Snefjældsnæs syssel (K.Kålund)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island
(Snæfellsness sýsla)
[Indbyggerantal c. 3000]
Snefjældsnæs (Snæfellsnes, i ældre tid også Snjófellsnes), som har givet syslet navn, er navnet på den store bjærgfulde halvø, der som en fortsættelse af højlandet oven for Myre syssel strækker sig mod vest ud i havet mellem Fakse- og Bredefjord, endende længst ude med det imponerende fjæld Snefjældsjøklen, der må have givet næsset navn, skønt fjældet kun i BSnf. findes benævnt Snjófell, medens det allerede i Ldn. ligesom nu benævnes Snæfellsjökull. Allerede oven for Borgarhraun begynder Snefjældsnæshalvøen bestemt at udpræge sig; halvøen optages nu helt af Snefjældsnæs syssel i forbindelse med den vestlige del af Hnappadals syssel, i ældre tid udgjorde disse landskaber en del af Torsnæs ting. Hvor stor en del af halvøen, der i ældre tid indbefattedes under benævnelsen Snefjældsnæs eller Næs (Nes, Eb. s. 99, 111), er vanskeligt at afgøre; navnet ses, som naturligt er, navnlig at være brugt om halvøens ydre del, men kunde utvivlsomt ligesom nu i det væsenlige bruges om halvøen i dens helhed. — Snefjældsnæs syssels sydvestligste bygd Stadarsvejten (Staðarsveit) danner som nævnt en umærkelig fortsættelse af den østligere Miklaholts hrepp. Allerede her gør den imponerende, sammenhængende
fjældmasse, der bedækker halvøens indre, en særdeles virkning; de høje, stejle fjælde falder brat af mod lavlandet og danner en besynderlig modsætning til den aldeles flade, jævne kyststrækning, der stedse indsnævres mere og mere. Østligst i denne svejt står i fjældskråningen Ellide (Elliði), den gård, på hvilken den af Torsten Egilssøn fordrevne Stejnar tilsidst bosatte sig (Eg. s. 224; også nævnt Krm. s. 90, 92). I Eg. siges gården at ligge på Snefjældsstrand (Snæfellsströnd), et navn, der omfattede det smalle kystland herfra og ud efter langs halvøens (Snefjældsnæssets) syd- og vestside[1]. — Længere ude, sydvest for Ellide, hæver sig op fra sletten præstegården Stadastad eller Stadarstad med tilhørende kirke; her er nu et af landets mest indbringende kald, og gården har også fra gammel tid hørt til høvdingegårdene. I ældre tid benævntes den Stad (Staðr) på Snefjældsnæs eller på Ölduryg. I Sturlungetiden var gården en tid sæde for Tord Sturlassön, der havde arvet den fra Are frodes slægt; senere bosætter Torgils skarde sig her. Ölduryg (Ölduhryggr), der også forekommer i Grt. (s. 134), er navnet på en banke eller lav ryg på dette strøg inden for kysten[2]. — Nordvest for Stadastad hæver sig den skarptakkede Torgejrsfjæidshyrna (Þorgeirsfellshyrna) frem fra fjældrækken; neden under står den efter fjældet benævnte gård Torgejrsfell (Þorgeirsfell, ÞK. s. 96); i E. O. omtales fjældet for en art der forekommende »bjærgkrystal«, almindelig kaldet »islandsk demant«. — Vest for Stadastad, omtrent midtvejs i svejten, står nær kysten de forskellige gårde af navnet Gardar (Garðar) med tilhørende hjålejer. Kort øst for ligger ødejorden Hovgardar (Hofgarðar, Eb.); senere byggedes her to huse, Hof og Hofkot, af hvilke dog nu kun tomterne er tilbage. I Eb. (s. 19) nævnes en Helge Hovgardagode, og man vil også påvise omgærdinger, der skal have stået i forbindelse med det gamle hov. —
Fra Gardar må endnu tilbagelægges et par mil i vestlig retning, før man kommer til handelspladsen Búðir (ɔ: Boderne, — med fordærvet dansk form: Budenstad). Dette handelssted ligger nu vest for mundingen af en lille å i udkanten af et hraun, men indtil slutningen af forrige århundrede havde handelshusene deres plads øst for åen, lidt højere oppe [3]. Denne som landingssted benyttede åmunding benævnes nu efter handelsstedet Buðaós, men svarer til oldtidens Hraunhövn (Hraunhöfn) eller Hraunhavnaros (Hraunhafnaróss), og endnu bærer åen, der styrter ned fra den kort oven for liggende fjældhede, navnet Hraunhavnarå (Hraunhafnará). I denne havn finder landingen af de fra Danmark kommende handelsskibe endnu sted på den gammeldags måde; med storstrøm sejler skibet ind i osen, hvor det ved ebbetid ligger tørt, i det vandløbets bredde da ikke er større end en almindelig å. Oven for handelspladsen og det den omgivende hraun skyder fjældet Öxl sig frem fra fjældheden eller halvøens sammenhængende bjærgkam; i den derved frembragte dalrunding ligger gården Hraunhövn og lidt neden for Hraunhavnarbakke (Hraunhafnarbakki)[4], hvilken sidste utvivlsomt er den gård Bakke (Bakki) i Hraunhövn, der i Eb. omtales som bolig for Bjørn Bredevigkæmpes broder Arnbjørn. Mellem Öxl og en noget længere tilbage liggende fjældknude ligger en kun et par mile lang fjældvej over den såkaldte Frodåhede til nordsiden af halvøen. — Selve Öxl-fjældet samt den største del af Búðahraunet (bekendt for sin frodige og rige urtevækst), der viser sig at være kommet fra et midt i samme stående krater, ligger allerede i det følgende distrikt Bredevigshreppen (Breiðuvíkrhreppr), der strækker sig både syd og vest om jøklen, helt op til halvøens nordvestlige hjørne. I skråningen af Öxl — eller Axlarhyrna, som fjældet ofte benævnes og hvorved dets fra fjældmassen fremløbende retning endnu tydeligere betegnes — , endnu øst for dette, men længst ude mod udløberens ende står nu gården Öxl;
men vest for udløberen, noget lavere nede, vises stedet, hvor gården fordum stod [5]. Her boede i følge Ldn. (s. 81) i sin alderdom Asmund fra Langaholt; efter hans død boede hans enke Tora der, berømt for sin gæstfrihed, så at hun endog byggede sin skåle tværs over landevejen, holdt stadig dækket bord dér og sad selv og indbød gæster. Asmund blev højsat i et skib i Ásmundarleiði og en træl medgivet ham, indtil den døde tilkendegav sit mishag herover, hvorefter trællen fjærnedes. Asmunds grav vil man endnu påvise, dog er man ikke ganske enig om den nøjagtige beliggenhed; snarest synes navnet at være knyttet til et temlig stort herværende holt. Hinsides det mod syd udløbende Öxlfjæld ligger Bredevigen (Breiðavik), en smukt afrundet lille dal, begrænset af det omtalte Öxlfjæld eller Axlarhyrna, højlandet bag ved og, længst mod vest, Snefjældsjøklen med det foran liggende isolerede lille Stapafell, — grøn og frodig, med vid udsigt over søen; sit navn tager bygden efter en jævnt rundet bugt eller vig, som her skærer sig ind på halvøens sydside. — Hvor Öxlfjældet mod vest skiller sig ud fra højlandet, ses i fjældskråningen et lille stejlt skard, ikke stort andet end en kløft; dette er Egilsskarð, i følge Eb. (s. 79) benævnt efter trællen Egil, der dræbtes her, da hans forsøg på at ombringe en af de til boldleg neden for skardet forsamlede Bredvikinger, som han fra dette sit ophøjede stade havde udspejdet, var mislykket. Neden for det gennem kløften nedstyrtede stenskred strækker sig tørre græssletter, der fortsætter sig i moser, indtil disse støder til det syd for liggende Búðahraun. De omtalte græssletter, der nu kaldes Skarðsvellir, er Eb.'s Lejkskålavold (Leikskálavellir), hvor bygdens folk samlede sig til boldleg og byggede store legeskåler; stedets beskrivelse i Eb. (s. 77) er meget nøjagtig;[6]. — Følges derefter vejen langs under fjældene mod vest, kommer man først til Tord bligs bolig Knörr (Eb. s. 71), med tilliggende jorder en af de betydeligste ejendomme i disse egne[7]. Syd for Knör ligger neden for den vestlige del af Budahraun gården Hraunlönd. I Eb. (s. 21) fortælles, at bonden fra Frodå sendte en mand syd over heden
(utvivlsomt Frodåhede) til »under Hraun«, hvor Spå-Gils boede, for at søge råd hos denne. Nu findes ingen gård Hraun her i egnen, men den oven nærnte gård Hraunland er den, der på grund af sit navn og sin beliggenhed snarest kan antages at være den i sagaen omtalte. — Vest for Knör ligger gårdene Kamb (Kambr); den fra Eb. bekendte Bjørn Bredevigskæmpe antages at have bot på Store Kamb (Lille Kamb er nu i øde). Gården står umiddelbart under fjældene ved foden af en lav derfra nedskrånende ryg. Oven for Kamb ligger et skard (Kambsskarð) op i fjældene; langs dette går en, nu sjælden benyttet vej, der forbinder denne gård med den nord for liggende gård Frodå; i det vejen fra heden farer ned gennem skardet, bøjer den af umiddelbart ned mod tunet på Store Kamb, så at fremstillingen i Eb. (s. 90), hvorledes Snorre gode ved nedridningen fra heden overrasker Bjørn arbejdende i tunet, viser sig nøjagtig svarende til forholdene her. Hedevejen kaldes i Eb. Kambshede (Kambsheiðr). — Vest for Kamb laber den lille Gravarå (Grafará); vestlig ved denne ås udløb vises to tomter, kaldet »irske« tomter, hvorfra Irerne i tidligere tid skal have handlet. — Fra nu af indsnævres kystlandet igen og højner sig umærkelig; snart falder kysten med en lodret klippeskrænt af mod søen, og fra højlandet løber nær ved hinanden flere smååer og bække ned til havet og danner alle, hvor de styrter ned fra skrænten, smukke fosser. Snefjældsjøklen viser sig som en hvælvet, noget tilbageliggende og, på grund af fremstående knuder, noget ujævn hætte, hvis neden for liggende sneløse parti går umiddelbart i ét med halvøens fjældkæde, og hvorfra en lavastrøm ses at have væltet sig ned imod syd. Foran jøklen står det mindre, nøgne, spidst-kegleformige fjæld Stapafell, og neden for dette skyder et grønligt næs sig frem, hvorpå fiskerlejet Stapen (Stapi) står. Den stejle kystskrænt ud mod havet, umiddelbart før man kommer til Stapen, — med rugende mågearter på klippehylderne — bærer navnet Sölvahamar. Denne egns landnamsmand boede først på Brenning (Brenníngr), senere på Sölvahamar, fordi han mente dér at kunne være andre mere til nytte (Ldn. s. 82 — 83). Overensstemmende hermed vises hans hustomter på Sölvahamar på begge sider af vejen. Hans første bolig Brenning skal i følge sognebeskrivelsen have ligget lidt længere nede; i A. M. nævnes Brenning i Arnarstape land som et sted, hvor gamle bygningslævninger fandtes[8]. — Selve Stapen eller, som navnet nøjagtigere lyder, Arnarstape (Arnarstapi — efter en uden for kysten fritstående klippe) er nu kun en almindelig fiskerplads, ikke i nogen henseende forskellig fra de øvrige omkring Snefjældsjøklen; fælles for dem alle er den yderligste fattigdom og trang, bevirket ved det i de senere tider her højst usikre og, som det synes, stedse aftagende fiskeri. Oprindelig var Arnarstape en hovedgård (ÞK., BSnf.), hvoraf de forskellige fiskerhuse har udviklet sig. Efter gården bærer det betydelige kgl. jordegods i Snf. navnet »Arnarstape ombud«, i følge GhM. I, 457, fordi godsets første kgl. forvaltere havde deres bopæl her. — Tidligere dreves fra Snefjældsnæsset det måske vigtigste fiskeri på hele Island; — syd for jøklen var fisketiden især om foråret, nord for jøklen også hele vinteren igennem.
For øjeblikket fører det en hensygnende tilværelse på grund af fiskestimernes forandrede retning; de mange oplandsbeboere, der fisketiden igennem plejede at indkvartere sig i fiskerlejernes gårde eller i de såkaldte verboder, er næsten aldeles ophørte at komme, og den på næsset hjemmehørende befolkning, der for en stor del udelukkende er henvist til at leve af fiskeriet, må kæmpe med idelig nød og mangel. Jævnlig ligge flere af de større gårde med tilhørende landbrug øde, da der mangler kraft til at drive dem, og da det uhyre fattigudsvar bortskræmmer så vel købere som fæstere. Også præsterne bortskræmmes ved bygdens fattigdom og de forringede indtægter, hvoraf følgen er, at oplysningen (læsning og skrivning) sørgelig forsømmes.
Indtil århundredets begyndelse var der på Stapen en handelsplads, der dog i steden for havn måtte hjælpe sig med den åbne ubeskyttede red ud mod Bredevigen. Senere havde amtmanden over Vesterlandet c. 30 år bolig her. Stedet fortjæner stedse opmærksomhed ved sine forskellige naturmærkværdigheder. Nede ved stranden findes således en del af havet dannede grotter eller huler, hvoriblandt navnlig de såkaldte »gjåer« (gjár). Øst for fiskerlejet er kysten stejl og overordenlig uregelmæssig med mange små bugtformede indskæringer mellem basaltklipperne. Fra det inderste af en sådan lille af stejle klippevægge begrænset bugt — ikke større end med plads for omtrent ét skib — ses en hule eller grotte strække sig ind i landet; tæt foran kysten står den lodrette, for oven flade og græsgroede Arnarstape; på hylderne og de fremstående basaltklipper ses ved sommertid rugende skegler (skegla — en blålighvid måge), hvis skrålende skrig bestandig lyder en i møde; søen neden for er bedækket med svømmende fugle af forskellig art. — Længere mod vest og mere syd for fiskerlejet findes de tre gjåer, store af søen udhulede grotter, hvis loft er faldet ned, så at kun den forreste, en portåbning lignende del står tilbage. Den første af disse gjåer er en langagtig dyb kløft i klipperne, fra dens bund ses søen glimte. Set fra enden frembyder denne et særdeles smukt syn. Portalen er nærmest i spidsbuestil, båren af lodrette basaltsøjler, og langs grotternes sider står ligeledes tætte rader af basaltsøjler af forskellig højde, men næsten alle (ved sommertid) med en rugende måge på søjlens top. Den følgende gjå er bredere, portalen er hvælvet som en rundbue, men de enkelte piller i basalten ikke så fremtrædende. Den tredje viser sig kun som et skråt hul, der fører ned mod en fra søen kommende grotte. Med urolig sø er brændingernes magt her ganske overordenlig; vand og skum sprøjtes da gennem gjåerne højt op i luften.
Oven for Stapafell findes i en fjældskråning ikke synderlig højt oppe den bekendte Sanghule (Sönghellir), således benævnt på grund af den her herskende stærke genlyd. Hulen nævnes i BSnf., men er bleven almindelig omtalt ved de binderuner og andre tegn, der findes indridsede i hulens vægge. Hulen er beskrevet i E. O. s. 273, uden at der dog udtales nogen mening om indskrifternes betydning. Jonas Hallgrimsson har senere besøgt den: i følge hans indberetning til F. Magnusson var de på de hurtig forvitrende klippeflader endnu bevarede indskrifter (binderuner, bomærker, forbogstaver, årstal) for største delen nye, og noget udbytte af gamle runetegn her ikke at vente. — Fra Stapen fører vejen over et lille hraun med stærke hævninger og sænkninger til fiskerlejet Hellnar eller, som navnet oprindelig lød, Hellisvellir (A. M.). I følge ÞK. (s. 364) må dog Hellisvold (Hellisvellir) i ældre tid have haft en noget mere omfattende betydning, da Laugarbrekka-land siges at ligge på Hellisvold. Hellnar er en grøn, ret venlig plads tæt under jøklen, som man nu ser fra isse til fod. Herfra synes kun den mindste del af det blålige kompakte fjæld bedækket med sne, og snelaget forholdsvis tyndt, da ligesom knuder eller knapper hist og her stikke frem; på frastand synes jøklen både større, regelmæssigere og mere imponerende end nær ved, hvor man som ved andre lignende ubrudte fjæld- og jøkelmasser skuffes af deres tilsyneladende forholdsvis ringe højde; i virkeligheden er dette jøkelfjæld over 4500 f. og altså et af Islands højeste fjælde. — Vest for Hellnabygden strækker en smal dalsænkning sig op mod fjældene; her ligger gården Laugarbrekka med tilhørende kirke, tidligere en af de anseligste gårde i denne egn, nu efterhånden i den grad ødelagt ved slet behandling, at ingen kan eller vil drive den, så at den for øjeblikket ligger øde. I Ldn. (s. 83 — 86) fortælles om to herværende høje (landnamsmandens og hans søns), Sigmunds og Ejnars, af hvilke den sidste bestandig var grøn; men om disse vides nu næppe noget. I BSnf. gøres Laugarbrekka til Bård Snefjældsas' bolig, så længe denne endnu opholdt sig i bygden blandt andre mennesker[9]. Noget vest for Laugarbrekka løber Dagverdarå (Dagverðará), et ubetydeligt vandløb, men mærkeligt som det eneste på hele jøklens sydside, der fører jøkelvand. I tunet på gården af samme navn viser man et minde om en af personerne i BSnf., Torkel Skinnvevjas skåletomt.
Fra nu af bedækkes landet mellem Snefjældsjøklens fod og kysten uden afbrydelse af hraun, der under forskellige navne strækker sig syd og vest for jøklen, fra hvilken de have deres oprindelse, — des mere golde og øde, jo nærmere man kommer selve jøklen. — På vejen fra Dagverdarå videre mod vest har man foran sig umiddelbart ved kystskrænten de bekendte Lóndrángar; først tror man at have en kirke med to tårne for sig; senere, når man ad den sædvanlige vej passerer tæt forbi dem, får man fuldstændig rede på de to fritstående, spidst tilløbende klippespir, der stå side om side. Den østligste drange hæver sig som en tårnlignende stræber op fra strandbredden, støttende sig til det bratte kystaffald, og rager derpå op i luften som et firkantet, for oven fladt tårn, fra hvilket dog mod øst et lille spir har skilt sig ud. Den anden drange står op fra hraunet som en uhyre kegle eller svær obelisk. For fuglefangstens skyld må disse 1-200 f. høje stejle klippespidser, navnlig den østligste, jævnlig bestiges. Kort vest for drangerne ligger på en lille tange gården Malariv (Malarif), Snefjældsnæssets sydligste gård, hvorefter kysten begynder at bøje mod nord. En mils vej nordvest for Malariv, ligeledes ved kysten, ligger fiskerlejet Lón (ɔ: Einarslón). Her ud for ved kysten er en lille vig Dritvig (Dritvík), der indesluttes af to grene af Beruvigshraunet (Beruvíkrhraun), som hraunstrækningen vest for jøklen til op mod Beruvig kaldes; yderst i den sydlige af disse hraunarme er en stejl, spidst tilløbende klippeknude, der indvendig er hul og således danner en hule eller grotte, hvis indgang vender ud mod søen. Grotten, der kun ved ebbetid er tilgængelig fra land, er den i BSnf. nævnte Troldekirke (Tröllakirkja) [10].
Ved Snefjældsnæssets kyst omtales to strømhvirvler eller raster ud for Malariv og Dritvig. Det er ret interessant, at der med hensyn til disse raster går samme sagn som om den tilsvarende ved Reykjanæs (Gb.), at de skal være opståede ved, at under de vulkanske udbrud, her fandt sted, skal de åer, som forhen løb fra jøklen, være blevne begravede i jorden og senere være komne frem igen, hvor rasterne er, og som bevis anføres også her, at der i rasterne er rent og usalt vand, især ved flodtid øverst i søen. — I disse egne, f. eks. ved Malariv, kan man endnu se bådene stående i virkelige »naust«, indhegninger af græstørv og sten for en eller to både, aldeles lig bodtomter, hvor den ene endevæg mangler. — Efter at et vildt og besværligt hraun oven for Malariv og bag ved Ejnarslon er passeret, fører vejen videre mod nord, vest for jøklen, over flade vulkanske sandsletter, — blandt flere bække med klart vand viser sig et enkelt ubetydeligt vandløb med jøkelvand, — og man nærmer sig nu over græsgroede flader til Beruvig (Beruvík), en ubetydelig lille vig med tilhørende fiskerleje omtrent midt på næssets vestkyst. Omkring Beruvig, især nord for samme, ligger et gammelt, til dels overgrot hraun; over dette fører vejen mod nordøst til nabogården Saksahol (Saxahóll, ældre -hváll), hvor Bjørn Hitdælekæmpes faster boede; gården antages dog oprindelig at have ligget, hvor nu en ødehjåleje Forni Saxhóll vises. I Ldn. (s. 87) omtales en Kornahøj (Kornahaugr) ved Saksahol, hvorom nu næppe noget vides. — Allerede Saksahol tilhører et andet præstekald, og straks oven for gården kommer man også ind i en ny hrepp, den vestligste af de to »Næshrepper«, der indtage halvøens nordvestligste hjørne; også denne hrepp består, i al fald for den vestre halvdels vedkommende, for en stor del af hraunstrækninger.
Således består Snefjældsnæssets vestligste, imod nordvest udløbende pynt Öndverdarnæs (Öndverðarnes, Ldn: öndvert nes) af sammenhængende hraunstrækninger; yderst ude på næsset ligger et fiskerleje af samme navn, — ti også på den vestligste del af nordkysten af Snefjældsnæs består bebyggelsen næsten udelukkende af sådanne fiskepladse (ɔ: en enkelt eller et par gårde omgivne af en del jordløse huse). Også vejen fra Saksahol mod nordøst og hen i mod nordkysten fører over højtliggende hraun og højdedrag neden for de fra jøklen mod nord udløbende fjælde. Herfra åbner nu udsigten sig efterhånden over Bredefjord (Breiðifjörðr) til kystfjældene mod nord hinsides denne fjord. En mils vej øst for Öndverdarnæs ligger på halvøens nordkyst fiskerlejet Guvuskålar (Gufuskálar — også dette sted har, som det ses af Ldn., navn efter Ketil guva). Vest for Guvuskålar ses en bred sænkning i grunden, som lejet efter et anseligt vandløb, kaldet Guvuskåla-moda (Gufuskála-móða, eller alene Móða ɔ: flod). Denne sænkning strækker sig i retningen fra syd til nord oppe fra fjældene ned til kysten, nu løber imidlertid heri kun en ubetydelig bæk (Móðulækr). At den anselige Snefjældsjøkel intet synligt afløb har, vækker stadig de omboendes forbavselse; det forklares af dem ved, at Guvuskålamoda tidligere skal have været en bred elv — hvortil selve navnet menes at hentyde — , men at vandet fra jøklen senere har fået et underjordisk afløb, hvorefter kun det fordums åleje blev tilbage som vidne om tidligere forhold, ligesom også nogle tomter »Irske boder« oppe under fjældet skulde vidne om elvens besejling hertil [11]. Det eneste vandløb på nordsiden af jøklen, som indeholder jøkelvand, er den ubetydelige Holmkelså (Hólmkelsá), der falder ud i Rivsos (se d. ffg.); ved begyndelsen af dette årh. skal den have forandret sit løb noget, så at den nu falder i søen noget vestligere, gennem lejet for en tidligere selvstændig bæk (Jarðfallalækr). Imellem de to nævnte vandløb løber Höskuldså (Höskuldsá, sml. Ldn. s. 88), der falder i søen mellem Kevlavig og Hellissand, to fiskerlejer, der ligger tæt ved hinanden, en halv mils vej øst for Guvuskålar. — Syd øst for disse sidst nævnte fiskepladser ligger noget længere fra søen på en høj på det her ud mod søen buede næs gården Ingjaldshol (Ingjaldshóll). Vest for Ingjaldshol ligger tomterne af Tråndarstad (Þrándarstaðir. Eb.), der i den senere tid vekselvis har været bebygget eller ligget i øde. Under Ingjaldshol hører fiskerlejet Riv (Rif ɔ: rev), der ligger nordøst for hovedgården. Stedet, der allerede nævnes i Eb. som skibsleje, benyttedes som handelsplads til ind i det 18de årh.[12]; en imod øst fremgående klipperævle danner også på en vis måde en god havn her, næsten som en smal dam med snævert indløb; her, i den såkaldte Rivsos (Rifsós), måtte skibene da se at komme ind med flod for senere at ligge på tørt land her. På strandbredden ved Riv ses »Bjørnsstén«, hvor Bjørn den rige dræbtes af Englænderne. Om denne mand, en af Islands bekendteste stormænd i den senere middelalder, hirdstyrer og adlet af den danske konge, beretter Espolin (árb. II þ., s. 62, 69), at han 1467 selv ottende fandt døden i en kamp med de engelske ved Riv ved stridigheder med de den gang på Island handlende Englændere, hvori han var bleven indviklet ved efter kongens ønske at lægge beslag på disses varer [13].
Også fra Ingjaldshol har man en god udsigt til Snefjældsjøklen; den viser sig nu lige i syd, tilsyneladende bredere og fladere, samt med et mere urent anstrøg. Fra Ingjaldshol foretog Bj. Povlssön og Egg. Olavssön den bestigning af jøklen, der er beskrevet i deres rejsebeskrivelse s. 270 ffg. De beskrive jøklens øvre del som stærkt gennemfuret af rævner, deriblandt enkelte overordenlig store; kulden var meget stærk, og jøklens indflydelse på kompasset var så for- styrrende, at dette blev aldeles ubrugeligt. Også i sognebeskrivelsen tales i følge beretning fra en mand, som i året 1821 besteg jøklen, om dennes mange og dybe rævner, i hvilke der hørtes lyden af rindende vand. Jøklens øverste del består af tre spidser, de såkaldte »jøkeltuer«, der dog fra bygden viser sig som kun to. Jøklen er rimeligvis i den senere tid ikke tiltaget, om end vejen over den såkaldte jøkelhals umiddelbart øst for jøklen nu befares sjældnere end før. — De to Næshrepper skilles fra hinanden ved det berygtede fjæld Enne (Enni ɔ: panden), efter hvilket de betegnes som Næshreppen »uden for« og »inden for« Enne. Dette stejle fjæld skyder sig frem mod kysten, sydøst for Riv og Ingjaldshol, begrænsende den lille bygd, der danner den østligste del af den nu beskrevne Næsbrepp. Vejen fører langs søen neden under dette og kan kun passeres ved ebbetid; vel ligger der bag ved fjældet en anden vej gennem den såkaldte Ennesdal, men da den aldrig er bleven ordenlig istandsat, bruges den kun sjælden. Den vestligste del af vejen under fjældet frembyder intet særlig mærkeligt, men efterhånden bliver fældet lodrettere; nederst rejser sig en stejl fjældskrænt, højere oppe luder klipper og store blokke frem, opfyldte med og afbrudte ved fantastisk udhulede grotter og huller, — intet under, at folketroen gør denne del af fjældet til bolig for alvefolket, om hvis færden meget fortælles. Man begynder her at få øjet op for faren ved vejen, der består i, at større og mindre sten af og til løsnes fra fjældet og styrte ned. Senere aftager afstanden mellem sø og fjæld, og nærmest fjældet — den eneste strækning, som her kan passeres, — ligger en banke eller kam af løse, nævestore, vandslidte sten, hvorigennem hestene må trampe, en aldeles utålelig vej; denne strækning, »forvaðinn«, står aldrig under vand. Et parti af denne er den farligste del af vejen, da fjældet oven for her danner en eneste brat skråning, bestående af en temlig løs, gruset klippemasse (sortegul af farve) [14].
Straks hinsides Enne ligger handelspladsen Olavsvig (Ólavsvík) ved en smuk lille bugt, begrænset af fjældhøjder; handelshusene tillige med en del fiskerhytter optager et lille dalhjørne mellem Enne og højlandet, derefter rykker højlandet umiddelbart ud mod kysten, indtil Frodåmundingens flade omgivelser, ører og enge, ligge udbredte foran en. På grønne banker, med stejle skrænter ned mod åen, står på hver sin side af denne de fra Eb. bekendte gårde, Arnarhol (Arnarhóll, ældre -hváll) og Frodå (Fróðá); neden for breder åen sig over det flade land, hvorved der dannes en os af form som en langagtig lille sø, der mod øst strækker sig en del forbi Frodå, men som kun imod vest har et lille udløb i stranden. Dette er den i Eb. lejlighedsvis nævnte Frodåos (Fróðáróss), der i Ldn. (s. 88) nævnes som landingssted for havskibe [15]. Med hensyn til gården Frodås beliggenhed må dog bemærkes, at nordøst for den nu således benævnte gård, øst for osen, hvor en mindre gård Forna Fróðá nu ligger og hvor ældre tomter af gården endnu påvises, skal i følge den almindelige mening oldtidens Frodå have ligget[16]. Først nævnes i Eb. Torbjørn den digre som boende på Frodå; efter at han er falden i en strid, hvori han har indviklet sig med Torarin den sorte på Måvahlid, højlægges han; om denne hans høj vides dog intet nu. Efter Torbjørns død giftes hans enke, Snorre godes søster Turid, med Torodd skatkøbende, som fæster bo her, og nu begynder de nærgående besøg af Bjørn Asbrandssön fra Kamb. - Fra Frodå tager så vel Frodåhedevejen som Kambshedevejen deres udgangspuukt. Oven for gården ses en højde fra fjældene strække sig frem i vestlig retning, langs hvilken Kambshedevejen ligger op; den kaldes nu Froðármúli,
men er måske Eb.'s Digremule (Digrimúli), inden for hvilken den fornærmede ægtemand en gang havde lagt sig på lur efter Bjørn, da denne begav sig tilbage fra Frodå[17]. Senere fortælles i sagaen, at Bjørn en gang på hjemvejen fra Frodå overfaldes af en snestorm, så at han flere dage må opholde sig i en klippehule. Til dette eller lignende sagn knytter sig formodenlig stedsnavnene Björnshellir og Björnshlaup, der skal flndes inden for mulen, og Björnsmýri, oppe på heden. — Efter kristendommens indførelse lod Torodd bygge en kirke på Frodå; også nu er gården kirkested. — Mest bekendt er dog Frodå bleven ved Eb.'s fortælling om de vidundere og gengangere, ledsagede af stor dødelighed, der, efter at være bebudede ved en »urdmåne«, som viste sig på skålens indre væg, længe plagede gården, indtil Snorre gode fordrev dem ved en lovformelig stævning. — Frodå med tilhørende besiddelser er en anselig ejendom, der helt optager lavlandet omkring Frodå, med et fællesnavn kaldet Frodåhverve (Fróðárhverfi). Mod øst begrænses denne lille bygd af et fjæld, Vallnafjall, der her skyder sig frem fra højlandet; neden for fjældet ligger fladere strækninger ud imod søen: først et par småholt, så lavland. Neden for holtene, nordøst for osen, ved søen, og på den anden side begrænset af en lille å, ligger gården Haugabrekka; dette sted svarer uden tvivl til Eb.'s Haugabrekkur, hvor der i følge sagaen holdtes en talrig sammenkomst, der også besøgtes af folk fra halvøens sydkyst[18]. — Når man er kommen forbi Vallnafjældsmulen, viser sig den øvrige del af det flade næs neden for denne, her ligger fiskepladsen Brimilsvellir; og man ser nu ud over en anden lille bugt — svarende til den fra Olavsvig til Brimilsvellir — med tilhørende kyst, mod øst begrænset af den sig der fremskydende Bulandshøvde (Búlandshöfði). Dette fjæld, ikke synderlig mindre berygtet end Enne, og som sammen med sidstnævnte næsten fuldstændig aflukker den indre Næshrepp fra omverdenen, ses som en tung, stejl fjældryg at strække sig umiddelbart ud til søen og med sin nederste del at falde brat af mod denne; ned mod denne lodrette væg skråner den øvre del af fjældmulen i forskellige afsatser under konkave vinkler. Over Bulandshøvde ligger den eneste vej, som fra denne bygd fører mod øst; om vinteren, når frost eller sne gør den ufremkommelig, har den vejfarende intet andet valg end gående ved ebbetid at se at nå frem neden under høvden, for så vidt han ikke vil foretrække at gå en omvej ved at tage syd på tværs over halvøens højland og så tilbage igen over dette ad en af de østligere fjældveje (en indsænkning bag om høvden (Höfðaskarð) fortjæner nemlig næppe navn af vej). Når man fra fjældlien vest under Bulandshøvde når op i selve høvden eller mulen, ligger vejen temlig vandret i fjældskråningen, noget oven for hvor denne støder sammen med høvdens nederste lodrette væg og omtrent midtvejs i fjældet. Fra vejen ses den nedre del af klippevæggen på grund af sin stejlhed ikke, derimod ses søen neden for høvden, hvad der vel kan gøre et noget uhyggeligt indtryk; ellers synes vejen i al fald om somren ikke så særdeles farlig, da stien er tydelig udtrådt og nogenlunde bred. Men ganske vist må man helst ønske sig fri for medrejsende på høvden.
Det midterste parti af denne er det stejleste; her er fra oven ned efter en langagtig fordybning i skråningen, opstået ved et fordums fjældskred, stedet kaldes Trælleskride (Þrælaskriða). Under Bulandshøvdes vesterskråning, endnu for fjældet ret begynder at udforme sig som fremløbende forbjærg, ligger gården Måvahlid (Máfahlid ɔ: Mågeli) ved østerenden af en lignende os eller våg som den ved Frodå omtalte, sædvanlig kaldet Måvahlid-vadal (Máfahlíðarvaðall). I Eb. omtales Måvahlid ofte; her boede nemlig den fredsommelige, men mandige Torarin svarte, der mod sin vilje indvikles i strid med Torbjørn på Frodå på grund af dennes uretfærdige beskyldninger. Anledningen til den første uenighed giver den som heks ansete Katla, der med sin søn bor på Holt vest for (út frá) Måvahlid. Gården Holt ligger ved vesterenden af den omtalte vadal. Senere beskylder Torbjørn Torarin for hestetyveri, hvad der foranlediger en kamp i tunet på Måvahlid; efter at denne er afbrudt, rider Torbjørns parti »op langs vågene« (upp með vágum) og forbandt deres sår under en høstaksindhegning ved navn Kamgard (Kamgarðr); her indhentes de af Torarin, der ved at se, at hans kone under sit forsøg på at skille de kæmpende har mistet hånden, har besluttet at forfølge fjenden. Ved at se fjenderne blev en af Torarins ledsagere. Skotten Nagle, greben af panisk skræk, så at han løb forbi dem og op til fjælds. Da Torarins parti efter kampen red hjem, så de Nagle løbe oppe i lien; da de kom til tunet i Måvahlid, var han allerede kommen der forbi og tog retningen imod Bulandshøvde. Til to af Torarins trælle, der var beskæftigede med at drive får ned fra høvden, fortalte han, at Torarin og hans mænd visselig var dræbte, og da de derpå så folk sætte efter dem — Måvahlidsfolkene vilde nemlig hjælpe den forstyrrede Nagle — , løb alle tre i den yderste forfærdelse længere frem i høvden; Nagle fik man i det yderste øjeblik fat på, men trællene styrtede sig ned fra kanten af høvden på det sted, der derefter kaldes Trælleskride, og fandt selvfølgelig døden (Eb. s. 23 — 24) [19]. — Af sammenhængen ses det tydelig, at stedet, hvor kampen fornyedes, må have været lidt vest for Måvahlid, på vejen til Frodå; stedsnavnet Kamgård kendes imidlertid nu ikke. Når der om Torbjørns mænd siges, at de red »op med vågene«, er dette udtryk ikke let at forstå, da naturforholdene her ikke give anledning til nogen sådan benævnelse, og i denne henseende vilde en læsemåde fra håndskriftet Bc. »op med vågen« være at foretrække; i Ldn. (s. 89) vod omtalen af samme begivenheder forekommer imidlertid også udtrykket »upp med Vogum«, men som betegnelse for høstaksindhegningens beliggenhed. »Vågen« kunde være en ret naturlig betegnelse for Måvahlid-vadal; at ride »op med« denne lille fra vest til øst gående os eller våg, der har sit udløb mod vest, men er bredest mod øst, måtte vel så betyde at ride langs østsiden af denne i retningen bort fra søen.
Efter at være kommen over Bulandshøvde befinder man sig i den såkaldte Eyrarsvejt (Eyrarsveit ɔ: Øresvejt), en hrepp, der ligesom de foregående indtager en del af Snefjældsnæssets nordkyst , men her indskæres kysten af maleriske fjorde, adskilte fra hverandre ved større og mindre næs, hvorfra karakteristiske fjælde hæve sig op, hvad der gør denne lille bygd, i al fald i stille og klart vejr, til en af de smukkeste egne i hele landet. Nærmest Bulandshøvde viser sig en svagt rundet bugt Lårvig (Lárvík), mod øst begrænset af fjælde, der ved deres regelmæssige og ædelt formede bygning gøre en overordenlig virkning i landskabet. Længst ud i havet skyder sig fjældet Stöð, der synes næsten helt omgivet af søen; det har form af en langagtig, smukt formet kiste med låg, der bæres af en stejlt skrånende fod, neden for hvilken endnu en smal grøn flade, som bærer flere gårde, strækker sig ud til kysten[20]. Bag ved Stöð, lidt sydøstligere og adskilt fra dette ved en lille vig, står, ligeledes aldeles isoleret, et andet fjæld, Kirkefell (Kirkjufell) [21] ; dette er en regelmæssig, terrasseformig pyramide af knudret sten, ligeledes hvilende på en bredere fod. Trapdannelsen er i det hele udpræget i fjældene her; således navnlig i Mýrarhyrna, der bag ved Kirkefell skyder sig ud fra halvøens fjælde, og som bidrager til at begrænse dette lille parti og give det sin ejendommelige karakter. Stöð er øjensynlig den i Eb. (s. 14) nævnte Brimlårhøvde (Brimlárhöfði); gården Krossnæs (Krossnes) under Brimlårhøvde, som nævnes i sagaen, ligger på underlandet nordøst for fjældet. Om fjældets gamle navn minder endnu (foruden selve bugten Lárvik) en lille lav vig Lárvaðall, sydvest for fjældet, med dens udløb Lárós; op fra vigen strækker sig en lille dal Lárdalr, ud for hvis munding gården Lá står ved kysten. Navnet Brimlárhøfði må udledes af ordet lá, der bruges om de lange bølger nærmest bredden, og brim, brænding, og benævnelsen »den urolige søs høvde« skal med stor ret kunne anvendes om Stöd. — Inden for Stöd og Kirkefell ligger vejen videre mod øst, og man kommer da, straks efter at være passeret forbi dette sidste, til den inderste del af den smukt afrundede, omtrent overalt lige brede Grundarfjord (Grundarfjörðr, dansk fordrejet: Grønnefjord); til alle tre sider omgives det hyggelige lille landskab af høje fjælde, mod vest Stöd og Kirkefell,
mod øst svære trapdannede fjælde, kronede med store klippeknuder, mod sydhalvøens sammenhængende til dels sneklædte fjælde, neden under hvilke det smalle, men frodige lille kystland strækker sig. Her ved fjordens sydøstlige hjørne ligger bygningerne af den forrige handelsplads Grundarfjord, der benyttedes som sådan til hen imod midten af dette århundrede, men siden den tid har handelen for stedets beboer kun været et bierhverv eller været helt opgivet. Fjorden har navn efter gården Grund, der lå øst for handelsstedet, men som har ligget øde siden slutningen af forrige århundrede, da ejendommen erhvervedes til brug for handelsstedet; den er bekendt som en god og sikker ankerplads[22]. Nordøst for handelshusene falder en lille å Grundarå (Grundará) i jorden; under den nederste del af sit løb, hvor den er adskilt fra stranden ved en høj rullestenskam, breder den sig endél; derved dannes et godt vinterleje for selv større skibe, som med flod kan føres herop. I Eb. omtales på to steder (s. 21, 36) en Saltøreós (Salteyraróss), hvor handelsskibe lander; den synes at måtte søges i den vestlige del af Eyrarsvejten, men om dens beliggenhed opstilles forskellige formodninger. Nogle antager den for at være udløbet af Grundarå; måske man dog med fuldt så stor rimelighed kunde antage den for at være udløbet af Halsvadal, vigen mellem Kirkefell og Stöd. Ved dette udløb, hvor vigen stærkt indsnævres, er forholdene meget gunstige for skibes landing og losning, navnlig ved osens vestlige, stejle bred, der bærer navnet Kviabrygge (Kvíabryggja); osens østlige begrænsning Budatange (Búðatángi) minder ved sit navn om tidligere tiders handelsrørelse. Sydøst for Kirkefell er vel også en lille, efter fjældet benævnt, vadal, men mindre og ubetydeligere; her findes dog også om handelsforhold mindende stedsnavne, nemlig to åer af navnet Budaå (Buðaá) [23].
Grundarfjord begrænses mod øst af et forholdsvis stort næs, der oven for handelsstedet indsnævrer sig noget, men derpå igen udvider sig mod nord. Dets ydre, større del er for en stor del optaget af to så godt som sammenhængende fjælde, det langagtige, regelmæssig lagdelte, op efter aftagende Klakk (Klakkr)[24] og nord for dette Eyrarfjall. Sydvest for Klakk står præstegården Setberg, og blandt gårdene højere oppe er Tordisarstad (Þórdísarstaðir, Gísl.) sydvest for Eyrarfjall. På denne gård boede Snorre godes moder Tordis, efter at hun havde skilt sig fra sin anden mand
Bork den digre, og i tunet her viser man nu til dags hendes gravhøj [25]. — Nord for Eyrarfjall breder underlandet sig noget, med grønne flader og yderst ude ører, især mod nordøst, hvor en bred tange skyder sig frem. Her ligger tæt ved fjældets nordøstlige hjørne gården Hallbjarnarøre (Hallbjarnareyri). Da Tordisarstad i Gisl. (s. 73, sml. 159) siges at ligge på øre (á Eyri), skulde man antage, at denne benævnelse oprindelig havde omfattet hele næsset; navnet Øre er imidlertid ellers indskrænket til den nævnte gård Hallbjarnarøre, der i ældre tid benævntes Eyrr eller, til adskillelse fra en anden gård af samme navn, Öndurðeyrr {ɔ: det forreste Øre). Dog synes benævnelsen »Øre land« i Ldn. (s. 92), hvor læsemåden under teksten måske er at foretrække, at være taget i meget omfattende betydning. Gården omtales hyppig i Eb., da »Ørbyggerne«, efter hvem hele sagaen har fået navn, boede her; de nedstammede fra landnamsmanden Vestars søn Asgejr, dennes søn var Torlak. Det er især Torlak på Øres fire sønner, der optræde i Eb., og af dem var igen Stentor den mest fremragende. Senere hen, i Sturlungetiden, tilhørte gården Tord Sturlassøn. — Ved midten af det 17de årh. udlagdes denne gård tilligemed tre andre til hospital for spedalske, og bestod som sådant til 1848, da samtlige hospitaler nedlagdes[26].
Ørbyggernes stamfader var Vestar, der i følge Eb. (s. 8) tog land »inden (var: uden) for Urthvalafjord (Urthvalafjörðr, var: Hvalafjörðr) og boede på Öndverd Øre«. Varianten »uden« er dog her at foretrække for tekstens »inden«, så at altså meningen bliver, at denne mand tog land uden for Urthvalafjord. Den isl. fjordfortegnelse viser nemlig klart, at Urthvalafjord må søges øst for Grundarfjord; men også uden denne vejledning kunde den rette sammenhæng med temlig bestemthed sluttes af de stedlige forhold [27]. Mod øst begrænses Hallbjarnarørenæsset af en fjord, hvis ydre del er temlig bred, men længere inde deles ved et i nord fremskydende næs i to smallere arme. Den østligste af disse arme benævnes Hraunsfjord (Hraunsfjörðr, i ældre tider også Hraunfjörðr); den anden, der som en lang og smal, ved sin munding stærkt indsnævret fjord fortsætter sig mod syd, bærer efter en på sidstnævnte næs stående gård Kolgrafir navnet Kolgravafjord (Kolgrafafjörðr), hvilket navn nu i almindelighed er udstrakt til hele fjorden. Dennes ydre del kaldes dog også stundum med et eget navn Hvalafjord. Denne del er det da, der har båret navnet Urthvalafjord; at navnet har været indskrænket til fjordens ydre del, fremgår ligeledes af fjordfortegnelsen, der efter »Urthvalafjord« har »Kolgravafjord« og »Hraunfjord« [28].
Lige over for Hallbjarnarøre hæver sig hinsides fjorden igen et fritstående fjæld (Bjarnarhafnarfjall). Drager man syd på langs østsiden af Hallbjarnarørenæsset, åbner sig en særdeles smuk udsigt over den ved det høje Kolgravanæs tvedelte fjord; og navnlig frembyder en smuk sommerdag KoIgravafjordens indre del, en lang og smal fjordarm, til alle sider begrænset af stejle, grønlige eller rødlig-blå fjælde med smalt underland, et dejligt syn. Tværs over Hallbjarnarørenæsset går syd for den på dette stående fjældgruppe en indsænkning, der skiller disse fjælde fra Snefjældsnæshalvøens og som en smuk lille dal strækker sig mellem Grundarfjorden og Kolgravafjorden. I dalen står, nær ved denne sidste, den i Eb. nævnte gård Ejd (Eið, nu: Eiði). Gennem dalen og så videre mod syd langs Kolgravafjordens inderste del ligger vejen mod øst Op fra fjordbunden strækker sig en lille dalrunding Eyrarbotn (således kaldet efker Hallbjarnarøre, hvortil den hører), tilsyneladende ganske indelukket af svære klippefjælde mod øst, syd og vest; dog ligger herfra en vej (Ölduhryggjarskarð) syd over fjældene til Stadarsvejten, ligesom i det hele forskellige sådanne veje ligge over fjældene fra Øresvejten syd på. Mod øst hæver sig op fra Eyrarbotn bratte, ludende hamre, og umiddelbart op hertil støder en svær hals — eller et lavere, nordligere fjæld — TröIlaháls (Eb.), over hvilken vejen går ind efter mod øst. Ikke uden besvær passeres denne temlig brede hals, udsigten til Hraunsfjorden åbner sig, og man befinder sig nu allerede i den følgende bygd Helgafellssvejten (Helgafellssveit).
Landskabet omkring Hraunsfjord er mørkere og ensformigere end Eyrarsvejtens; imod øst udbreder fladere strækninger sig, og et sort hraun viser sig, der skyder en arm ned mod den smalle Hraunsfjord, hvis indre del herved næsten aflukkes, og derfra ligger videre mod nordvest langs fjordbredden. Denne lille fjord skærer sig nemlig først i sydøstlig, derpå i sydlig retning ind i landet. Navnet må — forudsat at læsemåden Seljafjörðr Eb. s. 112 er rigtig — stundum have været indskrænket til dens indre del, ti den i Eb. nævnte Seljafjord kan næppe være nogen anden end Hraunsfjordens ydre del; mærkes kan i denne henseende navnet Seljafell, et lille fjæld sydvest for Bjarnarhafnarfjall, neden for hvilket en odde, Seljaoddi, strækker sig frem og danner fjordmundingens nordlige begrænsning; sundet mellem Seljaodde og Kolgravanæsset (fjordens indløb) benævnes i sognebeskrivelsen for Eyrarsvejt Seljasund. Seljahøvde (Seljahöfði, Eb. s. 84), hvor Stentor fra øre landede, da han en gang hjemme fra lod sig sætte øster over fjorden, hører vel også til samme gruppe stedsnavne, med mindre en sådan benævnelse skulde forekomme nordligere ved KoIgravafjord lige over for Hallbjarnarøre. — Ved Hraunsfjordens inderste vig ligger gården Fjarðarhorn; denne er dog i følge A. M. af nyere oprindelse; om det i Ldn. (s. 92—93) nævnte Fjarðarhorn udtaler vistnok A. Thorlacius med rette, at det ikke er navnet på nogen gård, men at dermed betegnes Kolgravafjordens sydøstligste (inderste) punkt. Noget østligere end gården Fjardarhorn syd for det oven nævnte hraun ligger gården Hraunsfjord; tæt ved denne er en lille sø Hornsvatn (eller Selvallavatn), der svarer til Eb.'s (og Ldn.'s) Svinavatn.
Det allerede flere gange omtalte hraun, hvis ene arm når mod vest til Hraunsfjord, strækker sig mod nord, øst for Bjarnarhavnarfjældet ligeledes helt ud i søen ved den såkaldte Hraunvík (kortets Hraunfjörðr). Det bærer helt igennem navnet Berserkjahraun, men er dog på de forskellige steder af temlig forskelligt udseende, i det dets øvre (sydlige) del er langt vildere, mere øde og tilsyneladende yngre. Ad en ujævn, besværlig vej mellem løst sammendyngede lavabrokker bevæger man sig mod nord over denne del af hraunet og derpå over flade grusstrækninger langs Bjarnarhavnarfjældet til gården Bjarnarhövn (Bjarnarhöfn), der står på græsklædte skråninger under fjældets nordøstlige del. Herfra åbner udsigten sig til Bredefjordens mangfoldige øer og Dalasyssels fjælde, medens den vest fra kommende hidtil kun har haft Bardastrandens svagt blålige fjældkyst for øje. Blandt øerne bemærkes temlig langt ude en rundagtig, flad ø, det er Høskuldsø (Höskuldsey). Bjarnarhövn er en fra sagaerne vel bekendt gård; her boede i følge forskellige sagaers samstemmende vidnesbyrd (Ldn., Eb., Laxd.)
landnamsmanden Bjørn den østræne, en søn af Ketil flatnev. Især Laxd. (s. 6) beskriver hans ankomst til landet udførlig og nævner det høje fjæld på næsset øst for fjorden (ɔ: den ydre del af Kolgravafjord); kort fra landet lå der en ø. Nordvest for Bjarnarhavnarfjæld ikke langt fra land ligger øen Akrey (egl. to »Akreyjar«, hvoraf især den ene er ret betydelig), men måske der dog snarere ved denne ø menes den såkaldte Landey nord for Bjarnarhövn, der, som andre øer af dette navn, ved ebbetid er landfast. Mellem denne ø og den vestligere »Købstadstange« (Kaupstaðartángi) indesluttes en lille vig Kumbaravåg ( -vogr), ved hvilken man viser lævningeme af Bjørns skibsskur, det såkaldte Bjarnarnaust, og hvor han antages at være landet. Det er vel denne vig, som Laxd. tænker på, når den lader ham flnde sine højsædespiller opdrevne i en sådan. Kumbaravåg danner en særdeles god havn, der i tidligere tid benyttedes af de danske handelsskibe [29]. Bjørn boede i følge Eb. og Ldn. i Bjarnarhövn i (eller på) Borgarholt og højlagdes ved Borgarlæk(-r). Borgarholt har vel altså været gårdens oprindelige navn, Bjarnarhövn derimod navnet på landingsstedet (ɔ: Kumbaravåg). Omtrent parallelt med fjældet, øst for dette og gården, strækker sig holtedrag, i hvilke et af de højeste og nord- ligste bærer navnet Kjötborg; hele denne strækning, mener man, kan i ældre tid have heddet Borgarholt, og lævninger af den oprindelige gård vil stedets beboere finde i nogle tomter temlig langt sydøst for Kjötborg, hvor holtet kun er lidet fremtrædende, ved den vestlige bred af en lille bæk, der løber langs Berserkjahraun, og som da anses for at være sagaernes Borgarlæk; i øvrigt løber nærmere Bjarnarhövn en anden lille bæk Rollulæk(-r); af Bjørns høj ses intet spor [30]. Fra Bjørns søn Kjallak nedstammede en mægtig og udbredt slægt, de såkaldte »Kjalleklinger«; særlig fremragende blandt disse var Kjallaks søn Torgrim gode, der erholdt sit tilnavn , efter at han , som det i begyndelsen af Eb. fortælles , havde tilkæmpet sig andel i Torsnæsingegodordet. En af Torgrims sønner var Vermund i Bjarnarhövn, om hvem Eb. fortæller, at han af Håkon jarl i Norge efter eget ønske erholdt til foræring to bersærker, der dog snart blev ham så besværlige, at han var hjærtens glad ved at kunne bevæge sin krigeriske broder Styr (Viga-Styr), der boede hinsides hraunet, til at modtage dem. Selv denne nødtes til at anvende list for at få bugt med dem, i det han nemlig efter at have udmattet dem ved at lade dem udføre forskellige herkulesarbejder dræbte dem på en svigefuld måde. Han pålagde dem nemlig — som betingelse for at give den ene af dem sin datter — at rydde en vej over hraunet ud til Bjarnarhövn og lægge et gærde (hagagarðr ɔ: skel mellem græsgangene) over hraunet mellem hans og Vermunds jorder, samt indrette en fårefold (byrgi) inden for hraunet. Da bersærkerne udmattede af det voldsomme arbejde var blevne dræbte i badet, førte Styr deres lig ud i hraunet og dyssede dem umiddelbart ved vejen i en dal dér i hraunet, som var så dyb, at man fra bunden af den intet kunde se uden himlen over sig (Eb. s. 47—48).
Denne samme vej, som i følge sagaen skal være bleven ryddet på oven nævnte måde, passerer man endnu den dag i dag, når man fra Bjarnarhövn begiver sig øst efter ind i Helgafellssvejten over nordenden af det efter de to bersærker benævnte Berserkjahraun. Hraunet er her noget mindre vildt end længere syd på, og vejen er til dels lagt i dettes nordlige affald ud imod kysten. Hist og her, hvor skråningen har været for stejl, er stene stablede op i kløfterne, andre steder har huller, hvorover vejen går, måttet opfyldes, og langs vejen til bægge sider ligger på mange steder stabler af mosgroede til side kastede sten. På denne måde er der frembragt en vej, just ikke så meget forskellig fra en af de “almindelige hraunstier, kun jævnere og måske lidt bredere end sædvanlig. Omtrent midt i hraunet kommer man til et af opstablede hraunstén (med kun én stens bredde) bygget gærde; det er landemærke mellem gårdene Bjarnarhövn og Berserkjahraun (Styrs gård) og synes aldrig at kunne have haft nogen anden anvendelse. Det strækker sig fra hraunets nordligste bred ved kysten til en hraunblok lidt på den anden side vejen. Noget østligere træffer man bersærkernes dys. Hraunvejen strækker sig her over en lavning, hvor vejen til dels har måttet opfyldes støttet til naturlige hraunblokke. Til bægge sider har man en af de ejendommelige kedelformige indsænkninger eller fordybninger i hraunet. Kedelen til højre (mod syd), der ligger lidt borte fra vejen, er størst, dybest og svarer så fuldstændig til sagaens beskrivelse af stedet, hvor bersærkerne dyssedes, at man på forhånd vilde ledes til at søge deres grav her. Imidlertid påvises dyssen på venstre hånd ved vejen, hvor en langagtig stendysse strækker sig noget ned ad skråningen af den herværende mindre kedel, på hvilken sagaens ord ikke så fuldstændig finde anvendelse; det påstås, at man ved i begyndelsen af dette århundrede at opbryde denne dys har fundet benene af to mænd, ikke særlig store, men svære [31]. Endnu noget østligere, i udkanten af hraunet, men en del til højre for vejen ses bersærkernes »byrge«, nu kaldet Krossrétt; det er en ligeledes af hraunsten med en stens bredde opbygget almindelig fold (rétt uden dilke); dens uregelmæssige form, i det den støtter sig til naturlige hraunblokke, har forskaffet den dens navn; den benyttes af vedkommende bonde vår og høst og afgiver desuden græs tjænligt til slåning.
Lige over for dette byrge, hinsides hraunet, ligger gården Berserkjahraun , sagaernes Hraun, hvor Styr boede; han lod her bygge en kirke (Eb. s. 92, sml. Heið. s. 292, 97), og endnu viser man i tunet stedet for kirken, skønt denne i umindelige tider har været nedlagt.
Efter at have passeret Berserkjahraun ser man den største del af Helgafellssvejten udbredt foran sig; egnen er et forholdsvis bredt underland under fjældene, fra dettes østlige del skyder sig den uregelmæssige, ikke meget høje halvø Torsnæs (Þórsnes) ud imod nord. Blandt de til Snefjældsnæshalvøens højland hørende fjælde dvæler øjet fornemmelig ved den lysfarvede, gulligrøde fjældknude Dråpuhlidarfjæld (Drápuhliðarfjall) [32], der løber længst frem mod lavlandet; vest for dette hæver sig højere, mørkere, sneplettede fjælde, deriblandt Kerlíngarfjall. Under dette fjæld står et Grettestak, en klippeblok, temlig bekendt, fordi alfarvejen fører der forbi, hvad enten man vil vester på, eller syd over fjældkæden ad den såkaldte Kerlingarskards vej, der åbner sig vest for sidst nævnte fjæld[33]. Nordvest for Dråpuhlidarfjæld ligger gården Dråpuhlid (Drápuhlíð), hvor den i Eb. oftere nævnte Vigfus Ottarssön boede, øst for denne gård i den nordlige del af fjældet er en lille dalsænkning Vatnsdal(-r), der mod nord begrænses af en højde Skálafell. Denne lavning er det åbenbart, der i Eb. kaldes Vatnsháls[34]; i sagaen nævnes en gård Torbejnesstad (Þorbeinisstaðir) på Vatnshals, og stedet for denne skal i følge A. Thorlacius endnu kunne påvises ved en lille sø her. Igennem Vatnsdal går en af alfarvejene øster på; denne er det øjensynlig, at Stentor på Øre valgte (Eb. s. 80), da han med mange folk begav sig til den sydøstligste gård i svejten (Kårsstad), til sine fjender Torbrandssønnerne, i anledning af trællen Egils mordforsøg og derpå følgende henrettelse på Lejkskålavold. I sagaen står, at hans vej faldt over Vatnshalshøvde (Vatnshálshöfði); måske menes hermed Skálafell, hvis ikke snarere variantens læsemåde »Vatnsháls« er at foretrække. Om Vigfus i Dråpuhlid fortælles det (Eb. s. 41 — 42), at han til straf for et snigmordsforsøg dræbtes af Snorre gode, da han med sine trælle var ved kulbrænding under Seljabrekkur. Herved må forstås nogle kratgroede skråninger i nordsiden af Dråpuhlidarfjældet neden for Vatnsdal [35].
Berserkjahrauns nordøstlige begrænsning udgøres af den førnævnte Hraunvig; ikke meget øst for denne møder den lille Stavå (Stafá), østgrænsen for Bjørns landnam, der strakte sig fra Hraunsfjord hertil. Lidt østligere ligger nede ved søen gården Kongsbakke (Kóngsbakki), og omtrent her ud for skyder sig en temlig betydelig vig eller lille fjord Hovstadavåg (Hofstaðavogr, ældre -vágr) frem imod øst og danner således på denne side adskillelsen mellem Torsnæsset og den øvrige del af Helgafellssvejten. På den modsatte side dannes adskillelsen af en lang, smal vig Sauravåg ( -vogr), der skyder sig ind fra
vest til øst lige over for Hovstadavåg; og så meget nærme de to vige sig hinanden, at der kun er imellem dem en knap 1000 al. bred tange[36] eller ejd. Dette ejd er så lavt, smalt og moradsigt, at de to vige om vinteren stundum næsten forenes. — På bægge sider af Stavå, men især øst for denne, strækker sig nærmest kysten jævne meler, der fortsætte sig langs sydsiden af Hovstadavåg, til helt hen imod fjordbunden, forbi den en god halv mils vej øst for Kongsbakke liggende gård Stadarbakke (Staðarbakki); disse grusflader bære til sammen navnet Skejd (Skeið). — Noget øst for Stadarbakke optager Hovstadavåg ved sit sydøstligste hjørne den syd fra kommende Bakkå (Bakká), der udspringer i omegnen af Kerlingarfjæld, og som i forvejen har optaget den fra egnen om Dråpuhlidarfjældet kommende Grisholså (Gríshólsá); oprindelig skal denne sidste have haft sit eget udløb i Hovstadavåg gennem det såkaldte Saurasike (— síkí), nu en lille bæk, der gennemløber den moradsige tange mellem Sauravåg og Hovstadavåg[37]. Disse to åer må, som det også ses af Helgafells landemærkefortegnelse fra c. 1250 (Dipl. isl. I, 576-78), være de i Eb. nævnte Laksåer (Laxár), der nævnes i sagaen i anledning af en strid, som opstod ved en talrig fåresamling, der holdtes i »tungen« mellem disse åer. Efter hvad der vides om åernes tidligere løb, må fåresamlingen være holdt nede ved Hovstadavågens bund, hvad der passer ret vel til sagaens ord, at stedet var oven for (upp frá) Helgafell[38]. Den nuværende ved åernes sammenløb dannede tunge, der for største delen består af vandskyllet grus (ører), er noget højere oppe, dog ikke langt fra vågen.
Over ejdet eller den smalle tange, der skiller Hovstadavåg og Sauravåg, kommer man ud på det ved sin oldtidshistorie så mærkelige Torsnæs. Det er en lille halvø, omtrent lige så lang som den er bred, af uregelmæssig form, indskåren af mange vige og med forskellige mindre næs, opfyldt af stenige banker. — Da den berømte Torolv Mostrarskegg, tilskyndet af Tor, hvis hov på øen Mostr han havde forestået, sejlede til Island, ledsaget af alle sine nærmeste og medtagende hovets tømmer, landede han i Hovstadavåg, som af ham fik navnet Hovsvåg (Hofsvágr). Højsædespillerne, af hvilke den ene bar Tors billed, havde han i forvejen kastet over bord; disse fandtes forrest (ɔ: vestligst) på et nord for vågen værende næs, som derefter fik navnet Torsnæs, et navn, der senere siges at omfatte strækningen fra Hovsvåg til Vigrafjord (Vigrafjörðr), hvilken sidste, som senere nærmere skal omtales, svarer til den nuværende Sauravåg. Ved Hovsvåg byggede han en stor gård, som han kaldte Hovsstad (Hofsstaðir), og her rejste han det berømte hov, hvis indretning udførlig beskrives i Eb. På tangen (ɔ: spidsen, den yderste del) af næsset, hvor Tor var drevet i land, lod Torolv også indrette et herredsting og gjorde stedet så helligt, at det ikke på nogen måde måtte besmittes; ja endog de naturlige udtømmelser turde ikke ske her, men tingmændene måtte begive sig ud i et skær Dritskær (Dritsker, drit ɔ: ekskrementer)[39]. Efter sin død blev Torolv højlagt på Haugsnes vest for Hovstad (Eb. s. 10).
Gården Hovstad ligger på nordsiden af den efter denne benævnte våg, ikke langt fra fjordbunden. Lidt sydøst for gården ved vågens her noget stejle bred ses en uregelmæssig-halvcirkelformig indhegning (med en gærdehøjde af c. 1 al., gærdets bredde 1½ al., diam. fra nord til syd 12 fv., fra øst til vest 17 fv.), her siges almindelig det gamle hov at have stået, og man mener da, at søen senere har brudt en del af kredsen[40]. Lidt vestligere ligger ud i vågen et stumpt næs Haugsnes, men af Torolv høj ses intet spor[41]. — Om Torolv Mostrarskeggs ærværdige tingsted er næppe noget synligt minde bevaret. Den bedste vejledning til at finde dets omtrentlige beliggenhed giver navnet Dritsker. Dette skær kendes nemlig endnu under sit gamle navn. Det ligger ude i Hovstadavåg lige over for Haugsnæs. Det er et lille, temlig højt, for oven grønligt skær, der ved en klippe- »grande« (ɔ: undersøisk tange) står i forbindelse med land, så at man ved ebbetid tørskoet kan passere derud. Lige inden for granden, på land, er en grønlig flade, der rigtignok temlig hurtig går over i myre (mose), hist og her begrænset af holt (oven på et af disse ses en utydelig 3-4 al. lang tomt); her kunde man måske snarest antage, at tinget havde stået. Den nærmeste egn er for øvrigt ikke indbydende til tingsted, den består af mosestrøg og holt uden græssletter, og af bodtomter skal intet spor findes på hele næsset (Jonsnæs)[42].
Om Torolv fortælles det også, at han viste et fjæld, som stod på Torsnæs, så stor tilbedelse, at ingen mand måtte utvættet kaste øjnene på det, og intet levende, af hvad der opholdt sig på fjældet (hverken dyr eller mennesker) måtte dræbes, uden det frivillig forlod det. Det fjæld kaldte han Helgafell og troede, at han og alle hans frænder dér på næsset skulde komme derhen, når de døde. Torolvs søn Torsten Torskabit var den første, der byggede den efter fjældet benævnte gård, og herhen flyttede han sin husholdning (fra Hovstad). Om hans død fortælles det (Eb. s. 12-13), at da han en gang var rot på fiskeri ud til Høskuldsø, så Torstens fårehyrde en høstaften, medens han var ved at gå til fårene nord for Helgafell, at fjældet åbnede sig på nordsiden; han fornam, at der var muntert gæstebud derinde, og hørte, at man bød Torsten Torskabit med hans ledsagere velkommen og anviste ham plads i højsædet. — Også i den følgende tid vedligeholdt fjældet sin anseelse; således ses det af Eb. (s. 46), at Torstens sønnesøn, den berømte Snorre gode, som boede på gården Helgafell, plejede at begive sig op på fjældet, når han skulde fatte beslutning i en vanskelig sag, og mente, at de planer slog sjælden fejl, som var bleven udkastede dér. Helgafell er et lille, hvælvet, kun mod nord brat afskåret fjæld, der, med sin største længde fra øst til vest, står omtrent midt på næsset; set fra nord har det et særdeles karakteristisk udseende, i det den stejle fjældvæg med sine små basaltsøjler hæver sig frem som en mørk, hvælvet port. Fra syd af kan man med lethed bestige det svagt terrasseformede fjæld, mod øst falder det derimod noget brattere af; fra fjældet har man et prægtigt rundskue over land, fjord og øer. Midt under fjældets sydside står gården Helgafell; Snorre gode byggede i følge Eb. (s. 92) en kirke her. Senere skiftede Snorre bolig med den fra Laxd. bekendte Gudrun Osvivrsdatter; han flyttede til hendes gård i Dala syssel, og hun tog Helgafell i besiddelse. Om Gudrun fortælles det i Laxd., at hun henlevede sine sidste dage som en hellig eneboerske her, og her begravedes hun. I slutningen af det 12te århundrede oprettedes på Helgafell et kloster for munke af Avgustinerordenen (hvortil hentydes Laxd. s. 286) [43].
Lidt højere oppe i foden af fjældskråningen end gården Helgafell ligger, findes lave banker, ved navn »Klaustrhólar«, med svage spor af tomter; her mener man, at klosteret har stået. Neden for, noget lavere end gården, ligger kirken, som sædvanlig midt i kirkegården. Før har kirkegården strakt sig længere op efter; man viser endnu sporene af det gamle gærde, og en stor, langagtig, fra øst til vest gående tue i tunet inden for dette udgives for Gudruns grav. — Indtil den sidste tid har Helgafell været sæde for sognets præst, men nu bor han i den nærliggende handelsplads. — Til Helgafell hører 30 større og mindre øer og holme, de såkaldte Helgafellseyjar, der ligge nordøst for Torsnæs, og som nu ubetinget udgør den værdifuldeste del af ejendommen; af den måde, hvorpå de til Helgafell hørende øer omtales i Eb. (s. 16-17), hvor Snorre listig tvinger sin farbroder og stefader Börk den digre til at afstå sig Helgafell, ses, at de også den gang har haft stor betydning[44]. Til Helgafell knytter sig forskellige sagn fra munketiden (kostbarheder skjulte i Fagerhol, stedsnavnet Múnkaskörð m. m.)[45].
Pladsen for det af Torolv Mostrarskegg stiftede ting blev, som allerede tidligere bemærket, ikke længe den samme. De mægtige Kjalleklinger betragtede den hellighed, hvormed Torolv havde omgivet tingstedet, som et tegn på Torsnæsingernes hovmod, og da Torolv var død, nægtede de en gang på vårtinget for fremtiden at ulejlige sig ud i skæret for at forrette deres nødtørft. Da de vilde gøre alvor af deres trusel, udspandt der sig den kamp mellem dem og Torsten Torskabits parti, hvis udfald i det foregående er berettet. Striden mellem de to partier endtes dog først ved en af Tord gelle afsagt voldgift, i følge hvilken volden (ɔ: tingstedet) erklæredes for ved det udgydte blod at have mistet sin hellighed; desuden fik ved denne lejlighed Kjalleklingernes overhoved Torgrim Kjallaksson fra Bjarnarhövn del i godordet og hovets bestyrelse. Derefter flyttede man (Eb. s. 12, Ldn. s. 98) tinget »ind på næsset (ɔ: længere øster på i Torsnæs), dér hvor det nu er.« Og da Tord gelle indrettede fjærdingstingene, gjorde han dette til Vestfjordingernes fjærdingsting. »Dér ser man endnu den domring, hvori folk dømtes til ofring,« siger Eb., »i den kreds står Torsstén[46], over hvilken de mænd rygbrødes, der blev tagne til ofring, og man ser endnu blodfarven på stenen«; også dette tingsted var meget helligt, dog var det enhver tilladt at forrette sin nødtørft her.
Fjærdingstingsinstitutionen synes vel ikke at være kommen til fuldstændig udvikling på Island; men som vårtingssted benyttedes dette tingsted gennem hele fristatstiden og findes som Torsnæs ting (Þórsness þing) hyppig omtalt i forskellige sagaer. I Eb. nævnes flere gange kamp med blanke våben her. Den ene af disse kampe havde til følge, at Torsten fra Havsfjardarø, som tidligere berørt, tog Raudmelingegodordet ud af Torsnæs ting; Snorres truende samtale med Torsten, der bebudede striden, foregik i tingbrekken, en dag da folk var forsamlede her. Under tingtiden fordrev folk tiden på forskellig måde; således omtaler Eb. en gang (s. 74) en tørveleg (hvorunder store græstørv synes at være kastede) ved en af boderne. I Krm. (s. 110) omtales Olav på fra Dala syssel som en af de høvdinger, der havde bod på Torsnæs ting; og det ses af sagaen, at denne bod har haft et mindre, aflukket rum (afbúð). I følge samme saga fornøje tingmændene sig blandt andet ved svømning. I Sturl. omtales flere gange Torsnæs ting så vel som det efter den på Torsnæs oprindelig hjemmehørende høvdingefamilie benævnte Torsnæsinge godord; også folk fra Bardastrands syssel synes regelmæssig at have besøgt tinget, og det ikke alene for retsforhandlingernes skyld, men man gjorde her sine indkøb, f. eks. af mel (Sturl. I, s. 19). — Til Torsnæs ting hørte, som det ses af Sturl., det i sagaen så meget omtalte Snorrungegodord.
Påfaldende er det at se så gamle og pålidelige kilder som Ldn. og Eb. udtale sig på en så sagnagtig måde om domkredsens benyttelse, da dog både brugen af en domkreds som den dommerne omgivende skranke kan antages at have vedvaret, så længe de gamle retsformer bevaredes, og på den anden side en sådan dømmen til ofring i domkredsen og henretten sammesteds må synes uforenelig med oldtidens love og samfundstilstande. — Den beskrivelse, der således i sagaliteraturen er givet af domkredsen på Torsnæs ting med tilhørende blótsten, har imidlertid bevirket, at dette tingsted længe har tiltrukket sig almindelig opmærksomhed, så meget mere som adskillige tomter fra ældre tid findes bevarede her. Tingstedet ligger, hvad der også passer til kildernes angivelse, i den nordøstlige del af Torsnæs, og efter den fordums tingslette fører en her beliggende gård navnet Tingvold (Þíngvellir). På den nordøstligste del af næsset skærer en lang, smal vig Næsvåg (Nesvogr) sig ind[47]. Lidt sydligere end dennes munding går en lille klippehøjde ved navn Tingvoldborg (Þíngvallaborg) ud mod søen; neden under (ɔ: syd for) dette holt begynder fladt og sumpigt land, der strækker sig hen imod gården Tingvold. Denne ligger lige ved bunden, men dog på nordsiden af en smal, lille våg Tingvoldvåg (Þingvallavogr), og tunet strækker sig som en lang grønlig strimmel langs den nordlige og sydlige side af vågen, kun afbrudt på en kort strækning i jordbunden. Gudbr. Vigfussön har sikkert ret, når han[48] antager, at det er denne gård, der menes i Eb. s. 12, hvor der — efter at tingflytningen er omtalt — fortælles, at Torsten torskabit lod bygge gården Helgafell, hvorhen han selv flyttede, og derpå fortsættes: »han lod også bygge en gård dér i næsset i nærheden af, hvor tinget havde været, den gård lod han også meget omhyggelig opføre og gav den siden til sin frænde Torsten surt, som derefter boede dér.« Han forudsætter nemlig, at der efter ordene »havde været« (ɔ: var bleven) mangler ordet sat eller flyttet. Dette kan heller næppe være anderledes; ti uden en sådan tilføjelse måtte fortællingen gælde Hovstad, men denne var jo allerede tidligere opført (af Torolv Mostrarskegg, og utvivlsomt bebot af sønnen Torsten Torskabit indtil dennes flytning til Helgafell). Tingvold antages for oprindelig at være opført i Helgafells land; dog kan det vel være, at gården ikke har været bebygget bestandig siden dens første opførelse, eller at den som en art hjåleje er bleven regnet umiddelbart med til hovedgården, i Helgafells landemærkefortegnelse fra c. 1250 findes den således ikke nævnt. Torsten surt, der er bekendt for sin kalenderforbedring (han indførte den for den islandske kalender ejendommelige indskudsuge »sommerøgningen«, der hvert 7de eller 6te år føjedes til det sædvanlige år), nævnes oftere i kilderne, men uden at hans bolig nærmere angives; i Laxd. siges i almindelighed, at han boede på Torsnæs, og sagaen fortæller (s. 56), at han druknede, da han var i færd med bortflytningen fra Torsnæs, hvor Torsten Torskabits sønner var blevne ham for mægtig. I det til Tingvold gård hørende tun findes, så vel syd som nord for vågen, en mængde tomter, øjensynlig rester af de gamle tingboder.
Deres antal udgør endnu omtrent 30, hvoraf nogle og tyve er meget tydelige; men mangfoldige er upåtvivlelig i tidens løb blevne ødelagte ved bygningen af de i tunet omkringspredte fårehuse; under nogle af disse ser man endnu de gamle boders grundvold stikke frem; andre boder vides med vished at være blevne ødelagte, da sognets præst for en del år siden opførte sig en bolig her. Bodtomterne er firkantede, omtrent 5 fv. lange og 3 fv. brede, dørene har været anbragte efter, som det var bekvemmest, snart på langsiden, snart på endevæggen; nogle synes at have været afdelte på tværs eller at have haft en mindre afdeling ved den ene ende. Langs vågens nordside findes 3-4 tydelige og temlig store tomter alle vendende langsiden (eller, om man vil, bredsiden ɔ: sidevæggen) ud mod vågen; derpå kommer i linje med dem, nær vågens ende, bondegården. Mod nord er det smalle tun begrænset af et lille holtedrag med grønlig skrænt (skulde tingbrekken have været her?); her findes på det lave holt en stor bodtomt i flere afdelinger, i linje hermed kommer så mod vest en græstørvshytte (kot), hvor præstens hus før stod, og hvor tre tomter er blevne ødelagte ved dets bygning. Vestligere end fjordbunden, på strækningen inden for gården og kotet findes desuden 5-6, dog mere eller mindre utydelige og tvivlsomme tomter. Syd for vågen findes ligeledes langs denne en række tomter, hvoraf især en klynge ved midten af denne er meget tydelig: man sér her tre store tomter, alle vendende gavlvæggen ud mod vågen. Lidt længere tilbage, sydøst herfor, findes en anden klynge på en lav bakke tæt ved søen; man kan her med vished tælle seks, midt imellem hvilke nu et fårehus troner, og rundt omkring findes desuden utydelige tomter. Bag ved den sidst omtalte klynge går en ubetydelig lille vig ind i landet, og på et syd for denne dannet næs findes tæt ved hverandre fem tomter, hvoraf den ene nu halvt er afbrudt af søen. — Med hensyn til domkredsens beliggenhed synes i den nyere tid en dobbelt opfattelse at have gjort sig gældende; dels har man anset en på Tingvoldborg værende tomt for denne, dels har man påvist blotstenen på en eng syd for Tingvoldvågen og i henhold til sagaens ord villet søge domkredsen uden om denne sten[49]. Den aflange ved en tværvæg afdelte tomt på borgen er dog så ulige en domkreds som vel muligt og er øjensynlig lævningerne enten af en bygning eller en fårefold; derimod er stenen, der påvises som blotstén, rimeligvis den samme som Eb. og Ldn. sigte til. Den står lige vest for den sydligste oven for omtalte lille vig, hvor der neden for tunet findes et mose- eller engdrag; her ligger den midt i engen, en aflang, omtrent 3 al. lang, 2 al. bred og lige så høj sten; den er grå, med rødlig afskygning hist og her. Spor til nogen domring uden om denne ses nu ikke, grunden er overalt opfyldt med små ensartede mosetuer, — og i følge den pålideligste af de nys nævnte indberetninger (Boge Benediktssöns 1818) må det antages, at man heller ikke ved århundredets begyndelse har kunnet se spor til en sådan, skønt det modsatte vel kunde synes at fremgå af nogle af de andre indberetninger. — At tingstedet er bleven benyttet i en forholdsvis sen tid, kan måske sluttes af stedsnavnet Gálgasteinar om to klippeblokke syd for Tingvold våg, mellem hvilke en bjælke i følge sagnet anbragtes, hvori så tyve hængtes. At tingstedet som sædvanligt er blevet valgt med megen omsigt, må indrømmes af enhver besøger, der ser dets rolige afsondrede beliggenhed omkring forskellige fortrinlige landingssteder, bekvemt for alle, der kom søvejs fra.
Mod nordvest begrænses den oven for nævnte Næsvåg af et langt smalt næs, Grunnasundsnes, der udgør Torsnæssets nordligste del. Alleryderst på dette næs ligger handelspladsen Stykkesholm (Stykkishólmr) med en vid, men noget kold udsigt. Handelspladsen, hvis samlede indbyggerantal beløber sig til omtr. 300, består (foruden af islandske »bæer« og »kot«) af hen ved en snes såkaldte tømmerhuse, hvoraf de fleste ligge i en klynge ved stranden; regelmæssige gader findes endnu ikke. Her findes 3-4 købmænd, apoteker, læge, sysselmand, desuden har præsten til Helgafell nu taget bolig her, og i den sidste tid, medens Vesterlandet endnu havde sin egen amtmand, var også Stykkesholm anvist ham til opholdssted. Lige over for Stykkesholm hæver sig en stejl klippeholm Súgandisey; det mellemliggende sund danner havnen, og midt i denne ligger et lille skær »Stykket«, hvorefter handelsstedet har fået navn[50]. — Fra så godt som ethvert punkt omkring Stykkesholm ses mangfoldige større og mindre øer, de længere bortliggende dog ofte for øjet flydende sammen med det faste land.
En halv mil vest for Stykkesholm ligger Skorøerne (Skoreyjar ɔ: Skårøerne, — navnet på grund af udseendet), egenlig kun én ø, og i enkelttal nævnes også een i Laxd. (s. 226), hvor der fortælles, at Kjartans brødre efter dennes død for at hævne ham overfalde og dræbe nogle af deltagerne under Skorrø (Skorrey). — Gennem sundet til venstre for Sugandesø ses ude i havet den i Eb. nogle gange nævnte Ellidaø (Elliðaey), en næsten halvmåneformig med en overflade som bølgeformige knuder, stejl mod nordøst, fladere mod sydvest, hvor øens bekendte gode havn flndes. Mere i vest ses den oftere nævnte Høskuldsø.
Øst for Ellidaø ligger Fagerø (Fagrey), der allerede ved sin beliggenhed nøje slutter sig til den talrige øgruppe, der ligger omkring Dala syssels vestligste næs (Dagverðarnes); øen fortjæner at nævnes som det sted, hvor den berømte historieskriver og skjald Sturla Tordsson døde, da han 70 år gl. opholdt sig på sin gård her. — Sydøst for Fagerø nær ved Bíldsey findes på kortet afsat Feldarholm (Feldarhólmr), der i følge Ldn. (s. 95) har fået navn af, at skjalden Ejnar Skåleglams »feld« (ɔ: kappe) drev i land her, da Ejnar selv druknede i farvandet her i nærheden. — Alle disse øer høre til Helgafellssvejten. — Det er ikke uden grund, at Eb. lader den driftige Torsten Torskabit drive sit fiskeri fra Høskuldsø, ti herfra drives endnu denne bygds havfiskeri høst og vår[51].
Endnu står tilbage at omtale Torsnæs' sydøstlige begrænsning Sauravåg (omtr. ½ mil lang, 1000—1200 al. bred); den tager nu navn efter gården Saurar, der ligger lidt sydligere end vågen, på den indre del af det næs nu kaldet Sauranes —, som begrænses af Sauravåg og den fra nord til syd gående Alvtafjord. Sauravåg omtales i Eb. nogle gange under navnet Vigrafjord (Vigrafjörðr); således angives (Eb. s. 6) Torsnæs' begrænsning ved Hovsvåg og Vigrafjord. Ved sagaens Tingskålanæs (Þingskálanes, Eb. s. 84, 85), der nævnes i forbindelse med Vigrafjord, kan ikke menes noget andet end Sauranæs, uden at der dog kan angives nogen grund til, at næsset har fået dette om tingvæsen mindende navn. — Udførligst omtales Vigrafjord i anledning af en kamp, som stod her mellem Torlakssønnerne (Ørbyggerne) og deres bitre fjender, sønnerne af Torbrand i Alvtafjord. Stentor på Øre havde købt et skib (ɔ: en tiåret båd) i Dala syssel og agtede at føre det hjem, men han fik modvind og dreves østen om Torsnæs, hvor de landede i Tingskålanæs og satte skibet op i Gruvlunaust (Gruflunaust), hvorefter de gik ud over åsene til Bakke (Bakki, må være en af de to gårde Stadarbakke eller Kongsbakke); her boede en af Stentors brødre, og her fik de sig et skib, hvorpå de sejlede hjem.
I løbet af den påfølgende vinter besluttede Stentor og hans brødre at hente det efterladte skib; de var i alt otte, men da de kom til Bakke, sluttede den her boende broder sig til dem. Hovstadavåg var islagt næsten ud til Store Bakke (»at Bakka inum meira« Eb. s. 84, — herved må i følge sammenhængen betegnes den oven nævnte gård Bakke); de gik ind over isen og så ind over ejdet til Vigrafjord, denne var helt tilfrossen. »Den er således beskaffen, at ved ebbetid bliver hele fjorden tør, isen lægger sig på de tørlagte flader, når det er ebbe; men de skær, der var i fjorden, stode op af isen; omkring skæret (omtales nærmere i det følgende) var isen meget brudt og isflagerne op mod skæret stærkt skrånende.« Stentor og hans folk begav sig til Tingskålanæs og drog skibet ud af naustet, slæbte det ind gennem fjorden og så ud over ejdet til Hovstadavåg og helt ud til kanten af isen. Derefter gik de tilbage for at hente deres efterladte klæder og våben, men da de kom til Vigrafjord, så de seks mænd, der kom syd fra, fra Tingskålanæs, og hurtig bevarede sig ud over isen i retning mod Helgafell. Dette var Torbrandssønnerne, ørbyggerne skynder sig nu for at nå deres våben, Torbrandssønnerne tror, at de har til hensigt at angribe dem, og anstrænger sig for at nå skæret; dette lykkes dem, i samme øjeblik som ørbyggerne løber forbi dette for at få fat i våbnene; et spyd slynges ud imellem dem, og kampen begynder. I denne sejrer ørbyggerne, en af brødrene bliver dog dødelig såret; ham bære de med sig ind over isen og ud over ejdet til skibet og ror så om aftenen skibet ud til Bakke. Snorre godes fårehyrde havde fra Öxnabrekkur set kampen, og på hans meddelelse herom afhenter Snorre de hårdt sårede Torbrandssønner.
Ligesom den her meddelte beskrivelse af Vigrafjords beskaffenhed er indtil de mindste enkeltheder nøjagtig (hvorom nærmere kan efterses hos A. Thorlacius), således er det også let at finde de forskellige i og ved fjorden nævnte lokaliteter. Ved gården Saurar ligger en lille sø Sauravatn, herfra løber en lille bæk Gruflulækr, der falder i vågen omtrent midtvejs i denne; hvor den har sit udløb, er endnu et brugt landings- og opsætningssted for både; i sandskråningen ses sporene af et gammelt naust. At stedet for Gruvlunaust må søges her, kan næppe betvivles. Skrås herfor (nærmere vågbunden) ses i den smalle våg et lavt skær — nu i det mindste kaldet Vigrasker —, øjensynlig det i sagaen som kampsted omtalte. Lige over for dette, på vågens nordside, er et lille næs Orrustunæs (ɔ: kampnæs, navnets oprindelse ubekendt); om vinteren skal den sædvanlige vej endnu være over fjorden kort foran skæret og så langs Orrustunæs. Nord for vågen strækker sig en række banker, der nu kaldes Illugabjörg, men som må svare til Eb.'s Öxnabrekkur. — På nordsiden af vågen findes længere ude Raudavigshøvde (Rauðavíkrhöfði, Eb. s. 65, 80); herover finder nu som på sagaens tid den almindelige forbindelse sted (søvejs) mellem Helgafell og den indre del af Alvtafjorden [52].
I Eb.s beretning om kampen i Vigrafjord forekommer flere gange gårdsnavnet Bakke eller Store Bakke (Bakki inn meiri); også forud for de her skildrede begivenheder er samme gård nævnt et par gange i sagaen, navnlig skildres udførlig Stentors ridt fra Bakke »ind langs Skejd'ene til Dråpuhlid« o. s. v., da han agter sig til Torbrandssønnernes gård inderst i Alvtafjorden for at bringe dem bod for den dræbte træl Egil (Eb. s. 70—80). Angående hvorvidt denne gård (Store) Bakke er Kongsbakke eller Stadarbakke, har forskellige meninger gjort sig gældende; A. Thorlacius søger udførlig at påvise, at hermed har Kongsbakke været ment, og fremhæver navnlig, dels at Eb.'s ord om Stentors ridt passer bedre på Kongsbakke end Stadarbakke, i det der øst for denne sidste gård kun er så kort et stykke »Skejd« tilbage, dels at beretningen om, at Ørbyggerne efter kampen i Vigiafjord roede deres sårede broder fra kanten af isen i Hovstadavåg ud til Bakke, tyder på, at vejlængden til søs har været længere end det kan antages at have været tilfældet for Stadarbakkes vedkommende, da vågen i det mindste må have været tilfrossen ud til Dritsker, og da vilde de næppe have haft mere end nogle få favne at ro. Men herved må dog bemærkes, at sagaen selv siger, at vågen var tillagt næsten til Bakke, og den sædvanlige grænse for vågens tilfrysning skal netop nå hen imod Stadarbakke, — samt at en flytning af skibet langs ud gennem hele Hovstadavåg til hen imod Kongsbakke, der næppe nok kan siges at ligge ved denne, må have været så lang og besværlig, at man næppe kan antage, at de dermed beskæftigede har villet lade klæder og våben ligge tilbage i Vigrafjord for efter arbejdets ende at begive sig den lange vej tilbage for at hente det efterladte. Endvidere passer enkelte andre angivelser særlig godt på Stadarbakke; således når der siges om Stentor, at han efter at have sat sit skib op i Gruvlunaust går ud over åsene til Bakke. Vest for Bakkå (Eb.s Laksåer) findes nemlig nogle holt, der kaldes »ásar«, derefter begynder »Skeið« og så kommer gården. Da Stadarbakke tillige er den betydeligste af de to gårde [53], turde der måske være fuldt så megen sandsynlighed for, med Grønl.s hist. M. (I, 737), at gøre denne til Eb.s Bakke, skønt dette ganske vist heller ikke er uden betænkelighed.
Fortsætter man fra Saurar vejen videre i sydøstlig retning, ser man egnen fyldes med små skaldede holt, mellem hvilke den vejfarende klatrer op og ned; til venstre mellem disse ligger gården Hólar skjult. Noget efter kommer man over en lille bæk Haukså (Hauksá), og derpå viser gården Svelgså (Svelgsá) sig midt på en fladere strækning med lave grønne banker. Tæt på den anden side gården løber åen af samme navn, noget større end Haukså. Disse stedsnavne forekomme i Eb. i anledning af et angreb, som nogle af Snorre godes folk på hjemvejen er genstand for her, og stedernes indbyrdes beliggenhed godtgør noksom rigtigheden af den i Eb. (udg. 1864) valgte læsemåde.
Svelgsås nabogård mod sydøst er Hrísar[54]; oven for denne gård (og Hrísakot) strækker sig en lille dal Torsådal (Þórsardalr), begrænset mod øst af det temlig anselige Ulvarsfell (Úlfarsfell)[55], som i forening med den bag ved liggende Ulvarsfellshals (Úlfarsfellsháls), dalbundens fjælde i syd og det lille Hrísafell mod vest indeslutter dalen, der gennemstrømmes af en lille å Torså (Þórsá)[56]. Ved Hrisafell adskilles Torsådalen fra Svelgsådalen, der mod vest begrænses af Dråpuhlidarfjall. Torså var grænsen for Torolv Mostrarskeggs landnam, der strakte sig fra Stavå og hertil, desuden omtales oftere Torsådal i Eb., navnlig som skuepladsen for den onde Torolv bægefods spøgeri[57]. I levende live boede denne mand på Hvamm (Hvammr) i Torsådal, efter at han ved en holmgang — der kostede ham en halt fod, hvoraf hans tilnavn — havde tilrevet sig landet omkring Ulvarsfell. Gården Hvamm er forsvunden, men stedet for gården påvises endnu, skønt tomterne nu er skjulte af en dér opbygget stekk; den har ligget noget oppe i dalen skrås over for Hrisar, på den modsatte side af åen, i en lille dalskråning, der dannes af Ulvarsfell og en udløber fra halsen. Efter sin død dyssedes Torolv oppe i Torsådalen — hvor er ikke godt at sige, men hans spøgeri og ødelæggelser tog således overhånd, at alle gårde i dalen forlodes, og til slutning måtte hans ædle søn Arnkel, der havde sin bolig øst for fjældet, lade dyssen opbryde og gengangerens uforrådnede lig føre over halsen og jorde på et sikrere sted. — Skrås over for Hvamm (omtrent i lignende afstand fra Hvamm som Hvamm fra Hrisar) vil man i nogle meget utydelige tomter se sporene af Spågilsstad (Spágilsstaðir), hvor den fattige Spå-Gils boede, der af Torolv lod sig lokke til et snigmord på den hinsides halsen boende Ulvar, hvad der også kostede ham selv livet[58]. — Lige over for Spågilsstad begynder halsen som et lavere og jævnere højdedrag at søndre sig ud fra Ulvarsljældet, over denne ligger vejen til gården Ulvarsfell.
Ulvarsfjældets ende eller mule falder temlig stejlt af mod det underliggende land; den neden under liggende ikke store strækning mellem fjældmulen og Torså, der lidt nordligere falder ud i Alvtafjord, er Kråkunæs (Krákunes), nu bestående af moer og opblæst land, uden mindste krat[59]. Stedet er vel kendt fra Eb.; Kråknæsskov (Krákunesskógr) var egnens ypperste pryd, og Torolv bægefods nedrighed, da han for at få hævn over sin søn Arnkel overdrog skoven til Snorre gode, var en af grundene til, at disse to mænd kom i et spændt forhold til hinanden, der tilsidst medførte Arnkels drab. Det oven omtalte angreb på Snorres folk mellem Svelgså og Holar blev netop udført af Arnkel på grund af Snorres hensynsløse hugst af denne skov.
Fra den mod Alvtafjorden (Álptafjörðr) brat affaldende fjældli stiger man ved mulens hjørne ned til fjorden ad en stejl, snoet sti, Hrisasneiðíngar, der svarer til det i Eb. (s. 58) omtalte klev (klif), »hvor man rider op fra fjæren«, og hvor Spå-Gils indhentedes og dræbtes af Arnkels folk efter det af ham udførte snigmord. — Herfra har man i fjæren langs fjordbredden en tid en tung og temlig besværlig vej; snart viser sig en hammerformig klett, der springer frem i fjæren, stejl på de tre sider og kun ved en forholdsvis smal hals forbunden med lien. Den kaldes nu Torolvshøvde (Þórólfshöfði). Eb. benævner den Bægefodshøvde (Bægisfótshöfði). Her lod Arnkel Torolv dysse efter at have ført ham bort fra Torsådal, og tværs over høvden oven for dyssen lod han bygge et gærde så højt, at intet kunde komme her over uden flyvende fugl, — »og deraf ser man endnu spor«, tilføjer sagaen. I følge A. Thorlacius skal denne sætning kunne gælde endnu; nu ser man dog næppe oven på høvden andet end en dynge af temlig store sten, der måske kan have været dyssen [60]. I øvrigt fik Torolv heller ikke lov til at forblive her længe; efter Arnkels død begyndte hans gengangeruvæsen igen, og man greb nu til det råd at opbrænde hans legeme og kaste asken i søen. — Tæt inden for Torolvshøvde åbner sig en ubetydelig dal, gennemstrømmet af Ulvarsfellså, på den modsatte side begrænset af en længere og større høvde Vadilshøvde (Vaðilshöfði), egenlig et langt, højt holt, der falder af med en mindre hammer mod fjorden. Vadilshøvde nævnes flere gange i Eb.; her lader således Arnkel de trælle hænge, som, tilskyndede af hans fader, havde forsøgt at brænde Ulvar inde. På denne side åen tæt ude ved søen findes en rund, lav høj, omtrent 24 alen i diameter; dette skal være Arnkels høj, om hvilken Eb. (s. 68) udtrykker sig, at den var ved søen ude ved Vadilshøvde, så vid i omkreds som en stor høstaksindhegning. Man har i den senere tid forsøgt at udgrave den, hvoraf sporene endnu ses; den synes at bestå af lerjord og temlig store sten. Sydvest for denne høj længere inde mod åen påvises tomterne af Bolstad (Bólstaðr), hvor den almindelig afholdte Arnkel gode boede, men som nu længe har ligget øde og endnu tidligere været hjåleje fra Ulvarsfell [61]. Gården Ulvarsfell, der spiller så stor en rolle i Eb., ses længst inde i dalen, stående på en terrasse under Ulvarsfellshals. Gården var bleven solgt af Torolv bægefod til en af Torbrandssønnernes frigivne ved navn Ulvar, og da denne sidste for at undgå Torolvs efterstræbelser havde overdraget Arnkel alt sit gods og givet sig under hans beskyttelse, opstod der derved et meget spændt forhold mellem Arnkel og Torbrandssønnerne, da disse anså sig arveberettigede til alt gods efter deres frigivne, Ulvar. I følge sagaen skulde man antage Ulvarsfell for en fortrinlig ejendom: den blomstrende forfatning, hvori Ulvars landbrug befandt sig, roses meget; oppe på halsen ejede han og Torolv i forening engstrækninger, og på Ulvarsfell, siges der senere, var der »så gode græsgange som på en ø«. Nu er der, hvor man skulde søge engene, kun nogle ikke meget betydelige mosedrag; forholdene i denne egn synes overhovedet, i forhold til Eb.'s skildring, besynderlig små, afstandene er korte, bebyggelsen må have været meget tæt. Nord for gården ligger vejen fra halsen ned, og herfra har man så formodenlig ført Torolvs lig langs lien til Bægefodshøvde. Noget syd for gården ses et stort gil, hvorigennem Ulvarsfellså styrter sig ned; øverst oppe på halsen danner den en foss, sagaens Ofejgsfoss (Ófeigsfors), nu sædvanlig kaldet Dødmandsfoss (Dauðsmannsfoss).
Hinsides Vadilshøvde med tilhørende højdedrag kommer igen en lille dal, hvori gården Örlygsstad (Örlygsstaðir) ligger. I følge Eb. solgtes denne gård af Torolv til Ulvars broder Örlyg, der ligeledes var Torbrandssønnernes frigivne; da Ulvar og Arnkel efter Örlygs død tog al dennes ejendom i besiddelse, foragedes end mere Torbrandssønnernes forbitrelse. Efter Ulvars død måtte Arnkel selv drive bægge disse gårde foruden sin egen, da ingen fæster af frygt for Torbrandssønnerne turde overtage dem; en vinternat, da Arnkel var beskæftiget med at flytte hø hjem fra Örlygsstad, overfaldes han her af Snorre gode og Torbrandssønnerne og falder efter en heltemodig modstand i høstaksindhegningen[62]. Hans trælle derimod viste en næsten idiotisk sløvhed eller forfærdelse, en af dem, Ofejg, blev så forfærdet, at han løb til fjælds og styrtede sig i den efter ham benævnte foss. — Den sidst nævnte lille dal gennemstrømmes af Örlygsstadaå (Örlygsstaðaá)[63]; omtrent lige over for Örlygsstad, hinsides åen, har gården Hella (Eb. s. 119) stået. (I A. M. udtales, at, efter hvad man mener, skal der fordum have stået en gård kaldet Hella, hvor der nu er stekk fra Örlygsstad, men som antoges ikke at have været bebygget, siden Örlygsstad bebyggedes.) Neden for Hella skulde i følge Eb. sumpen Glæsiskelda findes, hvori troldtyren fra Alvtafjord, i hvilken Torolvs djævelske natur for sidste gang kom til udbrud, forsvandt, således som senere nærmere vil blive omtalt. Neden for det holt, hvorpå gården har stået, findes i engene syd for fjorden mange mosehuller og dyndpytter, hvoraf især et nærmest Hella er farligt for kreaturerne, dette, antager man, er Glæsiskelda.
Udsigten over den indre del af Alvtafjord er ret smuk. Den østlige side af fjorden begrænses af det anselige Eyrarfjall, der længere inde går over i den såkaldte Kársstaðaháls, der som en blålig, stejl fiældmur mod sydøst omslutter den afrundede lille dal (Kársstaðabotn), der strækker sig op fra fjorden, indtil hvor Snefjældsnæsfjældene danne begrænsningen mod syd. Med den blå fjældmur til baggrund står østlig i dalen, hinsides Kårsstadaå gården Kårsstad (Kársstaðir). Her boede i følge Eb. Torbrand, hvis fem sønner var Snorre godes fostbrødre og derfor i ham havde en trofast hjælper. Gården benævnes i Eb. i almindelighed kun Alvtafjord; navnet Kårsstad fik den nemlig, som det af sagaen (Eb. s. 119) ses, først efter Torbrands sønnesøn Kår. — I nærheden af Kårsstad står en af de betydeligere af de i Eb. omtalte kampe. Da Bredevikingerne nemlig havde besluttet at bringe Torbrandssønnerne bod for den af dem dræbte træl Egil, stillede den gennem svogerskab med dem forbundne Stentor på Øre sig i spidsen for foretagendet, der, som man kunde formode, næppe vilde løbe fredelig af. Da det lykkes Snorre at få Stentors spejdere til at tro, at han vil holde sig uden for sagen, lader denne uforsigtigvis Bredevikingerne med en del af folkene blive tilbage på Bakke; med den øvrige flok (omtrent 60 mand) begiver han sig selv over Ulvarsfellshals til Kårsstad. Her udspinder sig straks en kamp i tunet, og det viser sig nu, at Snorre søvejs er kommen hertil med 50 mand, hvorved Alvtfjordingernes styrke er vokset til 80 mand.
Snorre søger først at forhindre kampen, men da det viser sig, at hans egen halvvoksne søn er bleven såret, giver han befaling til at forfølge de bortridende. Stentor og hans folk var da komne ud af tunet, da de så forfølgelsen; de red da over åen og begav sig derefter op i skriden Gejrvör (Geirvör), hvor de beredte sig til forsvar, da stedet på grund af sin rigdom på sten egnede sig dertil. Her kæmpes igen en tid lang, indtil velsindede folk lægger sig imellem; og uagtet Stentor under selve fredslutningen søger at hugge hånden af Snorre, viser denne sig uimodtagelig for alle ophidselser og er forsonligheden selv. Senere mente man rigtignok, at det forsonlige sindelag havde sin årsag i, at han havde fået øje på Bredevikingerne, som, så snart de erfarede, at Snorre med mange folk havde begivet sig til Alvtafjord, skyndte sig afsted og netop var nåt op på halsen, da kampen i skriden fandt sted. — Vest for Kårsstadaå, omtrent ud for fjordbunden, midtvejs mellem Kårsstad og Örlygsstad, findes mod syd i fjældsiden et stejlt, næsten lodret gil, der strækker sig fra den øverste fjældkant til omtrent midt på fjældsiden; da begynder en skride, først stejlt skrånende, men derpå bredende sig ud over sletten, hvor vejen ligger over den, — dette er Gejrvör. Hvor gil og skride støde sammen, har man rimeligvis forskanset sig og således af gilvæggen været forhindret i at se Ulvarsfellshals.
Denne nu beskrevne kamp gav atter anledning til den før omtalte kamp i Vigrafjord; efter denne sluttedes der endelig fred mellem Ørbygger og Alvtfjordinger, af hvilke et par udvandrede til Grønland, hvorfra en af dem (Snorre) drog med Torfinn Karlsævne til Vinland. En af brødrene, Torodd, omtales senere som drivende gården i Alvtafjord; han blev på grund af Torolvs fornyede spøgeri, hvorved hele omegnen, som fordum i Torsådal, truedes med at lægges øde, nødt til at lade dyssen på Bægefodshøvde opbryde og Torolvs endnu uforrådnede lig opbrænde, hvorefter asken kastedes i fjorden. Men noget af asken kom en af Torolvs køer til at slikke i sig, den havde desuden omgang med en tyr, som ingen vidste hvorfra kom, og noget efter fødte den en tyrekalv (Glæsir, Glæse), som vel i begyndelsen syntes af noget unaturlig art, men dog opfostredes. Fire år gammel stangede den husbonden ihjæl, hvorefter den, forfulgt af tjænestekarlene, løb ned til åen, over skriden Gejrvör, ja lige til den kom til et morads neden for gården Hella, hvori den forsvandt, og som siden bar navn efter den (Glæsis- kelda).
Med gården Kårsstad ender Helgafellssvejten; mod øst begrænses denne bygd af Skogarstrandshreppen (Skógarstrandarhreppr), hvis større del, hvorefter hreppen tager navn, strækker sig langs sydsiden af Hvammsfjorden, til hvor Dalasyssel begynder, i sagaen kaldet Skogarstrand (Skógarströnd, eller Skógaströnd, eller også blot Strönd). Hvammsfjorden (Hvammsfjörðr), der beskyller denne bygds nordkyst, er en anselig sidefjord fra Bredefjorden, der skærer sig i østlig retning ind mellem Snefjældsnæssyssel og Dalasyssel, hvis nordvestlige del den bidrager til at gøre til en halvø ved længst inde at bøje mod nord. Stundum nævnes denne fjord ikke ved noget særligt navn, men betragtes som en del af den store Bredefjord.
På østsiden af Alvtafjord, omtrent lige over for Hrísasneiðingar, ses i Eyrarfjældet en grønlig kløft, der derefter bøjer i syd og danner en smal dal i fjældlien; dette er Borgardal (Borgardalr), der dog er så lille, at det næsten synes utroligt, at her i denne nogen sinde skulde have ligget en selvstændig gård. I følge kilderne (Eb. s. 9, Ldn. s. 100) gav landnamsmanden på det nord for liggende Eyre sin søster Gejrrid bolig i Borgardal; hun lod bygge sin skåle tværs over landevejen og bød alle rejsende fri beværtning her. Gejrrids bolig har man længe (således f. eks. i den antikv. indb.) villet påvise i Borgardal, hvor der er nogle utydelige tomter; men det er vel rimeligere med A. Thorlacius at antage disse for sætertomter; skålen kan man i al fald ikke antage har ligget her, da vejen langs lien aldrig kan have ført her forbi. — Nordvest for Eyrarfjall, en fjærdingvej nordligere, ligger på det flade land under fjældet gården Narvøre (Narfeyri), der efter landnamsmanden passende kunde kaldes Geirröðareyri, men som i Eb. benævnes uden videre tillæg Øre (Eyrr); lidt længere i nordvest, ude ved søen på et lille næs, mener man at kunne påvise det oprindelige sted for denne gård. — Fra nu af udvider Alvtafjorden sig og går gradvis over i Bredefjorden.
Fortsætter man alfarvejen mod øst ved at stige over halsen nord for Eyrarfjall, ser man på sin højre hånd en smal dal Store Langedal; denne er ved en hals adskilt fra den østligere Lille Langedal; de gennemstrømmes af hver sin å, der nord for dalmundingerne forene sig. I Eb. forekommer nogle gange stedsnavnet Langedal (Langidalr), og i Laxd. (s. 288) nævnes en dér hjemmehørende familie som indehaver af et godord. — Vejen fører videre i nordlig retning, påny over en hals; og nu viser udsigten til Hvammsfjorden sig; fra Bredefjorden synes den næsten fuldstændig aflukket ved tæt sammenliggende øer, hvorimellem vandet hist og her glimter frem. Fra halsen styrer man ned mod en efter denne benævnt gård (Háls) og befinder sig nu på den egenlige Skogarstrand, ad hvis gode veje man hurtig føres langs stranden til nabogården mod øst Drangar og derpå over et lille højdedrag til den noget længere fra kysten liggende præstegård Bredebolstad (Breiðabólstaðr) med tilhjørende kirke [64].
De omtalte øer, der i et bælte fra nord til syd — fra Skogarstrandens kyst til Dalasyssels vestligste pynt — synes at spærre Hvammsfjordens munding, ordner sig dog hovedsagelig i to grupper, en sydlig og en nordlig, medens farvandet i midten er noget friere. Dette benævnes Bredesund (Breiðasund, Laxd. s. 62); her er den egenlige indsejling til fjorden, og her falder også grænsen mellem Snf. og D. Hovedvejen mellem øerne fra Bredesund ind i Hvammsfjorden hedder »Irske vej« (Írska leið) og er et af de ikke få stedsnavne i denne egn af landet, der minder om, at dette folk tidligere må have drevet en betydelig handel her. — Den sydlige øgruppe, der ligger nær land, omtrent lige over for gården Hals, består af 5-6 tæt sammenliggende større, beboede øer og en mængde mindre. Den betydeligste og mest indbringende er den i midten liggende Brokø (Brokey)[65]; men størst interesse i historisk henseende har den nordvestligere Oksnø (Öxney, Eb.: Öxnaey), der kun ved et smalt sund er skilt fra hin. Om den urolige Erik den røde, Grønlands senere opdager, fortælles det, at han fordreven fra sin bopæl i D., besatte (nam) Brokø og Oksnø og boede på Traðir i Syderø (Suðrey) den første vinter (Ldn. s. 104); men det varede ikke længe, før han kom i strid med Torgest på Bredebolstad om nogle setstokke, som han havde lånt denne; imidlertid var Erik flyttet til Oksnø og boede på Eriksstad (Eireksstaðir). Da han ikke fik sine setstokke, hentede han dem på Bredebolstad; Torgest forfulgte ham, og kort fra gærdet på Drangar opstod en kamp imellem dem, hvori blandt andre to af Torgests sønner faldt. Erik blev som følge heraf erklæret fredløs på Torsnæs ting, han udrustede sit skib i Eriksvåg (Eiríksvágr) i Öksnø[66] og slap ved gode venners hjælp ud forbi øerne, hvorefter han forlod Island i den hensigt at opsøge de såkaldte Gunnbjørnsskær, således benævnte efter en søfarende, der havde set dem, en gang da han af storm dreves vest for Island. Erik den røde opdagede ved denne lejlighed Grønland, vendte derefter på et kortere besøg tilbage til Island og begyndte så at kolonisere det nyopdagede land. — På Öksnø påvises endnu tomterne af Eriks gård på et sted forskelligt fra, hvor gården nu står. Den antkv. indb. (1817) beretter, at gården har stået på en høj med vid udsigt, og at man endnu ser spor af fire hustomter, hvoraf den største har været 12 al. lang, 7 al. bred. — I Eriksvåg på samme ø skal i følge oven nævnte kilde ses lævninger af tre tomter, rimeligvis af skibsskure (hróf)[67]. Den antkv. indb. ved også at fortælle om, at Erik har haft sin smedje på Drangar, og at man endnu ser spor af dens vægge, da den hårde grund (grusbanke) har bevirket, at de ikke er sunkne i jorden. Huset har været 9 al. langt, 5 al. bredt (inden for væggene) og med dør på bægge ender. Stedet betegnes som bekvemt til sligt brug; der skal endnu være nogen skov, og slagger (smiðjusindr) skal findes i nærheden[68]. — Sydligst af alle til Brokø hørende øer og nærmest land ligger Syderø. I følge meddelelse af bonden i Brokø findes på vestsiden af denne ubeboede ø sætertomter, der er opbyggede mellem ældre og mere udstrakte gårdtomter, som antages at være lævningerne af Erik den rødes gård; andre tomter findes ikke på øen[69].
Sydvest for Brokø ligger Olavsø (Ólafsey); mellem denne ø og fastlandet løber en strøm, der hedder Kollköstung (Kollköstúngr). Sådanne strømme findes i det hele i alle de smalle sunde mellem øerne; man må, når man vil gennem sådanne sunde, passe den gunstige lejlighed med hensyn til ebbe og flod; imod strømmen er det umuligt at sejle igennem dem. Kollköstung anses for at være den strøm, som i Laxd. (s. 56) kaldes Kolkistestrøm (Kolkistustraumr), i hvilken Torsten surt med en stor del af sin husstand druknede, da han agtede at flytte fra Torsnæs ind i Dala syssel. De sejlede op på et skær, og hovedgrunden til ulykken var netop, at de havde fået strømmen imod sig. Kun én mand reddede sig i land til de øer, der efter ham kaldtes Gudmundarøer (Guðmundareyjar); de således (eller sædv. Gvendareyjar) benævnte øer ligge noget vest for Olavsø.
Endnu en gang omtaler Laxd. i anledning af en ulykkelig hændelse en del øer, hvoraf i det mindste nogle nærmest må henregnes til den hidtil omtalte øgruppe. Sagaen fortæller (s. 326), at Gudrun Osvivrsdatters tredje mand Torkel Eyjolvssön havde i Norge hentet tømmer til en storartet kirke på Helgafell og derefter ladet det fra Nordlandet føre over land til den inderste del af Hvammsfjorden, hvorfra han agtede søvejs at flytte det hjem. Selv tiende sejlede han med tømret på en stor færge ud på fjorden; indtil de kom til Bjarnarø, kunde sejladsen iagttages fra bægge sider af fjorden; men da kuldsejlede skibet. Torkel og alle hans ledsagere druknede, men tømret, han havde om bord, drev i land vidt omkring på øerne; hjørnestavene til den påtænkte kirke drev i land på den derefter benævnte Stavø (Stafey), og det Torkel tilhørende berømte sværd Skövnung fandtes ved Skövnungsø (Sköfnúngsey). Stavø er en af de såkaldte Gjardeyjar, der ligger øst for Brokø, nord for de på kortet afsatte (i Sturl. nævnte) Valshamarseyjar. — Skövnungsø kendes næppe længer[70]. — Derimod påvises selve stedet, hvor Torkel druknede, i det et omtrent midt i Hvammsfjorden beliggende skær Torkelsbode (Þorkelsboði) antages at være bleven benævnt efter ham, fordi han her fandt sin død, — hvad der vel også kan være rimeligt nok, skønt navnet ikke forekommer i nogen ældre kilde. Torkelsbode og hvad dermed står i forbindelse omtales imidlertid bedst under beskrivelsen af Hvammssvejt i Dala syssel, da det slutter sig nærmest til den herhen hørende Lambø.
Skogarstranden (ɔ: Skovstranden) må jo oprindelig have udmærket sig ved sine skove; af dem er der nu kun svage rester tilbage, og sognebeskrivelsen (1842) anfører, at hvor skriftlige vidnesbyrd tidligere nævne anselige skove, findes nu ikke spor til skov. Den antkv. indb. (1817) og den ældre sognebeskrivelse meddeler adskillige sagn og traditioner fra denne egn, blandt andet om »lllugi Tagldarbani«, der synes at være en art heros for egnen. Af A. M. kan for fleres gårdes vedkommende ses de ældre og rettere navne; denne kilde nævner, at der i to til Hals hørende øer (Örfurseyjar) skal ses spor efter tidligere tids agerdyrkning.
For den, der gennem Skogarstranden fortsætter vejen mod øst, viser egnen sig temlig ensformig, med jævne højtliggende strækninger, lyng- eller kratgroede; udsigten til fjorden er i almindelighed skjult af lave bølgeformige højdedrag. Ind ad landet til på højre hånd findes heller ingen karakteristiske fjælde; oven for bygden strække sig lavere heder (Raudamelshede), der adskiller den fra de østlige hrepper i Hnappadals syssel. Etsteds (lidt vest for den lille å Lakså, i Borga land) ligger vejen stejlt skrånende ned, til bægge sider omgiven af stejle klipper; dette sted kaldes Fyrirsátr, og der fortælles, at Nordlændingerne på biskop Jon Aressons tid en gang her havde lagt sig i baghold for Dade Gudmundssön, der er befolkningens yndlingshelt i denne egn; de havde spændt tre tove tværs over vejen mellem klipperne, det ene oven over det andet, men Dade overhuggede de to øverste, og hans gode hest »Brun« sprang med ham over det nederste.
Først fra den østligste del af Skogarstranden haves en fuldstændig udsigt over Hvammsfjordens indre del, omgiven af lave, langagtige fjælde. Skogarstrandens østligste gård er Hólmlátr, hvor Erik den røde opholder sig en vinter efter sin tilbagekomst fra Grønland (ÞK.).
Fodnoter
- ↑ Sml. ÞK. s. 97 og BH. s. 34.
- ↑ En beskrivelse af Ölduryg læses i E. O. s. 361. Denne banke kaldes også Lángholt (den Stadarstad nærmeste del: Staðarholt) og svarer formodenlig til det Ldn. s. 81 nævnte Lángaholt; det sammesteds forekommende Þórutóptir kendes ikke, men antages at have været i eller ved Stadarholt — Til den på Stadastad hjemmehørende høvdingefamilie var vel det såkaldte Jöklamannagoðord (Sturl. II, 144) knyttet.
- ↑ Stedet kaldes endnu “Gamli kaupstaðr”; i følge A. Thorlacius bevirkedes flytningen ved stormfloden 1799; i Löwenörns beskrivelse af den islandske kyst (1788) ses handelshusene ligge på den gamle plads.
- ↑ Begge gårde nu hørende under og næsten opslugte af handelsstedet.
- ↑ Efter Öxl har den berygtede morder Axlar-Bjørn navn (se Ísl. Þjóðs. II 113 ffg.); i følge nogles beretning skal han have været den første, der boede på den ny gård. Den antikv. indb. (1817) fortæller derimod, at gården først efter hans tid flyttedes på grund af spøgeri foranlediget ved de 18 mænd, som Bjørn her havde myrdet; hermed stemmer det også godt, at det kær, hvori Bjørn skal have skjult ligene, er kort neden for de gamle gårdtomter.
- ↑ Sognebeskrivelsen kalder stedet endnu Leikskálavellir og beretter, at man neden for voldene ser spor af Bredvikingernes skåletomt.
- ↑ Som eksempel på, med hvilken kraft landbruget på de større gårde fordum dreves, kan anføres, at mellem denne gårds enge og græsningsland har i følge sognebeskr. været bygget et gærde (varnargarðr) lige fra fjældene og ned til hraunet, 6-700 fv. langt.
- ↑ Sölvahamar omtales også i den opdigtede Bård Snefjældsas' saga, hvor navnets oprindelse forklares anderledes end i Ldn. Hovedskuepladsen for de i sagaen fortalte begivenheder er den sydvestligste del af Snefjældsnæs, og der nævnes i sagaen et betydeligt antal stedsnavne fra disse egne, der har været forfatteren nøje bekendte. Stedsnavnenes bestemmelse volder med få undtagelser kun ringe vanskelighed, da sagaen øjensynlig til dels er opstået af lyst til at forklare forskellige almindelig bekendte stedsnavne, med benyttelse af de til sådanne allerede tidligere knyttede sagn. De i BSnf. nævnte steder kendes også af enhver af egnens beboere, og indholdet af sagaen erindres med forkærlighed. — Til nævnte saga tages i dette arbejde kun undtagelsesvis hensyn; oplysning om de i den forekommende stedsnavne har imidlertid A. Thorlacius givet: Safn. t s. Í. II, s. 299-303.
- ↑ I den antikv. indb. af 1817 (fra Asgr. Vigfussön, der fra 1781 havde haft dette præstekald og fra 1793 havde bot på Laugarbrekka) findes forskellige oplysninger om denne gård og omegn. Kort fra Laugarbrekka, siger præsten, er 24 for største delen små oldtidsgrave; i følge sagnet skulde her være begravet besætningen fra et irsk handelsskib, der var landet nord for jøklen og hvis mandskab ved voldsom fremfærd havde, opirret befolkningen. Præsten beretter, at der omkring hvert lig har været opstablet en stenkreds noget højere end selve liget, der lå på den flade jord; oven over liget er der blevet rejst spærrer (viðir) som i en stabel, derover er der lagt græstørv og så omkring spærrernes nedre ende anbragt 1—2 stenrader. I somren 1794 undersøgte præsten dette sted; i hver dysse sås som en aflang fordybning. I den største dysse stødte han først på nogle stene, mos, lyng og brunlig jord som tørv; derefter rød jord omtrent et kvarter, hvori fandtes hen ved 10—12 store hestekindtænder, omtrent lige så mange, hen ved en tomme lange nagler med nitplader, hvormed han antog en skjoldrand havde været fastsømmet, samt et tveægget spydsblad med en ophøjning midtvejs til bægge sider og et rundt hul i den nedre ende, bestemt for skaftet — År 1818 gravede præsten på ny i tre af dysserne, men fandt intet uden den røde træjord« (viðarmold). — Om Sigmunds og Ejnars høje siger han, at på de steder, hvor højene efter sigende skal være, ses intet spor til sådanne. — I tunet på Laugarbrekka omtaler han en Þínghamar (med tomt), der dog synes at stå i forbindelse med nyere tiders tingvæsen, og nær ved gården en Þinghóll. — Ved Laugarbrekka påvises også det i BSnf. nævnte Hreiðarsgerði (med tomter). — I sognebeskr. omtales et stort dybt kær oven for gården, kaldet Bárðarlaug (BSnf. s. 7; i følge sagnet med vekslende ebbe og flod.
- ↑ I BSnf. (s. 7) fortælles, at Bård ved sin ankomst til Island landede i det Ion, der syd fra skærer sig ind i næsset (Snefjældsnæs), og som de kaldte Djupalón. I E. O. (s. 275) berettes, at »Diupalon eller, som det sædvanlig kaldes, Lon, hvoraf fiskerbyen haver fået sit navn«, er en lille færsk sø mellem Lon og Dritvig, hvorfra fiskerne daglig hente deres drikkevand, adskilt fra havet ved en banke af strandsten, men dog med regelmæssig ebbe og flod; af befolkningen ansås den for bundløs og for at stå i forbindelse med havet. Samme lille sø omtales også af A. Thorlacius som Djúpalón. Det synes dog lidet rimeligt, at forholdene her, på den tid Hårds saga digtedes, har været således, at denne lille sø har kunnet tænkes nogen sinde at være brngt som landingssted; snarere menes med BSnf.'s Djupalón den såkaldte "pollr" et lille, men dybt “Ion”, der fra Dritvig skærer sig mod nord ind i landet; indsejlingen er ved sin snæverhed farlig, men ellers frembyder den en særdeles god havn beskyttet mod alle vinde.
- ↑ Dette sagn er allerede udførlig fremstillet af Egg. Olavssön i Enair. hist s. 103—05, mere ubestemt og flygtigere derimod E. O. s. 280).
- ↑ I A. M. (1711) omtales, at omtrent 20 år forud var Rivs havn bleren opgivet, efter at den var bleven så farlig, og erstattet af Olavsvig, hvor der i den anledning var bygget pakhuse; dog var Riv endnu bestandig den egenlige handelsplads og stedet for kramboden, hvortil varerne fra Olavsvig søvejs overførtes, når lejlighed gaves. — Sml. M. Ketilssöns forordninger III, 232.
- ↑ Ingjaldshol med den nærmeste egn dér omkring er hovedskuepladsen for romansagaen Viglundarsaga. I tunet på Ingjaldshol vises en Viglundarsteinn. Sydøst for denne gård, nærmere fjældene og hinsides nogle småbække ligger Foss — i Vigl. og Ldn. nævnt Foss ved Holmkelså, dog ligger gården ikke alene hinsides denne å, men også hinsides Lakså; kort fra den nuværende gård, der er hjåleje fra Sveinstaðir, vises tomter, hvor Foss tidligere skal have stået. I følge A. M. (1711) var bebyggelsen af Foss i de dalevende folks tid ophørt, i det bonden (Sveinn Jonsson) på gmnd af den skade, som bygningerne led ved vand og sten fra en bæk, der dér falder fra fjældet ned i et dybt klettagil, havde flyttet gården og opbygget den på et temlig langt derfra liggende sted, hvorefter den efter ham fik navnet Sveinsstaðir. En i sognebeskr. anført anskuelse, at Svejnsstad skulde være den i Ldn. (s. 88) nævnte Gotalækr, kan altså næppe være rigtig; derimod synes virkelig i følge A. Thorlacius (Safn. t. s. f. II, s. 297, 303) dette for glemt antagne stedsnavn endnu at være bevaret vest for Holmkelså. — Blandt såkaldte oldtidsgrave i denne egn kan mærkes en »Fossverjadys«.
- ↑ Enne er nævnt nogle gange i Eb.; om læsemåden i det andet vers Eb. s. 28 »fyr Enni« er rigtig, må dog synes tvivlsomt, da det ikke er let at se, hvilken kamp »ud for Enne« der her kan være tale om.
- ↑ Oven nævnte os eller bredning kaldes nu sædvanlig Bugs- eller Fróðarvaðall, og selve udløbet i havet Bugsós.
- ↑ I A. M. berettes, at efter alle gamle folks fortælling skal hovedgården Frodå have stået her tilforn; også ses her spor til kirke, men så længe de dalevende folk kunde huske tilbage, havde den dog stået, hvor den nu står (på Frodå).
- ↑ Eb. s. 51. — A. Thorlacius (Safn. t. s. Í. II, 297) nævner Moldarmúli oven for Frodå som den højde, der med størst sandsynlighed kan antages at svare til Eb.'s Digrimúli.
- ↑ Med hensyn til sagaens udtryk »undir Haugabrekkum inn frá Fróðárósi« (Eb. s. 71) kan mærkes, at »inn« naturligvis altid i disse egne af Snefjældsnæs må betyde »mod øst«.
- ↑ Ud for, i søen, findes også et Trælleskær (Þrælaboði).
- ↑ Fjældets form har foranlediget de danske søfolk til at give det det uskønne, men i øvrigt betegnende navn Ligkisten.
- ↑ Af de danske benævnt Sukkertoppen.
- ↑ Grundarfjord antages i almindelighed (se således A.Thorlacius: Safn. t. s. Í, II, 289) for at være Ldn.'s Kirkefjord (Kirkjufjörðr), som dér (Ldn. s. 91—92) nævnes som grænseskel mellem to landnam i Øresvejten, medens derimod Grundarfjord ikke forekommer i Ldn. At dette ikke er tilfælde, men at Kirkefjord må betegne en fra Grundarfjord forskellig indskæring af havet, lader sig imidlertid slutte af den tidligere nævnte islandske fjordfortegnelse. Så vel papirshåndskrifterne (hvorefter den er trykt i Rimbegla) som et rimeligvis i det sekstende århundrede skrevet pergamentshåndskrift (nr. 5, 8vo i det kgl. bibl. i Stockholm), indeholdende brudstykker af Rimbegla, hvoriblandt denne fortegnelse, har nemlig navnet Grundarfjörðr umiddelbart efter Kirkjufjörðr. Den af Hauk Erlendssön nedskrevne fjordfortegnelse (AM. 415, 4to) er her delvis defekt, men ved sammenligning med de øvrige afskrifter af fjordfortegnelsen ses det, at også denne efter al sandsynlighed har haft samme navne i samme rækkefølge. Snarest har navnet Kirkjufjörðr været knyttet til den vig, der i sydvestlig retning skærer sig ind mellem Kirkefell og Stöd, den nu såkaldte Halsvadal (Hálsvaðall), hvad der også stemmer med Arne Magnussöns antagelse (i følge en i AM. 415, 4to indlagt notits af ham).
- ↑ Angående Salteyrarós se A. Thorlacius: Safn. t. s. Í. II, 291.
- ↑ På fjældet Klakks øverste top er en rundagtig lille sø, på hvis vandspejl i følge folketroen hver jonsmessenat i midnatsøjeblikket alle slags »naturstene« og »ønskestene« skal danse (se sognebeskr.). Samme kilde beretter, at midvinters vindstillerne (spakviðrin) bærer navnet »Halkions kyrrur«, da fuglen af det navn da antages at ruge ude på havet.
- ↑ Denne hendes høj omtales i den antikv. indb. fra 1817; tidligere skal på den have stået et fårehus, men i følge sagnet var altid de får, som holdtes dér, fundet kvalte.
- ↑ Gårdens ældre plads påvises nu sydøstligere ved fjorden. På Hallbjarnarøre var i sin tid en kirke, i den tilhørende kirkegård er opgravet tre runeligstene, der, foruden i den antikv. indb., beskrives i Antk. Ann. IV, s. 347-50. Den antikv. indb. omtaler endvidere i tunet på Hallbjamarøre en »Gullhóll«, hvortil flere af de sædvanlige sagn knyttede sig; i en odde øst for gården vistes store indhegningesrester, der udgaves for et langskibsnaust.
- ↑ Således har A. Thorlacius (Safn t. s. Í. II, s. 287-88, 93) rigtig angivet Urthvalafjords beliggenhed; sml. også Grl. h. M. I, 582.
- ↑ Om Vestar og hans fader Torolv fortæller Ldn. (s. 92), at de er højlagte på Skallanes; dette er formodenlig Skarfatángi nordligst på Hallbjarnarørenæsset, da ødejorden Skallabúðir ligger her i nærheden.
- ↑ »Kummervåg« som stedet kaldtes, nævnes i Kr. IV.s oktroj som en af de havne, der nødvendig behøvede årlig besejling.
- ↑ A. Thorlacius antager Kjötborg = Borgarholt; gården, mener han, står endnu på sin oprindelige plads; Rollulækr ansés = Borgarlækr; den anden, østligere, bæk skal i følge mundtlig meddelelse af A. Th. hedde Hraunslækr ytri.
- ↑ At traditionen længe har henlagt bersærkernes dys til sidst nævnte sted, ses af Hendersons beskrivelse af Berserkjahraunet (Iceland, II, 62, rejsen foretaget 1814-15): »Omtrent midtvejs (i hraunet) steg vi ned i en dyb dal, hvor vi fandt Berserkiadis'en . . . Den er beliggende på nordsiden af vejen, og er omtrent 20' lang, 6' bred og 4' høj. Den består af større sten for neden, men den øvre del består af små stene, henlagte her fra tid til anden af de vejfarende.«
- ↑ I følge sognebeskrivelsen skal der her findes surtarbrand.
- ↑ Sognepræsten på Bredebolstad (Snf.) anfører i sin antikv. indb. (1817) blandt oldtidslævninger, han med egne øjne har set, »Styrs og Bolla dysjar« (!) på Kerlingarskard mellem Helgafellssvejt og Stadarsvejt.
- ↑ Måske dog snarere et enkelt strøg her; i en landemærkefortegnelse vedkommende Helgafell og nogle omliggende jorder (fra c 1250) tales nemlig om græsningsret i Dråpuhlidland »i Vatnsdal til den vej, der ligger op i halsen«. Dipl. isl. I, 577.
- ↑ Navnet synes i følge A. Thorlacius endnu bevaret, sml. »selia brun«, Dipl. isl. I. 577.
- ↑ Afstanden mellem vigene er i følge A. Thorlacius endog kun 100 fv. ved flodtid.
- ↑ I følge sognebeskrivelsen, der fortæller dette, skyldtes forandringen præsten på Helgafell Gunnlang Snorressön (1753—81), der ledede åen i sit nuværende leje.
- ↑ Et vink om den ene af disse åers tidligere løb giver også distriktslæge O. Hjaltalin i sin indberetning (1817) om oldtidsminder i Helgafells sogn, hvor han taler om en høj Fagerhol »imellem Helgafell og gården Saurum tæt ved det gamle løb af Lakselven.«
- ↑ Således fortælles, i til dels noget uklare udtryk, om Torolvs landnam og første indretninger på Torsnæs i Eb. s. 6 -7. Ved at sammenholde håndskrifternes forskellige læsemåder med Ldn. (s. 97) synes det dog med temlig sikkerhed at fremgå, at den del af Torsnæs, hvor Torsbilledet drev i land, var det nu såkaldte Jónsnes, der danner den nordlige begrænsning for Hovstadavåg, og at tinget af Torolv indrettedes på netop denne del af Torsnæs.
- ↑ Kredsen, der kaldes “hofgarðr”, antages vel så som et gærde at have omgivet hovet (således A. Thorlacius). Den af kredsen indesluttede plads er for største delen meget opfyldt af tuer. I hr. købmand Boge Benediktssöns indberetning 1818 antages denne indhegning at have været hovtomten “snarere end den ældste domring, hvortil nu ingen spor ses”; om det er den samme indhegning, som præsten Gisle Olavssön i sin, indberetning 1817 sigter til og mener har været en domring, kan ikke nøjagtig ses. Henderson (1814—15) bemærker, Iceland, II, 67: at tempelstedet endnu vises umiddelbart ved gården Hofstad på halvøens vestside.
- ↑ A. Thorlacius omtaler, at en lille højde, som tidligere var bleven antaget for Torolvs høj, viste sig i 1840, da Jonas Hallgrimssön lod grave i den, kun at være en græsgrot klippeblok (klett), og mener, at højen i tidens løb er bleven revet bort af søgang; at dette også var J. H.'s antagelse, ses af hans brev til F. Magnussön 5. okt. 41 (Geh. ark.).
- ↑ Af stedet i Eb. (s. 10-11), hvor årsagen — undladelsen af Dritsksærs benyttelse og den deraf påfulgte kamp — til den efter Torolv Mostrarskeggs død hurtig stedfindende forflyttelse af tingstedet berettes, kunde det synes, at tingstedet havde været lidt længere inde (østligere) pa næsset Der fortælles nemlig, at modstandspartiet efter at have spist til aften (i boderne naturligvis) tog deres våben og gik ud i næsset (for at forrette deres nedtørft); men da Torsten Torskabit og hans parti så, at de drejede bort fra den vej, som lå til skæret, greb de til våben og løb efter dem, hvorpå kampen begyndte. Hen på den anden side siges det, at kampen stod på selve tingstedet (sml. også Ldn. s. 98): ufredspaitiet trængtes under kampen fra “sletten" (volden) ned i fjæren, hvorfra de måtte gå om bord på deres skibe uden at få lov til at gå op på sletten; “volden”, hvor de kæmpede, var dog bleven blodig, og den derved foranledigede besmittelse var grunden til tingets forflyttelse. Hvor gården Hovstad ligger, kan desuden tinget ikke have haft sin plads; der lå sikkert allerede Torolvs gård. — På strækningen mellem Hovstad og Dritskær, der af A. Thorlacius angives til hen i mod 250 fv. er det næppe let at finde noget andet sted end oven nævnte, egnet til tingsted.
- ↑ Klosteret blev efterhånden rigt på jordegods (hvoraf, som tidligere anført, største delen nu udgør det såkaldte Arnarstape-ombud); ved reformationen inddroges klosteret med dets ejendomme under kronen, og dettes beboere synes at have lidt en temlig ublid behandling. Om klosteret og dets skæbne kan i øvrigt ses i F. Jonssons Hist. eccl. IV B., Grønl. hist. M. I. 586-88, Dipl. isl. I, 280-82.
- ↑ Sådanne småøer og holme er i virkeligheden også langt mere indbringeade, end man skulde tro. Ikke at tale om at holmene, når der er æderfuglevarp, kan blive til rene guldgruber, er øerne af stor vigtighed ved deres græsrigdom, og hertil kommer for manges vedkommende anden slags fuglevarp, sælhundefangst o. s. v.
- ↑ En del stedsnavne omkring Helgafell, hentydende til den katolske tid, er samlede af den omkring år 1700 dér værende præst og findes trykte i Safn t. s. Í. II, s. 304-06. — I Hist. eccl. III, 625 (noten) fortælles om en jærnring i Hgfls kirkedør, som biskop Brj. Svendssön erhvervede sig, fordi det sagn (fejlagtigt havde dannet sig, at det var en af oldtidens edsringe. — Om de skriftlævninger, der formentlig skal være fundne i kirken, se Grønl. hist M. I, 588.
- ↑ Ldn. lader domringen være ved Torsstenen.
- ↑ Næsvåg er fjordfortegnelsens Mjovafjord (Miovafjörðr), således som det ses af Helgafells landemærkefortegnelse (Dipl. isl. 1, 578); bægge steder er "a" trængt ind i nf. fra de andre forholdsformer; sådanne og tilsvarende former er i det hele taget gennemgående i fjordfortegnelsen.
- ↑ I noterne til anden udg. af Islændernes færd, III, s. 14.
- ↑ Dette fremgår også ved at sammenholde de forskellige beskrivelser af dette tingsted: dels omtaler Henderson det: Iceland II, 71 ffg., dels haves adskillige antikv. indberetninger fra begyndelsen af dette årh., der er samlede i Grønlands hist. M. I, 520 ffg.
- ↑ Da Grunasundsnæsset ses tidligere at have været aflukket ved et gærde, som strækker sig fra den inderste del af Næsvåg mod vest ned mod søen, antager nogle, at hele dette næs i oldtiden har været ubebygget og benyttet som avrett; af Helgafells landemærkefortegnelse c. 1250 ses det dog, at gærdet har været et landemærkegærde, og som sådant benyttes det også nu.
- ↑ Blandt ejendommelig overtro anføres i de antikvariske indberetninger, at i Akrøerne og Ellidaø lukkes aldrig indgangsdørene, da de i følge sagnet så altid vil blive opbrudte. — På Ellidaø, hvor en lille del af fuglebjærget hedder Heiðnabjarg, møder det oftere genkommende sagn, at hvis man vil søge at tage fugle dér, kommer en hånd ud fra bjærget og skærer tovet over.
- ↑ A. Thorlacius læser »Rauðavíkrhöfh« og angiver, at stedet, hvis navn er bevaret, ligger på vestsiden af Alvtafjord, kort øst for Helgafell.
- ↑ I følge A. M. (1702) er Stadarbakke ansat til 30 hundrede, Kongsbakke til 16 hundrede.
- ↑ Den antkv. indb. (1817) siger, at man sydøst for denne gård har fundet spor af »rauðarsmiðja« fra fordums tid, i det man navnlig fandt i jordes » smiðjugiall«, som vejede 9 pd.
- ↑ Som sædvanlig er her i daglig tale Úlfarr nu bleven til Úlmann.
- ↑ Dalens to gårde er på kortet fejlagtig ansatte øst for åen i steden for vest for denne.
- ↑ Bægefod ɔ: lamfod.
- ↑ Over for antagelsen af en endnu levende tradition om beliggenheden af Hvamm og Spågilsstad må dog bemærkes, at A. M. (1702) kun kender én ødejord under Hrisar med Hrisakot, nemlig Mosvellir, der allerede den gang ikke i mange tider havde været bebot.
- ↑ I jorden og ved bredderne af åen findes dog stadig talrige lævninger af skov og til dels betydelige birkestammer.
- ↑ Den antkv. indb. fra nabosognet (Bredebolstad, 1817) anfører, at der oven på høvden er en lille lavning, omtrent 4 alen på hver led, hvor dyssen har været; oven for har der tværs over høvden været bygget et gærde af store sten, ti endnu sås spor af hele det »klettebælte«, og vest fra sås opstablingen (hleðslan) tydelig. — Præsten benytter lejligheden til at fremhæve, at af alle de Islændingesagaer, som han har set, er ingen skrevet med større nøjagtighed og overensstemmelse med alle synlig mindesmærker end Eb. — en bemærkning, der også er fuldkommen berettiget.
- ↑ A.M. (1702) omtaler, at i Ulvarsfells land havde der været en gård Bolstad, der da i lang tid havde ligget øde, og som for største delen var afbrudt af sø.
- ↑ En sådan høstaksindhegning eller stakkehave måtte, som sagaen skildrer det, være et godt forsvarssted, da de oftest, næsten som en lille bastion, er hævede flere alen over grunden.
- ↑ I Eb. (s. 9) nævnes, at den holmgang, hvorved Torolv bægefod vandt sine besiddelser, fandt sted i Alvtafjord; i den indre del af denne fjord findes imidlertid ingen øer, så hvis »at gå på holm« her skal tages bogstavelig, må kampen vel have stået på en af holmene i engdeltaet ved Örlygstadaås udløb i fjorden.
- ↑ En runeligsten fra Bredebolstad omtales i Antkv. Ann. lV, s. 349.
- ↑ Under Brokø skal ligge 300 holme; sit navn skylder den formodenlig græsarten »brok«. Man fortæller, at øen først i sidste halvdel af det 17de årh. bebyggedes, og at den inden den tid udelukkende benyttedes som sætersted og til græsningsland fra de omliggende beboede øer; imidlertid ses det af Espolin (árb. 7de d. s. 3), at æderdunsrensningen ved midten af det 17de årh. udgik fra denne ø.
- ↑ Eb. s. 37, sml. ÞK. og Ldn. s. 104.
- ↑ I følge meddelelse af bonden i Brokø kaldes gårdtomterne, der findes vestlig midt på Öxney, Eiríksbær, og der neden under er Eiríksvógr; sognebeskrivelsen fra 1875 nævner blandt de om Erik den røde mindende stedsnavne på Öxney Eiríks naust og Eiríks tóptir.
- ↑ Et uddrag af bemældte antkv indb. vedrørende tomterne i Öksnø og ved Drangar er givet i Grønl.'s hist. M. I, 258.
- ↑ Sml. A. Thorlacius om Traðir i Suðrey.
- ↑ Rigtignok haves forskellige angivelser angående Skövnungsøs beliggenhed, men de er indbyrdes modsigende, og andre stedlig kyndige folk erklære ikke at kende noget til et sådant stedsnavn. I sognebeskrivelsen for Hvamm og Fellsströnd (D.) 1839 siges, at Ölvesskær (Ölvissker) sydvest for den midt i Hvammsfjord liggende Lambø med tilhørende holme (se beskrivelsen af disse i det følgende under D.) tidligere nævntes Skövnnngsø. Den samme præst, der har været med at give denne indberetning, har imidlertid senere leveret nogle antikv.-topografiske meddelelser, og her (Safn t. s Í, II, s. 577) siger han, at Skövnungsø er navnet på en til Öksnø hørende ø. A. Thorlacius anfører (Safn: II, s. 300), at Skövnnngsø nu kaldes Sköfnungssker og ligger noget vest for Stavø. Bonden i Brokø erklærer imidlertid, at han ikke kender nogen Skøvnnngsø i hele Hvammsfjord, men at i følge beliggenheden kunde det være rimeligt, at Ölvesskær havde båret dette navn.
