Sangen om Hamde (F.W.Horn)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Den ældre Edda
(Hamdismál)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
||
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
|||
![]() |
![]() |
|||||
![]() |
![]() |
|||||
![]() |
![]() |
Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869
(Hamdismál)
- 1. Tung den Gjerning var, som opkom,
- dengang Nattealfers Rædsel[1]
- glædeløs i Østen gryde;
- i den aarle Morgen lever
- nyfødt op hver Sorg og Klage,
- vaagner Menneskenes Ve.
- 2. Ikke var det nu, ejheller
- var igaar det, at det skete;
- langt er Tiden ledet siden,
- dengang Gudrun, Gjukes Datter,
- egged sine unge Sønner
- til at hævne Svanhilds Død.
- 3. »Ene er jeg nu i Verden,
- som en gammel Asp paa Holtet,
- mine Frænder mon jeg miste,
- som en Furu sine Kviste,
- al min Glæde blev mig røvet,
- som en Pil maa miste Løvet,
- naar dens unge Spirer svides
- paa en tør og solvarm Dag.
- 4. Svanhild nævntes eders Søster,
- hun, som Jørmunrek lod træde
- under sine Hestes Hove,
- hvide, graa, paa alfar Veje,
- sorte, snelle Goteheste.
- 5. Lidet varer sig den Konning,
- mindes ej, at hun har Brødre; —
- ej kan I blandt Konger gange,
- I, som ene er tilbage
- af min Stammes mange Grene.
- 6. Ikke er I Gunnars Lige,
- eller modige som Høgne,
- fluks paa Hævn I vilde pønse,
- om I aatte deres Mod.
- 7. Kvad da hin hugprude Hamde:
- »Lidet Høgnes Mod du roste,
- da af Søvn de Sigurd vakte;
- grædende du sad paa Lejet,
- medens højt hans Drabsmænd lo.
- 8. Rødnedes de hvide Bolstre
- af din Husbonds dybe Vunder,
- Linet farvedes af Saarsved,
- Sigurd faldt, og hos den Døde
- sad du, tænkte ej paa Glæde,
- saadan vilde Gunnar det.
- 9. Atle tænkte du at ramme,
- da du myrded Erp og Ejtil,
- værre Mén du selv dig voldte;
- saadan skulde hver med Sværdet
- kjæmpe for at fælde andre,
- at han saared ej sig selv.«
- 10. Kvad da Sørle snild og kløgtig:
- »Ej med Moder Ord jeg skifter;
- begge tykkes I mig trænge
- til et fyndigt Ord i Alvor.
- Hvad er det, hvorom du beder,
- som dig ikke gives, Gudrun?
- siden volder det dig Sorg.
- 11. Græd du over dine Brødre,
- over dine kjære Sønner,
- som du selv til Døden førte —,
- ogsaa skal du græde, Gudrun,
- over os, som begge sidde
- dødsens nu paa Hesterygge,
- fjernt af Landet skal vi dø.«
- 12. Fnysende de gik af Gaarde,
- Sørle, Hamde, Gudruns Sønner,
- traf paa Vej de den forslagne
- Broder, Søn af anden Moder:
- »Hvordan vil os Bruntop hjælpe
- med at æske Hævn for Svanhild?«
- 13. Gjensvar gav han, kvad, han vilde
- yde sine Frænder Bistand,
- som den ene Fod den anden;
- »Hvad kan Fod vel Foden hjælpe,
- eller Haanden anden Haand?«
- 14. Kvad da Erp fra Hesteryggen:
- »Svært er fejg Mand Mod at lære«.
- Meldte Sørle da og Hamde:
- »Skumpelskud har skiden Mund.«
- 15. Drog de Sværdet saa af Balgen,
- svunge det til Troldes Glæde;
- Tredjedel af deres Kræfter
- ødte de, og vog den unge
- Helt, saa han sank død til Jord.
- 16. Aksled saa de ædelbaarne
- Gyldenskrud og Graaværkskaaber,
- gjorded sig med hvasse Knive,
- lod de hunske Heste springe
- over dugbesprængte Fjelde
- for at hævne Svanhilds Mord.
- 17. Saae de for sig Gotelandet
- og den stærke Højborgs Tinder,
- — staa i Taarnet Bikkes Kjæmper —
- saae de Sønderfolkets Sale
- med de høje Svalegange,
- tjeldede med blanke Skjolde,
- Skjoldrand bunden var til Skjoldrand
- blinkende i Solens Glands.
