Snogeøllet; Tvekampen og Flugten (Kalevala)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Lemminkäinen og hans moder
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II
Kalevala
Ferdinand Ohrt



Snogeøllet;
Tvekampen og Flugten



Ahti, den unge, boed paa Holmen,    XXVI. 1
fjærnt ved en Krog af Kaukoniemi,
gik og pløjed ude paa Marken,
fured sin Agerjord med Ploven;
Ahti ejer saa skarpe Ører,
grant og nøje han alting hører.


Bæres til ham Bulder fra Bygden,
Larm fra Landet hinsides Søen,
Lyd af Fodtrin hen over Isen,
Kælkers Knirken hen over Heden.    10
Rinder ham da i Hu en Tanke,
Anelse griber da hans Hjærne:
Det er Pohja der holder Bryllup,
det er den skjulte Skares Gilde!


Vred han Mund og vendte sit Hoved,
rev og sled i sin sorte Haardusk;
Blodet strømmed, helt stygt at skue,
bort fra den stakkels Kaukos Kinder.
Pløjemarken lod han da ligge,
midt paa Marken han afbrød Furen,    20
stiger fra Jorden op paa Hesten,
rider hjem til sin kære Moder.    23


»O min Moder, gamle Kvinde,     27
sæt i Skynding Mad paa Bordet,
saa den sultne Svend kan spise,
graadig Mand et Maaltid sluge;    30
hed saa brat en Badstu til mig,
for at Svenden kan sig skylle,    33
Bejlerhelten kan sig bade:
Jeg vil op til Pohjafesten,    69
op til den skjulte Skares Gilde.« 


Moderen forbød sin Søn det,    75
og hans Viv sin Mand vil raade,
tvende Kvinder raaded fra det,
tre Naturens Døtre nægted.
Sagde til sin Søn hans Moder,    81
til sit Barn den gamle talte:
»Gaa dog ikke, Sønnelille,
Sønnelille, Kaukolille,
du er ikke bleven buden,    87
du blir sagtens ikke savnet!« 


Det var muntre Lemminkäinen,
taled han det Ord og sagde:    90
»Kryster-karle kommer budne,
uindbudne gaar de gæve;
her jeg har en evig Adgang,
ejer her en stadig Adkomst:
i mit Sværd med flammende Klinge,
stærke Staal, hvoraf Gnister springe.« 


Mæled Lemminkäinens Moder:    115
»Drag til Minde, Søn, hvad jeg siger,    315
kommer du til Pohjolas Stuer:
Højen er fuld af Gærdestaver,
Gaarden er fuld af lange Stolper,
sidder paa hver et Mandehoved,    319
een af de Stolper mangler sit Hoved,
og paa denne sidste Stolpe
Søn, vil man dit Hoved stikke.« 
Mæled muntre Lemminkäinen:
»Saadant ænser Helten ikke,    329
viger ej mindste Mon af Vejen.
Bring mig blot min Brynjetrøje,
mine gamle Orlogsklæder;
selv jeg Faders Sværd vil hente,
længe har det hængt i Kulden,    335
gæmtes i et skummelt Gæmme,
hvor det græd i alle Dage,
hvor det længtes efter sin Bærer.« 


Drog han da paa sin Brynjetrøje,
tog sin Faders ældgamle Klinge,    341
Faders trolige Fejdefælle;
jager saa Sværdet ned i Gulvet,
stikker sit Staal i Bræddetiljen:
Klingen krummed sig lindt i Haanden,
ret som den smidige Hægkvist
eller Enebærbusken bøjes.


Bort farer nu Lemminkäinen,    419
sidder i Slæden bag Hingsten.



_____________________________________



Nu skal meldes og fortælles    XXVII. 7
hvordan muntre Lemminkäinen    9
kom til Pohjahjemmets Stuer,    11
skønt ej buden did til Bryllup.    13


Det var muntre Lemminkäinen,    15
raske Skælm med de røde Kinder,
straks da han stiger i Stuen,
træder han frem til midt paa Gulvet:
Gynged da Gulvets Lindebrædder,
drøned de Fjed i Fyrrehuset.    20


Sagde muntre Lemminkäinen,
selv han ytred sig og mæled:
»Hil mig selv, der hid er kommen,
hil den Svend der hilser paa Jer!
Hør mig nu, du Pohjas Husbond,
findes der vel her paa Gaarden
Byg til at bide, for Hingsten,
Øl til at drikke, for Manden?« 


Det var Pohjahjemmets Husbond,
sidder midt for Bordet, det brede:    30
»Vistnok findes der her paa Gaarden    33
Plads derude, hvor Hingst kan sættes,
heller ikke skal dig formenes,
om du skikker dig sømmeligt.
Sted at staa, nede ved Døren,
midt i Døren, ret under Bjælken,
henne mellem tvende Kedler,
mellem trende Grydekroge.«    40


Men den muntre Lemminkäinen
rev og sled i sin sorte Haardusk:
»Pokker skulde komme til jer    45
for at faa sin Plads ved Døren
og jer grimme Sod at gnide,
skrabe paa jer skidne Gryde!« 


Længere fremad han stiger,    61
haster hen til Enden af Bordet,
sætter sig til Rette paa Sædet,
øverst oppe paa Fyrrebænken:
Sædet, det knaged under ham,
fyrretømrede Bænk sig bøjed.


Sagde muntre Lemminkäinen:
»Velseet Gæst er jeg vistnok ikke,
siden man intet Øl vil bringe
Gæsten der kommer i Gaarde.«    70


Ilpotar, den gode Frue,
taled da det Ord og sagde:
»Bagt er ikke Hvedebrødet,    79
kogt er ikke Suppekødet;
du skulde kommet een Nat forud
eller een Dag længer henne!« 


Men den muntre Lemminkäinen
vred sin Mund og vendte sit Hoved,
rev og sled i sin sorte Haardusk,
tog saa til Orde selv og sagde:
»Altsaa Maden er alt fortæret.
Bryllup er drukket, Gildet har været,
alle Kander baaret i Bunke,    91
alle Stobe stillet i Stabler!
Hør du Pohjahjemmets Frue,
Pimentolas Hugtandkælling:
som en Heks har du holdt Højtid,
budt til Gilde som en Tæve,
skikked Bud til alle Sider,    99
Bydemænd til otte Hjørner,
kaldte fattig, kaldte ringe,
kaldte Lømler, kaldte Slyngler,
alle magre Husmænd bød du.
Karle klædt i snæver Kaflan,
alle Folk du bød til Bryllup —
mig alene bød du ikke !


Er jeg ikke Lemminkäinen,    115
ikke Gæsten, velberømmet,
siden man ikke bringer Øllet,
sætter Gryden over Ilden,
kommer Kød i Kogegryde,
lækkert Svinekød, ett Lispund,
at jeg æde kan og drikke,    120
nu da min Rejses Maal jeg naaed?« 


Ilpotar, den gode Frue,
hun til Orde tog og sagde:
»Hør du bitte liden Tærne,
Træl som tjener flinkt og gærne,
kom da Kød i Kogegryde
Og bring Øl herind til Gæsten!« 


Tosset Tøs, den lille Tærne,
ringest Mø, der renser Fade,    130
skurer Skeer og skraber Sløve,    131-2
kom da Kød i Kogegryde:
Knokler fra Kød, og Fiskeho'der,
gamle grimme Roestilke,
et Par haarde Rugbrødsskorper,
stilled frem et Stob med Øllet,
Kandefuld af uslest Kalja,
det skal Lemminkäinen suge,
det skal Gæsten graadig sluge.    140


Lemminkäinen, let i Sindet,    145
ned i Drikkestobet stirrer:
Larver ligger dær paa Bunden,
Orme svømmer midt i Stobet,
Kryb ved Bægerranden kryber,
Øgler smutter om i Mængde.    150


Siger muntre Lemminkäinen,
skriger skønne Kaukomieli:
»Gavens Givere, gaa til Helved,
Øllets Ødere, far i Døden,
endnu førend Maanen sig hæver,
førend denne Dag er til Ende!
Øllet dog ned i Hals faar glide,    161


Skrabet kan jeg paa Jorden smide.« 
Trak han en Krog af Trøjelommen,    167
og han meder med den i Øllet:    170
Hundred sorte Kryb gaar paa Krogen,    173
tusendevis af Tudser tog han,
smed dem paa Jord, at pryde Jorden,
kyled dem alle ned paa Gulvet,
svælged Øllet selv paa sin Sundhed,    181
mørken Mjød for at muntre Sindet,
taled saa selv det Ord og sagde:


»Velseet Gæst er jeg vistnok ikke,
siden man intet Øl vil bringe,
ingen ædlere Drikkevare;
hør da, du Søn af Pohjalainen,    201
Husbonde selv i Pohjola,
kan jeg da her faa Øl at købe,
bringer I mig et Bæger for Penge?« 


Det var Pohjahjemmets Husbond,
gribes nu af Nag og græmmes,
gribes grumt af Harm og Vrede,
kvæder frem en Dam paa Gulvet
foran Lemminkäinens Fødder,
taler saa det Ord. og siger:    210


»Dær er en Dam, hvor du kan drikke,
dær er en Bæk, hvor du kan bælge.« 


Uforknyt var Lemminkäinen,
taled selv det Ord og sagde:
»Jeg er ingen Kalv blandt Kvinder,
intet Stykke Kvæg med Hale,
som maa bælge Vand af Bække,
labe det af lave Damme.« 


Kaared sig da selv til Kogler,
skikked sig da selv til Sanger,    220
kvad han frem en Tyr paa Gulvet,
vældig gyldenhornet Okse;
denne slubred Dammen i sig,
bælged Bækken til sin Gammen.


Pohjamanden, lang af Legem,
af sin Mund en Ulv han kogled.
Ulven kvad han ud paa Gulvet
for den fede Tyr at dræbe.


Lemminkäinen, let i Sindet,
sang da frem en snehvid Hare    230
til at trippe frem paa Gulvet,
hen for Ulvens Gab at hoppe.


Sagde Pohjahjemmets Husbond,    257
selv han ytred sig og mæled:
»Gildet bliver nok bare værre,
indtil de Gæster bliver færre.    260
Værten til Laden, Gæsten paa Gaden
selv fra gladeste Drikkegilde!
Pak dig saa bort, du Djævels Afskum,
fly fra hele Menneskeslægten,
hast nu bort til dit Hus, du Padde,
jag til dit eget Hjem, du frække!« 


Mæled muntre Lemminkäinen,
sagde skønne Kaukomieli:
»Ingen Svend du faar ved din Sværgen,
ingen Svende, selv nok saa svage,    270
til at rejse sig op fra Sædet,
til at flytte sig ud af Stedet.« 


Det var Pohjahjemmets Husbond,
Sværdet han snapped fra Væggen,
rykked sin Flammeklinge til sig,
taled saa selv det Ord og sagde:
»Hør nu, Ahti Saarelainen
eller skønne Kaukomieli,
lad os maale vore Glavind,
lad os prøve vore Klinger,    280
om min Glavind er den bedste
eller Ahti Saarelainens!« 


Mæled muntre Lemminkäinen:
»Bliver Gildet dog ikke bedre,
lad os da maale, lad os da prøve
hvem der har den hidsigste Klinge!« 


Og de maaled, og de prøved,    299
prøved deres Glavinds Længde;
var da Pohjaherrens Klinge
saadan liden Smule længer
som den sorte Rand paa Neglen,
halve Led af Lilleflngren.


Sagde Ahti Saarelainen,
mæled skønne Kaukomieli:
»Du har dær den længste Klinge,
første Hugg faar du da hugge.« 


Det var Pohjahjemmets Husbond,
svang sit Sværd og lod det svirre,    310
retted det ned mod Ahtis Isse,
retted det ned — ramte ham ikke:
Sværdet bed sig fast i Bjælken,
hugg med Klang i Karmen paa Døren.


Sagde Ahti Saarelainen,    317
mæled skønne Kaukomieli:
»Hvad har dog Bjælkerne gjort dig,
hvad for ondt har dog Karmen øvet,    320
siden du sigter mod Bjælken,
lader Sværdet klapre mod Karmen.
Hør nu, du Søn af Pohjolainen,
Husbonde selv i Pohjola,
brydsomt er at strides i Stue,
slaas hvor Kvinder faar det at skue;
skænder vi dog din Hal den skønne,
søler dit Gulv med Blodets Strømme;
bedre passer Blodet i Gaarden,    333
mere vakkert paa hvide Snelag.« 


Ud paa Gaarden da gik de begge,
skaffed sig dær et Skind af en Okse,
bredte det ud paa hans Gaardsplads,
saa at begge kan staa paa Skindet.


Sagde Ahti Saarelainen:
»Hør en Gang, du Søn af Pohja,    340
Klingen din var jo den længste,
og du kan vist trænge til den,    343
før vi skilles fra hinanden,
hugg da først, du Søn af Pohja!«    346


Først hugged da Pohjasønnen,
hugged een og tvende Gange,
ud en tredje Gang han langed;    350
men han rammer ikke rigtigt,
ja han strejfer ikke Kødet,
ridser ej en Gang i Huden.
Sagde Ahti Saarelainen,
mæled skønne Kaukomieli:
»Lad saa mig en Gang forsøge,
nu staar det til mig at prøve!« 


Men det var Pohjahjemmets Husbond,
ænsed aldeles ikke dette,
stadig hugged han, helmed ikke,
sigted stadig, ramte blot ikke.    360


Lue spruded grumme Glavind,
Ild for Sanding foer af Sværdet
ført af Lemminkäinens Næve,
langt af Gaarde lyste Glansen;
hastigt lyned det paa Halsen
af den lange Søn af Pohja.
Sagde skønne Kaukomieli:
»Hør, du Pohjahjemmets Husbond,
nu er din Hals, du Skælm, at skue
rød som Morgenrødens Lue!«    370


Det var da Pohjahjemmets Husbond,    372
ned imod Halsen sin han skæved,
det var den muntre Lemminkäinen,    375
hugg i Hast et Hugg med sin Klinge,
endnu en Gang et Slag han driver,
hugged Hovedet fra hans Hærder,    380
svirped Hovedknubben af Halsen,
som en Roe fra Stilken mejes
eller et Aks af sin Stængel.


Hundred Staver stander paa Højen,    389
tusend lange Stolper i Gaarden,
hundred Hoveder staar paa Staver,
een alene har intet Hoved.
Det var den muntre Lemminkäinen,
tog den høje Husbondes Hoved,
samled op hans Skalle fra Gaarden,
stilled den øverst op paa Stolpen.


Ahti Saarelainen derpaa
stiger ind i Pohjas Stue:    399
»Hid med Vand, du slette Tærne,    401
lad mig tvætte mine Hænder
for din fule Husbonds Fraade,
Blodet fra din onde Herre.« 


Det var Pohjas gamle Kvinde,
grebes nu af Had og Harme,
kogled nu Mænd med Sværd ved Bælte,
kogled hundred væbnede Helte    409
frem for at fælde Lemminkäinen,    411
skille Kaukos Skalle fra Kroppen.


Nu var det lidt større Vaande,    415
blev lidt ængstende for Ahti
længer dær i Gaard at dvæle,
slaa sig ned i Mag og Hvile
dær ved Pohjagæstebuddet,
dær ved den skjulte Skares Gilde.    420



_____________________________________



Det var Ahti Saarelainen,    XXVIII. 1
skyndte han sig nu at flygte    3
bort fra Pohjola, det mørke,    5
Sariolas Gaard, den stærke;
foer som et Fygevejr af Stuen,
ret som en Røg ud over Gaarden.
Da han over Gaarden er kommen,    11
vender han sig og ser omkring sig,
søger efter Hingsten han ejed:
Øjner ikke den Hingst han ejed,
ser kun en Sten ved Agrens Ende,
ser kun en Pil ved Pløjefuren.


Hvad er her for ham at gøre;
hvo skal raade ham det rette?
Bulder høres alt fra Byen,    28
Gny fra Nabogaarden lyder,
Vaaben glimter over Vejen,
Øjne stirrer gennem Vindver.


Maatte da muntre Lemminkäinen
skabe sig om til anden Skabning,    29
hastigt maatte han ændre Hammen,
løfted sig som en Ørn i Luften.
Frem han flagred paa sine Vinger,    47
graahvid Høg øjner han bagved,    49
Høgens Øjne lyser som Lue —
ret som var det Pohjolasønnen,
Pohjahjemmets forrige Husbond.


Tog da Høgen graa til Orde:
»Haa haa, lille Broder Ahti,
husker du end vor fordums Fejde,
mindes du mægtig Mandejævning?« 


Sagde Ahti Saarelainen,
mæled skønne Kaukomieli:
»Hør mig Høg, min lille Flyver,
styr din Kaas igen mod Hjemmet!    60
Sig saa dær, naar did du kommer,
op til Pohjola, det mørke:
Ondt er at nappe Ørn med Næve,
klemme med Kløer en fjedret Flyver.« 


Straks derefter naaer han Hjemmet,
kommer til sin kære Moder,
med sørgmodig Mund og Mine,
med et mørkt og sorgfuldt Hjærte.


Sagde Lemminkäinens Moder:    123
»Sig, hvad fejler du, Sønnelille?
Har vel en Hændelse mødt dig
paa din Rejse til Pohjahjemmet?
Eller har du efter Maden,
altfor megen Mad og Drikke,
nu i Nat da du laa paa Lejet,
drømt forunderlige Drømme?«    130


Men den muntre Lemminkäinen
taled disse Ord og sagde:
»Det kan en gammel Kælling gøre,
sysle med sine Natlesyner!
Mindes jeg nok de natlige Drømme —
bedre dem, jeg drømte ved Dagen.
O min Moder, du gamle Kvinde,
pak nu Rejsekost i min Pose!
Stunden er kommen for Svenden,     141
da han maa fly sin kære Hjemstavn:     143
Helte sliber nu deres Klinger    145
hvæsser Spydenes Odde mod mig:
Jeg har fældet Pohjolasønnen, ,     159
selve Pohjolagaardens Husbond.« 


Men hans Moder tog til Orde,     165
til sit Barn den gamle talte:
»Har jeg ikke sagt dig det forud?
Visselig har jeg dig varet;
du kunde blevet — som du burde,     171
levet her i din Moders Stuer,
saa var der ingen Krige kommet,     175
saa var der ingen Ufred timet.


Dog jeg veed et Sted paa Jorden,     251
hvor en Udaadsmand kan fjæles;     253
ingen det skænder, ingen det brænder,     257
ikke til svungne Sværd det kender.
Tag du din Faders gamle Fartøj,     279
drag saa did og dvæl i det dulgte,
hen over Have ni du fare
ud til en Holm i Havets Midte!     283
Fordum fjæled sig dær din Fader     285
under de haarde Fejdetider.     288
Dølg dig saa dær et Aar og tvende,     291
kom i det tredje Aar tilbage
hjem til Faders hjemlige Stuer,
ind til Forældregaardens Baadstrand!« 


Vugged de Vinde hans Snække,    43
Havets Bølge drev Baaden fremad
over Vandenes Ryg, den brede,
over Fjordenes frie Flade;
tvende Maaneders Tid han gynger,
næsten tredje Maaned til Ende.


Oddens unge Piger sidder
ved den dybblaa Havbugts Strande    50
og de vender sig og retter
Blikket mod de blanke Vande;
een da bied paa sin Broder,
atter een sin Fader vented,
den dog bied først for Alvor
som sin bolde Brudgom vented.


Kommer da Kauko til Syne,
fjærnt over Bølgen øjnes Baaden,
blot som en liden Sky den skimtes
midt imellem Havet og Himlen.    60


Vinden vifter ind mod Sejlet,    73
Bølgen skyder Baaden fremad;
snart den muntre Lemminkäinen
lægger ind til Land ved Holmen.


Sagde, da han did var kommen:    79
»Har I Rum i Holmelandet,
har I Plads paa Holmens Marker,
at en Baad paa Land faar drages,
Skuden skydes op paa det tørre?« 


Svared Øens Møer og sagde:
ytred Oddens unge Piger:
»Vist er der Rum i Holmelandet,
nok af Plads paa Holmens Marker,
rummelige Havne har vi,
hver en Vej er fuld af Ruller,
kom du end med hundred Baade,
strøg du hid med tusend Snækker.« 


Trak da muntre Lemminkäinen
Baaden fra Vandet op paa Stranden,
skød sin Skude paa Tømmerruller,
tog saa til Orde selv og sagde:
»Har I Rum i Holmelandet,
har I Plads paa Holmens Marker,    100
liden Krog i Birkekrattet    119
og en Smule Jord i Skoven,
hvor jeg Svedjebrand faar tænde.
Skov til Agerjord faar brænde?« 


Svared Øens Møer og sagde:
ytred Oddens unge Piger:
»Ikke har vi Rum paa Holmen,
ingen Plads paa Holmens Marker,
intet Rum, din Ryg kan dække,
ej saa meget som en Skæppe,
hvor du Svedjebrand faar tænde.
Skov til Agerjord faar brænde:    130
Holmens Land er delt i Stykker,
Marken maalt i mange Stumper,
loddet bort er hvert et Vænge,
delt paa Tinge Mark og Enge.« 


Mæled muntre Lemminkäinen,
spurgte skønne Kaukomieli:
»Har I Rum paa Holmelandet,
har I Plads paa Holmens Marker,
Plads for mig, at jeg kan synge,
kvæde mine lange Viser?    140
Lyden alt bag Læben smælter.
Ordet gror bag mine Tænder.« 


Svared Øens Møer og sagde,
ytred Oddens unge Piger:
»Vist er her Rum i Holmelandet,
nok af Plads paa Holmens Marker,
Plads for dig, at du kan synge,
kvæde dine vakre Viser,
Lunde nok, hvor du kan lege,
aaben Mark, hvor du kan danse.«     150


Det var den muntre Lemminkäinen,
skikked sig dær til at synge,
synger Sandet ved Hav til Perler,    167
kogler Strandens Sten, saa den glimter,
Træet i rødlig Pragt han pryder,
gyldent Skær over Blomst han gyder.    170


Atter kvad nu Lemminkäinen,
kvad en Brønd i Gaardens Midte,
kvad et gyldent Laag paa Brønden,
gyldent Øsekar paa Laaget,
deraf kan de Brødre drikke.
Søstre tvætte deres Aasyn.


Kvad tilsidst en Dam paa Marken,
Ænder blaa i Dam at svømme,
gav de Ænder gylden Tinding,
Sølverhoved, Tæer af Kobber.    180


Øens Møer de studser saare,
Oddens unge Piger undres
over Lemminkäinens Sange,
Heltens høje Kunst og Evne.


Og den muntre Lemminkäinen    223
gik sin Gang igennem Bygden
i de glade Møers Skare,
i de lokkefavres Følge;
hvor sit Hoved hen han vender,
trykkes ham et Kys paa Munden,
hvor han rækker sine Hænder,
faar han straks et hastigt Haandtryk.    230


Gik han sin Gang til Nattegilder
selv i nok saa mørke Nætter;
ikke fandtes den By paa Holmen,
hvor ej Gaarde ti var bygte,
ikke fandtes den Gaard i Byen,
hvor ej Piger ti var til Huse,
ikke fandtes i Gaard den Pige,
ingen Moders Barn over Øen,
ved hvis Side han ikke hviled,
i hvis Arme han ikke tynged.     240


Muntre Lemminkäinen leved     247
veltilfreds paa denne Maade
trende Somres Tid til Ende
dær i Holmens brede Byer,     250
glæded alle Møer paa Øen
og fornøjed alle Enker;
ufornøjet blev tilbage
kun een stakkels gammel Jomfru
yderst paa den lange Odde,
i den tiende By paa Holmen.


Alt var det hans Agt at fare,
vende hjem til egne Lande:
Kom den stakkels gamle Jomfru,
tog til Orde, saa hun talte:     260
»Lille Kauko, Ven du vakre,
om du ikke mig vil mindes,
skal jeg, naar du skilles fra os,
styre mod en Sten din Skude.« 


Og en skønne Dag det skete,     269
Ahti tog sig for at vaagne     271
førend Maanen, førend Hanen,
vandred gennem alle Byer,     275
ogsaa denne Mø at glæde,     277
denne Kvindelil forlyste.


Som ved Nat han vanked ene,
gik igennem Holmens Byer,     280
udad langs den lange Odde
til den tiende By paa Holmen,
saae han ingen Gaard paa Vejen
som ej rummed trende Længer,
ingen Længe dær i Gaarde
som ej hused trende Karle,
ingen Karl han saae ved Længen
som ej hvæssed Sværdets Klinge,
ikke sleb sin Slagterøkse
for at fælde Lemminkäinen.    290


Og den muntre Lemminkäinen
taled da det Ord og sagde:
»Ak en dejlig Dag oprinder,
liflig Sol, det skal jeg love,
for mit Liv, jeg stakkels Yngling,
for min Hals, jeg arme Helled!
Ingen Djævel her vel dølger,
skærmer i sit Skød den ene
hvem et Hundred Helte jage,    301
hvem et Tusend andre trænge!« 


Ingen flere Møer fik han favnet,
ikke gæstet hvem alt han favned,
haster til Skibets Rullestokke,
styrter, Stakkel, ned til sin Skude.


Og han stiger straks i sit Fartøj,    337
sætter sig hen i Agterstavnen.


Og nu græder Øens Døtre,    357
klager Oddens unge Piger:
»Hvorfor veg du, Lemminkäinen,
hvi forsvandt du. Heltebejler,    360
var de Møer dig altfor kyske,
eller altfor faa de Kvinder?« 


Mæled muntre Lemminkäinen,
sagde skønne Kaukomieli:
»Ikke var de Møer for kyske,
heller ej for faa de Kvinder,
jeg kunde faa de hundred Kvinder,
tage mig de tusend Piger.
Derfor veg jeg, Lemminkäinen,
hasted bort jeg Heltebejler:    370
For en mægtig Længsel greb mig.
Længsel efter egne Lande,
efter Hjemmets røde Jordbær,
efter Hjemmehøjens Hindbær,
Hjemmenæssets unge Piger,
Hjemmegaardens favre Fugle.« 


Det var muntre Lemminkäinen,
udad styred han sin Skude,
Blæsten kommer, blæser paa Sejlet,
Bølgen kommer og bærer Baaden    380
længer ud paa den dybblaa Havryg,
ud paa Vandenes frie Flade;
ene stod de Stakler paa Stranden,
spæde Møer paa Stene ved Vandet.


Og dær græder Øens Døtre,    387
jamrer alle Oddens Piger,
græder, medens Masten øjnes,
Skibets Skøder endnu skimtes;    390
ikke græd de dog for Masten,
jamred ej for Skibets Skøder —
græd for ham der sad bag Masten,
ham der holdt ved Skøderebet.


Selve Lemminkäinen græder,
sørger, græder selv, saa længe
Øens Jorder endnu øjnes.
Holmens Skrænter endnu skimtes;
græd dog ej for Øens Jorder,
jamred ej for Holmens Skrænter —    400
græd for Øens unge Døtre,
spæde Gæslinger paa Skrænten.


Da nu muntre Lemminkäinen    453
er til Hjemmets Egne kommen,
kender han Land og kender Stranden,
Holme smaa saa vel som Sunde,
kender Bakken med grønne Graner,    459
alle Høje med favre Fyrre —
kender ikke hvor Hytten ligger,
ikke den Plads hvor Muren bygtes:
Dær hvor Hytten havde ligget,
sused Lundens unge Hægge,
Fyrren stod paa Hyttehøjen,
Enen stod paa Stien til Brønden.


Brast han nu i Graad og Taarer,    477
græd een Dag og græd den næste;
ikke græd han dog for Hytten,
jamred ej for Hyttens Stabur,    480
græd for den Kære hist i Hytten,
den han elsked i Hyttens Stabur.


Mæled muntre Lemminkäinen,    497
sagde skønne Kaukomieli:
»Ak, saa er du død, min Moder,    501
borte du som gav mig Livet,
Granen gror alt over dit Hoved,    504
Enens Rod i din Fod sig fæsted!


Hævn kun voldte jeg ved min Handling,    506
ved min dejlige Dyst i Pohja,    510
blev kun min egen Æt til Bane,    513
voldte Død for den som mig fødte!« 


Vender han sig og ser omkring sig,
øjner en Smule Spor paa Jorden,
ganske svagt i Græsset trykket,
halvudslettet, traadt i Lyngen;
Vejen viser hen mod Skoven,    521
Stien leder ind i Lunden.


Iled han dær en Rast og tvende
ind i aller dunkleste Løvsal,    525
finder en liden lønlig Badstu,    527
øjner dær en hemmelig Hytte,
mellem tvende Klipper bygget
og af trende Graner skygget,    530
skuer dær sin gode Moder,
finder dær den alderstegne.


Muntre Lemminkäinen grebes
af en overvættes Glæde:
»O min egen kære Moder,    537
du som har mig født og fostret,
endnu lever du, min Moder,
hvem jeg troed død og borte,    541
slagen ned af Sværdets Klinge    543
og af Spydsod gennemstungen!
Blindet af Taarer blev mit Øje,
og mine skønne Træk er skæmmet.« 


Mæled Lemminkäinens Moder:
»Endnu er jeg dog i Live,
skønt jeg maatte fly fra Hjemmet
hid til denne dunkle Løvsal;    551
Pohjola til Krig sig rejste    553
imod dig, du arme Stakkel,    555
brændte Huset ned til Aske,    557
lagde hele Gaarden øde.« 


Sagde muntre Lemminkäinen:
»O min Moder, du som mig fødte,    560
tag dig kun ikke det til Hjærte:
Andet Hus kan vi hurtigt rejse,    563
Pohja, det kan vi lægge øde,     565
hele det Djævelspak kan vi døde.« 


Lemminkäinens Moder derpaa
tog til Orde selv og sagde:
»Længe har, mit Barn, du biet,
længe leved du, min Kauko,    570
fjærnt i Fremmedlandet borte,
ved de aldrig kendte Porte.« 


Mæled muntre Lemminkäinen,    575
sagde skønne Kaukomieli:
»Dær var rigtig godt at være,
ret en Lyst for mig at leve:
Drypped de Høje dær af Honning,    583
Klipper af Hønseæg der fandtes.
Mjød randt ned ad tørreste Graner,
Mælk randt ned ad møreste Fyrre,
sived der Smør fra Hegnets Hjørner,
drev det med Øl fra Gærdestaver.


Dær var rigtig godt at være,
herligt dær for mig at dvæle;    590
kun i ett var Livet usselt,
ett var underligt at mærke:
Man var ræd med sine Piger,
øm om sine grimme Tøse,
tænkte, jeg med deres Tøjter,
deres Pokkers plumpe Trunter,
altfor ilde skulde fare,
komme dem for nær om Natten —
Jeg som altid løb for Piger,
gæmte mig for unge Møer,    600
som en Ulv for Hjorden løber,
som en Høg for Hønen flygter.« 


Dær vil jeg slippe min Kauko    XXX. 495
fra mit Kvad for længere Tider,
hastelig vil jeg vende Kvadet,    499
føre det frem ad andre Stier.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.