Sankt Maria den Egyptiskes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Helgensagaer

Sankt Maria den Egyptiskes saga

Mariu saga egipzku

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877

---

Her begynder fortællingen om Maria den Egyptiske

Zosimas og løven begraver Maria den Egyptiske
Fra et fransk 1300-tals håndskrift

1. Der var en gammel mand i det land, der hedder Palæstina — det er i Serkland. Han var sædelig og boglærd. Han hed Zosimas og havde længe levet afsondret; han havde været munk fra sin barndom og hele tiden overholdt munkenes skikke vel. Han var ved sin adfærd blevet så berømt, at mange munke, som var i nærheden — men dog også nogle, som kom længere væk fra — drog hen for at møde ham og lære af ham, hvordan de skulle leve. Han havde uafladeligt Guds ord i tankerne, og også det, som apostlen Paulus siger, at alle mennesker må have en beskæftigelse at leve af, enten ved at tjene Gud eller ved at tjene den verdslige verden. Zosimas blev som barn ført til et munkekloster og var dér i 50 år, efter hvad han selv sagde. Men da de år var gået, fik han det indfald, at han var overbevist om sin egen godhed og mente, at ingen mand var så god som ham, og han sagde til sig selv: »Jeg behøver ingen belæring fra nogen, og jeg tænker ikke, at der findes nogen, der er så god, at vedkommende kan lære mig, hvordan jeg skal leve.« Men da han fik disse tanker, så han en smuk og fornem mand, der stod i nærheden, og denne mand sagde til ham: »Zosimas! Du har gjort det godt med din livsførelse, men du skal ikke tro, at det er tilstrækkeligt. Der er flere veje end dem, du hidtil har fulgt, der fører til Gud, og hvis du ønsker at prøve din afholdenhed yderligere, så forlad du dine frænder og venner, således som patriarken Abraham gjorde, og følg med mig til det munkekloster, der står ved Jordanflodens bred og er viet til Johannes Døberen.« Zosimas tog straks med ham derhen.

Zosimas ankommer til munkeklosteret

2. Og da de ankom, sagde hans ledsager: »Her er det sted, som jeg fortalte dig om. Gå du nu ind i munkeklosteret og se, hvad der foregår.« Zosimas gik derpå hen til klosterporten og bankede på. Og portvagten spurgte, hvem han var. Han svarede: »En mand, du ikke kender.« Manden gik til abbeden og fortalte ham det, og abbeden selv kom til porten og åbnede døren for Zosimas, og så snart abbeden så hans munkeklæder, indså han mandens dyder, og abbeden kastede sig for hans fødder og bad for sig, således som det er deres skik. Og da han rejste sig op, spurgte han den nyankomne, hvor han kom fra, og hvorfor han, så gammel en mand, var kommet til deres fattige sted. Zosimas svarede: »Det er unødvendigt at fortælle, hvor jeg kommer fra, men jeg er kommet her, fordi jeg vil forbedre mig. Jeg har hørt, at I har gode sæder her, og at der er stor barmhjertighed imellem jer, således at enhver, som ønsker at være her, han er nærmere Gud her end andre steder.« Da svarede abbeden ham: »Broder!« sagde han, »— Gud alene kender hvert menneskes dyder, og måtte han lære dig og os at leve efter vores tarv. Enhver må tage sine egne vilkår i betragtning, for den, som gør det bedst, er nærmest Gud. Men hvis du ønsker at være her hos os, så bliv. Den Gud, som gav sig selv for at udfri os, har bragt os sammen.« De faldt derpå begge på knæ og bad, og derefter gik de ind til de andre klosterbrødre.

Om klosterlivet

3. Og da han havde opholdt sig dér en tid, så han, at de vågede hver nat og bad til Gud, og munden stod aldrig stille på dem, mens de bad om barmhjertighed for sig selv og andre. Han hørte dem aldrig tale unyttigt, og de lagde ingen vægt på det, som var forgængeligt. Det eneste, de stræbte efter, var at styre deres legemer bort fra denne verdens lyster. De fik for det meste Guds ord i stedet for mad, men de spiste dog brød og drak vand for at være i stand til at tjene Gud. Men Zosimas trivedes og blev styrket ved sådanne gerninger. Så kom den tid, hvor de plejede at drage fra klosteret og ud i ødemarken for dér at pine sig selv mere end derhjemme — det var i langfasten. Det var skikken dér på stedet, at klosteret året rundt skulle være lukket, medmindre der kom gæster, men der kom få folk, for der var ikke mange, der vidste, hvor dette kloster lå, og derfor fik Gud sit sendebud til at vise Zosimas derhen.

Om munkenes langfaste i ødemarken

4. Om søndagen i begyndelsen af fasten plejede de alle at mødes for at høre messe og modtage corpus domini, og de spiste alle sammen lidt og gik derpå til deres bønner. Siden kyssede de alle hinanden og til sidst abbeden og bad ham bede for dem, at de måtte opnå, hvad de ønskede. Så åbnede de alle portene og gik hver sin vej ud, mens de sang denne salme: Dominus illuminatio mea. En eller to blev tilbage for at passe klosteret og varetage tidebønnerne, men man behøvede ikke bevogte stedets værdier, for der var ingen. Hver af dem medbragte lidt til livets ophold; nogle havde lidt brød, andre figner eller de frugter, der hedder dadler, eller ærter, mens andre ikke havde andet end de klæder, de bar. Og når de blev sultne, spiste de urter eller rødder. Ingen af dem ønskede at møde de andre eller at vide, hvad de foretog sig; hvis en af dem så en af de andre, gik han straks i en anden retning. Sådan tilbragte de hele fasten frem til palmesøndag. Da samledes de og tænkte hver især over, hvad de havde udrettet i denne hellige tid. Ingen spurgte de andre om, hvad de havde bedrevet, for det var deres lov, at alene Gud og de selv skulle vide om det gode, de havde gjort, for de ønskede ikke menneskelig ros. Og munken Zosimas, som da var kommet til stedet, drog også ud alene, og han medbragte også lidt mad. Han vågede så meget, at han aldrig sov, på nær når han blev overmandet af træthed, og da faldt han i søvn på det sted, hvor han var. Nu gik han vidt omkring i skov og ødemark og prøvede at finde hellige steder eller eneboere.

Hvordan Zosimas mødte Maria

5. Da munken Zosimas havde gået i skoven i 20 dage, gjorde han holdt midt på dagen og vendte sig mod øst, for sådan gjorde han ved alle dagens bønner. Men da han så op, så han ud af øjenkrogen noget, der mindede om et menneskes skygge, fare forbi til højre for ham. Han blev skræmt og troede, at det var Djævelens kneb — det kalder vi at se syner. Han signede sig da tre gange og bad Gud om nåde. Mod syd så han en menneskeskikkelse; han var nøgen og kulsort at se på, for hele hans legeme var blevet svedet af solen. Denne mands hår forekom ham at være hvidt som uld og så kort, at det ikke nåede længere ned end til halsen. Og da han så dette, forbavsede det ham, men han blev dog lettet og skyndte sig efter manden. Denne forsøgte ikke mindre hurtigt at slippe bort, men munken satte efter ham og agtede ikke på, at han var gammel og svækket, men løb så hurtigt, han kunne, og så snart han kom i nærheden af den anden, råbte han grædende efter ham og sagde: »Du, Guds træl! Hvorfor flygter du fra mig gamle og syndige mand? Jeg beder dig i Guds navn og for den hengivenhed, hvormed du plager dig selv i denne skov: Vent på mig og tal med mig!« I en dal indhentede han næsten manden; da var han løbet omkring en sø, men så snart han kom til dalen, løb han den modsatte vej. Munken stoppede da og var ikke i stand til at løbe mere, og han sagde igen, mens han græd: »Vent på mig — Guds træl!« Den anden svarede: »Fader Zosimas! Hvorfor forfølger du mig sådan? Hvad vil du mig? Jeg kan ikke tale med dig af blusel, for jeg er en nøgen kvinde. Hvis du vil tale med mig, så tag noget af dit tøj og kast det hen til mig, så jeg har noget på, når vi mødes.« Han undrede sig over, at hun kendte hans navn, når hun ikke havde truffet ham før. Han glædede sig dog og syntes at vide, at Guds barmhjertighed i høj grad fulgte hende. Han tog da et gammelt klædningsstykke af, for han havde ikke et nyere, og kastede det hen til hende og kiggede væk, mens hun tog det på og derefter sagde til munken: »Fader Zosimas! Hvad får dig til at opsøge mig, så syndig en kvinde som jeg er?« Han faldt da på knæ og bad om hendes velsignelse, men så snart han gjorde det, faldt hun på knæ og bad om hans velsignelse. »Fader!« sagde hun, »— det tilkommer dig at gøre dette, ikke mig, for jeg er en kvinde, mens du er en mand og præst og mange gange har stået ved alteret og sunget messer.« Han undrede sig igen over, at hun vidste dette, når hun aldrig havde set ham før eller fået noget at vide om det. Han sagde til hende: »Nu ser jeg, at du er fuld af guddommelig barmhjertighed, siden du kender både mit navn og mit virke.« »Ingen får Guds barmhjertighed for dennesidig overmagt eller hovmod,« sagde hun, »— men snarere ved ydmyghed og retfærdighed — da er mennesket elsket af Gud.« Så gjorde hun, som han bad, og velsignede ham og sagde: »Velsignet er du — Vorherre Gud! — som frelser alle fra Djævelen.« Og han svarede: »Det er sandt!« Derpå rejste de sig begge op, og derefter sagde hun til munken:

Om Maria den Egyptiske

6. »Fader!« sagde hun, »— hvorfor ville du træffe mig, en syndig kvinde?« Han svarede: »Det var ikke mit ønske, men det var snarere Guds vilje, at vi skulle mødes.« »Hvis det forholder sig, som du siger,« sagde hun, »— at det var Guds vilje, at vi mødte hinanden, så fortæl du mig, hvordan det står til i verden med konger og biskopper og lærde folk.« »Søster!« sagde han, »— Gud har skænket sin kristendom god fred. Men nu skal du bede for alle Guds folk og for mig.« Da løftede hun hænderne op over hovedet og påkaldte Gud i lang tid. Zosimas kunne ikke høre, hvad hun sagde, men han så, at hun bevægede munden, og han så, at hun svævede højt hævet fra jorden. Han slog blikket ned ved dette syn og var ikke i stand til at sige andet end dette: »Kyrie eleison.« Og han svedte af rædsel, mens han bevidnede hendes tilstand, for han vidste ikke bedre, end at dette måtte være Djævelens værk, og nu lå han på jorden. Efter nogen tid kom hun ned igen, og hun tog hans hånd og hjalp ham op og sagde: »Fader! Du skal ikke mistro mig — jeg er kristen og en syndig kvinde, som jeg fortalte dig før.« Og hun slog korsets tegn for sin pande og for brystet og sagde: »Måtte den almægtige Gud frelse os fra Djævelen, som angriber os og altid søger at skade os.« Og da han hørte hende sige dette og forstod, at hun kendte hans tanker og ord, indså han, at Gud var med hende, og han kastede sig grædende for hendes fødder og sagde: »Nu beder jeg dig om — ja, jeg befaler dig på Guds vegne! — at du ikke skjuler for mig, hvad der er hændt dig, og hvor længe du har været her, så jeg kan høre, hvor vidunderlig Guds barmhjertighed er, og fortælle andre om sådanne mirakler, for al den visdom, der skjules, og de penge, som ikke bruges, gør ingen gavn for nogen. Jeg beder dig om dette, ikke fordi jeg ønsker, at jeg eller du skal modtage folks ros for det, men snarere for at andre gode mennesker måtte gøre som dig og følge dit gode eksempel. Men jeg véd, at jeg traf dig, fordi det var Guds ønske, at folk kan få at vide, hvad du har bedrevet her.« Og da hun hørte hans ord, åbnede hun sine øjne og så mod himlen og svarede ham: »Åh, broder!« sagde hun, »— det er svært for mig, for det er skamfuldt at skulle fortælle om mit liv. Du ville flygte fra mig som fra den værste giftslange, hvis du hørte om min opførsel og mine onde gerninger. Og jeg gik aldrig til skrifte, men nu vil jeg fortælle om det, selv om det smerter mig. Men bed du Gud om, at han tilgiver mig mine synder.« Han rakte da hænderne mod himlen og bad for hende, mens hun begyndte at fortælle:

