Snorre Sturlason og Sturlungerne - Islands stat

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Snorre Sturlason og Sturlungerne


Islands stat


av Fredrik Paasche


H. Aschehoug & co.

Oslo, 1922.



I kamp med vanskeligheter og farer levet Islands folk sit liv; til de haarde vilkaar, naturen stillet, var nu kommet uroen i landet, striden mellem mand og mand. Det laa i stammens egenskaper og statens væsen, at ufred hadde let for at reise sig.

Saa litet som mulig rørte samfundet ved den enkeltes frihet. Om en mand blev dræpt, grep ikke staten ind mot drapsmanden. Det var den dræptes frænder og venner, som tok saken op; om de vilde, kunde de gaa processens vei og paa tinge søke samfundets hjælp; men de kunde ogsaa, om det høvet dem bedre, paa egen haand slutte forlik med motstanderen, — eller de kunde vælge en tredje retsvei: hævnen. Og valgte de den, var feiden i gang. Samfundet bare saa paa.

Mandens frihet kunde gaa sammen med storsind, og fortællingen om den kan ha en egen glans over sig. Naar Torgils Oddeson godvillig underkaster sig Havlide Maarssons dom og lægger hædrende gaver til den store bot, som blir krævet av ham, da tar det sig staseligere ut end en process for domstolerne og en juridisk avgjørelse. Ingen lov kunde staat høiere end denne frie menneskelighet.

Men friheten blev ikke altid brukt til menneskelighet, oftest ikke. Heller blev den brukt til hævn eller til at øve tvang mot andre. Selv hvor en mand i navnet gav den fra sig og søkte domstolernes hjælp, kunde han i virkeligheten vedbli at bruke den, og netop til uretfærd. Han kunde øve tvang mot domstolerne; det spurtes bare, om andre mænd vilde hindre det; staten selv hadde ingen hærstyrke, ingen magtmidler.

Dette at magtmidlerne laa hos enkeltmænd og fremfor alt hos høvdingerne, var den største skade ved det islandske samfund. Staten var en samling av høvdingdømmer like meget som en stat.

Dette forhold traadte i Sturlunga-tiden sterkere frem end tidligere. For det første var avstanden mellem goden og den almindelige bonde blit større. For det andre var høvdingslegterne blit færre, saa hver enkelt av dem sat med mere magt end før, — det var vanlig nu, at en høvding raadet over flere godord paa én gang. For det tredje var høvdingens "rike" mere end tidligere blit en lokal enhet; oprindelig var det saa, at en gode kunde ha "tingmænd" i helt andre strøk av landet end de nærmeste og i sin egen bygd ha folk, som hørte til hos en anden høvding; men i Sturlunga-tiden fik godedømmerne i stigende grad geografisk avrunding og blev virkelige smaariker.

Væksten i høvdingernes selvfølelse og minkningen i deres tal gav kappestriden mellem dem større heftighet og videre omfang. Nu naar magten var delt mellem faa mænd, kunde den tanke let komme op hos den ene eller den andre at skaffe sig myndighet over hele statslivet, i hvilken form det nu kunde ske. I den gamle sagatid hadde hæderen og hævnen været indsatsen i kampene, de fik gjerne en noksaa privat farve. Saa var det tildels endnu, sansen for "virding" var sterk, og hævnfølelsen kunde gjøre sig gjældende med uhemmet oprindelighet; men til dette var der nu føiet noget nyt: mere og mere gik der politik i kampene, snart kom de til at gjælde spørsmaalet om magten, endog om enemagten, i landet. Ættefeiderne blev borgerkrige, maken til de norske, og for samme maal som de. Her hjalp det godt, at godedømmerne hadde faat lokalavgrænsning eller var paa vei til at faa det: nu blev det lettere end før at reise en hær og holde den samlet.

At striden var saa meget av en strid om magten, gjorde det vanskelig at stanse den. Kampens tvang over de kjæmpende var sterkere end før, ti maalet var større og laa fjernere. Det krævet langsyn og utholdenhet og hensynsløs kraft. Alle midler maatte sættes ind for det, og de blev sat ind; Sturlunga-tidens kampe kom til at ta sig daarligere ut end feiderne i den gamle sagatid. Den hedenske kulturs uskrevne vedtægter, som bød at agte mands frihet og mands kraft, var gaat i opløsning, og den grusomhet, som syntes nødvendig, blev nu holdt for at være tilladelig. En seierherre mente at ha en hindring mindre, om han dræpte eller lemlæstet en vergeløs fange, — og han gjorde det.

Religionen og kirken gav ham en del at tænke paa, men med begge kunde han komme utav det. Han trængte ikke at angre saa dypt for at faa avløsning av presten, og de krav, som Krist har stillet, kunde det vel bli tid til at se nøiere paa, naar alderen kom og det blev nødvendigere at ha regnskapet færdig. Det var vigtig nok med troen, men livet skulde ha sitt, det ogsaa, og jord og himmel fik forlikes saa godt det kunde gaa. At søke til kirke og messe og prædiken var altid trygt; men med den nøie efterlevelse av lærdommerne fik det endnu dryge noget. Havlide Maarsson indrømmet biskop Torlak Runolvsson at biskopen brukte sande ord, naar han i religionens navn talte fredens sak, men allikevel var Havlide uvillig til at rette sig efter disse ord, — og det endda han levet i en tid da kamplidenskapen ikke gik saa høit som i Sturlungernes dager. Han vilde ikke slippe det han kaldte sin ret, og han hadde virkelig en ret at verge. I Sturlunga-tiden var det oftest værre at sie hvor retten laa, ti nu grep folk til vaaben for andre ting end retsspørsmaal. Allikevel var det selvfølgelig saa, at hver av de kjæmpende gjerne vilde "ha ret", og denne retskjensle hos dem — enten den nu hadde grund eller ikke — blev i viss mon til undskyldning for deres færd; men den gjorde ikke kampen mindre bitter.

En mand, som ingen ret hadde paa Island, blandet sig i striden. Det var Norges konge. Han søkte herredømmet over øen.

Men han vilde ikke være retløs, han heller. Og det faldt let for ham at tænke, at han ikke var det; ti som sakerne stod paa Island, kunde det synes en god gjerning at føre øen ind under kongemagt og dermed gi samfundet fred og fasthet. Kongen kunde lægge en dypere mening i sin magtlyst og tilkjende sig selv den ret som et godt formaal gir. Men han gik ikke av veien for haarde midler, og dette blev det norske kongedømmes første synd mot islendingerne.


Hestagjá, Almannagjá, Þingvellir. Illustration af A. E. F. Mayer, (1805-1890). Kilde: Íslandsmyndir Mayers 1836.


Knapt var Norge blit et rike, før kongedømmet søkte myndighet over de norske nybygder ute i havet. Stammefølelsen gav grundlaget. At den fandtes, var rimelig, der fandtes jo endog en videre, samnordisk stammefølelse. I Vastergötland var det høiere bot for at fælde en nordmand eller danske end for at dræpe en engelskmand eller tysker. Og islandsk lov gav i flere maater nordmænd, svensker og dansker — mændene fra "de 3 kongevælder, hvor vor tunge er" — bedre ret end andre utlendinger. I Norge stod islendingerne i en særstilling; det nære frændskap og det nøie samkvem skapte den. I Olav den helliges tid kom en egen avtale i stand mellem kongedømmet og Islands folk; den la pligt paa de islendinger, som opholdt sig i Norge, til at verge landet med kongen, og gav dem til gjengjæld rettigheter, som andre utlendinger ikke hadde maken til.

Allerede kong Olav hadde søkt at lægge Island ind under norsk kongemagt. Først bad han islendingerne vise ham den godhet at overlate ham den lille Grimsøy, nordpaa, langt oppe i havet. Men en klok mand fandt ut, at øen og havet makelig kunde føde en liten hær og at langskibe nok kunde finde veien fra Grimsøy til selve Island, og efter dette blev kongens bøn møtt med avslag. Siden kom han med skattekrav; men de fik samme skjæbne.

Folk regnet 7 døgns seilads fra Stad i Vest-Norge til Horn paa Øst-Island. Men over dette brede hav krydset skuterne sommer efter sommer; kjøpmænd fra det ene land solgte sine varer i det andre, og med kjøpmændene fór folk som hadde andre erender. I Norge var der stadig nok av islendinger; somme laa i kjøpfærd, somme i pilgrimsfærd, og somme var i kongens tjeneste, med vaaben eller kvad eller begge deler. Jævnlig blev nordmændene mindet om dette folk, som var utgaat fra dem selv og talte deres maal og hadde faat kristendom og en del av sin lov fra Norge, og for kongen, som stadig var omgit av islendinger, kunde det ligge nær at søke deres leilighetsvise kongstjeneste omsat til en varig, at ville en ordning som for altid gjorde ham til deres "drottin", dem til hans "tegner".

Olav den helliges tanke var ikke død med ham. Og det 12. aarhundrede skapte forhold som kunde gi den ny kraft. Paven la Islands kirke ind under erkebiskopen i Nidaros, og dermed hadde en norsk mand for første gang faat varig myndighet paa øen. Den skulde gjælde bare paa det kirkelige omraade; men kirkens liv var nøie filtret sammen med statens, og mangen gang førte den islandske kirkes saker med sig, at baade læg og lærd blev stævnet til møte med erkebiskopen i Nidaros. Islendingerne vænnet sig til at hente avgjørelse og dom i Norge, og dette slog en god bro for kongedømmets magtplaner paa Island.

Allerede i 1173 hadde erkebiskop Eystein uten blusel sat øens biskoper stævne baade "med os" og med kongen, og i det 13. aarhundrede tok kongen sig frihet til at følge erkebiskopens forbillede og sendte paa egen haand Islands høvdinger stævnebrev. Med Magnus Erlingsson og den første norske kongekroning var der kommet en sterk vækst i kongedømmets magt og herskerens selvkjensle, og det fortsatte under Sverre og Haakon Haakonsson; kongen steg og steg, i andres og i egne øine. Han var uten ret paa Island; allikevel talte han som den der har myndighet, første gang han talte til øens høvdinger.

For islendingerne selv kunde der ligge en fristelse i kongedømmet. I Norge var det blit god teori, at med fyrstemagten skulde landefreden vokse; og paa Island kunde freden trænges. Det var jo ogsaa saa, at islendingerne, som reiste saa meget og læste saa meget, overalt ellers i kristenheten fandt kongestyrede land, og det maatte synes dem underlig, at deres eget samfund her skulde skille sig ut fra andre. Til dette kom, at ytre forhold nødte dem til varsomhet. Det blev ikke mulig at være hensynsløs mot kongen, ti landet var paa mange maater avhængig av den nære forbindelse med hans land. I Sturlungatiden stod islendingerne forsaavidt i en vanskeligere stilling end i den gamle sagatid, vikingtiden; det var ikke bare rikdommen paa sølv og vaaben som var blit mindre, men ogsaa tallet av sjøfarende skibe. Handelen og skibsfarten var mere og mere kommet paa nordmændenes hænder, og de skuter, som nu bar islendingerne over til Norge og tilbake igjen, var i regelen norske.

Men meget, ja det meste, talte imot at gi sig ind under kongestyret. Paa Island var nordmændene ikke kjendt for det gode alene; mere end én gang hadde ufred og overmod fulgt deres færd. Og ingen kunde være tryg paa, hvad kongens vælde skulde indebære. Kanske kunde det føre trældomskaar over folket.

Allikevel var der somme islendinger, som nu gik til forbund med kongen. Det var først og fremst de høvdinger, som selv søkte større magtfylde end landets mænd var vant til at se paa øen. Om de støttet sig til kongen, stod de sterkere overfor alle avindsmænd. Og den enemagt, som nogen av dem søkte, kunde faa en fast form og et præg av retsgyldighet, om de lot kongedømmet stadfæste den. I disse tider var det saa i Europa, at en ny "ret" jævnlig maatte utledes fra en ældre; og den niand som vilde ha fyrstes stilling og navn paa Island, kunde vanskelig bli andet end lensfyrste. Magten kunde han kanske vinde paa egen haand; men det høiere værdighetsnavn, vigselen over magten, stod ikke til at opdrive hjemme. Og ingen var nærmere til at gi det end Norges konge.

Men visselig var det høvdingernes mening, at det skulde være en vigsel — og ikke mere. For sin svig mot landets frihet kunde de søke trøst i den tanke, at kongens overherredømme skulde sikre freden i landet og ellers bli mere et skin end en virkelighet. Hver av dem tiltænkte sig selv den virkelige magt; det var ikke deres mening, at fremmede skulde styre og fædrenes lov vike for den norske. Og dette er den undskyldning, de kan ha. Da folket tilslut samtykte i at byde kongen sin tjeneste, skede det gjennem en avtale, som skulde sikre øens indre selvstyre. Det er en sak for sig, at kongedømmet syndet baade mot aanden og bokstaven i denne avtale og vanstyrte Island saa godt det kunde.

Snorre Sturlason var — paa lange tider — den første islending som førte forhandlinger om at vende Islands folk til lydighet mot Norges høvdinger. Han hadde en særlig undskyldning: det gjaldt at hindre en norsk hærfærd til øen; og han hadde de undskyldninger, som ogsaa andre kunde ha: kongedømmet skulde tjene Island til fred, og det skulde ikke ta friheten fra folket.

Men dertil kom de fristelser, som laa i Snorres eget sind; kongedømmet kunde hjælpe ham til magt, "ret" og navn; og han var ikke manden som kunde staa for Skule Baardssons venlighet, — det var stas over dette venskap med nordmændenes hersker, det lokket, det la fremtiden i glans. Den syntes let og løfterik.

Ja, saa syntes den i stunden. Alt blev anderledes, da Snorre kom til Island. Visst fik han et herlig ridt til Skaalaholt; endnu var glæden over lendermandsnavnet og skibet og alle storgaverne og alle Norgesminderne frisk og uforstyrret; skjold blinket, her kom en stor mand ridende til bispegaarden. Men glæden graanet, da Bjørn Torvaldsson kom og de vrede ord og de bitre smil og verset om Skule som hadde en haard mule. Med étt var det hverdag igjen og vanskeligere at leve.

De store planer blev noget av en byrde; det var bedst at vente og se og fare varsomt frem. Det er ikke fortalt, at det bare var snak, det Snorre hadde lovet jarlen. Det er sagt, at han prøvet sig frem med sine løfter. Men mottagelsen han fik paa Island gjorde ham nøgtern. To ting er sagt om ham, først at han ikke kom nogen vei med landets folk, dernæst at han la litet arbeide i saken.

Men noget gjorde han altsaa for den; og tro mot avtalen med Skule sendte han sin søn Jon som gidsel til Norge. Desuten sørget han for, at norske kjøpmænd fik fred paa øen, — trods drapet paa Orm Jonsson.

Og Bjørn Torvaldssons undergang hadde en viss sammenhæng med Snorres Norgesfærd. Lopt biskopsson gik til kamp mot Bjørn efter Snorres raad; det var hævnen for haansordene, som Norgesfareren fik høre i Skaalaholt. Og da Snorre fik budet om Bjørns fald for Graasida, var det med nogen ret det blev gjentat, at "Skule var haardmulet". Det hadde vist sig, at det ikke var fareløst at krænke den mægtige jarls mægtige ven.

Men ellers syntes det Snorre sikrest at vente og se og foreløbig holde sig indenfor den gamle ordnings ramme og arbeide paa utvidelsen av egen magt, — den hadde jo altid været det virkeligste maal. Spørsmaalet om forholdet til kongemagten fik utstaa. Til Norges høvdinger kunde Snorre altid sie, at tiden ikke var inde. De maatte selv skjønne, at han stod i en vanskelig stilling.

Han førte forsigtig tale; han trak sig ut av den farlige strid omkring Lopt biskopsson. Og paa Altinget sommeren 1222 blev han gjenvalgt til lovsigemand.


---