Skoene af Menneskehud

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Skoene af Menneskehud
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862


Der boede engang paa en Gaard en Bonde, om hvem der gik mangehaande Rygter. Han havde ond Lov paa sig for sine Tjenestefolks Skyld, og længe blev ingen Karl hos ham, hvad enten det nu kom sig af slet Kost og slet Medfærd, eller af, at der blev forlangt formeget Arbeide af dem. Tilsidst gik det saavidt, at Ingen vilde fæste sig til Bonden som Karl, og det var paa et hængende Haar nær, at han selv alene maatte udføre den hele Karlegjerning.


Engang traf det sig, at en ung Mand der i Bygden, som ikke havde nogen fast Tjeneste, skjøndt han var et dygtigt Menneske, besøgte Bonden. Denne tog med aabne Arme imod ham, bød ham ind i sin Stue og gav sig i Snak med ham om forskjeliige Ting. Saa kom de ogsaa til at tale om Folkehold, og endelig foreslog Bonden ham da, at blive Karl hos ham det næste Aar. Men Manden vilde nødig gaae ind derpaa, formedelst det onde Rygte, Bonden havde paa sig. Bonden bad ham da at tage Tjeneste, om det saa ikke var for længere Tid, end han var om at opslide et Par Sko. Manden tænkte ved sig selv, at Skoene dog vare forgjængelige og at de dog engang maatte blive opslidte, det var altsaa kun for en Tid, ikke for hele Livet, at han blev hos Bonden, og det blev da Enden derpaa, at han gav Bonden sit Ord.


Den næste Vaar ved Korsmessetid [1] kom Karlen, og Bonden gav ham et Par nye, ikke meget tykke Sko, idet han sagde til Karlen, at naar han havde opslidt disse Sko, skulde hans Tjenestetid være ude, hvis han saa vilde; men det gjorde Bonden til Vilkaar, at Karlen tog et Par andre Sko paa, hvergang han drog til Kirke, og det gik Karlen villigt ind paa.


Nu gik der en lang Tid, og efter et Aars Forløb saaes der endnu ikke mere Slid paa Skoene, end om han havde taget dem paa igaar. Han blev da saare nedslaaet over at have gjort dette Løfte, men ansaae det dog for en Skam at bryde det og gaae sin Vei, skjøndt Livet hos denne Bonde var ledt og ubehageligt. Han blev derfor hos ham endnu det næste Aar, men heller ikke nu saaes der synderligt Slid paa Skoene, skjøndt han i disse to Aar aldrig havde taget andre Sko paa, uden naar han drog til Kirke. Karlen undrede sig meget herover, og kunde nok tænke sig, at dette ikke hang saa rigtig sammen, men vidste alligevel ikke, hvilken Trolddomskløgt, der her anvendtes imod ham.


En Søndag, da han havde begyndt det tredie Aar, blev han hjemme fra Kirken; derfor gav man ham heller ingen Kirkesko, som ellers var Tilfældet, naar han gik til Guds Huus. Da alle Folkene, og Bonden med, vare dragne til Kirken, gav Karlen sig til at tænke over sit Forhold og hvomaar dog denne hans Trældom hos Bonden skulde høre op. Mens han sad der i disse Tanker, kom en fremmed Mand ind til ham. Den Fremmede lagde strax Mærke til, at Karlen var meget sorrigfuld, og spurgte derfor, hvad der gik af ham og hvorfor han ikke idag var draget til Kirke med Gaardens øvrige Folk. Karlen svarede, at han ikke rigtig havde havt Mod derpaa, han sad nu her og tænkte paa sine Gjenvordigheder. Den Fremmede sagde, at det ikke var nogen Undskyldning for ham til at blive hjemmefra Kirken, at han ansaae. sig for et haardt prøvet Menneske; thi ethvert Menneske havde sit Kors at bære; og ikke vilde hans Gjenvordigheder lettes ham derved, at han lod være at drage til Kirken; han skulde derfor strax drage afsted til Kirken, og endnu var det ikke saa langt hen paa Dagen, at han jo nok kunde komme tidsnok til Gudstjenesten; desuden havde man idag begyndt noget seent, da man var blevet sinket ved en Begravelse, der gik for sig før Gudstjenesten. Karlen sagde, at han ikke kunde gaae, da han manglede sine Kirkesko. Den Fremmede svarede, at han jo kunde gaae med de Sko, han havde paa Fødderne. »Nei,« sagde Karlen, »jeg har lovet ikke at gaae med dem til Kirke, hvor længe jeg saa blev i denne hersens gode Tjeneste, og til hver Kirkegang har jeg altid faaet andre Sko; men imorges vilde jeg ingen Sko have, da jeg ikke agtede mig afsted.« Den Fremmede spurgte, hvor længe han da havde været i denne Tjeneste. »Forlænge,« svarede Karlen med et Suk, »det tredie Aar har alt taget sin Begyndelse.« »Synes Du ikke om Tjenesten?« spurgte den Fremmede. »Nei, langtfra,« svarede Karlen, »det er min største Ulykke, at jeg har været her saa længe.« »Hvad binder Dig da her?« spurgte den Fremmmede. »Mit Løfte,« svarede Karlen, og nu fortalte han, hvorledes Alt hang sammen. Da den Fremmede havde hørt hans Fortælling, sagde han, at han øieblikkelig skulde drage afsted til Kirken netop med de Sko, han havde paa, gaae lige hen til Graven, der var bleven kastet idag, og stikke Skoene ind i den indviede Muld, og saa see til, hvorledes det vilde gaae; thi de Sko, han nu paa tredie Aar havde havt paa Fødderne, vare syede af Rygstrimmelen af en Kjærlings Hud, og de vilde holde, om han saa gik med dem til Evighed, hvis det ellers skulde falde i hans Lod, at blive saa gammel. Karlen takkede den Fremmede for hans gode Raad, bød ham Farvel og løb afsted til Kirken. Da han kom ind paa Kirkegaarden, lagde han Mærke til, at Skoene flossede op i Kantningen, men saasnart han traadte med dem i Mulden, opløstes de paa hans Fødder, saa at der ikke blev Andet tilbage, end Kantningen og Vristbaandene. Med disse tiloversblevne Stumper over Vristen, gik han ind i Kirken, hvor Præsten lige var kommen op i Prædikestolen. Da Gudstjenesten var forbi, gik Karlen til Bonden og viste ham, hvorledes det nu havde sig med Skoene, at der ikke var Andet tilbage af dem, end Kantningen alene, og samtidigt dermed opsagde han sin Tjeneste.


Manden sagde hertil ikke Andet, end disse Ord: »Du blev da hjemme fra Kirken idag for Noget.«




Fodnoter

  1. Korsmesse om Vaaren (i Mai) og om Høsten (i September) vare oprindelig to katholske Festdage, men betegne nu de almindelige Skiftetider paa Island.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.