- 18. Foer saa frem ad slagne Veje,
- Galgebakken saae de for sig;
- Søstersønnen[2] saae de hænge
- vest for Gaarden højt i Galgen,
- vindkoldt knejsed Ulvetræet,
- Fugle fløj med Skrig derover,
- ej var godt at bie der.
- 19. Gny og Glæde var i Hallen,
- glade Mænd ved Øllet sade,
- ej de hørte Hestetravet,
- før i Hornet Kuren stødte,
- da de red i Kongens Gaard.
- 20. Kom til Jørmunrek da Jarler,
- sagde ham, at Mænd var sete
- ride under Hjælm i Gaarde:
- »Konning, nu du Raad os raade,
- stærke ere de, som komme,
- mægtige var hendes Frænder,
- som du traadte under Hov.«
- 21. Lo da Jørmunrek og strøg sig
- med sin Haand omkring sit Mundskjæg,
- ej stod nu til Kamp hans Tanke,
- drak han sig et Drag af Vinen,
- rystede de brune Lokker,
- saae paa Skjoldet hvidt og vendte
- Bægeret af Guld i Haand.
- 22. »Da jeg skulde sæl mig prise,
- om jeg Sørle saae med Hamder
- i min Hal, med Buens Strænge
- skulde jeg de Knøse binde,
- hænge Gjukes Æt i Galgen.«
- * * *
- 23. Kvad hun da, den gamle Kvinde,
- Drottens Moder til sin Frænde:
- »Kan ej I, ti hundred Goter
- binde eller fælde tvende
- Mænd i eders egen Borg?«[3]
- * * *
- 24. Gny og Bulder blev i Hallen,
- faldt til Gulvs de store Ølhorn,
- svømmende i Blod af Kjæmper,
- Hjerteblod af bolde Goter;
- kvad da hin hugprude Hamde
- Ord, han aldrig skulde sagt:
- 25. »Nys du, Jørmunrek, jo ønsked,
- at vi Brødre maatte komme
- og dig gjæste i din Højborg!
- dine Fødder nu du skuer,
- Jørmunrek, med dine Hænder
- kastet i den hede Ild.«
- 26. Skreg han da, den gudebaarne,
- bold i Brynje, vildt som Bjørnen:
- »Stener nu Jonakers Sønner,
- da ej Jern og Staal dem bider,
- Spydets Od og Sværdets Egg.«
- 27. Som en Regn de tunge Stene
- faldt da paa de baade Brødre,
- rasende de stod og kjæmped;
- kvad da Sørle midt i Salen,
- Blodet vælded af hans Saar:
- 29. »Ilde handled du min Broder,
- da du lukked op for Sækken,
- ofte onde Raad den gjemte;
- Mod har mer end nok du, Hamde
- mangled blot ej Mandevidet,
- meget tykkes den at mangle,
- som det skorter paa Forstand.«
- 30. »Nu var ogsaa Hovedet borte,
- havde end vor Broder levet,
- Erp, thi han var kjæk i Kampen,
- han, som vi paa Vejen fælded;
- vidt var Heltens Rygte fløjet
- — Diser egged os til Drabet —
- vældig var i Kamp den Bolde,
- — fældte vi den unge Helt.«
- 31. »Ej fra Ulveæt vi stamme,
- tænker jeg, saa vi maa stride
- grumt og blodigt mod hverandre
- som de gridske Nornehunde,
- der i Ødemarker bo.
- 32. Vel vi strede; over faldne
- Goters Lig, som Sværdet, fældte,
- staa som Ørne vi paa Kviste;
- herlig Hæder har vi vundet,
- dø vi end idag, imorgen,
- ingen Mand en Kveld mon leve
- efter høje Norners Dom.«
- 33. Faldt da Sørle der ved Gavlen,
- Hamde segned bag ved Huset;
- aldrig spurgte jeg, at Kjæmper
- fik en Død saa stolt som de.
Fodnoter
- ↑ Nattealfers Rædsel er Dagen.
- ↑ Hermed menes vel Randve.
- ↑ Dette Vers er overordentlig tvivlsomt, ikke blot med Hensyn til Indholdet, men ogsaa til dets Plads i Digtet. Hører det virkelig hjemme, hvor det staar, maa Meningen vel være den ovenfor givne, men dette er kun naaet ved at behandle det forkvaklede Vers med stor Frihed.