Sangen om Sigrdrifa (F.W.Horn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869


Sangen om Sigrdrifa
(Sigrdrifumál)


Sigurd stævnede sønder til Frankenland og red op paa Hindarfjeld. Paa Fjeldet saae han et stort Lys ligesom en Ild, der brændte, og det lyste deraf helt op til Himlen. Men da han kom did, da stod der en Skjoldborg og op fra den en Fane. Sigurd gik ind i Skjoldborgen og saae, at der laa et Menneske og sov i fuld Rustning; han tog først Hjælmen af Hovedet, og saae da, at det var en Kvinde. Brynjen sad fast, som om den var groet til Kjødet. Da skar han med Gram i Brynjen fra Halsaabningen ned igjennem og ligesaa ud igjennem begge Ærmer. Han tog Brynjen af hende, men hun vaagnede og satte sig op, saae paa Sigurd og mælte:


1. »Hvad var det, som bed min Brynje?
hvi kan nu min Søvn jeg bryde?
hvem har løst de blege Baand?«


2. »Sigmunds Ætling — nys din Brynje
brast for Sigurds hvasse Sværd.«


3. »Længe sov jeg, lang var Dvalen,
lang er Uhelds Tid i Verden,
Odin volder, at jeg ikke
mægted Runerne at bryde,
som mig her til Søvnen bandt.«


Sigurd satte sig ned og spurgte hende om hendes Navn. Hun kaldte sig Sigrdrifa og var Valkyrje. Hun sagde, at to Konger sloges, den ene hed Hjælmgunnar, han var da gammel og en stor Hærmand, og ham havde Odin lovet Sejr, men


4. Agnar, Audes bolde Broder,
nævnedes den anden Konning,
Ingen vilde hjælpe ham.


5. Bar den bolde Drot da vore,
min og mine Søstres Hamme,
— otte var vi — under Egen;
Vintre tolv jeg havde skuet,
om det lyster dig at vide,
dengang, da den unge Konning,
jeg de dyre Eder svor.


6. Vog jeg da den gamle Konning,
fældte Hjælmgunnar i Godthjod,
lod ham brat til Helhjem fare,
men den unge Audes Broder
gav jeg Sejr i Sværdemødet,
gram i Hu mig Odin blev.


7. Han i Skatelund mig spærred
mellem røde, hvide Skjolde,
Skjoldrand stødte imod Skjoldrand;
den kun, bød han, skulde bryde
Søvnen, som mig skulde binde,
som paa ingen Plet af Jorden
kunde vorde bleg og ræd.


8. Sønder om min Sal han tændte
Luer, bød dem højt at blusse;
den kun, bød han, skulde ride
gjennem dem, som bragte Guldet,
der paa Gniteheden laa.«


Sigurd svarer og beder hende lære ham Visdom, om hun vidste Tidender fra alle Verdener. Sigrdrifa kvad:


9. »Hil dig, Dag, og Dagens Sønner,
hil dig, Nat, og Nattens Datter,
sku paa os med milde Øjne,
og giv os hernede Sejr.


10. Hil jer, Aser og Asynjer,
hil dig Jord, du gavmildt Rige!
giv os tvende ædelbaarne
Mandevid og kløgtig Tale,
giv os sikkre Lægehænder,
mens vi leve her paa Jord.


Hun tog et Horn fuldt af Mjød og gav ham en Velkomstdrik:


11. Her, du Brynjethingets Abild,
har jeg dig et Bæger blandet,
Kraft og Hæder er i Drikken,
fuld af Runer, stærke Sange,
gode Galdre, Gammenruner.


12. Sejerruner maa du kjende,
om dig lyster Sejr at fange,
riste dem paa Sværdets Hjalte,
somme riste du paa Klingen,
somme riste du paa Hæftet,
tvende Gange Tyr[1] du nævne.


13. Drikkeruner maa du kjende,
om du ej skal tryg med Liste
sviges af en Andens Hustru:
dem du skal paa Hornet riste
og paa Haandens Bag dem tegne,
Naud[2] du riste skal paa Neglen.


14. Hvert et Bæger skal du syne,
nøje se dig for mod Fare,
Løg du skal i Drikken kaste,
da, jeg véd, vil Mjøden aldrig
kunne ramme dig med Mén.


15. Bjærgeruner maa du kjende,
om du vil i Barnsnød hjælpe,
løse Børnene fra Kvinder,
Haandens Flade skal du mærke,
fast om Lemmerne dem spænde,
bede Diserne om Hjælp.


16. Brændingsruner maa du kjende,
om du Snekkerne vil bjærge
ude paa de vilde Bølger;
dem skal du paa Stavnen riste,
og paa Rorets Blad dem grave,
Aar[3] med Ild du ind skal brænde,
da er ej saa brat en Brænding,
da er ej saa sortblaa Bølger,
du jo kommer uskadt bort.


17. Lægeruner maa du kjende,
om du vil en Læge være,
og forstaa at se til Vunder;
dem skal du paa Barken riste
og paa Grenene af Træer,
der sig bøje imod Øst.


18. Tvisteruner maa du kjende,
om du vil, at Ingen hævne
skal den Haan, som du ham voldte;
dem du sno og dem du knytte,
dem du flette allesammen
om det Thing, hvor Mænd sig samle,
for at holde Ret og Dom.


19. Tankeruner maa du kjende,
om du visere vil være
end enhver af Mænd paa Jorden;
selv har Hropt de Runer raadet,
han har udtænkt dem og ristet
dem med Vædsken, som var dryppet
af Heddrøpnes Hovedpande
og Hoddrofnes krumme Horn.


20. Han paa Bjerget stod med Brime,
paa sit Hoved bar han Hjælmen,
talede da Mimes Hoved,
vist det sagde sande Stave,
kvad, de risted var paa Skjoldet,
som den lyse Gud har for sig,
ristede paa Aarvaks Øre,
ristede paa Alsvinns Hove,
og paa Hjulet som sig drejer
under Sejrfaders Kærre,
paa den rappe Slejpners Lænder
og den lette Slædes Kjælker,
Bjørnens Lab og Brages Tunge,
Ørnens Næb og Ulvens Kløer,
paa de blodbestænkte Vinger
og paa Broen, hvor den ender,
paa hver Læges Haand og Fodsaal,
paa det klare Glar og Guldet,
paa de Ting, som bringe Lykke,
i den skjære Vin, paa Urter
og paa Gildehallens Bænke,
Gungnes Od og Granes Bove,
Nornens Negl og Uglens Næb.


21. Af blev alle atter skrabet,
de som paa var ristet, blandet
blev de med den hellige Mjød,
de blev sendt ad vide Veje,
de er nu hos høje Aser,
de er nu hos lyse Alfer,
somme er hos vise Vaner,
somme eje Midgaards Mænd.


22. Det er alle skrevne Runer,
Bjærgeruner, Drikkeruner,
det er Kraftens herlige Runer
for enhver, som ret dem kjender,
hver, for hvem de ikke vildes,
hver for hvem de ikke spildes,
nyt dem, om du har dem nemmet,
indtil Guderne forgaa.


23. Nu skal, Kampens Drot, du kaare,
da dig begge Vilkaar bydes,
selv du i dit Sind det veje,
skal jeg tale eller tie?
alt, hvad ske skal er bestemt.«


24. »Aldrig vil jeg fly for Faren,
véd du end, at jeg er dødsens,
ej jeg er med Fejghed baaren;
dine Venneraad jeg følge
vil, saalænge jeg har Liv.«


25. »Det vil jeg da først dig raade,
at du imod dine Frænder
handler uden Last og Lyde,
sen til Hævn mod dem du være,
om de end dig Uret volde,
det de Døde baade skal.


26. Det vil jeg dig dernæst raade,
at du ingen Ed skal sværge,
som du ej at holde agter,
grumme Straffe Mened ramme,
usæl den, som brød sin Ed.


27. Det vil jeg dig dernæst raade,
at du, naar du er paa Thinge,
ej med Taaberne skal trøstes:
ofte usnild Mand kan tale
værre Ord end selv han véd.


28. Ilde er det, om du tier,
da vil enten fejg du tykkes
eller og med Rette lastes;
farligt vorder Hjemmerygtet,
naar man ej et godt sig vinder;
næste Dag hans Liv du øde,
saadan lønne du hans Løgn.


29. Det vil jeg dig dernæst raade,
bor en skjændig Hex ved Vejen,
bedre da forbi at gange
end at søge Ly hos hende,
om end Natten falder paa.


30. Varsomhed og Spejderøjne
maa en Mand i Striden have,
hvor med Fjende Fjende mødes;
ofte sidde nær ved Vejen
Kvinder, som har ondt isinde,
som kan døve Sværd og Hu.


31. Det vil jeg dig dernæst raade,
om du end paa Bænken, skuer
fagre Møer, ej du lade
Kvinder raade for din Slummer,
ej til Elskov Møer lok.


32. Det vil jeg dig dernæst raade,
om imellem Mænd der tales
altfor hvast ved Gildebordet,
ej med drukne Mænd du tvistes,
Vinen stjæler Manges Vid.


33. Kiv og Drik forvoldte ofte
mangen Mand stor Sorg og Kvide,
somme ledte det til Bane,
somme ledte det til Brøde,
mangt er det, som volder Sorg.


34. Det mit næste Raad skal være:
har med bolde Mænd du Trætte,
bedre er det da at kjæmpe,
end at indebrænde Mænd.


35. Det mit næste Raad skal være,
at du vogter dig for Uret
og dig fjern fra Falskhed holder,
ej du nogen Mø forlokke,
ingen Viv til Vellyst ægg.


36. Det mit næste Raad skal være,
at din Hjælp du altid yder,
hvor du finder Lig paa Marken,
enten de af Sot er døde,
eller druknede paa Søen,
eller fældede i Kamp.


37. Du et Bad skal tilberede
for de Mænd, som ere døde,
Hænder skal du to og Hoved,
kjæmme dem og vel dem tørre,
førend de i Kisten lægges,
bede, de maa sove sødt.


38. Det mit næste Raad skal være,
at du aldrig tror de Eder,
som din Fjendes Frænde sværger,
hvis du har hans Broder fældet,
eller vog hans Fader Bane;
Ulven bor i Sønnens Hjerte,
om end glad mod Guld han tog.


39. Ej du tro, at Hadet slumrer,
eller Sorgen, som du voldte,
den maa Vid og Vaahen have;
som skal fremmerst gaa blandt Mænd.


40. Det mit næste Raad skal være,
at du vel for Svig dig vogter,
om du end er mellem Venner;
langt, jeg mener, vil ej vorde
Drottens Liv, jeg ser sig løfte
ramme Fejder, farlig Strid.«



Fodnoter

  1. et Runetegn.
  2. et Runetegn.
  3. Aar, et Runetegn.