du ikke have mig?" Men hun svarede: "Det er så ubehageligt, at (du spørger), når jeg så strengt har forbudt [dig at tænke på det]." Nå, jeg havde heller ikke mere den tanke, selvom jeg spurgte. — Herefter begyndte de at bede mig om at gå i gang med at helbrede kvinden, der plagedes af sin fars dæmoner. Lapperne troede dengang, at jeg var noaide og i stand til at udføre, hvad jeg ønskede, og de var lidt bange for mig. Det var ikke nemt for mig, at de havde den opfattelse og at de bad om [hjælp]. Jeg havde heller ikke det allerbedste forhold til dem. Men så begyndte de at presse mig hårdt, selvom jeg afviste og sagde: "Jeg kan ikke [gøre det] mere." Jeg blev dog nødt til at prøve at opfylde deres ønske for at slippe fri fra dem. Men så kom en lap-pige, der var lidt "kyndig"; vi var venner men ikke kærester — hun kunne godt lide mig, men jeg ikke [hende]; vi havde en aftale om, at vi skulle hjælpe hinanden. Og da jeg bad hende: "Hjælp mig!" kom hun. Og så udførte vi behandlingen. Vi gjorde det også klart, at vi var i stand til at udrette noget — selvom ingen af os nærede varme følelser for den familie, især ikke hun. Hun havde været den afdøde søns kæreste, og på den tid, [mens sønnen levede,] havde familien været så meget imod at lade sønnen have denne pige. (Og han havde gjort pigen gravid, men barnet overlevede ikke).

Og nu fortæller jeg, hvordan det gik. Jo, jeg foretog en åreladning på [patienten] og befalede dæmonerne at drikke (blodet) og at give det uskyldige menneske fred — og mere af det, der hører til her. Og da kvinden er bange og ikke kan finde fred til at sove [på grund af de onde ånder], begyndte de at bede mig om at sove ved kåtevæggen. Og det er bestemt ikke et godt sted, når man skal sove sammen med en, der er plaget af ånder. Og desuden er det en forfærdelig soveplads, når man ligger bag en gammel grim kvinde. Men alligevel sov jeg. Og så lykkedes det også kvinden at sove i fred. Og da det blev morgenen, begyndte de at bede mig om at bringe den jord-pose [med de døde knogler] tilbage til kirkegården. Men så sagde den sindssyge kvinde, at den mand, der først havde taget den, skulle skaffe posen af vejen [dvs. han, der havde skjult posen til egen brug, da arven blev undersøgt]. Og så sagde jeg, at det skal være, som kvinden vil have det. Og så slap jeg for den rejse.

Og nu, da Anni's Biettar var på vej til Vittangi kirkegård med posen, var de [dvs. kræfterne eller ånderne i posen] meget tæt på at bringe ham i ulykke på den rejse. Han nåede dog til Vittangi. Og så gik han til [en finne ved navn] Huru, der også var "kyndig", og så bad han ham om at tage med sig for at bringe posen tilbage til kirkegården. Og de [ånderne] forsøgte at tage Anni's Biettar med sig, mens de fløj højt oppe i luften, indtil Huru fik dem under kontrol, så til sidst fik Anni's Biettar, der ikke var noaide, fred og kom tilbage i sikkerhed.

Og kvinden kom sig, og jeg fik penge som belønning, men det var under en krone.

Den sindssyge kvinde (forud)sagde mange ting, der senere er sket for mig. Hun sagde også dengang: "Du er ankommet med din pelsfrakke, og du skal tage afsted med din pelsfrakke. Du skal heller ikke blande dig med de andre [dvs. hendes familie], det vil ikke gå godt for dem; du vil derimod klare dig meget bedre." Og hun sagde, at hendes søster Sanna — der på det tidspunkt var en meget rig pige — ville blive fattig. Og sådan skete det også; hun er blevet fattig og er stadig fattig, og hun vil aldrig blive rig igen, nu da hun er gammel.

Lapperne vidste allerede i gamle dage, at det ikke går godt for den person, som skjuler en arv. Og det siges, at den rige pige, der blev nævnt tidligere, Sanna, også har skjult lidt af faderens ejendom. Og af den grund er hun også blevet fattig. Denne opfattelse har lapperne stadig, og de ser beviser på det næsten overalt.

Skrevet 1911. J. T.

XLVI.

