Sankt Agnes’ saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Helgensagaer

Sankt Agnes’ saga

Agnesar saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877

---

Her begynder fortællingen om den hellige jomfru Agnes

Sankt Agnes og Guds engel
Fra det franske håndskrift Bréviaire de Belleville fra ca. 1325

1. Biskop Ambrosius, Guds trælles træl, sender sine hilsner til de hellige jomfruer! Lad os fejre denne hellige jomfrus højtidsdag med salmer og lovsang til Gud. Glæd jer alle og hils Kristi almisser velkommen. Lad os alle glædes med Herren og ihukomme, hvordan den hellige Agnes bliv pint; da hun var 13 år gammel, mistede hun døden, men fandt livet, for hun elskede livets skaber; hun var ung af alder, men fuldvoksen i sin opførsel; hun var smuk at se på, men hendes sæder og hendes tro var endnu smukkere. Borggrevens søn havde henvendt sig og friet til hende, og han lovede både hende og hendes frænder mange skønne ting og viste hende pragtfulde kostbarheder. Men den hellige Agnes afviste det hele og fejede det af bordet, som var det snavs. Da mente den unge mand, at hun nok ville have endnu større kostbarheder, og han medbragte guld og ædelsten og alskens smukke ting, og han lovede hende land og løsøre, tjenestefolk og al mulig timelig rigdom, såfremt hun ikke afslog at blive gift med ham. Men hun svarede ham på denne måde: »Vig bort — dødens føde og syndens næring! — for jeg er elsket af en anden hjerteven, som har givet mig meget større rigdom og bundet sig til mig med sin tros guldfingerring, og som overgår dig med hensyn til herkomst og værdighed. Han smykkede mig med ubeskrivelig pragt og prydede min hals med skønne smykker; han pyntede mig med guldvævede kapper og udvalgte de mest skinnende ædelsten til mig; han gjorde sit tegn over mit ansigt, for at jeg ikke skulle finde mig en anden hjerteven end ham; han viste mig en usigelig rigdom, som han lovede at give mig, hvis jeg er urokkelig i kærligheden til ham. Jeg kan ikke svigte denne min første hjerteven ved at tage en anden og forlade ham, som jeg nu har kastet min kærlighed på, for hans slægt er mere fornem, og hans formåen er større, og han er smukkere at se på, og hans kærlighed giver større velbehag, og al hans herlighed er mere ønskelig. Mit legeme er forbundet med hans legeme, og vi har en brudeseng sammen; hans jomfruer underholder mig med herlig sang; fra hans mund tog jeg honning, og hans blod er rødmen i mine kinder, og han holder mig i sin favn. Hans mor er jomfru, og hans far har aldrig haft en kvinde. Jeg er lovet til ham, som englene tjener; solen og månen forbløffes af hans skønhed; hans duft genopliver de døde, og de syge styrkes ved hans berøring; hans rigdom vil aldrig forsvinde eller mindskes; jeg sætter min lid til ham alene, og jeg giver mig selv helhjertet og inderligt i hans varetægt; når jeg elsker ham, er jeg ren, og når jeg følger ham, er jeg jomfru.«

Om grevesønnen

2. Men da den unge mand hørte hendes ord, blev han overvældet af blind kærlighed og pintes sådan af sorg både i sindet og på legemet, at det sendte ham i sygesengen, og lægerne sagde, at han led af kærlighedssorger. Men da hans far hørte, hvad lægerne sagde, da brugte han de samme ord, som hans søn havde gjort, til at bejle til pigen på hans vegne. Men den hellige Agnes afslog det og sagde, at hun aldrig ville ophøre med at elske sin første hjerteven. Så begyndte grev Simphronius at forhøre sig om, hvem hendes hjerteven var — ham, hvis formåen hun roste. Og der var nogen, der fortalte ham, at hun var kristen og kaldte Kristus for sin hjerteven. Men da greven blev klar over dette, sendte han straks sine hirdmænd med et stor hærfølge hen efter hende, og hun blev ledt frem for hans domstol, og han hilste hende først med smigrende ord, men derefter truede han hende. Men Kristi jomfru lod sig ikke lokke af hans smiger, og hun frygtede ikke hans trusler, men hendes hu var konstant, og man kunne ikke se nogen forskel på hende, og hun svarede ham med latter, uanset om han var venlig eller vred. Men da grev Simphronius indså, at alt, hvad han sagde til Guds mø eller til hendes frænder, var spild af ord, lod han hende lede for sin domstol for anden gang og sagde til hende: »Du vil hverken være i stand til at forstå rette råd eller slippe af med trodsigheden i dit bryst, medmindre du først forkaster de kristne folks afvigende tro — disse mennesker, som du roser for at have lært dig troldomskunster. Det er derfor nødvendigt, at du ærer vores gudinde Gefion, og at du viser hende tillid og tjener hende dag og nat, såfremt du ønsker at bevare din jomfrudom og ærbarhed.«

Om Agnes og grev Simphronius

3. Den hellige Agnes svarede: »Hvis jeg afviste din søn — et levende menneske, som besidder fornuft, og som kan høre, se og gå, og som er bevidst og nyder denne verdens glæder — og ikke ville have med ham at gøre på grund af min kærlighed til Kristus, hvordan skulle jeg da kunne ære en livløs og dum afgud og gøre det imod den højeste Gud, at jeg bøjer mig for stokke og sten?« »Jeg ønsker oprigtigt at give dig gode råd,« sagde Simphronius, »— og jeg tror, at du spotter guderne, fordi du er ung og uforstandig.« Den hellige Agnes svarede: »Du skal ikke foragte min unge alder og tro, at jeg bryder mig om, hvorvidt du er vred eller venligtsindet, for Gud værdsætter mennesker mere efter deres sind og tro end efter deres alder. Men siden du advarer mig mod dine guders vrede, så lad du dem selv blive vrede og selv forfølge deres ærinde, så hævner de sig selv og befaler selv at blive æret. Men jeg ser, at du forlanger noget af mig, som du aldrig vil få, så derfor kan du gøre, som du vil.« Simphronius sagde: »Nu må du vælge mellem to vilkår: Enten ofrer du til vores gudinde Gefion sammen med de andre jomfruer til gavn for dine kære, eller også bliver du overgivet til et usædeligt liv blandt portkoner til skam for dine slægtninge, og da kan de kristne — dem, der lærte dig troldomskunster — ikke hjælpe dig, selv om du tror, du kan undgå denne fortræd.« Agnes svarede: »Hvis du vidste, hvem min gud er, ville du ikke sige dette, men siden jeg véd, hvilken kraft min herre Jesus Kristus besidder, da afviser jeg trygt dine trusler. Og derfor tror jeg, at jeg ikke behøver at ofre til din afgud, og at jeg ikke bliver besudlet af andres synder, for Guds engel er med mig og tager vare på mit legeme. Og Guds søn, som du ikke kender, han er min beskytter og uoverstigelige borgmur; han sover aldrig, og han er mit værn, og han går aldrig til. Men af din gud, som er lavet af kobber, kunne der fremstilles et nyttigt kar til gavn for mennesker, eller hvis den er af sten, da var det bedre at bruge den til vejbelægning, så folk ikke behøvede at træde i mudder, for det guddommelige findes i Himlen, men ikke i sten, og snarere i luftens rige end i malm. Men hvis du og de, som er lig dig, ikke ophører med jeres ofringer, da vil pinsler gøre det af med jer, for på samme måde som de bliver smeltet i ilden, så de kan forarbejdes, sådan skal også de, der hædrer dem, brænde sammen i evig ild — ikke fordi de skal forarbejdes, men snarere fordi de skal plages og dø igen og igen.«

Om Agnes og Guds engel

4. Da blev greven vred, og han lod Guds mø afklæde og føre nøgen til et hus for portkoner. Men så snart hun blev klædt af, løsnede hun sit hår, og Gud skænkede hende så vældig en hårpragt, at hun forekom at være bedre dækket af sit hår end af sine klæder. Og da den hellige Agnes gik ind i huset, traf hun dér Guds engel, som klædte hende i så klart et lys, at ingen kunne se hende på grund af lyset. Hele husets indre blev oplyst som af solen, når den stråler klarest, og jo mere nysgerrig nogen var efter hende, des mere blev vedkommende blændet. Og da hun faldt på knæ i bøn til Herren, da så hun dér et skinnende klæde, som hun svøbte sig i og sagde: »Jeg takker dig — Herre Jesus Kristus! — fordi du gav mig dette klæde og anser mig for at være en af dine tjenere.« Og hendes klæde strålede sådan, at ingen, der så det, var i tvivl om, at det var Guds engles værk. Og da blev horehuset omgjort til et bønnehus, for alle, der kom derhen, bad til Gud, og de var ubesmittede, når de kom, og når de gik derfra.

Grevens søns død

5. Men da dette skete, kom borggrevens søn derhen — ham, der havde forvoldt al denne uretfærdighed — og han var i følge med nogle tankeløse jævnaldrende, og de gik foran ham ind i huset, mens de lo ubekymret. Men da de så det klare lys, blev de forundrede og trak sig tilbage og priste Guds lys. Grevens søn bebrejdede dem dette og sagde, at de manglede mod, og han gik derpå ind i huset og så det klare lys, men ærede på ingen måde Gud, snarere trådte han frem i lyset med urene hensigter. Men før han kunne lægge hånd på jomfruen, blev han kvalt af Djævelen og døde. Og da han ikke kom ud fra huset, formodede hans kammerater, at han fik sin vilje og blev opholdt af den legemlige omgang. Men den af dem, som var mest tankeløs, gik ind i huset, mens han glædede sig over den andens begær, men da han så ham ligge død, råbte han og sagde: »Hjælp os — borgere i Rom! — for denne kvinde har dræbt vores borggreves søn med stor trolddom.« Da blev der indkaldt til møde, og en stor menneskemængde mødte op, og der var megen uenighed om denne Guds mø, og nogle regnede hende for troldkyndig, andre mente, at hun var uskyldig.

Grevens søn vækkes til live

6. Men da greven erfarede, at hans søn var død, da fór han til mødet med stor sorg, og da han så ham ligge død, råbte han til Guds mø med en forfærdelig røst og sagde: »Din grusomme kvinde! Hvorfor dræbte du min søn med din trolddoms gift?« Den hellige Agnes svarede: »Den samme kraft, som han ville efterleve, tog magten fra ham. Hvorfor er alle de andre, der kom hertil, uskadte? Kun fordi de alle priste Gud, som sendte sin engel til mig og klædte mig i sin barmhjertigheds klæde og tog vare på mit legeme, som er helliget og tilhører Gud. Alle, der så det klare lys, priste Gud og gik uskadte derfra, men denne mand fór tankeløst og vanvittigt frem og priste ikke Gud, da han så det klare lys, og da han ville lægge hånd på mig, lod Guds engel ham lide en ond død, som du nu ser.« »Jeg vil tro på,« sagde greven, »— at det ikke var din trolddom, der voldte dette, hvis du beder til englen og opnår det, at han giver mig bod for min søn.« Den hellige Agnes svarede: »Selv om du med din tro ikke fortjener at få dette af Gud, så er den tid dog nu kommet, hvor min herre Jesus Kristus passende kan åbenbare sin formåen. Gå derfor ud allesammen, mens jeg beder til Gud!« Og da alle var gået ud, faldt Agnes på knæ i bøn og bad Herren om at vække den unge mand til live. Da åbenbarede Guds engel sig for hende, og han styrkede hendes overbevisning ved at vække manden fra døden. Og da han rejste sig, gik han straks ud og råbte og sagde: »De findes kun én Gud i himlen og på jorden og i havet, og det er de kristnes Gud, og alle afguder er uduelige og formår hverken at frelse sig selv eller andre.« Da blev alle blotbiskopperne rasende og råbte samstemmende og sagde: »Grib denne troldkyndige heksekvinde, som vildfører folk og fordrejer deres sind!« Men da greven så dette store mirakel finde sted, blev han forundret, men han vovede ikke at gå imod afgudsdyrkerne eller modsige sig selv og skåne pigen. Han gik derfra og var nedslået, fordi han ikke var i stand til at hjælpe Guds mø og lede hende væk fra alle deres pinsler, men han overlod til andre at dømme i denne sag.

Sankt Agnes’ død

7. Og dommeren Aspasius lod et stort bål antænde i overværelse af almuen, og han lod jomfruen kaste ind midt i flammerne. Men da det blev gjort, delte ilden sig i to og brændte folkene på begge sider, så heden ikke gjorde skade på hende. Men afgudsdyrkerne sagde, at dette blev forvoldt af hendes trolddom og ikke af Guds kraft. Og dommeren tilkaldte bødlerne og befalede dem at pine pigen. Da rakte Agnes hænderne mod himlen og bad til Gud på denne vis: »Almægtige og ærefrygtindgydende og hæderværdige Fader, min herre Jesus Kristus! Jeg priser dig og tilbeder dig, for med din søns hjælp blev jeg skånet for onde menneskers grusomheder, og jeg overvandt Djævelens rænkespil og gik ubesmittet på gaden. Nu skærmes jeg af Helligåndens himmelske dug, så flammerne går ud, hvor jeg er, og ilden og heden vendes mod dem, der tændte den. Jeg priser dig — ærværdige Fader! — du lader mig komme til dig uden frygt midt i flammerne. Nu ser jeg det, som jeg tror på; nu går jeg mod det, som jeg håbede på; nu glæder jeg mig over det, som jeg havde lyst til; jeg giver dig mit ja med min mund, og jeg har lyst til dig af hele mit hjerte. Nu kommer jeg straks til dig — levende Gud, som sammen med din søn Vorherre Jesus Kristus lever og regerer nu og i al evighed!« Og da hun havde afsluttet sin bøn, gik ilden helt ud, så der ikke var en glød tilbage. Da kunne Aspasius ikke modsætte sig almuens råben, og han lod jomfruen stikke i brystet med et spyd, og Gud helligede sig hende som brud og blodvidne, og således henrettet drog hun til den almægtige Gud. Men hendes frænder tog hendes legeme med glæde og begravede det på deres landejendom ikke langt fra Rom ved den vej, der hedder Nomentana. Kristne folk kom ofte dér for at bede, men da samlede hedningene sig i flok og kastede sten efter dem og jog dem bort derfra.

Om Emerentiana og Agnes

8. Agnes havde en fostersøster, der hed Emerentiana. Hun var en hellig jomfru, men dog alene primsignet. Hun stod uden frygt og flygtede ikke, men irettesatte hedningene og sagde: »I usle og grusomme mennesker afviser dem, der tilbeder den almægtige Gud, og I hugger sagesløse folk ned, men tror selv på stok og sten!« Men da hun sagde disse ord og andre tilsvarende, da stenede de hende, og hun døde, mens hun bad ved Agnes’ grav. Denne jomfru blev prydet af sit blod, for hun blev dræbt for det, at hun vedgik Gud. Samtidig kom der et stort jordskælv, og det lynede og tordnede, og en stor del af hedningeflokken styrtede til jorden og døde. Siden vovede ingen at skade dem, der kom til helgenernes vej for at bede. Men Agnes’ frænder kom om natten og tog liget af jomfru Emerentiana og begravede det tæt på Agnes’ grav. Og Agnes’ frænder vågede ofte om natten i bøn ved hendes grav, men da så de ved midnatstid en stor flok jomfruer i et klart lys på himlen. De var alle klædt i guldvævede klæder. I denne flok åbenbarede den hellige Agnes sig for dem, og til højre for hende stod et lam, der var hvidere end sne. Men da hendes frænder og de andre kristne, som var til stede, så dette ske, blev de rædselsslagne. Da standsede Agnes sammen med sit følge af jomfruer og sagde til sine frænder: »I skal ikke begræde min død, men fryd jer hellere, og glæd jer sammen med mig, for jeg har sammen med alle disse jomfruer fået et strålende sted, og jeg befinder mig nu i Himlen i evig glæde sammen med dem, som jeg på jorden elskede af hele mit hjerte.« Og da hun havde sagt dette, fór hun til himmels.

Om kongedatteren Constantia

9. Og da folk siden fortalte hinanden om denne hændelse, kom fortællingen for kong Konstantins datters øre. Hun hed Constantia, og hun var den klogeste unge kvinde. Men hun var så skorpet og fuld af sår, at ikke en plet på hendes krop var hel fra issen og ned til tæerne. Hun fik det råd, at hun for at blive helbredt skulle opsøge Agnes’ grav om natten og bede Gud om hjælp, for hun havde troen i sit sind, selv om hun var hedning. Men da hun gjorde, som hun blev rådet til, faldt hun i søvn under bønnen, og den hellige Agnes åbenbarede sig for hende i en drøm og sagde til hende: »Vær stærk og standhaftig — Constantia! — og tro på, at Herren Jesus Kristus er Guds søn og din frelser i Himlen, og da vil du blive helbredt for alle dine sår.« Da vågnede Constantia, og hun var så ganske helbredt, at man ikke kunne se mærker efter et eneste sår på hendes legeme. Og da hun kom hjem til kongens haller, blev hun modtaget med glæde af sin far og sine brødre, og alle hirdmænd og folk i byen blev glade på hendes vegne, mens de vantro hedninge fik skam af sagen. Og Constantia bad sin far og sine brødre om at love, at de ville bygge en kirke til ære for Agnes, og hun lod indrette en grav til sig i denne kirke. Og da disse hændelser rygtedes, opsøgte mange Agnes’ grav, hvor de blev helbredt, uanset hvad de havde fejlet, og disse mirakler sker stadig den dag i dag. Men kongedatteren Constantia forblev jomfru alle sine dage, og mange levede efter hendes forbillede og modtog nonnevielse. Således trivedes og voksede kyskhedens kraft efter den hellige Agnes’ eksempel, og mange piger i Rom forblev afholdende lige til deres dødsdag, for disse nonner vinder evig sejr og salighed uden ende, såfremt de vedvarende er ærbare for Vorherre Jesus Kristus, der sammen med Faderen og Helligånden lever og regerer som Gud i al evighed. Amen.

---

Noter: