Samporovet (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kampen om Sampokværnen
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Samporovet

Trygge gamle Väinämöinen    XLII. 17

satte sig nu paa ny ved Roret,

sejled nu frem, saa Søen bovned,

sejled igennem vilde Vover,    20

frem over Bølgebraad og Brænding,

gennem de fraadedækte Kamme,

did til Pohjolas brede Baadstrand,

op til de kendte Rullestokke.

Da de var komne til Maalet,

vundne derop til Vejens Ende,

haled de Skuden op paa Stranden,

op paa de stærke Rullestokke.    30

Steg saa paa Stedet i Stuen,

hastigt i Huset ind de traadte;

spurgte dem Pohjahjemmets Frue,

fritted hun de fremmede Gæster:

»Hvilket Budskab bringer de Gæster,

sig hvad Nyt kan hos Helte nemmes?« 

Trygge gamle Väinämöinen,

han gav Svar igen og sagde:

»Sampo gælder de Gæsters Budskab,

brogede Laag de Heltes Ærend:    40

Kommen er vi at dele Sampo,

kommen, brogede Laag at syne.« 

Selve Pohjahjemmets Frue

taled da det Ord og sagde:

»Hjærpe deles ej i tvende.

Egern stykkes ej i trende.

Det er bedst at Sampo surrer,

bedst at broget Laag sig snurrer

kun bag Højens Sten herhjemme,

kun i Kobberklippens Gæmme;    50

det er bedst at jeg forbliver

store Sampos Herskerinde.« 

Trygge gamle Väinämöinen

taled da det Ord og sagde:

»Om du ikke vil dele med os,

giver du ej den halve Sampo,

vel, saa maa vi den hele tage,

bære den med ombord tilbage.« 

Louhi, Pohjahjemmets Frue

grebes nu af Had og Harme,    60

stævned hele Pohjola sammen,

unge Svende med Sværd ved Lænder,

høje Helte med Spyd i Hænder,

bød dem at tage Väinös Hoved.

Trygge gamle Väinämöinen

gik nu hen og hented Harpen,

satte sig saa ned at spille,

tager til at spille vakkert;

alle gav sig til at lytte,

over Harpens Lyd at frydes.    70

Og den hele Hob han hilded,    75

Skaren dybt i Søvn han dyssed,

alle de som lytted, blunder,

alle de som skued, slumrer;

unge sover, gamle sover

under Väinämöinens Toner.

Kloge gamle Väinämöinen,

den evindelige Vismand,

foer med Fingre ned i Lommen,

putted Haanden ned i Pungen,

Drømmenaale drog han deden

og med Søvn de Øjne salved

paa den hele Hob, han hilded,    89

paa de drømmedrukne Helte;

og i Dvale tung han dyssed —

at de længe dybt kan sove —

alle Pohjahjemmets Husfolk,

alle dem der bor i Bygden.

Det var Gamle Väinämöinen    101

gav sig nu til at nynne sagte

kommen til Kobberfjeldets Døre,

kommen til Klippeslottet Side:

Alt rokked sig Borgens Porte,

alt vakled jærnhaarde Hængsler.

Selve Smeden IImarinen

smurte Smør over Borgens Laase,    109

for at Døren ikke skal knirke    111

og de Hængsler ikke skal hvine;

løsned saa Laasen med sin Finger,

med en Krog saa letted han Slaaen;

nok saa let da løfted sig Laasen,

og de faste Døre sig drejed.

Gamle Väinämöinen derpaa

tog til Orde selv og sagde:

»Lempis Søn saa let i Sindet,

blandt mine Venner den bedste,    120

skynd dig, Sampo løs at vride,

broget Laag af Stedet slide.« 

Det var muntre Lemminkäinen

eller skønne Kaukomieli —

altid færdig uopfordret,

altid rede, selv uberømmet —

gik nu, Sampo løs at vride,

broget Laag af Stedet slide;

siger, da han did sig skynder,

skryder før han end begynder:    130

»Nu — saa sandt jeg Mand maa nævnes,

Ukkos Ætling Karl maa kaldes:

Saa kommer Sampo til at flyttes,

brogede Laag at endevendes,

blot jeg bruger mit Ben, det højre,

blot for et Spark med Støvlehælen!« 

Fat tager da Lemminkäinen,

fat tager han. Tag tager han,

fast i Favnen kryster han Sampo,

knuger, med Knæet haardt mod Jorden:    140

Sampo rokkes ej det mindste,

thi dens Rødder, de var fæstet    143

ni samfulde Favne nede.

Var der en dygtig Tyr i Pohja,

Okse fuld af Kraft i Kroppen:

Tyrens Horn er favnelange    149

og halvanden Favn dens Mule.

Tog han nu Tyren af Engen,

Ploven fra Pløjemarkens Fure,

pløjed med Tyren Sampos Rødder,

Støtterne som holdt Laaget lænket:

Nu tog Sampo til at rokke,

nu tog Laaget til at lude.

Een var gamle Väinämöinen,

Smeden Ilmari den anden,

tredje muntre Lemminkäinen,

førte nu den store Sampo    160

ud af Pohjahøjens Stænge,

ud af Kobberklippens Gæmme;

op i Baaden de den trække,

bringe den op i breden Snække.

Trygge gamle Väinämöinen    217

sejler frem, saa Søen bovner;

selve Smeden Ilmarinen

med den muntre Lemminkäinen    220

skøtter Aaren, ej de raster,

ej de raster, frem de haster

over Havets vide Vande,

over brede Bølgerygge.

Gamle Väinämöinen styred    251

over Bølgen blaa sit Fartøj,

styred een Dag og den næste;

men da tredje Dag var kommen,

tog den muntre Lemminkäinen,

tog han Ordet selv og sagde:

»Hvorfor synger du ikke, Väinö,

nynner du ikke. Lykkens Yndling,

nu den gode Sampo er vundet

og den rette Vej du har fundet?«    260

Trygge gamle Väinämöinen

svared ham forsand og sagde:

»Det er for tidligt at kvæde,

end ikke Tid til Spil og Glæde:

Da først sømmer det sig at synge,

da først du'r det med Fryd at spille,

naar vi Hjemmets Porte kan øjne,

høre hvor Hjemmets Døre knirke.« 

Sagde muntre Lemminkäinen:

»Var det blot mig som sad ved Roret,    270

jeg skulde synge, mens jeg mægted,

tralle løs, saa længe jeg orked;

men om du ikke vil kvæde,    275

selv vil jeg stemme op og synge.« 

Selv tog Kauko nu til at kvæde,

selv gav Tossen sig til at tralle

med sin Strube, gjaldende, klingert,

med sin Stemme, skraldende, skingert.

Muntre Lemminkäinen synger,

skønne Kaukomieli skraaler:

Munden gaar og Skægget bæver,

skævt forvrider sig hans Kæver;

langt af Led sig Lyden svinger,

Sangen vandrer over Vande,    290

bæres bort til fjærne Bygder,

over Have syv den høres.

Tranen sidder paa en Træstub,

hviler paa en fugtig Tue,

tæller sine Tæer paa Foden,

letter af og til paa Benet —

brat den skræmmes op af Tue

ved at høre Kauko synge.

Tranen gav sig til at skrige,

spjætted op og hyled hæsligt,    300

og den foer afsted paa Flugten,

lige lukt til Pohja fløj den.

Da den derpaa did var kommen,

sused over Pohjas Sumpe,

anden Gang den arrigt hvined,

vræled op af alle Kræfter;

derved fik den purret Pohja,

vækket op det onde Vælde.

Rejste sig Pohjolas Frue,

da hun vaagned af dybe Dvale;    310

straks til sin Kvægfold ud hun iled

og til kornfyldt Lade sig skyndte:

Intet Stykke Kvæg var forsvundet,    315

intet Korn var røvet af Laden.

Skyndte sig saa til Hjemmets Stenhøj,

hen til Døren i Kobberklippen:

Alt var Sampo skaffet af Vejen,    327

brogede Laag var tabt og borte.

Louhi, Pohjahjemmets Frue,    333

grebes nu af Had og Harme,

skued sin Magt og Vælde vakle,

saae sin hele Herlighed synke;

og til Bøn da tyr hun og beder:    (337)

»Urtids Turso, Søn af den Onde,    348

hæv nu op af Havet dit Hoved,

løft din Isse op over Bølgen,    350

lad de Kalevahelte kæntre,

lad forsvinde de frække Svende    353

under de dybe Bølgers Dække!

Men gør ikke dette Fyldelst:    357

Ukko, Herren i det høje,

hør mig, Himlens gyldne Konge,

Luftens sølverklædte Hersker!    360

Send et vældigt Vejr at rase.

Stormens store Magt du løse,

vend du Vinden, byd du Bølgen

bryde lige løs mod Baaden,

spærre Vej for Väinämöinen,

stænge Sti for Uvantolainen!« 

Og en liden Stund der svinder,    393

ringe Spand af Tid der rinder:

Og der lød en sælsom Susen

ved den røde Snækkes Side,

Skummet skød sig højt i Vejret

op mod Väinämöinens Skude.

Det var Smeden Ilmarinen,

blev for Alvor angst og bange,    400

Tæppet trak han over Ho’det,    403

dækked dermed smukt sit Aasyn.    405

Urtids-Turso, Søn af den Onde,    411

hæved op af Havet sit Hoved,    413

løfted Issen op over Bølgen.

Trygge gamle Väinämöinen

tog et Tag i Tursos Øren,

trak ham op ved begge Øren,

spurgte ham og fritted for sig,

trende Gange skarpt han spørger:    431

»Urtids-Turso, Søn af den Onde,

hvorfor hæved du dig af Havet,

sig hvi steg du op over Bølgen,

frem for Menneskens Børn at træde,

tilmed frem for Kalevasønnen?« 

Urtids-Turso, Søn af den Onde,    435

svared ham da det Ord og sagde:    437

»Derfor hæved jeg mig af Havet,

derfor steg jeg op over Bølgen

for at dræbe Kalevastammen,    441

bringe Pohja Sampo tilbage.« 

Men den gamle Väinämöinen    447

kasted Uslingen i Havet,

tog til Orde selv og sagde:

»Aldrig hæve du dig af Havet,    451

aldrig stige du op af Bølgen,

frem for Menneskens Børn at træde!« 

Efter denne Dag og Time    455

stiger Turso ej af Havet

frem for Menneskenes Afkom,

medens Sol og Maane skinner,

mens den kære Dag oprinder.

Gamle Väinämöinen derpaa    461

styred atter frem sin Skude,

og en liden Stund der svinder,

ringe Spand af Tid der rinder:

Ukko, Herren i det høje,

selve Himlens høje Husbond,

bød den haarde Blæst at blæse

og det vilde Vejr at rase.

Blæsten tager Træernes Blade,    477

rusker af Graner grønne Naale,

river de røde Blomster af Lyngen,

rykker Avnerne løs af Græsset,    480

drager det sorte Dynd fra Bunden

op over de klare Vande.

Vældelig Vindene blæser,

Bølgerne hugger haardt mod Skuden,

og de skyller Geddebensharpen,

Kantelen, bygt af Fiskefinner,

ned til Fryd for Vellamofolket,

Ahtohjemmets evige Glæde.

Ahto gav Agt under Voven,

Ahtos Børn under brede Bølger    490

tog i Vold den herlige Harpe,

bjærged den med sig hjem til Dybet.

Det var den muntre Lemminkäinen,    543

Kaukomieli selv, den skønne,

føjed Brædder til Skudens Borde,    553

højned dem vel en Favn i Højde,

at ej Bølgen slaar over Baaden,

skvulper ind over Skibets Ræling.

Nu var der nok af Sidebrædder,

nok af Hjælpebrædder i Baaden,

saa den holder mod Stormens Støden,

staar sig for Slag af vrede Bølger,    560

mens over Hav den frem sig hugger,

mellem toppede Vover vugger.

___________________________

Louhi, Pohjahjemmets Frue,    XLIII. 1

stævned nu Pohjola sammen,

bød sin Skare tage til Buen,

lod sine Svende gribe Sværdet,

bygged saa Pohjabaaden færdig,

rusted sit Fejdeskib til Kampen.

Samled nu sine Mænd i Skibet,

ordned alle de Orlogshelte —

ret som en Fugl sine spæde,

Anden sine Unger forsamler,    10

hundred Svende med Sværd ved Bælte,

tusend buevæbnede Helte.

Trygge gamle Väinämöinen,    23

over Bølgen blaa han farer,

tager Ordet selv og taler,

siger fra sin Skudes Bagstavn:

»Lempis Søn, saa let i Sindet,

blandt mine Venner den bedste,

stig nu op i Mastetoppen,

rask paa Raaen ud du haste,    30

kast et Blik paa Luften forved,

spejd paa Himlen bagved Baaden:

Er der klart ved Luftens Rande,

er der klart hvad heller Tykning?« 

Det var muntre Lemminkäinen,

raske Skælm med røde Kinder,

altid færdig uopfordret,

altid rede, selv uberømmet,

steg nu op i Mastetoppen,

ud paa Raaen rask han hasted,    40

saae mod Østen, saae mod Vesten,

saae mod Norden og mod Sønden:

»Klar og ren er Luften forved,    45

tyk er Himlen bagved Baaden,

liden Sky mod Nord jeg skimter,

ser en Skyvæg mod Nordvesten.« 

Sagde gamle Väinämöinen:

»Det er ingen Sky du skimter,     51

men et Sejlskib maa det være,    53

se paa ny og nok saa nøje!« 

Saae han paa ny og spejded nøje,

førte derpaa denne Tale:

»Fjærnt en Holm til Syne kommer,

blaaner frem, endnu langt borte,

Høge vrimler paa dens Elme,

Tiurer trænger sig paa dens Birke.«    60

Sagde gamle Väinämöinen:

»Sikkert er det Løgn du siger;

det kan ikke være Høge,

heller ikke være Tiurer,

det er Pohjas unge Sønner;

se nu efter tredje Sinde!« 

Saae han efter tredje Sinde,    68

ytred sig paa denne Maade:    70

»Ja det er Pohjas Baad der kommer,

hundredaaret Skib der stamper,

hundred Mand ved Aare sidder,

tusind Svende sidder ledig.« 

Det var gamle Väinämöinen,

da han nemmed sandfærdig Tale,

mæled han selv det Ord og sagde:

»Ro nu, Smeden Ilmarinen,

ro, du muntre Lemminkäinen,

ro nu til, du samfulde Skare,     80

at vor lille Baad kan løbe,

at vor Skude bort kan slippe!« 

Heltene haster og jager,     93

Svende slider omkaps ved Aare,

dog vil Færden slet ikke fremmes,

tømret Skude kan ikke rømme,

fly fra den sejlende Snække,

slippe bort fra Pohjolabaaden.

Men den gamle Väinämöinen

mærker Nødens Dag sig nærmer,    100

overlægger, overvejer,

tager derpaa selv til Orde:

»Endnu mindes jeg et Middel,

veed et lidet Under at øve.« 

Og en Flintesten han søgte,    109

tog en lille Smule Fyrsvamp,

hev det over Bord i Havet,

smed det over venstre Skulder:

Deraf skabtes et Skær i Søen,    121

voksed en liden Holm i Havet,

vendte mod Vest sin Længdeside

og den brede Side mod Norden.

Fremad snor sig Pohjolasnækken,

stamper af Sted gennem Søen,

brat skyder den ind paa Skæret,

fæster sig fast paa Holmerevet:

Tværs igennem da kløves Snækken,

hundredspantet Skib gaar i Stykker,     130

Masten styrter med Brag i Søen,

Sejlene flyver og falder

for i Vindenes Vold at tages,

frem af Foraarsstormen at jages.

Djærves da Louhi, Pohjas Frue,    147

sig til anden Skabning at skabe;

Hælvten af den søndrede Skude    153

under sit Legem ned hun lagde,

gjorde Baadens Borde til Vinger,

Agteraaren som Stjært hun nytted,

satte hundred Mand under Vingen,

tusend yderst ude paa Stjærten,

hundred Svende med Sværd ved Bælte,

tusend bueskydende Helte.    160

Brat til Flugt hun bredte Vingen,

hæved sig som Ørn i Vejret,

højre Vinge skured Skyen,    165

venstre Vinge fured Vandet.

Trygge gamle Väinämöinen    173

kasted nu et Blik tilbage:    176

Og dær kommer Pohjakvinden,

flagrer frem den sære Flyver,

oventil som Ørn at skue

og i Høgeham forneden.    180

Vinder hun frem til Väinös Snække,

flyver frem til Toppen af Masten:

Skuden var nær ved at kæntre,     185

Baaden trued til Bunds at synke.

Selve gamle Väinämöinen    207

taled da det Ord og sagde:

»Haa, haa, Pohjahjemmets Frue,

kommer du nu at dele Sampo    210

yderst over taaget Odde,

over sludfuld Holm i Havet?« 

Sagde Pohjahjemmets Frue:

»Ej agter jeg, Sampo at dele,

deler ikke med dig, du Daare,

ikke med dig, o Väinämöinen.« 

Det var muntre Lemminkäinen,    219

drog han nu sit Sværd fra Bælte,

sigted efter Ørnens Fødder,    223

fægted løs mod Fuglekloen.

Hugg da muntre Lemminkäinen,

hugg han til og taled dette:

»Ned, I Sværd, og ned, I Svende,

ned med jer, I dorske Kæmper,

fald i Hundredvis fra Vingen,

Snesevis fra Ørnens Fjedre!«    230

Tåled til ham Pohjakvinden,

mæled ned fra Mastetoppen:

»Lempis Søn, saa let i Sindet,

sølle Kauko, stakkels Karlfolk!

narret har du nu din Moder,

løjet for din gamle Moder:

Loved jo fra Kamp at blive

hele tresindstyve Somre,

selv om Guldbegær dig fristed,

eller Lyst til Sølv dig lokked!«    240

Trygge gamle Väinämöinen,

den evindelige Vismand,

tænkte nu det var paa Tide,

mærked Stunden nu var kommen,

Aaren trak han op af Havet,

Egebjælken op af Bølgen,

drev med den et Slag mod Kvinden,

hugged alle Kløer af Ørnen;

Fuglens Kløer i Stumper stykkes,

kun en Lilletaa blev levnet.    250

Alle Drenge dratter af Vingen,

Alle Helte hældes i Havet,

selve Fuglen falder med Bulder,     255

basker ned over Baadens Spanter,

som en Tiur dumper af Træet,

Egernlille falder af Fyrren.

Fuglen famled efter Sampo

med den ubenævnte Finger,    260

vælted Sampo ned i Vandet,

skubbed den i Bølgedybet;    264

dær blev Sampo knust i Stumper,

broget Laag i Bidder splittet.

Daled da de tunge Stykker,

sank da Sampos større Stumper

under Havets stille Vande,

ned paa Bundens mørke Mudder.    270

Og de blev i Bølgens Gæmme,

mellem Ahtoskarens Skatte;

derfor fattes ingensinde,

medens Maanens Lys er gyldent,

Forraad under Havets Bølge,

Overflod i Ahtos Følge.

Atter andre Samposlykker,

andre, noget mindre Dele

blev paa Bølgens Overflade,

over Havets vide Vover

for af Vindens Greb at gynges,    280

rundt af brede Bølger slynges.

Vinden gynged disse Smuler,

Havets Bølgeskvulp dem skylled,

Vinden drev dem ind mod Landet,

Bølgen drev dem op paa Bredden.    287

Trygge gamle Väinämöinen

saae dem kastes ind paa Kysten,    291

og han fryded sig derover,    295

taled selv det Ord og sagde:

»Dette vorder Avlings Ophav,

Kildespring til stadig Lykke,

giver Pløjning, giver Saaning,

giver alskens Vækst og Grøde,    300

lader Maanen evigt straale,

lader Lykkesolen lyse

over Suomis vide Strande,

over Finlands favre Lande.« 

Det var Louhi, Pohjas Frue,

taled hun det Ord og sagde:

»Endnu mindes jeg vel et Middel,

mindes et Middel, vinder et Vaaben

mod din Pløjning og mod din Saaning,

mod din Hjord og mod dine Jorder,    310

mod dine straalende Maaner,

mod dine lysende Sole:

maner bag Stenens Mur din Maane,

fjæler din Sol i Fjældets Hule!« 

Det var gamle Väinämöinen,    333

tog til Orde selv og sagde:

»Mig skal ej Lapperne kogle,

mig skal Turjas Mænd ikke trylle:

Hos vor Gud er dog Vejrets Vælde,

hos vor Skaber dog Skæbnens Nøgler,

ikke ved Avinds Barm de bæres,

holdes ej af vor Fjendes Hænder.    340

Nu velan, du Pohjafrue,    349

Ufærd maa du i Stenen mane,

alle Onder bag Fjældet fjæle,

bjærge Nød og Fortræd i Bjærget:

Maanen mane du ingensinde,

Solen røre du ingensinde!« 

Gik hun da med Graad til Hjemmet,    375

jog med Jammerskrig mod Norden,

nemmed ej hvad Navn fortjener

til sit Hus af hele Sampo;

lidt dog bragte hun tilbage

i den ubenævnte Finger:    380

Laaget fik hun med til Pohja,

Grebet med til Sariola;

derfor raader Nød i Pohja,

leves et brødløst Liv i Lapland.

Trygge gamle Väinämöinen,

da han var paa Stranden stegen,

stødte dær paa Sampos Stumper,

fandt af broget Laag de Bidder

som paa øde Strand ved Havet

laa i bløde Sand begravet;    390

bragte nu de Sampostykker,

bragte Brogetlaagets Bidder

yderst ud paa taaget Odde,

ud paa sludfuld Holm i Havet

til at spire, til at lives,

til at modnes, til at trives,

til at give Bygøl siden,

yde Rugbrød, frem i Tiden.

Trygge gamle Väinämöinen

tog til Orde selv og sagde:    400

»Giv o Skaber, und os o Herre,

und os at leve med Lykke,

giv os, en Gang at dø med Ære    404

hjemme her i det skønne Suomi,

her i det favre Land Karelen!«