En lappisk [kvinde] ved navn Raǯi-Girsti fra Karesuando

Om hende har man hørt, at hun har brugt noaide-tricks, og folk vidste ikke rigtigt, hvad det var; men mange er bekendt med, at hun har dræbt adskillige mennesker. Det står ikke klart for mig, hvordan det begyndte, og hvorfor hun gjorde det; men det er en kendt sag, at en person, der udfører eller bruger mord-kunst, er drevet af mord-had mod andre folk.

I begyndelsen hørte man, at hun havde taget jord eller sand fra en gammel dødeplads [dvs. et gravsted] eller fra kirkegården. Og dette siges at have den virkning, at hun nødvendigvis må dræbe en person før udgangen af hvert andet år. Og man har da også hørt, at hun ofte har dræbt folk.

Denne hændelse skete en gang, mens lapperne havde slået lejr som de plejede. Børnene havde hørt kvidren i en revne i en klippe, og de løb og fortalte det til de voksne, som gik derhen og fandt, at der var [noget], der lignede et levende væsen, i en lille flaske. En af dem – en pige – åbnede den straks, men da bredte der sig en så frygtelig dårlig lugt, at den næsten tog livet af hende. Men da de gav hende meget stærk medicin, kom hun sig igen. Derpå lavede de et stort bål udenfor, hvor de brændte denne flaske. Og da den brændte, revnede den i bålet, og man hørte [alle mulige mærkelige lyde]. Og dette har jeg fået fortalt af de selvsamme folk, som gjorde det – dem, som fandt flasken og brændte den. Derefter gik der ret længe, før man igen hørte om dødsfald.

En gang var der nogen, som så, at hun hældte døds-væske i en flaske fra en død persons mund. Og fra det tidspunkt har man vidst, at hun dræbte ved hjælp af døds-væske. Hun skulle bare dryppe lidt af [væsken] i flasken på lidt sukker, så var det klar; hvis så en person tog sukkeret sammen med sin kaffe, var det den visse død. Og hun var meget gavmild, hun gav kaffe til folk, når de kom ind i kåten. Jeg husker ikke navnene på de personer, hun har dræbt; men jeg husker, at hun dræbte to af sine egne ægtemænd og desuden en søn. Sin sidste mand dræbte hun på en så grim måde, at øjet sprang ud af hovedet på ham, da han var ved at dø. – Men nogle har overlevet (det vil sige, de kom sig efter giften), når der har været sådanne personer til stede, som kunne få dem til at kaste op. Og så kommer man sig igen, hvis man kaster op med det samme. Jeg har talt med en person, der havde drukket kaffe i Girstis kåte, og han blev frygtelig syg. Og så var der en anden, der var en lidt "klog" lap, og han lavede noget medicin og fik ham til at kaste op, og så kom manden sig efter sygdommen. Dette har jeg hørt af nogle folk, og jeg udspurgte dem meget nøje, og det er ganske sandt. – Og hun er altid sammen med lapperne [det vil sige, hun flytter sammen med dem]. Og hun har en datter, som hun tilsyneladende har lært de samme kunster, mener folk. Hun har også stadig en søn. Fattig, gammel og grim er hun nu. Og den søn, der stadig er i live, tør ikke bo i samme siida [dvs. lejr] som sin mor; han er bange for, at han også skal få samme "medicin" af sin mor, som faderen og broderen og mange andre personer hvis død, folk mener, at hun er skyld i. – Men jeg ved ikke, om hun endnu lever.

XLVII.

[Unna Dommusaš]

På den tid, hvor lapperne endnu levede i deres værste syndighed, skånede de end ikke ordentlige, ærlige mennesker; hvis der var tale om velhavende lapper, var det især misundelsen, der drev dem til det.

Jeg vil her fortælle, hvad der skete med en rig og ærlig lap ved navn Unna Dommusaš [dvs. Lille Tom], som også kom fra nordøst, fra Kautokeino. På det tidspunkt boede han [dvs. han flyttede omkring] i Jukkasjärvi sogn og i Norge i det 15. distrikt. Fra mange distrikter flyttede lapperne nordvestpå gennem dette distrikt om foråret til deres sommerpladser eller distrikter. Og så var det praktisk at medtage rensdyrene fra det distrikt, som de rejste igennem, [dvs. renerne fra det 15. distrikt blev blandet med dem fra de andre hjorde.] – En gang havde man et sulte-forår, selvom der ikke var voldsomt mange dødsfald [dvs. forholdsvis få rensdyr omkom]; folk lod deres hjorde gå, hvor de ville, og blande sig med andre. Og Njalla-Mikkal [dvs. Mikkal Hvid-Ræv] var på det tidspunkt en Suive-flytter [dvs. hans rute førte til en dal ved navn Suive], og hans rute gik lige igennem det distrikt, hvor Unna Dommusaš boede. Og hans hjorde blev meget ofte blandet med dem, der tilhørte Unna Dommusaš eller andre i distriktet, hvor flere andre lapper drog igennem. I dette sulte-forår mistede Unna Dommusaš mange hundrede rener til Njalla Mikkals siida – eller Mikkal Nilsson Nias. Og så ville han [Njalla Mikkal] ikke give tilladelse til, at der blev holdt ratkem – dette var ikke så ualmindeligt blandt lapperne på den tid – og er det stadig ikke – især hvis det drejede sig om person, som de andre så ned på. Så tog han [Njalla Mikkal] alle [rener] med sig. Og da de andre lapper, som boede i Unna Dommusaš' distrikt, ankom, bad han dem om, at de sammen skulle gå til Njallas siida for at afholde ratkem. De gik da derhen for at holde ratkem. Og så fandt de ud af, at de rensdyr, der tilhørte Dommusaš, var blevet mærket med Njallas eget mærke; men de fik dem alligevel ikke. Du forstår, Njalla havde også folk, der stod på hans side. Nu følte Unna Dommusaš sig stødt, og folk ville have, at han skulle indgive sagen til fogeden; men han var ikke nogen klog mand og kunne ikke tale sproget [dvs. han kunne ikke tale svensk eller norsk] og desuden havde han ikke forstand på lovene. Så prøvede han at få gamle Oula til at fungere som tolk og advokat for ham. Og det fik han. Så kom sagen for retten, og den blev tolket i Norge; men den blev ikke afgjort det år, fordi de ikke fik alle vidnerne indkaldt til retten. Og da det blev efterår, vendte nomadelapperne tilbage til Sverige, derfor blev retssagen udsat til det følgende år. Om vinteren samledes lapperne i Vittangi, og da begyndte Njalla at søge forlig. Og de blev forligte, men inderst inde husede Njalla stadig had. Folk mente, at han havde sendt onde ånder på ham [dvs. på Unna Dommusaš]. I hvert fald blev Dommusaš ramt af sygdom, da han vendte tilbage fra retsrejsen, og den sygdom ville ikke fortage sig. Så opsøgte han lægerne, men han kom sig ikke. Og om sommeren var han frygtelig syg.

Hans søster Unna Ingaš [dvs. Lille Inga] var på det tidspunkt en ung, smuk kvinde. Drengene kunne lide hende og hun kunne også lide dem og gav [dem friheder] i en sådan grad, at hun blev gravid. Barnet fra et sådant forhold kan nogle gange være farligt, det er som regel meget smertefuldt [at føde det], når en kvinde har givet sig hen til for mange, når barnet bliver undfanget; det er der mange beviser for. Denne Unna Ingaš var gravid sommeren før den [ovennævnte] historie fandt sted.

Og nu, da folk begyndte at drive deres hjorde ind i indhegningen [sent på sommeren], gik alle, der kunne slippe væk, derhen. Dommus var ikke i stand til at følge med folkene, men alligevel gik han derhen, vaklende bag de andre. Men på den rejse for han vild, og det skabte stor ængstelse, da det nu var begyndt at blive mørkt. Og folk gik ud [for at lede efter ham] den samme nat. Jeg var selv med på dette tidspunkt, og da så mange andre gik, gik også jeg og Ellas Nilas – han hørte til samme siida og var Unna Ingaš' barndomskæreste. Men da vi gik, kom Nilas til at tænke på, at vi manglede noget, da vi ikke havde bogen [salmebogen] med os; og den var nok ikke til [at finde] i nogen kåte undtagen den, hvor Unna Ingaš var. Da vi bad hende om bogen der, blev hun helt forfærdet. Men det vidste vi ikke noget om, da vi gik ud i ødemarken (for at lede). Det var ret så dystert der i mørket, ved hver sort sten tænker man, at det er ham. Men det var ikke lige så nemt at finde ham som at tale om at gøre det. Da det blev morgen, var Inga blevet meget syg; og så bebrejdede de os for at have gået derhen og bedt om bogen. Men vi havde ikke lagt mærke til nogen fare. Hun blev forfærdelig syg. Og nogle drog til Norge for at hente en noaide, Vulli Andaras gik efter Rungo Nikki.

