Sigurd og Gjengangeren
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Sigurd og Gjengangeren
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Der boede paa en Gaard en Bonde, som havde en Søn, der hed Sigurd. Alle Folk syntes, at Sønnen var en underlig Fyr; ilde var han lidt, men han var da ogsaa saa uartig, at der ikke var noget Udkomme med ham.
Engang kom til denne Gaard en Mand, ved Navn Sigurd, som bad Bonden om at maatte være der om Vinteren og fik Tilladelse dertil. Den Fremmede kunde ikke foretage sig Andet, end spille paa Harpe. Men begge Navnerne bleve saa gode Venner, at Bondesønnen ikke holdt af at være andetsteds, end hos den fremmede Gjæst.
Vinteren gik hen, og om Vaaren drog Vintergjæsten igjen bort. Efter at han var reist fra Hjemmet, kjedede Bondesønnen sig der overalt, saa at han ikke holdt ud at være paa noget Sted, og om Høsten drog han da ud, for at lede efter Sigurd. Han gik til hver Gaard, drog fra Bygd til Bygd, fra Syssel til Syssel, og spurgte overalt om sin Navne Sigurd. Endelig kom han til en Præstegaard, hvor han ogsaa spurgte efter sin Navne. Ingen vidste Noget om ham, men man fortalte ham dog saa Meget, at nylig var en Mand, der hed Sigurd, kommen did, men at han lige var død. Han spurgte, hvor han laa. Man sagde ham, at han laa derude i Kirken og at han nylig var bleven lagt i Kiste. Han bad om at maatte gaae derud, og efter at have erholdt Tilladelse dertil, blev han siddende over Kisten til heelt ud paa Natten. Om Natten stod Sigurd op af Kisten, gik ud og blev længe borte. Men Sigurd Bondesøn sad imens ved Kisten.
Det traf sig saaledes, at Præstens Hustru der paa Gaarden nylig havde født et Barn. Henad Morgenstunden kom Gjengangeren og vilde i Kisten igjen. Bondesønnen sagde, at det fik han ikke Lov til, hvis han ikke fortalte ham, hvad han nu havde taget sig for: »Jeg legede med mine Penge,« sagde Gjengangeren. »Nu vil jeg have Lov til at komme i Kisten,« vedblev han. »Ikke før Du siger mig, hvor Pengene ligge,« sagde Sigurd. »Det faaer Du ikke at vide,« sagde Gjengangeren. »Saa kommer Du heller ikke i Kisten,« svarede Sigurd. Da fortalte Gjengangeren, at de laae under Hjørnet i Badstuen. »Hvor mange er der?« spurgte Sigurd. »Een Fjerding,« svarede Gjengangeren. »Tog Du Dig nu ikke Mere for?« spurgte Sigurd. »Nei,« svarede Gjengangeren. »Du foretog Dig vist Mere,« sagde Sigurd, »og Du kommer ikke ned i din Kiste, før Du har sagt mig det.« »Jeg dræbte Præstekonen,« sagde Gjengangeren. »Hvorfor gjorde Du det?« spurgte Sigurd. Jeg vilde være Ven med hende, mens hun levede,« sagde Gjengangeren; »men hun formeente mig det.« »Hvorledes bar Du Dig ad?« spurgte Sigurd. Jeg strøg alt det Liv, der var i hende, udi den lille Finger,« svarede Gjengangeren. »Kan hun ikke bringes tillive igjen?« spurgte Sigurd. »Jo,« svarede Gjengangeren, »hvis Baandet, jeg bandt om den lille Finger, bliver løsnet saa lempeligt, at der ikke flyder Blod.«
»Nu vil jeg ned i Kisten,« sagde Gjengangeren. »Ikke uden Du lover mig, aldrig tiere at staae op af Kisten,« svarede Sigurd. »Jeg vil ned i Kisten,« sagde Gjengangeren. »Lov mig først det Andet,« svarede Sigurd. Enden blev da, at Gjengangeren lovede, aldrig mere at staae op af sin Kiste. Han lagde sig nu ned i Kisten og den lukkede sig igjen.
Om Morgenen kom Sigurd ind i Gaarden og traf Folkene i stor Sorg. Han spurgte, hvad der feilede dem, og man fortalte ham da, at Præstens Kone var død om Natten. Han bad om Tilladelse til at maatte see hende, og man viste ham, hvor hun laa. Han løste Baandet paa Præstekonens Lillefinger, og strøg hele hendes Legerne, indtil hun lidt efter lidt levede op igjen. Siden fortalte han Præsten sit Mellemværende med Gjengangeren og viste ham Pengene, for at bekræfte Sandheden af sit Udsagn. Han blev nu holdt i stor Ære af Præsten, der tog ham i sin Tjeneste og siges at have gjort en saare flink Mand af ham, og det fortælles, at Sigurd fra denne Dag af altid opførte sig vel.
Og saa ender denne Fortælling.
