Stednavne og førkristne kultsteder – Betegnelser for kultsteder

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018


6.
Betegnelser for kultsteder



Vi er allerede tidligere stødt på flere forskellige betegnelser for kultsteder men uden at komme nærmere ind på betydningen af dem. I dette kapitel vil vi se på disse betegnelser ud fra ordenes sproghistoriske baggrund. Tre ord er helt centrale, nemlig hørg, hov og vi. I de ældste skriftlige kilder optræder alle tre som betegnelser for et førkristent kultsted. De kendes bl.a. fra flere af Eddaens gudedigte (Vølvens Spådom[1], Grimnirsmål[2], Vaftrudnersmål[3] og Hyndlasangen[4]). Men – som vi har set – bliver de også ved med at dukke op blandt vore stednavne. Derfor har tolkningen af netop disse ord stor betydning. Da ordene er gamle og stort set gledet ud af det danske sprog, har vi brug for en klar definition af dem. Desværre er de ikke så entydige, som vi kunne ønske, men ordenes etymologi kan alligevel bringe os et stykke af vejen.  


Hørg

Stenalteret på Rosslandhøjen (Rogaland, Norge). Konstruktionen går under betegnelsen Skammelen eller Alteret og stammer fra ældre jernalder. Nedenfor højen er der fundet er stort udhugget stenhoved og to stenkar. Alle dele er hugget i samme lokale stenart og menes at have hørt sammen. Arkæologer har tolket dette som et kultanlæg. Ill.: clm.

På oldengelsk skrives ordet hearg eller heargh og kendes fra tekster, så langt tilbage som 7-800-tallet[5] (fx i det oldengelske heltedigt Beowulf). – Engelske sprogfolk definerer ordet som et hedensk helligsted og ordet kan implicit forstås som ”et hedensk tempel”, ”en helligdom på toppen af en bakke” og ”et gudebillede”[6]. Alle disse tolkninger er sakrale. Den engelske arkæolog Sarah Semple har i lys af den skandinaviske forskning på området revurderet forståelsen af det angelsaksiske hearg. Ved at inddrage stednavne og sammenholde dem med de topografiske forhold, når hun frem til følgende:


1. Hearg’en betegner et sted, hvor kultisk aktivitet har foregået i forhistorisk tid.
2. Hearg’en har aldrig betegnet ”en germansk eller anglosaksisk hedensk tempelbygning, men har snarere været en bakke i landskabet. Hearg’en lader til at have udgjort et naturligt markant sted i landskabet, som kunne danne rammen om sammenkomster og ritualer gennem mange generationer over et langt tidsspand.”[7] 


Andre forskere har påpeget, at hearg også rummer betydningen af en hellig lund eller sågar blot som skov.[8]

Det tilsvarende ord på oldhøjtysk er harug. Også dette er kendt fra de allertidligste skriftlige kilder men forsvinder igen ud af sproget i løbet af 900–tallet. I tyske oversættelser af latinske tekster benyttes det for gloser som ara (alter), delubrum (helligdom, tempel), fanum (et indviet sted, helligdom, tempel), lucus (lund, skov) og nemus (åben skov). Johan Fritzner forstår harug som et ord, der ”betegner helligdomme bestemte eller anvendte til hedenske guders dyrkelse.”[9] I sin Language and History in the Early Germanic World behandler D. H. Green også betydningen af harug. Han understreger ordets religiøse betydning. Bl.a. siger han: ”Der gives ikke ét eksempel på, at harug anvendes som oversættelse for silva (med en ikke-religiøs funktion).”[10] Alligevel advarer han mod at regne alle stednavne med harug for kultsteder, da der både i oldengelsk og oldnordisk sprogbrug gives eksempler på en ikke-sakral anvendelse af ordet. Ikke desto mindre påpeger Olaf Olsen, at harug har det til fælles med hearg, at de begge udgør ”den hyppigst forekommende betegnelse for kultsteder” i deres respektive områder. Uden her at kunne gå i dybden med hans argumentation, når Olsen frem til, at ”den tyske hørg har haft karakter af en naturhelligdom.”[11]

Den oldnordiske form af ordet er hǫrgr. I Danmark kendes formerne hørg og harg (gammeldansk hargh), i Sverige harg og horg (gammelsvensk hargher), i Norge horg (gammelnorsk hǫrgr) og på Island hörgr (oldislandsk hǫrgr). Overordnet kan siges, at ordet hǫrgr og dets afledte former sigter til et førkristent kultsted. Dette er betydningen både i eddadigtene og i den tidlige kristne lovgivning, der udsteder forbud mod at have med de hedenske guder at gøre eller opføre høje og hørger. Ifølge Olav Bø er hǫrgr som kultstedsbegnelse meget gammel og må være ældre end ordet hov, der dominerede i perioden 600–900[12]. ”At hørgen som kultfænomen er af ældre dato end hovet, er der ingen grund til at betvivle. Dette fremgår allerede af ordets fællesgermanske kultiske betydning” siger Olaf Olsen[13]. Thorsten Andersson mener også, at ordet går langt tilbage og kan have rødder i en gammel naturkult.[14]

Det oldnordiske hǫrgr har dog også en ikke-sakral betydning, som kan være ældre end den sakrale. I svensk dialekt kan en hǫrgr være en plads med mange sten, en naturlig stenhøj, og på norsk kan det betyde en bjergspids. Denne tvetydighed udgør naturligvis en udfordring i forhold til tolkningen af stednavne.

Flere forskere har forsøgt at udtænke, hvorledes betydningen af ordet har udviklet sig fra stenhøj til kultsted. En af disse er Olaf Olsen, der mener, at hørgen kan være gået fra at betegne en naturlig stenhøj til at betegne en stenhøj, som blev anvendt som kultsted. Arkæologiske fund fra ældre jernalder viser, at der på eller ved sådanne stenhøje kan have været opstillet en gudestøtte eller et gudebillede udskåret i træ. Olsen forestiller sig, at der med tiden kan være rejst et overdække over gudestøtten og at dette gradvist kan have udviklet sig til en egentlig bygning.[15] 


Hov

Sproghistorisk går ordet hov tilbage til det oldnordiske hof, der betyder et tempel, et gudehus eller en gård, hvor der afholdes blotfest. På oldengelsk hedder ordet ligeledes hof, men har en bredere betydning, idet det kan gengives med indhegning, gård, bolig, bygning, hus, hal, tempel, helligdom. Ligesom på moderne tysk betyder hof på oldhøjtysk gård og kan desuden tolkes som ejendom eller forgård. Ordet findes også på frisisk, hvor det skrives hov og betyder gård, kirkegård, tingplads. Grundbetydningen af ordets indoeuropæiske rod er en forhøjning, en lille høj.[16] – Mønsteret er altså, at hof har sakral betydning i Norden, kan have det i England, men ikke har det i Tyskland. Forskere har beskæftiget sig med baggrunden for denne betydningsforskydning – hvordan kom betegnelsen for en gård til at blive betegnelsen for et gudehus? Både Magnus Olsen og Thorsten Andersson har fremlagt teorier om denne problematik. Sidstnævnte har foreslået, at når ordet i Norden og til dels i England har udviklet en sakral betydning, kan forløbet have været 1. gård > 2. gård hvor der afholdes blotfest > 3. gudehus. Et lignende forløb er blevet fremført af andre forskere bl.a. Svavar Sigmundsson[17]. I modsætning til både Magnus Olsen og Olaf Olsen mener Andersson, at denne udvikling må være foregået i Norden, da der ikke gives eksempler på, at hof tolkes sakralt i Tyskland. De enkelte eksempler, som findes i England kan skyldes påvirkning fra Norden.[18]

Et par betydningsfacetter af det ikke-sakrale hof kan måske yderligere forkorte afstanden mellem gård og gudehus. For det første betyder hof i mange tilfælde ikke blot gård men i særdeleshed storgård, høvdingegård. For det andet ligger der den betydning i ordet, at der er tale om en omgærdet gård eller indhegnet plads fx gårdsplads, der endnu i dag hedder Hof eller Hofplatz på tysk. Hof betyder altså også en afgrænset plads, jfr. skolegård (Schulhof), kirkegård (Friedhof) osv. Som vi skal se, gives der flere eksempler på, at kultsteder har været omgærdet af et hegn og har været opført i såkaldte stavgårde. Men nok så vigtig er måske forbindelsen mellem kultsted og storgård. En af Olaf Olsens vigtigste pointer var netop, at kulthandlingerne foregik i stormandsgården, høvdingehallen. Derfor har hof været et oplagt og velegnet ord til at betegne et kultsted.

Endelig er der i Sverige og Norge gjort en række fund fra jernalderen, hvor en eller flere gårde ligger ved en høj, hvis indhold må tolkes som ofringer, og hvor højen således har udgjort kultstedet. Dette har fået den svenske arkæolog Evert Baudou til at fremsætte den teori, at sådanne anlæg forener de tre grundbetydninger af ordet hof. Han sammenfatter: ”högen, gården och kultplatsen kunde ligga på samma ställe. Det germanska hof kan ha varit ett begrepp med alla tre innebörderna 'hög, gård, kultplats' under den romerska järnåldern och folkvandringstiden.”[19]

Konklusionen må være, at når vi møder ordet hof i oldnordiske kilder, skal det tolkes sakralt i betydningen gudehus eller gård, hvor førkristen religion udøves. Når vi møder det i stednavne, må vi være opmærksomme på, at betydningen kan være påvirket sydfra. Og her må vi forvente, at påvirkningen har været stærkest i Danmark og det sydlige Sverige og mindst i Norge og på Island.  


Vi

Det sidste af vore tre ord er i sproglig forstand det mest ukomplicerede af dem alle, for her er det kun formen, som adskiller sig en smule, hvorimod der er fuld overensstemmelse, når det drejer sig om betydningen af det.  Vi stammer fra et urgermansk substantiv wīhaz, som igen er afledt af adjektivet wīha, der betyder hellig. Ordet findes i alle de germanske sprog. På oldhøjtysk skrives det wīhi, på oldengelsk weoh, wig, på oldsaksisk wih, på runedansk we og på oldnordisk vé.

Vi optræder overalt som betegnelse for hedenske helligdomme om end med nuanceforskelle. Grundbetydningen er ”noget helligt”, ”en hellig plads”, på oldnordisk og oldsaksisk betegner det ”en kultplads, en helligdom, et tempel” og på oldengelsk kan det betyde ”en helligdom eller et gudebillede”.  Også viet rummer et element af afgrænsning eller indhegning. Dette understøttes bl.a. af de skriftlige kilders omtale af det såkaldte vébönd – et bånd som omkredsede det fredhellige tingsted.

Hvor hørgen tegnede et billede af en stendynge og hovet af en forhøjning, rummer viet ikke andre indikationer på helligstedets udseende, form og indretning end den ovennævnte indhegning. Den danske arkæolog Ejnar Dyggve har slået til lyd for en teori om, at viet havde haft form af to lige linjer som et stort V, men teorien holdt ikke. I nyere forskning har den svenske religionshistoriker Olof Sundqvist på ny sat viet på dagsordenen, denne gang med afsæt i nogle sproglige iagttagelser. Han nævner fx at den svenske sagnkonge Yngvi i Ynglingasaga omtales som vǫrðr véstalls. Vǫrðr er betegnelsen for en som holder tilsyn med og vogter over noget. Vé er viet og stallr er den bænk eller forhøjning, hvorpå gudebillederne står. Sundqvist tolker udtrykket som “den der fører opsyn med helligdommens alter” (“the custodian of sanctuary altar”). Et sådant udtryk må ifølge Sundqvist indikere “en rituel konstruktion og/eller bygninger på sådanne steder.”[20] Olof Sundqvist giver også eksempler på runesten, hvorpå vi finder udtrykket “viets opsynsmand” i teksten. Men selv om flere runesten omtaler viet, gør de os ikke meget klogere på dets udseende og indretning.


Fodnoter

  1. ↑ Vølvens Spådom, str. 7.
  2. ↑ Grimnirsmål, str. 15.
  3. ↑ Vaftrudnersmål, str. 38.
  4. ↑ Hyndlasangen, str. 1 og 10.
  5. ↑ Semple, Sarah: Defining OE hearg: a preliminary archaeological and topographic examination of hearg place names and their hinterlands, s. 370.
  6. ↑ Samme, s. 364.
  7. ↑ Samme, s. 385.
  8. ↑ Fx Rudolf Simek: Dictionary of Northern Mythology, D. H.: Green: Language and History in the Early Germanic World.
  9. ↑ Johan Fritzner: Ordbog over det gamle norske sprog, bd. 1, s. 191.
  10. ↑ D. H.: Green: Language and History in the Early Germanic World, s. 26.
  11. ↑ Olaf Olsen: Hørg, hov og kirke, s. 75f.
  12. ↑ Olav Bø i KHLNM, bd. 7, s. 11.
  13. ↑ Olaf Olsen: Hørg, hov og kirke, s. 109.
  14. ↑ Thorsten Andersson: Kultplatsbeteckningar i nordiska ortnamn i Sakrale navne,  s. 85.
  15. ↑ Olaf Olsen: Hørg, hov og kirke, s. 110.
  16. ↑ Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 253.
  17. ↑ Svavar Sigmundsson: Navnemiljøer og ting på Island, s. 255.
  18. ↑ Thorsten Andersson: Samme.
  19. ↑ Evert Baudou: Hög – gård – helgedom i Mellannorrland under den äldre järnåldern i Arkeologi i Norr, 2, s. 40.
  20. ↑ Olof Sundqvist: An Arena for Higher Powers – Cult Buildings and Rulers in the Late Iron Age and the Early Medieval Period in the Mälar Region i Ideology and Power in the Viking and Middle Ages, s. 181.



Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Stednavne_og_førkristne_kultsteder_–_Betegnelser_for_kultsteder&oldid=70835»