Marias fortælling

7. »Jeg voksede op i Egypten og var hos min far og mor i 12 år,« sagde hun, »— og så fik jeg lyste til at fremme alle slags legemlige laster, men det kunne jeg ikke komme til, for mine forældre var fornemme mennesker, og ingen vovede at møde mig dér til skændig adfærd. Så løb jeg hjemmefra og til den by, der hedder Alexandria, og dér levede jeg så skamløst et liv, som en kvinde overhovedet kan — både i Guds og menneskers øjne. Jeg ernærede mig da på den værst tænkelige måde som portkone i 17 år eller noget længere. På denne måde klarede jeg mig, og jeg købte alt det flotteste tøj og bar det, for at flere mænd skulle få mere lyst til mig end til de andre, fordi jeg var meget smuk at se på. Jeg købte den bedste mad og de bedste drikke, for at mit legeme skulle kunne modstå endnu mere glæde og være lysten efter flere synder end før. Jeg var nærmest vågen både nat og dag, hvor jeg på skift enten drak vin eller fremmede legemlige laster med hver en mand, som var villig. Men jeg fandt, at det var alt for få, og der var mange, som jeg ikke krævede penge af, for jeg ønskede at lokke flere og flere til mig. Jeg blev danserinde, og jeg sang, og alt dette havde kun til formål at gøre mænd mere og mere liderlige efter mig, og jeg bedrev syndige gerninger nat og dag. Så kom en sommer. Og det var skik i dette land, at folk sejlede i store flokke til Jerusalem til Korsmesse. En dag så jeg, at mange mennesker gik ned til skibene, og jeg traf da en mand, som skulle af sted, og spurgte, hvor de skulle hen. Og han svarede: ‘Til Jerusalem til det hellige kors.’ Jeg sagde, at jeg ville med, men han spurgte, hvad jeg ville betale for overfarten. Og jeg svarede ham: ‘Intet, såfremt I vil lade mig komme med uden betaling, men hvis I ikke vil det, så tilbyder jeg mig selv.’ Men nu beder jeg om — Zosimas, gode munk! — at jeg ikke skal fortælle dig mere, for dine ører og alle dine dyder vil blive smudset til.« Han blev da bevæget og bad hende vedholdende: »For Guds skyld — søster!« sagde han »— fortæl mig mere, for det vil gavne mange mennesker, hvis de hører den slags.« Og hun fortsatte da sin fortælling: »Den mand,« sagde hun, »— som jeg fortalte dig om før, og som jeg ville have sejlet til Jerusalem med, indså hvilken slags kvinde jeg var, og han gik væk fra mig og lo højt af mig, men jeg gik i en fart ned til stranden, og dér så jeg en mængde mennesker, som fordrev tiden, mens de ventede på deres rejsefæller. Jeg bad dem om at lade mig komme med dem, og så kunne de gøre med mig, som de ønskede. Og de godtog disse vilkår og tog mig med. Derpå sejlede vi ud på havet, og så begyndte jeg at gøre, som jeg plejede: Uanset hvordan havet artede sig, opførte jeg mig, som jeg hidtil havde gjort på alle de mest afskyelige måder. Jeg var ikke skræmt over sejladsen som de andre kvinder. Jeg fremmede mine vederstyggeligheder på den måde, at jeg lokkede alle de mænd, som var om bord — både de gode og de onde — hen til mig. Jeg var som en Helvedes svovlpøl at fortabes i for alle dem, der havde med mig at gøre, og som en musefælde. Det undrede mig, at vi ikke alle sank til bunds på grund af mine synder og forbrydelser, men nu indser jeg, at det forholder sig, som Gud har sagt, at han ikke vil dræbe en synder, men hellere have, at han lever og forbedrer sig. Og da vi kom til Jerusalem, opholdt vi os dér nogle dage inden Korsmesse. I de dage levede jeg så syndigt som dengang, da jeg opførte mig allerværst, og jeg fór rundt i hele byen og forførte alle de mænd, jeg kunne, og jeg drog deres sjæle til Helvede på samme måde som fisk, der vikles ind i et net. Og da det blev Korsmesse, søgte folk i store flokke mod kirken for Guds skyld, og alle ville ære ham. Og drevet af min synd og manglende tro sluttede jeg mig hurtigt til deres flok, for at så mange som muligt skulle se mig. Så kom vi frem til kirkedøren, og alle gik ind på nær mig, for jeg kunne ikke komme ind. Dette undrede mig, og jeg blandede mig i trængslen af mennesker og troede, at folk ville skubbe mig ind sammen med sig, men det nyttede ikke noget, for de gik allesammen ind, men jeg var ikke i stand til at komme ind.«

Om dronning Maria

8. »Og efter at have prøvet at komme ind i kirken på denne måde i så lang tid, at jeg var blevet så udmattet, at jeg ikke orkede at prøve mere, gik jeg hen til et hjørne af kirken udenfor, og jeg kom da i tanker om, hvad der kunne være skyld i, at jeg ikke kunne komme ind i kirken som alle de andre kristne. Jeg indså da, hvad jeg havde gjort, og at Gud afviste mig, fordi jeg var værre end alle andre mennesker. Jeg begyndte da at græde inderligt, og jeg slog mig på brystet, men så fik jeg øje på et billede dér, hvor jeg stod, som forestillede Vorherres moder Maria. Så påkaldte jeg billedet dybtfølt og med grædende øjne og tungt hjerte, for først da gik det op for mig, hvad jeg havde bedrevet. Og jeg sagde: ‘Jeg beder til dig — hellige jomfru Maria! — som fødte Guds søn til denne verden; jeg véd, at jeg ikke er værdig til at henvende mig til dig på grund af alt det onde, jeg har begået, men jeg beder dig — Guds moder! — om din hjælp, for jeg véd, at Gud kom til denne verden i menneskeskikkelse, fordi han ønskede, at syndere skulle angre deres misgerninger og gøre bod for dem. Nu påkalder jeg dig — himlens og jordens herlige dronning! — for tredje gang og beder om, at du giver mig lov til at gå ind ad døren, som jeg ikke kunne komme ind ad før, til det hellige kors for at bøje mig for det i lighed med de andre. Og hvis du vil tillade mig dette, så lover jeg, at jeg aldrig igen skal bære mig ad, som jeg har gjort hidtil. Og så snart jeg kommer ind til korset, så vil jeg give afkald på denne verden og alt, hvad der hører til den, og jeg vil drage til et sted, hvor jeg kan straffe mig selv for min upassende adfærd og den synd, at jeg ikke var gudfrygtig. Desuden beder jeg dig — for fjerde gang, hellige Maria! — om den ære og hælp, som du yder alle kristne mennesker, og om at du borger for mig hos Vorherre.’ Siden prøvede jeg igen og gik hen til kirkedøren sammen med de andre mennesker, og jeg gik ind og blev ikke skubbet ud, men snarere presset ind i kirken. Da blev jeg så glad, at jeg nærmest mistede forstanden, fordi jeg kunne komme ind til det, som mine synder tidligere havde holdt mig ude fra, og jeg underkastede mig da fuldt og fast Gud. Og så snart jeg stod foran korset, faldt jeg på knæ. Da traf så god en duft mine næsebor, at jeg aldrig før har fornemmet noget så godt, og da indså jeg Guds storhed. Da jeg siden gik derfra og tilbage til billedet, faldt jeg på knæ og sagde: ‘Du har været mig nådig — hellige Maria, dronning over alle dronninger! — og på grund af din godvilje kom jeg ind i den hellige kirke og kunne se Guds storhed. Nu vil jeg derfor prise den almægtige Guds søn, som hører alle syndige menneskers angren. Og nu beder jeg dig om at vise mig vejen til at blive forsonet med min skaber og dig — salige jomfru Maria! — og alle Guds helgener.’ Og så snart jeg havde sagt dette, hørte jeg en stemme, som sagde til mig: ‘Drag du over Jordanfloden, så finder din sjæl god fred.’ Da sagde jeg til billedet: ‘Glem mig ikke — du, min dronning! — men pas altid på mig, hvor end jeg færdes.’ Derefter forlod jeg kirkegården, og da kom en mand hen til mig og gav mig tre sølvmønter. Og for dem købte jeg tre brød, og jeg spurgte manden, hvordan man kom til Jordanfloden, og han viste mig på vej. Jeg forlod derpå grædende byen. Det var ved morgenmadstid, men ved solnedgang kom jeg til det kloster, som du er i. Men så snart jeg ankom, gik jeg ned til floden og vaskede mit ansigt og mine fødder. Jeg gik derpå ind i kirken og modtog corpus domini og var dér om natten, og jeg spiste et halvt brød af dem, som jeg købte i Jerusalem, og dertil drak jeg vand fra Jordanfloden.«

Marias liv som eneboerske

9. »Dagen efter gik jeg alene derfra, og jeg krydsede floden, og jeg bad den herlige dronning Maria om, at hun skulle vise mig ad den vej, hvor jeg kunne vågne til live efter den død, som mine synder havde trukket mig ned i. Jeg kom da til en stor og tæt skov med høje træer. Jeg har siden holdt mig væk fra og undgået andre mennesker, og her har jeg bedt Herren om barmhjertighed.« Da spurgte Zosimas: »Hvor længe har du været her?« Hun svarede: »Jeg har tilbragt 47 år her, siden jeg forlod Jerusalem.« Han spurgte: »Hvad har du levet af al den tid?« »Jeg havde,« sagde hun, »— ikke mere med hertil end to brød og det halve, som jeg levnede i munkeklosteret. Og disse brød blev hårde som sten, men jeg levede af dem i nogle år.« Zosimas sagde: »Var det svært for dig at leve på anden vis, end du hidtil havde været vant til?« Da svarede hun: »Hvis jeg tænkte på alle de lidelser, som jeg har udholdt her, og det syndige liv, som jeg levede før, så frygter jeg, at jeg ville længes tilbage til den verdslige verden, men da måtte jeg til gengæld på ny straffe mig selv her i denne verden.« Han svarede: »Søster!« sagde han »— skjul ikke for mig, hvordan dine vilkår har været.« Hun fortsætter da sin fortælling:

Om Maria den Egyptiske

10. »Jeg var i denne skov i 17 år, mens jeg havde mange lyster, og jeg tænkte på både mad og tøj og drikke og al den morskab, jeg havde haft, siden jeg blev optaget af mænd. Men så snart jeg drejede tankerne hen på, hvordan jeg havde bedt til den hellige Maria, og hvordan hun havde forbarmet sig over mig, da græd jeg og angrede, og jeg bad hende inderligt om ikke at glemme mig, men hellere passe på mig og lede disse onde tanker og minder om mine syndige gerninger bort fra mig. Men mens jeg bad disse bønner, blev jeg omgivet af et kraftigt lys, og efter nogen tid tænkte jeg allermest på den verdslige verden, men jeg brændte over det hele, som om flammer spillede mod min krop. Og da jeg begreb, hvor alvorligt det stod til for mig, faldt jeg til jorden, og jeg påkaldte den salige Maria, og jeg lå i bøn hele den dag og natten med, mens lyset skinnede på mig, for dermed fulgte Guds og Vorherres moder Marias barmhjertighed, som vækkede mig fra disse onde tanker. Disse fristelser plagede mig i alle 17 år, men da de var gået, stod den hellige Maria mig nærmest af alle hjælpere, både når jeg sov, og når jeg var vågen. Da spurgte Zosimas: »Fik du ikke siden brug for mad eller tøj?« Hun svarede: »Jeg havde to et halvt brød med, da jeg krydsede Jordanfloden, og dem spiste jeg af i 17 år, men fra da af og til nu har jeg levet af urter og rødder. De klæder, jeg bar, da jeg kom hertil, er slidt op og borte, og siden har jeg været udsat for streng frost og kulde om vinteren og hede om sommeren. Men derefter kom Guds nåde til mig, og den har frelst både mit liv og min sjæl fra alle farer, og hver gang jeg nu mindes det syndige liv, jeg levede i den verdslige verden, så glæder og fryder jeg mig. Jeg ønsker nu og forlader mig på Vorherres godhed. Guds ord er min føde og mine klæder, således som han selv har sagt det, at mennesket ikke skal leve af brød alene, men af de ord, som kommer fra Guds mund, og bøgerne fortæller, at den mand, som tager syndens klæder af, han skal tage sten og bruge som tøj — det er at forene sig med Kristus selv.«

Zosimas vender hjem til klosteret

11. Da Zosimas hørte, at hun henviste til de lærdeste værker, spurgte han hende: »Kender du salmer, eller har du læst bøger?« Hun svarede: »Tro mig — gode mand! — siden jeg gik fra Jordanfloden, har jeg ikke mødt levende skabninger eller andre mennesker end dig. Jeg har aldrig læst en bog, og jeg har aldrig hørt noget fra de hellige skrifter. Men den hellige, levende Gud prædiker igen og igen visdom for alle. Nu har jeg,« sagde hun, »— fortalt dig alt, hvad der er overgået mig, og jeg beder dig derfor om, at du beder til Gud for mig, så længe du lever.« Han faldt da grædende på knæ og sagde: »Velsignet er du — Gud! — som udretter så mange store og vidunderlige mirakler, at ingen formår at tælle dem.« Hun tog derpå hans hånd og rejste ham op og sagde: »Broder! Jeg vil bede dig om, at du ikke fortæller nogen om mig, så længe jeg lever. Men far du nu af sted med Guds fred! Lad os mødes næste forår ved denne tid, men jeg beder dig om, at du ikke drager ud fra jeres kloster, således som jeres skik og lov ellers byder.« Og han undrede sig, da han hørte, at hun kendte til alt, hvad de foretog sig, når ingen havde fortalt hende om det. Da priste han Gud med både mund og hjerte. Da sagde hun videre til ham: »Bliv du hjemme i munkeklosteret, når langfasten kommer, for Gud ønsker ikke, at du drager ud sammen med brødrene, som I plejer, men vent til skærtorsdag. Kom du da til Jordanfloden og medbring Vorherres legeme og blod og vent på mig på den side af floden, som du kommer til. Så vil jeg modtage corpus domini, for det har jeg ikke gjort, siden jeg fik det i munkeklosteret. Og jeg har valgt skærtorsdag, fordi Vorherre på denne dag gav apostlene sit legeme og sit blod. Men når du kommer hjem, så sig til jeres abbed Johannes, at han skal sørge godt for alle sine munke og revse dem for deres misgerninger, for det har de behov for. Bed for mig!« sagde hun. Og derpå forsvandt hun for ham ind i skoven, hvor denne var tættest. Han knælede da i bøn og kyssede jorden dér, hvor hun havde stået. Derefter rejste han sig og vendte hjem og var hjemme det næste år, men nat og dag var hun altid i hans tanker.

Om munken Zosimas

12. Så kom den tid det følgende forår, hvor brødrene havde for skik at drage ud i skoven, og den første søndag i langfasten forlod de syngende klosteret, som de plejede. Men Zosimas var syg og kunne ikke gå med dem. Da kom han i tanker om, at denne kvinde, som han traf i skoven, havde sagt til ham, at han ikke ville kunne følge dem, selv om han ønskede det. Men ikke længe efter bedredes hans sygdom. Og da det blev skærtorsdag, tog han et lille bæger og kom corpus domini deri. Han tog også den frugt, der hedder daddel, som vokser på et palmetræ, og figner og udblødte ærter og drog dermed ud til floden. Dér satte han sig og ventede på den kvinde, som han havde mødt i skoven. Men hun kom ikke, og han så ofte hen mod skoven, mens han ventede på hende. Tiden faldt ham lang, og han tænkte, at enten havde hun været der og var gået igen, eller også var det hans synder, der var skyld i, at hun ikke kom. Dette bekom ham ikke vel, og det påvirkede ham så meget, at han så mod himlen og sagde: »Herre! Lad mig nu træffe denne kvinde, som jeg gerne vil.« Men nu blev han bekymret over, at hun ikke ville være i stand til at krydse floden, for der var hverken en bro eller et skib. Og mens han nu havde det så slemt, kom denne hellige kvinde til den modsatte side af floden. Og da han så hende komme, sprang han straks op og blev så glad, som man overhovedet kan blive, og han priste Gud af hele sit hjerte, men overvejede, hvordan hun ville komme over floden. Men hun gik ned til floden og slog korstegn for sig og gik over vandet og hen til ham, som var det over tørt land. Og da han bevidnede hendes forunderlige gang, faldt han på knæ foran hende. Men hun råbte til ham: »Hold op — broder Zosimas!« sagde hun, »— og gør ikke sådan, for du er præst og har Vorherres legeme med dig.«

Om Zosimas og Maria

13. Hun kom da hen til ham og sagde: »Velsign mig — fader!« Han blev bange og svarede: »Velsignet er du — Gud! — for nu har jeg fundet det, som jeg ledte efter.« Hun sagde da: »Zosimas! Syng du pater noster og credo in deum, før du giver mig corpus domini.« Hun gav ham da et fredskys og modtog derpå corpus domini, og hun rakte hænderne mod himlen og sagde: »Herre! Nu skal du lade din tjenerinde fare bort i fred, for nu har jeg set min frelser. Men gå du nu — broder Zosimas! — i god behold, men husk på det, som jeg har fortalt dig, og kom på samme tid næste forår til det sted, hvor vi mødtes sidst. Jeg beder dig inderligt i Guds navn om, at du kommer dertil og finder mig på den måde, som Gud vil.« Han bad hende om at spise noget af den frugt, han havde medbragt til hende. Hun tog tre ærter og spiste dem og sagde: »Vi har rigeligt mad i Guds barmhjertighed, såfremt vi formår at følge hans vilje.« Så bad hun Zosimas om det samme som tidligere: »Husk mig — fader! — i dine bønner.« Han svarede: »Jeg skal gøre, som du byder mig. Men du skal gøre det, som mange har behov for, og bede for alle de lærde mænd og kongerne og alle kristne mennesker og for mig syndige mand.« Efter de havde sagt disse ord, velsignede hun Jordanfloden med et korstegn og gik derpå over floden uden at få våde fødder. Og Zosimas vendte hjem, men han havde det så dårligt, at han ikke vidste, hvad han skulle stille op, for han havde ikke spurgt om hendes navn.

Zosimas begraver Marias lig

14. Og da han havde været hjemme i 12 måneder, drog han ud i skoven, som det var deres skik, og han tog vejen hen, hvor de mødtes første gang. Men da han kom til skoven, tænkte han på, om han mon kunne finde hende. Det bekymrede ham, da han ikke så noget til hende, og han sagde, mens han græd: »Almægtige Herre! Vis mig din barmhjertigheds lønlige pragt, som du har skjult her i skoven. Jeg beder dig igen — Herre! — om, at du nu viser mig din legemliggjorte engel — den, som den verdslige verden ikke fortjener at se eller at følge.« Og mens han bad, kom han til den dal, hvor de mødtes første gang, og dér så han hende ligge død, men hendes hænder og fødder og også hovedet var lagt, som man plejer at gøre med døde mennesker. Hendes ansigt var vendt mod øst. Han skyndte sig at gå hen til hendes lig, og han faldt på knæ og kyssede hendes fødder, men vovede ikke at gå tættere på end det. Han sang da ligsang og sjælemesse for hende og tænkte, at han gerne ville begrave hendes lig, hvis han turde, men han frygtede, at det ville mishage hende, hvis han gjorde det. Og mens han overvejede dette, så han, at der var skrevet bogstaver ved hendes hoved, og der stod, at den gode munk Zosimas skulle begrave Maria og bede for hende på dette sted, og at hun døde på den fjerde nonasdag i den måned, der hedder april. Han blev meget glad, da han fandt ud af, hvad hun hed, og han blev derved også klar over, at hun var død på den samme dag, som han gav hende corpus domini, og i den samme time, som de var skiltes, men dog i denne dal, hvor han både havde mødt hende i live og fundet hende død. Det havde taget ham 20 dage at gå så langt, som hun havde gjort på en enkelt time, før hun forlod denne verden og fór til Gud. Det bekymrede ham nu, hvordan han skulle få gjort, som skriften påbød ham, for han havde ingen graveredskaber. Men midt i bekymringerne fik han øje på et stykke træ, som lå ikke langt fra ham, og han tog det og brugte det til at grave med, men han kom ingen vegne, både fordi jorden var hård, og fordi han blev træt, og han satte sig ned, for han var svækket af alderdom og fordi han fastede. Han så da en stor løve nærme sig, og den gik hen, hvor liget lå, og snusede til den hellige kvindes fodspor og kyssede alle de steder på jorden, hvor hun havde trådt. Og Zosimas blev bange, da han så dyret, men han kom i tanker om, at hun havde fortalt ham, at før de mødtes, havde hun aldrig truffet dyr eller levende skabninger i denne skov, som hun var kommet til. Han tog nu og signede sig med det hellige korstegn og mente, at på grund af den gode kvinde, som lå død dér, ville dette dyr ikke volde ham ondt. Og dyret tilkendegav, at det havde fredelige hensigter. Da sagde han til dyret: »Denne hellige kvinde bad mig begrave hende i jorden, men det kan jeg ikke overkomme på grund af min alder, og jeg har heller ikke, hvad der behøves for at gøre det. Nu byder jeg dig i Guds navn, at du hjælper mig og graver en grav til hende med den styrke, som Gud har ladet dig få.« Hun bar de klæder, som han gav hende ved deres første møde. Løven tøvede ikke, men gravede hende en grav, som var passende bred og dyb og lang nok. Derpå trådte den hellige munk Zosimas til og lagde hende ned i denne grav. Derefter afsluttede han ligsangen, og dyret fyldte graven med jord. Siden gik løven tilbage til skoven så fredeligt som et lam. Zosimas gik hjemad og priste Gud, og da han kom hjem, skjulte han ikke for sine munkebrødre, hvad han havde set og oplevet til Guds berømmelse. Og da de hørte dette, priste de Gud og glædede sig over de mirakler, som Gud havde udrettet for syndige mennesker, og de holdt med stor glæde sjælemesse til minde om hendes død. Og Johannes, som var abbed, indså, som hun havde sagt til Zosimas, at der var mange af hans munke, som blev straffet for mildt, og således fik man bevis for hendes ord. Men Zosimas levede et ærværdigt liv og blev 100 år gammel, mens han priste og tilbad Gud, som er barmhjertig mod alle de mennesker, som udfører hans vilje. Lovet og priset og æret være én Gud i treenighed i al evighed. Amen.

---

Noter: