Sigurd Fafnersbane 3 (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Tredie Qvad om Sigurd Fafnersbane

[Kaldet andet Qvad om Brynhilde i den svenske Udg. See den kh. Udg II, 212-44, 928-44. Angaaende Indholdet see endvidere Saga-Biblioth. II, 71-73, 251-53].

1. Fordum Sigurd,

Volsungen den unge,

Da sejret han havde

Hjemsögte Giuke;

Tog mod tvende Brödres

Troskabslöfter;

Eder vexled

Indbyrdes de Tappre.

2. Med Skattes Mængde

Ham de böd en Mö,

Gudrun den unge,

Giukes Datter.

Mangen Dag de sammen

Drak og talte

Unge Sigurd og

Giukes Sönner,

3. Til de hen foere

At frie til Brynhilde,

Saa at Sigurd red

I Selskab med dem,

Den unge Volsung

Som Vejene kjendte -

Hende burde ægte

Han, hvis skee det kunde!

4. Sigurd den sydlandske

Lagde blottet Sværd,

Blankskinnende Klinge,

Imellem dem;

Ikke Qvinden

Kyssed ham;

Ej hende Hunnisk Konning

Hæved til sin Arm;

Giukes Sön afhænded

Han den skjære Mö.

5. Ingen Last hun var

I Livet sig bevidst,

Ved sit hele Levnet

Ingen Meen,

Som var en Lyde

Eller være hun troede; —

Der imellem ginge

Skjæbnens grumme Domme.

6. En Dags Aften ude

Ene hun sad,

Talte hun da

Saa tydelige Ord:

"Sigurd skal jeg have,

Den vakkre Ungersvend,

I mine Arme,

Eller jeg skal döe. —

7. Ord som alt jeg angrer

Sagde jeg nu;

Gudrun er hans

Jeg er Gunnars Kone. —

Os langvarig Sorg

Fæle Norner skabte."

8. Tit hun gik indvendig

Fuld af Ondt,

Af Frost og af Is,

Hver en Aften

Da han og Gudrun

Gaa til Hvile,

Og hende Sigurd,

Den Hunniske Konning,

Tilhyller med Teppet,

Blid sin Hustru favner.

9. "Fryd og Mand berövet

Maa jeg vandle,

Glæden maa jeg söge

I grusomme Tanker."

10. Saa af Hævn og Had

Hun til Drab opegges: —

"Du skal Gunnar!

Alt forlise,

Mit Land og

Mig selv tillige;

Aldrig jeg skal

Ved Ædlingen frydes.

11. Jeg tilbage

Drage skal,

Did hvor för jeg var,

Til mine nære Frænder;

Der vil jeg sidde

Og Livet hensove,

Hvis du ej lader

Sigurd omkomme

Og den Konning

Overmander.

12. Sönnen vi lade

Faderen ledsage,

Ung Ulv ej bör

Opfostres længe. —

For hvem blev Hævnen

Lettere derved,

Eller selv Forliget,

At Sönnen lever?"

13. Vred blev Gunnar

Og foer sammen,

I urolige Tanker

Sad den hele Dag;

Ej han ret nöje

Udfinde kunde

Hvad han sömmeligst

Gjöre skulde,

Eller hvad der var

For ham det beste,

Naar han sig tænkte

Volsungen berövet,

Og at Sigurd vist

Han savne maatte.

14. Atter lige længe

Overvejed han,

At det meget tit

Ikke skete

At Qvinder forlode

Kongedömmet. —

Til hemmelig Samtale

Högne han kaldte,

Der ejed han den

Hvem alt han betroede.

15. "Ene mig Brynhilde

Budles Datter er

Bedre end alle,

Ypperst blandt Qvinder.

För mit Liv

Jeg lade skal,

End den Kones

Skatte bortkaste.

16. Vil du Fyrsten svige,

At Rigdom vi naa?

Godt er at raade

For Rhinens Malm

Og med Glæde

Gods bestyre,

I roligt Hjem

Lyksalighed nyde."

17. Det ene Högne

Gav til Svar:

"Ej sömmer os

Sligt at udöve;

Bryde med Sværdet

Svorne Ede —

Eder svorne,

Given Tro.

18. Ej over Muld vi kjende

Lyksaligere Mænd,

Medens vi fire,

Folket beherske

Og den hunniske

Hærens Baldur lever —

Eller en saa vældig

Slægt paa Jorden,

Hvis vi fem Sönner

Fostre længe

Og höjbaaren Æt

Vi foröges see.

19. Kilderne nöje

Kjender jeg;

Brunhildes Tryglen

Bliver for leed.

20. Vi skulle til

Drabet udruste

Vor yngre og

Uklogere Broder;

Han var uden for

Svorne Ede;

Svorne Ede,

Given Tro." —

21. Let at egge

Var den Frække —

Snart Sværdet stod

I Sigurds Hjerte.

22. Hævn forsögte

I Salen den Kamplystne,

Og kasted (Sværdet)

Efter den Frække.

Kraftigen flöj

Af Kongens Haand

Til Guttorm Grams

Klartblinkende Staal.

23. Hans Fiende faldt

I tvende Dele,

Hænder og Hoved

Til den ene Kant,

Men Underkroppen

Segned tilbage.

24. Gudrun i Sengen

Var sovet ind

Ved Sigurds Side

Uden Sorger;

Men hun vaagned

Glæden berövet,

Da i Freyrs Yndlings

Blod hun flöd.

25. Saa haardt slog hun sammen

Sine Hænder,

At den Modfulde

Mod Lejet sig reiste —

"Græd ikke Gudrun!

Saa bitterlig;

Blomstrende Brud!

Dig Brödre leve.

26. Alt for ung er

Min Arvetager,

Ej kan han undkomme

Af fiendtligt Hus;

Nye Anslag de

Opfundet have,

Grumme og gridske,

Dem selv til Ulykke.

27. Om du end Söstersönner

Syv dem föder,

En slig med dem ej skal

Ride til Stævne. —

Nu jeg klarlig kjender

Tildragelsens Gang;

Al den Ulykke

Volder Brynhilde.

28. Mig elsked Möen mere

End nogen anden Mand,

Dog jeg ej Gunnar

Gjorde noget ondt;

Slægtskabsbaand jeg agted

Og svorne Eder,

Siden blev jeg kaldet

Hans Kones ven." —

29. Dybt sukked Qvinden,

Kongens Liv bortveg —

Saa haardt slog hun sammen

Sine Hænder

At Malm-Bægres

Gjenklang svarte,

Og fra Gaarden

Gjæssenes Skrig.

30. Da lo Brynhilde

Budles Datter

Af sit hele

Hjerte en Gang;

Naar hun paa Lejet

Höre kunde

Giukes Datters

Skingrende Graad.

31. Det talte da Gunnar

Ædlingers Fyrste:

"Ej leer du derfor,

Hævnlystne Qvinde!

Glad paa Gulvet,

At godt dig bebudes.

Sig hvi din lyse

Farve du skifter,

Udaads Stifterinde!

Jeg troer du snart skal dö.

32. Mest blandt alle Qvinder

Du fortjente

At for dine Öjne

Atle vi nedhugged;

At du saa din Broders

Blödende Saar,

Og svulmende Vunder

Forbinde du skulde."

33. Da svarte Brynhilde

Budles Datter :

"Ingen Mand dig egger,

Nok du myrdet har;

Lidet frygter Atle

For din Avind,

Han skal eder

Overleve

Og hans Styrke stedse

Större være.

34. Sige jeg vil dig Gunnar

Selv veed du nöje

Hvor tidlig I eder

Skyld paadroge;

Jeg var for ung

Og utvungen,

Rigt med Guld begavet

I min Broders Hus.

35. Ej nogen Mand

Önsked jeg mig,

För I Giukunger

Til Gaarden kom,

Trende til Hest,

Vældige Konger —

Aldrig skeet have

Skulde den Færd!

36. Da jeg mig forloved

Med den Hersker

Som sad paa Granes

Guldbærende Ryg;

Ej var han af Öjne

Eder lig,

Ej af Udseende

I nogen Maade —

Dog troer I eder være

Mægtige Konger.

37. Og det til mig ene

Atle sagde,

At med mig han ej

Ejendele skifted,

Guld eller Jorde,

Lod jeg mig ej gifte;

At intet han mig undte

Af tilfaldent Gods,

Hvad han mig som Barn

Havde givet,

Eller af Penge

Overdraget.

38. Da stod i Tvivl

Derom mit Sind,

Om jeg skulde kjæmpe

Eller öve Drab,

Bold i Brynie,

For Broderens Skyld.

Det vilde da

Rygtes blandt Folk,

Volde mangen Mand

Hjertesorrig.

39. Dog jeg til Forlig,

Lod mig bevæge,

Heller jeg önsked

At modtage

Sigmunds Söns

Herlige Skatte,

Gyldne Ringe;

Ej en anden Mands

Gods jeg have vilde;

Een jeg elskte,

Ikke Flere;

Ej hused Qvinden

Ustadigt Sind.

40. Alt det vil Atle

Siden finde,

Naar min Dödningfærd

Fuldbyrdet han spörger;

Ej saa letsindig

Konen vorder

At hun med en andens

Mand sit Liv tilbringer —

Da skal min Harm

Hævnet vorde."

41. Opstod Gunnar,

Krigernes Hövding,

Og om hendes Hals

Hænder lagde.

Da efter hinanden

Alle ginge,

Af oprigtigt Sind

Hendes Sorg at stille.

42. Husets Folk hun sig

Fra Halsen stödte;

Fra den lange Gang

Lod sig ingen holde.

43. Til enlig Samtale

Gunnar Högne fordred:

"Alle Mænd jeg vil

Ind i Salen kalde,

Dine med mine

(Nöden det byder)

Om de hindre kunde

Konens Dödningfærd,

At af hendes Tale

Ej Ulykker komme —

Saa vi Skjæbnen lade

For det hele raade."

44. Dertil Högne ene

Dette svarte:

"Ingen hende holde

Fra den lange Gang,

Hveden gjenfödt aldrig

Hun tilbage vende!

For Moders Knæe

Kom hun vantreven

Til uophörligt

Uheld födt

Og til mangen

Mands Hjertesorg."

45. Mismodig han sig

Fra Samtalen vendte

Did hvor Fruen

Smykker uddelte;

Over sin hele

Ejendom hun saa

Döde Trællinder

Og Slots-terner;

Paatog Guldbrynien

(Paa godt hun ej tænkte)

För med skarpe Klinge

Hun sig gjennemstak.

46. Hun mod Dynen sank

Til den anden Side,

Og sværd-saaret

Udgrundede Raad.

47. "Nu skulle fremgaa

De som af mig ville

Guld eller mindre

Gaver modtage;

Enhver jeg giver

Et Smykke forgyldt,

Teppe og Lagen,

Skinnende Klæder.".

48. Alle tauge,

Tænkte paa Raad

Og alle tilsammen

Gave det Svar:

"Mange nok döde!

Vi ville leve;

Slots-terner maa

Sömmeligt forrette."

49. Tilsidst viseligen

Linprydet Kone,

Ung af Alder,

Gjenmælte de Ord:

"Ej vil jeg at nogen,

Uvillig, misnöjet,

Skal for min Skyld

Livet forsage.

50. Paa eders Been

Brænde dog ville

Færre Penge,

Gyldne Smykker,

Naar I heden fare

Mig at hjemsöge.

51. Sæt dig ned Gunnar!

Sige jeg dig vil,

At din lyse Brud

Liv ej meer kan haabe;

Ej heelt eders Skib

Over Havet farer,

Om jeg end Aanden

Opgivet haver.

52. Med Gudrun du forsones

Förend du troer;

Kongens fortrolige

Qvinde besidder

Efter afdöd Mage

Sörgelige Minder.

53. Der födes en Mö

Af Moder opdraget,

Den Svanhilde,

Solstraalen lig,

Vil lysere vorde

End den klare Dag.

54. Gudrun vil du give

En höjbaaren Mand,

For Hæren en

Farlig Skytte;

Hun uheldig gift

Mod sit Önske vorder —

Hende skal Atle

Til ægte tage,

Min Broder af

Budle avlet. —

55. Meget maa jeg mindes

Hvor med mig I handled,

Da I svarlig mig

Sveget havde;

Ved Glæden skilt

Var jeg mens jeg leved. —

56. Oddrun du skal

Ægte ville,

Men det Atle

Ej tillader;

Lönlig I helde

Til hinandens Barm;

Hun vil dig elske

Som jeg det skulde,

Hvis os Skjæbnen blid

Havde kunnet vorde.

57. Dig skal Atle

Ondt tilföje,

Du i den ænge

Ormegaard skal kastes.

58. Ej meget længe

Derefter det skeer

At Atle selv

Aanden opgiver

Fra sin Lykke og

Livet hensover;

Thi ham Gudrun

Grum i Sengen vorder,

Af harmfuldt Hjerte,

Ved den skarpe Klinge. —

59. Vor Söster Gudrun

Sömmed det bedre.

Sin förste Mand

At fölge i Döden,

Hvis hende gaves.

Godes Raad,

Eller hendes Hjerte

Lignede vort.

60. Langsomt nu jeg taler —

Men hun ikke skal

For vor Skyld

Livet miste;

Höje Bölger skulle

Hende bære

Til Jonakurs

Odelsmark —

Tvivlsom er Jonakurs

Sönners Lykke!

61. Sin og Sigurds

Datter Svanhilde

Hun ud af Landet

Sende skal;

Hende Bickes Raad

Styrte skulle,

Thi Jormunrek

Lever til Unytte. —

Da er Sigurds hele

Slægt udryddet,

Men Gudruns Sorger

Desto flere.

62. Dig om Et

Monne jeg bede,

Det i Verden vorde

Vil min sidste Bön,

Lad saa bred en Borg

Paa Sletten opreise,

At et lige stort

Rum vi alle faa,

Som i Döden

Sigurd fulgte.

63. Omhæng og Skjolde

Omgive den Borg;

Herlig farvede Tepper

Dödningflok indhylle!

Brænder Hunnisk Helt

Ved min ene Side.

64. Ved Hunnisk Helts

Anden Side brænde

Mine med Smykker

Prydede Svende,

To ved Hovedet

Og to Höge! —

Da alt skal

Skiftes lige.

65. Atter os imellem

Ligge guldomslynget

Det hvasse Sværd,

Som da fordum

Vi bestege

Begge et Leje

Og kaldtes et

Ægtepar.

66. Da ej ham

Paa Hælene styrte

Hallens favre Porte

Dækkede med Guld,

Hvis mit Fölge ham

Heden ledsager;

Ej vil vor Færd

Usel tykkes.

67. Thi ham fölge

Fem Trællinder,

Otte Svende

Af sömmelig Slægt,

Min Faders Livegen

Opfostret med mig,

Som Budle sit

Barn har givet.

68. Meget jeg sagde,

Skulde dog end meer,

Hvis Klingen tillod

Talen at forlænge. —

Rösten svinder,

Vunderne svulme;

Kun sandt jeg talte —

Saa (mit Liv) jeg ender!"

Noter: