Sigdriva eller første Brynhildskvad (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

26. Sigdriva
eller første Brynhildskvad

Sigurd red op paa Hindfjæld, og stævnede mod Syd til Frakland; paa Fjældet saae han en stærk Lysning som af en flammende Ild, der straalede mod Himlen; men da han kom til Stedet, stod der en Skjoldborg med oprejst Banner. Sigurd gik ind i Skjoldborgen og saae, at der laae en Mand og sov i fuld Rustning. Først tog han Hjælmen af Hovedet paa ham, og da saae han, at det var en Kvinde. Brynjen var saa fast, som om den var groet til Kjødet. Da slidsede han Brynjen op med Gram fra Hovedaabningen og heelt ned efter, og ligeledes begge Ærmerne. Derpaa tog han Brynjen af hende, men hun vaagnede, satte sig op, saae Sigurd, og sagde:

1.

Hvad bed min Brynje?

Hvi vaagned jeg brat?

Hvo har Dødstvangen

Fra mig forsat?

Han svarer:

Sigmunds Søn;

Nys Sigurds Klinge

Søndred Krigslig-

skjortens Ringe.

[Hun sagde:]

2.

Længe sov jeg,

Lagt i Slummer,

Længe varer

Jordisk Kummer;

Odin voldte,

At jeg kunde

Aldrig høre

Op at blunde.

Sigurd satte sig ned og spurgte om hendes Navn. Hun tog da et Horn fuldt af Mjød, og gav ham Mindedrik:

3.

Hil Dag og Dagens

Sønner Hil!

Hil Nat og Nattens

Datter Hil!

Mildeligt Blikket

Til os I sænke!

Sejer os siddende

Her I skjænke!

4.

Hil Aser og Hil

Asynier være!

Hil Jord — Du kan

Alt Godt beskjære!

Os Vid og Tale

Med Ære give!

I signe os vore

Hænder ilive!

Hun kaldtes Sigdriva og var en Valkyrie. Hun fortalte, at tvende Konger sloges: den ene hed Hjalm-Gunnar og var dengang gammel men en stor Kriger; ham havde Odin lovet Sejer; den Anden hed Agnar, Hades Broder, hvem ej en eneste Sjæl vilde tage sig af. Sigdriva fældede Hjalm-Gunnar i Slaget, og til Straf derfor stak Odin hende med Søvntorn, og udsagde, at hun aldrig siden skulde vinde Sejer i Slag, og at hun skulde giftes. "Men jeg erklærede ham, at jeg derimod forbandt mig til det Løfte, aldrig at ægte nogen Mand, som kunde ræddes."

Han svarer, og beder hende lære sig Viisdom, hvis hun havde Kundskab om alle Verdener.

Sigdriva sang:

5.

En Drik Dig, Abild

I Kampens Have,

Fuld af Sange

Og Lindrestave!

Gode Galdre

Og Runegammen

Til Styrke og Hæder

Jeg blander sammen.

6.

Sejrruner Du riste

Vil Sejer Du friste!

Paa Sværdets Hjalte

Du skal dem riste,

Somme paa Tværhold

Og Krumbeslag

Nævne Gud Tyr

I tvende Tag!

7.

Ølruner lær,

At fremmed Kvinde

Ej mod din Tro

Skal Rænker spinde!

Paa Horn og Haand

De ristet være,

Neglen N'ets

Mærke bære!

8.

Sign Bægeret

Imod Fortred,

Og kast et Løg

I Drikken ned!

Da vil det sandes,

At Mjød til Meen

Dig aldrig blandes.

9.

Bjærgruner Du lære,

Om Hjælper Du er

Og Koner forløser

I Barselfærd,

I Luven de ristes,

Om Haandeled

De spændes. Om Hjælp

Til Diser bed.

10.

Brændingsruner,

Dem skal Du kunne,

Om Sejlheste bjærge

Du vil paa Sunde;

Paa Styrets Blad

Og paa Stavn dem rist,

Mærk Aaren med Ild;

Saa brat for vist

Ej Brænding skal være,

Ej Bølge saa blaa,

At jo fra Havet

Du frelst vil gaae.

11.

Greenruner Du lære,

Vil Konsten Du eje

Læge at være

Og Saar at pleje!

Paa Bark dem rist

Og paa Skovens Træ,

Hvis Grene søge

Mod Østen Læ!

12.

Maalruner Du lære,

Om Du vil hindre,

At Nogen ved Hævn

Skal Harmen lindre!

De vindes og væves

Og sættes omkring,

Hvor Folk forsamles

Paa Dommerthing.

13.

Huruner Du lære,

Vil Du blandt Alle

Snilrigest være!

Fra Æthervælds Høs,

Fra Skatvælds Horn

Den Vædske randt,

Af hvilken Hropter

Dem raaded og risted,

I Tanken udfandt.

14.

Med flammende Sværd

Paa Bjærget han stod,

Hjælmen sit Hoved

Dække lod.

Da mæled sit første

Viisdomsord

Mimers Hoved,

En Sandhed stor.

15.

Det kvad, at Runer

Var ristet ud

Paa Skjold, som stander

For skinnende Gud,

Paa Alsvins Hove

Og Arvaks Ører,

Paa Hjul, som rulle,

Naar Røgner kjører,

Paa Sleipners Bidsel

Og Slædens Redsel,

16.

Paa Bjørnens Lap

Og Ulvens Klo,

Paa Brages Tunge

Og Enden af Bro,

Paa Ørnens Næb

Og Vinger i Blod,

Paa Løserens Luv

Og Lindrerens Fod.

17.

Paa Guld og Glar

Og Gammenssæde,

Paa Gungners Od,

I Viin og Væde,

Paa Nornens Negl

Og Signeringe,

Paa Uglens Næb

Og Granes Bringe.

18.

Afskrabet blev

Den hele Skare

Af Runer, som forhen

Risted' vare,

I hellig Mjød

Man dem udgjød,

Og sendte dem ud

Paa vide Veje;

De ere i Asers

Og Alfers Eje,

Somme til vise

Vaner kom,

Somme blev Menneskers

Ejendom.

19.

Det er Bogruner

Og det er Bjærgruner

Og alle Ølruner

Kraftruner gode,

Til Held for Alle,

Som dem uvildte,

Uspildte forstode;

Men kan Du forstaae,

Saa nyd dem saalænge.

Til Magter forgaae!

20.

Træf nu dit Valg,

Du har at befale,

Du hvasse Helt!

Om jeg skal tale

Nu eller tie.

Brug selv dit Tykke,

Afmaalt er

Enhver Ulykke.

Sigurd.

21.

Ej bæver jeg, spaaer Du

End min Død,

Ikke jeg fødtes

I Sindet blød;

Saalænge jeg end

Er her ilive,

Fuldt ud dit Venneraad

Du mig give.

Sigdriva.

22.

Da giver jeg først

Et Raad Dig her:

Pletfri mod dine

Frænder vær,

Tag ikke Hævn

Over deres Brøde!

Det, siger man, gavne

Skal de Døde.

23.

Et andet Raad

Jeg giver Dig her:

Aldrig paa Andet

End Sandhed svær,

Falskneren vente

Tunge Lænker,

Uselig er,

Hvo Tillid krænker.

24.

Det tredje Raad,

Jeg giver, er dette:

Paa Thinge Du aldrig

Med Taaber trætte,

Uvidende Mænd

Jo ofte stride

Med værre Ord,

End selv de vide.

25.

Og tier Du, er det

Galt igjen,

Da troer man, Du er

En frygtsom Svend,

Eller at Sandt

Han mod Dig vandt;

Pust ud hans Livslys

Den næste Dag,

Saa lønne Du Folk

For Løgnesag!

26.

Et fjerde Raad

Jeg giver her:

Om skjændig Hex

Boer Vejen nær,

Bliv ved at gaae

Og gjæst ej der,

Selv om det hen

Ad Natten er.

27.

Til Spejderøje

Trænge Mænd,

Som vrede gaae

I Kampen hen,

Ond Kvinde tidt

Er Vejen nær,

Og døver deres

Mod og Sværd.

28.

Et femte Raad

Jeg giver Dig:

Hvor fagre Piger

Bænke sig,

Lad Frændesølv

Din Søvn ej rokke.

Til Kys Du ingen

Kone lokke.

29.

Mit sjette Raad:

Om over Bord

Ved Bægret vexles

Avet Ord,

Du drukken ej

Skal gaae i Rette

Med slige Folk,

Som yppe Trætte,

Viin stjal Forstand

Fra mangen Mand.

30.

Kiv og Drik

Gav Mangenmand

Et Hjærtestik,

Somme Uselhed,

Somme Død;

Mennesker døje

Megen Nød.

31.

Et Syvende

Jeg raade kan:

Om Strid Du har

Med tapper Mand,

I aaben Kamp

Skal Ædling vinde

Og ej i Hjemmet

Brænde inde.

32.

Et Ottende jeg

At raade veed:

Hold Dig fra Ondt,

Sky Snedighed;

Bring ikke Lysten

Til at stige,

Lok hverken Kone

Eller Pige!

33.

Et Niende

Jeg raader Dig:

Til Jorden sted

Hvert fundet Lig,

Hvad enten død

Paa Sotteseng,

I Bølgen eller

Haandemæng.

34.

Den Døde skal man

Høj oprette,

Hoved og Hænder

Skal man tvætte,

Tørre og kjæmme,

Før han lægges

I Kistens Gjemme,

Og ønske saa,

At saligen

Han sove maa.

35.

Et Tiende

Jeg raader Dig:

Fæst aldrig Lid

Til et Forlig

Med Vildmands Søn,

For hvem Du slog

En Broder, eller

Fader vog!

En Skalk der er

I Sønnens Trøje,

Om end han lod

Med Guld sig nøje.

36.

Tro ej, at Sag eller

Vrede sover,

Ej heller, at Harm

Er gaaen over;

Ej blot til Sværd,

Men til Forstand

En Konge ofte

Trænge kan,

Naar han skal være

Første Mand.

37.

Mit ellevte Raad:

Naar Ondt Du skuer.

Du veje nøje,

Hvormed det truer;

Langt Liv jeg kunde

For Kongen spaae,

Men ramme Rænker

I Udsigt staae.

Sigurd sagde: "Ikke findes der Nogen visere end Du, og det sværger jeg, at Dig vil jeg eje; thi Du er ret efter mit Sind".

Hun svarede: "Dig vil jeg helst eje, om jeg endog kunde vælge blandt alle Mænd".

Og dette stadfæstede de imellem sig med Eder.

---

Noter: