Sammenligningen mellem brödrene kong Eysten og kong Sigurdur Jorsalafar
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
||||
|
|
|||||
|
fordanskede af Mag. Grímur Thomsen
Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846
Sammenligningen mellem brödrene kong Eysten og kong Sigurdur Jorsalafar
Hovedinteressen ved dette brudstykke ligger i at denne ordstrid ikke alene er at betragte som yttringen af en ulig sindsbeskaffenhed hos de stridende parter, men at den tillige maa anses som fremgaaet af et forskjelligt trin i dannelse hos de tvende konger, idet Sigurdur Jorsalafar er talsmanden for den raa kraft og planlöse tapperhed, men kong Eysten derimod for den finere statsklögt og de formildede sæder, som allerede dengang hist og her vare begyndte at yttre sig i norden.
Kongerne Eysten og Sigurdur droge en vinter paa gjæsteri til Oplandene; de havde der hver sine gaarde; men da disse laa langt fra hverandre, syntes bönderne det raadeligst, at begge konger skulde være sammen til gjæstebud, skiftevis paa hver gaard, og saaledes vare begge först samlede paa en af kong Eystens gaarde. Men om aftenen, da folk begyndte at drikke, var öllet ikke godt, og mændene vare tause. Da sagde kong Eysten: »hvi er folk saa stille? det er en bedre ölskik, at folk ere lystige; thi lader os finde paa en spög, den vil nok gjöre folk muntre. Min broder Sigurdur! det anse vel alle tilbörligt, at vi begynde en eller anden skjæmtetale«. Sigurdur svarede noget but: »vær du saa pratende, som du vil, men lad mig have lov til at tie for dig«. Kong Eysten siger: »det er en almindelig ölskik, at man vælger sig en til at sammenligne sig med, og det skulle vi ogsaa nu gjöre«. Da taug kong Sigurdur. Kong Eysten vedblev: »jeg ser, jeg maa begynde paa denne gammen; thi vil jeg tage dig, broder, til min jævningsmand, og anförer saaledes, at vi have baade lige navn og ejendomme; heller ikke gjör jeg nogen forskjel paa vor byrd og opdragelse«. Da svarede kong Sigurdur: »kommer du ikke ihu, at jeg kunde bukke begge ender sammen paa dig, naar jeg vilde, skjönt du var et aar ældre«. Eysten: »ikke husker jeg det mindre godt, hvor uskikket du var til saadanne lege, hvortil der behövedes smidighed«. Sigurdur: »mindes du, hvorledes det gik os med svömningen; jeg kunde give dig en gammel, naar jeg vilde«. Eysten: »ikke svömmede jeg kortere end du, jeg dukkede ligesaa godt, og saa kunde jeg löbe paa sköiter bedre end de fleste, men du forstod det ikke bedre end en oxe«. Sigurd: »det tykkes mig at være en nyttigere og for en hövding værdigere idræt, at være en god bueskytte, men jeg tror ikke, du vilde kunne spænde min bue, om du saa tog foden til hjælp«. Eysten: »vel er jeg ei saa buestærk som du, men mindre forskjel er der paa, hvo af os der rammer bedst; desuden forstaar jeg meget bedre end du at löbe paa skier, hvilket tilforn er blevet kaldt en god idræt«. Sigurdur: »det synes mig at anstaa en hövding meget bedre, han, som skal være andres overmand, at han er höi i flokken, stærk og vaabenför fremfor andre, let synlig og let kjendelig i mængden«. Eysten: »det udmærker manden ikke mindre, at han er skjön, det gjör ham let kjendelig, foruden at det sömmer sig en hövding, efterdi den kostbareste dragt passer bedst til skjönheden. Jeg er og meget mere lovkyndig end du, og hvad vi end skulle tale, saa flyde mine ord lettere end dine«. Sigurdur: »det kan være, at du har lært flere tovtrækkerier; jeg havde andet at bestille imens; heller ikke nægter nogen dig en glat tunge, men det sige mange, at du er ei saa ganske ordfast, at dine löfter kun have lidet at betyde, og at du snakker dem efter munden, som i det öjeblik staa for dig, og det er ikke kongeligt«. Eysten: »det kommer deraf, at, naar folk före deres sager for mig, tænker jeg först paa at give enhvers sag det for ham önskeligste udfald. Saa kommer ofte vederparten, og da drages ofte noget fra og noget lægges til, paa det begge maa vorde saa tilfredse som muligt; det hændes og ofte, at jeg lover det man beder mig om, efterdi jeg gjerne ser, at alle gaa glade fra mig. Vel kunde jeg jo ogsaa bruge den maade, du bruger, love alle det værste, og ikke hörer jeg nogen klage over, at du jo holder dine löfter«. Sigurdur: »det har man sagt, at den udenlandsfærd, jeg foretog, var en hövdingsfærd; men du sad hjemme imedens, som din faders datter«. Eysten: »der rörte du ved bylden; ikke skulde jeg have vakt denne tale, havde jeg intet vidst at svare herpaa; snarere maa man sige, at det var mig, der udstyrede dig hjemmefra, som min söster, inden du var reisefærdig«. Kong Sigurdur: »du har vel hört tale om, at jeg holdt mange slag i Serkland, og vandt sejer i dem alle, samt mangehaande kostbarheder, hvortil man her ikke för har set magen; der blev jeg höjest agtet, hvor jeg traf paa de gjæveste mænd, men du bærer endnu hjemmefödningsnavnet; jeg drog til Jerusalem, jeg kom op til Apulien, men saa dig ikke der, broder; jeg gav Roger jarl hin mægtige af Sicilien kongenavn, jeg vandt ofte slag, og du var i ingen af dem, broder. Jeg drog til herrens grav, og saa dig ikke der, broder. Kom jeg paa denne færd helt ud til Jordan, hvori herren blev döbt, jeg svömmede over aaen, men jeg saa dig ikke der. Paa elvebredden var der et vidjekrat, der bandt jeg dig en vidjeknude, som venter dig endnu. Den sagde jeg, du skulde löse, broder, eller undergaa det forord, som blev dertil knyttet«.
Da sagde kong Eysten: »smaat er det, som jeg har at sætte herimod; spurgt haver jeg, at du har holdt nogle slag udenlands, men gavnligere var det for vort eget land, hvad jeg gjorde imidlertid herhjemme. Nord i Vaage satte jeg fiskerboder, at fattigfolk kunde have noget til deres livsophold; jeg lod bygge der en præstegaard, og lagde gods til kirken, hvor næsten alle för vare hedninger. Disse folk ville mindes, at Eysten var konge i Norge. Over Dovrefjeld laa vejen fra Throndhjem; der frös mange för ihjel, og andre havde der besværlige reiser, der lod jeg et fjeldherberge gjöre og lagde gods dertil; de mænd ville mindes, at Eysten var konge i Norge. Ud for Agdanæs var der skjær og grunde og havnlöst, forgik der mange skibe; nu er der en god havn og godt skibsleje, og en kirke er der bygget. Derpaa lod jeg bauner opföre paa de höje fjelde, hvoraf alle indenlands ville nyde godt. Jeg lod hallen bygge i Bergen, og apostelkirken med en svale derimellem. Nu ville de konger, som efterfölge, mindes mit navn. Jeg lod Michaels-kirke og kloster opföre; lovene ordnede jeg, broder, paa det enhver kan gjöre sin næste ret og skjel; og blive de overholdte, da vil landets styrelse gaa bedre. Jamterne have vi og bragt tilbage under dette rige, mere ved milde ord og klogskab, end ved vold og ufred. Vel er nu dette kun for smaat at regne, men dog veed jeg ikke vist, om landsfolket er værre tjent dermed, end at du i Serkland hakkede blaamænd smaat for djævelen og styrtede dem til helvede. Roser du dig end af dine gode gjerninger, tænker jeg dog at de stader, jeg lod reise for kydske mænd, ikke tjene mig mindre til sjælebod. Og bandt du mig end en knude, saa vil jeg ikke löse den; men, om jeg havde villet, kunde jeg have bundet dig en saadan knude, at du var aldrig bleven konge i Norge, der du seilede eenskibs ind i min flaade, da du kom tilbage fra reisen. Lad nu forstandige mænd dömme, hvad du har forud for mig; og vide skulle I det, I pralhalse, at end ere der mænd i Norge, som ere eders jævnlige«. Derefter taug begge stille, og vare begge vrede.
