Skjaldekunsten (AO)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Aandsliv
I Vikingetid og tidlig Middelalder
Axel Olrik


VII
Skjaldekunsten


Billed 54.
Skjaldevers, 12te Aarh., indristet paa en Vægfjæl i en nu nedrevet Kirke i Vinji i Telemarken. Fotografi i Oslo Musæum. »Trods den træskes Rænker / tvungne er ej de unge / Kampens Balders Kæmper; / Kummeren skal ej slumre (Era fangbrogðum flagða / fallnir niðr með ollu / haukar Baldrs ok halda / hugstriði bryn- níðings) . . . Sigurd Jarlssön ristede disse Runer Lördag efter Botulfsmesse, da han flyede hid og ej vilde gaa til Forlig med Sverre, sin Faders og sine Brødres Bane«.
Der er en for hele Norden fælles Kunststil med de korte faste Linjer, bundne sammen ved tunge Bogstavrim: „Vaagner ej til Vin, eller Vivs Tale, heller til Hildes haarde Leg.” Den er væsenlig ens fra de paa Island optegnede Eddakvad til de paa danske og svenske Runesten indhuggede Mindevers; og hertil svarer at man over hele Norden har staaende Udtryk vedrørende Digtekunsten: Skald, en Sanger; Thul, en Forkynder af religiøse eller moralske Lærdomme; Visa, et lille Digt; Ærende, en Strofe; Orð, en Verslinje; — Vidnesbyrd om hvor nöje samarbejdet den nordiske Kultur er i sin Begyndelse.


I meget staar Digtningen nær ved de andre gotiske Folks, baade i sin bogstavrimende Form og i den Fremstilling som Helte- (og Gude-)livet faar; men en væsenlig Forskel er, at de sydligere Stammers Sang stadig er ledsaget af Harpens Toner, hvorfor Digtet svulmer som en brusende Ström; det stræber mod en bredere episk Fremstilling, som i England naas med Beovulfdigtet (8de Aarh.), i Tyskland ikke för man har faaet de middelalderlige Rimstrofer hvori Niebelungenlied er digtet. Nordens Skjald kender ingen Harpetoner til sit Foredrag; naar han „kvæder” vil det nærmest sige, at han taler (hvad Ordet ogsaa oprindelig betyder); og hans Fremstilling Faar sin særlige Farve ved de knappe Strofer (to Gange fire korte Linjer), der ægger til det sammentrængte og rammende Udtryk. I Beretningen bliver det enkelte træffende Ord af störste Betydning; i Samtalen bliver ikke Talens Ström, men det korte Ordskifte den vægtigste Del; og Digtets Personer, som derved stilles saa nær sammen, kommer til endnu langt skarpere at karakterisere hinanden. Saaledes opstaar den nordiske Digtningstype, det korte fortællende Kvad, hvis bærende Optrin indeholder Ordskiftet mellem de optrædende Personer, — en Type, der blev staaende Middelalderen igennem (trods den skiftende ydre Form) uden Overgang til Eposdannelse, og som har sat dybe Mærker ogsaa paa langt senere Tiders Digtning.


Indenfor Oldtidsdigtningen kan man iagttage, hvorledes Karaktersansen tager Magten, og Handlingen trænges sammen. Men man har ogsaa det rene Taledigt („Maal”), sædvanlig i en egen ret pragtfuld Strofebygning med afknappede Slutlinjer. Allerede fra gammel Tid af synes man at have brugt Spörsmaal og Svar som den Form, hvorunder man kunde opbevare mytisk Kundskab, Gaader og deslige; de talende Personer er da kun en tilfældig Ramme for det egenlige Indhold. Men med Vikingetiden gaar der Karaktertegning ogsaa i det simple Samtaledigt; Odin leger under Visdomskampen med Jættens Tro paa sin Overlegenhed, eller holder i Forklædning Mandjævning med den vrede Thor. Helt frit og dristigt udfolder denne Kunst sig i „Lokes Trætte”, et lille — vi kan gærne sige dramatisk — Digt, hvor Forfatteren med overgivent Vid lader sin Helt afsløre alle Asernes Brøst, indtil han maa vige for Thors Hammer, — forøvrigt et Vidnesbyrd om, hvor meget den gamle Myteverden er et kunstnerisk Stof, ikke noget religiøst. Taledigtet byder endvidere Mulighed for en Handlingsspænding, endnu langt stærkere end i det sædvanlige Heltekvad: Starkad der vækker Ingjald til Faderhævn; Odin der ifører sig Asastyrken, og lader sin forgæves advarede Plageaand, den onde Kong Geirrød, finde sin Død. En mærkelig Sans for Karakterejendommelighed, en Hang til at dramatisere Livet, finder sit Udtryk, stærkest vistnok hos den norsk-islandske Del af Norden, i hvert Fald bedst bevaret i Eddakvadene.

____________________________


Men der er en ganske anden digterisk Frembringelse, der i langt höjere Grad er særlig for den norröne (norsk-islandske) Folkegruppe: den Digtart som vi nu plejer at kalde i Ordets snævreste Betydning Skjaldedigtning. Allerede dens Ydre røber den som Særudvikling: den har bredere Linjer, og jævnsides med de sædvanlige Bogstavrim løber et kunstigt Fletværk af rimende Stavelser. Det skaber en tung Pragtstil, klingende som Søljer og Kæder; og i Indhold drager den ikke Personen nær til sig i levende Ytring, men sætter ham paa Afstand som en berettende Digtning, der netop vælger sine Ord fjærnt fra Hverdagslivet. Et Hovedmiddel til at naa dette Maal bliver den digterske Omskrivning, „Kenningen” som de gamle Skjalde sagde.


Det er gammelt i Digtekunsten, at man i Stedet for at bruge det daglige Ord indsætter det mere malende og mere sjældne, og at man derfor griber til omskrivende, billedlig Benævnelse, kalder Sværdet for Kampens Lyn, Skibet for den Maage der flyver over Bølgerne, og at et saadant Billede, én Gang brugt, bliver i særlig Grad „poetisk Stil”. Men ejendommelig for Skjaldekunsten er den Hensynsløshed, hvormed den hele Udtryksmaade flyttes bort fra Dagliglivet, over i en Stil hvor Tingene saa lidt som muligt nævnes med deres eget Navn, og hvor fremfor alt en Sammenhæng med Myternes Verden skal kaste Glans over den hele Beretning; en Digter som Brage den gamle kan ikke sige Tak for et Skjold, men maa tale om „Bladet under (Jætten) Hrungnes Fødder”, og i Stedet for Gift siger han f. Eks. „Völsungdrikken”, fordi Völsungen Sinfjøtle omkom ved Gift. Saaledes skabes Skjaldekunstens sære Billedstil. I den begavede Digters Mund kan den tjæne til at levendegöre Tingenes Væsen; for en Snorre Sturlesön bliver Sværdene til Slanger, der törster efter at skride ud af Skeden og læske sig i Blod, Skibene bliver Havdyr, der ligger duknakkede i Nøstet indtil Vaaren; men sædvanlig er „Kenningerne” ganske ufri, det ene Billede spænder Ben for det andet, inden det faar Tid til at naa frem og vise sig. Skjaldesproget har samme barbarisk-opløste Præg som Folkevandringens og til Dels Vikingetidens Billedkunst, der sønderdeler Figurens Lemmer for bedre at fylde Fladen; den har tabt Sammenhængen med det umiddelbare Liv. For Udøverne af denne Kunst er Beaandelsen ikke det væsenlige. Skjaldskab er en Færdighed, en „Idræt”; Skjalden praler af den lange Tid han har filet paa sit Værk, „Høstlang” er Navnet paa et af de ældste og berömteste Digte. Eller omvendt, naar Skjalden improviserer, er det for at vise, paa hvor kort Tid han kan mestre den vanskelige Form. Skilt fra sin Rod i Virkeligheden bliver Digtersproget en Ordleg. En af Datidens berömteste Skjalde, Eyvind Skaldaspillir, vakte Opsigt ved rent at ombytte Ordenes Rolle. Under et Uaar dær nordpaa i Norge havde han maattet sælge sine Pile for at købe Sild, og saa digtede han om, hvorledes han for at faa „Søens løbende Pile” (Sildene) maatte sælge „Strengens springende Sild” (Pilene). Skjaldskabet er en Slags Regnekunst, hvor det gælder at faa Stykkerne til at gaa op; der maa hverken være for meget eller For lidt til at danne det efter Datidens Smag rigtige Billede (ellers skulde de andre Skjalde snart lade Stymperen vide hans fejl); og saa er der alle Versemaalets Baand at overholde, ikke blot Linje og Strofe; men til en rigtig „Drapa” (det egenlige Pragtdigt) hører, at der er lige mange Vers i Indledning og i Slutning, og at Hovedstykket bestaar af Partier med lige mange Vers i hvert, og med et Omkvæd („Stev”) anbragt paa de rette Steder.


Skjaldekunstens ældste Sæde er det vestlige Norge. Her levede midt i 9de Aarh. den ældste kendte Skjald, Brage den gamle Boddesön, hvis Værker endnu i adskillige Henseender staar paa Begyndertrin. Det næste Hold af Skjalde er den Flok, der samledes om Harald Haarfagers nye Kongedömme. Men selve Haralds Erobring fik forøvrigt en anden Betydning for Digtningens Hjem: næsten hele den Kres af Storætter hvor den havde trivedes, udvandrede til Island. I Hjemlandet dør den ud; Eyvind Skaldaspillir er den sidste glimrende Repræsentant; fra den Tid af er det næsten kun Islændinge, der optræder som Skjalde ved det norske Kongehof. Men paa Island blev ogsaa Færdigheden drevet til det utrolige i Retning af at kunne behandle et hvilketsomhelst Stof i den nedarvede Stil. Igennem det 11te, 12te og endnu det 13de Aarh. blomstrer denne Digtning, og Islands senere Poesi er aldrig ved noget bestemt Skel blevet skilt fra den; den bærer endnu stærke Mærker deraf.


Som Æmne for Skjaldens Drapa møder vi tidligst Gudemyter; dette forklarer os, at Digtersproget kunde blive saa farvet af mytiske Vendinger. Efter Haralds Erobring af Norge bliver Kongens Krigstog Hovedæmnet, og Gudemyter — i kristen Tid Draper om Kristus og Helgener — træder i anden Række. Digtets Væsen er Udmaling. Derfor tager de ældste Skjalde sig saa gærne en Række udskaarne Billeder at synge om; Æmnet er saa bundet, at han frit kan udfolde alle de Gentagelser og Afvekslinger, der viser hans Sprogfærdighed. Som Kongedrapa gör Skjaldedigtet Lykke, fordi det kan give en Skildring fuld af faktiske Omstændigheder, som den sædvanlige heroiske Stil ellers vilde have forflygtiget. Drapaen bliver en Rimkrønike i Pragtstil, der som saadan för senere Tider har stor Betydning som historisk Kilde. Men denne Hang til at beskrive og brede sig gemmer tillige Muligheder for fremtidig Udvikling; og ud af den fødes den islandske Lyrik.


Der er ingen Tvivl om, at de fjærne Tider har kendt digteriske Udbrud lige saa umiddelbare som dem, hvori nu en sæterdalsk Jente udtaler sin Glæde eller sit Savn, eller hvori to Gutter toppes med hinanden paa Vers (at „stevjes”, som det hed paa Oldsproget, og hedder endnu den Dag idag). Men den rige formelle Udvikling gav tillige de lyriske Ævner Rum til at udfolde sig. I Hælene paa de store Draper gaar en Hær af Enkeltstrofer i samme kunstige Versform, Udtryk for Spot, Trods, Jubel eller Savn. Et eget sarkastisk Træk i den islandske Folkekarakter — som nogle vil henføre til Indblanding af irsk Blod, andre til den vestnorske Befolknings eget Lynde, — kommer til Orde. Mange af de store Drapaskjalde har haft Hang til „Nid”, eller til „Mansang” (Elskovsvers); men kun én naar at indsmælte hele sit Væsen i en Digtning med lyrisk Farve: Egil Skallegrimssön.


Egil er den Islænding, der har haft den rigeste Digterbegavelse. Men han tilhører rigtignok Island paa en Tid, hvor en særlig islandsk Folkekarakter næppe endnu har naaet at udarbejdes. Hans Fader Skallegrim var Landnamsmand fra en af de vestnorske Fjældegne, fra „Fjordene”. Her levede Skallegrim og hans gamle Fader Kveldulf som Herser, Bondehövdinger, indtil de kom i Fejde med selve Kong Harald, der lod Skallegrims Broder Torolf dræbe; de tog Blodhævn over nogle af Kongens Frænder, og gik saa landflygtige. Egil selv bliver den sælsomste Forening af ulige Egenskaber, en Starkad-Type i sin Blanding af godt og ondt, eller rettere af ædelt og uædelt; men han spænder ogsaa over andre Modsætninger. Paa den ene Side er han Tidens Vikingetype: i Størrelse, Styrke, Vovelyst og Aandsnærværelse; paa den anden Side har han i udpræget Grad den vestnorske Kortskalles Egenskaber: ikke blot de poetiske Ævner, men ogsaa Snæversynet overfor alle videre Samfundsinteresser, Mistro, Gerrighed, og den underlige Hang til i visse Öjeblikke at lade sig knuge til Jorden af Vanskeligheder og Ulykker. Ogsaa hans Ydre har efter hans egen Skildring haft meget af denne Folketype! det mörke Haar og de sorte Öjne, det knoldede Hoved og stygge Ansigt. Den senere Sagakunst har, med god Grund, udmalt hans Person endnu stærkere i samme Stil, i Modsætning til hans lyse og tillidsfulde Broder Torolf.


Billed 55.
Egils Gaard Borg, i Forgrunden Næsset med Levninger af Skallegrims Gravdysse. Collingwood and Stefánsson, Sagas-Steads of Iceland, S. 58.
Trodsig Kamp mod den overmægtige Kongeæt er den Opgave, som Egil ved sin Byrd og Opvækst er groet ind i; men den förste Oplevelse, der naar hans Hjærterødder, er paa Vikingetogene i Vest, Broderen Torolfs Fald. I Brunnanburgslaget 936 kæmpede de begge vældig, betegnende nok paa engelsk Side mod deres egne Landsmænd, men Torolf blev dræbt; Egil følte sig for lang Tid lammet af Sorgen, skilt ud fra Menneskene og krympet ind i sig selv: „Den djærve Torolf faldt, Jarlens Banemand, der uden Frygt gik i Odins vældige Gny; nu grönnes Jorden paa ny ved Vina over min herlige Broder, men jeg maa — det er Dødskval — gemme over min Sorg.” End sælsommere var den næste Oplevelse: Kong Ædelstan træder hen for sin sörgende Kæmpe og sætter en Ring paa hans Arm til Bod for Tabet; Guldet vækker med ett hans Livslyst: „Brynets Tinder luded tungt i min Sorg, da fandt jeg den der kan glatte Pandens dybe Furer; Kongen med sin Guldring har væltet de ludende Klipper, Uhyggen svandt fra mit Syn.” Egil er atter Viking! Han strider videre gennem Verden, og synger om sin Daad i Smaavers, der springer frem i Öjeblikket, eller hyppigere er Meddelelser om hvad han en Gang har oplevet; Æmnet er hans Daad i Strid, eller endnu hellere hans ukuelige Mod i Farens Stund. Intet Optrin vender han saa ofte tilbage til, som da han traadte ind i sin Dødsfjendes, Kong Erik Blodøkses Hal, for at købe sit Liv af ham ved et Digt. Selve Æredigtet over Kongen, det berömte „Hovedløsen” — digtet i et nyt klangrigt, fra Angelsakserne laant Versemaal — er et Virtuosnummer af pragtfuld Vaabenklang; men det er langt fra at udtrykke hans personlige Tanker, og da det slutter: „Fra Latterens Gem bar jeg Kvadet frem”, er det som en Haanlatter over den Drot, han ikke har ydmyget sig for. Den sande Oplevelse har vi i Smaaversene og i Mindekvadet over hans Ven Arinbjørn, som var hans Støtte, dengang „Drottens ormehvasse Blik skød uhyggelige Straaler”, og han for Kvadet købte sig „den lidet fagre Digterlön”, hans eget kantede ulvegraa Hoved. Hvorledes det forøvrigt gik til, at Egil kom i Eriks Magt, véd vi ikke ret; det vilde vel ikke være helt uden Samstemning med hans øvrige Væsen, om han har gjort det som et Vovestykke af hidtil ukendt Farlighed. En endnu mere indtrængende Oplevelse havde han senere; det var Tabet af sin unge, næsten voksne Sön Bödvar, og for at sætte ham et Minde digtede han „Sönnetabet”. Det handler ikke om den i Uvejret druknede Ungersvend; det er helt hans egne indre Oplevelser: den frygtelige Lammelse ved Sorgen, hvert Fortids Tab som den kalder frem i hans Sind; saa det voldsomme Udbrud af Hævnlyst mod den grumme Havgud, afbrudt ved hans Magtesløshed; med Mistro ser han ud blandt sine Landsmænd, skilt nu ved de faa, der virkelig stod ham nær; og han gör sit Regnskab op med Odin, der har brudt Venskabet med ham, — og dog har han givet ham Bod for Nøden: Skjaldens herlige Idræt og dertil det haarde Sind, der gjorde de lönlige Rænkesmede til hans aabne Fjender; uden Kvide og med god Vilje kan han bie paa Hel; ude paa Næsset — ved Ættehöjen — venter hun ham.


De stærke Bølger — af Jubel ved Faren og af knugende Kvide —, der gaar gennem Egils Sjæl, er et Vendepunkt i nordiske Menneskers Liv. For förste Gang bryder Lyrikken frem i sin Vælde; det verdenshistoriske Punkt er naaet, hvor den indre Oplevelse er större end den ydre Daad. Vikingens, Stridskæmpens trodsige Lykkespil med Livet har her faaet Mæle paa en ny Maade. Men endnu mere er det Bondens gamle Selvfølelse, der staar stærk overfor Kongemagten, hans Fader Skallegrim taler stolt om at „Hersens Hævn er mod Herskeren øvet”. Bondens Vedhæng ved Samfund viser sig i sin mærkeligste Form, netop fordi han hader det store Samlag og kun er bundet des trangere til de ganske nære Frænder og til en enkelt Ven. I disse gamle Livsformer har Egils Natur sin Rod; men ny er den Følelsens Styrke, der tvinger ham til at digte om sit Indre, ny er selve dets Særart, den knugende og lammende Dødvande-Stemning, der veksler med Jeg-Styrken. Tidsalderens Personligheds-Gennembrud har her naaet Digtekunsten.


Egil er Mesteren, men han staar ikke ene. Samtidig lever Kormak, Elskovens Sanger. Er Egil som koldt hamret Jærn, da er Kormak lutter Glød, lige fra det Öjeblik da han förste Gang ser den Kvinde, han siden forgæves stræber at kalde sin: „Klipperne skal flyde let som Korn paa Vandet, de store Fjælde skride ud i Dybet, för saa fager en Mø atter skal fødes som Steingerd.” Men disse stærkt følende Naturer kom kun i ringe Grad til at skabe Skole. Overgangen til Kristendommen løser ikke op for noget lyrisk Væld; derimod fæstner der sig en berettende Drapastil, endnu mere formfuldendt end de gamle Skjaldes. Undtagelse danner kun Sighvat, den mærkeligste af Olaf den Helliges Skjalde, og en Type paa den livlige Kulturudfoldelse, hvori Vikingetiden efterhaanden omsatte sig. Hans förste Digte er blevne til, mens han ved Aftens tid sad med en Fiskerpige og saa ned over Fiskerlejet, Hvor Rögen rolig stod til Vejrs fra Hytterne. En egen Ævne til at gribe de flygtige Rejsestemninger udmærker al hans Digtning, hvad enten det er Købstadens Kvinder der lokkes ud af de klaprende Hestesko, eller han paa Alpernes Top sender sin Konge en vemodig Tanke. Islænding af Byrd har han sit Hjem i hele den af Nordboer beboede eller befarede Verden, blander med Fornöjelse normanniske Gloser i sin Tale, og gör sig i sine „Frie Ord” (Bersoglisvísur) til Talsmand for det norske Folk overfor den unge Kong Magnuses Selvraadighed. Men saa smidig som Ordet föjede sig i Sighvats Mund, föjer det sig ikke i nogen andens. En bedre Type paa Skjaldekunsten i det hele har vi i hans Samtidige og Medbejler Tormod Kolbrunarskjald, der digtede en Drapa over sin tabte Fosterbroder i stivnet Omskrivningsstil, og døde paa Stiklestadvalpladsen, kvædende sine sidste Strofer med Pilen i sin Side. Skjaldekunsten som Helhed naar aldrig at udtrykke en ny Kultur; den er og bliver bunden til det oldtidsbaarne Konge- og Vikingeliv, til Dels i dets mest barbariske Form.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.