Sankt Katharinas saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Helgensagaer

Sankt Katharinas saga

Katerine saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877

---

Her begynder fortællingen om den hellige jomfru Katharina

Sankt Katharina
fra et 1200-tals håndskrift

1. Under kejser Maxentius, som var søn af kejser Maximian, der regerede sammen med kejser Diocletian, blev de kristne udsat for stor ufred, og dengang dyrkede man i stort set hele verden forskellige afguder i vildfarelse. Kun et fåtal vidste, at det var Gud, der havde skabt himlen og jorden, og derfor dyrkede mange med stor inderlighed skikkelser, som de selv havde frembragt med deres hænder, og kaldte dem for guder. Denne Maxentius, som jeg nævnte, ønskede — på samme måde som Deocletian og hans far Maximian havde gjort det før ham — at få folk til at tjene og dyrke guderne mere, og han sendte derfor et sålydende brev ud i hele sit rige: »Kong Maxentius, som ved de hellige guders nåde og klarsyn hersker over hele Romerriget, sender sine hilsner til alle hertuger og jarler, baroner og dommere og alle dem, der styrker Romerriget. De bekymringer, som vi dag og nat nærer for det hellige riges ære og frihed, har i vores sind stadfæstet en bestemmelse, som vi alene vil nævne i jeres visdoms nærværelse, og derfor tilskynder vi og opildner de fornemste og klogeste mænd til, når vort brev kommer til jer, at I da bestræber jer på at opsøge os hurtigst muligt og ikke lader indvendinger komme på tværs af denne vores befaling.« Siden mødtes en stor flok høvdinge i den hovedstad i Egypten, der hed Alexandria, og ved dette møde talte kong Maxentius og fremlagde sine beslutninger for den forsamling af stormænd, som han havde kaldt sammen, og han sagde: »Den styrke og værdighed man finder ved alle de guder, som vi tjener, har skaffet Romerriget velfærd og sejr og ære, og derfor findes der ikke noget folk i hele verden, som nægter at bøje sig for vores magt, på nær de hovmodige og uforstandige kristne. Vi har endnu ikke været i stand til at tilintetgøre deres tro, for den spreder sig rundt omkring i verden, men holder sig i det skjulte for at undslippe vores hænder. Og derfor befaler vi og fastsætter ved lov, at de helligste guder, som med deres magt og mildhed styrker vores rige, skal nyde almindelig agtelse og særlig hæder, således at de beskytter os for evigt og lader os vise kristne folk, at vi vil betvinge deres overmod og straffe deres vildfarelse hårdt og omstyrte guden selv for dem, som vi ikke får fat i. Det er kun passende, at vi selv først lever op til denne lov, som vi har forordnet. Vi vil bringe et sådant offer til guderne, som vores stilling rækker til, men derudover skal enhver ofre efter sin formåen.« Dagen efter blev der anstillet en stor offerfest, og både kvæg og får, fugle og alskens andre levende væsener blev slagtet for guderne. Hele borgen genlød af alle mulige musikinstrumenter, som de priste Djævelen med, mens de mente at hædre deres guder.

Katharina opsøger kejseren

2. På den tid, da der foregik sådanne ting i byen Alexandria, var der en jomfru dér, som hed Katharina og var datter af kong Constus. Hun havde da mistet sin far, og efter hans død boede hun sammen med sine frænder i den hal, som han havde ejet. Og ligesom denne jomfru kom fra en fornem slægt, således var hun også kendt for sin begavelse. Hun havde lært sig alle de boglige idrætter, der kaldes liberalis. Hun forstod mange sprog og kunne svare klogt på alle de spørgsmål, der blev forelagt hende. Men da denne jomfru så den store menneskemængde samlet og bevidnede denne forberedelse af offerfesten og hørte sang og lyrespil og megen anden strengeleg, som blev fremført til ære for guderne, mens hun så kristne folk stå grædende mellem hedningene uden at turde bekende sig til Kristus af skræk og rædsel, da bedrøvede det hende meget. Men hun skød dog mandigt mod i sit kvindelige bryst og kaldte derpå nogle af sine tjenere sammen og gik til det gudehus, hvor kongen selv var, og sammen med ham var en flok afgudsdyrkere, som havde taget plads i gudehuset og var i gang med ofringen. Den hellige Katharina var så smuk at se på, at alle blev forundrede over hendes skønhed, og da hun kom hen til gudehuset, sagde hun til dem, der tjente kongen: »Jeg er kommet her til dette gudehus, fordi jeg ønsker at tale med kongen selv om noget, der angår ham og kan være til gavn.« De fortalte straks kongen, hvad møen havde sagt, og han gav hende lov til at komme ind og tale frit. Den salige Katharina talte først sin sag for kongen med kloge gåder og fornuftige ytringer med velvalgte eksempler, og hun talte dunkelt, men med megen snilde. Til sidst ændrede hun sine ord og brugte udtryk, som almuen let kunne forstå, og sagde dette: »Hidtil har jeg hovedsageligt fremlagt min sag for dig — konge! — og for de klogeste mænd og for dem, der beklæder den timelige værdigheds højeste sæder. Fra nu af vil jeg tale klart, således at alle, der er til stede, kan forstå mine ord. Af hvilken grund — konge! — har du samlet så stor en menneskemængde omkring dig til at fremme uforstand og dyrke vildfaren tro på afguder? Dette gudehus, som er skabt af menneskehænder, forundrer jer meget,« sagde hun, »— og I beundrer den kunstfærdighed, det er bygget med, og det herlige udstyr, der pryder gudehuset. Men uanset hvor smukt alt dette er, så bliver det hele inden længe til støv og grus. Du skulle hellere beundre himlen og jorden og havet og de ting, som findes dér; tænk på solen og månen og stjernerne og på det, de yder, og hvordan de er i bevægelse fra verdens skabelse til jordens undergang; dag og nat bevæger de sig mod vest uden at hvile, og de vender tilbage til øst, og de bliver aldrig trætte eller mødige. Og når I har tænkt over dette, så spørg om og indse, hvem der har skabt alle disse ting, og når I selv og med hans hjælp begriber, hvem han er, og at I ikke finder nogen lig ham, så tilbed ham og tilskynd alle dine undersåtter til at bøje sig for og tjene ham, der har magten til at kaste sine fjenders sjæle og legemer i Helvedes flammer; han er kongernes konge og alle høvdinges høvding. Han så, at hele verden var forvildet af Djævelens listige svig og fjendtlige formaninger, og derfor sendte han sin søn Vorherre Jesus Kristus, som er undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria, og som gav sin guddommelighed menneskeskikkelse og frelste verden ved at blive pint på korset og ved at udgyde sit hellige blod, og som leder alle, der tror på ham og trofast tjener ham, til Himmerige. Nu, hvis du tror rigtigt på ham, og hvis I vil tilbede ham, da vil han bortfjerne alle jeres synder og derefter lede jer til den evige glæde.« Da kejseren hørte den hellige jomfrus ord, virkede det først, som om han ikke var i stand til at svare, men da han som efter en form for afmagt eller bevidstløshed kom til sig selv, sagde han: »Lad os ofre til guderne i ro og orden — kvinde! — så vil vi siden svare på alle de ting, du taler om.« Og så gav han nogle af sine folk besked på at følge hende hen til hans haller. Men selv undrede han sig meget over hendes klogskab og talegaver, men særligt over hendes skønhed og belevenhed, for hun var påfaldende smuk, som det tidligere blev fortalt.

