Sankt Dorotheas saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Helgensagaer


Sankt Dorotheas saga [1]

Dorotheu saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877


Dette er fortællingen om jomfru Dorothea

Sankt Dorothea (th.)
Fra et tjekkisk graduale (1499)

1. Dengang hedningene havde magten i byen Rom og i hele Romerriget, og den mand, der var kejser over dem, lod alle kristne, der troede på Gud og priste hans navn og ikke ville ofre til afguder, pine eller dræbe, boede der i førnævnte Rom en god mand, der hed Dorathus, og hans kone hed Theodora. De var begge gode kristne og tjente Vorherre med stor kærlighed. De var så velhavende både med hensyn til palæer og stenbyggede huse, vingårde, guld og sølv og ædelstene, at de ikke havde tal på deres formue. Men da de blev viklet ind i denne ufred, brød de op fra de disse herreder og forlod for Guds skyld alt, hvad de ejede. De havde to døtre, den ene hed Kristina, den anden Kalextina. De rejste siden til det område, der hedder Kappadokien, og til den by, der hedder Cæsarea[2], og dér fandt de sig et herberg, hvor de mente, de kunne være i fred.


2. Men så snart afgudsdyrkerne på stedet fandt ud af dette, kom de hen til huset, hvor Dorathus boede; han var da ikke hjemme, men det var begge hans døtre. De begyndte at love dem penge, såfremt de ville give guderne offergaver, men i modsat fald, sagde de, ville de udsætte dem for mange pinsler, og de fik dem på den måde omvendt til ofringer og den hedenske tro, for de frygtede de pinsler, som andre kristne blev udsat for.


3. Ikke længe derefter fik Dorathus og Theodora en datter, som Gud skænkede dem, for at hun til trøst for dem og mange andre kunne omvende mange hedninge — både kvinder og mænd — fra den vildfarne tro på afguder til den sande tro. Hun blev døbt af en biskop i hans herberg og fik navnet Dorothea, og det navn fik hun, fordi hendes far og mor ønskede, at navnet skulle dannes af begge deres navne og afledes af begyndelsen af hvert deres navn. Allerede i en ung alder var hun optaget af Helligånden og tjente den almægtige Gud og frem for alt hans mor, den hellige jomfru Maria. Gud havde skabt hende så skøn og smuk, at man hverken blandt piger eller kvinder fandt hendes lige i dette land — og heller ikke selv om man ledte længere væk.


4. Men menneskehedens fjende, Djævelen selv, forsøger altid at svige den, som Gud elsker, og han ser denne jomfrus velvilje mod sin skaber og stadige og trofaste støtte til ham, og derfor frister han den greve, der var sat til at styre herredet — og han hed Fabricius. Fanden bryggede en djævelsk gift i ham og tændte hans kødelige lyst til denne jomfru, og han sendte bud efter hende. Og så snart hun træder frem for ham, taler han venligt til hende og siger, at hun skal rette sig efter hans vilje, og han tilbyder hende borge og kasteller, guld og ædelstene og siger, at han vil tage hende til sin ægtehustru, hvis hun siger ja til hans friermål. Den hellige Dorothea svarer greven således: »Herre!« sagde hun, »— du skulle tilbyde dine borge og kasteller, dit guld og dine ædelstene til dem, som vil have dem, og til dem, som ønsker at blive din hustru — men ikke til mig, for jeg har en anden bejler, som jeg elsker af hele mit hjerte.« Greven spurgte, hvem den bejler var, som hun elskede så højt. Hun svarer: »Den bejler er Jesus Kristus, søn af jomfru Maria, og jeg vil nyde godt af hans rigdom, men jeg foragter al jordisk rigdom og vildfarelse og mistror jeres skændige guder.«


