Sigurd Fafnersbane 2 (FM)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange
Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821
[See den store Udg. II, 149-66, 919-21. Saga-Bibl. II, 54 o. f. 108 o. f. 209. Den yngre Eddas Fab. 68-72. Skalda 39-40].
Om SIGURD og REGIN.
Sigurd gik til Hjalpreks Stutterie, og valgte sig der en Hest, som siden blev kaldet Grane. Da var Regin, Hreidmars Sön, kommet til Hjalprek; han var behændigere[2] end alle Andre, men en Dverg af Væxt. Han var vis, grum og tryllekyndig. Regin fostrede og oplærte Sigurd samt holdt meget af ham. Han fortalte Sigurd om sine Forældre, og de Begivenheder, at Odin, Hæner og Loke engang kom til Andvarefos; i den Fos var en Mængde Fiske. En Dverg hed Andvare, som ofte opholdt sig i Fossen i Skikkelse af en Gedde, og sögte saa sin Föde. Vores Broder, sagde Regin, hed Otur; han besögte Fossen tit i en Odderham. Engang havde han fanget en Lax, og sad paa Aabredden og aad med lukkede Öjne. Loke slog Odderen ihjel med en Steen. Aserne ansaa sig for at have været ret heldige, og flaaede Bælgen af Odderen. Den samme Aften vilde de gjæste hos Hreidmar, og viste deres Fangst. Da grebe vi dem, og forelagde dem at löse deres Liv med at fylde Odderbælgen med Guld og hylle den udvendig til med röden Guld. Da udsendte de Loke for at skaffe Guldet. Han kom til Ran og fik hendes Garn, gik siden til Andvarefos og udkastede Garnet for Gedden, som löb deri. Da sagde Loke:
- 1. "Hvad er det for en Fisk
- Som i Vandene svömmer,
- Og Farer ej veed at undgaa?
- Dit Hoved du
- Fra Döden löse,
- Hit mig Flodens Flamme!"[3]
- 2. ANDV. "Andvare jeg heder,
- Oin hed min Fader,
- Over mangen Fos jeg foer;
- En Ulykkes-Norne
- Fra Ophav mig bestemte
- At jeg skulde i Vandet vade."
- 3. LOKE. "Sig du det Andvare!
- Hvis du vil beholde
- Liv i Menneskers Sale,
- Hvilken Straf
- Mænds Sönner faa
- Hvis de mundhugges."[4]
Loke saa alt det Guld som Andvare ejede. Da han havde baaret Guldet frem havde han en Ring tilbage og den tog Loke fra ham. Dvergen gik ind i Stenen og sagde:
- 5. "Det Guld som
- Dvergen ejed
- Tvende Brödres
- Död skal volde,
- Mellem otte Fyrster
- Fiendskab stifte -
- Ingen af mit Gods
- Godt skal nyde." —
Aserne bragte Skatten til Hreidmar, udstoppede Odderbælgen og reiste den op; da skulde Aserne opstable Guldet og hylle den til,[7] men da det var skeet gik Hreidmar frem, saa et langt Haar[8] og sagde at det maatte skjules. Da drog Odin Andvares Ring frem og skjulte Haaret.
- LOKE sang:
- 6. "Guld har du nu
- Og svære Lösepenge
- For mit Hoved faaet.
- Ej for din Sön
- Er Lykke bestemt —
- Det jer begges Död skal vorde."
- HREIDMAR sagde:
- 7. "De Gaver du gav
- Ej Vennegaver ere,
- Ej givne af oprigtig Sind.
- Ved eders Liv I skulde
- Skilte være
- Havde jeg slig Ulykke anet.
- 8. End værre er
- Hvad jeg vide troer,
- Slægtningers Strid om en Qvinde.
- De Fyrster ej endnu
- Troer jeg födte være
- Hvem sligt til Had blev udtænkt.
- 9. For röden Guld jeg haaber
- At jeg raade skal
- Saa længe som jeg lever.
- Ej frygter jeg dine
- Fiendtlige Trudsler —
- Farer kun heden hjem!"
- Fafner og Regin fordrede Slægtbod af Hreidmar, efter Otur, deres Broder. Han sagde Nej dertil; men Fafner gjennemstak sin Fader med et Sværd da han sov. Hreidmar kalder paa sine Döttre:
- 11. HREIDM. "Föd da en Datter,
- Ulvsindede Dise!
- Hvis ej med en Helt
- Sön du avler.
- Skaf Möen en Mand,
- Det Nöden udkræver;[11]
- Da skal hendes Sön
- Din Sorrig hævne."
Siden döde Hreidmar men Fafner tog alt Guldet. Da begjærte Regin at maatte faa sin Fædrenearv, men Fafner sagde Nej dertil. Regin sögte Raad hos sin Söster Lyngheide, hvorledes han skulde naa Arven efter sin Fader. Hun sagde:
- 12. "Blidelig din Broder
- Du bede skal
- Om Arv og höjere Yndest;
- Ej sig det sömmer
- At med Sværd du skal
- Gods af Fafner kræve."
Disse Sagn fortalte Regin Sigurd. En Dag da han kom til Regins Bolig tog man der vel mod ham. Regin sagde:[12]
- 13. "Sigmunds Slægtning
- Hid er kommen,
- Kjæksindet Yngling
- Til vore Sale;
- Mere Mod han har
- End jeg gamle Mand;
- Af saa grisk en Ulv
- Kan en Dyst[13] man vente.
Sigurd opholdt sig da jævnlig hos Regin, som sagde ham at Fafner laa paa Gnitaheide i en Slanges Skikkelse, og besad Forfærdelsens Hjelm,[16] hvorfor alle Levende maatte skjælve. Regin gjorde et Sværd til Sigurd som kaldtes Gram; det var saa skarpt, at naar han hug det ned i Rhinen og lod en Tot Uld drive for Strömmen, saa gjennemskar det Uldtotten ligesaa færdig som Vandet. Med det Sværd klövede Sigurd Regins Ambolt. Derefter opfordrede Regin Sigurd til at dræbe Fafner; han svarede:
- 15. "Höjt ville lee
- Hundings Sönner,
- De som Eylimes
- Alder forkorted,
- Hvis Fyrsten mere
- Lyster at vinde
- Favre Ringe
- End Fader at hævne."
Kong Hjalprek overlod Sigurd en bemandet Flaade til Faderhævnen. De fik en stærk Storm og krydsede forbi et Forbjerg. Paa Klinten stod en Mand og sagde:
- 16. "Hvilke ride der
- Ræfils[17] Heste,
- Over höje Bölger,
- Brölende Hav;
- Seilenes Foler
- Af Sved dryppe;
- Neppe Vovens Gang're
- Vinden udholde."
- REGIN svarede:
- 17. "Her ere vi Sigurd
- Paa Sötræer;
- Os gives den Bör,
- Som truer med Döden.
- Steil Brænding styrter
- Over Stængerne,
- Roergangerne snuble —
- Hvo spör derom?"
De vege til Landet og Manden gik ombord paa Skibet. Da lagde Stormen sig.
- SIGURD sagde:
- 19. "Sig du mig Hnikar!
- Da du baade kjender
- Varsler[21] for Guder og Mænd,
- Hvilke Varsler ere
- Beste for Kamp
- Hvor Sværdene svinges?"
- HNIKAR svarede:
- 20. "Mange ere gode
- Hvis Mænd dem kjendte
- Varsler ved Sværdenes Gny;
- For en Kriger troer jeg
- Dunkel Ravn mon yde
- Trofast Fölgeskab.
- 21. Det er et andet,
- Naar du er udkommen
- Og til Afreise bered,
- Hvis tvende du seer
- I Tale[22] stædte
- Hæderslystne Mænd
- 22. Det er det tredie,
- Hvis tude du hörer
- Ulv under Askens Grene,
- Held dig da undes
- Over Hjelmbærere,
- Hvis du seer foran dem fare.[23] —
- 24. Det er stor Fare,
- Hvis din Fod snubler
- Naar du i Striden gaaer.
- Forræderske Diser[26]
- Staa dig paa begge Sider
- Og ville dig saaret see.
- 25. Kæmmet og toet være
- Hver vakker Mand,
- Og om Morgen mæt
- Thi uvist det er
- Hvor han om Aftnen kommer —
- Ondt er det for Skjæbnen at styrte."[27]
Sigurd holdt et stort Slag mod Lyngve Hundingssön og hans Brödre. Der faldt Lyngve og de tre Brödre. Efter Slaget sang Regin:
- 26. "Nu er blodig Örn
- Med skarpe Sværd,
- Sigmunds Banemand,
- Paa Bagen indskaaren. —
- Ej gives en större
- Konningesön,
- Som Jorden blodfarved
- Eller Ravnen glæded." —
Sigurd tog hjem til Hjalprek. Da opfordrede Regin Sigurd til at dræbe Fafner.
Noter:
- ↑ Dets förste Deel i den st. Udg.
- ↑ El. kunstrigere.
- ↑ ɔ: Guld
- ↑ E. O. slaa hinanden med Ord.
- ↑ Maaske det samme som Hvergelmer (den nordiske Acheron).
- ↑ El. Straffes med for langvarige Plager.
- ↑ Brödr. Grimm anmærke denne Handling i Overensstemmelse med de ældste tydske Loves Forskrift i visse Drabssager. Om en lignende orientalsk Vedtægt see den kbh. Udg. II,886.
- ↑ Egentl. et Skjæghaar, Læbehaar.
- ↑ El. at jeg er skilt ved Livet.
- ↑ El. Skjæbnen sender mange Plager.
- ↑ El. til stor Nytte.
- ↑ De fölgende stropher (13-18) ere (ligesom Str. 5, 23 og 26) af forskjelligt Versemaal, og hörte vel oprindelig til et andet Digt.
- ↑ El. Fangst.
- ↑ El. föde, bespise.
- ↑ El. han vil udvikle sin Skjæbnes Kjede over alle Lande.
- ↑ I Texten Ægirs, ͻ: Skrækkens el. den Frygteliges Hjelm, formodentlig den saakaldte Slange-Krone See den st. Udg. S. 922.
- ↑ En Vikings eller Sökonges, ɔ: Skibene.
- ↑ Et af Odins Navne.
- ↑ ɔ: Odins Ravne.
- ↑ Feng, Fangst eller Fangende; Fjölner, den Mangefoldige o. s. v. Begge Odins Navne.
- ↑ El. Held, Lykke, heldige Varsler.
- ↑ Andre oversætte: a) paa Tæerne; b) i Kamp.
- ↑ Ulven tilhörte baade Odin og Mars. Hin Overtro er ellers almindelig i Asien, og er endnu ikke udryddet i Tydskland.
- ↑ El. mod Maanens langtstraalende Söster (Solen).
- ↑ Egtl. de som danne en kileformet Slagorden.
- ↑ ɔ: Ulykkes-Norner.
- ↑ En smuk rimet Oversættelse af Str. 19-25 læses i Grundtvigs Oversættelse af Norne-Gjæsts Saga i Heimdall (1816) S. 38-39. Jfr. Havam. Str. 61, 33.