Sigurd Fafnersbane 3 (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Tredie Qvad om Sigurd Fafnersbane


[Kaldet andet Qvad om Brynhilde i den svenske Udg. See den kh. Udg II, 212-44, 928-44. Angaaende Indholdet see endvidere Saga-Biblioth. II, 71-73, 251-53].


1. Fordum Sigurd,
Volsungen den unge,
Da sejret [1] han havde
Hjemsögte Giuke;
Tog mod tvende Brödres [2]
Troskabslöfter;
Eder vexled
Indbyrdes de Tappre.


2. Med Skattes Mængde
Ham de böd en Mö,
Gudrun den unge,
Giukes Datter.
Mangen Dag de sammen
Drak og talte
Unge Sigurd og
Giukes Sönner,


3. Til de hen foere
At frie til Brynhilde,
Saa at Sigurd red
I Selskab med dem,
Den unge Volsung
Som Vejene kjendte [3] -
Hende burde ægte [4]
Han, hvis skee det kunde!


4. Sigurd den sydlandske
Lagde blottet Sværd,
Blankskinnende Klinge,
Imellem dem;
Ikke Qvinden
Kyssed ham;
Ej hende Hunnisk Konning
Hæved til sin Arm;
Giukes Sön afhænded
Han den skjære [5] Mö.


5. Ingen Last hun var
I Livet sig bevidst,
Ved sit hele Levnet
Ingen Meen,
Som var en Lyde
Eller være hun troede; —
Der imellem ginge
Skjæbnens grumme Domme. [6]


6. En Dags Aften ude
Ene hun sad,
Talte hun da
Saa tydelige Ord:
"Sigurd skal jeg have,
Den vakkre Ungersvend,
I mine Arme,
Eller jeg skal döe. —


7. Ord som alt jeg angrer
Sagde jeg nu;
Gudrun er hans
Jeg er Gunnars Kone. —
Os langvarig Sorg [7]
Fæle Norner skabte."


8. Tit hun gik indvendig
Fuld af Ondt,
Af Frost og af Is, [8]
Hver en Aften
Da han og Gudrun
Gaa til Hvile,
Og hende Sigurd,
Den Hunniske Konning,
Tilhyller med Teppet,
Blid sin Hustru favner.


9. "Fryd og Mand berövet
Maa jeg vandle,
Glæden maa jeg söge
I grusomme Tanker."


10. Saa af Hævn og Had
Hun til Drab opegges: [9]
"Du skal Gunnar!
Alt [10] forlise,
Mit Land og
Mig selv tillige;
Aldrig jeg skal
Ved [11] Ædlingen frydes.


11. Jeg tilbage
Drage skal,
Did hvor för jeg var,
Til mine nære Frænder;
Der vil jeg sidde
Og Livet hensove,
Hvis du ej lader
Sigurd omkomme
Og den Konning
Overmander.[12]


12. Sönnen vi lade
Faderen ledsage,
Ung Ulv ej bör
Opfostres længe. —
For hvem blev Hævnen
Lettere derved,
Eller selv Forliget, [13]
At Sönnen lever?"


13. Vred blev Gunnar
Og foer sammen,
I urolige Tanker [14]
Sad den hele Dag;
Ej han ret nöje
Udfinde kunde
Hvad han sömmeligst
Gjöre skulde,
Eller hvad der var
For ham det beste,
Naar han sig tænkte
Volsungen berövet,
Og at Sigurd vist
Han savne maatte.


14. Atter lige længe
Overvejed han,
At det meget tit
Ikke skete
At Qvinder forlode
Kongedömmet. —
Til hemmelig Samtale
Högne han kaldte,
Der ejed han den
Hvem alt han betroede.


15. "Ene mig Brynhilde
Budles Datter er
Bedre end alle,
Ypperst blandt Qvinder.
För mit Liv
Jeg lade skal,
End den Kones
Skatte [15] bortkaste.


16. Vil du Fyrsten svige,
At Rigdom vi naa?
Godt er at raade
For Rhinens Malm [16]
Og med Glæde
Gods bestyre,
I roligt Hjem
Lyksalighed nyde."


17. Det ene Högne
Gav til Svar:
"Ej sömmer os
Sligt at udöve;
Bryde med Sværdet
Svorne Ede —
Eder svorne,
Given Tro.


18. Ej over Muld vi kjende
Lyksaligere Mænd,
Medens vi fire,
Folket beherske
Og den hunniske
Hærens Baldur[17] lever —
Eller en saa vældig
Slægt paa Jorden,
Hvis vi fem Sönner
Fostre længe
Og höjbaaren Æt
Vi foröges see.


19. Kilderne nöje
Kjender jeg; [18]
Brunhildes Tryglen
Bliver for leed.[19]


20. Vi skulle til
Drabet udruste
Vor yngre og
Uklogere Broder;
Han var uden for
Svorne Ede;
Svorne Ede,
Given Tro." —


21. Let at egge
Var den Frække[20]
Snart Sværdet stod
I Sigurds Hjerte.


22. Hævn forsögte
I Salen den Kamplystne,
Og kasted (Sværdet)
Efter den Frække.
Kraftigen flöj
Af Kongens Haand
Til Guttorm [21] Grams
Klartblinkende Staal.


23. Hans Fiende faldt
I tvende Dele,
Hænder og Hoved
Til den ene Kant,
Men Underkroppen
Segned tilbage.


24. Gudrun i Sengen
Var sovet ind
Ved Sigurds Side
Uden Sorger;
Men hun vaagned
Glæden berövet,
Da i Freyrs Yndlings [22]
Blod hun flöd.


25. Saa haardt slog hun sammen
Sine Hænder,
At den Modfulde
Mod Lejet sig reiste —
"Græd ikke Gudrun!
Saa bitterlig;
Blomstrende Brud!
Dig [23] Brödre leve.


26. Alt for ung er
Min Arvetager,
Ej kan han undkomme
Af fiendtligt Hus;
Nye Anslag de
Opfundet have,
Grumme og gridske,
Dem selv til Ulykke. [24]


27. Om du end Söstersönner
Syv dem föder,
En slig med dem ej skal
Ride til Stævne. —
Nu jeg klarlig kjender
Tildragelsens Gang;
Al den Ulykke
Volder Brynhilde.


28. Mig elsked Möen mere
End nogen anden Mand,
Dog jeg ej Gunnar
Gjorde noget ondt;
Slægtskabsbaand jeg agted
Og svorne Eder,
Siden blev jeg kaldet
Hans Kones ven." —


29. Dybt sukked Qvinden,
Kongens Liv bortveg [25]
Saa haardt slog hun sammen
Sine Hænder
At Malm-Bægres [26]
Gjenklang svarte,
Og fra Gaarden
Gjæssenes Skrig.[27]


30. Da lo Brynhilde
Budles Datter
Af sit hele
Hjerte en Gang;
Naar hun paa Lejet
Höre kunde
Giukes Datters
Skingrende [28] Graad.


31. Det talte da Gunnar
Ædlingers [29] Fyrste:
"Ej leer du derfor,
Hævnlystne Qvinde!
Glad paa Gulvet,
At godt dig bebudes.[30]
Sig hvi din lyse
Farve du skifter,
Udaads Stifterinde! [31]
Jeg troer du snart skal dö. [32]


32. Mest blandt alle Qvinder
Du fortjente
At for dine Öjne
Atle vi nedhugged;
At du saa din Broders
Blödende Saar,
Og svulmende Vunder
Forbinde du skulde."


33. Da svarte Brynhilde
Budles Datter :
"Ingen Mand dig egger,
Nok du myrdet har;
Lidet frygter Atle
For din Avind,[33]
Han skal eder
Overleve
Og hans Styrke stedse
Större være.


34. Sige jeg vil dig Gunnar
Selv veed du nöje
Hvor tidlig I eder
Skyld paadroge;
Jeg var for ung
Og utvungen,
Rigt med Guld begavet
I min Broders Hus.


35. Ej nogen Mand
Önsked jeg mig,
För I Giukunger
Til Gaarden kom,
Trende til Hest,
Vældige Konger —
Aldrig skeet have
Skulde den Færd!


36. Da jeg mig forloved
Med den Hersker
Som sad paa Granes
Guldbærende Ryg;
Ej var han af Öjne
Eder lig,
Ej af Udseende
I nogen Maade —
Dog troer I eder være
Mægtige Konger.


37. Og det til mig ene
Atle sagde,
At med mig han ej
Ejendele [34] skifted,
Guld eller Jorde,
Lod jeg mig ej gifte;
At intet han mig undte
Af tilfaldent Gods,
Hvad han mig som Barn
Havde givet,
Eller af Penge
Overdraget.


38. Da stod i Tvivl
Derom mit Sind,
Om jeg skulde kjæmpe
Eller öve Drab,
Bold i Brynie,
For Broderens Skyld. [35]
Det vilde da
Rygtes blandt Folk,
Volde mangen Mand
Hjertesorrig.


39. Dog jeg til Forlig,
Lod mig bevæge,
Heller jeg önsked
At modtage
Sigmunds Söns
Herlige Skatte,
Gyldne Ringe;
Ej en anden Mands
Gods jeg have vilde;
Een jeg elskte,
Ikke Flere;
Ej hused Qvinden
Ustadigt Sind.


40. Alt det vil Atle
Siden finde,
Naar min Dödningfærd
Fuldbyrdet han spörger;
Ej saa letsindig
Konen vorder
At hun med en andens
Mand sit Liv tilbringer —
Da skal min Harm
Hævnet vorde."


41. Opstod Gunnar,
Krigernes Hövding,
Og om hendes Hals
Hænder lagde.
Da efter hinanden
Alle ginge,
Af oprigtigt Sind
Hendes Sorg at stille. [36]


42. Husets Folk hun sig
Fra Halsen stödte;
Fra den lange Gang
Lod sig ingen holde.


43. Til enlig Samtale
Gunnar Högne fordred:
"Alle Mænd jeg vil
Ind i Salen kalde,
Dine med mine
(Nöden det byder)
Om de hindre kunde
Konens Dödningfærd,
At af hendes Tale
Ej Ulykker komme [37]
Saa vi Skjæbnen lade
For det hele raade."


44. Dertil Högne ene
Dette svarte:
"Ingen hende holde
Fra den lange Gang,
Hveden gjenfödt aldrig
Hun tilbage vende! [38]
For Moders Knæe
Kom hun vantreven [39]
Til uophörligt
Uheld födt
Og til mangen
Mands Hjertesorg."


45. Mismodig [40] han sig
Fra Samtalen vendte
Did hvor Fruen
Smykker uddelte;
Over sin hele
Ejendom hun saa
Döde [41] Trællinder
Og Slots-terner;
Paatog Guldbrynien
(Paa godt hun ej tænkte)
För med skarpe Klinge
Hun sig gjennemstak.


46. Hun mod Dynen [42] sank
Til den anden Side,
Og sværd-saaret
Udgrundede Raad.


47. "Nu skulle fremgaa
De som af mig ville
Guld eller mindre
Gaver modtage;
Enhver jeg giver
Et Smykke forgyldt,
Teppe [43] og Lagen,
Skinnende Klæder.".


48. Alle tauge,
Tænkte paa Raad
Og alle tilsammen
Gave det Svar:
"Mange nok döde! [44]
Vi ville leve;
Slots-terner maa
Sömmeligt forrette." [45]


49. Tilsidst viseligen[46]
Linprydet Kone,
Ung af Alder,
Gjenmælte de Ord:
"Ej vil jeg at nogen,
Uvillig, misnöjet, [47]
Skal for min Skyld
Livet forsage.


50. Paa eders Been
Brænde dog ville
Færre Penge,
Gyldne Smykker, [48]
Naar I heden fare [49]
Mig at hjemsöge.


51. Sæt dig ned Gunnar!
Sige jeg dig vil,
At din lyse Brud
Liv ej meer kan haabe;
Ej heelt eders Skib [50]
Over Havet farer,
Om jeg end Aanden
Opgivet haver.


52. Med Gudrun du forsones
Förend du troer;
Kongens fortrolige
Qvinde besidder
Efter afdöd Mage
Sörgelige Minder.


53. Der födes en Mö
Af Moder opdraget,
Den Svanhilde,
Solstraalen lig,
Vil lysere vorde
End den klare Dag. [51]


54. Gudrun vil du give
En höjbaaren Mand,
For Hæren en
Farlig Skytte; [52]
Hun uheldig gift
Mod sit Önske vorder —
Hende skal Atle
Til ægte tage,
Min Broder af
Budle avlet. —


55. Meget maa jeg mindes
Hvor med mig I handled,
Da I svarlig mig
Sveget havde;
Ved Glæden skilt
Var jeg mens jeg leved. —


56. Oddrun du skal
Ægte ville,
Men det Atle
Ej tillader;
Lönlig I helde
Til hinandens Barm;
Hun vil dig elske
Som jeg det skulde,
Hvis os Skjæbnen blid
Havde kunnet vorde.


57. Dig skal Atle
Ondt tilföje,
Du i den ænge
Ormegaard skal kastes.


58. Ej meget længe
Derefter det skeer
At Atle selv
Aanden opgiver
Fra sin Lykke og
Livet hensover;
Thi ham Gudrun
Grum i Sengen vorder,
Af harmfuldt [53] Hjerte,
Ved den skarpe Klinge. —


59. Vor Söster Gudrun
Sömmed det bedre.
Sin förste Mand
At fölge i Döden,
Hvis hende gaves.
Godes Raad, [54]
Eller hendes Hjerte
Lignede vort.


60. Langsomt [55] nu jeg taler —
Men hun ikke skal
For vor Skyld
Livet miste;
Höje Bölger skulle
Hende bære
Til Jonakurs
Odelsmark —
Tvivlsom er Jonakurs
Sönners Lykke! [56]


61. Sin og Sigurds
Datter Svanhilde
Hun ud af Landet
Sende skal;
Hende Bickes Raad
Styrte skulle,
Thi Jormunrek
Lever til Unytte. [57]
Da er Sigurds hele
Slægt udryddet,
Men Gudruns Sorger
Desto flere.


62. Dig om Et
Monne jeg bede,
Det i Verden vorde
Vil min sidste Bön,
Lad saa bred en Borg [58]
Paa Sletten opreise,
At et lige stort
Rum vi alle faa,
Som i Döden
Sigurd fulgte.


63. Omhæng [59] og Skjolde
Omgive den Borg;
Herlig farvede Tepper [60]
Dödningflok indhylle!
Brænder Hunnisk Helt [61]
Ved min ene Side.


64. Ved Hunnisk Helts [62]
Anden Side brænde
Mine med Smykker
Prydede Svende,
To ved Hovedet
Og to Höge! —
Da alt skal
Skiftes lige.


65. Atter os imellem
Ligge guldomslynget [63]
Det hvasse Sværd, [64]
Som da fordum
Vi bestege
Begge et Leje
Og kaldtes et
Ægtepar. [65]


66. Da ej ham
Paa Hælene styrte
Hallens favre Porte [66]
Dækkede med Guld, [67]
Hvis mit Fölge ham
Heden ledsager;
Ej vil vor Færd
Usel tykkes.


67. Thi ham fölge
Fem Trællinder,
Otte Svende
Af sömmelig Slægt, [68]
Min Faders Livegen
Opfostret med mig,
Som Budle sit
Barn har givet.


68. Meget jeg sagde,
Skulde dog end meer,
Hvis Klingen [69] tillod
Talen at forlænge. [70]
Rösten svinder,
Vunderne svulme;
Kun sandt jeg talte —
Saa (mit Liv) jeg ender!"


Noter:

