Snorro (Blicher)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Naturlyrik og romantik
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
St. St. Blicher: Samlede Skrifter
Snorro
Steen Steensen Blicher
- 1. Højt oppe imod Norden der ligger et Land,
- Ombeltet af brusende Bølger,
- Med Bjerge bekrandset; den skovløse Strand
- Bag Iis og Snee sig fordølger.
- 2. Saa skaldet og bleg er den ensomme Ø —
- En Olding blandt Jordklodens Riger;
- Saa kold og saa taus af den larmende Sø
- Den iisklædte Fjeldmark opstiger.
- 3. Den ligner en Gubbe, som længe afstod
- Fra Striden og Støjen paa Jorden;
- De fredelige Marker ej farves med Blod,
- Og hører ej Krigernes Torden.
- 4. Den ligner en Gubbe, der stille og blid
- Kun taler om Ungdoms Bedrivter;
- Der lever end blot i den fremfarne Tid,
- Og pløjer kun Oldtidens Skrifter.
- 5. Men under det Dække af Iis og af Snee
- Der ulmer den mægtigste Flamme:
- Den lønlige Ild Du heel ofte vil see
- At bryde den stenhaarde Ramme.
- 6. Det sneeklædte Hekla vil spalte sin Top,
- Og rødme af Ilden hiin varme;
- Og Krabla vil ryste sin iislagte Krop,
- Og vildt op af Afgrunden larme;
- 7. Og Gejser udsende sit sydende Væld,
- Og sprudle — en nordisk Caftale, —
- Opvarme Iisbræen paa skyhøje Fjeld,
- Og smelte de sneetakte Dale.
- 8. Saa ulmer da der en uslukkelig Glød
- Dybt under det stivnede Dække:
- De Flammer, som vældigt Iisskorperne brød,
- Sit Skin over Norden udstække.
- 9. Blandt Nordpolens Storme, blandt Bølgernes Larm
- Der lyde de listigste Sange;
- Og Brage med Harpen ved svulmemde Barm
- Har Hjem i de skovløse Vange.
- 10. Med Sage, sin Søster, han flygtene foer
- Fra Norriges blodstængte Bjerge,
- Da Kæmpernes Guder, da Thyr og da Thor
- Med Ild og med Svær dem mon hærge.
- 11. Da funde de Tvende en tryggere Bo,
- De fredelige Kunstner at huse:
- De sunge, fortalte og skreve i Ro,
- Mens Stormen derude mon bruse.
- 12. Da smelted omsider det iishaarde Mod,
- Man Sværdet med Harpen ombytted;
- Da flød ikkun Kvasers det Honningblod;
- Til Sagn kun og Sange de lytted.
- 13. Hil være Dig, Island! hil være især
- Dig første blandt Islandets Skjalde!
- Som, skjønt selv omgjordet med Forfædres sværd,
- Dog ej lod Dig Harpen undfalde!
- 14. Dens Klang lyder sødt gjennem Bulder og Larm
- Af Tidens og Nordhavets Bølger,
- Naar, selv Du en Kæmpe, med Skjold paa din Arm
- De Kæmper i Sagnene følger.
- 15. Saalænge som Gejser udsender sit Væld,
- Og Hekla sin vældige Lue;
- Saalænge vi Sneen paa Raudafjordsfjeld
- Og Isen paa Vestjøkul skue:
- 16. O, Snorro! dit Sagn og din herlige Sang
- Blandt Norriges Bjerge gjenlyde!
- I Svithiods Dale, paa Dauniens Vang
- Det nordiske Hjerte Du fryde!