Savanguak (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

108. Savanguak

(Fortælling fra Kangamiut i Sydgrønland)

I Nærheden af Kangerdlugsuatsiak boede en Mand ved Navn Niumak, hans Kone hed Kujapigak og de havde en Søn, hvem de gjerne vilde skaffe en Hustru. Niumak havde fra Ungdom af hverken holdt af Sang eller af Dands. Naar der var Dands, lod han som om han slet ikke saae det; derimod pleiede han strax at komme frem, naar de prøvede Kræfter. Selv naar de alle vare imod ham, kunde de dog ikke trække Remmen fra ham, naar de nemlig prøvede Armkræfter ved at trække i begge Ender af en Rem med Haandtag af Træ. Paa samme Maade brugte de ogsaa at slaae paa hverandre med en knyttet Næve, og den som først viste Tegn til Smerte, havde tabt. Naar de ikke havde andre Maader at prøve Kræfter paa, pleiede de at fastgjøre en lille Kugle af Træ i hver Ende af en Rem, og at holde Kuglen fast med deres Bagdeel. Den som kunde trække Remmen til sig, var den vindende. Engang da de saaledes havde været sammen med Beboerne af Kangerdlugsuatsiak, tog Niumak en af disses Piger, ved Navn Savanguak til Hustru for sin Søn, og holdt meget af denne Svigerdatter. Om Sommeren gik han engang ene i Kajak til Mundingen af Kangerdlugsuak, og da han steg paa Land, saae han et Skib komme seilende ind imod Landet. Niumak skyndte sig ned i sin Kajak og roede ud. Da han kom til Siden af Skibet, saae han Trappen hænge ned, men ikke et Menneske. Han raabte, men der var ingen, som svarede. Derpaa steg han ud af Kajakken, krøb op paa Dækket og gik ned i Kahytten; men da han heller ingen Mennesker fandt der, gik han atter op omkring paa Dækket, og han bemærkede, at Roret var istykker og at Mandskabet havde forladt Skibet, uden at tage Seilene ned. Han forblev ombord indtil han var dreven med Skibet ind imellem nogle Smaaøer, hvorpaa det kom paa Grund, og han roede hjem i sin Kajak for at hente en Baad. Da han atter kom ud til Skibet med sine Folk, toge de Ophold paa samme og fandt, at Lasten var ganske urørt. De kjendte næsten intet til Kavdlunakkerne dengang, skjøndt de vel havde seet Hvalfangere. Da de kom ned i Kahytten, fandt de saadanne Perler, som de pleiede at faae fra Hvalfangerne; de toge dem og bleve paa engang rige. Derpaa gik de ogsaa ind og undersøgte Lasten, men de kjendte aldeles ikke de Fødevarer. Efter at have taget en stor Tønde op paa Dækket og slaaet Bunden ud, var den fuld af et Slags Perler uden Huller; det var nemlig graae Erter, og de styrtede dem i Søen. En anden Tønde fik de op, og da de havde aabnet den, var den fuld af fiint Sand; idet de hældte det ud, støvede det rundt omkring — det var nemlig Meel. Saaledes bleve de ved, og fik blandt andet en Tønde op, som de troede var fuld af Tran, men da de hældte det ud, var det ganske sort, — det var nemlig Sirup. Senere da de oftere kom til Hvalfangerne, lærte de slige Varer at kjende. De gik derpaa atter ned i Kahytten og samlede alle de rigtige Perler, som de kunde finde, og da blev Savanguak rigtig rig, thi alle de smukkeste Sager, som de fandt, gave de hende. Men da der ikke var mere at finde, toge de Seilene ned og brugte dem indvendigt i deres Telt.

Senere hen, da Savauguak havde faaet Børn, kom der engang tilreisende Sydlændinge, som Niumak optog i sit Huus. Først paa Vinteren døde Savauguaks spæde Barn, hvorover der var stor Bedrøvelse. Hendes Mand var en udmærket Fanger. Engang, da Dagene længedes og han var gaaet paa Besøg til Kangerdlugsuatsiak, gjorde Sydlændingenes gamle Kjærling Nar af Savanguak, idet hun viste sit Barnebarn frem for hende, medens de andre ikke saae derpaa. Derover fik Savanguak Mistanke. Paa den Dag, da hendes Mand ventedes tilbage og alle Kajakkerne vare ude, bragte hendes Svigermoder, Kujapigak, sine Bundter af Rensskind ind i Huset, for at eftersee dem. Medens de alle havde Opmærksomheden henvendt paa dem, gik Savanguak udenfor, for at trække frisk Luft. Medens hun var ude, sagde Kujapigak til Børnene: »gaaer ud at see efter eders Svigerske.« Børnene sagde, »at hun stod udenfor Huset;« men da hun blev længe borte, gik de omsider alle ud for at see efter hende. Ved at følge hendes Spor, kom de over en Bakke og fandt hende liggende paa Bunden af en Indsø. Da de saae hende, var der ingen som kunde tage hende op, men i det samme bemærkede de Niumak, som kom i sin Kajak ude fra Søen. Ingen turde kalde paa ham, men da han fattede Mistanke, kom han hen til Strandbredden og da han saa vendte sig til dem, var der en iblandt dem, som raabte: »din Svigerdatter ligger død her i Indsøen.« Niumak steg paa Land uden at sige et Ord, tog den Døde op og søgte at oplive hende; men da det var forgjæves, lod han dem bære hende overland til Huset, medens han selv roede dertil i sin Kajak. Da de havde bragt hende ind, bragte de alle deres Sager ud af Huset. Fordum brugte man nemlig denne Skik, naar der fandtes Lig i Huset. Netop paa samme Tid kom Savanguaks Mand, Taratsok, roende og raabte, »at han havde fanget en Hvidfisk.« Men da han lagde til Land, kom ingen ud, undtagen Tjenestepigen; hun gik ned til ham, uden at sige et Ord. Da han mærkede dette, sagde han, at hun skulde trække hans Kajak op paa Landet. Hun adlød sin Huusbonde, men hun trak hastigt, uden Forsigtighed. Da hun aldrig pleiede at gjøre saaledes, saae han smilende paa hende, men hun besvarede ham ikke. Først da han var kommen op paa Landet, kom hans Fader ham imøde, og fortalte at hans Kone havde dræbt sig selv ved Drukning. Uden at tage sin Pels af, gik han hastig ind i Huset, hvorpaa han og Faderen gik frem og tilbage paa Gulvet og talte om, hvad hendes Bevæggrund kunde have været. Imidlertid hvidskede nogle af de andre til hverandre: »nu ere vi færdige med vor gamle Kjærling,« men de hørte det slet ikke, og vedbleve at gaae frem og tilbage til langt ud paa Natten, og da de ikke kunde udfinde Aarsagen, udbrøde de i Jammerklager. Imidlertid sad den gamle Kjærling og spiste Mattak, skjøndt de andre græd.

Nogen Tid derefter blev der sammesteds født et Pigebarn, som blev kaldet Savanguak efter den Afdøde. Engang fortalte Huusfællerne til Niumak, at den gamle Kjærling havde spottet over Barnets Navne; han svarede intet dertil, men begyndte dog at tænke paa Hævn. Da Savanguaks lille Navne kunde begynde at gaae lidt, skjændte den gamle Kjærling engang paa Barnet; strax reiste Niumak og hans Søn sig og sagde: »endelig erfare vi da, at hun er den skyldige.« Med det samme greb Niumak en Spand, der stod fuld af Vand med Iisstykker i, hældte dens Indhold ud over den nøgne Kjærling og kastede Spanden ud af Vinduet. Da de andre Sydlændinge bleve siddende roligt, uden at sige noget, greb han ligeledes Brixebræderne under dem og løftede dem op, saa at de faldt baglænds over, hvorpaa han ligeledes kastede Bræderne ud af Vinduet. De slæbte derpaa alle deres egne Eiendele ud af Huset, forlode deres slette Huusfæller, og flyttede til Kassigisak. Medens de opholdt sig her, kom der flere til dem fra Omegnen og leirede sig der. Blandt andet fortælles der ogsaa at Habakuks Forældre fra Kangerdlugsuatsiak dengang stode i Telt ved Kassigisak, og ventede paa at Sælhundenes Træk skulde begynde. Der siges, at Habakuk dengang var et ungt Menneske, og at han roede nordefter, jagende en Fjordsæl, og da han havde fanget den og lagt den ovenpaa Kajakken, saae han en fremmed Baad komme, alene roet af Mandfolk. Han kom hen til dem, men roede ved Siden af dem og vilde af Undseelse ikke tiltale dem, indtil deres gamle Kjærling, ved Navn Ajugausak, tog til Orde: »vi ere nær ved at sulte ihjel, giv os lidt Kjød af din Sælhund; vi boede paa Sarkak, hvor vore Huusfæller ere sultede ihjel, hvorfor vi ere dragne denne lange Vei her sydefter, uden endnu at have trukket vor Baad paaland. Vor Reisemad har bestaaet i halvkogte Baade-skind.« — Da hun talte saaledes, kom Habakuk hen til Baaden og sagde: »velan! tager Skindet med Spæk paa og Leveren af min Sælhund.« Derpaa toge Folkene i Baaden fat paa Sælhunden, men de formaaede ikke at hale den op til sig, paa Grund af lutter Afkræftelse, førend Habakuk løftede den nedenfra. Deres gamle Kjærling skar den op, og da de havde faaet hver en Bid af Spækket, sagde de, at det var nok, hvorpaa de fulgtes med Habakuk til Kassigisak. Da de kom paa Land, satte man strax Mad for dem, men de spiste først kun ganske lidt og lagde sig saa til at sove, idet de bade deres Gamle om at tænde Lampen. Da hun havde lagt Spæk i Lampen, men manglede en Lampepind, sagde hun: »aah! saadan en Ting længtes jeg efter at see, og saa brugte hun sin Pegefinger til at røre om i Lampen med.« — Imidlertid kom de Reisende til Kræfter igjen ved at faae Føde; de pleiede at falde i Søvn, medens de sadde og spiste, og strax naar de vaagnede, begyndte de at spise igjen. Tilsidst bleve de ordentlig fede, og kunde neppe faae deres Støvler paa. Medens de endnu opholdt sig paa Pladsen, begyndte Sælhundene at trække langs Kysten, og Ajugaussaks Sønner fangede ogsaa godt. Men de gjorde sig snart færdige til at reise videre sydpaa. En Kajakmand var netop ifærd med at gaae paa Fangst, da de ladede deres Baad, og da han hørte dem istemme en Sang, idet de roede bort, gik han til dem og holdt sig fast ved Baaden, idet han fulgte et langt Stykke sydefter for at lære deres Sang. Først istemmede den forreste, som efterat have endt stødte til den næste, og saaledes videre.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 296-299.