Sigurd Fafnersbane 2 (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Andet Qvad om Sigurd Fafnersbane

[See den store Udg. II, 149-66, 919-21. Saga-Bibl. II, 54 o. f. 108 o. f. 209. Den yngre Eddas Fab. 68-72. Skalda 39-40].

Om SIGURD og REGIN.

Sigurd gik til Hjalpreks Stutterie, og valgte sig der en Hest, som siden blev kaldet Grane. Da var Regin, Hreidmars Sön, kommet til Hjalprek; han var behændigere end alle Andre, men en Dverg af Væxt. Han var vis, grum og tryllekyndig. Regin fostrede og oplærte Sigurd samt holdt meget af ham. Han fortalte Sigurd om sine Forældre, og de Begivenheder, at Odin, Hæner og Loke engang kom til Andvarefos; i den Fos var en Mængde Fiske. En Dverg hed Andvare, som ofte opholdt sig i Fossen i Skikkelse af en Gedde, og sögte saa sin Föde. Vores Broder, sagde Regin, hed Otur; han besögte Fossen tit i en Odderham. Engang havde han fanget en Lax, og sad paa Aabredden og aad med lukkede Öjne. Loke slog Odderen ihjel med en Steen. Aserne ansaa sig for at have været ret heldige, og flaaede Bælgen af Odderen. Den samme Aften vilde de gjæste hos Hreidmar, og viste deres Fangst. Da grebe vi dem, og forelagde dem at löse deres Liv med at fylde Odderbælgen med Guld og hylle den udvendig til med röden Guld. Da udsendte de Loke for at skaffe Guldet. Han kom til Ran og fik hendes Garn, gik siden til Andvarefos og udkastede Garnet for Gedden, som löb deri. Da sagde Loke:

1. "Hvad er det for en Fisk

Som i Vandene svömmer,

Og Farer ej veed at undgaa?

Dit Hoved du

Fra Döden löse,

Hit mig Flodens Flamme!"

2. ANDV. "Andvare jeg heder,

Oin hed min Fader,

Over mangen Fos jeg foer;

En Ulykkes-Norne

Fra Ophav mig bestemte

At jeg skulde i Vandet vade."

3. LOKE. "Sig du det Andvare!

Hvis du vil beholde

Liv i Menneskers Sale,

Hvilken Straf

Mænds Sönner faa

Hvis de mundhugges."

4. ANDV. "Overvættes haardt

Straffes Mænds Sönner,

Som i Vadgelmer vade.

Usande Ord

Som paa Andre lyves

For lange Fölger avle."

Loke saa alt det Guld som Andvare ejede. Da han havde baaret Guldet frem havde han en Ring tilbage og den tog Loke fra ham. Dvergen gik ind i Stenen og sagde:

5. "Det Guld som

Dvergen ejed

Tvende Brödres

Död skal volde,

Mellem otte Fyrster

Fiendskab stifte -

Ingen af mit Gods

Godt skal nyde." —

Aserne bragte Skatten til Hreidmar, udstoppede Odderbælgen og reiste den op; da skulde Aserne opstable Guldet og hylle den til, men da det var skeet gik Hreidmar frem, saa et langt Haar og sagde at det maatte skjules. Da drog Odin Andvares Ring frem og skjulte Haaret.

LOKE sang:

6. "Guld har du nu

Og svære Lösepenge

For mit Hoved faaet.

Ej for din Sön

Er Lykke bestemt —

Det jer begges Död skal vorde."

HREIDMAR sagde:

7. "De Gaver du gav

Ej Vennegaver ere,

Ej givne af oprigtig Sind.

Ved eders Liv I skulde

Skilte være

Havde jeg slig Ulykke anet.

8. End værre er

Hvad jeg vide troer,

Slægtningers Strid om en Qvinde.

De Fyrster ej endnu

Troer jeg födte være

Hvem sligt til Had blev udtænkt.

9. For röden Guld jeg haaber

At jeg raade skal

Saa længe som jeg lever.

Ej frygter jeg dine

Fiendtlige Trudsler —

Farer kun heden hjem!"

Fafner og Regin fordrede Slægtbod af Hreidmar, efter Otur, deres Broder. Han sagde Nej dertil; men Fafner gjennemstak sin Fader med et Sværd da han sov. Hreidmar kalder paa sine Döttre:

10. "Lyngheide og Lofnheide

Vider mit Liv udrinder,

Til meget Skjæbnen tvinger!"

LYNGHEIDE svarte:

"Faa Söstre ville,

Om Fader end de miste,

Den Harm paa Broder hævne."

11. HREIDM. "Föd da en Datter,

Ulvsindede Dise!

Hvis ej med en Helt

Sön du avler.

Skaf Möen en Mand,

Det Nöden udkræver;

Da skal hendes Sön

Din Sorrig hævne."

