Sigurd Fafnersbane, andet Kvad (V.B.Hjort)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r
Andet Kvad
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
||
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
|||
![]() |
![]() |
|||||
![]() |
![]() |
|||||
![]() |
![]() |
|||||
![]() |

Heimskringla Reprint
- eller Oldemo'r
Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865
Andet Kvad
- Sigurd gik til Hjalpreks Stod, og valgte sig der en Hest, som siden blev kaldet Grane. Da var Regin, Hreidmars Søn, kommen til Hjalprek; han var den kunstfærdigste Mand og en Dverg af Væxt. Han var viis, grusom og troldkyndig. Regin tog sig paa at opfostre og oplære Sigurd, og holdt meget af ham.
- Han fortalte Sigurd om sine Forældre og den Begivenhed, at Odin, Høner og Loke vare komne til Andvarefos, i hvilken der var mange Fiske. Dvergen Andvare plejede at opholde sig i Fossen i Skikkelse af en Gedde, og søgte der sin Føde. Otur, sagde Regin, hed vor Broder, som ofte foer i Fossen i en Odders Skikkelse; han havde fanget en Lax, og sad paa Aabrinken og aad den blundende. Loke slog ham ihjel med en Steen; Aserne tyktes at have havt god Lykke med sig, og flaaede Bælgen af Odderen. Den samme Aften vilde de gjæste hos Hreidmar, og viste deres Fangst. Vi grebe dem da, og forelagde dem det Livsløsen, at de skulde fylde Odderbælgen med Guld, og dække den udvendig ligeledes med det røde Guld. Da sendte de Loke bort for at skaffe Guldet. Han gik til Ran og fik hendes Net, og til Andvarefos og kastede Nettet for Gedden; men den løb i Nettet. Da sagde
- Loke.
- 1.
- Hvo er den Fisk,
- I Strømmen gaaer,
- Og ej sig for Ondt
- At vare forstaaer?
- Vil Du dit Hoved
- Løse fra Hel,
- Skaf mig da hid, hvad der
- Flammer i Væld.
- Gedden.
- 2.
- Andvare jeg hedder,
- Oin mig bar,
- I mangen en Fos
- Jeg faret har;
- En Ulykkesnorne
- Forlængst mig tvang,
- Til stadigt at have
- I Vandet min Gang.
- Loke.
- 3.
- Saafremt Du ønsker
- Dit Liv at bevare
- I Verden endnu,
- Saa siig mig, Andvare
- Hvorledes skal Mennesker
- Det undgjælde,
- At de med Ord
- Hinanden fælde?
- Andvare.
- 4.
- Storstraf fanger
- Hver en Mand,
- Som vade skal
- I Malstrømsvand[1];
- Usandt Ord,
- Paaløjet Andre,
- Grene faaer,
- Som vide vandre.
- Loke saae alt det Guld, som Andvare ejede, og da denne havde udredet Guldet, havde han endnu een Ring tilbage, men den tog Loke fra ham. Dvergen gik da ind i Stenen og sagde:
- 5.
- Dette Guld,
- Som Pus har givet,
- Koster tvende
- Brødre Livet,
- Sætter otte
- Fyrster sammen,
- Vorder ingen
- Mand til Gammen.
- Aserne bragte Skatten til Hreidmar, udstoppede Odderbælgen og rejste den op. Da skulde Aserne opstable Guldet og dække den; men da det var skeet, traadte Hreidmar frem, fik Øje paa et Mundhaar, og forlangte, at de skulde dække det med. Da fremtog Odin Ringen Andvaresgave, og skjulte Haaret.
- 6.
- Loke kvad:
- For mit Hoved
- Nu du haver
- Guld og svære
- Løsningsgaver,
- Men Lykken svinder
- For Sønnen saa fage,
- Eder det bringer
- Begge af Dage.
- Hreidmar.
- 7.
- Ej Vennegaver
- Du her mig gav,
- Ej af oprigtigt Sind
- Du gav;
- Livet I nu
- Berøvet vare,
- Havde jeg anet
- Slig en Fare.
- 8.
- Men værre det er,
- Hvad mig tykkes at vide,
- At om en Kvinde
- En Slægt vil stride;
- Knap er' dog de Fyrster
- Endnu baarne,
- Som ere til Fjendskab
- Saalunde udkaarne.
- 9.
- Røden Guld
- Jeg vel skal volde,
- Saalænge jeg Livet
- Kan beholde;
- Intet mig dine
- Trusler skræmme;
- Pak Eder væk
- Hvor I har hjemme!
- Fafner og Regin krævede Slægtbod af Hreidmar efter deres Broder Otur; men han sagde Nej dertil. Fafner gjennemborede da sin Fader med et Sværd, medens han sov. Hreidmar raaber paa sine Døttre:
- 10.
- Lyngheid og Lofnheid!
- Mit Liv Man tager;
- Til Meget jeg trænger,
- Hvis Savn mig plager.
- Lyngheid.
- I Hævn paa en Broder
- Ej Harmen udøse
- De Søstre, som vorde
- Faderløse.
- Hreidmar.
- 11.
- Fød da en Datter
- Du Ulvekvinde,
- Hvis ej Du en Søn
- Ved en Helt kan vinde!
- Giv Pigen — det højt er
- Fornødent — en Mand!
- Din Harm hendes Søn
- Da hævne kan.
- Saa døde Hreidmar; men Fafner tog alt Guldet. Regin forlangte at faae sin Fædrenearv, men Fafner gav ham et Nej isteden. Regin spurgte da sin Søster Lyngheid om Raad, hvorledes han skulde faae fat paa sin Fædrenearv. Hun sagde:
- 12.
- Vor Broder med gode
- Ord Du bede
- Om Arven, og om
- At tæmme sin Vrede;
- Det sømmer sig ikke
- For Dig at kræve
- Gods af Fafner
- Med Sværd i Næve.
- Disse Ting sagde nu Regin til Sigurd. En Dag, da han kom til Regins Huus, tog denne vel imod ham.
- Regin kvad:
- 13.
- Kommen til vore
- Sale hen
- Er Sigmunds Søn,
- Den Snarensvend[2];
- Sligt Mod i mig Gamle
- Aldrig brændte,
- Af graadig Ulv
- Er Grams ivente.
- 14.
- Den djærve Kriger
- Fostrer jeg,
- Til os fandt Yngves
- Æt sin Vej;
- Under Solen
- Vældigst Mand
- Den Konge vorder,
- I hvert et Land
- Hans Roes gjenlyder,
- Saa Skjæbnen byder.
- Sigurd var da jævnlig hos Regin, og denne fortalte ham, at Fafner laa paa Gnitahede i en Orms Skikkelse og besad Skrækkehjelmen, der indjog alt Levende Rædsel.
- Regin gjorde Sigurd et Sværd, som hed Gram; det var saa skarpt, at naar han skjød det ned i Rhinen, og lod en Tot Uld drive med Strømmen, saa gjennemskar det Totten ligesaalet som Vandet. Med det Sværd kløvede Sigurd Regins Ambolt.
- Siden eggede Regin Sigurd til at dræbe Fafner; men han svarede:
- 15.
- Højt vilde Hundings
- Sønner lee,
- Der korted Eylimes
- Liv med Vee,
- Hvis mere mig lysted
- Guldet rød,
- End Hævn at søge
- For Faders Død.
- Kong Hjalprek skaffede Sigurd en Flaade til Faderhævnen. De fik en stor Storm, og krydsede forbi et Forbjerg; en Mand stod paa Klinten og kvad:
- 16.
- Hvo sees paa Revils[3]
- Heste at ride,
- Paa larmende Hav
- Og Bølger stride?
- Sejltømmede Springere
- Skumme af Møje,
- Ej Vovens Gangere
- Vinden døje.
- Regin.
- 17.
- Med Sigurd ifølge
- Vi sejle her,
- Os Børen blæser
- Vor Undergang nær,
- Bølgerne styrte
- Brat over Stævn,
- Skuderne rulle:
- Os Spørgeren nævn!
- Spørgeren.
- 18.
- Navnet Hnikar,
- Du Vølsung! jeg lyder,
- Naar efter Striden
- Jeg Hugin fryder;
- For Dig den Gamle
- Paa Bjærget nu hedder
- Feng eller Fjølner;
- Om Medfart jeg beder.
- De holdt ind til Land; Gubben gik ombord, og da lagde Vejret sig.
- Sigurd kvad:
- 10.
- Hnikar! mig siig,
- Da Du kjender saavel
- Det, der for Mænd
- Som for Guder er Held,
- Hvad kan de gunstigste
- Varsler os bringe,
- Naar vi til Strid skulle
- Sværdene svinge?
- Hnikar.
- 20.
- Meget kan gunstige
- Varsler Dig bringe,
- Naar Du det kjender,
- For Sværdet at svinge;
- Sikkert en Kriger
- Det er til Gavn,
- Naar hannem følger
- Den sorte Ravn.
- 21.
- Et Andet er,
- Om ud Du gaaer,
- Som Du til Rejsen
- Færdig staaer,
- Og tvende Hæders-
- mænd just der
- Paa Fortog stande,
- Hinanden nær.
- 22.
- Et Tredje er,
- Naar Ulven ude
- Høres under
- Asken tude:
- God Lykke Du faaer
- Mod Krigerskare,
- Hvis Ulven Du seer
- Foran Dig fare.
- 23.
- Ingen træde
- I Kampen ind,
- Ved Maanens Søsters
- Sidste Skin!
- Ved Lyset man maa
- Til Sværdleg ile,
- For Sejer at faae,
- Og fylke i Kile.
- 24.
- Farligt det er
- Din Fod at støde,
- Just naar Kampen
- Du gaaer imøde,
- Sledske Diser
- Da om Dig staae,
- Ønske, de kunde
- Dig saaret faae.
- 25.
- Kæmmet være
- Skal og tvættet
- Kløgtig Mand
- Og morgenmættet,
- Uvist, hvor han
- Stander silde,
- Efter Varsel
- Fald er ilde.
- Sigurd holdt et stort Slag med Lyngve Hundingssøn og hans Brødre. Der faldt Lyngve og de to andre Brødre. Efter Slaget kvad Regin:
- 26.
- Blodørn, ristet
- Med bedske Sværd,
- Sigmunds Bane
- Paa Bag nu bær,
- Kongens Søn
- Er den Største, som væded
- Jorden med Blod
- Og Ravnen glæded.
- Sigurd drog hjem til Hjalprek; da eggede Regin Sigurd til at dræbe Fafner.
Noter: