Skagefjords syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skagafjarðarsýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Skagefjords syssel
Skagafjarðar sýsla
[Indbyggerantal c. 4500]

Den del af Skagestrandshalvøen, som hører til Skagefjords syssel og udgør dettes nordvestlige del, er ikke meget forskellig fra den østre til Hunavatns syssel hørende del. Også for østkystens vedkommende indbefattes den nordligste del (en strækning på henved et par mil) under benævnelsen Skage, og landet er ligeledes her forholdsvis lavt, i almindelighed af et trist og ufrugtbart udseende. Efter Skagen benævner naturligvis Skagefjorden (Skagafjörðr), der — henved 5 mil lang og omtrent halv så bred — skærer sig ind i landet mellem Skagestrandshalvøen mod vest og en endnu større og bredere halvø mod øst. Fjorden har som sædvanlig igen lånt det oven for liggende bebyggede land sit navn. Omtrent midtvejs på jordens vestkyst skærer sig en dal Laksådalen (Laxárdalr) i sydsydvestlig retning op i landet. Det er en ikke meget stor, men dog med adskillige gårde bebygget dal, der mod vest og syd er omgivet af de mellem Hunavatns- og Skagefjords syssel skillende fjældheder; mod øst begrænses den, navnlig for den ydre dels vedkommende, af det karakteristiske fjæld Tindastol (Tindastóll), der mod nord går helt ud til kysten. Det smalle kystland øst for dette fjæld, der benævnes Reykjastrand (Reykjaströnd), er altså ved Tindastolen og Laksådalen fuldstændig adskilt fra Skagen. Tindastolsfjældet benævntes i ældre tid efter landnamsmanden Ejliv ørn Ejlivsfjæld (Eilífsfell, eller -fjall). Af fortællingen om Torvald vidförle (Bsk. s. 45) ses det, at Ejlivs søn Atle, der utvivlsomt har bebot faderens landnamsjord, boede i Laksådal, og det synes, som selve gården er bleven kaldt »under Ejlivsfjæld«. Nogen gård af dette navn findes ikke, men sandsynligvis har Atle bot på ødegården Atlastad (Atlastaðir), som ligger syd for præstegården Hvamm(r), en af de nordligste gårde østlig i dalen.

Mellem Laksådalen og Reykjastrand skiller, som oven for nævnt Tindastol. Dette fjæld går med sin nordende så brat ud imod søen, at al samfærdsel her er afbrudt. Nord fra sét, fra søen, skal fjældet tage sig ud som en uhyre tagryg; sét fra Reykjastranden viser det sig som en kompakt fjældmasse, kronet og også andetsteds besat med talrige små, spidse tinder, hvad der naturligvis har givet det dets senere navn. Ligesom folketroen har søgt en overnaturlig forklaring til, at vejen langs kysten så pludselig afbrydes ved fjældets nordende (se Ísl. þjóðs. II, s. 41), har den også beskæftiget sig meget med »ønskestenene« og »naturstenene« i Tindastol; i virkeligheden skal også fjældet indeholde ualmindelig mange sjældne stene, der med stenskredene styrte ned fra dette og igen findes opdrevne i vigene omkring ved fjældets nordlige del (især i Glerhallavík). Over fjældet føre, fra øst til vest, enkelte smådale eller »skard« (skörð), til nød farbare for gående; intet af disse bærer dog nu navnet Kjartansgjå (Kjartansgjá, Bsk. s. 46). — Reykjastranden, der i en længde af godt og vel to mil strækker sig fra Tindastolens nordpynt til Skagefjordens sydvestlige hjørne, er et smalt, højt, stærkt skrånende kystland mellem fjæld og sø. Den nordligste gård er Reykir, som ligger under Tindastolsfjældet, hvor lien dog har en lille strækning fladere land neden for. Gården er vel bekendt fra Grettes saga, hvor den nævnes i forbindelse med Drangø (Drangey, nu Drángey), Grettes opholdssted i hans tre sidste fredløshedsår. Denne ubeboede ø ligger nordøst for Reykir i en stiv mils afstand; fra Reykir er forbindelsen med øen kortest og lettest, den beskrives derfor rettest sammen med denne gård og Reykjastranden, uagtet den fra gammel tid har været knyttet til ejendomme øst for fjorden, hvor imidlertid selv de nærmeste gårde har en vej på flere mile ud til øen. Drangø tilhørte indtil Grettes besøg forskellige, mest øst for fjorden boende bønder, men kom nu for største delen i Grettes fjendes (og senere drabsmands) Torbjørn angels besiddelse. Da denne efter Grettes drab måtte forlade landet, overdrog han Drangø til sin broder Hjalte, hvorved den antages at være bleven knyttet til Holar, hvilken gård øen lige til bispestolens ophævelse hørte under. Nu er den derimod bortsolgt fra gården Holar. Øen afgiver dels vintergræsning for c. 30 får, dels drives der på og ved øen en indbringende fuglefangst.

Drangø hæver sig i lang frastand ude i fjorden som en uhyre, vandret afskåren klippeblok, mindende om Gejrsholmen i Hvalfjord (Bgf.), men langt større. Da den fredløse Grette intetsteds kan finde ly for sine fjender, giver Gudmund den mægtige ham det råd at begive sig ud i Drangø, som er så godt et forsvarssted, at ingen kan komme op i den uden ved hjælp af stiger, og hvor han aldrig vil kunne blive overvældet, når han blot vogter stigen. Navnlig s. 160 beskrives øen udførligere: Den var græsbevokset, men så brat ud mod søen, at man intetsteds kunde komme op, uden hvor stigerne stod; og når den øvre stige var dragen op, kunde intet menneske bestige øen. Om somren var der rigt fuglebjærg, og i øen gik 80 får. — Her slår nu Grette sig til ro med sin broder Illuge og en ledsager, der skal gå dem til hånde, efter at bonden på Reykir har sat dem over på øen.

Drangey i Skagafjord - (W.G. Collingwood, 1897)

Sagaens beskrivelse af øen er i det hele nøjagtig, kun synes antallet af får, som øen kan fede, sat temlig højt; ligeledes foregår bestigningen af øen nu ikke ganske således, som den i sagaen beskrives.

Når man nærmer sig Drangø, ser man, at øen ikke — hvad dens udseende på frastand lader formode — består af hvidgrå klippe, men af en rødbrun, blød og temlig løs sandsten; men fugleskarnet, der i lange striber flyder ned fra enhver lille afsats, giver klippen det omtalte hvidlige udseende. Kort syd for øen hæver sig en fritstående, slank, spidsttilløbende klippe kaldet Kerling; denne »drange« har formodenlig givet øen navn. Nord for øen findes en lignende, men lavere og sværere klippeblok, benævnt Karl (der dog måske tidligere kan have været den betydeligste af de to). — Drangø hæver sig som sagt aldeles lodret op af søen, øens højde angives til 100 fv.; kun på to steder er der under de stejle klippevægge en smule underland eller fjære. Dens længde er c. 200 fv., og hvor den er bredest, mod nord, er den vel omtrent 50 fv., men på de fleste steder meget smallere, bestandig aftagende mod syd. Randen af overfladen ud mod søen hæver sig i mange høvder med småsænkninger imellem. Den mod syd vendende høvde — øens sydspids — er højest og stejlest af dem alle og går aldeles lodret ned mod søen; dette er Hæringsløb (Hæringshlaup), hvor i følge Grettes saga (s. 172) den mod Grette udsendte Hæring i rædsel styrtede sig ned. På vestsiden af øen, hvor der i klippeskrænten etsteds findes en smal, skrånende terrasse, mener man, at bestigningen i ældre tid er gået for sig. — Fra søen op til terrassen — underland findes her ikke — må da en stige af betydelig længde have ført. Derefter kan man have gået et stykke vej langs terrassen, hvorefter man så må have benyttet sig af en øvre stige. Nu skilles imidlertid terrassen ved en så godt som ufarbar kløft fra øens øverste del. Denne kløft antager man derfor må i en senere tid have fået sin nuværende skikkelse. Nordvestlig i øen åbner sig en lille vig mellem klipperne; herfra forgår nu altid opstigningen, ad en vej, som man antager først i en senere tid har dannet sig ved fjældskred. Efter først at have passeret en besværlig »fjære« af klippeblokke klatrer man en tid i forskellig retning (først i øst, så i syd) opad i skriderne (de stejle skråninger af løse sten). Derpå kommer, omtrent midtvejs, det farligste sted, hvor det gælder om at passere nogle favne ad en smal sti omkring et klippehjørne, med aldeles lodret klippe for oven og for neden. Hinsides dette sted er under en fremludende klippe en jævn flade kaldet »Gudmunds-alter« (Guðmundar altari), her holder enhver, der bestiger øen, sin bøn. Derpå møder man igen »skrider«, indtil man når en dog ikke synderlig høj klipperand, hvorover man kun kan komme ved at hale sig op ved hjælp af en nedhængende tovende, der med en stor jærnnagle er fastslået i klipperandens overflade. Kort her oven for begynder græsgrot skråning, og snart har man nåt øens overflade. Overfladen er jævn bølgeformig, begrot med yppigt græs, hist og her mellem høvderne sænker den sig i småhvammer eller lavninger ned ad som en li, men kun en kort strækning. Syd til i øen, adskilt fra Hæringsløb ved en sådan dalsænkning, er på vestsiden af øen en høvde, hvor tomterne af Grettes bolig (Grettisskáli) påvises; der ses resterne af en lille bygning, nu dog til dels ødelagt af en her opført kredsrund fårefold. Stedet, hvor øen i ældre tid antages at være bestegen, er netop her ud for. Desuden findes på øen et par andre tomter, der skrive sig fra fuglefangerne, der hvert forår gæste øen. Østen til i øen findes på et enkelt sted vand, dog kun lidet, og således at det ikke kan nås af kreaturer. Man må for at komme til stedet stige noget ned ad skrænten, klavre ned over et par klipperande, og man finder da her en ved en fremludende klippe dannet ikke dyb, men temlig høj grotte; inderst i denne pibler gennem den løse sandsten på 3-4 steder vanddråber frem, der samles i en lille neden under værende fordybning. Det hvert døgn tilkommende vand skal beløbe sig til 2-3 potter. De 30 får, der hver vinter gå på øen, trives uden vand og blive tilmed overordenlig fede. Udsigten fra Drangø, ind over hele Skagefjordsherredet, skal være storartet og glimrende; er man imidlertid uheldig og overraskes under besøget på øen af nordentåge, kan det hænde sig, at man fra øen næppe ser søen under sine fødder. — Medens Drangø den største del af året ligger aldeles ubesøgt af mennesker, rører der sig hvert forår i en seks ugers tid (fra først i maj til slutningen af juni) det største liv og travlhed omkring øen. I denne tid ruger overalt i afsatserne på øens lodrette klippevægge eller i huler under øens overflade svartfugle (langvier, alker, lunder), og desuden er søen trindtom bedækket med disse fugle. Dels lader øens ejer de rugende fugle og deres æg indsamle på sædvanlig vis, dels — og dette efter en langt større målestok — finder her omkring øen en ganske ejendommelig fuglefangst sted, hvori folk fra

Drangey - (W.G. Collingwood, 1897)

alle Skagefjordens bygdelag deltage. Man fortøjer nemlig i søen rækker af små flåder eller firkantede brætter, tæt besatte med hestehårssnarer. På hvert tredje eller femte bræt (og flere forbindes i almindelighed ikke) fastbindes en levende fugl for at lokke de i havet omkring svømmende til at sætte sig på brætterne. Her indvikles de i snarerne, og på denne måde kan der daglig gøres en rig høst af fangne fugle. Brætterne røgtes jævnlig af fuglefangerne, der sædvanlig under fangsttiden bygge sig små hytter på fjæren under Drangø, og som tillige benytte lejligheden til at drive fiskeri i fjorden. De fødemidler, der ad denne vej erhværves, har tit i trange år været af stor betydning; indtræffer havis ud på foråret, er imidlertid så vel dette erhverv som kystfiskeri, tangbrug o. s. v. forhindret.

Da Grette havde været to år i Drangø, slukkedes hans ild en gang ved uforsigtighed, og han udfører da det vovestykke at svømme i land til gården Reykir — mindst en mil — for at hente ild. Han kommer i land ved Reykjanæs (Reykjanes), og efter at have benyttet det varme bad (laug) på Reykir lægger han sig til at sove i en stue på gården, hvorefter bonden næste dag på et fartøj fører ham tilbage til gården. Stedet, hvor Grette først nåede land, må vistnok være det nu såkaldte Reykjadisk(r) — navnet Reykjanæs er nemlig intetsteds her bevaret —, et lille knapformigt næs, der strækker sig ud i søen nordøst for gården Reykir. Syd for Reykjadisk, tæt ved stranden, findes en temlig hed laug. I følge bonden på Reykir skulde laugen tidligere ikke som nu have haft afløb mod øst, men mod nord, og her skulde der have været indrettet et lille stensat bassin, Grettisker (Gretteskar) kaldet, hvorfra igen et afløb førte . — På Reykir må der i følge Grettes saga i sin tid have været kirke; ti noget efter at Grette og hans broder Illuge var bleven dræbte på Drangø, førtes deres legemer til Reykir på Reykjastrand, hvor de blev begravne ved kirken; og som bevis anføres, at senere, da den derværende kirke blev flyttet, fandtes Grettes ben. Om Illuge fremhæves det særlig, at hans ben senere blev nedgravede nord for kirken. Nu er kirkestedet for denne bygds vedkommende det godt og vel en mil sydligere liggende Fagranæs (Fagranes). Her viser man Grettes grav (Grettis leiði), en hvælvet græstørvsforhøjning nord for kirkegården, så tæt op til denne, at gærdet synes at gå tværs over graven. Her vil man så, at Grettes ben skal være nedgravede, da kirken flyttedes fra Reykir (hvorom dog intet nærmere ses af sagaen).

Vest for den sydligste del af Reykjastranden er fjældbegrænsningen ikke så sammenhængende, og der åbner sig her en lille dal ind mellem disse (fjældene); gennem denne (det såkaldte Gönguskarð) kommer man til gårdene vest for Tindastol og ind i den oven for nævnte Laksådal. Gennem denne dal søger også, i nordøstlig retning, Gönguskardså (Gönguskarðsá) ud mod søen. I oldskrifteme er undertiden talt om havskibes landing i Gönguskardsos (Gönguskarðsóss); siden den tid må der dog være foregået en forandring med åens udløb; nu er nemlig dette spærret af sandbanker. — Gönguskardså kan ved sit udløb betragtes som Reykjastrandens sydgrænse; kort syd for møder Skagefjordens sydvestligste vig, en lille bugt Saudåkrog (Sauðárkrókr), hvor der siden 1873 har været opført handelsbygninger, hvorfra der i de senere år er drevet handel hele året rundt.

Op fra Skagefjordens bund strækker sig i en bredde af et par mil og af en 5—6 miles længde syslets hoveddel, sædvanlig benævnt herredet (hérað), — mod syd afsluttet af de såkaldte Skagefjordsdale, som fortsætte sig endnu et stykke ind mellem højlandets fjælde, så at denne bygd får en for en fjorddal ualmindelig udstrækning. I hele sin længde gennemstrømmes den af den store jøkelelv Herredsvandene (Héraðsvötn), der har sine kilder i de fra Hovsjøkel kommende Østre og Vestre Jøkelså og kaldtes i ældre tid også selv Jøkelså (Jökulsá). Straks ved deres indtræden i herredet forene de to Jøkelsåer sig; endnu en strækning indsnævres elven af et klippeleje, men snart begynder den at flyde i lave omgivelser, hvor den på jøkelvandes vis kan kaste sig snart til den ene, snart til den anden side, med idelig skiftende leje. Dog er de ødelæggelser, elven herved har anrettet, ikke af stor betydning, ligesom den i voldsomhed og uhyggelighed ikke kan sammenlignes med sydøstlandets berygtede jøkelelve. Et par mil fra kysten deler den sig om det noget højere Hegranes, som herved forvandles til en ø, i det Herredsvandene i to arme falder i søen, øst og vest for dette.

Skagefjordsbygden har ord for at være en af de smukkeste på Island. Man beundrer ikke alene den smukke fjældindfatning — navnlig mod øst begrænses egnen af høje fjældmasser med mangfoldige smådale og sænkninger, der adskille de forskellige fjældtoppe —, men navnlig de udstrakte græsrige sletter på bægge sider Herredsvandene og herredets tætte bebyggelse med 3 — 4 gårdrækker på hver side af elven, medens 1 — 2 ellers plejer at være det sædvanlige.

Uagtet Skagefjorden i følge sin naturlige beskaffenhed stadig må have haft en forholdsvis talrig befolkning, spiller disse egne dog i den egenlige sagatid næsten ingen rolle, hvad enten det nu kommer af de daværende høvdingers ædle karakter, som nogle vil mene, eller af andre grunde. I Sturlungetiden er derimod lige det modsatte tilfældet, flere af de mest afgørende begivenheder foregå her, og Skagfjordingerne går forrest, hvad tilslutning til høvdingen og sammenhold med hensyn til angreb og forsvar angår. For de senere tiders vedkommende har man hos disse egnes befolkning ment snarere at kunne finde spor af Sturlungetidens folk end af den ældre spagfærdige tids. Men i øvrigt gælder det om hele Nordlandets befolkning, at de i modsætning til beboerne af andre dele af landet udmærke sig ved et livligt og energisk temperament.

Det store Skagefjordsherred falder i forskellige mindre dele hver med sin særlige benævnelse. Nordvestligst, ude ved fjorden, mellem Reykjastranden og Herredsvandenes vestre udløb, ligger den lille Borgarsvejt omkring den ikke ubetydelige sø Miklavatn, som gennem Herredsvandenes vestre arm står i forbindelse med havet. Fra syd optager Miklavatn Sæmundarå (Sæmundará, Ldn: Sæmundarlækr), en mindre å, der har sit udspring i den Hunavatns og Skagefjords syssel forbindende dalsænkning Vatnsskard, og som efter et par miles løb i nordlig retning falder ud i oven nævnte sø. Strækningen vest for åen, landet nærmest under den sammenhængende vestlige fjældbegrænsning, bærer navnet Sæmundarhlíð; i følge oldskrifterne skal Sæmundarhlid bære navn efter landnamsmanden Sæmund, som Ldn. (s. 188) lader bo på Sæmundarstaðir, hvor hans søu Gejrmund boede efter ham. Denne gård er utvivlsomt det nuværende Geirmundarstaðir, der ligger omtrent midt i bygden. Noget nordligere, en halv mils vej syd for Miklavatn, ligger præstegården Reynestad (Reynistaðr), eller, som stedet i ældre tid kaldtes, Stad i Reyneiss (Staðr í Reyni(s)nesi). Det pågældende næs dannes ved en bugtning mod øst af Sæmundarå. I Sturlungetiden er denne gård et jævnligt høvdingesæde; den købes således af Gissur jarl, som døde her (1268) og skal ligge begravet her. I slutningen af det 13de århundrede oprettedes her et benediktiner nonnekloster, som bestod indtil reformationen. Alle minder fra en ældre tid synes imidlertid — med undtagelse af et enkelt stedsnavn (Klaustrbrekka) — forsvundne. Efter gården kaldes den omliggende nordlige del af Sæmundarhlid sædvanlig Stadarsvejt (Staðarsveit).

Mælifellshnúkur - (A. E. F. Mayer, 1836)

Ved den sydlige halvdel af Sæmundarhlid findes intet særlig at bemærke. Vatnsskard, der afslutter lien mod syd, er allerede nævnt ved beskrivelsen af Hunavatns syssel. Omtrent midt over den hedesænkning, der udgør skardet, ligger sysselgrænsen. Den østlige til Skagefjords syssel hørende del kommer nærmere til omtale i Tord hredes saga (s. 31—32) i anledning af en kamp, der her leveres. Da Tord på sin færd vest fra er nåt til skardmundingen ud mod Skagefjorden, bliver han og hans ledsagere uenige om vejen. Tord sætter dog igennem, at man vælger vejen forbi Grindarhólar; her overraskes han af sine fjender, medens han holder hvil ved Arnarstape (Árnarstapi). Navnet Grindarholar kendes nu ikke, men østlig i skardet skilles virkelig vejene, og når man dér vælger den almindelige, får man på venstre hånd en række grushøje »Fosshólar«, som rimeligvis er de i sagaen omtalte. Et stykke længre fremme fører vejen umiddelbart forbi en kegleformig høj Arnstape ( — i), der utvivlsomt er sagaens Arnarstape. — Ved et enkelt fjæld er den østlige del af Vatnsakard adskilt fra det nordligere og smallere Reykjaskard (—ð, Grt s. 159).

Efler nedstigningen fra Vatnsskard er man snart ved den under lien stående gård Videmyre (Víðimýri, ældre: -mýrr), en anselig gård, der også i Sturlungetiden hørte blandt Skagefjordens høvdingesæder. Man vil i en tomt ved gården finde spor af det fordums virke; i nærheden af gården vises Hestavígshamar, — som det siges, svarende til den i Sturl. nævnte Hestetingshammer (Hestaþíngshamarr), hvor Skagfjordingerne valgte Brand Kolbenssön til høvding; — dog også østlig i herredet (på Flugumyre) påviser man en Hestavigshamar. — Omtrent fra Videmyre strækker sig mod nord til hen mod Reynestad, parallelt med Sæmundarhlid, men øst for Sæmundarå, et højdedrag Langholt (Lángholt), i og om hvilket adskillige gårde ligge. En halv mils vej nord for Videmyre står i skråningen af et mindre holt øst for Langholt den fra Sturl. bekendte gård Geldíngaholt; nord herfor ligger på sletten øst for Langholt præstegården Glaumbæ(r).

Øst for Langholt strækker sig den midterste, laveste og græsrigeste del af Skagefjordsherredet; denne engslettes centrale del er den mod øst og vest af vandløb begrænsede Vallholm (Vallhólmr) eller Holm (Hólmr), der mod syd går over i et højere land, den såkaldte Tunge (Túnga), der strækker sig helt op mod Skagefjordsdalene. Mod øst begrænses tungen og Vallholmen af jøkelelven Herredsvandene, mod vest af åen Svartå (— á), der har sit udspring længst mod sydvest i bygden. Navnet Svartå bærer den imidlertid kun for den øvre dels vedkommende; sydøst for Videmyre, omtrent på grænsen mellem Tungen og Holmen, får den navnet Husøkvisl (Húseyjarkvísl), nordligere får den endnu andre navne og falder sluttelig i Herredsvandene syd for Hegranæsset. Mellem Vallholmen og Tungen ses spor af et gammelt åleje, og det er en almindelig mening, at Herredsvandene — eller Jøkelså som elven i ældre tid kaldtes — tidligere, i steden for som nu at fortsætte vejen mod nord, øst for Holmen, har skilt Tungen fra Holmen, optaget Svartå i sig og så gennem Husøkvisl har fortsat vejen mod nord, vest for Holmen, hvorefter elven da ligesom nu må have delt sig om Hegranæsset. Dette synes virkelig at bestyrkes ved flere angivelser i sagaerne. Således ser man af Sturl. (gl. udg. IX, s. 27), at der ved gården Langamyre, som ligger vestlig i Vallholm ved Husøkvisl, var et overfartssted over Jøkelså, hvilken benævnelse på dette sted nødvendig må gælde det nu Husøkvisl benævnte vandløb, og navnet Jøkelså kan det kun have båret, for så vidt Herredsvandene helt eller til dels har haft deres løb herigennem, da Svartå ikke er nogen jøkelelv. Et sådant løb for Jøkelsås vedkommende synes også at fremgå af den måde, hvorpå Vallalaug findes omtalt i kilderne. Vallalaug var i ældre tider et til møder og offenlige sammenkomster hyppig benyttet sted. I det 15de årh. holdtes her ting, og stedet var da, som det synes, herredets almindelige tingsted. Senere holdtes her tre hreppers ting. Som det fremgår af navnet, var her en varm kilde. Vallalaug er nu beliggende sydlig i Holmen. Sydvestligst i Vallholm ligger et langstrakt holt Vallholt med en derefter benævnt gård (Ydre og Sydre V.) ved hver ende. På sletten øst for dette er grunden overordenlig sumpig og moradsig, så at man med besvær når Vallalaug, der er en midt i engen øst for holtet liggende lille vandsamling eller dam. Midt i kæret ses det fremvældende laugavand, men mosevandet er nu så overvejende, at vandsamlingen næppe er lunken. Rundt om dette kær, navnlig mod nordøst, ses hist og her ophøjede og mørkere tuepletter, i hvilke man vil se lævninger af tingboder. Stedet synes nu overordenlig uhensigtsmæssigt til offenlige møder; dog kan forholdene i den af gamle åløb gennemskårne Vallholm mange gange have forandret sig siden fristatstiden. Medens Vallalaug nu altså ligger på det flade land mellem Svartå-Husøkvisl mod vest, Herredsvandene (Jøkelså) mod øst, forudsættes Vallalaug i det mindste ét sted i Sturl. (gl. udg. VI, s. 13) liggende øst for Jøkelså. Sturla Sighvatssön må nemlig drage nord (ɔ: øst) over Herredsvandene (vötn) for at komme til Vallalaug.

Hvis der af hvad der fortælles i Ljósv. (s. 92) tør sluttes, at vejen øst for Herredsvandene til Hegranæs — hvor Skagefjordens vårtingsted var — lå over Vallalaug, vilde også deraf naturlig fremgå, at denne del af Holmen den gang ikke ved noget betydeligere vandløb kan have været skilt fra herredets østre del. De kapitler af Ljosvetninga saga, hvor Vallalaug omtales, er imidlertid meget uklare. I 25de kapitel fortælles om en retssag, der skal foretages på Hegranæs ting; og at retssagen virkelig også kommer til behandling her, ses så vel af fortællingen i kapitel 27, hvor en del af de tingbesøgende kommer søvejs fra og kan lande umiddelbart ved det nær fjorden liggende tingsted, som også af et sted senere i sagaen, hvor hvad der på dette ting er sket siges at være foregået på Hegranæs ting. Ikke desto mindre siges i overskrifterne til kapitel 26 og kap. 27 denne sag at foregå på Vallalaug ting. Sagaens overskrifter er dog tagne fra et meget ungt håndskrift, og dem kan man næppe tillægge nogen betydning. For kap. 27's vedkommende er overskriften endog i ligefrem modstrid med hvad der fortælles i selve kapitlet. I kapitel 26 siges, at den ene af høvdingerne (Torvard) med sit parti efter at have spist nadver på Miklabæ rider til Vallalaug for at komme til tingstedet før modparten. Han får hjælp til tingudrustningen fra Miklabæ og lejrer sig med sine folk for fredens skyld på grænsen af tingområdet. Skal teksten her gælde for ufordærvet, må ordene opfattes som antydende, at Torvard om aftenen efter nadver rider til Vallalaug og først næste morgen derfra til tinget. Det vil da være let at forstå, at man senere hen, da man kendte Vallalaug som tingsted, forstod sagaens uklare udtryk, som om Vallalaug også her var angivet som selve tingstedet, og dannede kapiteloverskrifterne i overensstemmelse hermed. Finder man (og vistnok med rette) denne fortolkning af sagaens ord for tvungen, må man antage, at allerede sagaskriveren på dette sted har forblandet et yngre, den gang mere benyttet eller i al fald ham mere bekendt tingsted Vallalaug med det ældre vårtingsted Hegranæsting, hvor den pågældende retssag af hele sammenhængen tydelig nok ses at være forhandlet.

Gården Mælifell - (A. E. F. Mayer, 1836)

Som tilfældet er med jøkelelve i almindelighed, er vadestederne over Herredsvandene meget foranderlige. Hist og her findes dog også færgested over elven, således ved gården Vellir nordøst for Vallholt — også i Holmen (Vallholm), som vel, ligesom Vallholt og Vallalaug, er bleven benævnt efter denne gård.

Tungen (Túnga), som Holmen mod syd går over i, udformer sig som et højdedrag, der fylder strækningen mellem Svartå og Herredsvandene. Denne tilligemed strækningen vest for Svartå benævnes Tungesvejt (Túngusveit). Blandt gårdene i Tungen kan mærkes Stensstad (Steinsstaðir) mod nordvest; både her og ved den nærliggende (nordvestligere) gård Reykir findes varme kilder. Om landnamsmanden på Stensstad fortælles det, at han ventede efter døden at skulle bo i Mælefell (Mælifell). Dette høje, spidst tilløbende fjæld — nu sædvanlig benævnt Mælefellshnjuk (Mælifellshnjúkr), da navnet Mælefell er gået over på den under fjældet stående gård (præstegården) — hæver sig, synligt i en vid omkreds, hinsides Svartå, sydvest for Stensstad. Her begrænses Tungesvejten i hele sin længde af fjælde, der kun afbrydes hist og her ved forskellige smådale, der i sydvestlig retning skærer sig ind i højlandet. En sådan dal er den af Mælefellshnjuk mod syd begrænsede Mælefellsdal (Mælifellsdalr), hvorigennem en hedevej ligger op. Den almindeligste vej syd på (til Kølvejen eller Store Sand) ligger dog gennem den noget sydligere, ligeledes ubeboede Gilhagadal(r), hvorfra man kommer op på den ikke lange, men temlig høje fjældvej Lille Sand (Litli Sandr).

Mod syd går Tungesvejten over i Skagefjordsdalene (Skagafjarðardalir). Den vestligste af disse er Svartådalen (Svartárdalr), hvorfra den Tungesvejten gennemstrømmende Svartå har sit udspring. Medens denne forholdsvis ubetydelige dal har en sydvestlig retning, ligge mere lige i syd to større dale Vesterdalen (Vestrdalr) og Østerdalen (Austrdalr), gennemstrømmede af Vestre og Østre Jøkelså (Jökulsá vestri og J. eystri), der ved sydenden af den høje »Tunge« forene sig til Herredsvandene. Disse dale er lange, smalle og indsnævrede mellem høje fjælde. Den ubebyggede del af de af Jøkelsåerne gennemstrømmede dale strækker sig langt op i de oven for bygden liggende udstrakte heder, oven for hvilke igen den store Hovsjøkel, hvorfra Jøkelåerne have deres udspring, breder sig. Nord for jøklen skal findes hraunstrækninger, hvorover en fra de øvre dale i Øfjords syssel til Kølvejen førende fjældvej, den såkaldte Vatnahjallavej ( — vegr) ligger. Den nedre beboede del af dalene, Vester- og Østerdalen i snævrere forstand, kaldtes i ældre tid Goddalene (Goðdalir, også Guðdalir), et navn, der nu er særlig knyttet til en i Vesterdalen liggende gård (præstegården). Som en fortsættelse af Vesterdalen regnes Hovsdalen (Hofsdalr), medens derimod den egenlige af Vestre Jøkelså gennemløbne dal oven for bygden kun er som en snæver kløft. Den øverste gård i dalen vest for åen er Hov (Hof), tidligere hovedgården her i egnen. — A. M. fortæller, at der i avretten oven for Hov fandtes et sted »Hrauntuekloster« (Hraunþúfuklaustr), hvor der sås lævninger af vidtløftige indhegninger og tomter, som om der havde været en storgård; derom vidstes dog intet, kun fortaltes, at kirkeklokken i Goddale skulde være fundet her. Det er formodenlig samme tomter, man tænker på, når man nu fortæller, at lævninger af det gamle Hov skal kunde påvises langt højere oppe og nærmere jøklen. E. O. (s. 736) synes at have kendt en hovtomt ved gården Hov. — Den øverste gård i Vesterdalen, og i det hele i Skagefjordsdalene, er Torljotsstad (Þorljótsstaðir). Sig. Gudmundssön omtaler et mærkeligt fund herfra, i det man efter et fjældskred nord for gården fandt oven på den nedstyrtede jordmasse seks menneske-hovedskaller, samt en broncenål med dyrehoved og et sølvbrystsmykke, men ingen menneskeben eller andre spor af skeletterne. Forf. gætter på, at der her har været en oldtidsbegravelse, hvor ligene har ligget fra nordøst til sydvest, og at fjældskredet, da det styrtede ned, netop har kunnet nå at tage hovederne med, men ikke mere.

Mælifells kirke - (A. E. F. Mayer, 1836)

Fra den øverste gård i Østerdalen fører en fjældvej (over Nýjabæjarfjall) til en af de øvre dale i Øfjorden. Kirkestedet i Østerdalen er Ábær, måldagernes (og Ldn.'s) »millum á«. Mod nord begrænses Åbæ-sogn af en stejl kløft Merkigil. Sv. Povlssön beretter i sine dagbøger om en over Merkegil førende farlig vej, at der her ved den søndre kant af gilet står en af biskop Gudmund indviet varde, hvor enhver vejfarende første gang skal ofre et par sten mod aldrig at komme til nogen skade i gilet. — Efter Vestre og Østre Jøkelsås forening til Herredsvandene er landet øst for elven en mils vej nord efter begrænset af en lavere og mere jævnt skrånende li, indtil en sidedal fra Skagefjordsherredet Norderådal (Norðrárdalr) skyder sig i østlig retning ind mellem fjældene. Langs den oven nævnte li står en række gårde, af hvilke Flatatunge (Flatatúnga) er den nordligste. Ud for denne gård forlader Herredsvandene deres dybe klippeleje for nu at brede sig over flade ører; lidt nordligere modtager de østen fra tilløb af Norderå (Norðrá), hvorved »øre«-dannelsen her endnu mere befordres. Fra Norderådalen skilles Flatatunge mod nordøst ved en lavere, hvælvet højde eller en mindre hals. Gården med de nærmest tilstødende partier af Norderådalen kommer særlig til omtale i Tord hredes saga (s. 40 — 42), i anledning af at Tord en tid lang opholder sig hos bonden her for at bygge ham en skåle. Denne skåle stod i følge sagaen endnu ind i det 14de århundrede. Ja fjæle fra skålen prydede med udskåret arbejde af Tord hrede mener man endnu den dag i dag at have bevaret på Flatatunge. En del af fjælene skal i en senere tid være komne til den i Vesterdalen liggende gård Bjarnastadahlid; i Flatatunge er nu fem bevarede, der beklæde den indvendige side af badstutaget. Da de er sammenføjede uden hensyn til billederne, er flere figurer ufuldstændige og betydningen af fremstillingen uklar. De fem fjæle er delte i langagtig-firkantede felter, helt eller til dels udfyldte med figurer, hvis omrids er angivne ved udskæring (furer) i træet. Billederne skrive sig utvivlsomt fra middelalderen: der forekommer munke eller andre gejstlige med kors i hænderne, og vistnok også biskopper; nogle skikkelser synes bedende at fremstrække hænderne; en nøgen, på hug siddende figur holder tommelfingeren til munden. To skikkelser i side dragter synes at holde en vægtskål, en anden et sværd; etsteds ses forskellige afhugne lemmer.

Fra Norderådalen fører to hedeveje til Øfjords syssel: til Hörgådalen (Hörgárdalr) og Öksnadalen (Öxnadalr), af hvilke den sidste er den mest benyttede og også den i den ældre literatur oftest omtalte. »Hederne« udgå som de øverste forgreninger fra selve dalen; den omtrent 3 mile lange Öksnadalshede viser sig således kun som en smal dal — undertiden næsten kun en kløft mellem fjældene —, der forbinder Norderådalen med den nordøstligere Öksnadal. Den af de mange rivende fjældbække ilde medhandlede Norderådal har en række gårde til hver side. Aller øverst i dalen hvor Hörgådalsheden som en sidedal går mod nordøst (Öksnadalshedevejen går mere lige i øst), ligger gården Halvdanartuge (Hálfdanartunga, nu Hálfdánartúngur). Denne omtales i Ljósv. (s. 58—59) på en sådan måde, at retningen fra Halvdanartunge til steder i Øfjords og Tingø syssel angives, men på det første sted står i udgaven fejlagtig »austan« for »vestan« . Gården omtales i A. M. som en, der fra gammel tid har ligget øde. — I Ldn. nævnes en del steder i Norderådal, hvis navne dog alle nu er glemte, deriblandt Torbrandsstad (Þorbrandsstaðir), hvis første beboer udmærkede sig ved sin storartede gæstfrihed over for alle rejsende; Torbrandsstad gætter man på har været det nuværende Ydre Kot (Ytri Kot), da alfarvejen netop fører umiddelbart forbi denne gård. Noget neden for Ydre Kot findes et mindre næs Gvendarnes, som antages at være det i Ljósv. (s. 91) omtalte Svínanes, da intet andet næs dannes af Norderå. — Skrås over for ses syd for åen, temlig højt oppe i lien, gården Egilså (Egilsá). Tord hredes saga fortæller, hvorledes Tord en gang, da han kommer fra Øfjorden over Hörgådalshede og agter sig til Flatatunge, i nærheden af Egilså bliver overfalden af en overlegen fjendtlig styrke. Beskrivelsen passer meget godt. Ud for Egilså rider man netop over åens udstrakte sten-»ører«; vest for gården, hinsides åen Egilså, vil man under lien vise en høj (hóll), hvor Tords kamp skal have stået.

Fra Norderådalens munding strækker sig nord efter, lige til ud for Hegranæsset, en høj, stejl fjældvæg, dog afbrudt ved forskellige, små tværdale, der give fjældgrupperne et smukt og afvekslende udseende. Neden for ligge forholdsvis brede, græsrige engsletter, der mod vest begrænses af Herredsvandene. Hele denne bygd med sin sædvanlig dobbelte række af gårde bærer navnet Blönduhlid (Blönduhlíð), som vel må afledes af det bekendte, som benævnelse for jøkelelve brugelige ord »Blanda«, skønt Herredsvandene ikke findes benævnt således. De enkelte partier af Blönduhlidsfjældene bærer som sædvanlig navn efter de nærmest liggende gårde. Således hæver sig på grænsen af Blönduhlid og Norderådalen Silvrastadafjæld (med en fra folkesagnene bekendt hule eller grotte Skeljúngshellir), hvorunder gården Silvrastad (Silfrastaðir) står, den sydligste gård i Bldöduhliden, tæt syd for den lille Bolstadarå (Bólstadará). Et par »bæjarlede« nordligere ligger Ulvstad (Úlfstaðir), kendt fra Sturlunge saga, hvor i det hele adskillige af de herværende gårde nævnes, da Blönduhlidssvejten i Sturlungetiden var skuepladsen for flere af de voldsomste og følgerigste optrin i denne »øskse- og sværdtid«. Efter Ulvstad følger igen med kort indbyrdes afstand 3 — 4 gårde, før Videvellir (Viðivellir, ɔ: Videvold) nås, som i samme saga nævnes i forbindelse med det her nær ved liggende Örlygsstad (Örlygsstaðir). Dette sted er noksom bekendt af Sturlungernes nederlag her 1238, hvor Snorre Sturlassöns broder Sighvat, dennes søn Sturla og tre andre sønner lide døden. Sejrherrerne var Gissur Torvaldssön og Kolbén unge. Örlygsstad beskrives i Sturl. som en af et lavt gærde indhegnet plads, hvor der stod et fårehus. Stedet er endnu vel bekendt under sit gamle navn. Medens Videvellir ligger ved foden af den brede li, findes Örlygsstad noget højere oppe i lien i nordøstlig retning. Der strækker sig fra Videvellir her op imod et mosedrag, der afsluttes længst i nord med en lille sænkning, mod nord og syd omgivet af lave banker, så at stedet hverken kan ses fra Videvellir eller fra den straks nordvest for (neden for bankerne) liggende gård Miklebæ. I den lille dalsænknings tuede hedegrund ses lævningeme af et gammelt rundagtigt tungærde, omtrent 50 fv. i diameter; den indesluttede plads fremviser endnu et par gamle tomter. Dette er Örlygsstad. Stedet synes ikke i nogen som helst henseende egnet til forsvarssted; og hvor vidt det i sin tid er bleven valgt i følge nogen bestemt plan, er vel også tvivlsomt, når man ser hen til den mangel på overblik og førerdygtighed, der her som næsten overalt i Sturlungetiden gør sig gældende hos høvdingerne.

Den alt nævnte, kort nord for Videvellir liggende, gård Miklebæ (Miklibær), ligesom Videvellir på grænsen mellem dalslette og liskråning, er egnens præstegård og kirkested. (Blandt præsterne her kan mærkes Thorvaldsens farfader Torvald Gottskalkssön fra 1748 — 62.) Foruden i Sturl. forekommer dette Miklebæ i Ljósv., men må i øvrigt ikke forveksles med en nordligere liggende gård af samme navn.

Noget nord for Miklebæ skærer sig en sidedal Djupedal (Djúpidalr, opr. Djúpárdalr) ind mellem fjældene. Fra den kommer en ikke stor, men meget urolig og foranderlig å, Djupedalså (Djúpadalsá, opr. Djúpá), der til forskellige tider i meget forskellig retning har søgt ud mod Herredsvandene. Oprindelig bøjede den efter at være nåt foden af lien i sydvestlig retning og dannede herved et fra det lavere neden for liggende land afskåret næs. Senere har åen til forskellige tider antaget en mere vestlig eller endog stærkt vestlig retning, i det den på mangfoldig vis forgrener sig over slettelandet, hvor den betegner sin vej ved vidtstrakte ører. Næsset — skønt ikke længer noget næs — har dog bevaret sit navn; nu som før hedder det Haugsnes, og til stedet er mindet om en af Sturlungetidens store kampe knyttet. Her eller nøjagtigere på sletten (»grundin«) neden for udkæmpedes den langvarige strid mellem de to medbejlere, den Skagfjordske høvding Brand Kolbénssön og Sturlungen Tord kakale, der ender med Brands fald. Brands folk drives på flugt, og Brand selv søger at undkomme til hest men gribes »mellem Grundene«, og han føres op på »grunden«, hvor han hugges ned; på stedet, hvor han faldt, oprejstes et krucifiks (róða), hvorefter stedet senere benævntes Rodugrund (Róðugrund). Rodugrund antages at svare til den nuværende gård Sydsta Grund (ɔ: Sydligste Gr.), der står i Djupedalså-»ørerne«, vest for Haugsnæs; gården har dog på grund af åen måttet flyttes noget mod nord, men på den forladte plads skal være opstået et nyt Rodugrund. Fra den nordligere liggende gård Midgrund (Miðgrund) er Sydsta Grund nu adskilt ved en arm (tidligere hovedløbet) af Djupedalså. De to gårde Sydsta Grund og Midgrund er det formodenlig, der i Sturl. omtales som » Grundene«; nogen å synes da ikke at have adskilt dem, og det er vel rimeligt nok, at de oprindelig kan have udgjort én jord. Helt forskellig fra disse er derimod den langt nordligere »Yderste Grund«.

Hinsides den indre del af Djupedalså-ørerne ses gården Flugumyre (Flugumýri, ældre — mýrr) med sit anselige, slettelignende tun, omgivet af mosestrækninger, på fladerne neden for lien under det sammentrykte, spidsttilløbende fjæld Glóðafeykir. Til Flugumyre når man kun med besvær den lige vej over moserne; ellers må man enten søge sig vej oppe i lien eller langs åen. Gården, der i Sturlungetiden oftere var høvdingesæde, er især bleven bekendt ved den rystende Flugumyre-brand (Flugumýrar brenna), et med mordbrand forenet overfald, der udførtes af Gissur Torvaldssöns fjender, medens han her holdt sin søn Halls bryllup med Sturla Tordssöns datter Ingebjörg. Ved denne lejlighed omkom Gissurs hustru og hans tre sønner, medens han som ved et vidunder og hjulpet af sin store snildhed reddes. Tæt sydvest for gården står kirken; tidligere, mener man, har gården måske stået umiddelbart øst for kirken, da man ved gravning i en her anlagt kartoffelhave stundum finder jærn- og kobberstykker, og da der øst for haven findes en af de for gamle gård-pladse karakteristiske askehøje. Kirken bliver som bekendt efter branden sluttelig et tilflugtssted for Gissur; man kunde i øvrigt efter fremstillingen i Sturl. ledes til at tro, at afstanden mellem kirke og gård da måtte have været noget større. Oven for gården oppe i lien findes en høj, Virkishóll; her vil man i en kredsformig stenrække nær dennes top se lævningerne af et virke fra hin urolige tid. Mellem Virkeshól og den sydligere, lige over for liggende Byghól (Bygghóll, se Sturl.) strækker et smalt mosedrag sig op i lien, bøjer sig bag om Byghol og ligger som en lille krum dal (Þjófadalr) ind mellem melerne. Her, siger man, skjulte brandstifterne sig; i al fald ses det af Sturl., at de ad denne vej er komne ned mod gården — om at skjule sig for angrebet er der derimod i følge sagaen ikke tale.

Nord for Flugumyre skærer sig mod øst en sidedal ind, mod syd begrænset af Glodafeyke-fjældet; fra denne dal (Hvammsdalr) kommer en å (Hvammsá, ældre: Glóðafeykisá), med hvilken nu Djupadalså delvis forener sig. Igen en mils vej nordligere åbner Tværådalen (Þverárdalr) sig ud mod Skagefjordsherredet. Den gennemstrømmes af en mindre å Tværå (Þverá), der nu falder i Herredsvandene omtrent ud for Hegranæssets sydspidse. Dalen selv er ubebot, men under lien står nord for åen gården Tværå (Þverá), syd for åen og lidt vestligere Yderste Grund (Yzta Grund), der må være den i Tord hredes saga nævnte gård Grund. I sagaen omtales en mægtig mand Össur, som første gang han nævnes siges at bo på Grund, men som hvis bolig ellers Tværå i det følgende regelmæssig angives. Til Yderste Grund er nu traditionen om ham knyttet; her findes en Össurs lovrette (Össurar lögrétta), en firkantet tomte. 12 fv. på hver led, og en Össurs høj (Össurar hóll). Grund og Tværå antages almindelig oprindelig at have udgjort én jord, og det lader sig med sikkerhed slutte, at åen Tværå først senere har fået sit nuværende løb mellem de to gårde; oprindelig har den bøjet mod syd mellem Grund og nabogården mod øst (Frostastaðir). Forestillingen herom har vel foresvævet sagaskriveren og foranlediget den tilsyneladende modsigelse i angivelsen af Össurs bolig (måske hovedgården alt tidlig kan være flyttet fra Grund til Tværå). Denne gård Tværå er ligeledes nævnt i Laxd. (s. 340).

Guðmundur Arason - (Illustration fra håndskr. af Prestssaga Guðmundar góða)

Landet nord for Tværå regnes endnu til Blönduhliden; dog betragtes største delen af den øst for Hegranæs liggende strækning, hvor de mod øst begrænsende fjælde gå over i lavere højdedrag, som udgørende en egen lille bygd, der mod nord ved udløbet af Herredsvandenes østerarm går over i Vidvigsvejten. Også her findes sidedale mod øst, af hvilke den af Gljuvrå (Gljufrá) gennemstrømmede Gljuvrådal er den nordligste. Mellem Gljuvrå og Tværå ligger gården Hovstad (Hofstaðir). Ldn. (s. 195) fortæller, at landnamsmanden mellem disse to åer boede på Kollsvensstad (Kollsveinsstaðir), men holdt ofring (hafði blót) på Hovstad. Vest for den nuværende gård Hovstad viser man en gammel græstørvsindhegning, omtrent af størrelse som et fårehus-tun; her antager man, at hovet har stået — hertil strækker sig nemlig en gammel ophøjet vej (göngugarðr), der ligger tværs over moseskråningen udgående fra den et par »bæjarlede« sydligere ødegård Kollsvensstad, og som i følge tradition skal være bygget og brugt som vej til hovet . - Mellem Hovstad og den noget sydligere gård Svadastad (Svaðastaðir) findes i lien nogle banker, Urdskrideholar (Urðskriduhólar). Navnet er kendt fra Laxd. (s. 340), hvor der fortælles, at da høvdingen Torvald på Hov i Hjaltadal rider fra sin gård til et møde på Tværå, løb den af ham beskyttede drabsmand Torolv ned fra lien og sluttede sig til ham, da han med sin flok kom forbi Urdskrideholer.

Mellem Blönduhliden, Holmen og Stadar-Borgarsvejten (Sæmundarhlid) ligger som en virkelig ø, omsluttet af Herredsvandenes to arme og fjorden, det alt oftere nævnte Hegranæs (Hegranes). Øen er hen ved 2 mile lang, ½ — 1 mil bred, højest imod nord, hvor den med en klippeodde strækker sig frem i søen. Beskaffenheden er ganske ejendommelig; fra nord til syd stryge lave klipperygge adskilte ved mosestrøg med en del småsøer. Herredsvandene passeres her ved hjælp af færge; så vel den vestre som den østre arm viser sig som en et par hundrede alen bred, rolig jøkelflod i et sandet leje, hvorover hestene til dels vadende kan konme.

Hegranæsset udgør nu et eget præstekald; præstegården, der ligger østlig i næsset noget imod syd, benævnes sædvanlig fejlagtig Rípr, som i virkeligheden er ejeformen af stedets navn Ríp, som betyder »klippespids«. — Længre mod nord breder sig græsrige enge langs Herredsvandenes østerarm, og der åbner sig her udsigt over et venligt parti så vel ud mod søen som ind over »herredet« med fjældene i det fjærne. Her i den nordøstlige del af Hegranæsset må stedet for Hegranæs ting (Hegraness þing) søges. Dette var et af Nordlandets fire vårting; efter det bar det nuværende Skagefjords syssel i sin tid navn, og som tingsted nævnes det i adskillige sagaer. Både vår- og høstting holdtes her, og det ses at være benyttet endnu ind i det 14de årh. (således i følge Espolin 1306) .

Nærmest ligger tingstedet ved den nord for Ås (Ás) liggende gård Gard (Garðr).

Efter en halv times ridt fra Ås får man på venstre hånd en lille sø Gardsvatn, så grund, at man kan ride over dens nordøstlige del. Vest for søens nordende ses i liskråningen gården Gard. Kort nord for gården rides gennem en lille sænkning (skarð) op på bankerne, der her falder stejlt af mod sletten, og man befinder sig nu på det gamle tingsted. Hegranæsøens højere midtparti falder på hele denne strækning af mod øst med stejle grusbanker; mod nord ser man ikke langt borte fjorden, mod øst elven. Det mellemliggende flade land ind til Gardsvatn er en 4—500 fv. bred strækning, hvis yderste del, nogle hundrede favne bred, der strækker sig umiddelbart op under tingstedet, viser tydelige spor af at være beskyllet af havet, der endnu undertiden i storm skal gå herop. Denne strækning kan godt tænkes tidligere til stadighed at have været under vand blot ved et noget forskelligt udløb af elvens østre arm. At elven tidligere har haft et udløb, så at man har kunnet lande umiddelbart ved tingstedet, synes at fremgå af Ljósv. (s. 93 — på det i øvrigt i flere henseender besynderlige sted, der tidligere er omtalt i anledning af Vallalaug), i det sagaen lader et større ude fra fjorden kommende rofartøj lande umiddelbart ved, snarere end i nærheden af, tingstedet. På tingstedet ses endnu adskillige lævninger fra gammel tid. Langs bankeskrænten umiddelbart ved dennes kant findes en betydelig række af anselige bodtomter (15; fra 5—9 fv. lange), af enkelte står kun rester tilbage på grund af skræntens nedstyrtning. Hist og her findes smalle sænkninger mellem skræntens banker; en af disse, omtrent hvor den gamle søgrænse og den indenfor liggende engbund støder sammen, må særlig have egnet sig til opstigning og benyttes sædvanlig således endnu. Nord for dette punkt ligger vel omtrent to tredjedele af det hele med bodtomter bedækkede land. Kort nordvest for opstigningsstedet bag ved en anselig bodtomt findes en lille kredsformig tomt, 4 fv. i diameter, (domringen?). Bag ved den første langs skrænten stående række bodtomter findes endnu c. 25 tomter fordelte i 3—4 rækker over en temlig betydelig strækning (dog når skræntrækken længst imod nord og syd); nu er rimeligvis en del ødelagte, ved at man i sin tid midt imellem dem har opført en »stekk« (lammesti) og indhegnet den nærmeste plads heromkring med et tun; — grunden er ellers hedeslette (mo).

I Grt. (s. 163) omtales Hegranæs ting, som om folk fra visse herreder skulde søge hertil; dog synes forfatteren helt at have glemt fristatstidens tingforhold, således taler han om en lovrette på Hegranæsting, i det han formodenlig bruger ordet i samme betydning som domstol.

I det Hegranæs ting kom til at betegne det til Skagefjords syssel svarende distrikt, blev også senere »Hegranæs syssel« undertiden brugt som benævnelse på dette.

Mod nordøst går som berørt Blönduhliden gennem egnen omkring Hovstad over i Vidvig-svejt (Viðvíkrsveit). Fra Hovstad fører vejen mod nordøst over en lille hals, hvorefter man har udsigt over hele denne lille bygd, der strækker sig fra Skagefjordens sydøstlige hjørne godt og vel en mils vej mod nord til Kolbensåens munding. Mod øst går den over i de to dale Hjaltadalen (Hjaltadalr) og Kolbensdalen (Kolbeinsdalr); mod nord standses udsigten af sammenhængende fjælde. Hver af de to dale gennemstrømmes af en å, Hjaltadalså og Kolbensdalså, der i Vigvigsvejten forene sig og under navnet Kolbenså (Kolbeinsá) falde i fjorden. Kolbensåos (Kolbeinsáróss) var i ældre tid et oftere benyttet landingssted; på en lille tange syd for åmundingen skal man endnu se tomter af købmandsboder. Ud for mundingen ligger en lille holm Elinarholm (Elínarhólmi, ældre -hólmr). Vidvigsvejten er en fugtig og græsrig bygd, tidligere tillige skovrig, men herom minde kun ubetydelige lævninger ved Brimnes og Vidvig (sml. Ldn. s. 194: Brimnesskógar); man vil påvise sporene af en ryddet vej, der skal have ligget fra Kolbensåos helt op imod Vidvig gennem skoven, og som benævnes Vognvej (Vagnbraut). Vidvig (Viðvík) nu præstegård, ligger en mils vej fra Kolbensåens udløb på sletteland syd for Hjaltadalså. Her boede i følge Grt. Grettes drabsmand Torbjörn angel; sagaen fortæller, at den dræbte Grettes hoved forvaredes i et udebur, som kaldtes Grettisbúr, — om dette ved man intet nu, derimod vises nordvest for gården ved et udhus en sten, hvorunder Torbjörns tryllekyndige fostermoder siges at være begravet. — Egnen omkring Vidvig er skuepladsen for en del af Tord hredes bedrifter. En af kampene med sin Modstander Össur udfægter han ved Gardshvamm (Garðshvammr) nær Vidvig, hvor Össur med sine folk har lagt sig på lur. Navnet Gardshvamm er ikke bevaret, men stedet for kampen påvises noget øst for Vidvig. (Tröllabakki hedder stedet, hvor Tord først skal have værget sig med sten, og lige over for, hinsides åen, viser man de faldnes dysser.)

I Vidvigsvejten skilles de to åer fra hinanden ved en hvælvet »tunge«, der efterhånden mod øst går over i de de to dale adskillende fjælde. Hjaltadalen, der for den nedre dels vedkommende har en vest-østlig retning, bøjer højere oppe mod sydsydøst, hvor den lang og smal fortsætter sig dybt ind mellem fjældene. Den stride Hjaltadalså — næsten med lidt jøkelvandsfarve — løber længe mellem grusbanker, medens gårdene står først højere oppe i lien. Fjældbegrænsningen er navnlig ind mod dalbunden højst ejendommelig, bestående af høje, stærkt sønderskårne fjælde med smådale og sænkninger imellem, der i flere rækker stå bag ved hinanden og synes at fylde en stor strækinng mod øst, for de højere toppes vedkommende bedækkede med evig sne. Henved en mil sydøst for Vidvig, hvor en sidedal skærer sig mod syd, står gården Kalvsstad (Kálfsstaðir, ÞH.). Herefter drejer Hjaltadalen bestemt imod syd; vest for åen en mils vej længre inde ligger Reykir med en varm kilde (laug), der i Laxd. (s. 338) omtales som brugt til badning. Længst inde i dalen fører en besværlig fjældvej over Hjaltadalshede til Hörgådalen i Øfjords syssel.

I Holar kirke - (A. E. F. Mayer, 1836)

Øst for åen er Hólar ubetinget den mærkeligste gård. Hvor Hjaltadalen gør sin bøjning mod syd, hæver sig et anseligt, rødligt fjæld (Hólabyrða), der ligesom afslutter dalen mod øst: under dette står gården på lave græsgroede banker, der har givet gården navn. Kort syd for Holar ses gården Hov (Hof) ved mundingen af en lille sidedal. Hov er en husmandsplads (hjáleiga) under Holar; her antages dog hovedgården oprindelig at have stået og først senere at være flyttet til Holar. På Hov i Hjaltadal boede i følge Ldn. landnamsmanden Hjalte Tordssön og efter ham hans sønner Torvald og Tord, der holdt det berømte arvegilde efter deres fader, hvortil c. 1500 mennesker var indbudte. Hvor tidlig bebyggelsen her er ophørt, er ikke godt at vide; ved begyndelsen af det 12te årh. nævnes en anset præst Illuge som ejer af Holar. A. M. (1709) angiver, at Hola-gårdens stekk og fårehus hedder »Hovet«: der skal gården i følge traditionen oprindelig have stået, og man ser tydelige spor af bebyggelse; men siden Holar grundedes, ved ingen, at der har været gård på »Hovet«. Hov bebyggedes påny i begyndelsen af dette århundrede; da påviste man (i følge sognebeskr.) endnu lævninger af gudehovet, man så også tomter af Hjaltesønnernes drikkeskåle og kendte stedsnavnene Blótsteinn og Goðalág. Af hovtomterne, som også Jon Olavssön fra Grunnavig (se lexicon: Hof) kender, ser man nu intet; derimod vises skåletomten — dog ikke så forfærdelig stor — , og en »gudedal« (goðadæld), hvor guderne vaskedes. Så vidt man kan forstå, mener Jon Olavssön, at indretningen her omtrent har været den samme som i gudehovet i Midfjord (Hv.).

År 1106 fik Nordlandet sin egen biskop, og da den oven nævnte præst Illuge, for at sagen kunde gennemføres, tilbød at afstå sin fædrenegård, blev Holar bispesæde. Fra den tid og til 1801, da bispestolen og den dermed forbundne skole ophævedes, havde stedet sin glansperiode. Gården synes at have været en udmærket ejendom med et efter islandske forhold storartet landbrug. Foruden den lærde skole, der i det mindste fra reformationstiden af var regelmæssig knyttet til bispestolen, fandtes her et bogtrykkeri, der allerede grundlagdes før reformationen, og som med en del afbrydelser virkede til slutningen af forrige århundrede . Ved midten af forrige århundrede genopførtes kirken efter en plan, der gjorde den til den langt anseligste på hele landet; og endnu, da den kun overgås af Reykjavigs, pege Nordlændingerne med stor selvfølelse hen på denne bygning med dens mange minder fra ældre tid som bevis på hvad man i denne landsdel har formået. Kirken, der desværre nu er hvidtet udvendig, er opført af smukt tilhugne, røde sandstensblokke, hentede fra fjældet Holabyrde. Den har nu intet tårn, men en smallere udbygning mod vest, hvor klokkerne hænger, og hvorigennem indgangen er. Taget er et tømmertag. Bygningens længde er 15 fv. Den anselige, lange kirkehal har fladt gibset loft. Kirken er forholdsvis rig på lævninger fra den katolske tid. Her findes således en større altertavle med fløje, hvor i udskåret træarbejde mange scener af Kristi lidelse fremstilles; over korskranken findes en endnu ældre alabasteraltertavle med fremstillinger af lignende indhold. Et alterforhæng fremstiller de tre islandske helgene; flere lævninger af andre forhængstæpper findes også. Som islandsk arbejde kan fremhæves en meget smuk døbefont fra det 17de årh. af grågrøn sten fra Tindastolen. Det interessanteste af hvad kirken indeslutter er dog dens portrætgalleri; her findes billeder af syv biskopper — til dels med familie: to af den energiske og for bogtrykkeriet virksomme Gudbrand Torlakssön (1571—1627), ét af Torlak Skulessön (udsyt), to (det ene en epitaphtavle) af Gisle Torlakssön med hans forskellige hustruer, der er afbildede i gammeldags islandsk dragt, ét af hver af de følgende biskopper: Stén Jonssön, Haldor Brynjulvssön, Gisle Magnussön (kirkens genopbygger), og endelig ét af den sidste Hola-biskop Sigurd Stefanssön. Også et par andre portrætter, deriblandt stiftamtmand Gyldenløves, findes i kirken. I koret og på kirkegården findes ligstene over biskopperne. — Om kirken med sit inventarium længe vil blive bevaret i sin nuværende tilstand er vel i øvrigt tvivlsomt, da denne tillige med gården ved bispestolens nedlæggelse solgtes til privatmænd. Holar er nu anneks til Vidvig. Biskopstidens huse er forsvundne; i tunet står et par velbyggede landgårde (bæir), hvoraf den nedre (vest for kirken) er den ældre; dog huskes endnu stedet for de til bispegården hørende bygninger (biskopsstue, præstestue, skole, prentværk).

På Holar knytter traditionen sig naturlig nok til to mænd, biskop Gudmund »den gode« og den sidste katolske biskop Jon Aressön. Bægge førte et uroligt liv. Den første, der fra 1203— 37 forestod bispedømmet, lå i idelige stridigheder med de verdslige høvdinger i anledning af den hårdnakkethed, hvormed han stod fast på hvad han mente kristendommen krævede af ham og andre. Foragtet og forhånet måtte han ofte flakke om fjærnt fra sit bispesæde, men at folkets masse så op til ham med ærefrygt, bevises noksom af den kraft, som hans indvielser antoges at have, — i så godt som enhver egn af landet træffer man af ham indviede og efter ham benævnte kilder, fjældveje, fuglebjærge o. s. v. Også på Holar er en Gudmundskilde (Guðmundarlind), men desuden findes oven for gården temlig højt oppe i fjældet Holabyrde en sænkning (Gvendarskál), hvor lævningerne af et af biskop Gudmund opført alter påvises; fra gården og helt op til alterstedet ses sporene af en ophøjet vej, som man fortæller skal være bleven benyttet af biskop Gudmund, der hver fredag i fasten og ellers ofte forrettede sin andagt her.

At man med forkærlighed har dvælet ved mindet om Jon Aressön, hvis modstand mod den fra Danmark fremtrængende reformation fik en så stærk national farve, er i og for sig forklarligt nok; men desuden har han på Holar efterladt sig ejendommelige spor af sin krigerske færd. Da forholdene begyndte at se noget truende ud, byggede han her et virke, som han kaldte »slot«, indrettede sig løngange o. s. v. Navnet »Slot« er endnu knyttet til en lille høj nord for kirken; forbi »slottet« strækker sig fra kirkegården en sænkning, der siges at være sporene af hans løngang, hen imod en lille bæk, hvorfra det var let at undslippe mellem holerne. (Hinsides bækken vises tomten af Jon Aressöns hesthus.)

Straks vest for Holar ligger en lille sidedal, Videnæsdalen, op i nordøstlig retning, gennemstrømmet af en i Hjaltadalsåen faldende å. Dalen tager navn efter den vest for åen mellem denne og Hjaltadalsåen indesluttede nedre strækning, der benævnes Videnæs (Víðines); her står nu en gård af samme navn. Neden for gården ligger grægroede strækninger, hvorover vejen til Holar fører. Her falder høvdingen Kolben Tumessön, ramt af et stenkast, da han med sine folk vil hindre sin fjende biskop Gudmund med følge i at forlade bispegården. Vest for de omtalte græsstrækninger (Videnæsørerne) er et lille holt (Laufskálaholt), det sidste på vejen ind til Holar. Da Nordlændingerne efter biskop Jon Aressöns og hans to sønners henrettelse i Skålholt førte ligene til Holar, modtoges toget her med klokkeklang fra bispesædet, eller — som sagnet lyder — ringede klokkerne af sig selv.

Imod vest strækker sig nu den tidligere nævnte tunge. På sydsiden af denne står tre gårde, af hvilke den vestligste er Nedre Ås (Neðri Ás); her påvises »tomtelævninger af den gamle kirke, Islands første, som Torvard Spak-Bödvarssön lod bygge på sin gård Ås (Áss) ved Hjaltadal, efter at Torvald vidførle og biskop Frederik havde bevæget ham til at antage troen .

Nord for tungen strækker sig i nordøstlig retning Kolbénsdalen. Den temlig tæt bebyggede dal er smal og ikke nær så lang som Hjaltadal; mod øst spalter den sig i to sidedale, af hvilke Heljardal(r) er den nordligste. Gennem denne ligger en fjældvej over Heljardalshede (-heiði; ældre: heiðr, Laxd.) til Svarvadardalen i Øfjords syssel. Vejen er kort, men besværlig, og heden berygtet for sit slette vejr. Snart svinder dalen ind til en kløft; op langs denne går det ad stier med lodrette affald, stundom ad besynderlige smalle rygge med kløfter til bægge sider. Besværligheden forøges ved at stien op til heden ligger i »urd« (samling af klippebrokker) og er fuld af løse sten. Heden selv er egenlig kun en smal ryg eller hals, med snedynger og sneflader hist og her i skråningerne, hvorover rides. Den mellem Skagefjords og Øfjords syssel skillende bjærgkæde med sine mange sidegrene er ualmindelig høj og stejl. Den skal også danne en slags grænse med hensyn til vejrliget, således at den vind (nordøst-), der er regnvind øst for fjældene, giver tørt vejr vest for disse. En lignende, men langt mere gennemgribende forskel bevirker som bekendt det indre højland med hensyn til Nordlandets og Sydlandets vejrlig. Til bægge sider for heden ses højere nøgne, sneplettede toppe. Snart ses forude til bægge sider rygge og toppe, som angive omridsene for en dal, indtil selve dalen (Svarvadardal) viser sig.

Af gårdene nord for Kolbénsdalså kan den fjærde fra øst Svidning (Sviðningr) nævnes, fordi den står på de fra Tord hredes saga kendte Svidgrimsholar (Sviðgrimshólar). Sagaen fortæller (s. 44—45), at Tord en dag under sit ophold på en vestligere liggende gård begiver sig med et par ledsagere ud i Svidgrimsholerne — »ud« er vistnok her ikke på sin plads — for at se til sin hest; han går op i lien for at lede efter den. Da kommer fjenderne over ham, og han forsøger nu at nå Skeggjahamar(r), hvorfra han så på sit spyd lader sig glide over sneen ned på holerne, og her står nu kampen. Skeggjahamar svarer formodenlig til den oven for Svidgrimsholar værende Hreduklett(r), men i øvrigt vil man nu gøre det til, at Tord på sit spyd er gledet endogså over den islagte å, og først på Hreðuhólar i »tungen«, syd for åen, skal så striden være udkæmpet.

Den vestligste gård nord for Kolbénsdalså er landnamsjorden Slejtubjarnarstad (Sleitubjarnarstaðir, Ldn.: Sléttubjarnarstaðir). Efter de to åers forening tilhører landet nord for åen (Kolbénså) en anden bygd Oslandshliden (Óslandshlið), der begynder, hvor de Kolbensdalen mod nord begrænsende fjælde tage en nordvestlig retning. Mellem fjæld og fjord er der her et smalt, men tæt bebygget stykke land. Sydøstligst i Oslandshliden står Miklebæ (Miklibær), en gård, der foruden i Laxd. også i Tord hredes saga oftere kommer til omtale. Hos bonden her opholder Tord hrede sig i længere tid og bliver sluttelig gift med dennes enke, hvorefter han selv overtager gården. Om Tord siges i sagaen kun i almindelighed, at han døde af sygdom; hans gravhøj har man senere med stor bestemthed villet påvise. — I Laxd. (s. 334 ffg.) nævnes Miklebæ i forbindelse med de derefter følgende under lien stående gårde Tuvur (Þúfur ɔ: tuer) og Marbæle (Marbæli) i anledning af et mellem beboerne af Tuvur og Marbæle opstået fjendskab, som medfører et drab, i hvilken anledning Bolle Bollessön i følge sagaen indblander sig i sagen. Nærmere åmundingen står Osland (Ósland, ÞH.), oprindelig en meget stor ejendom, så at fire andre har kunnet udskilles fra denne (på kortet er gården vistnok for langt fjærnet fra åen) .

Þórðarhöfði - (W.G. Collingwood, 1897)

Hvor Oslandshliden ender, skærer sig ind mod øst, adskilte ved et smalt fjæld, to parallele dale Dejldardal (Deildardalr) og Unadal(r). Bægge dale er beboede; navnlig den smalle Unadal er berygtet for de voldsomme vestenstorme, den hjemsøges af. Oven for dalene ligger den lille Unadals- eller Dejldardalsjøkel, over hvilken der ligger vej til Svarvadardal i Øfjords syssel. I Svarfd. (s. 136), hvor første gang islandske forhold omtales — umiddelbart efter en stor lakune, som har indeholdt beretningens hoveddel —, fortælles om en kamp i Dejldardal ved Stavsholt (Stafsholt) mellem to partier af Svarvadardalens beboere; af mangel på andre våben kæmpede man med knipler. Stedsnavnet Stavsholt svarer utvivlsomt til Ldn.'s Stavshol (Stafshóll, s. 200—1) og til den nuværende gård Stavshol (nu også Stafnshóll, men f. eks. i 16de årh., Timarit I, s. 39, Stafshóll). Gården ligger ved fjældhjørnet mellem Oslandshliden og det Dejldardalen mod syd begrænsende fjæld; i fjældet her oven for findes endnu lidt kratskov, og Svarvadardalsmændene har vel da været beskæftiget med skovhugst her, da striden imellem dem brød ud. — I Unadal boede den i Vd. (og Ldn.) omtalte Une, hvis søn Hrollejv dræber.

Fra ud for Dejldardal og nord på til hinsides forbjærget Tordarhøvde bærer kysten navnet Hövdastrand (Höfðaströnd). Her ligger, ligesom på Skagastranden, to handelspladser ganske nær hinanden; Gravarós (Grafarós) ved udløbet af den Dejldardal gennemstrømmende å, der nede i bygden benævnes Gravarå (Grafará), Hovsos (Hofsós) ved mundingen af Unadalsåen, der i sit nedre løb får navnet Hovså (Hofsá). Nord for Hovså står Hov (Hof), Hov på Hövdestrand, som den kaldes til adskillelse fra de mange andre gårde med samme navn .

En mils vej nordvest for de nys nævnte handelspladser hæver sig det ejendommelige forbjærg Tordarhövde (Þórðarhöfði), en bred, aldeles fritstående klippe, der kun ved to smalle sandrev, hvorimellem der ligger en færsk sø Hövdavatn (Höfðavatn), er forbundet med fastlandet. Nordøst for Hövdavatn ligger gården Hövde (Höfði), hvorefter Hövdastranden har taget navn. Nordvest for Tordarhövde, henved en mil fra land, ligger den smalle, stejle, men foroven græsrige ø Malmø (Málmey), bebygget ved en nordøstlig i øen stående gård. Denne ø i forening med Drangø og Tordarhövde, synlige fra næsten hele Skagefjordsherredet, smykke i høj grad fjorden. Malmø synes at hvile på vandet aldeles af form som et masteløst panserskib med stavnen vendt mod nordvest. Tordarhövde synes selv en høj ø. På Malmø opholdt biskop Gudmund med følge sig en vinter, da hans modstandere havde tvunget ham til at forlade bispegården, og herfra foretage biskopsmændene et overfald på de egenmægtige bestyrere af Holar, der koster høvdingen Tume Sighvatssön livet.

Mod øst begrænses kystlandet her og for hele den følgende bygds vedkommende af en af smådale stærkt indskåren fjældstrækning. Nordøst for Hövde skærer sig således den lille, men dog af et par gårde bebyggede Hrollejvsdal (Hrolleifsdalr) ind i sydøstlig retning. Syd for den dalen gennemstrømmende å står gården Tværå (Þverá), hvor man mener, at den i Vatnsdæla saga omtalte onde Hrolleiv har bot.

Lavlandet vest og nord for Hrollejvsdalsmundingen, til hvor den den lille mod nord strømmende Stavå (Stafá) danner grænsen mod en ny bygd, benævnes Slettahlid (Sléttahlið). I Grt. (s. 162) nævnes en gård Brédå (Breiðá) i Slettahlid; det må vel være gården Bræðrá, der står ved fjældhjørnet sydvest for Hrollejvsdalens munding. Nord for Hrollejvsdal skærer sig ind, parallelt med denne, en mindre, ubebygget dal Skálárdalr (Skålådal), der antages at svare til Ldn’s Fridlejvsdal (Friðleifsdalr). — Den vestligste pynt af Slettahliden er det også temlig anselige forbjærg Hrollejvshövde (Hrolleifshöfði); vestlig i hövden viser man i følge den antkv. indb. (1818) sporene af et »Hrollejvsvirke«, og sognebeskrivelsen fortæller, at man fra den øvre del af Hrollejvsdal kan forfølge sporene af en ophøjet vej ned gennem hele dalen langs sydsiden af åen, dernæst hinsides denne helt ud i Hrollejvshövde; vejen kaldes Hrollejvs vej (göngugarðr Hrolleifs), og ad denne skal Hrollejv have gået til sine får i Hrollejvshövde, da han boede på Tværå.

Slettahliden er nu skovløs, men stedsnavne og andre tegn skal antyde en endog ualmindelig skovrigdom i ældre tid for denne bygd« — Under et højdedrag i lavlandet står præstegården Fell, bekendt af folkesagnene om den her hjemmehørende tryldekyndige præst Halvdan (Ísl. þjóðs. I, s. 515 ifg.).

Ikke alene mod vest, men også mod nord beskylles Slettahliden af havet, i det kysten her gør en bøjning mod øst. Den i forhold til sin længde temlig brede halvø, som adskiller Skagefjords og Øfjords syssel, begynder nemlig nu at indsnævres. Nordøst for Slettahliden afsættes dog kun en mindre bugt, hvorefter kysten igen tager en nordlig retning og halvøen ender nu med et stumpt næs, hvoraf imidlertid den større del hører under Øfjords syssel. Sysselgrænsen har her en nordvestlig retning, følgende de mod havet stejlt affaldende fjælde, der mod nordøst begrænse det omkring nævnte indbugtning af havet liggende beboelige land. Denne Skagefjordens nordøstligste bygd, ligesom Slettahliden ikke af nogen stor udstrækning, er de såkaldte Fljót'er (Fljót); oven for (ɔ: syd for) Fljotbygden ligger igen den lille bygd Stivla (Stifla). Bygden Fljot falder vel i to afdelinger: Vester- og Øster-Fljót, men selv om hver af disse bruges ordet altid i flertal. Navnet — ordet fljót bruges nu til dags i betydning »flod« — må bygden have fået af den omstændighed, at de bygden gennemstrømmende vandløb umiddelbart før deres udløb i havet gennemløbe indsøer, som da er bleven opfattede som bredninger af selve åerne. — Ud mod søen ordne Fljotbygdens to dele sig om to vige, hvoraf den nordligste har en sydøstlig; den sydligste en mere sydlig retning; ind mod land deles bygden ved et mod nord fremløbende fjæld, ved hvis nordvestre hjørne præstegården Bard (Barð, benævnt efter fjældet) står. Op fra denne del af bygden, Vester-Fljot, strækker Flokedalen (Flókadalr) sig, gennemløbet af en å Flokedalså, der yderst i dalen gennemløber den lille sø Flokadalsvatn og derefter gennem en lignende sø (Hólmsvatn) falder i havet. Dalen bærer navn efter den bekendte Ravne-Floke, Islands tredje opdager, der sluttelig som sit landnam tog den vestligste del af Fljot-bygden (Ldn. s. 200). Mellem Holmsvatn og det nordøstligere, langt større Miklavatn ligger gården Haganes. Den nordøstligste del af Miklavatn skal bære navnet Havnefjord (Hafnarfjörðr), og her oven for påviser man nogle gamle tomter, som udgives for fire langskibsnøst (skibsskure).

Drivis i Hunaflói - (W.G. Collingwood, 1897)

Nord for Miklavatn står nu — til hvor sysselgrænsen falder, en halv mil eller mere nord på — kun en gård. Fra denne syslets nordligste del ligger en kort fjældvej til Siglufjord i Øfjords syssel. — Langs bægge sider af Miklavatn ligger en række gårde og desuden oven for (ɔ: syd for) søen adskillige, tæt ved hinanden stående gårde« indtil Stivla-bygden begynder. Blandt disse er Holt, hvor der i tunet findes en Tinghól (Þínghóll). Om tingforhold i Fljot vides ellers kun, at der i Sturl. omtales et folkerigt, vel beliggende Fljotamannagodord (Fljótamannagoðorð). På Holts kirkegård skal findes en, dog på grund af slid ulæselig runeligsten.

Stivla er en lille, af fjælde tæt omgiven dal, der mod nord adskilles fra Øster-Fljot ved et højdedrag (Stífluhólar), som formodenlig har givet bygden navn, i det disse banker ligesom aflukke dalen; nærmest synes disse højder at være fremkomne ved et forhistorisk fjældskred fra fjældene mod øst. Fra Stivlas sydøstligste forgrening ligger små fjældveje til Olavsfjord og Svarvadardal i Øfjords syssel. Mod syd ender Stivla i to ved et fjæld adskilte smådale Mjóafellsdal(r) og Tungedal (Túngudalr). Fra smådalene i sydøst kommer den Stivla gennemstrømmende å (Stífluá), der fra Tungedalen optager Tungeå (Túnguá) og derefter fortsætter sin vej mod nord gennem en lille sø, hvorefter den baner sig vej gennem Stivlaholerne; den får nu navnet Fljóta-å og løber gennem Miklavatn til søen. Blandt gårdene øst for Stivla-å er præstegården Knappstad (Knappstaðir). Gården har navn efter landnamsmanden Tord knapp. Nær ved gården vil man påvise sporene af et gudehus, tilhørende den Torhall knapp, hvis omvendelseshistorie fortælles i Olav Trygvessöns saga (Flatb. I, s. 438—40). Den ret anselige hustomt, som vender omtrent i nord og syd, findes på en lille høj kaldet Godahól (Goðahóll), som igen synes at have været omgivet af et græstørvsgærde; omkring dette gærde vil man finde talrige spor af kul og kulaske i jorden. Landet, hvor højen står, hører dog nu ikke under Knappstad, men under nabogården mod nord.

Som fast næringsvej ved siden af landbruget må for Fljoternes og Slettahlidens beboeres vedkommende fiskeriet, navnlig håkarlefiskeriet, nævnes. — Som tegn på det mere udprægede polarklima kan fremhæves, at skiløben her er almindelig kendt og udøvet. For Slettahlidens vedkommende nævner sognebeskrivelsen, at drivtømmer undertiden i ret anselig mængde fås.

Om Fljot og Slettahliden gælder det, så vel som om den lige over for liggende »Skage«-bygd, at havisen er en stadig gæst; næsten årlig mælder den sig, og bestandig er dens besøg ledsaget af de sædvanlige ulæmper: vejrliget forværres, mennesker og kvæg befinde sig ilde, plantevæksten hæmmes, og udbytte af havet hindres, — så at tidligere ofte herved uår og hungersdød er bleven foranlediget.

Se Tillæg og rettelser

---