Samiske fortællinger – Uldafortællinger m.m.

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Johan Turi (1854-1934)


Temaside: Samisk religion og mytologi


Samiske fortællinger

Uldafortællinger m.m.
af Johan Turi og Per Turi


Dansk oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen, 2023



LVI.

Her er beviset på uldaerne

Olof Nilsson Svonni, som stadig lever, har set og hørt uldaerne (= saivofolket) helt udtrykkeligt. Engang i forsommeren opholdt de [siidaens samer] sig syd for Abisko i Baddos ikke langt fra trægrænsen. Helt fra gammel tid havde dette sted været en teltplads for lapperne, og her var også en offerplads. Stedets navn er Baddos-bakte, og der havde lapperne sine ting. Der var udhængende klipper eller åbninger i klipperne og her opbevarede de de ting, som ikke måtte blive våde.

Nu var der så kommet en sida til pladsen og havde slået deres telte op. Men to unge drenge kunne ikke sove der om natten, mens alle de andre sov. Det var O. Nilsson [Svonni] og Per Henrik Kuhmoinen. De ville nu foretage sig noget i natten, skyde fugle eller et og andet. Men da kunne de høre mennesker tale inde i den store offerklippe – Baddos-bakte. De gik nærmere for at lytte og høre, hvad der blev sagt. Og de kom ganske nær og lyttede halvdelen af natten. De kunne tydeligt høre, at der var mennesker, som talte. Men de forstod ikke klart, hvad der blev sagt. Men så meget vidste de, at det var uldaerne, som talte, for alle andre sov. Og dette er så sikkert, at de var villige til at bevidne det med ed, om nødvendigt.

Det pågældende sted er også kendetegnet ved store bunker af rensdyrgevir, men jordlaget er nu vokset op over disse bunker af gevir. [J. T.]


LVII.

Uldaernes køer

Samme mand [Svonni, som havde fortalt dette til Turi] har i fuldt dagslys set uldaernes køer. Dette skete også [på] en af lappernes græsbevoksede lejrpladser i Vassevagge på Barta-engen. Der boede lapperne og det var sommer, og de havde også køer. Engen var således, at der midt på den var en hulning. – Engang da disse to, O. Nilsson og P. Kuhmoinen, kom hjem til kåten fra vildmarken [dvs. fra rensdyrflokken], så de mange køer græsse på engen, og da de kom nærmere, gik det op for dem, at det ikke var sidaens køer. Og det bedste bevis herpå var, at de alle var hvide.[1] Da de nu helt klart ser, at det ikke er lappernes køer, forstår de, at det må være uldaernes. Og de vidste også, hvordan de fik fat på uldaernes køer. De taler sammen om, at de ikke skal tage øjnene fra dem, så de ikke skal forsvinde. Og de ser, at de græsser nede i hulningen af engen, men så taber de dem af syne og løber derhen for at nå over til dem, inden de alle når at forsvinde. Men drengene nåede ikke derhen, før hver og en var forsvundet i hulningen, og før de overhovedet kunne nå at kaste stål over dem – for de havde selvfølgelig hørt, at hvis man kunne kaste stål over en, så ville man få denne som sin ejendom. De kom dog ikke nær nok, for de [køerne] gik ned i hulningen. Da drengene nåede kanten af hulningen, var der overhovedet intet at se, skønt det var en temmelig blød hulning [dvs. let at overskue]. Da forstod de endnu bedre, at det virkelig havde været uldaernes køer. Og de regnede det for et stort tab, at de ikke havde været i stand til at få fat på dem, når de nu havde været så tætte på dem. [J. T.]


LVIII.

Historien om en lap og uldaerne

Den afdøde Nikkaš, som mistede sine får.

En lap havde mistet alle sine får. Lapperne havde dengang mange får [ud over rener]. Da han nu havde mistet dem alle, ledte han efter dem hver eneste dag og hvert eneste sted. Og han troede aldrig, at han skulle se dem igen. Så gik han op på toppen af Gorsavagge, hvor lapperne plejede at holde til. Lapperne forstod, at uldaerne også havde taget ophold der. Her findes nogle bakker, som minder om kåter i form, og lapperne kalder dem for uldaernes kåter. Og den gamle lap, som havde mistet sine får, lagde sig ned for at hvile sig ved siden af en sådan uldakåte. Da drømte han, at han så uldaerne, og de underholdt ham, serverede mad for ham og snakkede med ham. Og de fortalte ham, at de også havde testamentet [dvs. Det nye Testamente, hvilket viste, at også de var kristne] "akkurat som du har." Så lovede de at fortælle ham, hvor hans får var blevet af, og de fortalte ham helt nøjagtigt, hvor de var. Men de ville have en særlig god vædder som tak. Da han vågnede op, gik han øjeblikkeligt til det sted, som de havde udpeget for ham. Og da han kom til stedet, stod fårene lige der lyslevende for hans øjne. Han gik nærmere og genkendte alle sine får, men den største vædder manglede. Og det glædede ham, at de [uldaerne] havde fået deres velfortjente andel.

Og han var næsten selv som en ulda, han boede alene i vildmarken det meste af tiden og levede til han blev gammel. Han forsvandt nord for Torneträsk, kun hans båd blev fundet på Torneträsk strand ved mundingen af Bessišjokk. Hans gevær fandt de oppe ved trægrænsen. Han var en stor jæger, og hans søn Olof Nilsson Svonni har lært mange ting af sin far, som er gode at vide ved jagt og meget andet. På den måde er han (Nikkaš) lidt mere end almindelige folk [dvs. folk som ikke er noaider]. Han er også lappernes læge[2] og en mægtig jæger. [J. T.]


LIX.

Fra øvre Nivsat-gorsa

Syd for Kaisepakte oppe ved Nivsat-gorse ved trægrænsen var der en pige, som så, at en siida gjorde holdt for at slå lejr. De begyndte at spænde fra og slå deres telte op. Den eneste forskel [dvs. det eneste bemærkelsesværdige] var, at pakrenerne ikke havde gevir og at saddelklæderne [under deres oppakning] var af lærred. Dem, som hørte om dette, syntes at det var mærkeligt, at der skulle komme en siida der, og de drog straks afsted for at se, hvis siida det var. Og da de kom til stedet, var der ikke spor at se. De vendte hjem til deres kåte og skældte pigen ud for at have løjet. Men pigen sagde: "Jeg har ikke løjet, det er sandt – der var nogen, som slog deres telte op." De andre begyndte nu at spørge hende, hvordan pakrenerne havde set ud. Pigen fortalte, at pakrenerne ikke havde gevir, og at alle tæpperne [under oppakningen] havde været af lærred – lapperne bruger altid tæpper af rensdyrskind med hårene på – og så forstod de, at det havde været uldaernes siida. Og selv i vor tid er der mennesker, som har set alt dette. Og i den siida var også den samme O. N. Svonni; han hørte selv pigen fortælle om sit syn og det hele; han var i siidaen, da det alt sammen skete. Denne hændelse fandt sted for ikke så længe siden. [J. T.]


LX.

En ny påmindelse om uldaerne

Vanen tro flyttede Bolno-siidaen sidste forår nordpå langs Torneträsk, mens der stadig var is på. De stoppede ved Giebmaš-njarga og slog deres telte op, som lapperne nu gør. Der findes mange store klippestykker der og børnene løb omkring dem og klatrede op på dem. Så ser de en lap ligge der – hans navn var Balot Biette, og han hørte til siidaen. Men han var ikke i siidaen på dette tidspunkt, og desuden havde han helt nyt tøj på. Og da drengen ser, at deres nabo Balot Biette ligger og sover der på klippen, sparker han til ham bagfra og han [dvs. den sovende mand] sagde: "Hvorfor kan du ikke lade mig sove i fred?" Så rejste han sig og sagde til drengene: "Følg nu med mig til min kåte!" Han kikkede på begge drenges brystklud og på den enes fik han øje på en messingknap. Henvendt [til ham] sagde han: "Jeg vil ikke have dig med!" Og så kikkede han igen på den anden drengs brystklud men fik ikke øje på noget. Så sagde han: "Du skal følge med mig, min kåte ligger ikke så langt herfra." Derpå kom en anden mand til, der så ud som Balot Biette, og dermed var der to Balot Bietter. Men de var begge uldaer. Så tog den ene Balot den dreng, som hverken havde guld, sølv, messing eller noget andet metal på sig. Han førte ham med sig ud på søen, og her gik de langs en lille halvø i søen i retning af det sted, hvor han havde fortalt drengen, at hans kåte lå.

Nu blev de andre dog opmærksomme på, at drengen var forsvundet i vildmarken og de sendte drengens søster ud for at lede efter ham. Søsteren kunne se ham, men drengen gik så hurtigt, at hun ikke kunne indhente ham. Så kalder hun på drengen, for hun kunne se ham [men manden var usynlig for hende]. Uldaen, som havde skikkelse som Ballot, spurgte ham nu: "Hvad er det, som råber?" Og pigen løber nu så hurtigt, som hun kan. Atter spørger uldaen drengen: "Hvad er det, som kommer? Og den har endog en stav med!" Pigen kom ikke desto mindre nærmere, og nu forlod uldaen den lille dreng, men drengen så faktisk, at han gik ind under en klippesten og forsvandt der. Da pigen nåede drengen, fulgte hun ham hjem.

Drengen sagde ikke noget den dag, selv om de gjorde, hvad de kunne [for at få ham til at tale]. Men så var der Ballots broder Simon, som blev regnet for at være lidt "vis", og han fik ham endelig til at tale den følgende dag. Og så fortalte han om alle de begivenheder, som er nævnt ovenfor. Drengen havde forandret sig, så han havde fået et mærkeligt udseende[3], men da han igen blev i stand til at tale, fik han sit tidligere udseende igen. – Og den omtalte drengs far hedder Nils Persson Nutti. [J. T.]


LXI.

Amuletter

Alle lapper bør huske den gamle tro, at man altid skal sørge for, at ethvert barn har en lille amulet på sig.

Det, som smeltes af malm, er en amulet. Hvis nogen har kobber eller sølv eller messing, kan uldaen ikke tage [barnet], eller hvis barnet i det hele taget har nogen slags metal på sig.

Man kan også kalde det šiella [dvs. amulet, gave, findeløn], hvis man finder noget for en anden person. Her får finderen en belønning, så han bliver i stand til at kunne finde igen en anden gang. Denne belønning kaldes en øje-gave. [J. T.]


LXII.

Vulli Hæikas kone blandt uldaerne

Hvad jeg har hørt om uldaerne fra Millo Hæika.

Der lever stadig en, som har set uldaerne og deres bolig. Hun var en ung smuk pige. Engang hun var ude i vildmarken, ser hun to piger. De går hen til hende og tager hende i hånden og beder hende følge med dem. De tog hende da i hver sin hånd og førte hende til en klippe, hvor en dør åbnede sig. Indenfor fandtes alle mulige ting, mad og meget sølv og mange mennesker. Og så sagde de: "Dette er en umådelig smuk pige." Men så blev hun bange, rev sig løs og løb sin vej. – Hun lever endnu, 1909. [J. T.]


LXIII.

Mere om uldaerne

Susanna Huuva er fyrre år gammel nu. Da hun var en lille pige, lå hun engang og sov på en høj bakke. Hun vågnede og ser en hel flok [rener] græsse omkring sig og de havde alle bare ét horn. Hun forstod ingenting men faldt igen i søvn. Da hun atter vågnede, var der ingen rener mere. Hjemme fortalte hun det til sin mor, som selvfølgelig vidste, at det havde været uldaerne, da de alle er ethornede. – Samme person har på østsiden af Raggesvare set en flok pakrener hvile sig, men da hun gik derover, hvor hun havde set dem, var der ingenting overhovedet – kun løse sten.

For fyrre år siden var der en kvinde, som også havde set en flok uldaer, og det var en stor flok. Og endnu lever der én, som har været i uldaernes bolig og tilbragt en hel dag der. Det var en halvstor dreng, som var faldet i søvn på en høj bakke, og uldaerne ledte ham med sig til deres hus eller bolig. Mange var forsamlede der og de tilbød ham mad, men han havde ikke lyst til deres mad. De nødede ham mange gange og var meget venlige mod ham, men han spiste ingenting. Så måtte de lade ham gå, men de sagde, at hvis deres gamle [mand] havde været der, "så var du ikke sluppet herfra." – Allerede fra gammel tid har lapperne vidst, at man ikke skal spise noget [blandt uldaerne], for hvis man spiser, kommer man ikke derfra igen.

Engang opholdt en af lappernes siidaer sig på Gaivare. De skulle netop til at malke deres rensdyr ved kåten, da en flok smukke køer kom springende og dansende. Men de [lapperne] foretog sig intet med dem. På det tidspunkt forstod de ikke, hvad det var, men da de [køerne] pludselig forsvandt, kom de til at tænke på, at det måtte have været uldaernes køer. Da var det dog for sent, for de havde ikke forstået det, mens de var synlige. Og det var faktisk uldaerne, som tilbød dem disse (køerne). Men de forstod det ikke, mens tid var.

I Koutokeino er der en lap, som har fået en hel flok (rener) af uldaerne. Og hans rener var smukkere og mere fremragende [end de andre lappers]. Den mands navn var Boala Bær Aslak. Alle hans børn er rige og det samme er hans børnebørn. Og hans efterkommere lever stadig. Ej heller tog ulvene flere af dem [ulda-renerne], end hvad de behøvede til deres egen føde. Men dem, som ikke kommer overens med uldaerne, kan miste et to- eller trecifret antal rener til ulvene.

Lapperne i gamle dage så uldaer lige så tit, som [de så] andre lapper. Uldaerne var særligt venligtsindede mod bestemte lapper. De kom tit til dem og snakkede med dem og fortalte dem, hvad der skulle ske. Men uldaerne kan være slemme mod dem, som ikke lever således som de synes. Uldaerne er heller ikke venner med flere end nogle få folk. Og den mand, som har uldaernes venskab, han er sikker på at klare sig. De hjælper altid, hvor der er behov for det. Og en person, som nyder godt af uldaerne hjælp, han er i sandhed en noaide. Og jord-halderne, dem som de hjælper, klarer sig også godt. [J. T.]


LXIV.

Når børn forbyttes af uldaerne

Engang blev et barn forbyttet; (folk) opdagede, at det var en skifting, for de kunne ikke komme overens med barnet. Det blev tydeligt ved, at barnet begyndte at sutte meget hårdt – og barnets mor vidste, at hendes barn ikke plejede at sutte så hårdt. Det var det første tegn, hvorved de forstod, at barnet var forbyttet. En gammel kvinde rådede dem således: "I skal ordentligt piske barnet." Og videre sagde hun: "Sæt barnet i et rum for sig selv og sæt grød på bordet, meget lidt grød og mange skeer, og gå derefter ud af rummet og smugkig ind gennem et hul!" Og da folk gik ud, rejste barnet sig og gik hen til bordet og sagde: "Jeg har nu levet lige så længe som dværgbirkerne på bjergene, men jeg har dog aldrig set dette trick med så lidt grød og så mange skeer!" Dermed vidste de, at uldaerne havde forbyttet barnet. Så gav de det en ordentlig gang pisk og satte det i et rum for sig selv og tændte mange lys. Derpå gik de igen ud for at lytte, og så hørte de, at uldaerne sagde, at de ikke kunne holde ud at høre, at man tæskede deres gamle mor. Så byttede [uldaerne] barnet tilbage igen; de brækkede kun en finger (på det) som et tegn, og fordi man havde slået deres mor så slemt.

Lapperne mister ofte børn, især dem der ikke sætter amuletter på børnene. Nogle amuletter er af sølv; og hvis de er af sølv, og der er indridset bogstaver på dem, har uldaerne ikke magt til at bortføre børnene. Derfor begyndte lapperne at have sølv på børnene – mange slags sølv.

Lapperne har sandt nok også tidligere mistet børn; det er ikke blevet mere klart (hvordan), men nu taler de blot om, at uldaerne tager et barn, hvis de kan komme til det. Derfor lagde de en kniv i vuggen, for at uldaerne ikke skulle få fat i barnet, og sølvet er også derfor bundet i børnenes vuggebånd. [4] Folk nu om dage tror, at dette bare var til pynt, men for folk i gamle dage var dette ikke bare pynt; men de kaldte det amuletter, dette sølv og alt det, de havde på barnet, for at uldaerne ikke skulle bortføre det.

For tres år siden forsvandt et barn ved kanten af Torneträsk på sydsiden af søen ved Nivsat-orda. Man ledte efter det i alle huller; til sidst begyndte en mand, der var kyndig i hekseri, at sætte ild til jorden; men dette hjalp ikke mere. Han tænkte, at uldaerne ofte bortførte børn. — Men ørnen kunne også bortføre børn, især de (børn) der er klædt i pels eller rensdyrskind. Ørnen plejede at æde rensdyr[kalve] og harer, og derfor er den farlig for de børn, som er klædt i rensdyrskind. De gamle havde i det mindste lært, at ørne også bortfører børn, for de plejede at sørge for, at børnene ikke sov på en åben bakke, men hellere ind under en klippe eller ved foden af et birkekrat, så ørnen ikke skulle se dem.


LXV.

Fortælling om en lappedreng som mødte uldaerne

En fattig lappedreng var taget til Norge, således som lapperne havde gjort siden gammel tid; de fattigste af dem tog til de norske kyster der i Tromsø amt. Og denne dreng gjorde netop det. Han begyndte med at passe kreaturer hos en norsk bonde.

Mens han vogtede køerne, fik han (en dag) øje på to smukke lappiger og mange pæne og velnærede køer. Han gik hen til pigerne og snakkede med dem. Han syntes, at de var meget kønne – og det samme var køerne. Pigerne bad ham nu meget om at gå med dem hjem, og de fortalte ham, at deres hus ikke lå langt derfra. Så gik han da med pigerne hjem. Og da han så, hvor smukt deres hus var og så, hvor meget sølv og guld (de havde), syntes han endnu bedre om dem. En af pigerne gav ham et glas mælk at drikke, hvorefter de igen gik ud til køerne. Da det blev aften, bad de ham komme igen den følgende morgen, og de foreslog, at de kunne vogte deres køer sammen hele sommeren. I drengens øjne var ulda-køerne meget kønnere end de køer, han selv vogtede. Derpå skiltes de.

Da morgenen gryede, gik han til det samme sted, og der mødtes de igen. Pigerne var meget søde. Han fik den tanke, at han ville gifte sig med den ene af dem, og han talte meget med hende, hvilket hun godt kunne lide, og de indgik en aftale. Igen bad pigerne ham gå med dem hjem til deres kåte eller hus. Han gik da med dem, og der opholdt sig mange mennesker der, og alle var meget venlige. Igen gav de ham mælk at drikke og fortalte ham, at de var uldaer. De ville forære ham en sølvskål, men han tog ikke imod den. De bød ham også på mad, men han takkede nej, selvom han ikke var bange. Derpå gik de tilbage til køerne og vogtede dem som de plejede. Da de skiltes om aftenen, begyndte pigerne igen at bede drengen om at komme til dem for at sove. Og da drengen havde bragt køerne tilbage, gik han til pigerne, men nåede ikke derhen, for da folk så ham gå, råbte de: "Gå ikke ud i vildmarken!" — og så kom han ikke afsted.

Da morgenen gryede, gjorde han som før, og igen mødtes de, præcis som tidligere. Nu var de endnu mere forelskede, og indgik stærkere aftaler. Pigerne bad ham endnu mere indtrængende om at komme til dem om natten, eller tilbringe natten [sammen med dem]. Drengen blev meget forelsket, og de aftalte, at de skulle giftes. Og nu, da han kom tilbage, syntes han, at køerne og alt, som tilhørte virkelige mennesker, var grimmere end uldaernes køer og ejendomme. Da han kom hjem med køerne, bemærkede folk, at han var forandret. Herefter gik han ud igen. Det lykkedes ham at skjule sig for folk, og han løb ud i vildmarken. Folk råbte efter ham, da de så, at han løb ud i vildmarken, men han lod som om, han ikke hørte det og løb videre. Folkene indhentede ham dog og fangede ham. Og de bad ham [fortælle], hvorfor han løb ud i vildmarken. Så måtte han fortælle, at han havde en ulda-pige som kæreste, og han var nu på vej for at tilbringe natten hos hende. Men folkene førte ham med tilbage.

Siden da har han ikke husket eller set hende.

Den drengs navn var Gunar, og han blev alligevel[5] en rig lap. Han boede i Gellivare [distriktet]. Men han er død nu. Den samme Gunar har faktisk sagt, at det er helt sandt, at uldaer eksisterer, absolut sikkert.

Anno 1916, Johan Turi.


LXVI.

En mærkværdig sag – venskab mellem en lap og uldaerne

En lap var blevet ven med uldaerne, så han boede i én siida [med dem], ligesom lapperne bor i en siida sammen med andre lapper. Ingen i lappens husstand så dem dog, han alene så dem. Det var kun om sommeren, at han var sammen med uldaerne. Han besøgte dem ofte, og hans folk undrede sig over, hvor han altid forsvandt hen. Uldaerne vogtede hans hjord, og andre lapper undrede sig, fordi hans hjord altid græssede nær kåten, selvom han ikke (selv) vogtede den. De andre lapper vogtede altid deres hjorde — og alligevel stak de af. Men denne laps rensdyr fulgte ikke efter de andres dyr. Denne lap malkede også meget mælk af sine rener, og uldaerne malkede på samme rasteplads[6] sammen med ham; men hverken lappens kone eller hans børn så uldaerne. Til sidst fortalte han dog sin kone, at de havde naboer, som passede deres hjord.

Og om efteråret, når lapperne flyttede sydpå, ville uldaerne have ham til at komme tilbage om sommeren og være deres nabo; og det lovede han. Og om foråret, når han fik øje på uldaernes bopæl, bøjede han sig ned og tog huen af hovedet, hvilket folk undrede sig over.

Dette sted ligger nordvest for Torneträsk, tæt på den svensk-norske grænse.


LXVII.

[En lappisk kvinde som jordmoder for en ulda]

Uldaerne havde også engang brug for at hente en menneske-kvinde som jordemoder. Lappekvinden fulgte med, som uldaen ønskede. Og da hun kom til ulda-konen, gjorde hun ligesom hun plejede at gøre som jordemoder hos menneskene. Lappekvinden afsluttede alt, således som hun plejede at gøre. Og da hun var færdig med det hele og ville til at gå hjem, gav hun [uldaen, som havde hentet hende] hende spåner i sit forklæde som belønning. Og uldaen ledsagede hende, da hun gik derfra. Hun førte hende ind i en mørk åbning, ligesom indgangen til et dyrehi. Og så befandt hun sig pludselig i sit eget hus. Mens hun fulgtes [med uldaen], så hun, at det dryppede ned fra loftet. Ulda-kvinden sagde, at meget af deres mad blev ødelagt, fordi køernes urin altid dryppede ned på deres mad, da kostalden var lige ovenover (deres bolig). Og hun sagde, at dette var til meget besvær for dem.

Da konen kom hjem, kastede hun spånerne på ildstedet; og hun gik til et andet hus og fortalte, at hun havde fået spåner som belønning. Men da hendes mand gik hen for at se dem, var de alle sammen sølvmønter.


LXVIII.

Fra Sautusjaure

Den samme O. N. Svonni fik et syn nede på stranden ved Sautusjaure. Han kørte langs en sti, og var lige ved at dreje ind på en anden sti; så ser han, at mange mennesker kører på denne sti. Han kører hurtigt for at komme foran nogle af de andre, der kører lige så stærkt, som rensdyrene kan løbe, og det samme gør han selv. Da ser han, at to af dem allerede har taget føringen, lige i det øjeblik han selv var ved at nå den anden sti. Han kaster et blik tilbage efter de andre, men de er alle væk. Han forsøger nu at indhente de to forreste, men kunne ikke nå dem. De forsvandt, da de strøg forbi ham, selv om han havde en af de bedste køre-rener. De forsvandt bare og blev til ingenting. Folk sagde, at det var "kirke-folk" [dvs. spøgelser], som ofte er på færde, når nogen skal dø.


LXIX.

I kirke i Jukksjärvi

Den samme O. N. Svonni kørte engang til Jukkasjärvi og passerede kirken i mørket, og så ser han, at der brænder lys i kirken, og han tænkte, at folk holdt gudstjeneste. Da han kom til landsbyen [kirken ligger alene uden for landsbyen], spurgte han, hvorfor der var folk i kirke så sent, for der brændte lys i kirken. Han fik dog at vide, at der ikke var mennesker i kirken. Så forstod han, at det måtte være spøgelser, han havde set.

På det tidspunkt var han en ung dreng, og han var endnu ikke særlig modig. Siden da turde han aldrig køre forbi kirken alene i mørket.


LXX.

Om en stallo som boede i den nordlige del af Torneträsk på næsset Stallo-bieske

En Stallo boede ude på et næs, men han boede også i bunden af Bolno-indløbet [han havde flere bopladser, ligesom lapperne har. Ifølge traditionen kunne Stalloerne godt lide at opstille deres kåter nær lappernes stier for lettere at kunne stjæle deres rensdyr]. Stalloen gjorde skade på lapperne ved at rensdyr ofte forsvandt. På den tid var lapperne blevet bange for stedet.

På en lappesti ved bredden af Bolno-floden findes en seite, som lapperne har dyrket meget. Samme sted er der også en anden seite nord for den samme kløft; denne kaldes Rungodals-seiten. Her er et stort offersted, hvor lapperne har ofret ben og gevirer, både mindre og større, af alle slags dyr, som de havde ansvar for, eller som de kunne fange i vildmarken. De ofrede også penge; der er fundet danske mønter dér, som er tusind år gamle, og der er endda fundet endnu ældre mønter der.

Når lapperne rejste omkring, var det gammel skik, at kvinderne ikke måtte træde på jorden, når de gik over Bolno; de skulle træde på stenene ved stranden og bære deres tøjpose på ryggen. Mændene måtte klare sig alene med raidos [dvs. uden hjælp fra kvinderne] på stien over Bolno. — Sådan var det på den tid, hvor lapperne dyrkede seiterne.

Kvinderne måtte ikke rejse der, for at de ikke skulle forurene det hellige sted, som var deres gud. Og den gud (de dyrkede), var også bange for kvindetøj, derfor måtte de bære deres tøj hos sig. Og kvinders sko var så kraftfulde, at de forurenede jorden, (hvor de trådte). Derfor måtte kvinderne gå langs stranden på stenene, som vandet hurtigt ville vaske rene. — Den [dvs. kvindernes mystiske urenhed] satte sig heller ikke så meget på sten som i jord. — Også ved offerstedet Vasse-njune var det forbudt for kvinder at gå på det hellige sted.[7]

Da lapperne holdt op med at tilbede seiterne, begyndte disse at skræmme lapperne, så de måtte love dem noget eller give dem noget, mønter eller andet.


Historie om Stallo, der boede på Stallo-bieske.

Denne Stallo boede altså skiftevis i Bolno ved stranden af Bolno-jaure [og på Stallo-bieske]. Og [engang] da Buuri-Laura flyttede sin boplads over (på den anden side af) Bolno, forsvandt bjælde-renens kalv; og så gættede Buuri-Laura på, at det var Stallo, der havde gjort det. Han gik ud for at lede efter kalven, og der fandt han, at Stallo havde sat kalven fast i en gaffelgren på et træ [så den kunne kalde på sin mor, når lapperne var flyttet. Når en rensdyrko har mistet sin kalv, vil den altid forlade flokken og gå tilbage for at lede, hvor den sidst havde kalven]. Så satte han kalven fri, og gik derefter ud for at lede efter Stallo.

Han gik derhen, hvor han vidste, at Stallo havde en boplads; og gik derfor til bunden af Bolno. Der hørte han Stallo fløjte, og gik derhen og sagde: "Nu skal vi brydes!" Så vidste de begge, at det ville blive en ordentlig kamp. Buuri-Laura sagde til Stallo: "Riv træerne op her, så vi kan (få plads til at) kæmpe!" Så ryddede Stallo stranden ved den lille Bolno-sø, og derefter begyndte de at brydes.

Før de begyndte, bandt Buuri-Laura en rensdyr-tøjle om sig, og Stallo viklede træer om sig som et bælte. Derpå ville Buuri Laura, at de skulle begynde straks, når Stallo havde gjort pladsen jævn. Stallo ville hvile sig først, men Buuri-Laura ville kæmpe med det samme, for at han [dvs. Stallo] ikke skulle få en chance for at hvile. Så begyndte de da at brydes med det samme. Og de kæmpede, men ingen af dem kunne vinde. Så råbte Stallo op og lovede, at Bolno-batta [seiten der] skulle få Buuri-Lauras hoved, hvis han kunne dræbe ham. Buuri-Laura råbte til gengæld, [at han ville ofre] Stallos hoved til Bolno, og til Josto's seite en okse, og til Couco et får. Så fik Buuri-Laura ham ned. Han begyndte at stikke Stallo, men Stallo råbte: "Dræb mig ikke med din rustne dolk, men dræb mig med min egen lille sølvkniv!" Buuri-Laura dræbte ham dog med sin egen kniv [han vidste, at Stallo's kniv ikke kunne dræbe Stallo] og (således) overvandt han ham. Derefter begyndte han at partere Stallo, for han vidste godt, at han ikke ville dø, hvis ikke han blev parteret. Men mens han parterede, så han, at de [dvs. delene] søgte sammen og samlede sig igen. Og da han så dette, lavede han et bål, og der ristede han Stallo's kød. Så bandt han kødet sammen med flettede birkegrene, og bar han det hele til den lille Bolno-sø og sænkede det med sten. Derfor er vandet i denne sø anderledes end i andre søer.

Men konen levede stadig, og så måtte han gå og dræbe hende også. Han gik til Stallo-konens boplads. Han havde trukket skindet af Stallo's ansigt og satte nu dette på sit eget ansigt. Da Stallo-kvinden kom, sagde hun: "Hvorfor lugter her som mig?" — for Buuri-Laura havde kogt Stallo's kød. [Buuri-Laura opførte sig som manden i kåterne, og ifølge lappernes og Stallos skik — som ifølge traditionen levede meget ligesom lapperne — havde han tilberedt og kogt det sædvanlige aftensmåltid, i dette tilfælde Stallos eget kød]. Stallo-kvinden kunne bestemt lugte sin egen lugt; men da Buuri-Laura kyssede hende, kunne hun ikke lugte det mere.

Buuri-Laura stak spyddet [ind i ilden] for at opvarme det [dvs. han satte spyddet, som lapperne generelt bærer med sig, ind i ildstedet]; og da spyddet gnistrede, skubbede Laura det glohede spyd ned i halsen på den gamle kvinde. Hun var dog stærkere end Stallo selv, men alligevel overvandt han hende til sidst. Og da han havde dræbt hende, tog han meget både sølv og penge og brændte kåten ned. Til sidst manglede han bare at dræbe hunden — alle Stalloer har en hund. Den var bundet på Bieske med en jernkæde. Og Stallo-hunde er meget stærke.

Den, der skriver dette, har hørt [om] og [også] set den slags sølv, der kaldes Stallo-sølv. En særlig slags kaldte man "Stallos stjerne", og der var tre billeder af menneskehoveder[8] på det, og det blev brugt [som en ornament] rundt om på bæltet, ligesom de nu om dage bruger de firkantede [dvs. små firkantede pressede sølvplader eller knapper, som pryder de lappiske bælter i en tæt række]. Og disse [dvs. "Stallo-stjernerne"] hørte til deres medicin-ting; når man trykkede med en sådan Stallo-stjerne, så helbredte det mange slags sygdomme og dem, der kendte deres [dvs. Stallo-stjernernes] (trylle)formularer, var i stand til at helbrede mange sygdomme. På Stallos kukse [et lille sølvbæger, meget brugt af lapperne i gamle dage] var der to håndtag; den, der skriver dette, har selv set sådanne og haft dem i sine hænder. Og der er en ting, der hedder malje [en slags sølvbroche], som mange steder også blev brugt i bæltet og på småbørns trestrengede bånd [i vuggen], hvor strengene skilles. (Det er mørkt, mens jeg skriver dette i en vildmarkskåte). [Dette er ment som en undskyldning for Turis dårlige håndskrift]. Og da det ovennævnte sølv bærer navnet Stallo-stjerner og lignende, så virker det som om, at lapperne har fået det fra stalloerne — om de så har købt det eller taget det, når de har dræbt stalloerne.


LXXI.

Stallo og Banni Biettar

Stallo forsøgte at fange Banni Biettar i en fælde. Han anbragte meget mad under fælden, og Banni Biettar tog al maden; Stallo lagde igen mad ud, og Banni Biettar tog igen maden. Til sidst svøbte Banni Biettar sig i et koskind og gik ind under fælden. Stallo kommer og ser, at Banni Biettar er under koskindet og udbryder: "Røven vandt!" [dvs. sulten tvang ham] fordi, da han så maden, kunne han ikke holde sig fra den, men han kunne ikke komme derfra igen. Så bragte Stallo ham til kåten for at blive varmet[9], og selv begyndte han at lave en tallerken [til slagtekødet]. Han gik udenfor for at hugge den til. Så beordrede han sin søn til at hente ham trugøksen, haapakuokka, som den kaldes på finsk; på samisk kaldes den stallo-øksen. Da nu drengen kiggede ind i kåten, huggede Banni Biettar ham i hovedet så han døde. Og Stallo råber, at drengen skal skynde sig at komme med øksen. Men da drengen ikke kom, gik Stallo selv efter den. Da han åbnede døren, huggede Banni Biettar også ham ihjel på samme måde. Og derfor har den fået det navn på samisk, Stallo-øksen, som på finsk kaldes haapakuokka.


LXXII.

Om en underjordisk kåte

Russerne[10] var ude at lede efter lapperne. Da traf det sig, at en russer skulle besørge; og han gjorde det lige ovenpå en (underjordisk) kåte. Børnene (nede i kåten) så, at en mand besørgede lige ned gennem røghullet. De råbte, at han ikke måtte besørge i deres madgryde. En af dem gik udenfor og hen til russeren og spurgte, om de skulle måle tunger. Russeren stak sin tunge ind i munden på lappen, som straks bed den over i to stykker, så han ikke kunne gøre sig forståelig for de andre. Derpå løb russeren efter de andre [dvs. de andre russere]. Og disse blev så bange, at de løb sig selv ihjel.

Folk i gamle dage talte meget om stalloer, uldaer, russere, og seiter, og om begravede skatte eller pengegemmer, og om underjordiske kåter.


LXXIII.

[Mord-huset]

Der er en sandbakke, dækket med graner, lige overfor Haparanda på den finske side; og jorden der var sådan, at den inficerede alle dem [der boede der], så de dræbte mennesker og stjal penge. Engang rejste en kæmpe sammen med en kvinde og de kom til dette sted, den berygtede granbakke, til huset hvor disse morderiske mennesker boede. Folkene anbragte nu de to rejsende i kammeret[11] for at spise. Kvinden så, at der var jernpigge i loftet — og de låste døren. Hun begyndte at græde, da hun indså, at en voldsom død var i vente — og hun græd, men kæmpen sagde: "Her er ingen fare, græd ikke!" Så rev han døren af med karm eller dørstolper, og han løftede en hest ind over trævæggen, som ellers var fem lag [tømmer] høj, og måske var den endnu højere; og han sagde: "Der er brug for plads her, hvis der skal være kamp!" Da folkene så, hvor stærk han var, blev de bange, selvom de allerede var gået ovenpå for at lade loftet falde ned, så gæsterne [kunne] blive dræbt. Men således gik det ikke.

Da kæmpen kom tilbage til folk, rapporterede han dette til fogeden, og fogeden tog straks af sted. Da han kom til dette hus, var gulvet blodigt. Fogeden spurgte hvorfor, og de svarede, at de havde slagtet en ko. Fogeden forlangte da kød af dem. De gik da ud og skar baglåret af en levende ko. Dette hjalp dog ikke. Fogeden havde en ring, som han lod glide ned under gulvet gennem en sprække. Dette gjorde han for at få en anledning til at brække gulvet op. Han sagde derfor, at han var nødt til at brække gulvet op. Da de hørte dette, tilbød de ham mange penge for ringen, så han ikke behøvede at gøre det. Han sagde dog, at han ikke kunne lade denne ring blive der, for det var hans vielsesring. Fogeden begyndte så at brække gulvet op, og straks besvimede folkenes anfører. Og der fandt fogeden omkring tredive dræbte mennesker. Stedet blev splittet ad, og folkene uskadeliggjort.

Men jorden der var af en sådan beskaffenhed, at uanset hvor gode de mennesker [var, der] flyttede dertil, endte de med at blive samme slags mordere. Og det var nødvendigt at forbyde, at nogen fik lov til at bo der. Der findes halder der, som inficerer mennesker på denne måde. Lapperne har fået den opfattelse, at jord-halder inficerer mennesker. Nogle halder plager og skræmmer mennesker, mens andre er meget venlige og hjælpsomme.


LXXIV.

[Fire sønner]

I gamle dage var der en mand, som havde fire sønner; én var stærk, én var hurtig, én var modig, og én var fornuftig.

Manden gik ud i vildmarken for at gå på jagt, og han tog to sønner med sig, den hurtige og den modige. De to andre blev tilbage i kåten. Nå, hvad gjorde den fornuftige søn nu? Han sagde til den stærke, at det efter hans mening ville være bedst, "at du også går med jægerne; hvis de får ram på noget, vil de ikke kunne bære det hjem." Så gik den stærke søn efter de tre andre, som allerede var gået et stykke vej. De tre var stødt på en vildren og var kommet til at skræmme den, så den løb. Faderen fik nu den hurtige dreng til at løbe foran den. Og han var så hurtig og kvik til at løbe, at der ikke fandtes noget firbenet dyr, han ikke kunne indhente. Han var dog også så kujonagtig, at han blev bange for det mindste, selv for raslen af et blad. Nå, det varede ikke længe, før han kom foran den vilde ren og fik den til at vende tilbage i retning mod faderen, som havde geværet. Men så løb renen på en bjørn, og bjørnen gav et brøl fra sig, hvilket gjorde den hurtige dreng så bange, at han løb som et lyn tilbage til sin far og sagde: "Jeg ville have fået fat på vildrenen, men så fik Dammalas en bjørn til at hyle op på vejen. Så turde jeg ikke længere drive den over mod dig."

Nu fik faderen ham igen til at løbe foran den og den modige søn til at løbe bagefter. Den modige løb dog håbløst langsomt, og han kom slet ikke nogen vegne. Den hurtige søn løb lige forbi bjørnen og ind foran den vilde ren, og bjørnen nåede ikke engang at se ham. Han løb videre [efter den vilde ren], og den modige søn fulgte efter ham. Så mødte de (igen) bjørnen, og den begyndte at brøle og hyle og rive jorden op; men den modige tog sig ikke det mindste af bjørnens narrestreger. Nu kom også den stærke søn frem til dem; og da han fik øje på bjørnen, gik han lige hen til den, lagde den ned og klemte den; men han havde ikke noget at dræbe bjørnen med. Så bad han den modige om at komme ham til hjælp, og sammen bandt de to bjørnen med senesnore, indtil faren kom, som havde geværet. Den modige søn tog rebet og bandt den ene ende om bjørnens hale og den anden til en stor birk. Så kaldte han på faderen: "Kom nu og dræb den!" Men den hurtige søn havde lige jaget den vilde ren hen til ham [faderen]. Han skød mod den vilde ren og ramte den, for han var en yderst god skytte. Da den stærke nu hørte geværskuddet, løb han også til for at se, om vildrenen faldt; den modige var allerede løbet derhen. Bjørnen sprang op, da den stærke gik for at se på renen. Alle var nu samlede omkring den vilde ren. Så sagde den stærke og den modige, at de havde bjørnen derovre, ikke langt derfra, bundet ved halen til en birk. Men de skyndte sig ikke, for bjørnen var jo bundet. De flåede først den vilde ren og gik hjem med den. Og da de kom hjem, tilberedte de den og spiste kødet. Nu kom også den fornuftige søn ind i kåten; han havde været ved (dvs. vogtet) rensdyrene. Så spurgte han: "Så I noget andet end den vilde ren?" Den stærke og den modige sagde, at de også havde en bjørn, bundet ved halen til et stort birketræ. Den fornuftige spurgte: "Dræbte I bjørnen?" De to svarede: "Nej, det gjorde vi ikke." Så sagde den fornuftige: "Så er det vist bedst, at I gør det. Hvis I går lige nu, kan I måske stadig nå den, mens den er bundet." Og da de kom frem, havde bjørnen revet sin hale i stykker; men så affyrede faderen et skud, og bjørnen faldt.


LXXV.

Om en dum dreng. »Næste gang«

Der var et afsidesliggende bosted, hvor der lå en bondegård, og folkene på gården havde en søn. Det var høsttid, så gårdfolkene gik ud i vildmarken for at slå hø, og de efterlod sønnen [hjemme] og sagde til ham: "Nu skal du lave mad, mens vi slår hø i vildmarken." Drengen spurgte, om han måtte spise maden. De sagde til ham, at maden først skulle spises, når "næste gang" kommer [ved næste måltid]. Så blev drengen tilbage der, mens de andre gik på arbejde. I mellemtiden kom en fremmed til gården og spurgte drengen, om han kunne købe noget mad. Så sagde drengen, at han ikke vidste, om der var nogen anden mad i huset end dette måltid. Så spurgte den fremmede, om han ikke kunne købe det. Drengen sagde: "Denne mad må ikke spises før næste gang kommer." Så gik gæsten, da han forstod, hvordan landet lå. Han gik et stykke vej, så vendte han tilbage og kom til samme bondegård. Drengen spurgte: "Hvem er du?" Gæsten sagde: "Jeg er næste gang." Så sagde drengen: "Nå, så kan vi spise maden nu, da du lige er kommet!" Og de spiste maden. Da han var færdig med at spise, gik han sin vej, og drengen blev der.

Så kom gårdfolkene hjem, som havde været ude at høste, og de spurgte drengen: "Har du lavet mad, som du skulle?" De var sultne, men drengen sagde: "Næste gang kom her og spiste maden, og da han var færdig med at spise, gik han igen – nu er han gået." Så spurgte de, hvad han mente med næste gang. Så sagde drengen: "Jamen han var som en mand plejer at være." Så forstod de, at det havde været en person.


LXXVI.

Om en dum dreng, som skulle giftes

Der var et hus på et afsidesliggende sted, og i dette hus boede nogle mennesker, som havde en søn. Ret langt derfra lå et andet hus, hvor de havde en datter. De to skulle giftes med hinanden. Da brylluppet skulle holdes, havde drengens mor bedt sin søn om at lave maden, mens hun gik ud for at invitere gæster. Sønnen spurgte, hvad han skulle lave; så sagde moderen: "Du skal lave kissi" (det er gissel [en ret, der består af brød, der er gennemblødt i vand og bagt på panden med sukker og fedt] eller andre søde sager "og hund" (dvs. kød)[12]. Så gik moderen. Men hvad gjorde sønnen? Der var i huset en kat, som hed Kissi, og han dræbte katten og kogte den. Der var også en hundehvalp, hvis navn blot var Hund. Også den blev dræbt og kogt. Så hældte han det hele halvrå i skålen og satte det på hylden og begyndte at vente på sin mor. Endelig kom moderen med gæsterne, og hun spurgte: "Har du lavet mad?" — "Ja, selvfølgelig!" sagde drengen. Så gik moderen for at se, og hun så, at der lå behåret kød nede i maden. Så satte hun det til side og lavede noget andet mad. Så sagde hun igen sin søn: "Når jeg tramper hårdt i gulvet med min fod, så skal du stoppe med at spise." Nu begyndte alle at spise. En af gæsterne havde en hund med sig, og hunden gik lige hen til husmoderen og satte sig til at vente [på at få en bid]. Moderen tabte et stykke kød, og hunden snuppede det; så sparkede hun i gulvet med sin fod og sagde til hunden: "Fy, dit skarn!" Da drengen så, at moderen sparkede i gulvet, stoppede han med at spise, selvom han lige var begyndt. Da de var færdige med at spise, spurgte moderen til sin søn: "Hvorfor stoppede du med at spise så hurtigt?" Drengen svarede: "Jamen du sparkede jo selv i gulvet!"

Det blev nu sengetid, og de to skulle sove sammen – drengen med sin kæreste eller kone – i sengen. Men om natten råbe drengen: "Mor, hør, jeg kommer ind til dig!" Moderen svarede: "Kom bare!" Så gik han hen til hende og spurgte: "Hvad skal jeg nu gøre med min kone?" Så rådede moderen ham: "Du skal gå efter det mest blufærdige sted." Så gik drengen igen hen til sin kone og begyndte at lede efter det mest blufærdige sted. Og han fandt en lille byld på sin kones ryg. Så begyndte han at klemme og gnide på den. Hans kone kunne selvfølgelig ikke holde det ud og sagde, at han skulle lade hende gå ud for at tisse. Men han turde ikke lade hende gå uden at lægge en lasso omkring hende. Da hun kom udenfor, lagde hun lassoen omkring en gedebuk, og selv løb hun tilbage til sit hus. Drengen trak nu bukken ind i sengen til sig, og han begyndte igen at lede efter det blufærdige sted. Så mærkede han hår og råbte: "Mor, hør, min kæreste har hår!" Moderen sagde: "Ja, selvfølgelig, enhver voksen person har hår!" Så fortsatte han med at kærtegne bukken; så mærkede han hornene råbte atter: "Mor, hør, min kæreste har horn!" Så gættede moderen selvfølgelig, at det ikke længere var kæresten. Hun gik hen for at kigge og så, at det var gedebukken. Hun slap den løs og sagde til ham: "Din kæreste er nu løbet hjem, og du får hende ikke at se igen!" Men drengen gik ud for at følge efter hende, og efter nogen tid fik han øje på hende. Hans kone gik hen til roden af et birketræ og vendte sin bagdel opad. Så kom drengen og fandt den, og han klappede den og sagde til sig selv: "Åh, det er en god birkeknude til en skål, denne her! Jeg vil løbe hjem og hente en økse." Og da han kom hjem, fortalte han, at han faktisk havde set sin kone, "men hun gik til side et sted, og jeg gik derhen også og fandt ved roden af en birk en mærkværdig god birkeknude til en skål. Og nu tager jeg øksen og går derhen for at hugge den løs." Og så gik han med øksen til birkeknuden.

Da han kom til det sted, hvor birkeknuden skulle være, ledte han efter den, men han fandt den ikke — og han kunne have ledt efter den indtil nu. Så gik han hjem igen og fortalte: "Jeg fandt ikke den birkeknude mere, jeg spekulerer på, om nogen har hugget den af." — Så tændte jeg min pibe og gik min vej.


LXXVII.

[Den dumme dreng, som giftede sig med kongens datter]

Tre brødre drog afsted mod en kongelig residens. Den ene var dum, men de to andre var kloge. De fulgtes ad på stien. Der fandt den dumme en hård, indtørret stump [læder], som han viste de andre: "Se, hvad jeg har fundet!" Men de svarede: "Smid den væk, hvad kan man gøre med den!" Den dumme sagde: "Jeg smider den ikke, jeg tager den med mig!" Og han tog den. De gik lidt videre og da fandt drengen en kile, som han viste de andre to: "Se, hvad jeg fandt nu!" Men begge sagde: "Smid den væk, hvad skal du med den!" Men han svarede: "Jeg smider den ikke, jeg tager den med!" Og han tog også den med sig. Så fortsatte de et stykke vej. Så fandt den dumme dreng en snoet vidje, og han viste den igen til de to andre: "Se, hvad jeg også har fundet!" De sagde: "Lad den ligge, den kan ikke bruges til noget!" - "Jeg lader den ikke ligge, det kan I godt regne med!" sagde drengen. Igen gik de et stykke. Så fandt den dumme dreng en gammel hammer, og viste den igen til brødrene. Så sagde de: "Hvad skal du have hamret? Smid den, og hold op med at samle den slags skrammel op!" Men broderen sagde: "I første omgang tager jeg den nu med mig." Derpå fortsatte de. Så fandt den dumme dreng et vædderhorn. Han udbrød: "Se, hvad det er!" Brødrene svarede: "Man kan ikke bruge det til noget, lad det nu være!" – "Men jeg tager det altså med mig!" sagde broderen. Endelig nåede de den kongelige residens og de kom til kongens slot. En mand spurgte dem: "Hvor skal I hen?" – "Vi er gået til denne kongelige residens." Så sagde manden: "Kongens enkedatter er i bagehuset nu og er ved at bage. Hun er så snakkesalig, at den, der kan få hende til at tie stille ved at tale, vil få hende som sin kone." Så gik de ind og sagde: "Åh, her er varmt!" Så sagde kongens enkedatter: "Ja, varmt er her, men dog ikke så varmt som i min vulva." Da de to kloge brødre hørte dette, tabte de mælet og kunne slet ikke svare. Så sagde den dumme bror til kongens enkedatter: "Din vulva er dog ikke så varm, at den kan få denne tørre [læder] stump til at krympe." Så sagde pigen: "Hvordan kan man få den ind?" Drengen sagde: "Jeg har en kile, som kan hjælpe den ind." Pigen sagde: "Hvad skal man slå på kilen med?" Drengen sagde: "Jeg har en hammer, hvorved man kan slå den ind." Pigen sagde: "Hvad nu, hvis vulvaen brister?" Drengen sagde: "Jeg har en snoet vidje, hvorved jeg binder den sammen igen." Pigen sagde: "Du er kroget!" Så viste drengen hende vædderhornet og sagde: "Vædderhornet er kroget, men ikke jeg!" Dette vidste kongens enkedatter ikke, hvad hun skulle sige til. Så fik den dumme dreng pigen som sin kone.


LXXVIII.

Store Peter og Lille Peter

Store Peter var meget rig, han havde heste og køer og en stor bestand af kvæg. Og Lille Peter var ikke rig, men han var på den anden side mere klog og snu [dvs. kyndig i trolddom]. De boede altid tæt på hinanden. Engang tog Lille Peter til byen. Han havde ikke noget at sælge, undtagen et hesteskind, som var så indtørret og stift, at det knirkede. Han kom til et hus, som tilhørte en af byens handelsmænds. Der smed han det udtørrede hesteskind på gulvet, og han begyndte at træde på det med foden, så det knirkede. Handelsmanden selv kom nu ind til Lille Peter og spurgte: "Hvad er det, du får til at knirke der?" Lille Peter svarede: "Dette hesteskind er på en eller anden måde lidt 'klogt', det er derfor det knirker nu." Så spurgte handelsmanden: "Ved det da af noget lige nu?" Lille Peter svarede: "Ja, bestemt." Handelsmanden eller købmanden spurgte: "Hvad ved det så nu?" Lille Peter sagde: "Din kvinde er ved at synde, for hun horer med en anden mand – lige nu – gå selv og se efter, hvis ikke du tror mig. De er i fuld gang lige nu i et hemmelige rum." Så gik handelsmanden for at se, om dette virkelig var sandt. Han går derhen og ser, at det var sandt, hvad Lille Peter havde sagt. Så gik han tilbage til Lille Peter og sagde til ham: "Vil du sælge dette hesteskind til mig?" Lille Peter sagde: "Jeg sælger det ikke; jeg ville være i en knibe, hvis jeg solgte det, for det er det bedste jeg ejer." Handelsmanden ønskede dog at få fat på skindet, så han spurgte: "Hvor mange penge vil du have for det?" Lille Peter svarede: "Hvis jeg får en spandfuld penge, vil jeg muligvis sælge det." Så målte handelsmanden en spandfuld penge af og gav dem til Lille Peter. Lille Peter gav ham skindet og tog spanden fuld af penge med sig, da han gik. Han gik atter hjem til Store Peter, og denne spurgte ham: "Er der noget nyt fra byen? Du må vide det, du kommer jo lige derfra." Lille Peter svarer: "Jeg hørte ikke noget særligt, men kan da sige, at tørrede hesteskind er i høj kurs, selv fik han en spandfuld penge for ét, men det var også et meget godt skind." Da Store Peter hørte, at et hesteskind var en hel spand penge værd, slog han hurtigt den bedste hest ihjel og flåede bare skindet af den og tørrede dette i en fart, [så det] indtørrede. Da skindet var klart, gik også han til byen for at sælge sit hesteskind. Men i byen gik det ikke så let for ham at sælge det – ikke engang til den sædvanlige pris, fordi det var så grimt, hårdt og indtørret. Store Peter gik nu tilbage til Lille Peter, og denne spurgte ham: "Hvad nyt kan du fortælle, du kommer jo lige fra byen?" Store Peter svarede: "Jeg hørte ikke noget særligt, undtagen at hesteskind nu var blevet billigere, det kostede næsten ingenting."

Der gik noget tid; så tog Lille Peter for anden gang til byen. Hans gamle mor var lige død. Han anbragte hende på en lille slæde og trak afsted med den til byen. Han ankom om aftenen efter mørkets frembrud. Han gik op til indgangen af en handelsmands hus, og der i indgangen stillede han den gamle mor opretstående, så hun om muligt kunne blive stående. Så gik han selv ind i køkkenet og satte sig der for en stund. Han bad om kaffe fra køkkenpigerne. Men han sagde: "Jeg skal ikke selv have kaffen, min gamle mor står derude i indgangen, bring det ud til hende, hun har mere brug for det end jeg." Køkkenpigerne gik ud til hende med kaffen. De tilbød hende den, men hun sagde ingenting; så rørte en af pigerne hende lidt med den ene hånd og sagde: "Vil du ikke have kaffe, bedstemor?" Men idet hånden rørte hende, faldt den gamle kone omkuld. Så sagde Lille Peter til pigerne: "Hvad! I har slået min mor ihjel?" Derpå gik han til handelsmanden og sagde: "Dine piger har slået min mor ihjel, hvad vil du gøre ved det?" Handelsmanden sagde: "Jeg skal afregne med dig, hvor mange penge vil du have?" Lille Peter sagde: "Jeg vil have tre spandfulde penge." Handelsmanden sagde: "Det er godt nok meget, men jeg må nok betale, så der ikke skal snakkes om denne historie vidt omkring." Så målte han tre spandfulde penge af og gav dem til Lille Peter, som igen gik hjem til Store Peter. Denne spurgte ham: "Hvilke nyheder har du nu fra byen?" Lille Peter svarede: "Ikke noget særligt; gamle koner er dog i høj kurs nu. Jeg havde en gammel mor, og jeg fik tre spande penge for hende." Da Store Peter hørte, at gamle kvinder var i høj kurs, slog han sin gamle bedstemor ihjel og gik straks til byen med hende. Da han kom der med et lig ved højlys dag og tilbød folk at købe det, blev han fængslet og der måtte afregnes med tre spandfulde penge [som en straf], fordi han ville sælge et lig. Til sidst slap han dog fri og gik hjem.

Lille Peter spurgte: "Hvilke nyheder var der i byen?" Så svarede Store Peter: "Ikke noget særligt, kun at der var stor straf for at sælge en gammel kone." Lille Peter spurgte: "Hvor meget måtte du betale?" Store Peter svarede: "Jeg måtte betale tre spandfulde penge; og nu slår jeg dig ihjel!" Så puttede han Lille Peter i en sæk, bandt for åbningen og bad to mænd slæbe ham til et stort vandfald. Mændene trak afsted med sækken hen mod vandfaldet, og det var en ret lang vej. Pludselig fik de begge et stærkt behov for at forrette deres nødtørft. Så sagde Lille Peter: "Gør det ikke i nærheden af mig, jeg vil ikke lugte jeres rådne stank." De spurgte: "Hvor langt skal vi gå?" Lille Peter sagde: "Gå bag fem eller seks små bjerge, jeg bliver i sækken." Så kom Store Peters hyrdedreng, og han prikkede med sin finger til sækken, som lå der på stien. Lille Peter sagde: "Hvad er der med dig?" – "Ikke noget." Så spurgte hyrdedrengen: "Hvad laver du i sækken?" Lille Peter svarede: "Jeg er ved at lære hemmelig visdom og en masse sprog." Så fik hyrdedrengen lyst til at komme ned i sækken. Lille Peter sagde: "Hvis du skynder dig at åbne sækken nu, så kan du komme ind, men senere får du ikke chancen." Så skyndte han sig at binde op for sækkens åbning og sagde: "Kom ud!" Så kom Lille Peter [ud af sækken]. Han sagde: "Kravl hurtigt ned i sækken, så lærer du hurtigere." Så kravlede hyrden derned, og Lille Peter bandt for sækkens åbning. Selv tog han Store Peters kvæghjord og gik med den til Store Peter. Da han var kommet uden for synsvidde, kom de to mænd tilbage, og de trak afsted med Store Peters hyrdedreng. De bragte ham til vandfaldet og kastede ham ud for at flyde.

Da Lille Peter kom tilbage til Store Peter, spurgte denne: "Hvor kommer du fra?" Lille Peter sagde: "Hvorfor, jeg kommer derfra, hvor du lod de to mænd bringe mig." Så spurgte Store Peter: "Hvor har du fået den store hjord fra?" Lille Peter sagde: "Åh, der var nok af kvæg, uanset hvor mange jeg havde taget, men hvis de havde kastet mig lidt længere ned ad strømmen, ville jeg først have fået rigtig mange af enhver slags!" Så sagde Store Peter: "Vil du ikke trække mig dertil også?" Lille Peter sagde: "Jeg kan ikke lide at trække dig; men hvis du tager en sæk og går selv, så skal jeg vise dig vejen." Så gik de til vandfaldet. Og da de ankom, sagde Lille Peter til Store Peter: "Kryb nu ned i sækken. Jeg binder for åbningen." Så krøb Store Peter derned, og Lille Peter gjorde den klar og kastede den ud i vandfaldet og sagde: "Nu sætter du afsted, men du kommer aldrig tilbage." Sådan sluttede den.


LXXIX.

Antti Puhar

Der var en bondegård, og på den var der en kvinde, som skulle føde et barn. På gården var der også en spåmand, og der var desuden kommet en gæst, som handlede med ræveskind. Gæsten sagde til spåmanden: "Gå hen og hjælp den kvinde, som er ved at føde!" Men spåmanden sagde: "Nej, hun har ikke brug for hjælp, hun har lige født." Gæsten spurgte spåmanden: "Fortæl mig, hvad der vil blive af dette barn, hvis det er en dreng?" Spåmanden svarede: "Han skal blive svigersøn til en ræveskindshandler," – men spåmanden vidste ikke, at gæsten netop var en ræveskindshandler. Så sagde ræveskindshandleren til kvinden: "Ræk mig det barn!" Kvinden havde ikke tænkt sig at give ham det; så sagde han: "Jeg vil opdrage dette barn, som var det mit eget." Så rakte hun ham alligevel drengen. Derpå gik han sin vej og tog barnet med. Han gik et godt stykke vej; så efterlod han drengen i en gaffelgren på et birketræ, og gik selv videre. Så kom en vejfarende forbi og så barnet. Han tog det til sig og opfostrede det, indtil det blev en voksen mand.

Tyve år senere kom samme ræveskindshandler til den mand, som havde opfostret drengen, og spurgte ham: "Hvor gammel er din dreng?" Han svarede: "Han er tyve år gammel." Ræveskindshandleren ville nu hyre drengen som sin tjener. Drengens navn var Antti Puhar. Han ville have drengen til at levere et brev til sin bopæl, og han ville skrive brevet med det samme. I brevet skrev han, at "den dreng, som bringer dette brev til mit hjem, skal du straks hænge på stolpen ude på gårdspladsen." Drengen gik med brevet og han havde et stykke vej at gå; så han blev træt og faldt i søvn. Brevet lagde han i et hul under en sten ved siden af sig. Mens han sov, kom andre folk til, og de åbnede brevet og læste det. De slettede indholdet og skrev i stedet, at når denne dreng kom med brevet, skulle man straks hænge Musti på stolpen ude på gårdspladsen. For i huset havde man en hund, hvis navn var Musti. Og ræveskindshandleren havde en datter. I brevet stod der nu: "Den unge mand, som kommer med dette brev, er [tiltænkt] som ægtemand for min datter, og du skal lade dem gå og gifte sig med det samme, når drengen kommer." Og alt skete i henhold til denne besked. Så da ræveskindshandleren kom hjem, var brylluppet i gang. Fra lang afstand kunne han se, at noget sort hang ude på stolpen, og han tænkte, at det var Antti Puhar. Men da han kom nærmere, så han, at det var Musti. Han brød sig bestemt ikke om dette, men det nyttede ikke noget. Ræveskindshandleren spurgte: "Hvorfor er Musti blevet hængt?" Konen sagde: "Jamen, du skrev jo selv i brevet, at den skulle hænges med det samme, når drengen kom med brevet." Ræveskindshandleren vidste ikke, hvad han skulle svare, for han havde skrevet, at drengen skulle hænges, men nu var Musti altså blevet hængt. Men så fik han en anden idé til, hvordan han kunne skille sig af med Antti Puhar. Der var en gammel heks, hvis navn var Louhi akko [bedstemor Louhi]; hun havde det på den måde, at hun dræbte enhver, der kom til hende. Ræveskindshandleren sagde til Antti Puhar: "Du skulle gå til Louhi akko og prøve lykken; hun vil kunne fortælle dig, hvordan du bliver rig." Så gik Antti Puhar til Louhi akko.

Han kom først til en gammel kone, som havde færget folk over en flod hele sit liv og aldrig var kommet væk fra færgestedet. Hun spurgte Antti Puhar: "Hvor skal du hen?" Antti Puhar sagde: "Jeg skal til Louhi akko." Så sagde færgekonen: "Vil du gøre mig en tjeneste?" Antti Puhar spurgte: "Hvad er det for en tjeneste?" Færgekonen sagde: "Jeg har færget folk over floden i begge retninger hele mit liv, og aldrig har jeg kunnet komme herfra." Så sagde Antti Puhar: "Åh ja," og gik videre. Så traf han en kæmpe, der sad i toppen af et stort fyrretræ. Kæmpen spurgte: "Hvor skal du hen?" Antti Puhar svarede: "Jeg skal til Louhi akko." Så sagde kæmpen: "Vil du gøre mig en tjeneste?" Antti Puhar spurgte: "Hvad er det for en tjeneste?" Kæmpen sagde: "Jeg har siddet i denne fyrretop hele mit liv, og har aldrig kunnet komme ned." Antti Puhar sagde: "Åh ja," og gik videre indtil han kom til et slot. En mand spurgte ham: "Hvor skal du hen?" Antti Puhar sagde: "Jeg skal til Louhi akko." – "Vil du gøre mig en tjeneste?" "Hvad er det for en tjeneste?" – "Åh, jeg har mistet nøglerne til slottet." Antti Puhar sagde: "Åh ja," og gik videre.

Så kom han til Louhi akkos bolig. Louhi akko selv var ude i vildmarken på dette tidspunkt, kun datteren var hjemme. Datteren spurgte: "Hvor skal du hen?" Antti Puhar svarede: "Jeg skal til Louhi akko." Så sagde pigen: "Men Louhi akkos bolig er jo her." Så spurgte hun: "Hvad er dit ærinde?" Antti Puhar svarede: "Jeg er kommet hertil for at prøve lykken, og desuden har jeg tre andre ærinder. For det første er der en gammel kone, som har færget folk over en flod i begge retninger hele sit liv, og hun har aldrig haft muligheden for at komme lidt væk. For det andet: der er en kæmpe, som har siddet i toppen af et fyrretræ hele sit liv, og han har heller ikke kunnet komme derfra. For det tredje: på et slot har man mistet nøglerne og ved ikke, hvad der er blevet af dem." Så sagde Louhi akkos datter: "Louhi akko kommer snart; gå nu og gem dig, så du kan høre, hvad hun siger om disse ærinder!" Antti Puhar gemte sig da på et skjulested. Og så kom Louhi akko. Hun spurgte sin datter: "Hvad er det for en mærkelig lugt her er?" Datteren sagde: "En fremmed har været her." — "Åh, jeg kender den slyngel godt nok", sagde Louhi akko, "og [jeg forstår] at han har været her!" Så spurgte hun: "Hvad var hans ærinde?" Datteren sagde: "Hans egentlige ærinde var at prøve lykken." Louhi akko sagde: "Nå, det kræver nu ikke nogen stor kunst; det er bare at jævne engen og så korn i den, og så ser han, om han har held." Så sagde datteren: "Men han havde også tre andre ærinder: en gammel kone har færget folk over en flod i begge retninger hele sit liv, og hun kan aldrig komme derfra." Så talte Louhi akko: "Det skulle nu ikke være så indviklet; når den første kommer for at blive færget over, skal hun først selv forlade båden, og fra bredden skal hun skubbe båden ud i floden sammen med denne person og sige: 'Nu kan du færge folk over floden!' Og så kan hun selv gå sin vej." Så sagde datteren: "Den anden opgave var, at en kæmpe har siddet hele sit liv i toppen af et fyrretræ uden at kunne komme ned." Louhi akko sagde: "Det skulle nu ikke være så indviklet; man skærer bare en kæp af røn og med den slår man alle grenene af, så falder kæmpen ned fra fyrretræet." — "Den tredje opgave var, at de havde mistet nøglerne til et slot." Louhi akko sagde: "Men de er jo lige indenfor døren, lige ud for tærsklen." — Da Antti Puhar nu havde hørt det hele, hvordan det stod til med hver ting, gik han videre for at vende hjem igen.

Først kom han til slottet, og slotsvagten spurgte: "Fik du ordnet mit ærinde?" Antti Puhar sagde: "Selvfølgelig." — "Nå, hvor er slotsnøglerne så?" — "Jamen, slotsnøglerne er lige indenfor slotsdøren, lige ud for tærsklen." Så fik Antti Puhar en hest og en slæde foræret af slotsvagten. Han gik videre og kom nu til kæmpen, som spurgte: "Fik du ordnet mit ærinde?" Antti Puhar sagde: "Selvfølgelig." Kæmpen spurgte: "Nå, hvordan kommer jeg så ned fra træet?" Antti Puhar sagde: "Jammen du kommer ikke ned, medmindre jeg hjælper dig." Så skar Antti Puhar en kæp af røn og slog alle grenene af. Alle disse grene blev til rent, klart guld. Og da kæmpen kom ned fra fyrretræet, forærede han alt guldet til Antti Puhar, som lod hesten trække afsted med guldet.

Derpå kom han til færgekonen, som havde færget folk over floden hele sit liv og ikke kunne komme væk. Hun spurgte: "Fik du ordnet mit ærinde?" Antti Puhar sagde: "Selvfølgelig, men færg mig nu over floden, så skal jeg fortælle dig hvordan!" Så færgede den gamle kone ham over. Han turde først fortælle hende svaret, efter han selv var kommet over floden. Han sagde: "Når den første kommer, skal du færge ham over floden, og når båden rammer bredden, skal du først gå fra borde, og når du kommer i land, skal du skubbe båden med personen ud i floden og sige: 'Nu kan du færge folk over floden i begge retninger!'"

Antti Puhar fortsatte nu og kom tilbage til sin svigerfar. Og han var blevet meget rigere end sin svigerfar. Ræveskindshandleren spurgte sin svigersøn, Antti Puhar: "Hvordan fik du så overdådig stor en rigdom?" Så sagde Antti Puhar: "Alle og enhver, som bare går den vej, kan få [rigdom]." Da ræveskindshandleren hørte dette, blev han misundelig, og han fik lyst til også selv at gå vejen. Så sagde Antti Puhar: "Hvis du går vejen, vender du rig tilbage." Så gik ræveskindshandleren da afsted. Da han kom til færgekonen, ville han have hende til at færge sig over floden, han skulle til Louhi akko. Så færgede den gamle kone ham hurtigt over; hun tænkte ved sig selv: "Afsted, hvis du bare slipper væk!" Og da bådens forstavn ramte flodbredden, sprang hun hurtigt i land og nåede det lige; så skubbede hun båden med ræveskindshandleren ud i floden og sagde: "Nu kan du færge folk over floden i begge retninger!" Og hun gik selv sin vej. Og ræveskindshandleren blev der og måtte færge folk over i begge retninger hele sit liv, og han slap aldrig derfra. Men Antti Puhar havde heldet med sig og kom til at leve som en fin herre med guld og andre ejendele, lige som han ønskede, så længe han levede.


______________


Så røg jeg en cigar og løb væk. Og jeg ved ikke længere, hvordan det gik; men jeg kom til et andet sted, hvor det var rart at være og se, hvordan folk handlede; der var faktisk også mad og drikke og sølv og guld og alle slags ejendele. Det var hyggeligt og rart der. Og jeg har været mange steder og set og hørt meget.

Det var amen og slutningen.

Turi.


LXXX.

En gammel historie om vandånderne

På en fiskerø var der et hus, som fiskerne havde indrettet, så de kunne opholde sig der under uvejr. Det var en stor bolig med mange rum. Og vandånderne havde taget det til sig som et festhus. De havde en bestemt tid, hvor de begyndte at feste. Men (fiskerne) vidste godt, hvornår vandånderne og -halderne ville komme for at feste.

Så kom tiden, hvor ånderne drog til huset for at feste. Nogle af dem skulle giftes, men ejerne af huset vidste også, at vandånderne nu kom. De forlod da huset men efterlod en mand der, som de ønskede at gøre det af med. Manden gik ind i huset og ledte efter et skjulested. Han fandt et godt gemmested bag pejsen og gik derind. Han havde en gammeldags musket med sig, og den var ladt. Han ventede nu, indtil vandånderne kom. Så så han, at en kvinde kom ind først, som havde et bælte om livet, med nøgler overalt på det, så det bare klingede, når hun gik på gulvet. Hun syntes, at der var en mærkelig lugt i huset; men hun havde stadig ikke fået øje på manden, der sad bag pejsen. Så gik hun ud igen og tog de andre med sig, og alle gik ind. Først bar de et bord ind og stillede det midt på gulvet, hvorefter de bar al slags mad og drikkevarer ind. Og udelukkende sølv- og guldsager og skeer og kedler og gafler og knive og lysestager og stole og utallige sølv- og guldsager og alle slags smukke pyntegenstande, silke- og uldgarn af enhver slags. Og så satte de sig og begyndte at spise og drikke. Men manden, der var bag pejsen, rettede sit gevær direkte på kvinden med alle nøglerne rundt om livet. Han lagde geværet mellem sine ben og sigtede direkte mod hende, lige på bæltet, hvor nøglerne hang. Så skød han, og ramte også. Bæltet faldt til jorden sammen med nøglerne. De andre blev forfærdede, og kvinden ligeså. Så bange blev de, at de løb ud i havet, lige så det plaskede. Men manden fik alt det guld og sølv og alle pyntegenstandene. Og han blev overmåde rig.

