Slutningsord (Fra Skjaldskabslæren)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Oversat fra oldnordisk af Thøger Larsen
Udgivet 1928
Hvis unge Skjalde har Lyst til at blive indviet i Skjaldskabslæren, at skaffe sig Rigdom paa gamle Ord og Betegnelser eller ønsker at forstaa det, som hyllet er kvædet, da tilegne de sig denne Bog til Belæring og Skæmt. Og man bør ikke glemme eller fornægte disse Sagaer ved at berøve Skjaldekunsten gamle Betegnelser, som Hovedskjaldene har fundet Behag i. Men heller ikke skal kristne Mennesker tro paa hedenske Guder eller paa disse Sagns Troværdighed, men erindre, hvad der er sagt i Bogens Begyndelse om de Beretninger, der skyldtes Menneskeslægtens Afvigelse fra den rette Tro, og dernæst maa de med Hensyn til Tyrkernes indflydelse erindre, hvordan Asiamændene, som kaldes Aser, forfalskede disse Sagn efter de Begivenheder, som fandt Sted i Troja, for at de nye Landes Folk skulde anse dem for Guder.
Kong Priamus i Troja var en stor Høvding over hele den tyrkiske Hær, og hans Sønner var de mest ansete i Hæren. Den berømte Sal, som Aserne kaldte Brimirssal eller Ølsal, var Kong Priamus' Hal. Og de lange Beretninger om Ragnaråk stammer fra den trojanske Krig. Det er fortalt, at Agetor brugte Oksehovedet som Agn og drog Midgaardsormen til Borde, men at Ormen beholdt Livet og forsvandt i Havet igen - denne Fortælling stammer fra Beretningen om, at Ektor[1] dræbte en berømt Kæmpe Volukrontes[2] for Øjnene af den store Akilleus og behandlede den dræbtes Hoved saaledes, at det blev sammenlignet med det Oksehovede, som Agetor rev af. Da Akilleus ved sin Iver var kommen i denne Fare, reddede han Livet ved at fly under Hektors dødtruende Hug, men blev dog saaret. Det hedder sig, at da Ektor saa Akilleus, stormede han saa rasende i Kamp og med en saadan Fremfusenhed, at intet var stærkt nok til at modstaa ham. Og da Akilleus undslap ham og var flyet, svalede han sin Vrede ved at nedhugge Kæmpen Roddrus. Ligeledes slog Agetor Jætten Ymir[3], da Ormen undslap ham, efter hvad Aserne sagde. Og i Ragnaråk kom Midgaardsormen uventet til Tor og blæste Edder paa ham og dræbte ham. Men Aserne kunde ikke faa sig selv til at indrømme, at Agetor var død overvunden, skønt saaledes var det. De overdrev Frasagnene ud over Sandhedens Grænser, da de fortalte, at Midgaardsormen fandt sin Død der. Det henførte de til, at skønt Akilleus berømmedes for at have dræbt Ektor, laa han selv død paa samme Slette, dræbt af Elenus og Alexander. Denne Elenus kaldte Aserne Ali. De sagde, at han hævnede sin Broder, og at han levede, da alle Guderne var døde, og Ilden var slukket, som brændte Asgaard og alle Gudernes Ejendele. Pirrus[4] sammenlignede de med Fenrirsulven, som dræbte Odin. Pirrus maatte kaldes Varg efter deres Mening, fordi han ikke sparede de fredlyste Steder, idet han dræbte Kongen i Helligdommen foran Tors Alter. Trojas Brand kaldte de Surtsluen. Og Agetors Sønner Modi og Magni krævede Landene, som tilhørte Ali og Vidar; Vidar er Eneas, han kom fra Troja og udførte siden Storværk. Det siges ogsaa, at Ektors Sønner kom til Frigialand[5], gjorde sig til Herskere over Riget og drev Elenus bort.
Fodnoter
1. Hektor.
2. Polypoites.
3. Hymir.
4. Pyrrhus.
5. Frygien.
