Skabelsen og Väinös Fødsel (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ilmatar
Maleri af Robert Wilhelm Ekman

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Sangeren indleder
Skabelsen og Väinös Fødsel

I mit Hjærtes Dyb jeg længes,     I. 1

i min Hjærne Tanker trænges:

Nu min Hu staar til at kvæde,

frem til en Sang vil jeg træde;

Kvad om Slægten vil jeg synge,

Kvad om Stammen vil jeg kvæde;

Ordet bag Læberne smælter,

Lyd over Lyde sig vælter,

tæt paa Tungen de sig breder,

rundt til Tændernes Rad sig spreder.     10

Hjærte Broder, min kære Fælle,

du min favreste Fosterbroder!

Kom nu med, lad os synge sammen,

slut dig nu til, lad os tale,

da vi dog eengang traf hinanden

kommende hid fra hver sin Side!

Sjælden kun træffer vi sammen,

sjælden mødes vi med hinanden

yderst i Grænsegaardene,

Nordens lykkefattige Lande.     20

Lad saa Haand i Haand os lægge,

Fingre mellem Fingre flette

for at synge gode Sange,

føre frem de allerbedste,

saa vort Vennelag kan lære,

saa at kende kan de kære

— i den unge Flok, der modnes,

i den nye Slægt, der vokser, —

disse Ord, som vi har taget,

disse Kvad, som vi har draget    30

frem af gamle Väinös Bælte,

op af Ilmarinens Esse,

ud fra Kaukomielis Klinge,

ud fra Joukahainens Bue,

fjærnt fra Pohjalandets Marker,

Kalevalas Hedesletter.

Dem har min Fader sunget fordum,

mens han snitted sig Skaft til Økse,

dem har min egen Moder lært mig,

alt imedens hun drejed Tenen,    40

dengang jeg kravled som lille

ved hendes Knæ paa Stuegulvet

som et Flødeskæg, usselig,

som en Mælkemund, bitteliden.

Saa var der endnu andre Sange,    51

Gaadekvad, som jeg godt kan mindes,

som fra Vejens Rand jeg rykked,

som fra Hedens Lyng jeg plukked

og fra Krattets Grene brækked

og fra spæde Spirer knækked,

som af Græssets Straa jeg krysted

og paa Landsbygaden høsted,

mens jeg vandred vidt som Hyrde,

Barn af Aar, paa grønne Græsgang,    60

over honningrige Tuer,

over gyldne Bakkeskrænter,

bagved Muurikki, den mørke,

bagved den brogede Kimmo.

Kulden skænked mig Kvad derude,

Regnen skikked mig jævnlig Sange,

andre Viser bragte mig Blæsten,

Havets Bølger bar dem til Stranden,

Fugle har føjet Ord i Toner,

Tale har lydt fra Træers Kroner.    70

Dette vandt jeg saa til et Nøgle,

knytted det sammen i Knippe,

lagde mit Nøgle ned paa Kælken,

kasted Knippet hen paa min Slæde,

kørte det hjemad paa Kælke,

slæded det ind til Tærskeloen,

lagde det dær paa Forraadsloftet

ned i en lille Kobberkiste.

Lang Tid laa de Kvad i Kulden,

længe dulgtes de af Mulmet.     80

Skal jeg nu kalde dem fra Kulden,

føre Skrinet frem af Frosten,

stille Kisten ind i Stuen,

Æsken inderst ind paa Bænken,

ind under viden kendte Tagryg,

ind under Læ af skønne Bjælker?

Skal jeg nu aabne for mit Sangskrin,

lukke op for Kvadenes Kiste,

rede Traaden frem af mit Nøgle,

løse Knuden op for mit Knippe?    90

Saa vil jeg synge skønne Sange,

lade de Viser lifligt klinge

denne vor Kvæld os til Glæde,    99

den navnkundige Dag til Ære,

Tidkort, indtil Natten er svunden

og den nye Morgen er runden.

    * * *

Saadan hørte jeg det siges,    103

nemmed, at et Kvad blev kvædet:

Ene kommer Natten hos os,

ene gryer ogsaa Dagen,

ene fødtes Väinämöinen,

den evindelige Sanger,

af en Mø i Fødselsmøje,

Moder Ilmatar, den høje.    110

Det var Luftens unge Jomfru,

Alnaturens prude Datter,

længe vogted hun sin Kyskhed,

lang Tid leved hun som Jomfru

højt i Luftens lange Gaarde,

oppe paa dens jævne Marker.

Ved sit Liv hun omsider ledes,

ved sine Kaar tilsidst hun kedes,

da hun var altid alene,

leved som Mø sine Dage    120

langs ad Luftens lange Strande,

i dens øde Ørkenlande.

Længer ned hun derpaa daled

og mod Søens Spejl sig sænked,

til den aabne, vide Havryg,

ned paa Vandets frie Flade.

Brat der kom et vældigt Vindstød,

kom en Stormvind ond fra Østen,

hævede Havet til Fraade,

rejste Søen til vilde Vover.    130

Vinden vugged Luftens Jomfru,

Bølgen førte Møen med sig

rundt omkring paa dybblaa Havryg

over fraadedækte Kamme;

Blæsten blæste hende svanger.

Havet bragte hende Livssæd.

Moderlivets Byrde bar hun.

Livets pinefulde Tynge,

syv Aarhundreder igennem.

ni Mandsaldere til Ende,    140

endnu fødes ingen Livsfrugt,

ikke fremgaar ufødt Foster.

Sagte da græd hun og jamred,     151

taled et Ord, og hun sagde:

»Ve mig arme Barn for min Livsdag,

ve mig Stakkel for denne Vandring!

Saa vidt er det da kommet med mig,

evigt her under aaben Himmel,

skal under Vindens Greb jeg gynges,

rundt af vildene Vover slynges,

over de vide Vande bygge,

over de brede Bølgerygge!    160

Bedre det havde mig været

hist som en Luftens Mø at leve

end hvad mig nu for Tiden times,

flyde rundt som Vandenes Moder;

hvor her er koldt for mig at være,

hvilken Møje paa Sø at skvulpes,

eje mit Bo paa Dybets Bølger,

evig væltes omkring i Vandet!

Ukko, Herren i det Høje,

du som bær den vide Verden,    170

kom herhid, thi haardt her trænges,

hast herhid, thi højt jeg kalder!

Frels en Pige ud af Nøden,

fri en Viv fra de vilde Veer,

il i Hast, kom herhid i Skynding,

Hast, ja mer end Hast vil behøves!« 

Og en liden Stund der svinder,

ringe Spand af Tid der rinder:

Fløj en Vildand lige fremad,

flagred frem paa lette Vinger,     180

som den søgte Plads til Rede,

tænkte paa et Sted til Bolig;

fløj mod Østen, fløj mod Vesten,

fløj mod Norden og mod Sønden,

kunde ingen Boplads finde,

intet Rum selv nok saa ringe,

hvor den kunde bygge Rede,

hvor den kunde tage Bolig.

Langsomt sejler den og svajer,

overlægger, overvejer:     190

»Om jeg bygger mit Bo i Blæsten,

midt i Havets Strømme min Stue,

vælter jo Blæsten min Bolig,

fører Strømmene Stuen med sig.« 

Men da hæved Vandets Moder,

Vandets Moder, Luftens Jomfru,

Knæet op fra Havets Flade,

skød sin Skulder op af Bølgen

til en Redeplads for Fuglen,

til en vakker Bolig for Anden.    200

Liden And, den favre Flyver,

langsomt sejled den og svæved,

øjned Knæet paa Vandets Moder,

som over dybblaa Havryg svømmed, —

troede det var en græsklædt Tue

eller en Græstørv, frisk og fugtig.

Langsomt flyver den og flagrer

og til Knæet ned den daler;

dær den bygged nu sin Rede,

og den lagde sine Guldæg,    210

lagde Guldæg, seks i Tallet,

syv — det sidste blev et Jærnæg.

Saa begynder den at ruge,

ligger og varmer Knæets Flade,

ruger een Dag og den anden,

ruger næsten Tredjedagen;

men da mærker Vandets Moder,

Vandets Moder, Luftens Jomfru,

at af Hede Knæet gløder,

hendes Hud i Glød forkulles,    220

tænker nu, at Knæet brænder,

alle hendes Sener smælter, —

hastig da ryster hun Knæet,

brat drejer hun sine Lemmer:

Andens Æg, de ruller i Vandet,

ned i Havets Bølge de synker,

knuses alle paa Stand til Stumper,

brister itu i mange Bidder.

Ej forblev de dog i Vandet,

dvæled ikke dybt i Dyndet;    230

smukt de Stumper sig forvandled,

herligt sig de Stykker ændred:

Thi den nedre Del af Ægget

blev til Jorden i det lave,

og den øvre Del af Ægget

blev til Himlen i det høje;

Æggeblommens øvre Halvdel

blev til Solen for at straale,

Æggehvidens øvre Halvdel

blev til Maanen for at skinne;    240

det som var broget i Ægget,

blev til Stjærnerne højt paa Himlen,

det som var dunkelt i Ægget,

blev til de lette Skyer i Luften.

Stadig iler Tiden fremad,

Aar til Aar bestandig føjes,

mens det nye Sollys straaler,

mens den nye Maane skinner;

stedse svømmer Vandets Moder,

Vandets Moder, Luftens Jomfru,    250

ude paa de stille Vande,

paa de taagedækte Bølger,

forved har hun vaade Vover,

bagved kun den klare Himmel.

Men efter niende Vinter,

midt i den tiende Sommer,

løfted hun omsider sit Hoved,

hæved Issen op over Havet

og paa sit Skaberværk begyndte,

hun til at virke sig vendte    260

midt over Havets Ryg, den brede,

midt over Vandets frie Flade.

Hvor hun vendte Hænderne henad,

bygged hun Pynter og Odder;

hvor med sin Fod hun rørte Bunden,

graved hun Fiskenes Gruber;

hvor hun ellers vælted sig fremad,

danned hun Havets dulgte Dybder.

Ind mod Land hun lagde sin Side,

formed saa dær de flade Strande,    270

ind mod Land saa lagde hun Foden,

skabte Pladser til Laksevoddet,

lagde sit Hoved ind mod Landet,

danned derved Havenes Fjorde.

Længer ud fra Landet hun svømmed,

standsed ude midt over Dybet,

danned Klipperev under Søen,

Havenes blinde Skær hun skabte,

for at Skibe dær maa støde.

Søfolk dær med Livet bøde.    280

Alt var Havets Holme bygte.

Søens lave Skær var lagte,

ned var Himlens Støtter stukne,

Land og Grund ved Ordet skabte.

Farvepragt i Stene ristet.

Furer trukket over Fjælde —

end ej fødes Väinämöinen,

den evindelige Sanger.

Trygge gamle Väinämöinen,

i sin Moders Liv han ligger    290

end i hele tredve Somre.

og i lige mange Vintre,

ude paa de stille Vande,

over taagedækte Bølger;

overlagde, overvejed,

om han vel holdt ud at leve

her i dette dunkle Gæmme,

her i denne trange Bolig,

hvor han aldrig øjned Maanen,

ingensinde skued Solen.    300

Disse Ord han derpaa sagde,

ytred sig paa denne Maade:

»Frels, o Maane, hjælp, o Sollys,

Karlsvogn, led en Mand i Skynding

ad en Dør, som er ham fremmed,

ad et Led, han ikke kender,

ud fra denne ringe Rede,

bort fra denne trange Bolig,

bring en Vandrer ud til Verden,

frem til Lyset Kvindens Afkom,    310

lad ham hilse Himlens Maane,

undres over Solens Straaler,

skue glad den skønne Karlsvogn,

stirre paa de klare Stjærner!« 

Men da Maanen ikke fried

og ej heller Solen hjalp ham,

følte han Lede ved Livet,

Kedsomhed ved sine Dage;

brat han drejed da Borgens Døre

med den navnløse, fjerde Finger,    320

benede Laas i Fart han fjærned

med en Taa paa den venstre Fodspids,

faldt paa Neglene ned fra Tærsklen,

ned paa sit Knæ fra Forstudøren,

faldt i Havets Skød paa sit Hoved,

sank paa Hænderne ned i Bølgen —

Manden blev i Bølgernes Gæmme,

Helten blev under Havets Vover.

Standsed saa paa Sø omsider,    332

ganske nær en navnløs Odde;

med sit Knæ fra Jord han stødte,    335

løfted sig paa begge Arme

og stod op at hilse Maanen,

undres over Solens Straaler,

skue glad den skønne Karlsvogn,

stirre paa de klare Stjærner.    340

Det var Väinämöinens Fødsel,

det var den djærve Sangers Udspring

af en Mø i Fødselsmøje,

Moder Ilmatar, den høje.