Sangen om Hamde (F.W.Horn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869


Sangen om Hamde
(Hamdismál)


1. Tung den Gjerning var, som opkom,
dengang Nattealfers Rædsel[1]
glædeløs i Østen gryde;
i den aarle Morgen lever
nyfødt op hver Sorg og Klage,
vaagner Menneskenes Ve.


2. Ikke var det nu, ejheller
var igaar det, at det skete;
langt er Tiden ledet siden,
dengang Gudrun, Gjukes Datter,
egged sine unge Sønner
til at hævne Svanhilds Død.


3. »Ene er jeg nu i Verden,
som en gammel Asp paa Holtet,
mine Frænder mon jeg miste,
som en Furu sine Kviste,
al min Glæde blev mig røvet,
som en Pil maa miste Løvet,
naar dens unge Spirer svides
paa en tør og solvarm Dag.


4. Svanhild nævntes eders Søster,
hun, som Jørmunrek lod træde
under sine Hestes Hove,
hvide, graa, paa alfar Veje,
sorte, snelle Goteheste.


5. Lidet varer sig den Konning,
mindes ej, at hun har Brødre; —
ej kan I blandt Konger gange,
I, som ene er tilbage
af min Stammes mange Grene.


6. Ikke er I Gunnars Lige,
eller modige som Høgne,
fluks paa Hævn I vilde pønse,
om I aatte deres Mod.


7. Kvad da hin hugprude Hamde:
»Lidet Høgnes Mod du roste,
da af Søvn de Sigurd vakte;
grædende du sad paa Lejet,
medens højt hans Drabsmænd lo.


8. Rødnedes de hvide Bolstre
af din Husbonds dybe Vunder,
Linet farvedes af Saarsved,
Sigurd faldt, og hos den Døde
sad du, tænkte ej paa Glæde,
saadan vilde Gunnar det.


9. Atle tænkte du at ramme,
da du myrded Erp og Ejtil,
værre Mén du selv dig voldte;
saadan skulde hver med Sværdet
kjæmpe for at fælde andre,
at han saared ej sig selv.«


10. Kvad da Sørle snild og kløgtig:
»Ej med Moder Ord jeg skifter;
begge tykkes I mig trænge
til et fyndigt Ord i Alvor.
Hvad er det, hvorom du beder,
som dig ikke gives, Gudrun?
siden volder det dig Sorg.


11. Græd du over dine Brødre,
over dine kjære Sønner,
som du selv til Døden førte —,
ogsaa skal du græde, Gudrun,
over os, som begge sidde
dødsens nu paa Hesterygge,
fjernt af Landet skal vi dø.«


12. Fnysende de gik af Gaarde,
Sørle, Hamde, Gudruns Sønner,
traf paa Vej de den forslagne
Broder, Søn af anden Moder:
»Hvordan vil os Bruntop hjælpe
med at æske Hævn for Svanhild?«


13. Gjensvar gav han, kvad, han vilde
yde sine Frænder Bistand,
som den ene Fod den anden;
»Hvad kan Fod vel Foden hjælpe,
eller Haanden anden Haand?«


14. Kvad da Erp fra Hesteryggen:
»Svært er fejg Mand Mod at lære«.
Meldte Sørle da og Hamde:
»Skumpelskud har skiden Mund.«


15. Drog de Sværdet saa af Balgen,
svunge det til Troldes Glæde;
Tredjedel af deres Kræfter
ødte de, og vog den unge
Helt, saa han sank død til Jord.


16. Aksled saa de ædelbaarne
Gyldenskrud og Graaværkskaaber,
gjorded sig med hvasse Knive,
lod de hunske Heste springe
over dugbesprængte Fjelde
for at hævne Svanhilds Mord.


17. Saae de for sig Gotelandet
og den stærke Højborgs Tinder,
— staa i Taarnet BikkesKjæmper —
saae de Sønderfolkets Sale
med de høje Svalegange,
tjeldede med blanke Skjolde,
Skjoldrand bunden var til Skjoldrand
blinkende i Solens Glands.


18. Foer saa frem ad slagne Veje,
Galgebakken saae de for sig;
Søstersønnen[2] saae de hænge
vest for Gaarden højt i Galgen,
vindkoldt knejsed Ulvetræet,
Fugle fløj med Skrig derover,
ej var godt at bie der.


19. Gny og Glæde var i Hallen,
glade Mænd ved Øllet sade,
ej dé hørte Hestetravet,
før i Hornet Kuren stødte,
da de red i Kongens Gaard.


20. Kom til Jørmunrek da Jarler,
sagde ham, at Mænd var, sete
ride under Hjælm i Gaarde:
»Konning, nu du Raad os raade,
stærke ere de, som komme,
mægtige var hendes Frænder,
som du traadte under Hov.«


21. Lo da Jørmunrek og strøg sig
med sin Haand omkring sit Mundskjæg,
ej stod nu til Kamp hans Tanke,
drak han sig et Drag af Vinen,
rystede de brune Lokker,
saae paa Skjoldet hvidt og vendte
Bægeret af Guld i Haand.


22. »Da jeg skulde sæl mig prise,
om jeg Sørle saae med Hamder
i min Hal, med Buens Strænge
skulde jeg de Knøse binde,
hænge Gjukes Æt i Galgen.«


* * *


23. Kvad hun da, den gamle Kvinde,
Drottens Moder til sin Frænde:
»Kan ej I, ti hundred Goter
binde eller fælde tvende
Mænd i eders egen Borg?«[3]


* * *


24. Gny og Bulder blev i Hallen,
faldt til Gulvs de store Ølhorn,
svømmende i Blod af Kjæmper,
Hjerteblod af bolde Goter;
kvad da hin hugprude Hamde
Ord, han aldrig skulde sagt:


25. »Nys du, Jørmunrek, jo ønsked,
at vi Brødre maatte komme
og dig gjæste i din Højborg!
dine Fødder nu du skuer,
Jørmunrek, med dine Hænder
kastet i den hede Ild.«


26. Skreg han da, den gudebaarne,
bold i Brynje, vildt som Bjørnen:
»Stener nu Jonakers Sønner,
da ej Jern og Staal dem bider,
Spydets Od og Sværdets Egg.«


27. Som en Regn de tunge Stene
faldt da paa de baade Brødre,
rasende de stod og kjæmped;
kvad da Sørle midt i Salen,
Blodet vælded af hans Saar:


29. »Ilde handled du min Broder,
da du lukked op for Sækken,
ofte onde Raad den gjemte;
Mod har mer end nok du, Hamde
mangled blot ej Mandevidet,
meget tykkes den at mangle,
som det skorter paa Forstand.«


30. »Nu var ogsaa Hovedet borte,
havde end vor Broder levet,
Erp, thi han var kjæk i Kampen,
han, som vi paa Vejen fælded;
vidt var Heltens Rygte fløjet
— Diser egged os til Drabet —
vældig var i Kamp den Bolde,
— fældte vi den unge Helt.«


31. »Ej fra Ulveæt vi stamme,
tænker jeg, saa vi maa stride
grumt og blodigt mod hverandre
som de gridske Nornehunde,
der i Ødemarker bo.


32. Vel vi strede; over faldne
Goters Lig, som Sværdet, fældte,
staa som Ørne vi paa Kviste;
herlig Hæder har vi vundet,
dø vi end idag, imorgen,
ingen Mand en Kveld mon leve
efter høje Norners Dom.«


33. Faldt da Sørle der ved Gavlen,
Hamde segned bag ved Huset;
aldrig spurgte jeg, at Kjæmper
fik en Død saa stolt som de.




Fodnoter

  1. Nattealfers Rædsel er Dagen.
  2. Hermed menes vel Randve.
  3. Dette Vers er overordentlig tvivlsomt, ikke blot med Hensyn til Indholdet, men ogsaa til dets Plads i Digtet. Hører det virkelig hjemme, hvor det staar, maa Meningen vel være den ovenfor givne, men dette er kun naaet ved at behandle det forkvaklede Vers med stor Frihed.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.