Sangerkampen (Kalevala II)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kalevala II (F.Ohrt).jpg
Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt



IV. De enkelte Sanges Historie

Sangerkampen
(III).


Med lykkelig Haand flyttede Lönnrot dette Kvad fra dets Plads i gamle kalevala (bag Sampo- og Kantelesangene) hen fremmest i Rækken af hvad der meldes om Väinös Daad paa den unge Jord: Fyldigt tegnes straks her den Skikkelse hvis Træk siden efterhaanden uddybes, den ordvise og gudestærke, »trygge« — og kvindekære Sangergubbe Väinämöinen. Billedet er i det væsentlige givet af Almueskjaldene; Lönnrots vigtigste Tillæg er Indledningen om Joukahainens Avind og Færd til Väinölä (et Mosaik af folkelige Smaastykker) og det meste af Slutningen (Ainos Klage, Moderens Trøst: fra lyriske Viser) samt enkelte malende Indskud[1]. Hertil kommer at Väinö i Folkesangen overfor sin Modparts Pral hævder at han, Väinö, selv har »pløjet Havets Grunde«; men Lönnrot, som jo i ny Kalevala har lagt Skaberværket i Ilmatars Haand, maatte undgaa det Udsagn (Vs 245 fl.). Ellers tog han Kvadet omtrent som han fik det hos russisk-karelske Sangere. Men vi spørger videre: Hvor oprindeligt er det Väinöbilled disse her har tegnet?


I de Kvad der hidtil er dvælet ved — og det kan foregribende tilføjes: i samtlige andre Syd paa opstaaede episke Kvad — er Väinämöinens Navn føjet ind af finske eller russisk-karelske Skjalde; ene og alene i denne episke Sang, »Sangerkampen«, træffer vi det helt nede i Ingermanland, dette Kvads sydligste Hjemsted. I estisk Folkedigtning findes Navnet aldrig, Kreutzwalds »Vanemuine« er importeret fra den finske Litteratur. — Sangerkampen kendes i ret stor Udførlighed over Dele af Ingermanland; i Provinsens vestligste Hjørne og i hele Estland er den ganske ukendt; heraf samt af de karelske Varianters indbyrdes Forhold slutter K. Krohn at ogsaa dette Kvad (ligesom Sampsasangen) først havde hjemme i Vestfinland, hvorfra det i Straaleform har bredt sig til Ingrere, Østfinner og (over Østerbotten til) Russokareler; vel er det aldrig optegnet hos Vestfinnerne, men fra Agricola veed vi i al Fald, at »Äinemöinens« Navn var vel kendt for Tavasterne.


I dette Kvad, om ellers nogensteds i episk Digtning, maa vi kunne vente Oplysning om hvem Väinö efter den ældste Folkeoverlevering har været; thi i »Sangerkampen« hører han altsaa fra første Færd hjemme. I den ingriske Form — af og til ogsaa i den karelske — sker Heltenes Sammenstød paa Havet (Isen) og alle Joukos Ejendele »synges« gærne ned i Vandet: Hingsten til en Sæl, Sadlen til en And, Pisken til et Siv o. l. ligesaa Manden selv i finsk-karelsk Sangform; Joukos Pral og Väinös Svar gælder kun den ene Ting: Havets Pløjning, Dybdernes Udgravning; blot en enkelt Gang nævnes Landjorden; den lange Ordstrid og Opremsningen af Kundskaber skyldes nogle russisk- karelske Sangere og er udvidet af Lönnrot[2]. I een ingrisk Opskrift ender Moderens Glædesudbrud med, at hun længe har ønsket sig Väinö til Maag for derved at faa »Fiskegaarden op i Gaden« (Landsbygaden). Joukahainens overlegne Væsen hører sikkert ikke Grundformen til; i Ingermanland er det Väinö der ypper Striden, og Jouko praler ikke af selv at have pløjet Havet, men spørger om Väinö mindes den Tid da det blev pløjet. — Det Billede af Väinömöinen som Sangens Grundform giver, er da nærmest dette: Han tænkes som en mægtig Havaand eller Havgud; og Kvadet er oprindelig slet ikke nogen »Sangerkamp«, men Tankegangen var: En ung Mand støder paa en Havfærd ufrivillig sammen med Vandaanden og trylles i dybeste Nød ved hans Sang; for at slippe løs maa han tilsidst love Aanden sin Søster til Brud; deres Moder bliver henrykt ved denne Udsigt. Väinö havde fordum udhulet Havet: Den Del i Skaberværket som »Skabelseskvadet« ikke kunde hjemle ham, fremgaar, synes det, klart af »Sangerkampen«. —


Om nu Resultatet: Väinö en Vandgud, ene støttedes paa Udlægningen af dette Kvad, maatte det vel fremsættes med Forbehold; men hertil slutter sig andre Vidnesbyrd. Som guddommeligt Væsen optræder han ogsaa i alle Former af det meget udbredte Tryllekvad * »Ildens Fødsel«: Väinö var med at tænde Lynet mellem Sten paa Havet; i ingriske Opskrifter siges desuden at Ildgnisten faldt ned i Vandet, ind mellem Väinös Knæ. Savolakserne har kaldt et stille Vand for Väinämöinens Vej (eller Gang). Selve Gudens Navn er vistnok afledet af väinä, bred Flod, Sund[3]. Hertil svarer hans Tilnavn i nogle Kvad: Suvantolainen af suvanto, roligt Stykke af en Elv (jfr. XVIII 109 suvannon sulho. Elsker fra Elven) [4]. Juslenius' Ord (S. 117) peger jo i samme Retning. Og hertil kommer Agricolas Vidnesbyrd i Fortalen til »Salmerne«, hvor han nævner ham blandt Tavasternes Guder sammen med Ahti, der utvivlsomt er en Vandgud:


Ja Achti wedhest caloia toi, Äinemoinen wirdhet tacoi ɔ: Og A. gav Fisk fra Vandet, Ä. smeddede Sange.


Baade Agricolas Ord og »Sangerkampen«s Grundform leder Tanken hen paa germanske Folks Havmænd og Flodaander. Den norske og svenske Nøkke (der dog er ung, medens Väinö er gammel) efterstræber undertiden unge Møer og er farlig ved sine mægtige Toner; og Nylands Svenske har Viser om ham, ja selv i finsk Karelen kender man »näkki«. Om nu end den finske Havgud skulde være optaget eller have laant nogle Træk udefra, kan det dog ikke paavises at denne Sang om ham er Efterligning af en skandinavisk Vise. Paa den anden Side har vi ingen Ret til at hævde dens Oprindelse fra rent hedensk Tid (før Erobringen); denne i sin Bund hedenske »Tryllevise« kan meget godt være digtet efter at Vestfinland havde taget ved kristen Tro; ligesom Skandinavernes Nøkkesange er fra katolsk Middelalder.


Naar Folkesangerne siden hen føjede Väinö som en rent menneskelig Helt ind i mange Kvad hvor han fra først af ikke hørte hjemme, har de dog i det hele vist en mærkelig Troskab mod Skikkelsens oprindelige Træk. Vandets Ven (han færdes helst til Søs og hans bedste Vaaben er Aarebladet, XLIII 245) — Tonernes Mester (Kantelen!) — sindig og stærk, kun svag overfor Kvinder: saadan møder vi Väinö atter og atter længere fremme i Kalevala; Gudeglansen blegnede, men selv i Menneskehammen lever den rigtige gamle Väinö.


Fodnoter

  1. Ett fint Træk i russisk-karelsk Sangform har Lönnrot derimod ikke faaet med. Väinö ytrer: Hvad nytter mig Baad og Slæde, som Jouko byder; Jeg har ingen [Viv] til at sidde deri ved min Side.
  2. Vs 203 fra en Tryllesang: Jomfru Maria lod Vand flyde af Fjældet med sin gyldne Kæp (Moses).
  3. Udtrykket en »Väinödatter« om et Flod- eller Havvæsen bør vel afledes af denne geografiske Betydning, ikke af Gudens Navn. Hos Esterne er Väin Dünafloden, og i estisk Folkedigtning, hvor Guden jo ikke kendes, betyder Väinö tutär klart: Datter fra Düna (Setuk. laul. Var. 48 Vs 5—7).
  4. Tilnavnet »vattnets vän« i Castréns Oversættelse ledede 1853 J. Fibiger til at gætte paa at Väinö var en Havgud (i Haderslev Skoles Program: Omrids af den finske Hedentro S. 9).

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.