Sigrdrífumǫ́l

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Sigrdrífumǫ́l



Digtets titel er ikke gammel, men formen Sigrdrífa findes i følg. prosast.; det rette navn findes som bemærket i Fáfn. 44. Om rækkefølgen af de første 3 vers se Krit. bem. — Digtet findes også optaget i Vǫls.s., dog med fradrag af flere vers, sål. de 3 første.



1.
Hęill dagr,
hęilir dags synir,
hęil nótt ok nipt;
óręiðum augum
lítið okr þinig
ok gefið sitjǫndum sigr.



1. nipt: parallelismen dagr — dags synir: nótt — nipt taler for, at nipt her er brugt i betydn. ‘kvinde’ (el. = søster). — sitjǫndum: os, der sidder her.



2.
Hęilir æsir,
hęilar ǫ́synjur,
hęil sjá hin fjǫlnýta fold,
mál ok manvit
gefið okr mærum tvęim
ok læknishęndr, meðan lifum.



2. fjǫlnýta: egl. meget nyttige, velsignelsesrige. — mál: ɔ: ævnen til at tale hvad der er heldigt og gavnligt. — mærum: navnkundige; det er mere digterens ord og tanke. — læknishęndr: lægehænder; hænder, der er heldige som helbredgivende; af personer med lægehænder nævnes flere, især fyrstelige personer som Olaf d. hellige og Magnus d. gode; det var en almindelig evropæisk opfattelse. læknis- er vel snarest gen. af læknir, næppe af lækni fem.



3.
Lęngi svafk,
lęngi sofnuð vask,
lǫng eru lýða læ,
Óðinn því vęldr,
es ęigi máttak
bregða blundstǫfum.



3. lýða læ: lyder som spådom om de kommende ulykker. — blundstǫfum: egl. ‘sove-runer’, men er her kun = blundi: det var jo ikke runer, men en sövn-torn, der bevirkede sövnen (eller var tornen forsynet med runer?).



19. Sigurðr settisk niðr ok spurði hana nafns. Hon tók þá horn fult mjaðar ok gaf hánum minnisveig.
Hon nefndisk Sigrdrífa ok var valkyrja. Hon sagði, at tveir konungar bǫrðusk. Hét annarr Hjálmgunnarr; hann var þá gamall ok hinn mesti hermaðr ok hafði Óðinn hánum sigri heitit; en »annarr hét Agnarr | Auðu bróðir | er vætr engi | vildi týja.« Sigrdrífa feldi Hjálmgunnar í orrostunni, en Óðinn stakk hana svefnþorni í hefnd þess ok kvað hana aldri skyldu síðan sigr vega í orrostu ok kvað hana giptask skyldu — »en ek sagðak hánum, at ek strengðak heit þar í mót at giptask engum þeim manni, er hræðask kynni.« Hann svarar ok biðr hana kenna sér speki, ef hon vissi tíðendi ór ǫllum heimum. Sigrdrífa kvað:



Prosa 19. bǫrðusk: havde kæmpet med hinanden. — týja: rettelse f. det umulige þiggja.



4.
Bjór fœrik þér, *
brynþings apaldr, *
magni blandinn *
ok męgintíri, *
fullr ’s hann ljóða *
ok líknstafa, *
góðra galdra *
ok gamanrúna. *



4. Verset, der er i fornyrðislag, må have hørt til samme digt som fugleversene og v. 45 i Fáfn. — brynþings apaldr: brynjetingets (kampens) abild, kriger. — ljóða: tryllesange. — líknstafa: = líkna, hjælp. — gamanrúna: runer der fremkalder gammen (ɔ: elskov?). Det er dette ord, der ligesom en magnet har trukket alle de følgende rune-vers til sig. De hører ikke digtet til; dette har udelukkende handlet om råd, jfr. v. 20. V. 19 viser netop den oprl. begyndelse til den egl. samtale.



5.
Sigrúnar skalt kunna, *
ef vilt sigr hafa, *
ok rísta á hjalti hjǫrs, *
sumar á véttrimum, *
sumar á valbǫstum, *
ok nęfna tysvar Tý. *



5. Sigrúnar: kampruner, d. v. s. runer der i kampen hjælper til sejr. — véttrimum, valbǫstum: dele af sværdet, uvist hvilke. véttrim synes efter et sted i Korm.s. (21) at have været lidt ovenfor sværdspidsen. — Tý: gudenavnet, men således hed også runen t, og det er den, der også her menes, ᛏ, der i indskrifter findes dobbelt el. tredobbelt (ᛏᛏ o. s. v.)



6.
ǫlrúnar skalt kunna, *
ef vilt annars kvæn *
vélit þik í tryggð, ef trúir; *
á horni skal þær rísta *
ok á handarbaki *
ok męrkja á nagli Nauð. *



6. ǫlrúnar: øl-runer, jfr. á horni i 1. 4. — í tryggð: under sikkerhed, idet du mener at du ikke behøver at frygte nogen svig. — męrkja: mærke, indridse (el. farve?). — Nauð: runen n, ᚾ.



7.
Full skal signa
ok við fári séa
ok verpa lauki í lǫg;
þá þat vęitk,
at þér verðr aldri
męini blandinn mjǫðr.



7. Dette vers er ægte i digtet. — signa: göre (hammer-)tegn over hornet; jfr. Hák. góð. K. 17 (Hkr. I, 192). — við—séa: forebygge. — lauki: som virkemiddel mod giftig drik. — L. 4-6 mgl. i R. men findes i Vǫls.s., der skr. meinbl.



8.
Bjargrúnar skalt kunna, *
ef bjarga vilt *
ok lęysa kind frá konum, *
á lófum þær skal rísta *
ok of liðu spęnna *
ok biðja þá dísir duga. *



8. Bjargrúnar: frelsende, ɔ: forløsende runer. — lófum: de indre håndflader. — spęnna: hertil er underforstået lófum. »og omspænde liðir, d. v. s. lårene (nærmest ved kvindens genitalia) med dem«. — dísir: det er vel nornerne, der menes, el. mulig visse gudinder.



9.
Brimrúnar skalt kunna, *
ef vilt borgit hafa *
á sundi seglmǫrum, *
á stafni skal rísta *
ok á stjórnarblaði *
ok lęggja ęld í ǫ́r. *
(esa svá brattr breki, *
né svá bláar unnir, *
þó kemsk þú hęill af hafi). *



9. Brimrúnar: brændings-runer, mod skibsforlis og drukning. — á sundi: på vandet. — seglmǫrum: sejlheste, skibe. — skal: her mgl. måske þœr. — stjórnarblaði: rorets blad (flade del). — L. 6: »lægge ild i åren« er uforståeligt; jfr. Krit. bem. — L. 7-9 er vist senere tillæg. — breki: styrtesø. Den syntaktiske udtryksmåde her er folkelig simpel.



10.
Limrúnar skalt kunna, *
ef vilt læknir vesa *
ok kunna sǫ́r at séa, *
á bęrki skal þær rísta *
ok á barri viðar, *
þęims lúta austr limar. *



10. Limrúnar: gren-runer. — barri: sål. Vǫls.s., (baðmi R); der må her menes nålene (på fyrretræ); barr må her være det rigtige, da det begrebsmæssigt bedre end baðmr svarer til bǫrkr. — þęims: hvis. — austr: mod solen. Jfr. smstillingen bǫrkr né barr Hám. 50.



11.
Málrúnar skalt kunna, *
ef vilt at mangi þér *
heiptum gjaldi harm, *
(þær of vindr, *
þær of vęfr, *
þær of sętr allar saman, *
á því þingi, *
es þjóðir skulu *
í fulla dóma fara). *



11. Málrúnar: tale-runer, runer der giver talen en overbevisende kraft og sejr. — harm: den (af dig tilföjede) krænkelse. L. 4-9 udgör åbenbart et vers for sig, der næppe er oprl. her. þær kan ikke gå på rúnar, det må gå på et i et foregående vers stående sakar; til dette (og ikke til rúnar) passer de følgende verber. — vindr: drejer, fordrejer. — vęfr: af vefja, göre indviklet. — sętr saman: ordne, forlige (lat. componere). — fulla: fuldtallige (domstole).



12.
Hugrúnar skalt kunna, *
ef vilt hvęrjum vesa *
gęðsvinnari guma, *
þær of réð, *
þær of ręist, *
þær of hugði Hroptr. *
(af þęim lęgi, *
es lekit hafði *
ór hausi Hęiðdraupnis *
ok ór horni Hoddrofnis). *



12. Húgrúnar: sinds-runer; klogskab givende runer. — hugði: gennemskuede, forstod (og kunde altså anvende). — Hroptr: Odin; han kunde give menneskene forstand (og berøve dem den). L. 7-10 er uforståelige og synes ikke at have noget med l. 1-6 at göre. af þeim står ikke i nogen syntaktisk forbindelse med det foregående. — lęgi: væske. — Hęiðdraupnis: ukendt navn; man kommer til at tænke på, at det er et navn på Mimir (jfr. følg. v.). — Hoddrofnis: også ukendt navn, ‘skatbryderen’(?). Disse 4 linjer mgl. i Vǫls.s.



______________


13.
Á bjargi stóð *
með Brimis ęggjar, *
hafði sér á hǫfði hjalm, *
þá Míms hǫfuð *
mælti (fróðligt) hit fyrsta orð *
ok sagði sanna stafi. *



13. stóð: subj. er vel Odin; verset er revet ud af sin oprl. smhæng. med Br. ęggjar: Odin er ellers ikke bevæbnet med sværd, — men Brimir er sværdnavn. — Míms: = Mímis; hvad der her sigtes til hænger åbenbart sm med den af Snorre (i Hkr.) meddelte myte om Mimers halshugning og sendelsen af hovedet til Odin, der ved hjælp af tryllesange og urter holdt livet vedlige i hovedet og spurgte det (d. v. s. Mimer) til råds. — L. 5 er uforholdsmæssig lang; enten fróðligt el. hit fyrsta synes at burde udgå. V. 5-12 findes anførte i Vǫls.s., men i en anden rækkefølge, nemlig: 4, 5, 9, 11, 6, 7, 8, 10, 12; v. 13 udelades dér. Det er ikke muligt at afgöre, hvilken rækkefølge er den oprl. Rækkefølgen af de følg. vers, 14-20 er ens i bægge overleveringer.



______________


14.
Á skildi kvað ristnar *
þęims stendr fyr skínanda goði, *
á ęyra Árvakrs *
ok á Alsvinns hófi, *
á hvéli es snýsk *
und ręið Hrungnis bana, *
á Slęipnis tǫnnum *
ok á sleða fjǫtrum. *



14-16 danner et hele, og er i et forskelligt versemål, fornyrðislag. 14. kvað: subj. er ukendt (næppe Odin). — skildi: ɔ: Svalinn, se Grímn. 39, hvor der findes verbal lighed. — Árvakrs, Alsvinns: solens heste, se sst. 38. — Hrungnis bane: Tor; bana mgl. hdss. — sleða: uden nærmere angivelse, men man kommer til at tænke på linjen: Kjalar es kjalka drók Grímn. 49. Slædens fjǫtrar er vist at opfatte i sm betydn. som no. fjetra ‘trænagle som forbinder slædens langbjælke (rim) med meden’ (Aasen). Det er usikkert, om der her foreligger et fjǫtra, fem., el. fjǫturr.



15.
Á bjarnar hrammi *
ok á Braga tungu, *
á ulfs klóum *
ok á arnar nęfi, *
á blǫ́ðgum vængjum *
ok á brúar sporði, *
á lausnar lófa *
ok á líknar spori. *



15. bjarnar hrammi: björnens lab tillagde man stor betydning; björneklør er fundne i norske gravhöje. — Braga: sikkert digterguden. — blóðgum vængjum: uvist hvad der menes, da det ikke nærmere angives, hvad for vinger der er tale om. — brúar: menes der Bivrost? — lausnar lófa: forløsningens håndflade, jfr. v. 8. — líknar spori: her synes spor at bet. ‘fod’, og er da sidestykke til lófi, líknar spor altså ‘fod der bevæger sig for at bringe hjælp’.



16.
Á glęri ok á golli *
ok á gumna hęillum, *
í víni ok virtri *
ok vilisessi, *
á Gungnis oddi *
ok á Grana brjósti, *
á nornar nagli *
ok nęfi uglu. *



16. hęillum: amuletter. — virtri: af virtr, ntr., no. vyrter ‘den ikke gærede maltsaft’, da. urt ‘ugæret øl’. — vilisessi: behageligt sæde.



______________


17.
Allar vǫ́ru af skafnar, *
þærs vǫ́ru á ristnar *
ok hvęrfðar við hinn hęlga mjǫð, *
ok sęndar á víða vega; *
þær ro með ǫ́sum, *
þær ro með ǫlfum, *
sumar með vísum vǫnum, *
sumar hafa męnskir męnn. *



17. hverfðar o. s. v.: dunkelt; ‘sammenrørte med den hellige mjöd’; mulig var runerne anbragte på spåner, der lagdes i hornet (?). Verset er uregelmæssig bygget, idet der i hver halvdel findes to langlinjer — hvis dette er oprindeligt.



18.
Þat eru bókrúnar, *
þat eru bjargrúnar *
ok allar ǫlrúnar *
ok mætar męginrúnar, *
hvęims kná óviltar *
ok óspiltar *
sér at hęillum hafa, *
njóttu ef namt, *
unz rjúfask ręgin. *



18. bókrúnar: runer ristede i bøgetræsstykker. — męginrúnar: kraftruner; linjen er måske tillæg. — óviltar: uforfalskede; jfr. Atlam. 9. — óspiltar: bet. omtr. det samme. Ændringer af en runeindskrift kunde ske på flere måder, ved at slette en bistav, ved at tilföje en sådan o. s. v. — at hęillum: til værn (som amuletter). — L. 8-9 synes at være et tillæg.



19.
Nú skalt kjósa,
alls þér ’s kostr of boðinn,
hvassa vápna hlynr,
sǫgn eða þǫgn
haf þér sjalfr í hug;
ǫll eru męin of metin.



19-20 findes også i Vǫls.s Med 19 beg. det egenlige digt og fortsættelsen af v. 1-3+7. 19. kjósa: vælge, nemlig mellem sǫgn el. þǫgn (l. 4), talen el. tavshed (fra hendes side). — vápna hlynr: våben-lön (træ). — L. 5: »hav dig i tanken«, ɔ: omskrivning for ‘ønsk’, el. ‘vælg’. — męin: mén, ulykker. »Alle ulykker er vurderede« kan kun indeholde en hentydning til (anelse om) de kommende ulykker for valkyrjen (Brynhild) og Sigurd. — metin: ‘vurderede, fastsatte’.



S. kv. 20.
Munkak flœja,
þótt mik fęigan vitir,
emkak með blęyði borinn,
ástrǫ́ð þín
vilk ǫll hafa,
svá lęngi sęm ek lifi.



20. flœja: flygte, bort fra nogen fare. — vitir: se Krit. bem. — hafa: have (besidde) og følge. — ástrǫ́ð: råd udsprungne af kærligt sind. — At antage, at alle de følgende råd er senere tilføjede, er ganske grundløst, og hvad der kunde göre det rimeligt er ikke til at udgrunde.



Sdr. kv. 21.
Þat ræðk þér hit fyrsta,
at þú við frændr þína
vammalaust verir,
síðr þú hefnir,
þótt þeir sakar gęri;
þat kveða dauðum duga.



21. frændr: indbefatter både ‘slægtninge’ og ‘venner’ (besvogrede), jfr. lovudtryk som sem frændr en eigi sem fjándr. — vammalaust: uden moralske lyder, ɔ: uden falskhed og svig. — sakar gęri: forbryder sig mod dig«. — dauðum: sing. Indholdet tager åbenbart sigte på forholdet mellem Sigurd og Gjukungerne.



22.
Þat ræðk þér annat,
at ęið né svęrir,
nema þann ’s saðr séi,
grimmar limar
ganga at tryggðrofi;
armr es vára vargr.



22. ęið: tager sigte på den ed, Sigurd aflagde til valkyrjen; jfr. nedenfor. — saðr: sand, d. v. s. en, der i virkeligheden overholdes. — L. 4-5 jfr. Regm. 4. — at: efter, som følge af. — vára vargr: som bryder edelige løfter; vargr bruges jo om fredløse personer. — limar: R har simar, ved fejllæsning af l.



23.
Þat ræðk þér þriðja,
at þú þingi á
dęilit við hęimska hali;
ósviðr maðr
lætr opt kveðin
verri orð an viti.



23. þingi á: hentyder til en tingstrid, som vi ellers intet ved om, men hvortil der hentydes i Guðrkv. forn. 4.



24.
Alt es vant, *
ef við þęgir, *
þá þykkir þú með bleyði borinn, *
(eða sǫnnu sagðr, *
hættr es hęimis kviðr, *
nema sér góðan geti); *
annars dags *
lát hans ǫndu farit, *
ok launa svá lýðum lygi. *



24. vant: vanskeligt, farligt. — L. 4-6 er vistnok tildigtning. — hęimis kviðr: omtale i ens hjem. — Verset falder udenfor tankegangen og er uden tvivl et indskud.



25.
Þat ræðk þér fjórða,
ef býr fordæða
vammafull á vegi,
ganga es bętra
an gista séi,
þótt þik nótt of nemi.



25. fordæða: troldkyndig kvinde, sigter åbenbart til den troldkyndige Grimhild, der gav Sigurd glemselsdrikken. — ganga: begive sig bort (derfra). — nemi: overrasker dig. Man behøver ikke at antage, at hver enkelthed i udtrykkene skal passe på Sigurd og hans færd.



26.
Fornjósnar augu *
þurfu fira synir, *
hvars skulu vręiðir vega, *
opt bǫlvísar konur *
sitja brautu nær, *
þærs dęyfa sverð ok seva. *



26. Fornjósnar: spejden, seen sig for (jfr. nýsask fyrir). »Godt spejdende, skarpe, öjne«. — bǫlvísar: ulykke-kyndige, skadelige; der menes vist fordæður. — Også dette vers er uden tvivl senere tillæg; det indeholder intet råd.



27.
Þat ræðk þér fimta,
þótt fagrar séir
brúðir bękkjum á,
Sifjar silfrs
láta þínum svefni ráða;
tęygjat þér at kossi konur.



27. þótt: ɔ: når, hvis. — Sifjar silfrs: sølvets-gudinder, kvinder. — Heri ligger sikkert en hentydning til Gudrun.



28.
Þat ræðk þér sétta,
þótt með sęggjum fari
ǫlðrmǫ́l til ǫfug,
drukna dęila
skalat við dolgviðu,
margan stelr vín viti.



28. Efter fari beg. den store lakune i R. Resten af dette digt findes i papirshåndskrifter, men versene er ægte nok (selv om nogle er allerede i gammel tid indskudte). — ǫlðrmǫ́l: samtaler ved drikkelaget. — ǫfug: forkerte, ɔ: stridvækkende og stridvoldende. Hvad der her hentydes til, er ukendt. — dolgviðu: kamp-træer, krigere, mænd.



29.
Sęnnur ok ǫl *
hęfr sęggjum verit *
mǫrgum at móðtrega, *
sumum at bana, *
sumum at bǫlstǫfum, *
fjǫlð ’s þats fira tregr. *



29. Sęnnur ok ǫl: er en hendiadys; ɔ: strid opstået under påvirkning af drik. — bǫlstǫfum: = bǫlvi, ulykke. — Verset slutter sig godt til det foreg., men er sikkert et senere tillæg.



30.
Þat ræðk þér sjaunda,
ef sakar dęilir
vid hugfulla hali,
bęrjask es bętra
an brinna sé
inni auðstǫfum.



30. sakar dęilir: hentydning til striden mellem Sigurd og Gjukungerne, jfr. v. 23. — auðstǫfum: guld-stave, mænd.



31.
Þat ræðk þér átta,
at skalt við illu séa
ok firrask flærðarstafi,
męy þú tęygjat
né manns konu,
né ęggja ofgamans.



31. við illu séa: undgå det onde (fra andres side). — flærðarstafi: = flærð, falskhed. — męy: ugift kvinde (her). — ofgamans: vellyst. — L. 4-6 advarsel m. h. t. Gudrun og Brynhild.



32.
Þat ræðk þér niunda,
at nǫ́um bjargir,
hvars á foldu finnr,
hvárz eru sóttdauðir
eða eru sædauðir
eða eru vápndauðir verar.



32. Dette vers’ indhold kan vi ikke sætte i nogen forbindelse med Sigurds fremtid, som vi kender denne. — hvárz: = hvárt es, hvad enten.



33.
Laug skal gęra *
þęims liðnir ro *
þváa hęndr ok hǫfuð, *
kęmba ok þęrra, *
áðr í kistu fari, *
ok biðja sælan sofa. *



33. Indholdet af dette vers falder utvivlsomt udenfor egenlige råd af den art, som der her er tale om. Verset synes også afgjort at være fra kristen tid.



34.
Þat ræðk þér tíunda,
at trúir aldrigi
vǫ́rum vargdropa,
hvárz est bróðurbani, *
eða hafir fęldan fǫður, *
opt es ulfr
í ungum syni,
þótt hann sé golli gladdr.



34. vǫ́rum: edelige løfter, eder. — vargdropa: efter Grågåsen kaldtes sål. en sön af en fredløs mand og en fri kvinde; i norske love findes ordet ikke. Hermed sigtes der uden tvivl til Guthorm, Sigurds banemand (efter en version, Sigsk.), der ikke var »af Gjukes æt«, ɔ: ikke en sön af Gjuke, men altså af hans hustru med en anden; denne person er ukendt, men betydn. af vargdropi svarer til forholdet (for moderens vedk. altså)., — L. 4-5 er indskud; der mgl. rimforbindelse, og to f i l. 5 i betonede ord urigtige. Det forhold, hvortil der hentydes i 6-8, er ukendt. Havde Sigurd dræbt Guthorms fader?



35.
Sakar ok hęiptir *
hyggjat svefngar vesa *
né harm in hęldr; *
vits ok vápna *
vant ’s jǫfri at fáa, *
þęims skal fręmstr með firum. *



35. Verset er indskud. Vǫls.s. har intet dertil svarende. — Sakar: forurettelser; sakar og hęiptir er en hendiadys. — vant: af vanr ‘manglende’; trang, »trang er det for fyrsten at skaffe sig« o. s. v., ɔ: hvis han ikke i forvejen har det.



36.
Þat ræðk þér ellipta,
at við illu séir
hvęrn veg at vinum,
langt líf
þykkjumka lofðungs vita;
rǫmm eru róg of risin.



36. vinum: ɔ: Gjukungerne. — L. 4-5: »jeg mener at vide, at fyrstens (ɔ: dit) liv ikke vil blive langt«. — L. 6: »kraftig strid er allerede opstået«. Hermed mener valkyrjen, at dette møde mellem hende og Sigurd indeholder begyndelsen til fremtidige ulykker. Vǫls.s. har bevaret indholdet af endnu to vers, der har udgjort digtets slutning: »der findes intet visere menneske end du, og det sværger jeg, at dig vil jeg have, og du er efter mit sind. Hun svarede: dig vil jeg helst have, selv om jeg skulde vælge blandt alle mænd. Og dette aflagde de eder på indbyrdes«. Efter en sandsynlighedsberegning har der på de tabte 8 blade kunnet stå o. 290 vers el. lidt mindre. Men man kan gå ud fra, at også på dem har nogle prosastykker været skrevne, naturligvis foruden slutn. af Sigrdr.m. Dette gör en eksakt udregning umulig. På grundlag af de kapitler i Vǫls.s., der skulde svare til lakunen, har man, især A. Heusler, forsøgt at bestemme de tabte digte, nemlig et »Falkedigt« — om mødet mellem Sigurd og Brynhild i hendes hjem hos Heimir —, et »Drömmedigt« — om Gudruns drömme og forhold til Brynhild — samt et »större Sigurds kvad« og endelig det digt — om Sigurd, »Sigurðarkviða hin forna« —, hvoraf vi skulde have slutningen, det såkaldte »Brot« (efter lakunen). Idet der kan henvises til afhdl. i Aarb. f. nord. oldkh. 1921 skal her bemærkes, at der næppe er grund til at antage flere digte end 3: Falkedigtet, Drömmedigtet og så et længere kvad om Sigurd, hvis slutning er Brot. Dette har i udstrækning været meget langt, ti det »korte Sigurdskvad«, der består af 71 vers, forudsætter et »længere« kvad, der godt kan have bestået af o. 140-50 vers. Iøvrigt kan vi ikke her komme nærmere ind på denne sag. Kun skal bemærkes, at dette »lange« kvad har indeholdt Sigurds ankomst til Gjuke, hans giftermål med Gudrun, bejlerfærden til Hindarfjæld, Sigurds og Brynhilds kyske samvær; her anfører sagaen 2 vers i fornyrðislag, der efter alt at dömme har hørt kvadet til; striden mellem Brynhild og Gudrun, atter med et vers, Brynhilds og Sigurds samtale med endnu et vers; — hævnplanerne mod Sigurd, og her begynder Brot. Alt dette er et velordnet og smhængende hele. De 4 vers må have tilhørt dette kvad, de er alle i samme versemål som Brot og ligner dettes vers helt igennem. Derfor er de her i udgaven medtagne.