Men vi ledte hver dag, så mange som vi var.

Og så kom Rungo Nikki, og han behandlede Unna Ingaš, og hun begyndte at få det bedre, en smule; hun var dog stadig svag.

Og den norske Nikki behandlede mange mennesker. – Men manden, der var forsvundet, blev ikke fundet. Lapperne ville have, at den norske Nikki skulle gå med ud og lede efter ham, men det gjorde han ikke.

Og ni dage og nætter var nu gået, og det var på tide for nordmanden at rejse hjem; så gik han ud om aftenen og kaldte på den mand, Dommus: "Nu rejser den fremmede, hvis du ikke kommer!" Og da morgenen gryede, så dukkede han op lige der, hvor der var blevet kaldt på ham, og så blev folk opmærksomme på, at han sad der. Og da folk kom hen til ham, begyndte han at græde. Så førte folk ham til kåten. Og han var ikke blevet våd, selvom det regnede og var koldt. – Lapperne siger, at den, der er forsvundet på denne måde, er skjult, og de tror, at det er uldaerne, som har skjult ham eller taget ham med sig. Og når uldaerne tager en med sig, føler han hverken sult eller kulde. – Men han vidste ikke, at han havde været så længe i ødemarken. Og hvis folk fortalte ham, at han havde været væk så længe, begyndte han at græde. Så blev han en kristen. Han havde ikke været religiøs [før], selvom han ikke var [rensdyr-]tyv eller uærlig. – Han fortalte, at det var dejligt for ham, når de små fugle fløj omkring ham; men ravnene generede ham, når de fløj.

Da det blev tid til at flytte lejr, flyttede de. Seks personer bar Unna Ingaš, men alligevel havde de svært ved at klare det. Hun var syg hele det efterår. Dommus levede ni dage og nætter mere. Så døde han syd for Lenesjaure.

Da han var død, gik de for at hente gamle Oula, eller forfatterens far. Og da de begyndte at klæde liget på, fik min far dødslugten i sig og blev syg. Og Dommus blev begravet i den sydlige ende af Lenesjaure på den lange odde, og odden kom til at hedde Dommus-odden, og det navn har den stadig. – Min far døde af den sygdom. Og Inga kom sig, men ikke helt før vinteren.

XLVIII.

Dette fortælles om en pige, der tog sig en mand ved hjælp af kærlighedshekseri.

De boede i den nordlige del af Suoma-njarga [dvs. den nordvestlige del af Finland, mellem grænserne til Norge og Sverige]. Hendes navn var Mortens Marit, og hendes mands navn var Nuuka Lassi. Han var en rig mand [dvs. han havde mange rensdyr], og han kom også fra Finland, fra samme egn.

Således gik det for disse to. De skændtes så meget, at de til sidst ikke kunne bo sammen længere. Efter nogen tid gik konen til Norge og rådførte sig med noaiderne. Og hun fandt en noaide ved navn Nakkuls søn. Og da hun vendte tilbage til sin mand, havde hun en hel flok spøgelser med sig.

Nå, men hun mødte sin mand. Og nu, da de skulle rejse [dvs. flytte lejr], så de en ravn – eller måske var det en krage – der fulgte med følget, og den fløj ved siden af og skreg og opførte sig helt ubehageligt og prøvede at nærme sig manden, for hvis skyld den djævelske kvinde havde sendt den ud. Og da de drog videre, opdagede de, at ravnen havde støvler på. Nu begyndte fuglen at komme endnu nærmere hendes mand, til hvem hun nu nærede det dybeste had. Og da de stoppede [dvs. slog lejr], blev han meget syg, og fuglen sad ved siden af kåten, lige over for Nuuka Lassi [dvs. uden for kåten, ved N. L.'s plads]. Derefter skete der det, at en lapkvinde [Baulus Inga] kom til lejren. Jeg ved ikke, om de havde sendt bud efter hende, eller om hun bare var på rejse, men det jeg ved, er, at Baulus Inga fordrev spøgelserne.

Hun så faktisk, at djævlene sad på ham. Og så kom de vidunderlige kræfter over hende, som de altid gjorde, når hun udførte sådanne ting. Hun tog ham i hånden og læste en tekst med ham [dvs. hun læste formler og lod ham gentage dem], og så tog hun hans hånd, indtil flokken [af spøgelser] blev tvunget til at forlade ham – og de forsvandt sådan, at de aldrig kom tilbage.

Efter lang tid blev ægtefolkene endelig skilt, og de delte også deres ejendom. Og manden blev rig [dvs. havde rensdyrlykke], og kvinden blev så fattig, at hun måtte tigge. Og den der skriver dette kender disse mennesker. J. O. Turi.

XLIX.

[Om en norsk lap]

Den rigeste rensdyrlap i Norge boede – efter hvad jeg har hørt – i Tromsø amt, og det er ikke særlig længe siden. Hver vinter sendte han sin hjord til Sverige sammen med de svenske lapper, og han havde en hjord på tusind [rensdyr] da han havde flest. Om sommeren passede han dem selv og malkede dem. Han var også overtroisk; når man om foråret bragte hjorden tilbage til hans hus, tog han sine bedste og nyeste klæder på og gik ind blandt hjorden, og undersøgte den, og jeg ved ikke, hvad han ellers foretog sig.

Hans datter giftede sig med en fattig lapdreng. Det første år boede de i Norge, men derefter flyttede de sammen med de svenske lapper over grænsen til den svenske side ligesom de andre nomadelapper og begyndte i det hele taget at leve som lapper. Hun havde den norske overtro, at hun tog en hvid frakke på, når det sneede eller der var snestorm, og når det klarede op igen, tog hun sine almindelige klæder på. – Hun levede ikke længe. Hun havde haft mange bejlere i Norge, og de bar nag til Gari – pigen, der giftede sig med en svensk [lap]dreng.

L.

Ulykker blandt lapperne.

En lappesiida opholdt sig i nærheden af Kiruna by, hvorefter den flyttede til et andet sted. Da de gjorde holdt og begyndte at rejse deres telte, gik en af mændene i gang med at fælde et stort grantræ, og det faldt uheldigvis ned over hans kone, der sad og ammede deres barn. Hun døde ikke, men da de fik hende fri, var hun halvdød. En anden kvinde tog sig af hende og passede og plejede hende. Nogle dage derefter skete der en anden hændelse, da et rensdyr fik sin fod i klemme i kirkegårdsgitteret. Men da man fik befriet dyret, ville det ikke forlade stedet ved kirkegården. Konen til den mand, hvis rensdyr det var, sagde: "Noget må man efterlade (ofre til) på dette sted, og måske hele rensdyret." Men manden sagde: "Din (over)tro er unyttig!" Og han efterlod ikke noget på dette sted. Efter nogle dage blev ejeren af det sårede rensdyr syg, og han levede kun en uge. Men hvis han havde gjort, som hans kone sagde, ville han have overlevet.

LI.

[Kureret af en hund]

En bemærkelsesværdig historie, som Tomas Nilsson Skum har fortalt. Han led af en alvorlig sygdom, kramper. En finne gav ham følgende råd: "Træn en hundehvalp til at lægge sig ned på dine fødder, og når den har lært dette, vil den altid gå og hvile sig på dine fødder. Hunden er elektrisk og vil trække personens sygdom ud af kroppen; og når den har trukket det hele ud, vil hunden selv dø." Og dette er ganske sandt, for jeg har fået det fortalt af ham, som selv har set det, nemlig T. Skum.

Engang, hvor han sammen med mange andre lapper [hvilede] sig ved et bål i ødemarken, blev han meget syg og fik kramper. Så lagde de sig til at sove. Og det var meget koldt. De havde arbejdet hårdt den dag, de havde delt rener hele dagen [dvs. lapperne havde adskilt deres blandende hjorde] – og de var så overophedede, at sveden løb fra hver eneste hår, og hele kroppen var som vand, og tøjet ligeså. Også T. Skum sov ved bålet; han var meget syg, han kunne ikke sove på anden måde end liggende lige på ryggen. Og da han faldt i søvn, gik en hundehvalp og lagde sig til at sove på ham, lige på maven; og der lå den, indtil hans krop blev meget varm. Men pludselig faldt den ind i ilden, som om den blev kastet derind, og den slap ikke ud af ilden, men brændte ihjel. Men T. Skum kom sig fra sin sygdom. Og han lever stadig anno 1911.

LII.

Om en tyv, der måtte stå en hel nat.

Engang først på vinteren var der et marked i en sida eller landsby. Alle slags mennesker var samlede der.

Der var en mand der, som havde købt alle slags varer i butikkerne. Så trak han sine varer til sit logi med en hest og lod dem stå der indtil om natten. End ikke da han skulle lægge sig til at sove, gik han ud og ordnede sine varer [for at forhindre tyveri] men lod dem stå uafdækkede i gården. Øverst på hans læs var der fire sukkertoppe, bundet sammen to og to som to bundter. Der var desuden en pakke vadmel [groft uldstof] og mange andre småting. Folk bad ham om at sikre sine varer, så tyvene ikke skulle tage dem om natten. Han svarede: "Hvad skulle tyvene ville med det? De bryder sig ikke om mine fattige ting." Andre sagde: "Du skal nok få noget stjålet i nat!" Nå, men han bekymrede sig ikke om det og lod sit læs stå i gården. Derpå lagde han og alle de andre sig til at sove, og hans varer forblev uafdækkede ude i gården.

Da to mænd kom forbi hans varer, sagde den ene: "Lad os tage disse varer." Den anden sagde: "Du må vide, hvad du selv vil; men jeg har ikke lyst til at tage noget her midt om natten." Så sagde den første: "Hvorfor går du, når du ikke har tænkt dig at tage noget, for jeg tager det alligevel; der er ikke én, der ser det." Så gik den anden, og han, der blev tilbage, tog et bundt sukkertoppe på skulderen og tog pakken med vadmel under armen og begyndte at gå. Han tog et par skridt, så stoppede han. Han forsøgte at gå igen, men kunne ikke, hverken fremad, baglæns eller til siden. Sætte sig kunne han heller ikke. Så måtte han stå der hele natten. Og den nat var særlig kold, så han fik forfrysninger i ansigtet og overalt. Ikke desto mindre måtte han blive stående der, hvor han stod, for han formåede ikke at flytte sig.

Han stod der stadig, da folk begyndte at stå op. Folk passerede ham og spurgte: "Hvad står du her for?" Men han svarede ikke noget. Så gik nogle folk hen til ejeren af læsset og sagde: "En mand er ved at tage varer fra din læs." – "Jeg tror ikke, nogen rører mine ting," svarede han. Dem, der havde set det, sagde: "Når du går ud, vil du se, at der står en mand der." Han sagde: "Jeg tror ikke på det, før jeg ser, om der er en mand der eller ej." Han tog da sine sko på og gik ud. Og der ser han, at der faktisk står en mand der. Han gik dog ind igen, spiste og drak kaffe helt roligt. Derefter gik han ud igen. Der havde nu samlet sig en frygtelig masse mennesker der i gården omkring manden, der havde stået der hele natten. Derefter gik ejeren af varerne hen til ham og spurgte: "Hvor har du taget disse ting fra?" Han svarede: "Jeg har taget det fra dette læs." Så sagde han igen: "Hvorfor tog du det?" – "Hvorfor, fordi jeg ville tage det med mig." - "Men hvorfor tog du det så ikke med dig, når du allerede havde taget det?" – "Hvordan skulle jeg kunne tage det med, når jeg ikke kunne flytte mig!" – "Vel, hvis du nu tager og bringer tingene tilbage til det sted, hvor du tog dem, kan du måske slippe afsted."

Så måtte han bringe tingene [tilbage til læsset]. Derefter gik ejeren sin vej. Og tyven løb efter ham og kastede sig om hans hals og sagde: "Vil du ikke tilgive mig denne gerning, kære mand?" Derefter sagde ejeren af varerne: "Du kan være en fri mand nu, hvad mig angår, hvis du herefter ikke rører andre gode folks ejendom." Så aflagde den tyvagtige mand det løfte, at han aldrig mere ville røre noget, som tilhørte andre folk. Derefter kunne han tage afsked med ejeren af varerne.

Så sagde den tyvagtige mand til de andre, at det bedste er, når man ikke har lyst til at stjæle noget, der tilhører andre. – Og siden har han aldrig turdet stjæle noget igen, fordi hans ledsager havde sagt, at hvis han gjorde noget dårligt efter dette, kunne det muligvis ende endnu værre end denne gang.

LIII.

Om den stærke (noaide), der standsede et dampskib.

Der var en mand, der havde lært at være sådan en [en noaide], der udførte, hvad han ønskede. En gang var han gået forbi et dampskib (og var gået ombord). Og da skibet allerede havde sejlet langt ud på havet, kom kaptajnen op til ham og begyndte at tale hårdt til ham. Han opholdt sig stille på øverste dæk af skibet [hvor hans billet ikke gav adgang]; og han [noaiden] var en meget venlig mand, som talte meget beskedent til alle mennesker, og han talte altid med et smilende ansigt, og var altid meget venlig, så han generede ikke nogen eller lavede narrestreger over for nogen. Da kaptajnen mødte ham nu, sagde han først: "Du er en bedrager, du tror, at du er i stand til at gøre alt; men du kan ikke gøre noget som helst, ikke engang det mindste. Du er en løgner, og du bedrager folk. Du gør det kun for at franarre folk deres penge og for selv at få vinding. Og du skal ikke få lov at slippe væk fra dette skib, før jeg giver dig lov." Da han havde sagt dette, gik kaptajnen sin vej. Den anden (noaiden) stod også op og gik til det hul, han havde billet til, og da han kom derhen, lagde han sig. I samme øjeblik standsede skibet, selvom det blev drevet af dampkraft. Det bevægede sig ikke, uanset hvad de gjorde. Maskinmesteren prøvede at holde maskinerne overophedede, men skibet flyttede sig ikke ud af stedet, hverken fremad, tilbage eller nogen steder. Derefter lod kaptajnen mændene undersøge, om skibet var stødt på noget. Og da mændene kom tilbage fra undersøgelsen, rapporterede de, at det ikke sad fast på noget, "havet er meget dybt." Så kom kaptajnen i tanke om, at han havde overfuset den mand, der var kendt for at være stærk. Han begyndte så at lede efter ham og gik derhen, hvor han lå, og spurgte ham: "Skulle du tilfældigvis vide, lille mand, hvorfor dampskibet er stoppet, så det slet ikke bevæger sig?" Så svarede han [lappen]: "Prøv alligevel at få gang i det; det kunne jo sejle før, når det blev sat i gang." Så måtte kaptajnen endda bede andre mennesker om hjælp til at overtale manden, der lå der. Nuvel, de fik ham til sidst til at rejse sig. Han gik op på det øverste dæk igen og fløjtede. Så satte skibet i gang med høj fart og det sejlede så hurtigt, at kaptajnen ikke var i stand til at styre det. Så han måtte tilbage til manden igen og sige, at "dampskibet sejler så hurtigt, at man ikke kan styre det." Så svarede manden, der havde fløjtet: "Du kunne godt styre det før, så hvorfor ikke nu?" Så sagde kaptajnen: "Dampskibet har aldrig før i min tid siddet fast i så dybt hav som nu. Jeg har heller aldrig set sådanne mirakler før." Så blæste hans ledsager (noaiden), og dampskibet begyndte at sejle så langsomt, at man ikke kom nogen vegne med det. Så måtte kaptajnen gå til manden for tredje gang og ydmyge sig så meget, at han næsten måtte tigge (noaiden), der havde magt til at gøre, hvad han ønskede. Så spurgte kaptajnen ham: "Kunne du ikke være så venlig at lade dampskibet sejle, som det har gjort før?" Og så indrømmede han, at han havde overfuset ham så groft af ren ondskab. Men efter dette skulle han aldrig mere i sit liv behandle nogen på den måde.

Så begyndte dampskibet at sejle, som det havde gjort før. Og kaptajnen sagde til alle: "Ingen må bruge groft sprog over for den mand."

LIV.

[Trusler fra noaiden].

Noaidetrusler udtrykkes også i lignelser. En sådan [lignelse] er, når man truer med at sende birkebarksko, så symboliserer det hurtig død. Og truslen om at give kalvesuppe betyder, at man kan vente en sygdom, der piner men ikke tager livet af en, før personens naturlige dødstid kommer.

Jeg hørte også to lapper, der troede, at de var noaider, skændes; men begge var rensdyrtyve, og begge kom fra egnen nordøst for Karesuando. Deres navne var Stuora Dommus [dvs. Store Tom] og Riugo Nilas [dvs. Bondekone-Nilas]. Dommus truede med at give Nilas birkebarksko, og da Nilas hørte dette, påstod han pludselig, at han var en noaide og ikke var det mindste bange. Nilas viklede selv birkebark omkring sine sko og gik ind i Dommus' kåte for at gøre grin med [truslerne]. Da Dommus så, at Nilas gjorde nar af ham, blev han endnu mere vred – han behøvede ikke at give Nilas birkebarksko, når han allerede havde dem på [Nilas ville vise, at Dommus' trusler var uden virkning]. De andre lapper spurgte Nilas: "Hvorfor går du rundt på denne måde som et andet spøgelse?" Han svarede, at Stuora Dommus havde villet give ham sådanne sko på, "og derfor har jeg selv taget dem på."

LV.

[Noaidemagt nedarvet].

Det fortælles fra gamle dage, at når der er en noaide-familie, forbliver denne arv i familien, i blodet. Hvis du stammer fra en noaide-slægt, forbliver denne arv i dit blod, så hvis du bliver vred og truer nogen, vil det, du siger, ske, også selvom du senere måtte ønske, at det ikke var sket. Det sker [alligevel], som du sagde. Jeg er sikker på at have hørt, at min oldefar var en "træ-rådner," og min bedstefar var også "klog." Og en gang skete der noget med mig, der fik mig til at tænke: Hvorfor sker der ondt for en anden person, når man bliver så vred, at man siger: "Dette skal helt sikkert ske for dig!" – Jeg husker, at en ældre lap engang gjorde nar af en ung mand (og sagde): "Og du er en noaide!" og [han sagde det] mange gange og på mange måder; og til sidst blev den unge mand vred og svarede: "Inden længe bliver du nødt til at søge råd hos. . . !" – han sagde ikke mere [end dette], men det er muligt, at han tænkte: "Du kommer til at søge råd hos noaiderne!" Få dage senere fik manden en sygdom, som brød ud over hele kroppen, og det brændte så slemt, at han ikke kunne finde ro til at sove. Så måtte han opsøge en "klog" (mand). Og da budbringeren kom til den kloge, gik han [noaiden] ud på budbringerens spor og sendte en sådan kraft afsted, at han [den syge] i samme øjeblik faldt i søvn inde i sin kåte, selvom der var langt [for kraften at rejse mellem noaiden og den syge person]. Og da han [noaiden] gik tilbage til sin kåte, sagde han: "Åh, djævel, hvor desperat det er!" – Og da morgenen kom, gik de [budbringeren og noaiden] til den syge person. Da de kom ind i den syge mands kåte, sagde han (den kloge) endnu en gang: "Åh, helvede, hvor desperat du er!" Så sagde den syge mand: "Er det anstændigt for en kristen at sværge?" Den kloge sagde ikke mere, men gav manden den nødvendige behandling. Herefter begyndte denne at få det bedre. Men han [noaiden] sagde til en anden lap, at den syge mand havde spoleret det, da han forbød ham at sværge – de var begge kristne [både noaiden og den syge mand]. Ganske vist blev han helbredt, men ikke helt; den samme sygdom kom over ham mange gange, og han måtte ofte søge dem, der kunne fjerne hans sygdom; men den forlod ham aldrig helt.

Og da han mødte den unge mand igen efter at være blevet helbredt, sagde han: "Det var dig, der lagde den sygdom på mig." Men han vovede ikke at gøre nar af ham mere; den unge mand svarede ham heller ikke noget – og måske var han ikke selv helt sikker på, at hans ord havde forårsaget sygdommen. Han var lige kommet tilbage fra en læringsrejse [dvs. han havde været i Norge i en periode og havde fået oplæring fra noaiderne der]; men han havde endnu ikke afprøvet noget, om han kunne [udøve trolddom] eller ej. Men han var helt overbevist om, at spøgelser, besættelser eller forbandelser ikke kunne ramme ham selv; og desuden var han modig, og alle de kloge kunne lide ham, fordi han havde så stærkt blod [dvs. stærke nerver]. Og han havde formået at tilfredsstille [dvs. indgå venskab med] alle de noaider, han havde mødt; og det skyldes, at han ikke var spor hundagtig [dvs. ikke nogen gnier] overfor folk, og han prøvede heller ikke at lyve. Alle mennesker kan lide en person, der er ærlig.

Også med brændevin kan man skaffe sig venner; man skal dog være omhyggelig med ikke selv at drikke. Man skal hellere få [de andre] til at drikke og så huske på, hvad alle udbasunerer (egentlig blæser ud), derved kan man lære, hvad alle har i sig, og når man ved dette, skal man nok klare sig.