Sangen om Grotte (F.W.Horn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869


Grottesangen


Skjold hed den af Odins Sønner, fra hvem Skjoldungerne stamme. Han bode og raadede i Danmark, som dengang hed Gotland. Skjold havde en Søn, som hed Fridlejf, og han raadede over Landet efter ham. Fridlejfs Søn hed Frode; han tog Kongedømmet efter sin Fader, paa den Tid da Kejser Augustus lagde Fred over hele Verden; da fødtes Kristus. Men fordi Frode var den mægtigste af alle Konger i de nordlige Lande, da tillagdes Freden ham, og Nordboerne kaldte den Frodefreden. Ingen tilføjede anden Mand Mén, mødte han end sin Faders eller Broders Banemand, løs eller bunden; da var heller ingen Tyve eller Ransmænd, men i tre Aar laa en Guldring ved Alfarvej paa Jalangrshede.


Kong Frode foer paa Gjæsteri til Kong Fjølne i Svithjod; der kjøbte han to Trælkvinder, som hed Fenja og Menja, de vare store og stærke. Dengang var der i Danmark to Kværnstene, saa store, at ingen var saa stærk, at han fik drejet dem; men saadan var den Kværn, at det maledes paa den, som den bød, der malede. Grotte hed Kværnen og Hængekjæft den, som gav Kong Frode den.


Kong Frode førte Trælkvinderne til Kværnen og bød dem male Guld og Fred og Lykke til Frode. Han gav dem ikke længere Hvile eller Søvn end Gjøgen tav, eller medens den kvad en Sang. Da, siges det, kvad de den Sang, som hedder Grottesangen, og før de endte Kvædet, malede de saa for Frode, at en Søkonge, som hed Mysing kom og dræbte Frode og tog et stort Bytte; da brødes Frodefreden. Mysing tog Grotte med sig og ligesaa Fenja og Menja og bød dem male Salt. Ved Midnatstid spurgte de Mysing, om han nu ikke havde Salt nok, men han bød dem male mere. Saa malede de kun en liden Stund, før Skibene sank i Petlandsfjorden, og der blev et Svælg i Havet, hvor Søen styrter i Kværnhullet; Søen gnyr naar Kværnen gnyr, og saa blev Søen salt.


1. Kommen er til Kongens Huse.
Fenja, Menja, vise Møer,
Frode Fridlejfs Søn dem ejer,
trælle maa de stærke Kvinder.


2. Til den tunge Kværn de ledtes,
Stenene de skulde røre,
Hvile han dem ikke undte,
vilde høre deres Sang.


3. Og de lode Kværnen synge,
selv de sang, saa højt det gjaided:
»Kværnen lægge vi tilrette,
og de tunge Stene dreje«,
mere han dem male bød.


4. Syngende de drejed Kværnen,
saa at Frodes Trælle sovned,
kvad da Menja, mens hun maled,
højt lød Jættekvindens Røst:


5. »Guld vi male nu til Frode,
male saa, at sæl han vorder,
male Gods paa Lykkekværnen,
male, saa paa Guld han sidder,
male, saa paa Dun han sover,
vaagner glad, — vel malet da!


6. Her skal Ingen skade Andre,
lægge onde Raad og bære
Bane eller svinge Sværdet,
ser han end sin Broders Bane
for sin Fod i Bast og Baand.«


7. Saa de hvilte deres Hænder,
Kværnen for en Stund stod stille,
fluks han til de tvende raabte:
»Sover ej, som Hanen vaager,
skal I vaage, faar ej sove
mer, end til min Sang er endt.«


8. »Fuldvís var du ikke, Frode,
da du dig Trælkvinder kjøbte,
saae blot efter deres Ansigt,
spurgte blot om deres Kræfter,
spurgte ej om deres Æt.


9. Haard var Hrungne og hans Fader,
endnu stærkere dog Thjasse,
Ide, Ørne, vore Frænder,
Brødre til de Bjergets Riser,
og fra dem vi stamme ned.


10. Aldrig vist var Grotte kommen
ud fra Graafjeld, eller Stenen
haard og tung foroven Jorden,
eller Bjergets Møer til Kværnen,
om vi ikke kjendte den.


11. Legesøstre ni vi vare,
stærke, fødte under Jorden;
alle ni vi Storværk øved,
selv vi kasted Klippen ud.


12. Kastede den tunge Klippe
over Risegaardens Gjærde,
skjælvende foer Jorden sammen,
vi de store Stene slynged,
saa at Midgaards Mænd dem fik.


13. Men til Svithjod gik vi tvende
siden ud og øved Hærværk,
Brynjer brød vi, kløved Skjolde,
gik igjennem pandsret Flok.


14. Saadan foer vi frem og øved
Storværk, som blandt Kjæmper spurgtes;
saa med vore Spyd vi risted,
at af Vunder Blodet vælded,
rødnede med Blod vort Sværd.


15. Én vi vog og hjalp en anden,
Hjælp den gode Gorm vi bragte,
Ro der var ej, førend Knue
faldt, hærtagne blev vi begge.


16. Nu som glædeløse Trælle
er til Kongens Gaard vi komne,
Smuds paa vore Fødder gnaver,
Kulde kjøler os vort Hoved,
og den store Kværn vi drage, —
glædeløst det er hos Frode.


17. Vore Hænder skulle hviles,
Kværnen for en Stund staa stille,
malet har jeg, hvad jeg maler.« 
»Ej skal vore Hænder hvile,
før det tykkes Frode Tid.


18. Hænder fatte haarde Hjalter,
nu skal hvasse Vaaben bæres,
vaag nu Frode, vaag nu Frode,
om det lyster dig at høre
vore Sange, vore Sagn.


19. Ilden brænder øst for Borgen,
Kampbud bæres, Bavnen blusser,
fluks staar Hæren ved din Kongsgaard,
brænder Borgen for dig Drot,


20. Lejrestolen nu du mister,
dine Skatte og din Storkværn,
stærkere du dreje Søster,
end er vi af Blod ej varme.«


21. »Stærkt min Faders Datter drejed,
mange, saae du, venter Døden,
ned de store Stolper ramled,
Kværnens jernbeslagne Støtter,
endnu mere vil vi male.


22. Endnu mere vil vi male,
Yrsas Søn skal hævne Halvdan,
hævne Halvdans Drab paa Frode,
han er hendes Søn og Broder,
begge vide vi derom.


23. Malte de af alle Kræfter,
unge var de, jættevrede,
Skaftet skjalv og ned faldt Kværnen,
sønder brast den tunge Sten.


24. Mælte da Bjergrisekvinden,
»malet har vi for dig, Frode,
malet, som os selv det lysted,
mon vi nu har malet nok?«