Men så kom de to, som havde efterladt manden der, for at gøre det af med ham. Og de så, hvor rig han var blevet. Så spurgte de: "Hvordan er du blevet så rig?" Så sagde han: "I kan begge blive lige så rige som jeg, hvis I gør som jeg ønsker." Så ville de gøre præcis, hvad han sagde, så de også kunne blive rige. Nå, så sagde manden, som var blevet rig: "I skal komme her på tidspunktet, hvor vandånderne holder fest, og gå ind og placere jer på hver side af døren lige op ad væggen; og hvad der ellers skal ske, vil jeg fortælle jer, når I sejler mig væk fra denne ø nu." Så sejlede de ham over fra øen, og de bekymrede sig ikke om nogen betaling. Da han kom i land, gav han dem først dette råd: "Tag nu tilbage til øen og fyld huset op med affald, snavs og gamle ekskrementer, og så går I derhen, hvor jeg allerede har sagt, og når vandånderne kommer, skal I forholde jer stille, indtil de alle kommer ind, og så skal I sige: "I har samlet så meget affald og snavs og ekskrementer her, og nu skal I gøre huset rent og aflevere alle jeres varer!" - Vandånderne rengjorde nu huset, men sammen med skidtet forsvandt de to mænd, og hvad der blev af dem, ved ingen. Da huset var rengjort, holdt de igen fester der. Og da de var færdige, drog de derfra. [J. T.]


LXXXI.

Fortællingen om en ø, hvor præsterne ville læse til præst


LXXXII.

[Om et rensdyrs rulleben]


LXXXIII.

Manden i månen

Lapperne har siden de tidligste tider haft en fortælling, som lyder således: I gamle dage var månen så lysende, at man kunne se lige så godt (om natten) som om dagen. Men så var der en tyvagtig bonde[13], som stjal om natten – det har altid været tyvenes foretrukne tid til tyveri, og det er det stadig. Men tyven blev vred på månen, fordi den skinnede så meget, at han kunne ses, fordi det var så lyst. Så tog han en tjærespand og drog ud for at tjære månen til. Men så klæbede han selv fast til månen sammen med spanden – og der er han stadig! – Det er derfor, at månen er mørk nogle steder. [J. T.]


LXXXIV.

Feberen og kopperne

Sygdomme talte også sammen, dengang alle ting kunne tale. Feberen og kopperne skændtes med hinanden. Feberen bebrejdede kopperne: "Du er som en hund, der bider mennesker, så der kommer huller og sår ud over hans hud." Men kopperne bebrejdede feberen: "Du er endnu mere skamløs, for du kommer mange gange til den samme person; men jeg er ikke så grådig, at jeg kommer tilbage til én, jeg engang har forladt." [J. T.]


LXXXV.

Om edderkoppen og fluen

Engang i gamle dage var der en mand, der sagde, at hvis folk ville følge hans råd, ville han udrydde alle edderkopper og fluer. – Engang skete det imidlertid, at denne mand måtte flygte fra to fjender, der ville dræbe ham. Han opholdt sig da på et sted, hvor en flue summede i hans ører; han skulle lige til at slå fluen ihjel, men så opdagede han, at hans fjender var tæt på, derfor flygtede han ind i en klippekløft og krøb sammen der. Dér var der en edderkop, som løb over ham, og han var lige ved at slå den ihjel, men nåede det ikke. Så faldt manden i søvn, og edderkopperne kom og spandt hurtigt hen over åbningen af kløften et så tæt spind, at han slet ikke kunne ses; og da edderkopperne var færdige med deres arbejde, kom de to fjender og stod stille ved klippen. Og den ene sagde: "Måske er han i denne kløft." Så sagde den anden: "Sikke noget vrøvl, han kunne umuligt være kommet derind uden at edderkoppespindet var blevet ødelagt!" Så sagde den første: "Måske spandt edderkoppen spindet bagefter." Så sagde den anden igen: "Ah, så hurtig er hun nu ikke!" – og så gik de deres vej. Manden forblev i live og takkede ofte Gud for at have skabt edderkoppen og fluen. [P. T.]


LXXXVI.

Om myggene i gamle dage

I begyndelsen var der slet ingen myg i Lapland, kun i bøndernes land var der myg. Så begyndte myggene at tænke på, om de skulle tage op og se på det berømte Lapland, som de havde hørt så meget om fra edderkoppen – der havde løbet rundt i Lapland og som havde fortalt myggene, at det var frygteligt godt at bo der; der var så mange rensdyr og hunde og hun-geder og bukke og alle mulige små dyr, som ikke havde boliger eller nogen form for ly. Og lapperne, de sover udendørs helt nøgne. – Men edderkoppen sagde dette af den ene grund, at hvis hun fik myggene til at tage derop, så ville hun selv få chancen for at grine af, at de faktisk var så dumme at tage lige derhen, hvor hun ville have dem – uden den mindste mistanke om, at "når jeg er i Lapland, så spinder jeg stadigvæk net, så tynde, mellem de løse sten og mellem birketræerne, og på ethvert sted, hvor myggene bor, så de slet ikke ser noget, før de er fanget i nettet; og så løber jeg langs en af trådene og løsner dem og spiser dem, ligesom [jeg gjorde], da de boede i bøndernes land."

Nå, så tænkte myggene på, om de alle sammen skulle sætte kursen mod Lapland på én gang. Men myggenes mor sagde, at det ville ikke være godt, om alle drog dertil; til at begynde med skulle de bare sende tre for at undersøge, hvordan Lapland var. Så i første omgang drog seks ud for at udforske Lapland; men der var ganske langt derhen, og en af myggene var træt inden han nåede lapperne. Så fandt han en et år gammel rensdyrkalv, som også var blevet så træt, at den var blevet efterladt fra hjorden, da de var på vej til deres land. Den stakkels rensdyrkalv var faldet i søvn på en bjergskråning i solskinnet; og der fandt den udmattede myg kalven. Så hvad gjorde den tåbelige myg? Den satte sig ned på spidsen af kalvens hale og begyndte at suge blod fra den. Og da den var mæt, fløj den til den anden ende af kalven og satte sig lige på dens øje og ville hvile sig der. Da kalven følte, at dens øje begyndte at klø, vendte den sig, og myggen fik et ben så slemt skadet, at den fløj fra øjet og satte sig lige foran et næsebor. Men da kalven trak vejret, troede den (myggen), at det var en varm forårs-vind, og derfor fløj han ikke væk. Så kom der en flue og summede i rensdyrkalvens øre, så kalven nikkede og virrede med hovedet, hvorved myggen blev slynget så langt ind i buskadset, at man aldrig så den igen. Og kalven begyndte at løbe i sådan en fart, at dens hale stod lige i vejret og svingede, og den løb lige ind i et krat for at æde græs.

Nuvel, der kom alligevel fem myg til Lapland. Men én faldt ned i en mælkespand og druknede; en anden blev kvalt i kåte-røgen, og en tredje kom i klemme mellem benene på en gammel kone og omkom der. To vendte tilbage til bondelandet, og de fortalte, at det er godt at leve deroppe – bortset fra, at der er så mange farlige steder. Og så fortalte de to, der var vendt tilbage fra Lapland, hvordan deres fæller var omkommet. Så sagde myggemoderen: "Lad kun fluerne drage derhen, de er så forsigtige." Så sagde de to, at de (myggene) sagtens kunne klare sig deroppe, hvis de drog afsted alle sammen. Så fløj de alle sammen afsted. Og da de kom til Lapland, fandt de en rensdyrflok i hver dal, og ingen af dem vidste, hvilke dyr der var i så stort tal. Men så kom en af dem i tanke om, at det måtte være rensdyrene, som edderkoppen havde talt om. Så fløj de alle på rensdyrflokken og drev dem højt op på bjerget. [P. T.]


LXXXVII.

[Loppen, lusen og væggelusen]


LXXXVIII.

Snegl er dens navn


LXXXIX.

Lidt om nordlys


XC.

[Tordenpilen]


XCI.

Tricket med de ni skaldepander



Fodnoter

  1. Uldaernes dyr – rener eller køer – er hvide og altid i god stand. Samerne er glade for hvide dyr, og en same med mange hvide rener i sin flok, menes at være på god fod med uldaerne.
  2. Johan Turi tilføjer, at Nikkaš også var obstetriker. Det er meget almindeligt blandt samerne, at mænd er dygtige til obstetrik.
  3. Ifølge samisk tro forandrer en persons udseende sig ofte, når de overnaturlige har fået magten over én, og i alvorlige tilfælde kan man endog miste stemmen; cf. No. XL og noten.
  4. Den trestrengede rem er ophængt fra toppen til fodenden af vuggen; den er udsmykket med perler og sølvknapper, og tidligere blev der også vedhæftet andre amuletter til den.
  5. Uldaerne hjælper altid dem, de kan lide. Se No. LXIII.
  6. Rasteplads: Rensdyrene samles på et passende sted, og der får hjorden lov til at hvile, mens rensdyrene malkes.
  7. Angående kvindernes urenhed og den mystiske kraft, som forbindes dermed, se No. XIX og noten til No. XXI.
  8. I manuskriptet skriver Johan Turi videre "dasa vuollai govva dak'ku", "en tegning heraf er indsat nedenfor", hvorefter han har tegnet følgende gengivelse af "Stallos stjerne: Stallo-stjerne.jpg
  9. Måske var det skind, som Banni Biettar havde taget om sig, blevet frosset. Se en variant af dette sagn ("Stallo blir narret af gamle Spjettsje") i J. Qvigstad og G. Sandberg, "Lappiske eventyr og folkesagn", p. 159.
  10. Angående de russiske røvere, som – ifølge samisk tradition – tyranniserede Lapland i gamle dage, se Johan Turis "En bog om lappernes liv", s. 206ff.
  11. I et finsk bondehus er det største rum pirti'en familiens opholdsrum. Gæster får som regel det tilstødende kammer, hvor mælken opbevares.
  12. Moderen svarer drengen hånligt: 'Kog kat og hund!' fordi drengens spørgsmål var overflødigt og fjollet. På en så lille, gammeldags gård er madlavningen en meget simpel affære; og det må antages, at det på forhånd var aftalt, hvad måltidet skulle bestå af.
  13. Den samme fortælling er blevet fortalt til mig med den forskel, at tyven, der stjal rensdyr, var en lap. Måske har Turi gjort tyven til en bonde af nationale årsager. Selvfølgelig har der været både bønder og lapper, der har stjålet rensdyr.