Katharinas samtale med kejseren

3. Da offerhandlingerne siden blev afsluttet, vendte kejseren hjem til sine haller, og han lod straks Katharina lede for sig og sagde dette til hende: »Vi bemærkede din veltalenhed og hørte de ord, du forelagde os, men på grund af det arbejde, vi udførte for at tjene guderne, fik vi ikke lejlighed til at svare dig. Men nu vil jeg vide, hvem du er, og hvad du hedder, og hvilken slægt du kommer fra.« Den hellige Katharina svarede: »Det står skrevet, at man hverken skal rise eller rose sig selv, for det gør kun tåber, som i forfængelighed søger hæder. Men fordi jeg ikke stammer fra en så ubetydelig slægt, at min rang let lader sig skjule, vil jeg fortælle, hvem mine frænder er — ikke for at være hyklerisk eller hovmodig, men snarere fordi jeg holder af sandheden og oprigtig beskedenhed. Jeg hedder Katharina og er datter af kong Constus. Jeg voksede op i min fars hal, og jeg blev sat til bøgerne og tilegnede mig boglige færdigheder og verdslig visdom i rigt mål. Men da jeg indså, at alt dette ikke var til nogen nytte og ikke førte til Himmeriges lykke og ikke gav andet end denne verdens forgængelige glæde, da forkastede jeg det hele og flygtede til min herre Jesus Kristus, som gennem sin profet sagde dette: ‘Jeg vil ødelægge de vises visdom, og jeg vil spotte de kloges klogskab.’ Og i evangeliet siger han således: ‘Den, som forlader sin far eller sin mor, sine brødre eller søstre for min skyld, han skal få hundredfold igen og modtage evigt liv.’ Vi kristne har fået dette løfte, og Guds trælle tager omhyggeligt vare på det, men vi lægger ingen vægt på værkerne eller lærdommen fra mestrene Platon eller Vergil eller Homer eller spåkonen Sibylle eller andre vismænd, som bruger deres klogskab og vid til unyttig vildfarelse, og endnu mindre på Jannes og Jambres’ ondskabsfulde trolddomskunster. Jeg minder dig derfor om — herre kejser! — at du ikke skal spilde den evige glæde på timelig hæder.« Da svarede kejseren: »Jeg vil vedgå, hvad jeg mener om det, du siger. Dine ytringer forekommer mig ikke at blive fremført med en menneskelig stemme, men det virker snarere, som om det er guderne selv, der taler gennem dig, og derfor fortjener det, du siger, ære og respekt.« Den hellige jomfru svarer: »Det undrer mig, at du — den klogeste kejser — siger sådan, eller har du glemt, hvordan jeg før sagde, at vi skal hædre og tilbede ham, der har skabt himlen og jorden og alle andre ting. Men afguder formår hverken at hjælpe sig selv eller andre, og derfor burde du ikke sige, at mine ord blev fremført, som om guderne talte gennem mig, men hellere at de blev sagt med den levende Guds støtte.« »Hvis det, du hævder er sandt,« sagde kejseren, »— så har de anstrengelser, vi hidtil har gjort os i dyrkelsen af de almægtige guder, været ganske spildte. Hvad så nu? Er hele verden vildfaren, mens du alene fortæller sandheden? Med to eller tre vidner kan ethvert udsagn bekræftes. Men hvordan kan man hævde, at du alene siger sandheden, og hele verdens befolkning lyver? Selv om du nu skulle være Guds engel eller en anden himmelsk skabning, og du siger sådan noget, som er så usandsynligt, så vil ingen alligevel tro dig — og så meget desto mindre, fordi du er et kvindemenneske med en sart og svagelig natur. Og fordi det på ingen måde kan passe, at du alene siger sandheden og har mere ret end alle andre i verden, så vil jeg og ingen af dem, der tjener mig i mit rige, nogensinde tro på dig.« Men den salige Katharina svarer: »Hvis du er folkets leder og kejser, som har magt, der ikke kan besejres, så lad ikke fordrejet vrede og vrangsyn herske over din visdom. Lad hellere ånden styre end legemet, for som vismanden siger: ‘Du er konge, hvis du styres af forstanden, men træl, hvis legemet styrer dig eller bestemmer.’« Kejseren svarer: »Det forekommer mig, at du agter at overvinde os i ordstrid ved hjælp af velgennemtænkte eksempler og nogle kristne kneb eller trolddomsgerninger. Men siden vi ikke er blændet af dumhedens tåge, men gennemskuer din snuhed, så sætter vi en fælde for dig, som du bliver fanget i; du vil da indse, at vi som en begavet konge er styret af forstanden og ikke af legemet. Og skulle vi mangle veltalenhed som vismændene, der ikke har forberedt os på denne slags beskæftigelse, så har vi dog hos os vismænd, som vil betvinge dig og bringe dig til tavshed med sandheden og deres kundskaber og talegaver, når de forklarer vores guders almægtighed.«

Katharinas møde med vismændene

4. Da lod kejseren sine vismænd og alle de mest lærde mænd tilkalde og befalede dem at disputere med den hellige Katharina om troen og deres guders almægtighed og at betvinge hende med veltalenhed og sandheden i deres bøger. Og der var 50 vismænd, som blev udvalgt til at prøve deres evner mod hende. Og da Guds jomfru var meget bekymret over, hvordan hun skulle tilrettelægge sine ytringer over for disse vismænd, åbenbarede Guds engel sig for hende og sagde til hende: »Du skal ikke være bange — Kristi tjener! — eller urolig, og lad ikke denne flok vismænd skræmme dig, for Kristus er den sande visdom, som altid har været og altid vil være der, og som ordner alting med omsorg; han er uovervindelig, og han vil selv lade dig besejre dem alle, fordi du tjener ham trofast. Og derfor vil han med din forkyndelse og indsats lede dem på sandhedens vej og til Himmeriges herlighed.« Denne englens åbenbaring styrkede den salige jomfru Katharina meget, og hun afventede vismændene uden frygt og var klar til at imødegå dem med standhaftighed og til at give dem forstandige svar på deres spørgsmål. Hun disputerede først med deres mester, og med Guds barmhjertighed vandt hun over ham og besejrede den viseste af dem i alle de spørgsmål og færdigheder, som de skulle dyste i, så alle blev forbløffede over hendes vid og veltalenhed og pålidelige udlægning af budskaberne, og hvorledes hun fremlagde rigelige vidnesbyrd fra både den gamle pagt og den nye med hver deres omtale af forskellige synder og fra de hellige kirkefædres og profeters forkyndelser. Men da han var blevet besejret og overvundet, da vovede ingen af de andre at prøve kræfter med hende i noget spørgsmål.

Kejseren lader vismændene henrette

5. Kejseren fastholdt stædigt, at vismændene skulle udnytte deres visdom og forstand og betvinge hende med deres veltalenhed og knække hende med dybsindige spørgsmål, så hun blev overvundet og bragt til tavshed. Men de svarede: »Hør — herre kejser! — hvordan skal vi kunne dyste med hende, når vores mester, som er den klogeste af os alle, blev besejret af hende? Hvad skal vi, som véd meget mindre, da stille op imod hende? For hendes udsagn og kundskaber er ikke som andre menneskers, men snarere som selveste gudernes. Denne jomfrus forstand overgår langt vi vismænds klogskab og vid, for guddomme eller guddommelige kræfter hjælper hende og taler gennem hendes mund.« Kejseren fandt nu, at han var blevet frygteligt ydmyget, siden hans vismænd ikke turde at dyste mod den unge kvinde. Han blev da så vred, at han befalede, at de alle skulle brændes i ild. Men da de blev ledt frem til bålet, råbte en af dem og sagde: »Elendige er vi, som vovede at prøve kræfter med den hellige jomfru og gå i trætte med hende med svig og bedrag og listigheder og lyve med ugudelig falskhed over for den sande Gud. Hvad kan vi nu gøre bortset fra at fare hen og bøje os for hende? Jeg tror i sandhed, at Guds nåde er med hende, og med hendes anvisninger kan vi undgå Helvedes kvaler.« De henvendte sig derpå straks til den salige Katharina og kastede sig for hendes fødder og sagde: »Vi har forbrudt os, og vi har fremmet ondskab og uretfærdighed imod Gud, og derfor har Gud udsat os for denne kejsers vrede, og han befaler, at vi alle, selv om vi er sagesløse, skal brænde i ild, fordi vi ikke magtede at modsige dine hellige udsagn. Giv os nu hjælpende råd, så vi med din støtte bliver reddet fra Djævelens snedige snarer og ledt ad vejen til frelse ved din indsats og forkyndelse.« Den hellige Katharina svarede, idet hun priste Gud, og hun glædede sig meget over deres ord og sagde: »Jeg takker dig — min herre Jesus Kristus! — fordi det passede dig at opfylde det, som din udsendte engel åbenbarede for mig — din tjener — at disse vismænd, som slap ud af Fandens fælde, på mine ord skulle komme til din herlighed.« Efter disse ord vendte hun sig mod vismændene og sagde til dem: »Frygt ikke den timelige død, men glæd jer hellere, for i dag vil I finde Himmerige! Før vores samtale åbenbarede Guds engel sig for mig og sagde: ‘Du skal ikke frygte disse vismænd, for Kristus er den sande visdom, og han vil lade dig besejre dem og derefter lede dem til den himmelske herlighed ved din forkyndelse’. Derfor må I ikke være i tvivl om, at jeg taler sandt; mine råd er langtfra falsk forkyndelse. Men jeg opfordrer jer kun til dette: At I hver og en bekender jer til og helhjertet tror på Faderen og Sønnen og Helligånden; tro også på, at selveste Vorherre Jesus Kristus kom fra himlen og ved Helligånden blev undfanget i jomfru Marias liv og fødtes af hendes legeme, pintes for vores frelse og genopstod fra de døde på tredjedagen og har bortvasket verdens synder med sit dyrebare blod. Hvis I har denne tro, så vil I ikke alene være salige, men alle jeres synder vil også blive tilgivet, og I vil blive ført til den evige glæde.« Og da hun havde talt færdig, blev de alle meget bevægede og svarede: »Fra nu af — Guds hellige tjener! — tror vi alle på, at der ikke findes nogen gud bortset fra Faderen og Sønnen og Helligånden. Velsignet være Herrens navn, som skabte sådan en tjener, men forbandet være de menneskeskabte afguder og alle billeder af dem og alle, der tilbeder dem!« Og da de havde sagt dette, gjorde de korstegn og var urokkelige i den hellige tro. Derpå blev de kastet på det bål, som kejseren havde ladet bringe i stand. Dér mistede de livet i Guds navn, men med denne pinselssejr fór de til den evige glæde på den trettende dag i november måned. Kristne folk ville siden samle vismændenes knogler, så de kunne give dem en værdig begravelse som fortjent, men de fandt deres legemer uskadte, så hverken håret eller andet på dem var svedet. Et stort antal hedninge, som var til stede ved dette jærtegn, begyndte straks at tro på herren Jesus Kristus, og de tog siden vismændenes lig og begravede dem et ærefuldt sted, mens de inderligt priste og bad til den sande Gud.

Kejseren lader Katharina fængsle

6. Efter disse hændelser, som her blev skildret, lod kejseren den allerhelligste jomfru Katharina lede frem for sig, og han mente nu at have fundet på det mest spidsfindige råd, som han troede straks ville få hende til at underkaste sig ham. Han siger til hende: »Hør, du — den klogeste og smukkeste jomfru! — som vel må kaldes den skæreste ædelsten blandt alle kvinder i verden på grund af din visdom, dannelse og skønhed. Og du kunne vel være alle dronningers overdronning. Bemærk, at vi ikke har indkaldt dig til unyttig snak eller vil kræve upassende ting af dig. Nu, fordi guderne har skabt dig så ophøjet og så behørigt sat dig over alle verdens kvinder og fruer med hensyn til skønhed og visdom og hædret dig med byrd og fornem slægt, da begyndte vi og alle andre at hædre dig til ære for guderne. Men det er dog ikke passende, at du kaldes dronning, når du har en anden tro end os, men dette er den eneste mangel ved dig. Nu, såfremt du vil samtykke i vores ønske vedrørende troen, da vil vores værdighed finde det passende at holde bryllup med dig og tage dig til dronning, og så vil vi lade den dygtigste håndværker og mester skabe en billedstøtte, der viser din skønhed. Og dette billede skal blive tilbedt af alle mennesker i hele vores rige, såfremt du følger vores råd.« Guds tjener afviste dette friermål og sagde: »Hvor er din dømmekraft — herre kejser! — når du lader mig høre sådanne ting, og hvordan kan du finde på den slags for at besnære mig? For af begyndelsen af min tale må du som en klog konge kunne indse og forstå, at jeg er optaget af at bekæmpe afguderne og al dyrkelse af dem. Og du beder mig om at forlade min herre Jesus Kristus, som i forvejen har bundet mig til sig med ubrydelige bånd, for at kaste mig i din favn. Og desuden — hvilket er endnu værre — vil du skabe en billedstøtte med mit udseende og siden lade folk ofre til den, som du befaler. Den slags ugerninger er frygtelige, og måtte vi aldrig skulle høre om sådanne utilbørligheder.« Kejseren svarede: »Hvad i denne verden skulle være mere ærefuldt end at være gift med kejseren og få børn med ham og dermed få magt og herredømme over alle mennesker i verden og blive smykket med alskens pragt og bære dronningenavn?« Den hellige Katharina svarede: »Du — konge! — har forelagt din sag med de bedste argumenter, som passer til denne verdens slægter, og såfremt jeg søgte denne verdens hæder og forgængelige fornøjelser og glæden ved forbudt begær eller andet, som leder onde mennesker til Helvedes pinsler, da kunne du fange mig i den fælde, som du har lagt på denne vis. Men siden jeg har forkastet al dennesidige kærlighed, så længe jeg har været i stand til forstå noget, og fordi jeg kunne kende forskel på godt og ondt og af hele mit hjerte elskede den brudgom, som aldrig vil dø fra mig, og hengav mig til ham, som findes for evigt og altid og aldrig forgår, er der ingen grund til, at du forsøger at friste mig med den slags. Opgiv derfor dette friermål, men tag, hvis du synes, en anden, som er bedre og klogere, for det er forkasteligt og uforstandigt at forlade skaberen for at tjene det skabte.« Kejseren fortsatte med at sige til hende: »Siden du er kongebarn, påhviler det dig at anerkende den kongelige værdighed og at glæde dig over den og at leve med den, og eftersom vi påskønner beskedenhed hos dem, som vi giver del i vores magt, så bryder vi os ikke meget om, at du indtil nu kun har lastet vores hellige guder. Men da vi ønsker at overbevise dig med venlighed og tålmodighed og på ingen måde vil ydmyge dig eller påføre dig nogen skam, så følg du nu det råd, som vi giver dig, og afvis ikke den ære og store hæder, som vi tilbyder dig, og fortsæt ikke din fremturen så længe, at du derved påkalder dig vores vrede, for da agter vi at tage hævn for guderne. Og såfremt du ikke vil vise dem lydighed og ære dem, da vil du inden længe få en hård medfart og blive udsat for lange pinsler, og selv om du måtte ønske det, ville du ikke kunne opnå forlig med os, men vi ville snarere dømme dig til en ussel død.« Guds hellige tjener svarede: »Kejser! Onde menneskers død er den værste, for de vil aldrig finde hvile, mens retfærdige menneskers død er den bedste, for den giver evigt liv og ære. Tøv du derfor ikke — konge! — med at gøre det, du har planer om, men lad være med at lokke mig med svigefulde kneb. Jeg tror i sandhed, at denne tøven, du har udvist i min sag, vil være til stor hjælp for mange mennesker, for det har Guds forsyn åbenbaret for mig.« Kejseren tænker over disse ord og frygter, at jomfruen med sin forkyndelse vil få hans folk til at afstå fra ofring til afguderne. Han lod hende derfor afklæde og piske længe. Derpå lod han hende kaste i fængsel, og han gav hende en frist på 12 dage til ydmygt at bringe guderne et offer, og i modsat fald ville hun blive halshugget med sværd.