  1. 1) ↄ: over Dragen Fafner
  2. 2) ↄ: Gunnars og Högnes, Giukes Sönners.
  3. 3) El. som kunde stride.
  4. 4) El. havde ægtet.
  5. 5) El. unge, opblomstrende.
  6. 6) Maaske eft. Ord. grumme Norner (Urdir)
  7. 7) El. Længsel, Savn.
  8. 8) ↄ: af Had og Hævnelyst.
  9. 9) Meningen er snarere: opeggede, tilskyndte.
  10. 10) El. gandske, fuldkommen.
  11. 11) El. hos, med.
  12. 12) El. bliver selv andre Kongers Konge.
  13. 13) El. at Sönnen lever, for at Forlig maa söges med ham.
  14. 14) Forandrede Sindet.
  15. 15) Her maaaske: Dyder eller Ynder.
  16. 16) ↄ: Guldet, Fafners Skat. I forrige Tider samlede man ogsaa Guldsand i Rhinen.
  17. 17) El. Hærförer, Kjæmpe.
  18. 18) E. O. Jeg veed nöje hvorfra Vejene (for disse Anslag) gaa.
  19. 19) El. Brynh. heftige Fordringer blive for store.
  20. 20) El. Fremfusende.
  21. 21) ↄ: Sværdet Grams.
  22. 22) E. O. Vens.
  23. 23) ↄ: for dig, dig til Hjelp eller Glæde.
  24. 24) E. O. dem nærgaaende.
  25. 25) E. O. Konen udkastede et Aandedrag (et dybt Suk) men Kongen Livet (opgav Aanden).
  26. 26) Jeg fölger Ordet (kalkar). Iva læser jeg ikke som ioá, men troer at det enten betyder det samme som æva (æfa) — eller og at det burde læses som to Ord: í vá eller í rá. Hovedmeningen bliver i alle Tilfælde den samme.
  27. 27) Gjæs ommeldes tit i den indiske Poesie, som yndede Fugle. See Schlegels ind. Bibl. 1ste B. S. 94. Jfr. det 1ste Qvad om Gudrune Str. 16.
  28. 28) ↄ: hulkende.
  29. 29) E. O. Hærföreres el. höjbaarne Mænds.
  30. 30) El. at det betegner noget godt.
  31. 31) E. O. Föderinde el. Opfostrerinde.
  32. 32) Orig. er feig. ↄ: bestemt til en nær Död. (See S. 32).
  33. 33) El. Had, Ugunst.
  34. 34) El. Arvegods.
  35. 35) Sag, Fornærmelse.
  36. 36) El. holde hende tilbage, standse hendes Raserie.
  37. 37) Jfr. den gamle af Samleren forhen (s. 30) anförte Bemærkning om den Styrke som Oldtiden tillagde de Döendes Ord; deres Spaadoms-Kraft antoges og af alle gamle Folk, f. Ex. Hebræer, Perser og Græker. Jfr. Str. 51 o. f.
  38. 38) Jfr. III, 274, 294, 311-312, hvoraf det tydelig sees at den druidisk-brachmanske Tro paa Sjælevandringen var almindelig i det hedenske Norden.
  39. 39) Syg el. vanskabt (her det samme som ond, ulyksalig).
  40. 40) El. holdende sig fra Ros.
  41. 41) El. döende. Eller ogsaa a) Hungrige; b) begjærlige (efter Guld eller Gave). Er denne Oversætt. rigtig, menes her de Trællinder som bleve dræbte (efter den ældste Overtro) for at fölge deres Frue i Döden og til Ligbaalet. Jfr. Str. 48.
  42. 42) El. Puden, Sengen.
  43. 43) Om det synderlige Ord bók (Bog) see Glossariet til den st. Udg. II, 588-89.
  44. 44) El. (om vi end ere) meget hungrige eller usle. S. Anm. 41.
  45. 45) E. sörge for Anstændighed (ved Hofholdningen).
  46. 46) El. efter vis Betænkning.
  47. 47) E. O. vanskelig at overtale.
  48. 48) E. O. Menias gode Meel, ↄ: Guldet (efter Grottesangen og Mythen om Kong Frodes Trylleqværn). Her sigtes ellers til den hedenske Tro om de paa Ligbaalet brændte Smykkers o. s. v. Overförelse med Dödningen til den anden Verden.
  49. 49) E. O. kommer frem (til det andet Liv).
  50. 50) ↄ: Eders Lykke staaer ikke fast. Græker og Romere tillagde Lykken Seil eller Roer som Attribut.
  51. 51) El. Svanhilde vil blive lysere end Solstraalen o. s. v.
  52. 52) Det er uvist om Heltinden eller hendes Ægtemand menes her.
  53. 53) El. saaret, bittert.
  54. 54) El. hvis det undtes hende at kunne fölge Godes Raad.
  55. 55) El. sparsomt, sagte (som mattet af Dödskampen).
  56. 56) El. Raad, Forhold, Foretagender.
  57. 57) See Samlingens tvende sidste Qvad.
  58. 58) ↄ: Ligbaalet; her et virkeligt castrum doloris!
  59. 59) El. Telte; Tapetserier.
  60. 60) Valaript er maaske: Liglagener; blodige Klæder; Dödningklæder (ligesom Walaraupa) i de gamle bajerske Love); Ordet kan ogsaa betyde: herlige eller vælsk Linned o. s. v.
  61. 61.62) E. O. den Hunniske (med Hunnerne eller Venderne beslægtede) o. s. v.
  62. 61.62) E. O. den Hunniske (med Hunnerne eller Venderne beslægtede) o. s. v.
  63. 63) I Texten tilföjes: Malm.
  64. 64) E. O. Jern (Staal)
  65. 65) E. O. med Ægtefolks Navn.
  66. 66) ↄ: Naar hans Lig bæres ud.
  67. 67) El. forsynede med en gylden Ring (til Haandtag).
  68. 68) E. O. af god Æt eller Herkomst.
  69. 69) El. Sværdet. And. Skjæbnen (eller Skaberen).
  70. 70) E. O. hvis den undte Talen (Stemmen) mere Rum.