Sankt Kjelds levned

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Sankt Kjeld i Øster Hornum kirke
Danske helgeners levned

i oversættelse ved
Hans Olrik


Sankt Kjelds levned


Forord

til en levnedsskildring af den navnkundige helgen Exuperius(1) Bekenderen, der også bar navnet Kjeld, det han fra først af i sin spæde barndom havde fået af sine forældre.

Til lov og pris for Guds storhed, — Han, ved hvis nåde dyden i mangefold skikkelse stråler i de udvalgte — har vi anset det for værd efter vor ringheds svage evne at anvende flid på med Herrens hjælp at skrive om Hellig Exuperius's levned og den herlige rækkefølge af hans jærtegn. Hvad nu vor ringheds indsigt ikke mægter at udføre på værdig måde, det er Han mægtig til at udfylde, som siger: ”Åbn din mund, og jeg vil fylde den!”(2) Thi Han er visselig mægtig til at yde endog det, som naturen ingenlunde skænker, og ved sine hellige mænds herlige undergerninger gendriver Han den skarpsindige Aristoteles's udviklinger om ”manglen” og ”besidden”(3) Lovprises bør Han derfor som herlighedskronet i sine hellige og som i sandhed underfuld i sine gerninger, Han, som helliggør nogle uden forudgangne fortjenester, endnu medens de er i moders liv; som forherliger andre straks efter deres fødsel ved nåde og dyder; som bier barmhjertig på atter andre, der er sløvede og slappede i kødelig attrå og faldne dybt, og som endelig omvender dem med sin vælde og tænder sin kærligheds vidunderlige glød i dem: og når de så er opflammede af Helligåndens nåde, ses de ikke blot daglig at skride frem fra dyd til dyd(4), men også hyppig at funkle i glans ved tegn og undergerninger.

Men han, hvem vi her skal omtale, Hellig Exuperius Bekenderen, med hvem også vi, så uværdige vi end var dertil, har levet sammen adskillig tid, og om hvis liv vi desuden har fået såre pålidelig kundskab ved fortælling af forskellige af hans lærlinger, og særlig en iblandt dem ved navn Matthæus, — han glimrede lige fra sin barndoms første år ved den guddommelige kærligheds store nåde i så høj grad, at han i skyldfrihed og hellig enfold overgik alle andre og skød op som en lilje i renhed og de øvrige dyder og blomstrede som en retfærdig mand til evig tid for Herrens åsyn(5).


Hellig Kjeld Bekenderens levned

Den hellige her Kjeld var udsprungen af fornem æt, og medens han endnu var i barnealderen, begyndte han at være Gud hengiven og ved sand uskyld og hellig enfold at tækkes Gud og mennesker. Da hans forældre, der boede i landsbyen Vinninge nær ved byen Randers(6), var velhavende folk, blev han efter tilskyndelse af moderen, der særlig frygtede og elskede Gud, sat til de boglige studier(7), og han gjorde ikke alene fremgang i de frie kunster(8), men blev også såre udmærket i alle slags dyder i den grad, at hans hu stod til at gå over til et bedre liv(9). Og for ikke at blive overlistet af ondskaben agtede han altid meget samvittighedsfuldt på det ord af Herren: ”Den, der ikke giver afkald på alt, hvad han ejer, kan ikke være min discipel”(10). Derfor besluttede han at opgive ikke blot sit gods, men også sig selv.

Da nu det herlige ry om hans hellighed efterhånden udbredte sig og allerede var blevet bekendt for hele folket, kom det endelig også den ærværdige biskop Eskil af Viborg for øre(11), og ved dennes hellige opfordringer tilskyndes han til og bestyrkes i hurtig at føre det forsæt, som han forud havde fattet i sit sind, ud i virkeligheden. Og således skete det da, at den nævnte biskop ved Helligåndens hjælp fik ham draget til sig og knyttede ham til brødrene ved domkirken, som der på stedet var forenede til en hjord ved den største kærlighed under Hellig Augustinus's regel og i from gudsfrygt tjente Herren, kongernes konge. Der blev han først sat til læremester for drengene, hvem han underviste rosværdig(12), og desuden skrev han kostelige skrifter(13), i det han ihukom apostelens ord: ”Den, der ikke arbejder, skal heller ikke have føde.” (14) I disse og andre gode virksomheder viste han sig altså meget ivrig.

Siden, efter at han ved Helligåndens gave havde overtaget præsteembedets byrde, fyldtes han ikke alene med åndelige gaver i mange retninger, men strålede også i alle forhold i vidunderlig helligheds glans. Men biskop Eskil, som havde indviet ham, led efter nogle års forløb, medens han sang de kanoniske tider i den hellige Margretes kirke, blodvidnedøden, i det Kristi fjender styrtede løs på ham(15). I hans sted bispeviedes den fromme Sven, samme kirkes provst(16), og dennes provstedømme overtog Villo; hans vandel var hellig, og den hjord, der var ham betroet, styrede han i al hellighed alle sine dage(17). Da brødrene efter hans død forhandlede om den nødvendige udvælgelse af en hyrde(18), og da hver enkelts mening blev æsket, valgte de enstetnmig her Kjeld til hyrde, i det de ikke drog i tvivl, at han jo vilde blive kirken til største fromme. Sålænge han kunde, vægrede han sig imidlertid ved at modtage dette embede; men da brødrene vedblivende trængte ind på ham med bønner og påmindelser, vovede han ikke at sætte sig imod dem. Ved Helligåndens medvirken påtog han sig derfor omsorgen for hjorden, og han var en samvittighedsfuld vogter i Herrens vingård ligesom også en tro udøver af barmhjertigheds gerninger.

Det hændte her, at byen blev ynkelig hærjet af en ildebrand, og at luerne næsten slog over imod klosteret(19). Da den hellige mand mærkede dette, tog han en af brødrene med sig, steg op i tårnet og bad og anråbte Gud om kirkens og byens frelse. Straks dæmpes den hærjende lue, ilden bliver undertrykt, og kirken bliver frelst ved den Guds tjeners forbøn.

Det traf sig også i hine dage, at to konger stredes om riget(20), og at drab og forfølgelse overalt tog til. Da gav Kjeld sig med de nødvendige tjenere på vej til et kirkemøde, der skulde holdes i hovedstaden(21). Undervejs blev han imidlertid fangen og udplyndret af Venderne, men ved Guds styrelse udfriet og løskøbt af en præst. Vende hjem med uforrettet sag vilde han dog ikke på nogen måde; han drog videre og kom endelig til hovedstaden Lund, hvor han med ære blev modtagen af kongen og ærkebispen(22), og de erstattede ham, hvad der var frarøvet ham af Venderne. Og da nu efter hans bøn kongen i sit sind havde bekvemmet sig til genoprettelsen af freden, bad han endelig om orlov, fordi han længtes efter at vende tilbage til den anden konge(23) og føre det påbegyndte fromme værk til fuldendelse.

Såsom det nu den gang var rigmænds skik ikke at bortsende ærværdige prælater, der, kom til dem, uden skænk, men ære dem med kostbare gaver, gav ærkebispen også ham ved hans bortrejse en kostbar ring, og kongen gav ham meget guld. Efter at han havde fået orlov og var kommen ned til havnen og lige vilde til at gå ombord, så han der et menneske i smudsige og pjaltede klæder; han ynkedes over ham for hans fattigdom og gav ham den kostbare ring, for at han for den kunde skaffe sig selv klæder og lindre sin stakkels fattige families nød. Det meget guld, han havde fået af kongen, fik han også straks byttet i småpenge, og dem uddelte han undervejs til de fattige. Det var også hans vante skik, at når han så nødlidende, der var pjaltet klædte eller nøgne, gav han dem sine egne klæder til at tage på. Sålænge han nemlig havde noget at give bort, gav han det med største glæde. En gang traf han en krøbling, der var nøgen og spedalsk; ham trøstede han ikke alene med ord, men gav ham også sin egen kappe: men straks efter at han fra den nærmeste landsby havde ladet komme en vogn, hvorpå staklen kunde blive kørt, forsvandt denne for hans øjne(24).

Denne hellige mands gerninger og hans gode omsorg for den hjord, der var ham betroet, vakte omsider den gamle fjendes mishag; derfor såede han tvedragt mellem ham og hans brødre(25), og deres hjerter vendte sig bort fra ham, så at de lastede de gode gaver, som han i sin fromme kærlighed daglig uddelte til Kristi gæster og lemmer, og ikke tog i betragtning, hvorledes han på den anden side ved gode menneskers gaver forøgede kirkens gods. Derfor lagde de råd op med hverandre og enedes om at vælge til forstander(26) en mand, der var mindre rundhåndet, så at han bedre vilde holde måde med udgifterne og afpasse dem i forhold til deres indtægter og aldrig give de fattige ud over det sædvanlige(27). Men denne gode mand, enfoldig som han var som duen(28), fandt sig tålmodig i den krænkelse, der var ham tilføjet, og gjorde vel imod sine fjender(29) på alle de måder, han kunde; han sørgede nemlig for deres frelse, og derfor bad han, idet han selv holdt sig fri for skyld, om at blive løst fra byrden af det ansvarsfulde embede, han havde påtaget sig.(30)

Han gik altså af vejen for deres raseri, da mange på den tid søgte at volde ham krænkelser, og efter at han i et kapitelmøde havde fået almindelig orlov, drog han bort derfra til byen Ålborg(31). Thi på på det sted vilde han hellere leve end der, hvor han hidtil havde opholdt sig. Efter at han nu i nogen tid havde levet i dette gudshus og vundet berømmelse der ved jærtegn og dyder — således gik en nat lyset ud under morgenmessen(32), mens han oplæste homilien, men han fortsatte lige til enden, og til alles forbavselse tændtes da det udslukkede lys på ny af sig selv — , fik han i sinde at gæste de hellige apostles kirke(33 , og særlig var det hans agt af paven at få overdraget det hverv at prædike for hedningefolket i Venderlandet, for at han således ved Guds nåde kunde opnå martyriets palme. Efter nogen tids forløb gav han sig da på vej, som han havde sat sig for, og kom endelig til Romernes stad. Han fik da pave Eugenius(34) i tale og udviklede for ham, hvad grunden var til hans rejse; og da paven hørte hans ønske, tilstod han ham det. Men eftersom det både sømmede sig og stemmede med retfærdighedens krav, at han støttede ham og ved sit apostolske bud avede hans forfølgeres frækhed, skrev han til kirken og brødrene i Viborg og bød dem ved sin apostolske skrivelse at modtage deres hyrde med skyldig ærefrygt og derefter stadig vogte på ham med al ærbødighed, således som det bådede deres evige vel(35).

Efter at de havde hørt dette, blev de angerfulde over, at de uretfærdig havde fordrevet deres hyrde; de erkendte, at provst Simon var sat ind med vold, droge ham for retten og afsatte ham tilsidst ved en retfærdig og billig kendelse. Da de så havde spurgt, at den Guds tjener var vendt tilbage fra sin pilegrimsfærd, henvendte de sig til ham snart ved egne sendebud, snart ved sendebud fra kongen og bisperne, og bad ham ydmygt om at vende tilbage til sine får. Tillige bønfaldt de om, at han med tanken på den guddommelige løn vilde glemme den uret, de havde tilføjet ham, og andet mere.

Tilskyndet ved disse og andre bønner og tillige bundet ved pavens påbud vendte han da tilbage til sine får og undslog sig ikke for på ny at påtage sig arbejdet for dem. Under lykønskninger modtog også kirken sin hyrde med største ærefrygt; og de, der i højeste grad havde været årsag til hans fordrivelse, takkede Gud, fordi han vendte tilbage uskadt og i god behold. Han blev altså genindsat i sit forrige embede, og sørgede derefter for livets føde til sine sønner og betjente daglig de forsamlede Kristi lemmer med alt, hvad der hørte til.(37)

Da han alt var lige ved at fuldende sit løb(38), forlangte han ved Helligåndens åbenbarelse, svag som han var, at føres fra sit leje over i kirken til bøn, og da bønnen var til ende, vendte han tilbage til sit leje, hvor han talte til de hosstående om sin tilstundende hedenfart og om skriftemålets, salvningens(19) og det hellige legemes sakramente, som han nu havde behov. Efter at dette var fuldført, befalede han sin sjæl i Herrens hånd, og således sov han hen, den 27. September, i det vor Herre Jesus Kristus forherligede ham ved kraftige gerninger og undere. Ham tilligemed Faderen og Helligånden være hæder, ære og magt i al evighed.(40)

Her begynder de undere, som vi har erfaret er skete i vor tid, således som vi sandfærdig har hørt det af selve dem, der var tilstede.

En lam mand fra Norge, der holdt bøn ved den hellige mands grav, fik på ny god helsen og tjente længe brødrene ved denne kirke, men drog senere bort, da hans hu stod til munkelivet.

En kvinde, der 20 år havde været blind, fik sit syn igen på den hellige Marcus's og Marcellianus's festdag(41).

En mand, der havde brud på mavesækken, så at hans indvolde hang ned fra deres leje i livet næsten lige til knæerne, blev helbredet den 16. Juni.

En kvinde, der var besat af en ond ånd, blev befriet for denne, en spedalsk helbredet, en lam gjort førlig, og desuden fik seks blinde mænd og kvinder deres syn igen den 17. Juni.

En lam kvinde blev helbredet, og en kvinde, der længe havde været blind, fik sit syn igen. Dernæst blev en spedalsk helbredet, og mange blev befriede fra onde ånder, og såre mange kom sig af forskellige sygdomme. Også Bodils datter, der var lam, blev helbredet(42).

I natten før Herrens himmelfart skete det, at en mand, der i mange år havde været blind, på herlig vis fik sit syn igen, og på den næste dag i samme højtid blev to kvinder atter seende, af hvilke den ene var blind på tiende, den anden på femte år.

Også i Pinseugen, på den anden dag, blev en stum pige helbredet, og en spedalsk blev helbredet og renset. Tillige blev en blind mand fra Sælland seende.

Disse og mange andre undere virkede Herren på grund af denne hellige bekenders fortjenester og forbøn. Derfor skal Han lovprises som en underfuld og barmhjertig Gud i al evighed. Amen!



Noter:

1. Exuperius var navnet på en biskop i Toulouse i 5. årh.; på grund af sin store godgørenhed blev han æret som helgen. Som klerk har Kjeld antaget dette navn. Vi træffe også ellers eksempler nok på, at folk har haft både et kirkeligt og et verdsligt navn (se ovenf. s. 32). Viborg domkapitel har yndet at kalde Kjeld med det kirkelige navn, hvorved man kunde sammenstille ham med hans navne, der allerede var helgen. Men da paven kanoniserede ham som ”Ketilluse (Kjeld), fortrængte dette nordiske navn det fremmede helt.

2. Salme 81,11 (jfr. ovenfor s. 43.)

3. ”Manglen” og ”besidden” (på Græsk ”steresis” og ”hexis” overførte på Latin af filosoffen Bothius som ”privatio, og habitus”) er ifølge Aristoteles den grundmodsætning, som gør sig gældende ved enhver ”art” i verden og rummer i sig alle de modsætninger, der bruges, når man danner artsbegreber. Mellem dem findes der ikke noget: enten har man en ting, eller også har man den ikke. — Det er nu vor forfatters mening, at der ved helgenerne netop er noget ejendommeligt, der bevirker, at denne grundsætning ikke får gyldighed for deres vedkommende: som naturlige mennesker mangler de evnen til at gøre undergerninger, men ved den kraft, Gud giver dem, er de alligevel samtidig i besiddelse af denne evne.

4. Salme 84, 8.

5. Jfr. Hos. 14,6. Jes. 35,1. — Salme 92,13 (Dansk bibeloversættelse anderledes).

6. Der må være ment den lille by Vinninge i Ålum sogn, Sønderlyng herred, lidt vest for Randers.

7. Kjeld blev, som det ses, fra barnsben oplært til at være kirkens tjener. Det var næppe ved Viborg domskole, han fik sin første uddannelse. Den følgende fortælling taler i alt fald imod det.

8. ”De 7 frie kunster” var de forberedende discipliner, der udgjorde den tids latinske, filosofiske, matematiske og musikalske studier. De deltes i ”Trivium” , ”den tredobbelte vej til veltalenhed”, bestående af Retorik, Grammatik og Dialektik. og ”Qvadrivium”, ”den firdobbelte vej til visdom”, bestående af Aritmetik, Geometri, Astronomi og Musik.

9. nemlig som munk eller regelbunden kannik.

10. Luk. 14,33.

11. Eskil var biskop i Viborg i begyndelsen af det 12. årh. Tidligere havde han været kannik i Lund. Han skildres i Roskildekrøniken som en sjælden mand, smuk, lærd og klog.

12. Ved domkapitlerne var der ofte foruden den egenlige præsteskole en skole for drenge.

13. Kjeld har været flittig til at afskrive bøger. Skrivekunsten var meget anset og var jo også det eneste middel til at bevare og mangfoldiggøre litteraturen. Om man tør tro helgenmessen fra Lybek, var der i Slesvigs domkirke flere gudstjenstlige bøger, der hidrørte fra Kjelds hånd.

14. 2 Thess. 3,10.

15. Det var den 20. Okt. 1132, at biskop Eskil blev dræbt. Året før var der i anledning af Knud Lavards mord udbrudt voldsom borgerkrig, og Knuds broder Erik (Emune) havde sat sig i spidsen for det parti, der rejste sig mod kong Nils. Sællændere og Skåninger fulgte ham, men i Jylland havde han ikke kunnet vinde fremgang. Der havde han imidlertid fået en mægtig tilhænger i høvdingen Kristjern Svensøn, og for at støtte ham drog han i 1132 til Jylland, slog undervejs Magnus Nilssøn ved Sejrø og trængte frem til Viborg, hvor han dristede sig til drabet på bispen. Snart efter led han dog et nederlag ved Onsild og måtte vende tilbage til Sælland. Eskil må have været en ivrig tilhænger af Nils, siden Erik ikke bluedes ved at nedhugge ham i en kirke. St. Margretes kirke, hvor han blev dræbt, er Asmild klosters kirke hinsides Viborg sø (påvist af rektor dr. A. Heise); dette nonnekloster hørte under Viborg domkapitel, så at bispen eller kannikerne herfra besørgede gudstjenesten. ”De kanoniske tider er de daglige, lovordnede gudstjenester; af Roskildekrøniken ved vi, at det var ved morgengudstjenesten, Eskil blev dræbt.

16. Denne Sven var broder til ærkebiskop Asser og høvdingen Kristjern og hældede vistnok til Erik Emunes parti. Senere gjorde han sammen med en broder pilegrimsfærd til det hellige land, hvor han døde 1153.

17. Villo, der blev Svens efterfølger som prior eller provst, vides på Viborg domkapitels vegne at have sluttet broderskab med Lunds domkapitel, hvis mindebøger derfor også har optegnet hans dødsdag (3. August). Hvad år han er død, vides ikke ; det må vistnok være omtrent 1145.

18. Ved ”hyrde” menes der provsten eller prioren ved domkapitlet; denne havde nemlig styrelsen af kannikerne.

19. Ved ”klosteret” tænkes der på domkapitlet, der indtil 1440 var et samlag af regelbundne kanniker (Augustinere). Klosteret var indviet til Jomfru Maria.

20. Efter at Erik Lam havde trukket sig tilbage og var død, (1146), optrådte Sven, Erik Emunes søn, og Knud, Magnus Nilssøns søn, som medbejlere til kronen. Sællænderne og Skåningerne valgte Sven, Jyderne Knud, og dermed begyndte den voldsomme fejde, hvis endelige afslutning først blev Valdemars eneherredømme i efteråret 1157.

21. Ved hovedstaden menes Lund, der var ærkesæde og således var landets kirkelige hovedstad. Skulde man tale om en verdslig hovedstad, måtte det derimod blive Roskilde, der kaldes ”de danskes kongeby”. Det omtalte møde synes ikke blot at have virket for fred mellem de to stridende konger, men tillige for korstog mod Venderne. Den store europæiske korstogsbevægelse, der særlig skyldtes Bernard af Clairvaux og gav sig udtryk i 3. hovedkorstog, affødte nemlig også korstog mod Venderne. Sakserne tog sig ivrig af sagen, men også til Danmark sendte paven kardinal Hubald med opfordring til at deltage i toget. Kjeld, der også siden viste iver for kristenforkyndelsen blandt Venderne, har virket derfor, og de to konger opgav for en tid fjendskabet og gjorde begge korstog til venderlandet; men indbyrdes spænding og splid øgede kløften imellem dem, og toget blev resultatløst.

22. Kong Sven og ærkebiskop Eskil.

23. Knud Magnussøn, som rådede i Jylland.

24. Hvad der fortælles om Kjelds godgørenhed, der endog gik så vidt, at han gav sine klæder til nødlidende, stemmer med den ældgamle fortælling om den hellige Martinus, der skar sin kappe i to stykker for at give en tigger halvdelen. — Når det her fortælles, at den syge stakkel pludselig forsvinder, da er meningen, at der er sket noget overnaturligt, der tjener til at forherlige Kjeld. Tanken er vel, at Kristus selv åbenbarede sig i en krøblings skikkelse for at prøve ham.

25. Kannikerne i Jomfru Marias kloster.

26. Her er brugt det latinske ord ”persona”, der ved domkapitlerne brugtes = prælat ɔ: højere embedsmand ved kapitlet. Når kapitlet var et regelbundet kannikekonvent (kloster), som i Viborg og Børglum, var der kun en, der regnedes for prælat (persona).

27. Hvor meget man plejede at give til de fattige, lader sig ikke oplyse. Det var almindeligt, at de fik ¼ af tienden; men denne vedtægt synes ikke at have været gældende for Danmark, og tienden var heller ikke gennemført på Kjelds tid.

28. Matth. 10,16

29. Jfr. Luk. 6,35.

30. Meningen må være, at Kjeld ved at fjerne sig fra kannikerne unddrog dem lejlighed til yderligere at forsynde sig imod ham.

31. Ikke blot hørte Ålborg under Viborg stift, men Vor frue kirke og kloster i Ålborg stod i et særligt afhængighedsforhold til Viborg domkapitel, som havde ret til at indsætte en præst ved kirken, der tillige var prior for klosterets nonner. At Kjeld en tid har været præst i Ålborg, bekræftes af Snorre Sturlesøn, der fortæller om den ulykkelige norske æventyrer Sigurd Slembedjakns begravelse i Ålborg (1139 el. 40) og føjer til, at præsten ved Frue kirke der, provst Kjeld, havde berettet Erik Oddsøn derom.

32. Morgengudstjenesten (matutina) var den sidste af de tre natte-gudstjenester og holdtes før solopgang. Til den sluttede sig ”laudes”, der strakte sig ind i daggryet.

33. Peterskirken i Rom, der var indviet til apostlene Peter og Paulus. Den sidste trængtes efterhånden næsten bort af Peter, der jo var ”apostlenes fyrste.”

34. Eugenius III, pave 1145-53, havde været munk i Clairvaux og Cistercienserabbed i Rom og førte Cisterciensernes hele tankesæt med sig på pavestolen. Bestandig stod han i discipel-forhold til den store abbed Bernard af Clairvaux, der tilskrev ham faderlige formaninger om at være ydmyg i sin høje stilling. Eugenius bidrog meget til at fremkalde det andet hovedkorstog, men selv måtte han i hele sin pavetid døe strid med Romerne, der vilde hævde kommunal selvstændighed og flokkede sig om den begavede, republikansksindede folkeleder Arnold af Brescia.

35. Dette pavebrev om Kjelds genindsættelse haves ikke længer.

36. nemlig den løn, som Gud har forjættet dem, der tilgiver deres fjender.

37. Ved Kjelds ”sønner” forstås kannikerne, som han vejledede i alle forhold. ”Kristi lemmer” er vistnok en betegnelse for hele menigheden.

38. Jfr. 2 Tim. 4,7.

39. Der menes ”den sidste olie”, der brugtes til døende.

40. Kjeld døde i året 1150. Efter al paven havde kanoniseret ham (1188), foretoges det følgende år (11. Juli). en højtidelig skrinlæggelse af den fejrede helgen, der fik sit eget kapel ved domkirkens nordside. Her blev senere (1251) biskop Gunner begravet. Kjelds relikvier blev lagte i et udskåret træskrin, kun 1,5 alen langt, med lueforgyldte beslag; de smalle ender forlængede sig ud i dragehoveder, og i disse var fastgjort forgyldte kæder, hvori skrinet hang. Det ene af disse dragehoveder er kommet for dagen og findes i Nationalmusæet. Skrinet er for øvrigt gået til grunde ved Viborgs brand 1726.

41. 18. Juni.

42. Denne Bodil forudsættes at være læseren kendt; men vi kan ikke oplyse, hvem hun har været.