Dronningen besøger Katharina i fængslet

7. Kejserens kone, dronningen, holdt meget af Guds salige tjener Katharina på grund af de mange ting, hun hørte folk fortælle om hende, og hun ville gerne se eller træffe hende, hvis ellers hun turde for sin mand. Men hun vovede det ikke på grund af hans grusomhed. Men en dag, da hun sad og tænkte over, hvordan hun kunne komme til at tale med denne jomfru, tilkaldte hun en ridder, der hed Porfyrius, og sagde dette til ham: »Vær trofast og mærk dig dette, som jeg kun fortæller dig, og spar dig ingen anstrengelser for at opfylde mit ønske. Så hør nu efter! Da jeg erfarede, at kejseren havde fængslet en kongedatter, ønskede jeg for enhver pris at komme til at tale med hende, men det turde jeg ikke på grunde af den vrede, kejseren nærer mod hende. Nu — såfremt du vil bevare vores gode venskab — finder du på noget, så jeg kan komme til at tale med hende, som jeg ønsker.« Porfyrius svarede: »Jeg vil i alle henseender følge din vilje — min frue! — også selv om det bringer mit liv i fare. Men dette kan ikke gennemføres, medmindre der sker i hemmelighed. Jeg forventer, at det vil lykkes for mig i ly af natten.« Porfyrius gav dem, der holdt vagt i fængslet, store beløb for at lade dronningen komme og tale med Guds mø i hemmelighed, og de måtte ikke fortælle noget til nogen. Han førte hende siden derhen. Og da dronningen så den salige Katharina, kastede hun sig for hendes fødder og sagde: »Jeg har været meget ivrig efter at se dit betagende ansigt, siden jeg erfarede, at du blev holdt fængslet, fordi du tror på Kristus. Jeg var ikke i stand til at opsøge dig før på grund af den frygt, jeg har for min mand, kejseren, og derfor beder jeg dig ikke tro, at det var af hjerteløshed eller mangel på vilje, at jeg ikke kom før, men derimod af forsigtighed, så jeg kunne undgå hans vrede. Men nu er det mit ærinde, siden den almægtige Gud har ladet mig få mulighed for at opsøge dig, ydmygt at bede dig om — Guds jomfru! — at du frelser mig fra Guds vrede, som jeg har pådraget mig ved mine misgerninger, så han i sin store overbærenhed nedlader sig til at tilgive mine fejltrin og synder. Hør mig — du Guds salige tjener! — og bed for mig, den syndigste kvinde. Jeg kan ikke afholde mig fra at sige, hvilket indtryk dit betagende ansigt gør på mig: Dit udseende forekommer mig ikke at have menneskelig natur, men det er snarere, som om du har en engels udseende og skønhed. Du er velsignet blandt kvinder — Guds hellige jomfru! — for du vil opnå evig lykke. Og det glæder mig særdeles meget, at Gud har givet mig lov til at møde dig og til at tale med dig.« Da svarede den hellige Katharina: »Måtte Gud belønne din værdighed — dronning! — når du viser mig så megen kærlighed i min trængselstid, at du nedlader dig til at komme til mig i dette fangehul. Men det er ikke så underligt, for den almægtige Gud befalede dette og forpligtede dig til at gøre det — den samme, som siger, at det, der gøres til trøst for dem, som tjener ham, det samme gøres mod ham selv. Som det hedder: ‘Jeg var i fængsel, og I besøgte mig.’ Og: ‘Det, som I gjorde mod en af mine ringeste tjenere, det gjorde I mod mig.’ Lad dig således — dronning! — ikke skræmme af det råd, som jeg vil give dig, og tag ikke min anvisning tungt: Forbered din sjæl på kommende fristelser, lad Gud give dig styrke og Helligånden give dig kraft, og afvent tålmodigt det, som Gud har åbenbaret for mig om din ærefulde sejr. Men du skal vide, at du om tre dage skal udkæmpe en kamp for Gud, og efter at have vundet en pinselssejr, skal du drage til Himmerige og dér glæde dig sammen med Guds engle og de hellige martyrer.« Dronningen svarede: »Jeg glæder mig over dine løfter — helligste jomfru! — og måtte jeg usle og syndige kvinde opnå den lykke at få tilgivelse for mine synder. Men jeg gruer for de frygtelige kvaler, som min mand, kejseren, i den grusomhed, som han besidder så rigeligt af, vil udsætte mig for. Og fordi jeg er skrøbelig af natur, frygter jeg, at jeg må opgive min herre Jesu Kristi kærlighed, når jeg mærker smerten fra pinslerne. Men jeg véd, at det ville være ganske utilbørligt og den værste synd, såfremt det skete.« Den hellige Katharina svarede: »Gør — dronning! — som jeg beder dig om: Jag disse bekymringer bort fra dit hjerte, og hav Gud i dine tanker, og tag med glæde imod alt det, som du må udholde for hans skyld. Tænk på at tåle alt for hans kærlighed, og vis ham, hvilken vej du agter at gå, for hans nåde vil styrke din ihærdighed. Alle helgeners gerninger skyldes Guds nåde og kraft, og de ledes på vej af Guds forsyn, men ikke af dødelige mennesker. Menneskelig vrede — hvad er den værd? Eller onde menneskers svulmende hovmod? Afgjort intet! For onde mennesker kan ikke gøre gode mennesker noget, bortset fra det, som Gud tillader dem, for sådan sagde Guds søn selv, da jarlen Pilatus truede ham ved at sige: ‘Ved du ikke’, sagde Pilatus, ‘— at jeg har magt til at korsfæste dig?’ Men Herren svarede: ‘Du ville ikke have nogen magt over mig, medmindre Gud havde givet dig den.’ Du skal vide — dronning! — at Guds søn har givet sine tjenere styrke til at svare og stille spørgsmål, således at de overvinder vismænds visdom. Som han sagde i evangeliet: ‘Jeg vil give jer ord og visdom, som alle jeres uvenner ikke kan stille noget op imod.’ Hvad er mere nyttigt end dette løfte, og hvad er mere dyrebart end denne belønning? For til gengæld for midlertidige pinsler vinder Guds helgener evig ære i Himmeriges uendelige glæde hos Gud.« Og da Guds jomfru Katharina havde sagt dette, rakte dronningen sine hænder mod himlen og sagde: »Almægtige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden, den ene sande Gud i treenighed, som skabte alt af intet! Du — englenes nådigste konge! — som det for menneskehedens fortabelses og det første menneskes, Adams, synders skyld behagede at stige ned fra Himlens højeste højder til jordens laveste steder for ved din guddommelighed at antage menneskeskikkelse fra jomfru Marias uberørte legeme og fra hende lade en sand Gud og et sandt menneske blive født i denne verden; du, som for vores liv og forløsnings skyld udholdt pinsler og døden på jødernes anmodning og efter jarl Pilatus’ dom, og som kæmpede i Helvede og bandt Djævelen og befriede alle mennesker dér; du, som genopstod fra de døde første påskedag og åbnede Paradis og porten til Himmerige for alle dine folk; du, som steg op til Himlen i overværelse af dine apostle og sendte din hellige ånd til dem pinsedag for med din kærlighed at lære dem alle sprog og al visdom, og i denne samme hellige ånd belærer du alle dine folk og venner. Hør — alle trængende menneskers stærke håb og trøst! — styrk du det, som du vandt for os, gennem din martyr, den salige Katharina, og skænk os din sande kærlighed og gudsfrygt, så vi siden kan modstå alle onde menneskers fristelser og pinsler i dit navn, mens vi overholder den sande tro, for du er for evigt og altid den levende Gud!« Derpå sagde dronningen til den salige Katharina: »Se nu her — Guds tjener! — på grund af din forkyndelse er jeg klar til at tåle alt for Guds skyld, og jeg vil med al iver forberede mit sind på en kamp for Gud. Men bed du Gud om, at han på din foranledning vil hente min sjæl og vise mig barmhjertighed.« Med sådanne ord og andre nyttige eksempler fortsatte dronningen og den salige Katharina deres samtale frem til midnat.

Porfyrius omvendes til kristendommen

8. Denne Porfyrius, som havde fulgt dronningen hen til mødet med den salige Katharina, tænkte nu nøje over deres ord, og han kastede sig derpå for fødderne af Guds tjener og sagde: »Jeg beder dig om at lade mig få del i den belønning, som Gud har stillet dig i udsigt. Sig mig, hvad jeg skal gøre for at opnå evig glæde og fjerne al djævelsk vildfarelse fra mit hjerte.« Den hellige Katharina svarede: »Har du aldrig hørt, hvad de hellige skrifter fortæller om evig glæde?« »Det har jeg vist aldrig,« sagde han, »— og jeg har ikke haft lejlighed til at høre den slags, for det har altid været min bestilling at deltage i ufred og kamp.« Den salige Katharina svarede: »Hvordan kan man på rimelig vis fortælle om den glæde, som Guds venner opnår, når apostlen siger, at ingen kan se eller høre eller vide, hvad Gud har tiltænkt sine kære venner. Men jeg kan fortælle dig, hvad Gud har lovet dem, der tjener ham trofast: ‘Enhver,’ siger han ‘— som elsker mig, vil blive elsket af min fader, og jeg vil også elske ham og give mig til kende for ham.’ Og: ‘Dér, hvor jeg er, dér skal også mine tjenere være.’ Hvad ønsker du at vide mere end det?« Porfyrius blev umådeligt glad, da han hørte disse ord, og han begyndte straks at tro på Herren Jesus Kristus af hele sit hjerte, og 200 riddere antog den kristne tro sammen med ham. De kyssede derpå alle hinanden og gav sig i Guds hænder, og de forlod fængslet og bad fangevogterne om ikke at fortælle dette til nogen. Og det lovede de.

Helligånden åbenbarer sig for Katharina

9. Den hellige jomfru Katharina sad fængslet i 12 dage, og det var forbudt for alle at besøge hende eller at yde hende nogen hjælp. Men den almægtige Gud, som aldrig svigter dem, der elsker ham og tjener ham, og som aldrig glemmer dem, der tilbeder ham, trøstede sin tjener og sendte sin engel til hende, og denne medbragte alt, hvad hun havde brug for, og han åbenbarede sin Helligånd for hende i skikkelse af en due, som var mere hvid end sne, og den fløj ind i fængslet til hende, mens den sagde: »Fryd dig — min kæreste! — for jeg skal krone dig med den evige krone i Himmeriges port, og med den skal jeg, når dette liv er slut, lede dig ind til dine søstre og alle helgeners udødelige glæde. Og din ære skal leve evigt i min faders rige.« Dette guddommelige løfte gjorde den salige Katharina ubeskriveligt glad, og hun takkede Gud mange gange.

Jesus Kristus åbenbarer sig for Katharina

10. Da de 12 dage var gået, blev den salige Katharina meget bekymret over at skulle møde kejseren, og hun frygtede de pinsler, som hun vidste ville følge, og hun bad ydmygt og inderligt til Gud. Da åbenbarede Herren Jesus Kristus sig for hende sammen med en stor engleskare og sagde til hende: »Frygt ikke — min tjener! — for jeg er alle tings skaber, Jesus Kristus; du tåler alt for min kærligheds skyld, du er velsignet blandt kvinder, og du har kæmpet en brav kamp, og mange tror på mig på grund af dig, og der vil komme endnu flere til. Lad ikke pinslerne bekymre dig, for jeg vil være hos dig helt til slutningen af dit liv, så du ikke bliver skræmt af deres trusler og grusomheder. Du fornægtede ikke mit navn over for nogen, og jeg vil ikke nægte dig det, som du vil bede mig om i Himmeriges hal.« Ved denne guddommelige trøst blev hun styrket, og hun fyldtes af glæde og den hellige ånd og var rede til at tåle alt for Guds kærligheds skyld, og et mandsmod blev vækket i det kvindelige bryst, mens hun priste Gud af hele sit hjerte.

Katharina afviser kejseren

11. Den følgende morgen befalede kejseren, at den hellige Katharina skulle stilles for hans domstol. Men da han så, at hun var aldeles strålende og smuk, da undrede han og alle de andre, der så hende, sig meget over hendes udseende, for de troede, at hun ville være udmattet af sult, således som det måtte forventes af et menneske. Kejseren forsøgte da igen, om han kunne lokke Guds jomfru til at give ham sit samtykke, og han sagde til hende: »Det, jeg har sagt for at hædre dig, skal ikke kaldes løs snak, for det anstår sig ikke for kongemagten at love noget, som siden viser sig at være falske løfter. Tænk over, hvad jeg tilbyder dig. Jeg ønsker ikke at have dig som tjener eller en kone af lav byrd, for det sømmer sig ikke for vores værdighed, siden du har en fornem slægt. Jeg tilbyder dig således at eje alle ting og al pragt i mit rige sammen med mig. Og fordi du er meget smuk og mere dannet end alle andre kvinder i verden, vil vores fællesskab betyde, at du bliver verdens mægtigste dronning, udvalgt blandt alle især for din skønhed og dine kundskaber. Hvis du takker ja til dette, vil alle tilbede dig. Giv os nu et tydeligt svar, og husk på, hvordan din sag står, og at du må vælge den ene af to muligheder, men du skal på ingen måde forhaste dig.« Da den salige jomfru hørte disse ord, erindrede hun det guddommelige løfte, hun havde fået i fængslet, og hun sagde: »Hør — kejser! — og lyt til mine ord med tålmodighed, for det sømmer sig for kongeværdigheden. Du mener, at jeg burde tage del i dit vældes pragt og blive dronning over hele dit rige. Den slags må være yndet tale for dem, der kerer sig om denne verden. Men såfremt jeg kunne finde en, som er mægtigere og smukkere end dig, som er bedre og stærkere end dig, hvem skulle jeg så vælge? Den, som lever i alle verdens aldre og stråler evigt i sin pragt, eller den, som snart skal dø og blive til muld og maddiker? Tænk nu over det — herre kejser! — og fæld så den rigtige dom.« Og fordi kejseren var forpligtet til at svare sandt på dette spørgsmål, sagde han: »Intet begavet menneske vil hævde, at det forgængelige er bedre eller mere værd end det evige, eller vælge at være dødelig frem for at leve i alle verdens aldre, for den, der regerer evigt, vil kunne eje alt, mens den, der snart dør, hverken kan beholde sig selv eller andre ting. Men hvordan hænger dette svar sammen med det, som jeg sagde til dig før? Hvem er denne mand, som er så mægtig og stærk og god og tilmed findes for evigt, at han er bedre beskaffen og mere værdsat end os og vores pragt og magt? Det kender jeg ikke nogen i hele verden, der er.« Kristi martyr svarede: »Den almægtige og til alle tider levende Jesus Kristus, Guds søn. Han må agtes mere end dig og al din pragt, hvor stor den end måtte være. Jeg er fæstet til den samme, og jeg elsker ham af hele mit hjerte, og jeg vil hellere dø for hans kærlighed end fornægte hans ophøjethed. Bryd dig ikke — konge! — om den pragt og skønhed, der forgår så let som de blomstrende urter, der vokser på jorden i kort tid, men hurtigt visner og forsvinder. Nu må du indse — så vis en mand, som du er, og som du regner dig for at være — at ingen anden skønhed i sandhed er mere ønskelig end den, som er uendelig og ikke visner og forgår — og det er min herre Jesu Kristi ømhed og kærlighed og det evige liv.«

