Snorre Sturlesons fortale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Norsk.gif


Snorre Sturlesons

norske

Kongers Sagaer


oversatte af Jacob Aall
Eier af Næs Jernværk


Christiania
Trykt i Guldberg & Dzwonkowskis Officin
1838


Vignet Jacob Aall Kongesagaer.jpg


Fortale
Christian Krohg:
Snorre Sturleson
I denne Bog lod jeg nedskrive gamle Frasagn om Høvdinger, som have havt Rige i de nordiske Lande, og have talt i det danske Tungemaal, saaledes som jeg haver hørt kyndige Folk sige, saa og nogle af deres Slægtsgrene, eftersom mig er bleven fortalt. Somt deraf findes i Forfædrenes Stamtavle, hvori Konger eller andre storættede Mænd have opregnet deres Slægt; men Somt er nedskrevet efter gamle Kvæder eller Sagnviser, som Forfædrene have havt sig til Skjemt. Endog vi nu ikke vide, hvad Sandt heri er, have vi dog Prøver paa, at gamle Viismænd have holdt Sligt for Sandhed. Thiodolf hiin Frode fra Hvine var Harald Haarfagers Skald, der digtede et Qvæde om Kong Ragnvald højere end Heje, som kaldes Ynglinga-Tal. Ragnvald var en Søn af Olaf Geirstadt-Alf, Halfdan Svartes Broder. I dette Qvæde opregnes 30 af hans Forfædre, ligesom hver deres Død og Lejested deri fortælles. Fiølner hedte en Søn af Yngvifrey, som Svearne længe derefter dyrkede ved Offringer (1) og efter hvem Ynglingerne have deres Navn. Eyvind Skaldaspilder opregnede ogsaa Hakon Jarl den Mægtiges Forfædre i et Qvæde, som kaldes Halejgiatal der blev digtet om Hakon. Der nævnes Sæming, Yngvifreys (2) Søn, ligesom og der er talt om hver deres Død og Gravhøi. Efter Thiodolfs Sagn er Ynglingernes Liv og Levnet først nedskrevet, og siden forøget efter kyndige Mænds Fortællinger. Den første Old kaldes Bruna Old, da alle Døde skulde brændes, og over dem reises Bautastene; men efterat Frey var bleven høilagt i Upsal gjorde mange Høvdinger ligesaa ofte Høie som Bautastene til Minde om sine frænder. Efterat nu Dan Mikillati havde ladet sig gjøre en Gravhøi, og befalet at han skulde bæres did efter sin Død med Konge-Skrud og Rustning, med hans Hest og alt Sadeltøi, samt meget andet Gods, da gjorde mange af hans Ætmænd saalunde siden, og da begyndte Høiolden i Danmark; dog varede Brand-Olden længe efter den Tid iblandt Svear og Nordmænd.

Medens Harald Haarfager var Konge i Norge bebyggedes Island. Hos Harald vare Skalde, hvis Qvæder Folk endnu kunne udenad, tilligemed alle Sange om de Konger, som siden have været i Norge; thi lægge vi meest til Grund for vore Fortællinger de Sange, som bleve sjungne for Høvdingerne Selv, eller deres Sønner, og antage Alt det for Sandt, som findes i disse Qvæder om deres Færd eller Slag. Er det end Skaldes Skik at prise ham meest, for hvem de staae, monne dog Ingen vove at fortælle denne Selv de Bedrifter, hvilke Alle som det hørte, saavelsom Hiin Selv, vidste var Fjas og Digt; thi dette var Spot og ikke Priis


Om Præsten Are hinn Frode (3).

Præsten Are hiin Frode, en Søn af Thorgils Gellisson, var den første mand her i Landet, som i det norskes Maal nedskrev baade gamle og nye Fortællinger. I Begyndelsen af sin Bog skrev han mest om Islands Bebyggelse og Lovsætning, dernæst om Lagmændene (4), hvorlænge Enhver havde forkyndt Loven, og han regnede først Aarenes Tal til den Tid, da Christendommen kom til Island; men siden Alt til sine egne Dage. Dertil lagde han og mange andre Stykker, saasom baade Kongernes Liv og Levnet i Norge og Danmark, saavelsom i England, foruden andre store Begivenheder, som her i Landet have tildraget sig. Hans Sagn tykkes mange forstandige Mænd at være de allermærkeligste; thi han var en forstandig Mand og saa gammel, at han var født næste Aar efter Harald Sigurdsons Fald. Han skrev, som han Selv siger, norske Kongers Liv og Levnet efter Odd Kollasons Sagn, en Sønneson af Hall fra Sidu (5). Odd derimod tog sin Kundskab af Thorgeir Afradskoll, som var en viis Mand, og saa gammel, at han boede paa Nidarnæs, da Hakon Jarl den Mægtige blev dræbt. Paa samme Sted lagde kong Olaf Tryggveson Grunden til Kjøbstaden, hvor den nu er. Præsten Are Thorgilsson kom 7 Aar gammel til Haukadal, til Hall Thorarinson, og blev der i 14 Aar. Hall var en storviis Mand og af god Hukommelse (6), saa han endog kunde mindes, at Thangbrand (7) Præst, døbte ham 3 Aar gammel, Aaret før Christendommen blev lovfæstet paa Island. Are var 12 Aar gammel, da Biskop Isleif opgav sin Aand. Hall foer imellem Landene, og var i Handels-Samlag med Kong Olaf den Hellige, hvorved hans Kaar meget forbedredes, ligesom han var vel bekjendt med hans Kongerige. Da Biskop Isleif døde vare næsten 80 Aar forledne siden Olaf Tryggvesons Fald (8). Hall døde 9 Aar senere end Biskop Isleif og Havde i Aarenes Tal naaet det 94de. Han havde sat Bo i Haukadal, 30 Aar gammel, og boede der i 64 Aar: saa skrev Are. Teit, en Søn af Biskop Isleif (9), var til Opfostring hos Hall i Haukadal, hvor han siden boede. Han lærte Are Præst, og gav ham Kundskab om mange ting, som Are siden nedskrev. Mangen en Kundskab fik og Are af Thurid, en Datter af Goden (10) Snorre. Hun var viis og forstandig, og mindedes vel sin Fader Snorre, som var nær 35 Aar, da Christendommen kom til Island, og døde et Aar efter Kong Olaf den Helliges Fald (11). Thi var det ikke forunderligt at Are Præst var sandkyndig om gamle Tildragelser, baade her og udenlands, da han selv var videbegjærlig forstandig og af god Hukommelse, og havde desuden lært meget af gamle forstandige Mænd.


Noter:

  1. Blot kaldtes disse Offringer, fordi dertil brugte blodige Slagtoffere.
  2. Sæming var en Søn af Odin og ei af Yngvifrey. See Ynglinga-Saga 9de Capitel.
  3. Are Frode er født paa Island 1067 og er Forfatter til flere tildeels tabte Værker. Han kaldtes den Gamle, fordi han naaede en Alder af 84, eller efter Nogle 91 Aar.
  4. Egentligen Lovforkynder, fordi han skulde sige hvad Loven i hvert Tilfælde tilholdt.
  5. Sidu-Hall omtales i Laxdœla-Saga, som een af dem, der understøttede Thangbrand i at indføre Christendommen paa Island.
  6. I Texten „minnigr“, minnug bruges endnu om ham, som har god Hukommelse.
  7. Thangbrand var en af de første Udbredere af Christendommen paa Island, og leed mange fortiente Ulemper for sin haarde Fremfærd.
  8. Olaf faldt i Slaget ved Svolder Aar 1000.
  9. Isleif var Islands første og meest berømte Biskop, som havde sin Lærdom fra Stolen i Erfurt.
  10. Goder vare i Hedenskabets Tid baade Forstandere for Gudstienesten og tillige Dommere.
  11. Olaf den Hellige faldt 1030.




Geografiske anmærkninger af Kap. Gerhard Munthe:


Ved Navnet Hvin har man i Oldtiden betegnet nuværende Qvinisdal samt Fedde (ford. Feta) Sogn i Listers Fogderi, ligesom Annabel-Ø og Hitter-Ø synes at havet været henregnede til samme Egn. Nuværende Fedde-Fjord kaldtes derfor Hvinisfjördr. Paa Harald Haarfagers Tid forekomme, foruden hans berømte Skald Tjodolf med Tilnavnet den Vise (hinn fródi), flere gjæve Mænd i denne Egn, nemlig Herseren Grim og hans Broder Ingjald Tryggve (d. e. den Trofaste), Sønner af Kolbjørn Sneyper, som var beslægtet med Arnbjørn herser i Fjordene (Søndfjord og Nordfjord); videre Øndott Kraaka, Søn af Erling Knyter gift med Signy Sigvatssdatter fra Lier (Lídir) øster i Viken, hvis Sønner vare Asmund og Asgrim; og endelig Bødolf en Søn af Grim Grimulfsson, der med sin Hustru Thorun, Thorolf hin Frodes Datter, og Søn Skegge samt Broder Bødmod udvandrede til Island tilligemed de nysnævnte Brødre Asmund og Asgrim, hvor de nedsatte sig i den søndre Deel af Øen i den Dal, som efter dem blev kaldet Hvínverjardal. Hvínverskr kaldtes den, som var fra Hvín.

Hálogaland, see Har. Haarf. S. Cap. 34.

Uppsalir, egentlig „Opsalene“, nu Gamle Upsala, en halv Miil i Nord for Universitets-Staden Upsala, i Tiundaland i Upland i Sverige, hvorom see Tunelds Geogr. 1B, 1D, S. 115 — 7de Opl.

Danmörk (Danaríki, Danaveldi). Det grændsede i Middelalderen mod Syd til Egderá eller Ægisdyra (nu Eideren) og Holzetuland (Holsteen) og indbefattede, foruden den her nordenfor liggende jyske Halvø (ford. Jótland) og Øerne, ogsaa Skaane (ford. Skáney) med Bornholm (ford. Borgundarhólmr) samt Halland og Blekinge (ford. Bleiking). Indbyggerne kaldtes Danir og danskr, som var fra Danmark.

Norges gamle Navn, der almindeligst findes skrevet Norvegr og Noregr, var vel oprindeligt Nordvegr eller Nordrveger (see Samlinger til det Norske Folks Sprog 2det Bind Side 379 f.). I den ældste Tid var det egentlige Norges Grændse (Landamæri) „Göt-Elven fra Væneren til Søen, men mod Nord Skovene (Markir) indtil Eidskoug og siden Kjølen alt Nord til Finmarken“, det vil sige, til Røberg ved Lenvig, eller til Malanger-Fjord nordligst i Senjen (see Olaf d. Hel. S. Cap. 59 og Not. om Halogaland til Har. Haarf. S. Cap. 34). Senere gik Grændsen omtrent som nu fra Forbjerget Væggen paa Arnøen nordenfor Tromsø, i Syd til Kjølen og langs denne indtil Finlierne i Snaasens Prgd., derpaa i Øst til Strøm i Hammerdals Pastorat i Jæmteland og videre mod Sydøst til Ångermanland; fulgte siden omtrent den nærværende Grændse for Jæmteland og Herjedalen, nemlig i Sydøst og Sydvest indtil Trondeklitt og videre i Vest til Trollegraf, saa i Syd til Fånåkämsås i den østligste Kant af Särna Sogn i Dalarne, hvorpaa den atter faldt sammen med den nuværende Grændse, som den uden særdeles betydelige Afvigelser fulgte indtil Lee-Sø, Bog-Sø og Korn-søerne, samt videre efter den endu gjældende Grændse imellem Bahuus-Lehn og Dalsland indtil Göt-Elven. (Ifølge en Grændse-Tractat imellem Norge og Sverige fra Midten af 13de Aarhundrede, som findes i Codex Ar. Mag. 114 qr. A paa Univers. Bibl. i Khavn). Til Norge i den meest udstrakte Forstand (Norregsveldi) angives som Grændse i Syd Göt-Elven, mod Østen Eidskoug, mod Norden Gandvik eller det hvide Hav og mod Vesten Aungulseyjasund (d. e. Sundet mellem nuværende Anglesey og det faste land Wales i England). Foruden Finmarken som det var (Har. Haarf. S. Cap. 34) ere saaledes alle det gamle Norges vestlige Statlande deri tillig indbegrebne (see Cap. 20 og Fornm. S. V. 238-39 o.s.v.). Til de naturlige Inddelinger af Landet i det Nordenfjeldske, Søndenfjeldske og Vestenfjeldske findes i vore Oldskrifter de tilsvarende Udtrykke „nordr i landi ok sudr“ og „um midt landit“. Norge var iøvrigt inddelt i disse Fylker: Háleyja-fylki, Naumdæla-f., Öyna-f., Sparbyggja-f., Verdæla-f., Skeyna-f., Strinda-f., Stjórdæla-f., Gauldæla-f., Orkdæla-f., Nordmæra-f., Raumsdæla-f., Sunnmæra-f., Firda-f., Fjala-f., Sygna-f., Haurda-f., Rygja-f., Egda-f., Græna-f., Vestfold (Vestfylda-f.), Víngulmørk, Alfheimar (senere Oslóar-sysla, Borgar-sysla og Ránríki), Rauma-f., Heina-f. (eller Heidmørk), Öystradalir, Gudbrandsdalir, Hada-f., Valdres, Haddíngjadalr samt Jamtaland og Herjulfsdalr paa den østre Side af de nuværende Grændse-Fjælde (see Navnene paa de enkelte Landskaber). Endelig fortjener at bemærkes Landets ældgamle Inddeling i Lov-Districter eller Lagdømmer (see Har. Haarf. S. Cap. 34). Indbyggerne kaldtes Nordmenn, Noregsmenn, Nordanmenn og norrænn (norrænir), som var fra Norge.

Island, see Har. Haarf. S. Cap. 20.

England (eller Eingland), hvorved de Gamle i Almindelighed kun forstode den af Angelsaxerne beboede Deel af Brittaninen; dertil regnedes nemlig ei Bretland (nu Wales). Indbyggerne kaldtes Englar eller Englismenn og enskr, som var fra England.

Sída en liden Bygd i Skaptafellsþíngi i det østlige Island. Kjøbstaden d.e. Nidarós, nu Staden Throndhjem, see Olaf Tryggv. S. Cap. 77.

Haukadalr en Dal med en Gaard af samme Navn i Arnessþíngi i det sydlige Island.