Solens Sang (B.C.Sandvig)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda


Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785


Solens Sang
af Sæmund Præst hin Frode



1. Om Utaknemmelighed.
Solens Sang (B.C.Sandvig).jpg


1. Liv og Rigdom
Røved’ Mennesket
Hin den grumme Kiempe.
Over det Stræde,
Som han vogtede,
Kunde ingen levende komme.


2. Eene gridsk
Aad han ofte,
Aldrig bød han
Andre til Giest med.
Førend træt
Og Kræfter manglend’
Giest gaaende
Af Veien kom.


3. Drik behøved’
Hiin den trætte Mand,
Og hungrig var han.
Med bange Hjerte
Lod han som han troede
Ham, som før havde
Svigfuld været.


4. Mad og Drik gav han
Den trætte Mand
Af oprigtigt Hierte.
Gud han lyded’,
Og got ham beviste,
Thi han syntes
Ussel at være.


5. Hiin stod op,
Ondt han tænkte;
Ei var nødtøftige givet.
Hans Synd svulmed,
Sovende myrded’
Han Vert den kloge.


6. Himlens Gud
Bad han hielpe sig,
Da han saaret vaagnede.
Men ved hiin
Syndens skyld hængde,
Som ham havde
Uskyldig sviget.


7. Hellige Engle komme
Ovenfra Himlen,
Og toge hans Siel til sig.
I reenest’ Levnet
Skal den evig leve
Med Gud den almægtig’.


______________



2. At ingen skal stole paa sin Rigdom.


8. Penge og Helsen
Raader ingen over,
Er han end lykkelig.
Det venter mange,
Som de mindst haabe.
Ingen raader selv for sig.


9. Det troede ikke
Unnarr og Sævaldr,
At de skulde Held tabe.
Nøgne de bleve
Og fattige begge,
Og løbe som Ulve til Skoven.


______________



3. Om Elskov.


10. Mange fortryde
Vellystigt Levnet;
Tit kommer Ulykke af Qvinder.
Besmitted’ blev’ de,
Skiønt den mægtig’ Gud
Dem skabte reene.


11. Forligte bleve
Svafadr og Skart-Hedinn,
Ingen kunde den anden undvære;
Før de blev’ galne
For en Kone,
Hun var dem til Ondt beskikket.


12. Ikke de agted’
For den hvide Møe,
Leeg, ei lyse Dage.
Ingen Ting vilde de
Heller ønske
End den lyse Krop.


13. Sorgfulde bleve
Dem de mørke Nætter,
Ikke kunde de sød Søvn nyde.
Men af den Sorrig
Had opspired’
Mellem Hierte-Venner.


14. I Tvekamp ginge
De for den skiønne Møe,
Og fik der begge Bane.
Onde Exempler
De fleste Stæder
Straffes grummelig.


______________



4. Om Stolthed


15. Stor Stolthed ingen
Skal give sig til.
Det haver jeg sandelig seet;
Thi de fleste,
Som Hovmod følge,
Falde fra sin Gud.


16. Rige bleve
Radny og Vebodi,
Og troede eene Godt at giøre.
Nu de sidde
Og Saar’ne vende
Fra og til mod Ild.


17. Paa sig de troede,
Og tykkedes eene være
Mere end andre;
Men dog gik deres Hue
Anden Vei,
For Gud almægtig’.


18. Vellyst de fulgde
Paa mange Maader,
Og holdt Guld for deres Glæde;
Nu er’ de straffed’,
Da de leve skulle
Mellem Iis og Hede.


______________



5. At man ei bør troe sine Uvenner.


19. Uvenner dine
Troe maae du aldrig,
Skiønt de venligt tale.
Du skal love dem Godt;
Godt er andens Skade
Til Varsel at have.


20. Thi saa gik det
Sørle den Godtroend’,
Da han gav sin Sag i Viguls Tykke.
Tryggeligen han troede,
Dog hin med Svig bedrog
Sin Broders Drabsmand.


21. Fred han dem undte
Af ærligt Hjerte,
Og de loved’ ham Guld derimod.
Venner lod’ de;
Mens de sammen drukke,
Da kom dog Svigen frem.


22. Men derefter
Paa anden Dagen,
Da de havde til Riardal redet,
Med Sverd de saared’
Ham, som sagløs var,
Og lode hans Liv udfare.


23. Hans Liig de bare
Til hemm’lig Afvei,
Og kasted’ det ned i en Brønd.
Dølge de vilde,
Men Herren det
fra Himlen saae.


24. Hans Siel bød
Den sande Gud
I sin Fryd at være.
Men de Misdæd’re
Troer jeg seent at skulle
Fries ud af Pinen.


______________



6. At man bør bede til Gud, og ei lægge Synd til Synd.


25. Dyser af Guds Bud
Bed du dig at
Være hulde af Hiertet.
Ugen efter
Efter Villien din,
Alt efter Ønske gaaer.


26. Vredeværk, som
Du haver giort,
Stryg da ei Ondskab over.
Synd forbedre
Skal du med gode Gierninger,
Det hielper Sielen.


27. Til Gud skal du bede
Om gode Sager;
Thi Mennesket skabt han haver.
Meget meer kan
End hver Mand,
Alle Menneskers Fader.


28. Du skal bede,
Og det ivrigen,
Om hvad dig synes at fattes.
Alting fattes
Den som ikke beder.
Faae betænke tiendes Tarv.


29. Silde jeg kom,
Tilig jeg kaldedes,
Til høiest’ Domstoel;
Derhen jeg agter mig,
Som mig loved var.
Den faaer Mad, som kræver.


______________



7. Om Frygt for Døden.


30. Synder det volde
At med Sorg vi fare
Havets Verden fra.
Ingen frygted’
Om han ei Ondt giorde;
Godt er for meenløse Siele.


______________



8. Om Vankelmodighed og Gierrighed.


31. Ulve ligne,
Synes mig, alle de,
Som vankelmodig’ er’:
Saa de ere
Som de, der skal gaae
Paa glødbestrøede Veie.


32. Venlige Raad
Og dertil kloge
Lærer jeg dig syv tillige:
Husk dem ret vel,
Og glem dem aldrig;
Nyttige er’ de at lære.


33. Derom vil jeg tale,
Hvor salig jeg
I Havets Verden var;
Og for det andet
Hvor nødig alle
Ville blive til Liig.


34. Sorg og Stolthed
Svige Folkesønner,
Som hige efter Rigdom.
Blanke Penge
Blive til lang Bekymring.
Mange har Guld daaret.


35. Glad i meget
Syntes Folk mig at være.
Kun lidt vidste jeg forud.
Stoltheds Jord har
Herren skabet,
Meget vellystfuld.


______________



9. Om Døden.


36. Kroget sad jeg længe
Og skiulte mig.
Da ønsked’ jeg gierne at leve.
Da raadte den,
Som mægtig var.
Lette er’ feig Mands Veie.


37. Helveds Reeb
Komme haardelig
Om min Side snoed’.
Slide dem vilde jeg,
Men seie var’ de.
Let er løs at fare.


38. Eene veed jeg
Hvorledes alle
Smerter svulmed’ mig.
Helveds Møer,
Som mig skrækk’de, bøde
Mig hiem til sig hver Aften.


39. Soel jeg saae,
Den sande Dagstierne,
Dryppe Lyd-Verden i,
Men Hels Dørre
Hørde jeg andensteds
Larme græsselig.


40. Soel jeg saae,
Omsat med Blod-Stave;
Da vilde jeg af Verden gaae.
Mægtig den syntes
Paa mange Maader,
Fremfor den forhen var.


41. Soel jeg saae,
Den mig syntes
Som jeg saae mægtig Gud;
For den jeg bøied’
I denne Verden
Mig sidste Gang.


42. Soel jeg saae,
Den saa straalede,
At jeg tykk’des intet vide.
Men stride Strømme
Bruste andensteds,
Blandede med Blod.


43. Soel jeg saae
Paa Søen skielvende,
Rædselfuld bøiet;
Da mit Hierte var
Inderligen
Smeltet hen af Smerte.


44. Soel jeg saae,
Sielden bangere,
Ret var jeg da af Verden kied.
Min Tunge var
Til Træ bleven
Og iiskold allevegne.


45. Soel jeg saae,
Siden ret aldrig,
Efter den mørke Dag.
Fordi Fieldevand lukk’des
For mig sammen.
Jeg forsvandt, kaldet fra Piinsler.


46. Haabets Stierne fløi,
Da jeg blev født,
Fra mit Hierte bort.
Høit op den fløi,
Og ei sig satte
At den kunde faa Hvile.


47. Allerlængst mig
Var den eene Nat,
Da jeg laae stiv paa Straa.
Det vidner
Hvad Gud sagde:
At Mand er Muldens Frende.


48. Tænke det og kiende
Hin store Gud,
Som skabte Jord og Himmel,
Hvor herfra glædeløse
Mange fare,
Og fra Venner skilles!


49. Løn for Arbejd’
Faar Menneske hvert.
Salig den, som _____[1] gjorde!
Fra min Rigdom
Bestemt mig var
I Sandet sidste Seng.


50. Legemets Hunger,
Som man taaler tit,
Den har mange sviget.
Vie-Vand
Mig modbyd’ligst var
I hele Verden.


51. Paa Norners Sæde sad jeg
I ni Dage.
Siden blev jeg paa Hest løfted.
Gygiers Sole
Skinned’ græsselig
Giennem splitted’ Skyer.


52. Uden og inden
Syntes jeg giennemreise
Seirverd’ner ni.
Op og ned
Søgte jeg om bedre Veie,
Hvor mig vare glatteste Stier.


53. Derom vil jeg tale
Hvad jeg først øined’,
Da jeg var i Qval-Verden kommet.
Svedne Fugle,
Som Siele vare,
Fløie saamange som Myg.


54. I Vest saae jeg flyve
Haabets Drage,
Den faldt paa Glævallds Gade.
Dens Vinger rasled’,
At mig tykk’des sønder
Springe Jord og Himmel.


55. Solens Hiort saae jeg
Fra Sønden komme.
Ham leded’ to tillige.
Paa Jorden stode
Fødder hans,
Hans Horn rækked’ til Himlen.


56. For Nord saae jeg ride
Nidas Sønner,
De vare syv sammen.
Horn de drukke
Fulde af den reene Miød
Af Baugreiris Kilde.


______________



10. Om Helvede.


57. Vinden taug da,
Vandet standsede;
Da hørde jeg græsselig Larm.
Jeg saae bistre
Koner at male
Muld til Mændenes Føde.


58. Blodige Stene,
Som hine sorte Koner
Droge sørgende;
Blodigt Hierte,
Hængde dem uden paa Brystet,
Træt af stor Bekymring.


59. Mange Mænd saae jeg
Saared’ reise
Ad ildstrødte Veie;
Deres Ansigt syndes
Mig at være
Med stolt Blod rødfarvet.


60. Mange Mænd saae jeg
Gaae i Støvet,
De som ei kunde Tieneste naae.
Hedning-Stierner
Paa deres Hoved stod’,
Med fæle Bogstaver.


61. Mænd saae jeg da,
Som meget bare
Avind til andres Lykke.
Blodige Runer
Stode paa deres Bryst,
Skaarne med Smerte.


62. Mænd jeg saae
Som ondt om andre talde,
De fore vilde Veie.
Saa gaar det dem,
Som her i Verden
Spotte med Ulykke.


63. Mænd jeg saae
Som paa mange Maader
Havde søgt andres Eie;
Flokviis de fore
Til Fegierns Borge
Og bare Byrder af Blye.


64. Mænd saae jeg,
Som havde mangen
Røvet Gods og Liv,
Bryst igiennem
Rendte disse Mænd
Sterke Ædderdrager.


65. Mænd saae jeg der,
Som mindst vilde
Holde Hellig’ Dage.
Deres Hænder vare
Til hede Stene
Nagled’ med Smerte.


66. Mænd saae jeg der,
Som af stor Stolthed
Holdt sig bedre end andre.
Deres Klæder
Vare latterligen
Med Ild bestænkte.


67. Mænd saae jeg der,
Som tit havde
Ondt paa andre løiet;
Helveds Ravne
Af deres Hoved
Haardelig Øinen’ reve.


68. Alle Skrække
Faaer du ei at vide,
Som de Helgangne have.
Søde Synder
Blive til haarde Straffe.
Altid kommer Meen efter Vellyst.


______________



11. Om Himmerige.


69. Mænd saae jeg da,
Som vel havde
Agtet paa Guds Love.
Rene Fakler
Paa deres Hoved var’
Klarlig brændende.


70. Mænd saae jeg da,
Som af Ædelt Mod
Havde Fattige hiulpet.
Engle læste hellige Bøger
Og Himmelskrift
Over deres Hoved.


71. Mænd saae jeg da,
Som med Faste
Havde Kiødet spæget;
Guds Engle bukked’
For dem alle.
Det er største Glæde.


72. Mænd saae jeg da,
Som sin Moder havde
Givet Mad i Mund.
Deres Boeliger vare
Paa Himlens Straaler
Høit opløftede.


73. Hellige Møer
Havde reenligen
Siel af Synder tvetted,
For Mennesker,
Som i mange Dage
Plagede sig selv.


74. Høie Vogne
Saae jeg paa Himlen fare,
Hvor Veien gaaer op til Gud.
Mænd dem kiøre,
Som myrded’ ere
Foruden Skyld og Brøde.


75. Mægtige Fader!
Største Søn!
Og Himlens Hellig Aand!
Dig beder jeg at skille
(Du skabte os)
Os fra alle Synder.


______________



12. Krigens Oprindelse.


76. Biugvør og Listvør
Sidde i Herdys Dørre
Paa Organs Sæde.
Jerndraaber falde
Af deres Næser,
Og blandt Folk Splid vække.


77. Odins Kone roer
Paa Jordens Snekke
Med modig Længsel.
Hendes Skibs-Segl
Blive seent strøgne,
De som i Elskovs Reeb hænge.


______________



13. Slutning.


78. Fæderne Arv
Har jeg eene styret,
Som og Solkatlas Sønner,
Hiortehorn,
Det som Hugi bar,
Den kloge Død-Dvæler.


79. Her ere de Runer,
Som skaaret have
Niardurs Døttre ni;
Baudveig den ældste,
Og Reppvør den yngste,
Og deres Systre Syv.


80. Hvormed sig ombelted’
Svafr og
Svafrlogi.
Blod de vækked’
Og Saar udsued’
Efter gammel Sædvane.


81. Dette Qvæde
Jeg dig lært haver,
Skal du for Mennesker synge.
Solens Sang,
Som synes monne
Mindst for Folk at lyve.


82. Her vi adskilles,
Men skulle samles
Den sidste Dag i Verden.
Herren give
De Døde Roe,
Naade dem, som leve!


83. Det gode Qvæde
Blev mig i Drømme lært;
Men du seer nu Sandhed!
Af Folk ingen
Var skabt saa kyndig,
At han før hørde Solarliods Vise.


______________



Fodnoter

  1. Et ord mangler her i forlægget til denne digitalisering. Ordet er antageligt “godt”. På originalsproget lyder denne linie: “sæll er sá, sem gott gerir;“ (dvs.: “salig er den, som godt gør). Sammenlign øvrige oversættelser af dette vers.


Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.