5. Men da Fabricius hørte, at hun ikke ville rette sig efter hans formaning, og at hun var kristen og urokkelig i sin tro på Gud, blev han voldsomt vred og sagde: »Så længe du ikke vil gøre, som jeg ønsker, og ikke vil tro på vores almægtige gud, skal du udsættes for så frygtelige pinsler og plager, at dine frænder aldrig har måttet tåle lignende straffe.« Og i denne vildskab lod han pigen gribe, inden hun nåede at få et ord frem, og han lod hende koge i en stor gryde fuld af olie. Men hun bad af hele sit hjerte Gud om barmhjertighed. Han hørte hendes bøn og så hendes smerte og det besvær, hun måtte tåle for hans skyld, og han hjalp hende på den måde, at da bødlerne var færdige med at koge hende, da steg hun ud af gryden så glad og fornøjet, som havde hun siddet i kølig dug, og hendes legeme så ud, som om hun var blevet smurt med den bedste balsam. Der var mange hedninge til stede, og da de så dette mirakel, vendte de sig på den hellige jomfru Dorotheas råd bort fra den vildfarne tro på afguder og blev omvendt til den rette tro og priste som fortjent Gud i himmerige.


6. Men da Fabricius så dette mirakel, sagde han, at det skyldtes hendes galder og trolddom, og han lod jomfruen pågribe og kaste i fængsel, og dér lod han hende sidde i syv dage, og hun fik hverken mad eller drikke, og ingen måtte komme ind til hende og yde hende hjælp. Og da den uge var gået, blev hun hentet ud fra fængslet og ført for ham. Han spurgte hende: »Har du nu tænkt over det, jeg sagde? Agter du nu at bede vores guder om lindring og bøje dig for dem, som kan gøre alt godt for dig?« Hun svarer: »Jeg vil bede den almægtige Gud om barmhjertighed — ham, der skænker det gode til mig og alle, der opsøger ham — men ikke de djævle, som I tror på.«


7. Fabricius lod da en stor søjle eller træstolpe grave ned i jorden, og ovenpå anbragte han et stort afgudsbillede, for han ville have, at hun faldt på knæ foran det og tilbad det. Den hellige Dorothea lod sig da falde til jorden og foldede sine hænder og bad til Gud med disse ord: »Giv mig styrke — min altvoldende Gud! — så jeg kan modstå alle de pinsler, de vil udsætte mig for på grund af dit navn, og de skåner mig ikke, men du véd, at jeg tror på dig — min velsignede skaber, Jesus Kristus! — så giv mig din hjælp, så jeg ikke må tilbede deres blinde og døve afgud.«


8. Men da Fabricius hørte, hvordan hun bad for sig, blev arbejdet med stolpen, som afgudsbilledet skulle stå på, afbrudt, og han agtede at føre hende derhen, for at hun skulle tilbede og bøje sig for guden. I det samme kom Guds engle fra himlen på Guds bud og efter hans ønske, og de ødelagde stolpen og guden, så ingen dér kunne se så meget som en flis eller en spån være tilbage af den. Oppe i luften kunne man høre, at djævlene vrælede og sagde: »Hellige Dorothea! Du har overvundet og fordrevet os alle og nedbrudt al vores vilje, så vi ikke kan stille noget op imod dine bønner.«


9. Samtidig omvendte et utal hedninge sig til den rette tro og priste Gud som fortjent for dette jærtegn, og de ville med glæde gennemgå de pinsler, som greven ville udsætte dem for på grund af Guds navn. Han lod nogle af dem pine, andre dræbe, men den hellige Dorothea lod han pågribe og piske uden skånsel, indtil blodet flød fra hele hendes legeme, og han lod kødet flå af hendes knogler med jernkamme. Efter alt dette lod han sine folk tage en stor, brændende fakkel og svide brysterne af hende. Men da de holdt op med at pine hende på denne måde, som det med få ord og uden at gå i enkeltheder blev fortalt her, da var hun dog slet ikke død, og greven lod hende da kaste i fængsel. Men hun havde ikke siddet der længe om natten, førend Gud selv med sin barmhjertighed helede alle de sår, hun havde fået på legemet, så det var, som om hun aldrig var blevet såret eller skadet.


10. Tidligt om morgenen blev hun ledt for greven, men da han så hende og at alle hendes sår var helet, da undrede han sig meget og sagde dette til hende: »Du smukke og oprigtige jomfru! Hvis du er klog, følger du mine råd og min vilje, for du har udholdt pinsler nok. Jeg skal gøre dig rig sammen med mig, såfremt du vil elske vores gud.« Men den hellige jomfru svarer: »Jeg vil elske min Gud og hans velsignede mor, men jeg fornægter jeres djævle og al den vildfarne tro på de afguder, som I hedninge tror på.« Greven lod hende da øjeblikkelig gribe og føre derhen, hvor hendes søstre var, der som tidligere nævnt var blevet omvendt fra den rette tro til den vildfarne tro på afguder. Og greven ville, at de fik hende overtalt til at ofre til guderne sammen med dem, og han lovede dem mange penge, såfremt de på nogen måde formåede at omvende hende fra den rette tro. Men så snart hun så sine søstre, forkyndte hun den rette tro for dem, og det endte med, at de overlod alt i hendes vold, og hun omvendte dem da fra al vildfarenhed og vantro, således at de fornægtede djævlene, men anerkendte Gud, deres skaber.


11. Men så snart Fabricius blev klar over dette, blev han afsindig af vrede og galskab, og han befalede, at man tog hendes to søstre og bandt dem sammen og kastede dem i flammende ild, og det tog ikke længe, før deres legemer var brændt til aske. Han lod derpå den hellige Dorothea tilkalde, og han talte meget vredt til hende: »Din lede og dumme tøs! Hvor længe agter du at fortsætte med at være stridbar og ond mod vores guder? Der skal noget andet til, hvis du ønsker at leve: Bring et offer til vores guder og brænd røgelse for dem, ellers dømmer jeg dig til døden og til hårdere pinsler, end du hidtil har været udsat for!« Da svarer den hellige Dorothea med urokkeligt sind: »Jeg forsmår dig og din stumme og døve gud og al din pragt og forfængelighed. Jeg vil for min velsignede skaber, Jesus Kristus udholde alle de pinsler, som du udsætter mig for, for i hans have kan jeg plukke dejlige frugter og mange roser, når tiden kommer, og blandt ham og hans helgener skal jeg finde evig glæde i himlen.«


12. Men da Fabricius hørte, at han ikke kunne omvende hende til at ofre til guderne, da brændte vreden og grusomheden i hele hans krop, og han lod bødlerne banke hende med mange hårde slag, indtil de var så trætte, at de ikke orkede mere. Og de havde slået hende sådan både i ansigtet og på legemet, at hun var ukendelig på grund af sårene og blødningen. Han lod hende derpå gribe og indespærre om natten, men om morgenen lod han hende føre frem for sig og dømte hende til døden. Han lod hende siden føre til det sted, hvor hun skulle halshugges, og da hun ankom til stedet, var kongens skriver Theophilus gået op i det højeste tårn i kongens slot, hvorfra han så, at den hellige jomfru Dorothea blev ledt frem. Han råbte da hovmodigt for at spotte hende, at hun skulle sende ham nogle af de frugter og urter og blomster, som hun hævdede voksede i hendes elskedes have. Og det lovede hun ham, at hun ville gøre. Og da hun kom hen, hvor hun skulle halshugges, bad hun om tilladelse til at bede til Gud, og det fik hun lov til. Hun faldt da på knæ og bad til Gud med disse ord:


13. »Velsignede skaber, Herre Jesus Kristus! Skænk du alle kristne mennesker styrke uanset deres rang, men særligt dem — hvad enten det er mænd eller kvinder — der påkalder mig hos dig og med gode ord mindes mine pinsler og min indsats. Giv dem viljen til at råde bod på det, som de har gjort imod dig, således at de efter døden kan opnå adgang til himmerige hos dig og din udvalgte skare på dommedag, og skån du særligt dem, der tjener mig, for alle onde gerninger og ond vilje. Jeg vil også bede dig om — Herre! — at du hjælper enhver, som påkalder mig, og som er blevet udsat for løgnagtige beskyldninger. Jeg beder dig desuden om — min almægtige Gud og skaber! — at du skænker alle kristne mennesker den rette omvendelse og tilgivelse for deres synder mod enden af deres liv, og hvis en kvinde lider under en barnefødsel, men påkalder mig, så frels du hende — Herre! — fra hendes lidelser.«


14. Så snart hun havde sagt disse ord, lød der en stemme fra himlen, som sagde: »Kom — du, min gæveste og allerkæreste brud! — og alt, hvad du har bedt mig om, det vil jeg tilstå dig, og jeg værdsætter dig højt på grund af de store pinsler, du måtte tåle for min skyld.« Men da alle havde hørt denne guddommelige stemme, og den hellige jomfru Dorothea rejste sig fra sin bøn, fik hun og alle de tilstedeværende øje på en lille, smuk pige, der stod ved hendes side; hun var barfodet, men bar et purpurklæde over sig, og ingen mente at have set magen til før. I hænderne holdt hun en lille kurv med tre frugter og en mængde roser, og hun tilbød den hellige Dorothea denne kurv.[3] Hun svarede pigen således: »Tag den — min kære søster! — med hen i byen, og giv den til kongens skriver Theophilus, for jeg lovede ham den[4], da jeg blev ført til stedet her.« Så snart hun havde sagt dette, forsvandt pigen, og ingen vidste, hvor hun blev af. Men samtidig blev den hellige Dorothea halshugget, og hun fór med denne pinselssejr til den almægtige Gud i himmeriges evige glæde, som det nu er blevet fortalt for jer.


15. Nu kan det fortælles om kongens skriver, Theophilus, at han som før nævnt var gået op i kongens tårn, men da han havde siddet dér en kort tid, kom et smukt pigebarn gående ind til ham, og i hænderne havde hun en lille kurv. Han syntes aldrig at have set noget lignende. Theophilus bad hende tage plads, men hun svarede ham glad og med smukke ord og sagde: »Modtag de frugter og roser, som jeg har her. Min søster Dorothea har sendt dem til dig, for hun sagde, at hun havde lovet dig dem.« Men så snart hun havde sagt dette, forsvandt hun for hans øjesyn, og han vidste ikke, hvor hun blev af.


16. Men da Theophilus bevidnede dette store mirakel, sagde han med høj stemme: »Der findes én almægtig Gud, som Dorothea tror på, og hvis ord hun forkynder, mens vores gud ikke er andet end djævlesk spot og dårskab. Og på den tid, hvor vinteren er koldest, og hele jorden er frossen, og ingen træer bærer løv eller frugt, da gør hendes Gud det, at han giver hende frisk frugt og roser, som hun kan forære til dem, hun vil. Denne Gud vil jeg tro på, for jeg ser, at han har magt over alle andre guder.« Og med det samme gik han hen og opsøgte kristne mennesker og lod sig døbe i Jesu Kristi navn og bad om Guds legeme til hjælp og støtte mod Djævelens svig og bedrag, og han prædikede siden Guds sag og den rette tro for alle, som ville høre på ham, og han omvendte et utal mennesker til Gud fra den falske overbevisning og vildfarne tro på afguder.


17. Så snart Fabricius erfarede, at Theophilus havde antaget den rette tro, og at han omvendte så mange mennesker til Gud fra den vildfarne tro på afguder, lod han ham pågribe og udsætte for mange pinsler, på samme måde som han tidligere havde gjort med den hellige jomfru Dorothea, og til sidst lod han ham hakke i småstykker og kaste for fuglene og de vilde dyr. Men Guds engel tog hans sjæl og ledte den i lighed med alle Guds øvrige martyrer til himmeriges herlighed i usigelig ophøjethed hos den almægtige Gud i det rige, som står med glæde og jubel og aldrig får ende. Den hellige jomfru Dorothea blev halshugget på den sjette dag i den måned, der hedder februar; da var der gået 387 år fra Vorherre Jesu Kristi fødsel[5], og til minde om hendes pinsler og død holdes hendes messedag fire dage efter Kyndelmisse. Nu hædrer vi og dyrker den hellige jomfru Dorothea og beder om, at hun hos den almægtige Gud stedse tilvejebringer os hjælp og barmhjertighed — både i denne verden og i den næste i al evighed uden ende. Amen.




Noter:

  1. Den norrøne fortælling om Sankt Dorothea af Cæsarea findes alene overleveret i det islandske håndskrift AM 429 12mo (Kirkjubæjarbók) fra ca. 1500. Bogen er en samling sagaer, bønner og digte vedrørende kvindelige helgener.
  2. Nu Kayseri i Tyrkiet.
  3. I legendens latinske forlæg er det en lille dreng, der kommer med blomster og frugt.
  4. Tekstforlægget tilføjer »i går« (?)
  5. Sankt Dorotheas dødsår sættes traditionelt til 305 el. 311.