Skírnismǫ́l

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Skírnismǫ́l


Freyr, sonr Njarðar, hafði einn dag sezk í Hliðskjálf ok sá um heima alla; hann sá í Jǫtunheima ok sá þar mey fagra, þá er hon gekk frá skála fǫður síns til skemmu; þar af fekk hann hugsóttir miklar. Skírnir hét skósveinn Freys. Njǫrðr bað hann kveðja Frey máls. Þá mælti Skaði:


1.
Rís nú Skírnir
ok ráð at bęiða
okkarn mála mǫg,
ok þess at fregna
hvęim hinn fróði séi
ofręiði afi.



1. ráð: er gisning f. gakk i hds. — okkarn mǫg: Skades og Njords sön, Frey, men denne var kun hendes stesön. Der er ingen grund til at betvivle, at det er Skade, der taler. — þess: obj. til fregna. — ofręiði: meget vred; denne svage form kun her. — afi: her ‘mand’.



Sk. kv. 2.
Illra orða
es mér ón at ykrum syni,
ef ek gęng at mæla við mǫg,
ok þess at fregna,
hvęim hinn fróði séi
ofręiði afi.



2. L. 2 er temlig lang og har to betonede ord, der beg. med vokal, hvad der er fejl. — ón: = vǫ́n, forvæntning.

Mellem v. 2 og 3 går Skírnir hen til Freyr.



3.
Sęg þat Fręyr,
folkvaldi goða,
ok ek vilja vita,
hví þú ęinn sitr
ęndlanga sali
minn dróttinn of daga.



3. folkvaldi goða: = valdi goða folks, herskeren over gudernes skare. — vilja: kunde ønske; omtr. = indik. — ęndlanga: lange i deres hele udstrækning. — sitr: sættes her med acc., bebo.



Fr. kv. 4.
Hví of sęgjak þér,
sęggr hinn ungi,
mikinn móðtrega,
alfrǫðull
lýsir of alla daga
ok þęygi at mínum munum.



4. móðtrega: sinds-kummer. — L. 6: »og dog ikke til gunst for min attrå, længsel«.



Sk. kv. 5.
Muni þína
hykka svá mikla vesa,
at mér sęggr né sęgir;
ungir saman
vǫ́rum í árdaga,
vęl mættim tvęir trúask.



5. trúask: have tillid til hinanden (m. h. t. fortrolighed).



Fr. kv. 6.
Í Gymis gǫrðum
ek ganga sá
mér tíða męy;
armar lýstu,
ęn af þaðan
alt lopt ok lǫgr.



6. Gymir: er en jætte, ellers ukendt. — tíða: egl. hyppig ihukommet, her nærmest ‘elsket’ (om en, man er opfyldt af).



7.
Mær es mér tíðari
an manna hvęim
ungum í árdaga;
ása ok alfa
þat vill ęngi maðr,
at vit samt séim.
— — — —



7. ungum: her er mær vas underforstået. — maðr: her om aser og alver.

Herefter mangler et vers, hvori Freyr har befalet Skírnir at drage afsted. Snorre har mulig haft verset, men det kan ikke restitueres.



Sk. kv. 8.
Mar gef mér þá,
es mik of myrkvan beri
vísan vafrloga,
ok þat sverð,
es sjalft vegisk
við jǫtna ætt.



8. vafrloga: flakkende lue; denne omgav Gerds sal. Luen kaldes mörk og víss, det første fordi den var uigennemtrængelig for öjet, det sidste fordi den var ‘uundgåelig’. — vegisk: svinger sig.



Fr. kv. 9.
Mar þér þann gefk,
es þik of myrkvan berr
vísan vafrloga,
ok þat sverð,
es sjalft mun vegask,
ef sá ’s horskr es hęfr.
Skírnir mælti við hestinn:



9. horskr: klog, her snarest ‘modig’, ‘rask’, hvad der kan udledes af den etymol. betydn.



10.
Myrkt es úti,
mál kveðk okr fara
úrig fjǫll yfir
þursa þjóð yfir; *
báðir komumk
eða okr báða tękr
sá hinn ámátki jǫtunn.



10. L. 4 er vist senere tilsat. — jǫtunn: er vel Gerds fader.

Skírnir reið i Jǫtunheima til Gymisgarða; þar váru hundar ólmir ok bundnir fyrir skíðgarðshliði þess, er um sal Gerðar var. Hann reið at þar, er féhirðir sat á haugi, ok kvaddi hann:



11.
Sęg þat hirðir,
es á haugi sitr
ok varðar alla vega,
hvé ek at andspilli
komumk hins unga mans
fyr gręyjum Gymis.



11. hirðir: jfr. Vǫluspǫ́ v. 42. — andspilli: ntr., samtale.



Hirðir kvað 12.
Hvárt est fęigr,
eða est framm ginginn
— — — —
andspillis vanr
þú skalt æ vesa
góðrar męyjar Gymis.



12. fęigr: dødsens. — framm ginginn: (allerede) død. — L. 3 mgl. hdss.



Sk. kv. 13.
Kostir ro bętri
an at kløkkva séi
hvęim es fúss es fara,
ęinu dœgri
mér vas aldr of skapaðr
ok alt líf of lagit.



13. Kostir: (andre) valg, udveje. — kløkkva: miste modet. — fara: kan både være gen. pl. (af fǫr) og infin., snarest det første. — ęinu dœgri: på én bestemt dag (el. nat). — Nu rider Skirner videre hen til Gerds egen hal.



G. kv. 14.
Hvat ’s hlym hlymja
es nú hęyrik til
ossum rǫnnum í?
jǫrð bifask,
ęn allir fyrir
skjalfa garðar Gymis.



14. hlym hlymja: ordet bruges i pl. kun i denne forbindelse. Den slags udtryk, der betegner en stærkere fremhævelse, er ellers velkendte (svęinn svęina, sverð sverða o. s. v.). — til: i afstand.



Ambátt kvað 15.
Maðr ’s hér úti,
stiginn af mars baki,
jó lætr til jarðar taka.
— — — —



15. »han lader sin hest tage til jorden«, for at bide græs. Udtrykket er velkendt endnu på Island.



G. kv. 16.
Inn bið hann
ganga í okkarn sal
ok drekka hinn mæra mjǫð,
þó ek hitt óumk,
at hér úti séi
minn bróður-bani.



16. bróður-bani: om dette sigter til noget bestemt, vides ikke, man har formodet, at med broder mentes Beli, som Freyr skal have dræbt; han nævnes i forbindelse med denne historie hos Snorre.



17.
Hvat ’s þat alfa
né ása sona,
né víssa vana?
hví ęinn of komt
ęikinn fúr yfir
ór salkynni at séa.



17. né—né: bruges her for eða, da den spörgende vænter et nægtende svar. — ęikinn: den stridbare, rasende, fortærende. Dette viser, at fúrr er et masc., da fúr ikke kunde bruges her i pl.



Sk. kv. 18.
Emkat alfa
né ása sona
né víssa vana,
þó ęinn of komk
ęikinn fúr yfir
yður salkynni at séa.


19.
Ępli ęllifu
hér hefk algollin,
þau munk þér Gęrðr gefa,
frið at kaupa,
at þér Fręy kveðir
ó-lęiðastan lifa.



19. Hermed går Sk. uden at vænte svar fra Gerd straks over til sit ærinde. — algollin: bet. vel ‘helt af guld’, eller ‘helt gyldne’ (udvendig)? — frið: elskov; jfr. Hávam. 89. — at o. s. v. er et slags forklaring af det foregående. — De her nævnte æbler kan umulig være Iduns æbler; dem kunde guderne ikke undvære.



G. kv. 20.
Ępli ęllifu
ek þigg aldrigi
at manskis munum,
né vit Fręyr,
meðan okkart fjǫr lifir,
byggum bæði saman.



20. at — munum: for en mands elskov. — byggum: om ægteskabeligt samliv.



Sk. kv. 21.
Baug þér þá gefk,
þanns bręndr of vas
með ungum Óðins syni,
átta ro jafnhǫfgir,
es af drjúpa
hina níundu hvęrja nótt.



21. Baug: d. e. Draupnir; dette viser, at Freyr i virkeligheden = Odin selv.



G. kv. 22.
Baug þikkak,
þótt bręndr séi,
með ungum Óðins syni;
esa mér golls vant
í gǫrðum Gymis
at dęila fé fǫður.



22. at dęila: løst föjet til golls (vant) ‘tage del i’.



Sk. kv. 23.
Sér þú mæki, mær,
mjóvan, málfáan,
es hęfk í hendi hér,
hǫfuð hǫggva
munk þér halsi af,
nema mér sætt sęgir.



23. Da Sk. ser, at fagre løfter ingen virkning har, begynder han med trusler, den ene værre end den anden, indtil G. giver efter. — málfáan: indlagt med (magiske) figurer (mál). — sætt = frið ‘forlig’, »medmindre du bliver enig med mig«.



G. kv. 24.
Ánauð þola
vilk aldrigi
at manskis munum,
þó hins getk,
ef it Gymir finnizk
vígs ótrauðir at vegizk.



24. Ánauð: tvang. — þó o. s. v.: G. henviser til, at för vil Sk. komme til at bestå kamp med hendes fader.



Sk. kv. 25.
Sér þú mæki, mær,
mjóvan, málfáan,
es hęfk í hęndi hér,
fyr þessum ęggjum
hnígr hinn aldni jǫtunn,
verðr þinn fęigr faðir.



25. L. 6 er en kraftfuld gentagelse af l. 4–5.



26.
Tamsvęndi þik drepk,
ęn þik tęmja munk,
mær, at mínum munum,
þar skalt ganga
es þik gumna synir
síðan æva séi.



26. Tamsvęndi: tæmmende, stækkende, vånd; en tryllevånd, vel af lignende art som den Hegnuðr, der omtales i Vatsdælas, ved hvis slag en mand mistede mælet. — at — munum: her ‘efter min lyst, ønske’. — ganga: færdes. — gumna synir: mennesker, men dette er mærkeligt, da G. er en jættekvinde. Ordet bet. vist her blot ‘man’.



27.
Ara þúfu á
skalt ár sitja,
horfa hęimi ór
snugga heljar til, *
matr sé þér meir lęiðr
an manna hvęim
hinn fráni ormr með firum.



27. Ara þúfu: örne-tue, en ensom tue. — ár: straks. — snugga: se spejdende (snæliga snuggir, ‘det ser ud til sne’); linjen er næppe oprl., den siger ikke andet end l. 3, og mangler et forlydsrim. — fráni ormr: midgårdsormen.



28.
At undrsjónum
verðir, es út of kømr,
á þik Hrímnir hari
á þik hotvetna stari, *
víðkunnari verðir
an vǫrðr með goðum,
gapi þú grindum frá.



28. undrsjónum: vidundersyn, (rædselsfuldt) vidunder. — Hrímnir: en jætte. — hari: stirre (= stari). L. 4 er kun en mat gentagelse af l. 3 og mangler forlydsrim. — vǫrðr: d. e. Heimdal. — gapi: stirre (målløs og hjælpeløs). grindum frá: må forudsætte, at G. her skal være indelukket (som i et fængsel).



29.
Tópi ok ópi,
tjǫsull ok óþoli,
vaxi þér tǫ́r með trega;
sęzk þú niðr
ęn ek mun sęgja þér
sváran súsbreka.
ok tvinnan trega.



29. Tópi, ópi: ellers ukendte ord, hvis betydn. er usikker; man har deri set trylletegn, der skulde bevirke (åndelige) sygdomme, eller disse selv, hvilket sidste passer til vaxi (i l. 3). — tjǫsull: også ukendt; betydn. måske ‘brunst’. — súsbreka: et ellers ikke forekommende ord, måske ‘trykkende bølge’, her i overført betydn. ‘trængsel’ el. lign. — L. 7 kan mulig være oprl.



30.
Tramar gnęypa
þik skulu gęrstan dag
jǫtna gǫrðum í,
til hrímþursa hallar
þú skalt hvęrjan dag
kranga kostalaus.
kranga kostavǫn; *
grát at gamni *
skalt í gǫgn hafa *
ok lęiða með tǫ́rum trega. *



30. Tramar: af trami, ‘utyske’. — gnęypa: pine og plage. — gęrstan: den bitre (udslagne). — kranga: slæbe dig. — kostalaus: uden nogen (gode) udveje, udsigter, håbløs. — L. 7 kan mulig være ægte; kraftig gentagelse; de 3 følgende linjer er senere tillæg eller mulig rest af et vers. — lęiða trega: nære sorg (uden ophør).



31.
Með þursi þríhǫfðuðum
þú skalt æ nara
eða verlaus vesa,
þitt geð grípi; *
þik morn morni *
ves þú sem þistill,
sás þrunginn vas
í ofanverða ǫ́nn.



31. L. 1 er metrisk overlang, og mulig er þríhǫfðuðum tilföjelse for at göre det hele mere modbydeligt. — nara: leve trangt og kummerligt. — L. 4–5 er uden tvivl indskud; til grípimorn vist også tænkes som subj.; morn, ‘tærende sorg’, dertil morni som verbum, i transitiv betydn.; findes ellers som intrans., ‘rådne’. — L. 7–8 er dunkle og er bleven tolkede på forskellig vis; þrunginn synes snarest at bet. ‘trykket, presset’, og ǫnn kan kun bet. ‘høarbejdstiden el. høsten’, og ofanverða betegner den sidste del deraf. Man (M. Olsen) har peget på den estiske skik, i hver vinduesåbning at lægge en tidsel med sten på, så snart de første neg var opsatte til törring for at göre de kornstjælende tidseldæmoner uskadelige. Ordene passer godt hertil.



32.
Til holts ek gekk
ok til hrás viðar
gambantęin at geta
— — — —
gambantęin ek gat.



32. holts: skoven. — hrás viðar: saftfulde, unge træer. — gambantęin: må bet. ‘stærk, vånd’, anvendelig til at virke med på en magisk måde. Ordets egl. betydn. er usikker; i gambanręiði i følg. vers synes det at være blot forstærkende. Der mgl. l. 4–5 i verset.



33.
Ręiðr ’s þér Óðinn,
ręiðr ’s þér Ásabragr,
þik skal Fręyr fíask,
hin firinilla mær,
ęn fingit hęfr
gambanręiði goða.



33. Verset er mulig en tildigtning, det passer dårlig i smhængen. — Ásabragr: Tor. — firinilla: over al måde slette, meget stærkt udtryk.



34.
Hęyri jǫtnar, *
hęyri hrímþursar, *
synir Suttunga, *
sjalfir ásliðar, *
hvé fyrir býðk, *
hvé fyrir bannak *
manna glaum mani, *
manna nyt mani. *



34. Verset er uden tvivl en tildigtning. — jǫtnar, hrimþursar, synir Suttunga: er alt de samme væsner. — ásliðar: kan kun bet. ‘aserne’, de som hører til lið ása. — glaum: glæde. — nyt: nytte, gavn, glæde. — Verset er snarest at betragte som digtet i fornyrðislag.



35.
Hrímgrímnir hęitir,
es þik hafa skal
fyr nágrindr neðan,
þar þér vílmęgir
á viðarrótum
gęitahland gefi.
œðri drykkju *
fá þú aldrigi, *
mær, af þínum munum, *
mær, at mínum munum. *



35. Hrímgrímnir: ellers ukendt; grímnir i forb. med hrím kunde tyde på, at jætten tænkes som sodet i ansigtet (mörk). — fyr— neðan: i underverdenen. — gęitahland: altså som noget af det værste, der tænkes kunde. — L. 7–10 er vist en senere udvidelse. — af — munum: udfra din lyst, ɔ: selv om du ønsker noget bedre. — at — munum: efter mit ønske, er så temlig meningsløst.



36.
Þurs rístk þér
ok þría stafi,
ęrgi ok œði ok óþola,
svá ek þat af ríst
sem ek þat á ręist,
ef gęrvask þarfar þess.



36. Þurs: ɔ: runen ᚦ (jfr. þurs vældr kvænna kvillu, Rúnakv. 3). — þría stafi: man fatter de følg. subst. som forklarende appos., der er da vel tale om tryllefigurer (ikke rigtige runer). — ęrgi: sensuel frækhed, brynde. — œði: raseri. — óþola: lidenskabelig attrå.



G. kv. 37.
Hęill ves hęldr, svęinn,
ok tak við hrímkálki
fullum forns mjaðar,
þó hafðak ætlat,
at myndak aldrigi
unna vaningja vęl.



37. Nu kan Gerd ikke göre mere modstand. Alle trusler kunde hun afvise, men runernes kraft tör hun ikke modstå; dette viser bedst troen på runernes overvældende betydning for datidens mennesker. — hrímkálki: bæger af glas, der så ud som var det belagt med rim (har ordet nogen hentydning til hrím-þursar?). — vaningja: en af vane-slægten; Freyr var jo en sådan.



Sk. kv. 38.
Ørendi mín
vilk ǫll vita,
áðr ríðak heim heðan,
nær á þingi
munt hinum þroskamikla
nęnna Njarðar syni.



38. Skírnir er ikke tilfreds med dette svar, men kræver et aldeles bestemt svar af Gerd. — þroskamikla: kraftig (som har haft kraftig udvikling). — nęnna (á þingi) : göre ens vilje; þing = elskovsmøde; jfr. unna gamans.



G. kv. 39.
Barri hęitir,
es bæði vitum,
lundr lognfara,
ęn ępt nætr níu
þar mun Njarðar syni
Gęrðr unna gamans.



39. Barri: korn-marken; af barr, ‘korn’. M. Olsen har givet en smuk tolkning (Maal o. Minne 1909); Gerd er mulig jordgudinden og Freyr er solguden; deres giftermål er grunden til jordens frugtbarhed. På Jæderen har man i den plöjede mark fundet små metalplader med billeder af mand og kvinde, der mødes; det er måske Freyr og Gerd og pladerne er lagt i jorden for at øge dens frugtbarhed og grøde. — lognfara: er adj., ‘hvor vindstille færdes, hersker’. — gamans: elskovslyst.



þá reið Skírnir heim. Freyr stóð úti ok kvaddi hann ok spurði tíðenda:


40.
Sęg mér, Skírnir,
áðr verpir sǫðli af mari
ok stígir feti framar,
hvat þú árnaðir
í Jǫtunhęima
þíns eða míns munar



40. L. 4–6: »hvad du udrettede for min eller din attrå«, men Freys og Skírnis attrå er her det samme.



Sk. kv. 41.
Barri hęitir,
es vit báðir vitum,
lundr lognfara,
ęn ępt nætr níu,
þar mun Njarðar syni
Gęrðr unna gamans.


Fr. kv. 42.
Lǫng es nótt,
langar ro tvær,
hvé of þręyjak þríar;
opt mér mánaðr
minni þótti
an sjá hǫlf hýnótt.



42. hǫlf hýnótt: hýnótt er ellers ukendt ord og der er givet flere tolkninger, men alle de tidligere er lige uholdbare. Senest har P. Groth (i Festskr. til F. Jónsson) givet en forklaring, der vist kommer det rigtige nærmest, nemlig som: »halv ægteskabsnat, d. v. s. denne nat, hvor det ægteskabelige forhold bare er halvt, denne ensomhedsnat«; hý = hjú.