Sol og Maane (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Lemminkäinen ved Ildfloden
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Sol og Maane

Trygge gamle Väinämöinen    XLVII. 1

rørte længe Harpens Strænge,

slog de Strænge, sang tillige,

fryded sig paa hver en Maade.

Spillet klang til Maanens Stuer,

Glæden lød til Solens Vindver:

Maanen stiger fra sin Stue,

daler ned i Birkegrene,

Solen fra sit Slot sig sænker,

flytter ned til Fyrretoppe    10

for til Harpens Lyd at lytte,

over Spillets Klang at frydes.

Louhi, Pohjahjemmets Frue,

Pohjas Kvinde, tandløs Gamling,

tog et Tag i selve Solen,

greb med Hænder fat i Maanen,

bragte dem i Hast til Hjemmet,    19

op til Pohjola, det mørke;

Maanen fjæled hun i Fjældet,

saa den ikke længer lyste,

sang i staalhaard Klippe Solen,

saa den ikke længer straaled.

Nu var del Nat foruden Ende,     41

begsort Mulm og stadigt Mørke,

nu var det Nat i Kalevala,

over Väinöhjemmets Stuer,

ogsaa hist i Himmelrummet,

over Ukkos Himmelsæde.

Brydsomt uden Lys at leve,

ondt at færdes uden Flamme,

brydsomt nok endog for Ukko.    50

Gedden kendte Havets Grunde,    XLIX. 11

Ørnen vejred Fugl i Luften,

Vinden vidste Skibets Veje:

Menneskens Børn alene

aned ej naar Morgen gryed,

eller Nattens Stund sig nærmed

yderst over taaget Odde,

over sludfuld Holm i Havet.

Det var gamle Väinämöinen,     75

tog til Orde selv og sagde:

»Tid er til at spaa af Soldet,

Tid at Manden tyder Tegnet,

hvad der af vor Sol er vorden,

hvor vor Maanelil er henne.    80

Spaaner skar han ud af af Elle,     83

lagde dem i Rad og Række,

tog saa til at ryste Soldet,

ytred sig paa denne Maade:    88

»Sig nu sandt, du Tegn fra Herren,    91

lær os, Lod som Gud har givet,

hvad der af vor Sol er vorden,

hvor vor Maanelil er henne!

Sig, o Lod, hvad Sandhed byder,    97

ej hvad mit eget Ønske byder!« 

Loddet sagde sikker Sanding,     105

Mandetegnet gav ham Gensvar,

sagde Solen bort var baaren,

sagde Maanen bort var manet

ind bag Højens Sten i Pohja,

ind i Kobberklippens Gæmme.

Gik han nu til Smedens Smedje,    301

taled saa det Ord og sagde:

»Hør mig, Smeden Ilmarinen,

Smed mig en tregrenet Hakke,

smed Spyd-økser, tolv i Tallet,

dernæst Nøgler, et dygtigt Knippe,

al jeg faar Maanen fri af Fjældet,

slipper Solen af Kobberklippen!« 

Det var Smeden Ilmarinen,

den evindelige Hamrer,    310

hamred hvad en Mand behøved,

hamred Økser, tolv i Tallet,

derhos Nøgler, et dygtigt Knippe.

Louhi, Pohjahjemmets Frue,    317

Pohjas Kvinde, tandløs Gamling,

hun i Fjederham sig klædte,

flagred op til Vejrs, at flyve,    320

hasted over Pohjahavet    323

frem til Smeden Ilmaris Smedje.

Smeden aabned nu sit Vindu,

taled saa det Ord og sagde:    330

»Sig, hvad søger du, vilde Flyver,

siden du sidder under mit Vindu?« 

Fuglen salte Tungen i Lave,

vilde Høg begynder at tale:

»Hør mig, du Smeden Ilmarinen,

hør, du altid virkende Hamrer:

Hvor du dog er højligen kyndig,

ret en saare duelig Kunstner!« 

Sagde Smeden Ilmarinen,

selv han ytred sig og mæled:    340

»Det er da heller intet Under,

om jeg er højlig kyndig Hamrer,

saasom jeg Himlen selv har smeddet,

saasom jeg Luftens Laag har hamret.« 

Fuglen satte Tungen i Lave,

vilde Høg begynder at tale:

»Smed, hvad er det da nu du laver,

Vaabensmed, hvad er det du smedder?« 

Det var Smeden Ilmarinen,

giver hende saadant Gensvar:     350

»Det er en Halsring jeg hamrer —

hamrer den til Pohjolas Kvinde;

thi med denne Ring skal hun smeddes

fast til de haarde Fjældes Rødder.« 

Louhi, Pohjahjemmets Frue,

Pohjas Kvinde, tandløs Gamling,

mærked Nødens Dag sig nærmed,

Undergangens Time trued;

straks hun farer bort og flyver,

iler langt af Led til Pohja:    360

Maanen slap hun løs af Stenen,

fried Solen ud af Fjældet;

flagred frem paa lette Vinger,    365

atter ned til Smedens Smedje,

fløj i Fugleham til Tærsklen,

fløj som Due frem til Døren.

Sagde Smeden Ilmarinen :

»Fugl, hvi fløj du her til Stedet?«    371

Fuglen svared ham fra Tærsklen,    373

Duen mæled ind ad Døren:

»Derfor sidder jeg ved Døren,

for at bringe dig et Budskab:

Maanen er fra Stenen stegen,

Solen sluppen ud af Fjældet« 

Det var Smeden Ilmarinen,

gik nu selv at se det efter,    38O

iled ud i Smedjedøren,

nøje skued han paa Himlen,

skued Maanen atter straale,

saae hvor Solen atter skinned.

Vandred hen til Väinämöinen:

»O du gamle Väinämöinen,    387

kom herud at skue Maanen,    389

kom at give Agt paa Solen!« 

Trygge gamle Väinämöinen,    393

hastigt iled han ud paa Gaarden:

Maanen var oppe. Solen var rundet,    397

Himmelens Lys var atter vundet.

Det var gamle Väinämöinen,

tager nu selv til at tale:    400

»Hil dig, Maanelille som lyser,    403

væne, du som dit Aasyn viser,

gyldne Sol som igen oprinder.

Himmelens Lys som atter stiger!

Maanelille, du foer af Fjældet,

skønne Sollys, du slap af Klippen,

ret som en gylden Gøg du kommer,

flyver frem som en Sølverdue,    410

op til dit gamle Sted og Stade,

frem ad din fordums Vej at træde.

Rind nu op igen ved Morgen

fra i Dag og alle Dage,

giv os Glæde, skænk os Helsen,

bring os Byttet frem for Foden,

før os altid Fangst i Hænde,

Lykken paa vor Krog du sende!

Træd med Sundhed dine Veje,

far din Færd i Fred og Glæde,    420

smukt din Bue du fuldende

og gaa ind til Fryd ved Kvælden!«