Sjælevandring

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 170

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Sjælevandring


63. Stifmoderblomsten betyder en Moder og hendes fire Døtre.
   De to smaa Stifbørn døde først, derefter hendes egne og til sidst hun selv. For sin Ondskab mod sine Stifbørn sidder hun nu og bræn­der i Helvede. Idet man fortæller om, at de døer, rykker man efterhaands Bladene af. Moderens Hoved er rødt, og Brystet gult, det viser, at hun brænder i Helvede.
H. Bering.


64. De tre i Stifmoderblomsten spiser af en Pandekage, medens Stif døtrene, der sidder længst borte, intet faar af den og maa begge nære sig med én Stol at sidde paa.
P. K. Madsen.


65. En Pige blev manet levende ned i Jorden, og paa den Plet vogsede en dejlig grøn Busk op med en rød og en grøn Top. En Mand fandt den saa smuk, at han tog den op og satte den i en Urtepotte, og da han mærkede, at alt blev ryddet op, og der blev fejet, naar han om Dagen var fraværende, saa spurgte han en klog Kone derom. Hun raadede ham til at skjære den røde Top af, og strags blev Blom­sten til en dejlig Pige, som han giftede sig med.
   Senere forsvarede han hende mod én, der forfulgte hende, og nu fremkommer Rimet:
   Du tørrede dig paa det herlige Lin, hjælp mig nu, Allerkjæresten min.
Fortalt af Juul Rasmussen. Frøken Anna Moltke, Palsgaard.


66. Der var et Par Karle, der var i Mosen at grave Tørv. Saa laa de og sov deres Middagssøvn, og da løb der en Mus ud af Munden paa den ene Karl, og den løb runden omkring. Saa løb den ind igjen, og Karlen var lige vag — for han var syg i Forvejen — og kunde ikke orke noget.
   Næste Gang han laa og sov, laa den anden Karl paa Vagt, han havde nogen Ting i Sinde. Musen kom ogsaa den Gang og løb af ham. Saa kaldte han æd den anden Karl.
   "Tu, nu er a saa frisk og saa rask, og nu skader a ingen Ting."
   Saa var han kommen sig, og den anden Karl sagde ham, hvad han havde set og gjort.
Niels Madsen, Bratten.


67. To Karle var ude at grave Tørv, og saa lagde de dem der ude at faa deres Middagssøvn. Den ene sov snart haardt og laa saadanog gabte, men den anden laa og sov ikke rigtig, han laa som og blundede.
   Da saa han en Hugorm, der smuttede ind i Munden paa den anden, men han kom for sent til at gjøre Værge, og saa vilde han ikke aabenbare for den anden, hvad der var sket med ham, og tav da helt stille med det.
   Den Karl gik siden og var saa vag og skidt af Helbred, og han vidste ikke, hvad det var, han fejlede.
   Aaret efter træffer det sig, at de skulde ud igjen og grave Tørv, og saa lagde de dem paa det samme Sted. Nu satte Karlen sig for, at han vilde passe paa. Den anden faldt i Søvn, og da han havde ligget lidt, kom der en vældig stor Hugorm ud af ham, og den havde 9 Unger efter sig.
   Da de var saa ude, og der ikke vilde komme flere, kaldte den anden paa ham. De kom og vilde ind igjen i det samme, men han afvær­gede det og fik ham rigtig vaagen. Saa viste han ham Ormen og de 9 Unger og sagde:
   "Der kan du se din Skadesmand."
   Siden var Karlen rask.
Lovise Sørensdatter, Ø.-Br.


68. To Karle var ude at grave Tørv, og saa lagde de dem at sove deres Middagssøvn. Da kom der en Øddel og krøb ind i Munden paa den ene. Den ynglede saa der inde.
Johanne Marie Jensdatter, Klæstrup.


69. To Karle var ude i Mosen at grave Tørv. Den ene holdt for Munden af den anden, da Musen kom og vilde ind i ham igjen, og saa var Karlen død.
Jens Mosen, Ø.-Br.


70. En Mus løber ud af Karlen. Den anden Karl slog den ihjel og sagde:
   "Nej, aldrig skal du komme i den Karl at befale igjen."
Mads Hansens Enke, Sterregaard.


71. Generalløjtnant Bardenfleth paa Harritslevgaard sagde, at han fra Kjøbenhavn kunde sende sin Tjener hjem til Gaarden paa 10 Minutter efter en Sølvske af hvad Nummer, de vilde have. Kun Sjælen behøvede at sendes af Sted. Han tilbød ogsaa at sende en af de Herrer af Sted, han talte med, men ingen af dem turde lade ham gjøre det.
Jacob Rasmussen, Stensby.