Sangen om Grotte

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif


Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda


Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870


Sangen om Grotte


Skjold hed en Sön af Odin, fra hvem Skjoldungerne nedstamme. Han boede og herskede i det Land, som nu kaldes Danmark, men som dengang kaldtes Gotland. Skjold havde en Sön, der hed Fridlejv; han herskede over Landene efter sin Fader. Fridlejvs Sön hed Frode; han blev Konge efter sin Fader på den Tid, da Kejser Avgustus lagde Fred over alle Lande; da fødtes Christus. Og da Frode var den mægtigste af alle Konger i de nordlige Lande, blev Freden ham tilskrevet i alt dansktalende Land, og Nordmændene kaldte den Frodes Fred. Ingen Mand gjorde en anden Fortræd, om han end traf sin Faders eller sin Broders Banemand fri eller bunden; der var heller ingen Tyv eller Ransmand, så at en Guldring lå tre Vintre ved alfar Vej på Jalangshede,
   Kong Frode gæstede i Svithjod den Konge, som kaldtes Fjölne. Da købte han to Trælkvinder, som hed Fenje og Menje. De vare store og stærke.


I den Tid fandtes i Danmark to Kværnstene, der vare så store, at ingen var stærk nok til at drage dem, og således var Kværnens Natur, at det maltes på den, som den malende sagde. Den Kværn hed Grotte. Hengikjöft hed den Mand, som gav Kong Frode Kværnen.
   Kong Frode lod Trælkvinderne lede til Kværnen og bød dem male Guld og Fred og Held for Frode. Han gav dem da ikke længer Hvile eller Sövn, end sålænge Gøgen tav, eller så lang Tid, som man behøvede for at synge en Sang. Det siges da, at de sang den Sang, som kaldes Grottesangen, og för de holdt inde med Kvadet, malede de en Hær frem mod Frode, så at den Søkonge, som hed Mysing, kom samme Nat, dræbte Frode og tog et stort Bytte. Da endtes Frodes Fred. Mysing tog Grotte med sig samt Fenje og Menje og bød dem male Salt, og ved Midnat spurgte de, om Mysing ikke var ked af Saltet. Men han bød dem male fremdeles. De malede da kun en liden Stund, for Skibene sank i Petlandsfjord, og der blev da en Hvirvel i Havet, hvor Søen falder i Kværnens Öje. Da hvirvler Søen, når Kværnen maler, og da blev Havet salt.


1.
Nu er komne
til Kongens Huse
de fremvise to,
Fenje og Menje.
Der må de mægtige
Møer trælle
For Kong Frode,
Fridlejvs Sön.

2.
Fluks til Kværnen
førte blev de
for Stenen den grå
i Gang at sætte.
Ej han Rist
eller Ro den undte;
vilde høre, at Kvinderne
Kværnen drev.

3.
De drejed Kværnen,
den knagende Mølle,
den aldrig tavse.
Ej, hvor den gjalded!
"Læg nu Plankerne!
Let nu Stenene!"
End bød han Møerne,
at male de skulde.

4.
De sang og svang
den snurrende Sten;
da sov de fleste
af Frodes Trælle,
men Menje kvad
og maled tillige:

5.
"Guld og Fryd
for Frode vi male,
meget Gods
på Lykkens Mølle.
I Rigdom han sidde,
På Dun han sove
og vågne med Lyst;
Vel er da malet.

6.
Her skal ingen
den anden skade,
ej virke ondt
eller volde Bane
og ikke svinge
Sværdet det hvasse,
om end sin Broders Bane
han bunden finder."

7.
Ej han talte
et Ord for dette:
"Sover ikke I
og ej Salens Haner,
ej længere Stund,
end mens et Stev jeg synger."

8.
"Ej var du, Frode!
vis tilfulde,
du Mændenes Ven!
da du Møer købte.
Efter Styrke du valgte
så vel som Skönhed,
men efter Æt
du ikke spurgte.

9.
Hård var Hrungne,
hård hans Fader;
Thjasses Styrke
var större end deres
Ide og Örne
ere vore Frænder.
Bjergrisers Brødre;
slig er vor Byrd.

10.
Ej var Grotte kommet
af Fjældet det grå,
og ej den stærke
Sten af Jorden,
og ej malede så
Bjergrisers Mø,
om vi to intet
vidste om Kværnen.

11.
I Vintre ni
voksed vore Kræfter,
mens vi under
Mulde leged.
Møerne Stordåd
mægted at øve,
flytted Fjælde
fra deres Sted.

12.
Stenen vi rulled
af Risers Gård,
så Jordens Bund
bævende skælved.
Så vi slynged
den snurrende Sten,
den tunge Blok,
så at Mænd den toge.

13.
I Svithjods Land
siden vi monne,
vi fremvise Kvinder,
til Kampen fare;
vi skare Brynjer
og brøde Skjolde,
ginge igennem
gråsærket Hær.

14.
En Hersker vi styrted
og støtted en anden,
yded den gode
Guthorm Følge;
för Kno var falden,
fik vi ej Hvile.

15.
Slig var vor Færd
i fordums Dage,
at vi for kække
Kæmper blev agtet.
Med skarpe Spyd
skar vi Helte,
så Blodet randt,
og rödt blev Sværdet.

16.
Nu er vi komne
til Kongens Huse;
ingen os ynker;
Trælkvinder er vi.
Dynd æder Fødderne,
mens vi fryse foroven.
Fredgiveren vi drive.
Hos Frode er der sörgeligt.

17.
Hænderne skulle standse;
Stenen skal stå.
Nu har jeg malet
for min Del nok."
"Ej må dog Hænderne
end få Hvile,
for Frode det tykkes
fuldtop malet.

18.
Nu skal Hænderne holde
de hårde Lanser,
de blodige Våben.
Vågn nu, Frode!
Vågn nu, Frode!
hvis lytte du vil
til vore Sange,
til gamle Sagn.

19.
Bavnen ser jeg brænde
østen for Borgen;
Kampbudet våger;
det kalder man Varsel.
En Hær mon drage
hid i Hast
og brænde Kongens
höje Bolig.

20.
Ej længer du sidder
på Hledres Stol
og råder for røde
Ringe og Kværn.
Tag djærvere fat
i Drevet, Kvinde!
Ej få vi Varme
af Valens Blod."

21.
"Nu min Faders Datter
djærvt har malet;
Dødstimen for mange
Mænd hun skued.
Nu brast de store
Støtter under Kværnen,
de jernbeslagne.
Lad os endnu male!

22.
Lad os endnu male!
Yrsas Sön
skal på Frode hævne
Halvdans Drab.
Han skal Yrsas
Afkom nævnes
og dog Yrsas Broder.
Vi begge det ved."

23.
Møerne maled;
deres Magt de prøved.
Unge var de
og vilde Jætter.
Stængerne skalv;
da styrted Kværnen.
Tværsover brast
den tunge Sten.

24.
Brat da mælte
Bjergrisers Mø:
"Vi har malet, Frode!
Nu monne vi standse.
Længe nok Møerne
ved Møllen stod."




Noter:

3. "Læg nu Plankerne, let nu Stenene" Disse Ord siges af Kvinderne, idet de sætte Kværnen sammen. Han, dvs.: Frode.
14 Kno er Navn på en Konge.
16. Fredgiveren, dvs.: Kværnen.
22. At Rolf, Yrsas Sön, hævner Halvdans Drab på Frode, stemmer ikke med det almindelig bekendte Sagn.</font>