Sigdriva eller første Brynhildskvad (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


26. Sigdriva
eller første Brynhildskvad


Sigurd red op paa Hindfjæld, og stævnede mod Syd til Frakland; paa Fjældet saae han en stærk Lysning som af en flammende Ild, der straalede mod Himlen; men da han kom til Stedet, stod der en Skjoldborg med oprejst Banner. Sigurd gik ind i Skjoldborgen og saae, at der laae en Mand og sov i fuld Rustning. Først tog han Hjælmen af Hovedet paa ham, og da saae han, at det var en Kvinde. Brynjen var saa fast, som om den var groet til Kjødet. Da slidsede han Brynjen op med Gram fra Hovedaabningen og heelt ned efter, og ligeledes begge Ærmerne. Derpaa tog han Brynjen af hende, men hun vaagnede, satte sig op, saae Sigurd, og sagde:


1.
Hvad bed min Brynje?
Hvi vaagned jeg brat?
Hvo har Dødstvangen
Fra mig forsat?


Han svarer:
Sigmunds Søn;
Nys Sigurds Klinge
Søndred Krigslig-
skjortens Ringe.


[Hun sagde:]
2.
Længe sov jeg,
Lagt i Slummer,
Længe varer
Jordisk Kummer;
Odin voldte,
At jeg kunde
Aldrig høre
Op at blunde.


Sigurd satte sig ned og spurgte om hendes Navn. Hun tog da et Horn fuldt af Mjød, og gav ham Mindedrik:


3.
Hil Dag og Dagens
Sønner Hil!
Hil Nat og Nattens
Datter Hil!
Mildeligt Blikket
Til os I sænke!
Sejer os siddende
Her I skjænke!


4.
Hil Aser og Hil
Asynier være!
Hil Jord — Du kan
Alt Godt beskjære!
Os Vid og Tale
Med Ære give!
I signe os vore
Hænder ilive!


Hun kaldtes Sigdriva og var en Valkyrie. Hun fortalte, at tvende Konger sloges: den ene hed Hjalm-Gunnar og var dengang gammel men en stor Kriger; ham havde Odin lovet Sejer; den Anden hed Agnar, Hades Broder, hvem ej en eneste Sjæl vilde tage sig af. Sigdriva fældede Hjalm-Gunnar i Slaget, og til Straf derfor stak Odin hende med Søvntorn, og udsagde, at hun aldrig siden skulde vinde Sejer i Slag, og at hun skulde giftes. "Men jeg erklærede ham, at jeg derimod forbandt mig til det Løfte, aldrig at ægte nogen Mand, som kunde ræddes."
Han svarer, og beder hende lære sig Viisdom, hvis hun havde Kundskab om alle Verdener.


Sigdriva sang:
5.
En Drik Dig, Abild
I Kampens Have,
Fuld af Sange
Og Lindrestave!
Gode Galdre
Og Runegammen
Til Styrke og Hæder
Jeg blander sammen.


6.
Sejrruner Du riste
Vil Sejer Du friste!
Paa Sværdets Hjalte
Du skal dem riste,
Somme paa Tværhold
Og Krumbeslag
Nævne Gud Tyr
I tvende Tag!


7.
Ølruner lær,
At fremmed Kvinde
Ej mod din Tro
Skal Rænker spinde!
Paa Horn og Haand
De ristet være,
Neglen N'ets
Mærke bære!


8.
Sign Bægeret
Imod Fortred,
Og kast et Løg
I Drikken ned!
Da vil det sandes,
At Mjød til Meen
Dig aldrig blandes.


9.
Bjærgruner Du lære,
Om Hjælper Du er
Og Koner forløser
I Barselfærd,
I Luven de ristes,
Om Haandeled
De spændes. Om Hjælp
Til Diser bed.


10.
Brændingsruner,
Dem skal Du kunne,
Om Sejlheste bjærge
Du vil paa Sunde;
Paa Styrets Blad
Og paa Stavn dem rist,
Mærk Aaren med Ild;
Saa brat for vist
Ej Brænding skal være,
Ej Bølge saa blaa,
At jo fra Havet
Du frelst vil gaae.


11.
Greenruner Du lære,
Vil Konsten Du eje
Læge at være
Og Saar at pleje!
Paa Bark dem rist
Og paa Skovens Træ,
Hvis Grene søge
Mod Østen Læ!


12.
Maalruner Du lære,
Om Du vil hindre,
At Nogen ved Hævn
Skal Harmen lindre!
De vindes og væves
Og sættes omkring,
Hvor Folk forsamles
Paa Dommerthing.


13.
Huruner Du lære,
Vil Du blandt Alle
Snilrigest være!
Fra Æthervælds Høs,
Fra Skatvælds Horn
Den Vædske randt,
Af hvilken Hropter[1]
Dem raaded og risted,
I Tanken udfandt.


14.
Med flammende Sværd
Paa Bjærget han stod,
Hjælmen sit Hoved
Dække lod.
Da mæled sit første
Viisdomsord
Mimers Hoved,
En Sandhed stor.


15.
Det kvad, at Runer
Var ristet ud
Paa Skjold, som stander
For skinnende Gud,
Paa Alsvins Hove
Og Arvaks Ører,
Paa Hjul, som rulle,
Naar Røgner kjører,
Paa Sleipners Bidsel
Og Slædens Redsel,


16.
Paa Bjørnens Lap
Og Ulvens Klo,
Paa Brages Tunge
Og Enden af Bro,
Paa Ørnens Næb
Og Vinger i Blod,
Paa Løserens Luv
Og Lindrerens Fod.


17.
Paa Guld og Glar
Og Gammenssæde,
Paa Gungners Od,
I Viin og Væde,
Paa Nornens Negl
Og Signeringe[2],
Paa Uglens Næb
Og Granes Bringe.


18.
Afskrabet blev
Den hele Skare
Af Runer, som forhen
Risted' vare,
I hellig Mjød
Man dem udgjød,
Og sendte dem ud
Paa vide Veje;
De ere i Asers
Og Alfers Eje,
Somme til vise
Vaner kom,
Somme blev Menneskers
Ejendom.


19.
Det er Bogruner
Og det er Bjærgruner
Og alle Ølruner
Kraftruner gode,
Til Held for Alle,
Som dem uvildte,
Uspildte forstode;
Men kan Du forstaae,
Saa nyd dem saalænge.
Til Magter forgaae!


20.
Træf nu dit Valg,
Du har at befale,
Du hvasse Helt!
Om jeg skal tale
Nu eller tie.
Brug selv dit Tykke,
Afmaalt er
Enhver Ulykke.


Sigurd.
21.
Ej bæver jeg, spaaer Du
End min Død,
Ikke jeg fødtes
I Sindet blød;
Saalænge jeg end
Er her ilive,
Fuldt ud dit Venneraad
Du mig give.


Sigdriva.
22.
Da giver jeg først
Et Raad Dig her:
Pletfri mod dine
Frænder vær,
Tag ikke Hævn
Over deres Brøde!
Det, siger man, gavne
Skal de Døde.


23.
Et andet Raad
Jeg giver Dig her:
Aldrig paa Andet
End Sandhed svær,
Falskneren vente
Tunge Lænker,
Uselig er,
Hvo Tillid krænker.


24.
Det tredje Raad,
Jeg giver, er dette:
Paa Thinge Du aldrig
Med Taaber trætte,
Uvidende Mænd
Jo ofte stride
Med værre Ord,
End selv de vide.


25.
Og tier Du, er det
Galt igjen,
Da troer man, Du er
En frygtsom Svend,
Eller at Sandt
Han mod Dig vandt;
Pust ud hans Livslys
Den næste Dag,
Saa lønne Du Folk
For Løgnesag!


26.
Et fjerde Raad
Jeg giver her:
Om skjændig Hex
Boer Vejen nær,
Bliv ved at gaae
Og gjæst ej der,
Selv om det hen
Ad Natten er.


27.
Til Spejderøje
Trænge Mænd,
Som vrede gaae
I Kampen hen,
Ond Kvinde tidt
Er Vejen nær,
Og døver deres
Mod og Sværd.


28.
Et femte Raad
Jeg giver Dig:
Hvor fagre Piger
Bænke sig,
Lad Frændesølv
Din Søvn ej rokke.
Til Kys Du ingen
Kone lokke.


29.
Mit sjette Raad:
Om over Bord
Ved Bægret vexles
Avet Ord,
Du drukken ej
Skal gaae i Rette
Med slige Folk,
Som yppe Trætte,
Viin stjal Forstand
Fra mangen Mand.


30.
Kiv og Drik
Gav Mangenmand
Et Hjærtestik,
Somme Uselhed,
Somme Død;
Mennesker døje
Megen Nød.


31.
Et Syvende
Jeg raade kan:
Om Strid Du har
Med tapper Mand,
I aaben Kamp
Skal Ædling vinde
Og ej i Hjemmet
Brænde inde.


32.
Et Ottende jeg
At raade veed:
Hold Dig fra Ondt,
Sky Snedighed;
Bring ikke Lysten
Til at stige,
Lok hverken Kone
Eller Pige!


33.
Et Niende
Jeg raader Dig:
Til Jorden sted
Hvert fundet Lig,
Hvad enten død
Paa Sotteseng,
I Bølgen eller
Haandemæng.


34.
Den Døde skal man
Høj oprette,
Hoved og Hænder
Skal man tvætte,
Tørre og kjæmme,
Før han lægges
I Kistens Gjemme,
Og ønske saa,
At saligen
Han sove maa.


35.
Et Tiende
Jeg raader Dig:
Fæst aldrig Lid
Til et Forlig
Med Vildmands Søn,
For hvem Du slog
En Broder, eller
Fader vog!
En Skalk der er
I Sønnens Trøje,
Om end han lod
Med Guld sig nøje.


36.
Tro ej, at Sag eller
Vrede sover,
Ej heller, at Harm
Er gaaen over;
Ej blot til Sværd,
Men til Forstand
En Konge ofte
Trænge kan,
Naar han skal være
Første Mand.


37.
Mit ellevte Raad:
Naar Ondt Du skuer.
Du veje nøje,
Hvormed det truer;
Langt Liv jeg kunde
For Kongen spaae,
Men ramme Rænker
I Udsigt staae.


Sigurd sagde: "Ikke findes der Nogen visere end Du, og det sværger jeg, at Dig vil jeg eje; thi Du er ret efter mit Sind".
Hun svarede: "Dig vil jeg helst eje, om jeg endog kunde vælge blandt alle Mænd".
Og dette stadfæstede de imellem sig med Eder.




Noter:

  1. et af Odins Navne.
  2. Efter Ordene: "paa Mændenes Amuletter".