Siden döde Hreidmar men Fafner tog alt Guldet. Da begjærte Regin at maatte faa sin Fædrenearv, men Fafner sagde Nej dertil. Regin sögte Raad hos sin Söster Lyngheide, hvorledes han skulde naa Arven efter sin Fader. Hun sagde:

12. "Blidelig din Broder

Du bede skal

Om Arv og höjere Yndest;

Ej sig det sömmer

At med Sværd du skal

Gods af Fafner kræve."

Disse Sagn fortalte Regin Sigurd. En Dag da han kom til Regins Bolig tog man der vel mod ham. Regin sagde:

13. "Sigmunds Slægtning

Hid er kommen,

Kjæksindet Yngling

Til vore Sale;

Mere Mod han har

End jeg gamle Mand;

Af saa grisk en Ulv

Kan en Dyst man vente.

14. Jeg skal fostre

Krigsdjærv Helt;

Nu er Yngves Slægtning

Til os kommen.

Vældigst under Sol

Vorde skal den Konning,

Over alle Lande

Vil hans Skjæbne tone."

Sigurd opholdt sig da jævnlig hos Regin, som sagde ham at Fafner laa paa Gnitaheide i en Slanges Skikkelse, og besad Forfærdelsens Hjelm, hvorfor alle Levende maatte skjælve. Regin gjorde et Sværd til Sigurd som kaldtes Gram; det var saa skarpt, at naar han hug det ned i Rhinen og lod en Tot Uld drive for Strömmen, saa gjennemskar det Uldtotten ligesaa færdig som Vandet. Med det Sværd klövede Sigurd Regins Ambolt. Derefter opfordrede Regin Sigurd til at dræbe Fafner; han svarede:

15. "Höjt ville lee

Hundings Sönner,

De som Eylimes

Alder forkorted,

Hvis Fyrsten mere

Lyster at vinde

Favre Ringe

End Fader at hævne."

Kong Hjalprek overlod Sigurd en bemandet Flaade til Faderhævnen. De fik en stærk Storm og krydsede forbi et Forbjerg. Paa Klinten stod en Mand og sagde:

16. "Hvilke ride der

Ræfils Heste,

Over höje Bölger,

Brölende Hav;

Seilenes Foler

Af Sved dryppe;

Neppe Vovens Gang're

Vinden udholde."

REGIN svarede:

17. "Her ere vi Sigurd

Paa Sötræer;

Os gives den Bör,

Som truer med Döden.

Steil Brænding styrter

Over Stængerne,

Roergangerne snuble —

Hvo spör derom?"

Manden paa Klinten:

18. "Hnikar man mig kaldte,

Da Hugin jeg glæded,

Unge Volsung! og

Kjæmpet jeg havde.

Nu kan du mig kalde

Gubben paa Bjerget,

Feng eller Fjölner —

Fart vil jeg begjære."

De vege til Landet og Manden gik ombord paa Skibet. Da lagde Stormen sig.

SIGURD sagde:

19. "Sig du mig Hnikar!

Da du baade kjender

Varsler for Guder og Mænd,

Hvilke Varsler ere

Beste for Kamp

Hvor Sværdene svinges?"

HNIKAR svarede:

20. "Mange ere gode

Hvis Mænd dem kjendte

Varsler ved Sværdenes Gny;

For en Kriger troer jeg

Dunkel Ravn mon yde

Trofast Fölgeskab.

21. Det er et andet,

Naar du er udkommen

Og til Afreise bered,

Hvis tvende du seer

I Tale stædte

Hæderslystne Mænd

22. Det er det tredie,

Hvis tude du hörer

Ulv under Askens Grene,

Held dig da undes

Over Hjelmbærere,

Hvis du seer foran dem fare. —

23. Ingen blandt Mænd

Vaaben svinge

Sildig mod Maanens

Straalende Söster;

Sejer de have

Som see kunne,

Kamp-raske og klogt

Ordnende Hæren.

24. Det er stor Fare,

Hvis din Fod snubler

Naar du i Striden gaaer.

Forræderske Diser

Staa dig paa begge Sider

Og ville dig saaret see.

25. Kæmmet og toet være

Hver vakker Mand,

Og om Morgen mæt

Thi uvist det er

Hvor han om Aftnen kommer —

Ondt er det for Skjæbnen at styrte."

Sigurd holdt et stort Slag mod Lyngve Hundingssön og hans Brödre. Der faldt Lyngve og de tre Brödre. Efter Slaget sang Regin:

26. "Nu er blodig Örn

Med skarpe Sværd,

Sigmunds Banemand,

Paa Bagen indskaaren. —

Ej gives en större

Konningesön,

Som Jorden blodfarved

Eller Ravnen glæded." —

Sigurd tog hjem til Hjalprek. Da opfordrede Regin Sigurd til at dræbe Fafner.

---

Noter: