Seent fyldes Præstesækken
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Seent fyldes Præstesækken
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der var engang en ung og haabefuld Mand, som fattede Kjærlighed til en Pige og beilede til hende, men hun gav ham kort og godt Afslag. Herover blev Manden meget sorgfuld og gik ofte ad eensomme Veie. En Dag vandrede han igjen alene derude rundt omkring, uden at vide hvorhen. Da kom der pludselig en Mand til ham og hilste paa ham. Beileren besvarede neppe Hilsenen, men det forekom ham da heller ikke, som han skulde kjende Manden. Den Fremmede var venlig imod ham; han vidste, sagde han, at han var bedrøvet og hvorfor han var det, men nu skulde han nok sørge for at Pigen, som ikke vilde have ham, fik ligesaa megen Lyst til ham, som han til hende, hvis han kun gav ham det Løfte, at ville tjene ham efter et Aars Forløb. Derefter skiltes de, og Frieren gik hjem. Nogen Tid derefter traf han Pigen ved Kirken, og da var hun bleven heel anderledes imod ham, end hun var før, og vilde nu gjerne i Kast med ham. Han derimod trækker sig snarere lidt tilbage, for han mener, at dette maaskee er Drilleri fra hendes Side, men snart kom han dog efter, at det var hendes ramme Alvor. Saaledes gik det da, at han fik hendes Ja og ægtede hende, og de levede i Fryd og Gammen med hinanden.
Det led henimodet Aar fra den Dag, han traf Manden, som havde hjulpet ham til at faae Pigens Ja, og han begyndte at blive tungsindig ved Tanken om, hvo det havde været. Da der var en Maaned tilbage til Korsmisse, gaaer han hjem til sin Præst, fortæller Ham, hvorledes Alt er gaaet til og beder ham om et godt Raad. Præsten siger, at han for seent har underrettet ham herom; thi den Ubekjendte, med hvem han afsluttede denne Pagt, var ingen Anden, end Fanden selv. Det løb nu Bonden koldt ned ad Ryggen, og han bad sin Præst desto ivrigere om Bistand. Præsten var da ogsaa redebon hertil og sammenkaldte strax en stor Mængde Mennesker, som alle bleve satte til Arbeide; han lod dem nemlig udhule en stor Høi og bære al Mulden bort, og tilsidst lod han dem gjøre et lille rundt Hul oppe igjennem Midten af Høien. Da dette Arbeide var færdigt, havde man naaet Korsmisse. Præsten tog da en Tversæk af Skind, tog begge dens Endestykker bort, men satte et Korsmærke i den ene Ende, og anbragte derefter Sækken i Hullet oven paa Høien, saa at den ragede op som en Skorsteenspibe, men Korsmærket var i den Ende af Sækken, der vendte nedad. Siden siger han til Bonden, at han skal vente paa sin Modpart deroppe paa Høien og sætte ham de Vilkaar, at han fylder Tversækken med Penge, uden Fortræd for Nogen, før han drager i hans Tjeneste, hvis ikke, skal han have tabt sin Ret til ham. Præsten forlader Bonden , men denne gjør, som Præsten har sagt ham. En Stund derefter kom Manden, med hvem han havde afsluttet Pagten, men nu var han ikke saa venlig, som forrige Gang. Bonden siger til ham, at han har glemt sidst at bede ham om Noget, som ikke er af stort Værd for ham, men er af en saa stor Vigtighed for sig, at han ikke kan tiltræde sin Tjeneste, uden at den Bøn bliver opfyldt. Fanden spørger, hvad det er, og den Anden svarer, at det kun er, at fylde denne Tversæk med Sølvpenge , uden Fortræd for Nogen. Fanden seer til Sækken og mener, at det er han nok Mand for at uflføre, gaaer bort, men vender efter en liden Stund tilbage, dragende efter sig et stort Læs, hvorfra Søvandet drypper. Derpaa kaster han af Læsset ned i Sækken, som bliver ved at være lige tom. Han gaaer da anden Gang og vender tilbage med et endnu større Læs, som han ligeledes styrter i Sækken, men den bliver alligevel ikke fuld. Saa gaaer han afsted tredie Gang og hidslæber nok et Læs, det største af dem alle; ogsaa disse Penge øser han ned i Sækken, men det gaaer paa samme Viis. Saa gaaer han afsted for fjerde Gang og henler et Læs, der er det allerstørste af dem alle; ogsaa disse Penge hælder han ned i Sækken, men alligevel høiner det ikke i den. Da bliver Fanden underlig tilmode og siger, idet han forlader Manden: »Seent fyldes Præstesækken«.
Manden blev, som var at vente, saare glad tilsinds over at slippe fri for at tage Tjeneste hos Fanden, og saasom han fandt, at han kunde takke Præsten meest herfor, deelte han Pengene lige mellem ham og sig; men Fanden saae efter den Dag hverken ham eller Pengene. Manden blev en rig Mand hele sin Levetid, og hverken han eller Præsten manglede nogensinde Penge.