Kejseren lader Katharina pine

12. Jomfruens ord gjorde kejseren umådeligt vred, for han troede, at han havde fået hende overtalt med sin formaning. En af hans grever, som var til stede, ville dæmpe kejserens vrede, for han vidste dårligt, hvad han skulle stille op. Han tog til orde: »Hvis De tillader det — herre!« sagde han, »— så vil jeg give et råd til, hvordan De kan få gennemført Deres vilje, så det sker med lempe og ikke indebærer voldsomhed og streng afstraffelse.« Kejseren svarede: »Hvis det forholder sig, som du siger, så tøv ikke et øjeblik med at fremme vores vilje!« Greven sagde: »Jeg anbefaler, at der bliver lavet fire hjul, og hvert hjul forsynes med meget skarpe stålspyd; så skal denne trodsige jomfru sidde foran dem. Og når hjulene drejer hurtigt rundt med en frygtelig buldren, da vil hun blive skræmt af synet af dette torturredskab og lyden fra det, og så bliver der ikke behov for yderligere. Så forventer jeg, at hun vil tro på de gamle guder og ofre til dem, og ellers skal hun halshugges med sværd. Men hvor længe skal en lille pige håne os og udsætte os for det værste opspind? Hun er i stand til overvinde os alle med sin veltalenhed og sit vid.« Men da dette torturredskab blev fremstillet og sat i gang på kejserens befaling, og hjulene drejede rundt og buldrede, da huskede Herren sit løfte og sendte sin engel af sted for at frelse Katharina fra denne nød. Og hjulene formåede ikke at skade hende, men de traf nogle hedninge og dræbte dem. Dette gjorde et stort indtryk på mange af dem, som var til stede og overværede denne hændelse, og de troede straks på Herren Jesus Kristus, mens de sagde: »Der er i sandhed ingen gud som den, de kristne tror på; han alene skal på alle måder tilbedes og prises, og han er den evige Gud.« Nu blev kejseren ganske afsindig, da alt dette skete, og han sagde: »Denne pige vil påføre os den største skade, hvis vi ikke snart lader hende dræbe, for hvem kan gennemskue de kristnes gift og stoppe deres vedholdenhed? Gå straks i gang, og knus hendes mod med mange og svære pinsler!« Og dette blev gjort, og hun blev siden kastet i fængsel og skulle dø tre dage senere, hvis ikke hun ville ofre til guderne.

Kejseren lader sin dronning henrette

13. Da kejseren havde dømt den hellige Katharina til døden efter mange og svære pinsler, men dog tilstået hende en frist, således som det tidligere blev fortalt, da råbte dronningen til ham og sagde, for hun stolede på Guds barmhjertighed og frygtede ikke kongens vrede og grusomheder og forkastede al jordisk værdighed: »Hør — herre kejser! — hvilken skade har én lille pige voldt dit rige? Eller skal hun bøde for sin godhed og derfor miste sin skønheds pragt?« Det overraskede kejseren, at dronningen tog sådan til orde, og han troede først, at hun sørgede over den smukke jomfrus ynkelige forfatning, men det faldt ham ikke ind, at hun sagde dette af kærlighed til den hellige tro. Da sagde dronningen fremdeles til kejseren: »Det kendetegner dit herredømmes magt og styrke og dit riges prægtige ry at undertrykke de sagesløse og udsætte den evige herre Jesu Kristi tjenere for pinsler.« Kejseren sagde: »Hvad er nu det — dronning? Har du antaget de kristnes vildfarne tro, og er du blevet forblændet af deres dårskab og fornægter Tor, Balder og Freja og den gode Gefion og vores øvrige guder?« Dronningen svarede: »Jeg bekender mig i sandhed til min almægtige Gud, Jesus Kristus, af hele mit hjerte, og for hans kærlighed og navns skyld vil jeg udstå pinsler og lide døden, for der findes ingen anden Gud end Faderen og Sønnen og Helligånden, én i fuldkommen treenighed, som lever og regerer uden ophør. Alle skabninger bøjer sig for denne kraft, og alle magthavere frygter den; han skabte alt af intet. Men Tor og Odin og alle guderne og hedenske folks guder er djævle og duer ikke til andet end at brænde evigt i Helvedes flammer sammen med alle, der tilbeder dem; de formår hverken at gøre noget godt for sig selv eller for andre.« Men da kejseren hørte hende sige disse ord og hørte, at hun spottede hans guder, og forstod, at hun havde sluttet sig til den samme tro som den hellige Katharina, opgav han med det samme håbet om, at hun ville omvende sig til den hedenske tro, og han blev ude af sig selv af raseri og befalede, at begge hendes bryster skulle skæres af, og dette blev gjort. Men selv om hun var blevet mishandlet på denne måde, ophørte hun ikke med at forkynde den hellige treenigheds pragt. Da befalede kejseren, at hun skulle halshugges. Men hun takkede Gud og gav sig til at bede til den salige Katharina og sagde: »Se nu — Guds brud! — for dine bønners skyld har Gud ladet mig modstå pinslerne. Nu beder jeg dig om fortsat at bede Gud om barmhjertighed for mig, og at han finder det værd at skænke mig den glæde, som han har lovet dem, der søger hans hjælp og angrer deres synder.« Den hellige Katharina trøstede dronningen og sagde: »Vær stærk i sindet og se mod himlen, men ophør ikke med at bede til Gud, for han er nær alle dem, der oprigtigt beder ham om nåde. Husk også, at du inden længe vil blive kronet med pinselssejren, og du vil da opnå at møde din skaber og hans engle og martyrer strålende i Himmeriges pragt. Sammen med dem skal du glæde dig i al evighed. Drag nu glad og i Guds fred til det ventende rige, som der aldrig bliver nogen ende på.« Dronningen fandt styrke ved den hellige Katharinas ord og gik med glæde til afstraffelsen og blev halshugget med sværd og drog derpå til Himmeriges glæde. Hendes pinselsdag falder på samme dag som den hellige pave Clemens’.

Porfyrius og hans riddere henrettes

14. Riddernes høvding, Porfyrius, der havde ledsaget dronningen til mødet med den salige Katharina i fængslet, overværede denne hændelse, og det berørte ham meget i hans hjerte, hvori den gudelige kærligheds ild brændte. Han trådte frem for kejseren og sagde fortrøstningsfuldt: »Jeg har hidtil tjent Deres Højhed så godt, som jeg kunne, men nu har jeg besluttet mig for, at jeg ikke længere vil tjene en jordisk og dødelig konge, men herefter vil jeg kun tjene den udødelige konge, Himlens hersker Jesus Kristus, og de 200 riddere, som står under min befaling, deler min beslutning, og de higer som jeg efter at tjene Vorherre Jesus Kristus og blive hans riddere.« Da kejseren hørte disse ord, frygtede han, at Porfyrius og hans riddere ville svække hans magt, men da Porfyrius var en anset mand i hans hird, ville han ikke lade ham dræbe, men han lod derimod Porfyrius’ flok kalde til en fortrolig samtale, og han siger til dem: »Hvad ondt er der sket jer, og hvilken skade eller fornedrelse er I blevet udsat for? Nuvel! Hold inde med jeres falske hensigter, og afstå fra dette lovbrud, som I er kommet i tanker om, ved at fornægte vores almægtige guder og tro på Kristus, som blev hængt op på et trækors og døde dér, men dog forinden blev slået og vanæret på alle måder. Magen til vederstyggelighed! Nu skal I elske og tilbede Tor og Apollo, men ikke bryde jer om Kristus og kristne folks overtro og vildfarelse. Og hvis I overholder dette, så skal I modtage vores venskab og tilmed ære og magt og blive godt gift til gengæld for tro tjeneste.« Porfyrius tog til orde: »Herre kejser!« sagde han, »— I får os under ingen omstændigheder omvendt fra den hellige tro og kærligheden til den almægtige Gud, for jeres guder og deres pragt er ikke til nogen nytte.« Kejseren ønskede da at tale med ridderne, uden at Porfyrius var til stede, for han troede, at han da kunne få dem til at skifte mening. Men Porfyrius afbrød deres samtale og sagde: »Det var uklogt gjort — herre! — at henvende sig til de underordnede og se bort fra deres overhoved. Jeg skal visselig svare for os alle, for med Guds nåde vil de rette sig efter mine anvisninger.« Kejseren svarer i stor vrede: »Du er ikke deres overhoved, men du skal snarere miste det usle hoved, som du bærer rundt på, og det gælder også alle dem, som du med svigefulde råd lokker til at kuldkaste vores højheds pragt og dermed alle de goder, som I har. Men I skal blive dømt til den værste død!« Og da kejseren mente, at mange ville følge deres eksempel, hvis han tøvede med at dræbe dem, befalede han, at Porfyrius og alle hans mænd skulle føres ud af byen og på alle måder udsættes for nådesløse pinsler og derpå halshugges. Og dette blev gjort. Og med denne pinselssejr fór denne salige flok op til Gud dagen efter Clemensmesse.

Katharina dømmes til døden

15. Da denne salige flok havde ladet livet for deres kærlighed til den hellige treenighed, befalede den onde kejser, at Guds martyr, den hellige jomfru Katharina skulle stilles for hans domstol. Men hendes ansigt strålede i fuldt flor og var lysere og mere klart, end man anså for menneskeligt muligt, og det gjorde et stort indtryk på alle, der så hende — ikke mindst kejseren — og der var mange, der sagde: »Det er sandelig en stor ulykke, at en sagesløs jomfru skal pines på så sørgelig vis. Forbandet være de guder, der finder behag i den slags! Det var bedre, hvis de blev kastet i ilden.« Andre sagde: »Med den skønhed og visdom og styrke er hun sikkert en af guderne snarere end et menneske.« Men rigtig mange sagde: »Der er ingen gud som de kristnes Gud; hans formåen og mildhed overgår alt.« Kejseren forsøgte på alle måder med al sin snuhed og snilde at få overbevist den salige Katharina. Men ved Helligåndens store barmhjertighed stod Guds jomfru så fast som en søjle, der ikke lod sig rokke af stedet, og med stor kløgt og dygtighed overvandt hun kejseren i alt, hvad de talte om, mens hun ydmygt længtes efter den himmelske glæde. Og da kejseren havde talt med hende længe uden at komme videre og klart var blevet overvundet, opgav han håbet om, at hans bestræbelser ville få hende til at føje hans vilje, og det endte med, at han dømte hende til at blive halshugget med sværd. Og hun blev derefter på kejserens ordre ført ud af byen og hen til det sted, hvor det var bestemt, at hun skulle lade livet.

Katharinas bøn

16. Da Guds hellige jomfru Katharina blev ledt til henrettelsen i overværelse af hele folket, blev hun begrædt af både mænd og kvinder i stor sorg. Og da hun kom til stedet, hvor hun skulle halshugges, bad hun om lov til at bede, og det fik hun. Hun faldt da på knæ og rakte hænderne mod himlen og bad til Gud med disse ord: »Herre Jesus Kristus, himlens og jordens skaber, du, som ville vise hele menneskeheden nåde og lod dig sende fra Himlen for at udfri menneskeheden fra Djævelens snarer og nedlod dig til at tage en træls skikkelse og blive naglet til et kors for at smage den bitre død! Hør mig — din tjener — kalde på dig i tillid til din barmhjertighed, for at dine engle skal tage min sjæl og lede den til den evige hvile, som du har beredt for alle dem, der elsker dit navn. Jeg beder dig — herre! — på vegne af alle rettroende mennesker, som søger min forbøn i lovprisningen af dit navn: Hør du deres stemme i hver en bøn, hvor de påkalder dig, og hjælp dem for evigt, for du er den velsignede Gud i al evighed!« Og da hun havde afsluttet sin bøn, lød der en stemme fra himlen, som sagde til hende: »Velsignet er du — helligste jomfru Katharina! — og dine bønner er blevet hørt! Slut dig nu til flokken af hellige kvinder og modtag belønningen for dine prøvelser, for kongernes konge med hele Himmeriges hird står klar og venter på dig dér.«

Katharinas død og begravelse

17. Da den salige jomfru Katharina hørte dette, rejste hun sig fra bønnen og glædede sig meget over dette guddommelige løfte, og derefter blev hun på kejserens ordre halshugget på den 25. dag i november måned — det er to dage efter Clemensmesse. Men der flød straks mælk fra hendes sår i stedet for blod til vidne om hendes uplettede livsførelse og til den almægtige Guds ære og berømmelse. Og så snart hendes hellige sjæl var blevet skilt fra legemet, tog Guds engle hendes lig og førte det til det bjerg, der hedder Sinai, og dér lader Gud utallige mirakler ske til hendes hæder: De af Djævelen forgjorte helbredes, affældige og halte går, spedalske bliver raske, blinde ser, døve hører og døde vækkes til live. Op fra hendes grav springer et olievæld, som aldrig tørrer ud, og syge menneskers legemer smøres med olien derfra, og de forlader siden stedet og har fået en sådan helbredelse, som de kunne ønske sig. Og stedet dér er det største bedested, og ingen, som kommer derhen i den rette tro og med sand kærlighed og håb om lindring, er så syge, at de ikke bliver helbredt for alle deres dårligdomme.

Epilog

18. Efter den salige Katharinas hellige henrettelse og de prøvelser, som hun havde tålt på grund af kærligheden til og troen på den hellige treenighed, begyndte jeg, sagde Athanasius, at skrive min martyrfortælling om fru Sankt Katharina til ære for hende og til ihukommelse og gavn for rettroende mennesker, for jeg var hendes tjener helt fra begyndelsen og til enden. Måtte Gud give os syndsforladelse på den salige Katharinas forbøn og efter hendes fortjeneste og skænke os evig glæde med ham og hans helgener — ham, som lever og regerer i alle verdens aldre. Amen.

---

Noter: