Skirners Færd (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

3. Skirners Færd

Njords Søn Frey havde en Dag sat sig i Lidskjalv og overskuede alle Verdener; han saae til Jættehjem og fik der Øje paa en fager Mø, medens hun gik fra sin Faders Bolig til sin Skemme. Deraf fik han en stor Sindslidelse. Skirner hed Freys Skosvend, ham bad Njord at tale med Frey; da sagde

Skade.

1.

Rejs Dig, Skirner!

Og hen Du gaae,

For Sønnen vor

I Tale at faae;

Og for at spørge

Vor vise Frænde,

Mod hvem hans Harm

Sig monne vende.

Skirner.

2.

Vist onde Ord

Af Sønnen jeg faaer,

Om hen at tale

Med ham jeg gaaer,

Og spørger Manden,

Den vise Frænde,

Mod hvem hans Harm

Sig monne vende.

Skirner.

3.

Du Folkehersker.

For Guder, Frey!

Hvad jeg vil vide,

Forhold mig ej:

Hvi Dag for Dag

Den lange Sal

Eensom, min Drot!

Dig fængsle skal?

Frey.

4.

Hvorfor skal jeg

Min Hjærtevee,

Ungersvend!

Dig lade see?

Alfstraalen lyser

Jo hver en Dag,

Men ikke den volder

Mig Behag.

Skirner.

5.

Mand! ej større

Din Sorg kan være,

End at Du kunde

For mig den kære;

Vi samledes unge

I Fordumstid,

Vi to bør slaae

Til hinanden Lid.

Frey.

6.

En Mø i Gymers

Gaarde at gange

Jeg skued, hun tog

Min Hu tilfange.

Lyset fra hendes

Arme gik,

Saa Luften og Søen

Lysning fik.

7.

Mere jeg denne

Mø attraaer,

End nogen Mand

I sin Ungdomsvaar;


Blandt Aser og Alfer


Der Ingen er,

Som vil, at vi have

Hinanden kjær.

Skirner.

8.

Saa giv mig den Ganger,

Hvis Spring kan kue

Den vise forborgne

Varselslue,

Mig giv den Klinge

Der selv sig kan

Mod Jætter svinge.

Frey.

9.

Dig Gangren jeg giver,

Hvis Spring kan kue

Den vise forborgne

Tryllelue;

Og Sværdet, der selv

Sig svinge kan,

Naar horsk blot er

Dets Ejermand.

Skirner sagde til Hesten:

10.

Derude er mørkt,

Os bør nu at fare

Over taaget Fjæld,

Over Folkeskare;

Enten begge

Vi vende tilbage,

Eller mægtig Jætte

Os begge skal tage.

Skirner red da til Gymers Gaard i Jættehjem; der vare olme Hunde bundne ved Ledet af den Skigaard, som omgav Gerdas Sal. Han red hen til en Hyrde, som sad paa Højen, og talte saa til ham:

11.

Hyrde! som sidder

Paa Højen der,

Og alle Vejene

Vogter her,

Siig, hvordan jeg

I Tale kan vinde

For Gymers Hunde

Den unge Kvinde?

Hyrden.

12.

Er Du enten

En Dødsens Mand,

Eller alt skilt

Fra Livets Stand?

Gymers gode

Mø at faae

I Tale, det skal

Du Aldrig naae.

Skirner.

13.

Bedre Du gjøre

Kunde, end klynke

For En, som rede

Er til at synke;

Mig er kun Døgnets

Alder givet,

Dertil skabtes

Mig hele Livet.

Gerda.

14.

Hvad larmende Larm

I vore Huse

Monne mig nu

For Øre suse?

Jorden bæver,

Og deraf alle

Gymers Gaarde

I Skjælven falde.

Ternen.

15.

Herude er stegen

Af Hestens Sæde

En Mand, og lader

Sin Ganger æde.

Gerda.

16.

Ind i vor Sal

Du skal ham byde,

For der den klare

Mjød at nyde,

Om end jeg maa

I Sindet ane,

At her nu stander

Min Broders Bane.

17.

Er Du en Alf

Eller Asasøn,

Hvad heller af vise

Vaners Kjøn?

Hvi kommer Du her

Alene frem

Over striden Strøm

At søge vort Hjem?

Skirner.

18.

Ej er jeg Alf

Eller Asasøn,

Ej heller af vise

Vaners Kjøn;

Dog ene jeg kom

Over Stridstrøm frem

For at besøge

Eders Hjem.

19.

Elleve Æbler

Du seer mig have

Af pure Guld;

Den Fæstensgave,

Gerda! er din,

Du sige blot nu,

At Frey unødigst

Du skjænker din Hu.

Gerda.

20.

Aldrig skal elleve

Æbler jeg tage,

For noget Mandfolk

At behage;

Mens Liv i os

Er til, skal jeg

Aldrig bygge

Og boe med Frey.

Skirner.

21.

Saa vil jeg da skjænke

Dig Ringen til Løn,

Som brændtes med

Odins Unge Søn;

Hver niende Nat

Fra Ringen falde

Otte andre,

Jævntunge alle.

Gerda.

22.

Ikke jeg tager

Den Ring i Løn,

Skjønt brændt med

Odins Unge Søn;

Ej fattes mig Guld

I Gymers Gaard,

Jeg Deel i min Faders

Rigdom faaer.

Skirner.

23.

Seer Du Sværdet,

Min Liljevaand!

Smækkert og klingert

Her i min Haand?

Hovedet hugger jeg

Af din Hals,

Hvis ej din Tale

Er mig tilfals.

Gerda.

24.

Mig man aldrig

Ved Tvang skal faae

Til Mand at elske;

Dog vil jeg spaae:

Hvis Du og Gymer

I stridbar Lyst

Hinanden møde,

Da staaer der en Dyst.

Skirner.

25.

Seer Du Sværdet,

Min Liljevaand!

Smækkert og klingert

Her i min Haand?

Disse Egge

Din Fader skal kue,

Døden den gamle

Jætte true.

26.

Tugtevaanden

Mod Dig jeg svinger,

Mø! Dig under

Min Vilje bringer.

Did skal Du gange,

Hvor siden i Løn

Aldrig Dig øjner

En Menneskesøn.

27.

Stadig Du sidde

Paa Ørnens Tue,

Og vendt fra Verden

Mod Helhjem skue!

Mad skal vorde

Dig ledere, end

Hin glindsende Snog

For Jordens Mænd.

28.

Kun frem Du komme

Til Spee og Spot!

Videre skal Du

Stilles blot,

End Vogteren foran

Guders Slot.

lisjætter paa Dig

Sit Blik skal fæste,

Alverdens Stirren

Dig have tilbedste;

Selv gabe Du fort

Fra Dødens Port!

29.

Virren og Hvimlen,

Tussel og Utaal

Fylde med Taarer

Dig Sorgens Skaal;

Sæt Dig ned

Og hør min Text:

Glædens Afbræk

Sorgens Væxt.

30.

Alle Dage I Jætters Gaarde

Dig Skræmsler plage,

Til Rimthurser op

Syg Du slæbe

Hver Dag Din Krop,

Kostberøvet,

Kostbedrøvet;

Graad for Gammen

I Hjemgjæld tage,

Taarer i Ledtog

Med al Din Plage!

31.

Dit Liv Du tære

Med Trehovedthurs

Eller mandløs være!

Fra Morgen til Morgen

Dig ramme Sorgen,

Som Tidsel Du staa,

Der ind har trængt sig

I Forstuens Vraa!

32.

Til Skovs jeg gik

Til urørt Lund,

Til Tryllevaands Fund,

Og Tryllevaand fik.

33.

Dig vredes Odin

Og Asabasen,

Alt vender Frey

Imod Dig sin Rasen,

Førend Du onde

Mø endnu

Er ramt af Guders

Tryllegru.

34.

Hører Thurser!

Og hører Jætter!

Suttungesønner!

Selv Asaætter!

Hvor Forbud for Møen,

Hvor Ban for Møen

Mod Mands Fornøjelse

Her jeg sætter,

Mod Mands Omgjængelse

Her jeg sætter.

35.

Thursen, som have

Dig skal dernede

Ved Dødens Port,

Mon Frostgrim hede.

Gede — Addel

Ved Altræets Rod

Dig Skrællinger byde,

Bedre Drik

Du aldrig nyde,

Mø! efter Din Vilje,

Mø! efter min Vilje.

36.

Thurs jeg rister,

Og trende Stave,

Arghed, Galskab,

Utaal, Du have; —

Hvad paa jeg rister,

Jeg af kan skjære,

Om Saadant skulde

Fornødent være. —

Gerda.

37.

Hil Dig være

Da hellere, Svend!

Den fulde Rimkalk

Dig rækkes hen

Med gammel Mjød;

Dog havde jeg tænkt

Aldrig at vorde

Til Vaningen skjænkt.

Skirner.

38.

Fuld Besked

Jeg dog maa vide,

Førend jeg heden

Hjem kan ride:

Naar vil Jaord

Du paa Thinge

Njords den mandige

Søn vel bringe?

Gerda.

39.

Barrø hedder,

Som begge vi veed,

Lunden, hvor Hvile

Har sit Sted;

Der kan efter

Nætter Ni

Sønnen af Njord

Til Gerda frie.

Da red Skirner hjem. Frey stod ude, anraabte ham, og spurgte Nyt:

40.

Siig, Skirner! før Saddel

Af Hesten Du kaster,

Og førend et Skridt

Du fremad haster,

Om Du i Jættehjem

Udrettet fik,

At Sagen efter

Vor Vilje gik?

Skirner.

41.

Barrø hedder,

Som begge vi veed,

Lunden, hvor Hvile

Har sit Sted;

Der kan efter

Nætter Ni

Sønnen af Njord

Til Gerda frie.

Frey.

42.

Lang er en Nat

Og længere to,

Hvor skal jeg i trende

Bevare min Ro?

Ofte en Maaned

Var mindre lang,

End Halvdelen af

En Nat saa trang.

---

Noter: