Stændernes Oprindelse (Nordisk Mytologi efter Kilderne)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Mytologi efter Kilderne

Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891


Stændernes Oprindelse.


I Tidens Begyndelse gik den herlige, mægtige, stærke, raske og vise As Hejmdal langs med Stranden ad grönne Vej under Navnet Rig.
  Han kom til et Hus, Dören var lukket. Han gik der ind. Ild brændte paa Gulvet, to Ægtefolk - Oldefader og Oldemoder - sade, graahaarede, ved Arnestedet. Rig kunde give dem gode Raad. Han satte sig midt paa Bænken, Ægtefolkene satte sig hver paa sin Side af ham. Oldemoder tog et grovt, tykt og tungt Brød, fuldt af Avner, og lagde det midt paa Bordet; hun satte fremdeles en Bolle med Suppe i og en kogt Kalv - det bedste Lækkeri - paa Bordet. Siden rejste Rig sig og forföjede sig til Hvile; han lagde sig midt i Sengen. Ægtefolkene lagde sig hver paa sin Side af ham. Han blev der tre Nætter og gik saa videre. - Ni Maaneder efter fødte Oldemoder en Dreng. Ægtefolkene svøbte barn i sort Töj, overøste ham med Vand og kaldte ham Træl. Han voksede og trivedes godt. Huden var runken paa hans Hænder, Knoerne vare krogede og Fingrene tykke, Ansigtet var stygt og tvært, Ryggen krum, Hælene vare lange. Han arbejdede af alle Kræfter og bar Risknipper hjem hele Dagen, - En Trælkvinde kom vandrende til Gaarden: der var Ar paa hendes Fødder, hendes Arm var solbrændt, hendes Næse kroget. Hun satte sig midt paa Bænken. Husets Sön sad hos hende. De snakkede fortrolig sammen og redte sig et Leje De levede saa med hinanden og vare tilfredse. Sönner fødtes, som satte Gærder, gødede Agre, røgtede Svin, vogtede Geder og skare Torv. Der fødtes ligeledes Døtre. Fra dem nedstammer Trællenes Slægt.
  Rig vandrede videre. Han kom til et Hus. Dören var halv aaben. Han gik ind. Ild brændte paa Gulvet, et Par Ægtefolk, som ejede Huset - Bedstefader og Bedstemoder - sad og arbejdede. Manden tilskar et Stykke Træ til en Væverbom; hans Skæg var raget og Haaret strøget fra Panden, han havde en snæver Skjorte paa. En Værktøjskasse stod paa Gulvet. Konen drejede Rokken og lavede til Vævning; hun havde et Hovedtöj paa, et Livstykke omsluttede Barmen, et Klæde dækkede Halsen, hun havde Spænder paa Skuldrene. Rig kunde give dem gode Raad. Efter at have været til Bords, gik han til Hvile og lagde sig i Sengen, Ægtefolkene lagde sig hver paa sin Side af ham. Han blev der i tre Nætter og gik saa videre. Ni Maaneder efter fødte Bedstemoder en Dreng, som Ægtefolkene overøste med Vand og kaldte Bonde. Konen svøbte den rødhaarede og rødmussede Gut med de spillende Øjne i Linned. Han voksede og trivedes godt, tæmmede Øksne, forfærdigede Plov, tømrede Hus, byggede Lader, lavede Karrer og kørte Plov. De agede en rask Kvinde med Nögler hængende ned fra Bæltet, klædt i Gedeskindskjortel, hjem, gave hende Brudelinet paa og giftede hende med Sönnen. De unge Folk satte saa Bo, med Gods og Guld fælles, delte Leje og levede sammen. De fik Sönner og Døtre og vare lykkelige. Fra dem nedstamme Bønderne.
  Rig vandrede videre. Han kom til en Hal, Dören med en Ring i var aaben. Han gik ind. Gulvet var bestrøet; et Par Ægtefolk - Fader og Moder - sad og saa hinanden i Öjnene og legede, glade, med Fingrene. Husherren snoede en Buesnor, spændte Buen og skæftede Pile. Husfruen saa paa sine Arme, strøg Linned og stivede Ærmer. Hun knejsede med Sæt paa Hovedet, havde et Smykke paa Brystet og en lang Kappe med Slæb og en blaa Kjortel: hendes Öjenbryn vare klarere, hendes Bryst lysere, hendes Hals hvidere end den nyfaldne rene Sne. Rig kunde give dem gode Raad. Han satte sig midt paa Bænken, Ægtefolkene satte sig hver paa sin Side af ham. Moder dækkede Bordet med en fin, hvid Linned-Dug og satte tynde, hvide Hvede-Brød der paa; hun frembar saa skinnende Flæsk og stegte Fugle, en Kande med Vin og Bægre. Man drak og talede sammen. Dagen hældede, Rig rejste sig og forföjede sig til Sengs. Han blev der tre Nætter og gik derpaa videre. - Efter ni Maaneders Forløb fødte Moder en Dreng, som hun svøbte i Silke. Ægtefolkene overøste ham med Vand og kaldte ham Jarl. Hans Haar var blondt, hans Kinder lyse, hans Öjne spillede som en ung Slanges. Han voksede op der i Huset, rystede Skjold, spændte Bue, skæftede Pile, kastede Spyd, svang Sværd, red, hidsede Hunde og svømmede. Rig kom gaaende ud af Lunden, lærte ham Runer, vedkendte sig Sönnen, gav ham sit Navn og sagde, at han skulde eje de fædrene Jorder og Gaarde. Den unge Jarl red ad mørke Veje over rimbedækte Fjælde. Han gav Hesten af Sporerne, rystede Spyd og Skjold, svang Sværd, fældede Mænd, farvede Jorden rød og tilkæmpede sig Land. Han raadede alene over atten Gaarde, uddelte Rigdom, Kostbarheder, Ringe og slanke Heste. - De agede ad kolde Veje og kom til Hallen, hvor Herse boede, traf den smalbæltede, lyse og kløgtige Datter, bejlede til hende og agede hjem med hende. De smykkede hende med Brudelinet og giftede hende med Jarl. De unge Ægtefolk boede saa sammen og vare lykkelige. Sönner fødtes, der legede, svømmede, spillede Tavl, tæmmede Heste, böjede Skjolde, glattede Spyd- og Pileskafter og svang Sværd. - Den yngste hed Konning. Han kendte Livsruner, kunde redde Mænds Liv, døve Ægge, stille Hav og Ild, forstaa Fuglekvidder, blidgöre Sindet og mildne Sorger, han havde otte Mænds Styrke og Udholdenhed. Han havde en Kappestrid med Rig Jarl i Runer, brugte List og gik af med Sejren. Da blev det ham forundt at hedde Rig. Han red gennem Krat og Skove, kastede Spyd og jagede Fugle. Da kvad en Krage, som sad alene paa en Kvist: »Hvi vil du, Konning, jage Fugle! Hellere skulde I höjt til Hest fælde Mænd i Kamp! Dan og Danp eje kostelige Haller og en herligere Odel end I. De kunne godt styre Skibe, svinge Sværd og hugge Saar.«