Stednavne og førkristne kultsteder – Et sted ved navn Hof

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Indgangsdøren til høvdingehallen Stöng i det sydlige Island. Gården blev forladt i 1104 under et udbrud af Hekla, men er siden blevet udgravet og en rekonstruktion opført ikke langt fra den oprindelige gård. Ill.: clm.

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

15.
Et sted ved navn Hof

Vi har tidligere set på nogle af de ritualer, som knyttede sig til det at tage land på Island. Her skal vi se på det at navngive på Island og i særdeleshed at navngive med navnet Hof.

Et land uden navne

Da de første landnamsmænd kom til Island, var landet ikke blot mennesketomt, det var aldeles tomt for navne. Alt var navnløst, alt hvad man så og overalt hvor man færdedes. Ikke et bjerg, ikke en sø, ikke en flod havde navn. End ikke landet selv havde et navn. Hvis mennesker skal kunne færdes i eller tale om et land eller enhver anden geografisk lokalitet, har man brug for at navngive. Og dette var netop, hvad de gjorde.

Kilderne til denne navngivning – først og fremmest Landnamsbogen – fortæller, hvem der bosatte sig hvor, og hvorledes stednavne opstod. Her finder man fortællingerne om, hvordan de første bosættere forsøgte sig med flere forskellige navne til det nye land – Gardarsholm, Sneland, Island. Det blev som bekendt det sidste af navnene, som overlevede. 

Hvis man med nogenlunde præcision skal kunne tale om en bestemt lokalitet i et land, har man brug for navne. Island er 2½ gange større end Danmark, så navngivning var helt afgørende og er da også den røde tråd i Landnamsbogen. De første bosættere blev kaldt landnamsmænd, det vil sige mænd, som tog land. Enhver landnamsmand havde brug for at markere, hvilket område, han havde taget. Dette gjorde han lettest ved at navngive de omkringliggende fjorde, floder, bjerge, søer osv. Disse navne blev ikke skrevet ned eller afmærket på et kort, men overlevede i menneskers hukommelse fra generation til generation.

Beskrivelser af landskab og stednavne myldrer frem i hvert eneste kapitel af Landnamsbogen. Et tilfældigt eksempel kunne være dette kapitel: ”Kolgrim drog ud fra Trondhjem til Island, hvor han tog land på Hvalfjordstrands nedre del fra Blåskægså til Lakså og ud til bækken, som har sit udløb ved Saurbær. Og han boede på Ferstikle. Hans søn hed Torhal og var fader til Kolgrim, som var fader til Stein, der var fader til Kvist, der igen var fader til Kala. Han havde også en datter, som hed Bergtora. Hun var gift med Ræv i Brynjadal.”

Af de mennesker, som slog sig ned på Island, var størstedelen som tidligere nævnt nordmænd, som enten kom direkte fra hjemlandet eller via de norske kolonier på Orkneyøerne eller Hebriderne. De bragte både sproget og kulturen med til det nye land. Den navngivningstradition, som var gældende i Norge, levede videre blandt de norske nybyggere i det nye land. Derfor er det ikke overraskende, at når vi sammenligner norske og islandske personnavne og stednavne fra vikingetiden, er forholdet så godt som 1:1. Det samme gælder de naturbetegnelser, som ofte udgør sidste led i stednavne.

Mange hundrede navne i de to lande er identiske. Så godt som alle navneled genfindes i begge lande: fjord, næs, vig, ø, lund, land, sted, høj, holt, li, gård, tun osv. osv. Også norske navne med Hof genfindes på Island således Hof, Hofstaðir, Hoflönd, Hoffell, Hofsos, Hoftun, Hofgarður, Hofsdalur. Der er ingen grund til at antage, at lige netop disse navne ikke skulle have haft samme betydning blandt landnamsmændene, som de havde haft i hjemlandet. 

I Landnamsbogen er der bevaret mange sagn, som har til formål at forklare, hvoraf et bestemt navn er opstået. Flere af disse kan være efterrationaliseringer over allerede eksisterende navne. I det vestlige Island findes således et næs, som hedder Kambsnes. Forklaringen på dette navn lyder: ”Siden sejlede de videre til øsundet, hvor de lagde til ved næsset der. Her tabte Aud sin kam, og stedet har siden heddet Kamnæs.” Helt parallelt hermed er historien om en af Sydlandets kendte floder Öxará (Økseå). Forklaringen på dette navn lyder: ”Da de drog videre, kom de til en å, som de kaldte Øxarå, for de tabte en økse ned i åen.” Et sagn fra Nordlandet fortæller, hvordan høvdingen Ingemund den Gamle navngav en ellers ukendt fjord og kaldte den Hrútafjörðr (Vædderfjord). ”Men om foråret drog de nordpå over heden; de kom til en fjord, hvor de fandt to væddere, derfor kaldte de den Rutafjorden (dvs. Vædderfjorden).” Selv om sådanne eksempler måske kun er litterære konstruktioner, gives der også eksempler på navngivning i Landnamsbogen, som må tillægges større betydning. Selvforklarende navne som Bredefjord (Breiðafjörðr), Rødesand (Rauðasandr), Lakseå (Laxá), Blåskovene (Bláskógar), Dybefjord (Djúpafjörðr) osv. er givetvis autentiske, for de understøttes af det omgivende landskab.

Navngivningen kan imidlertid være mere og andet end blot en praktisk foranstaltning. Der er forskel på, når en landnamsmand navngiver en fjord ved at kalde den Bredefjord og en anden navngiver en fjord ved at kalde den Patreksfjord. Førstnævnte er opkaldt efter fjordens topografiske forhold, sidstnævnte efter en hellig mand, som landnamsmanden ønskede at vise respekt. Der er forskel på, når en landnamsmand navngiver et næs ved at kalde det Langenæs, og en anden navngiver et næs ved at kalde det Torsnæs. Førstnævnte er opkaldt efter de topografiske forhold, sidstnævnte efter den gud, som landnamsmanden ønskede at ære. I førstnævnte eksempel er navngivningen en ren praktisk foranstaltning, i sidstnævnte udgør den næsten en religiøs handling, i hvert fald er den udtryk for en religiøs holdning. Et par eksempler herpå kunne være disse: ”Asbjørn Reyrketilson og hans broder Steinfinn tog land oven for Krosså øst for Fljot. Steinfinn boede på Steinfinnssted, og han havde ikke nogen børn. Asbjørn helligede sit landstykke til Tor og kaldte det Torsmörk.” Og ”Torhad den Gamle var hovgode i Trondhjem på Møre. Han længtes efter at flytte til Island, men før han rejste, brød han hovet ned og tog det hellige jord fra hovet og højsædestolperne med sig. Da han sejlede ind i Stødvarfjord helligede han hele fjorden ligesom i Møre, og han tillod ingen at tage liv der undtagen af dyr. Han boede der hele livet, og fra ham stammer folkene i Stødvarfjord.”

Navnet Hof

Hvis vi skal forstå de islandske Hof-navne, må vi først forstå de norske. I kapitel 6 så vi, at navne af denne type er meget talrige i Norge, Magnus Olsen gjorde det samlede antal op til omkring 200. Vi så også, at hof kan tolkes på tre måder 1) en høj, 2) en (stor)gård og 3) et gudehus. De norske Hof-navne fordeler sig således:

1.     Usammensat Hof: 2.     Med et gudenavn: 3.     I formen Hofland: 4.     I formen Hofvin: 5.     I formen Hofstaðir: 6.     I former som Hoftún, Hofheimr, Hofsetr:

85 22 41 24 (ukendt) (enkelte)

Da Olaf Olsen gennemgik materialet om disse navne, nåede han frem til, at de 22 navne, som var sammensat med et gudenavn, med fuldstændig sikkerhed kunne tillægges en kultisk betydning. Disse refererede til gudehove, som var særligt dedikerede til enkelte guder. Med hensyn til den store gruppe på 85 usammensatte Hof–navne, skrev han: ”At også gårdene med det usammensatte navn Hof overalt bør anses for kultsteder, er ikke umiddelbart bevisligt. Dog findes for Norges vedkommende vægtige indicier, som taler herfor. Således ligger 40 af de ca. 85 gårde med dette navn på eller ved middelalderlige kirkesteder. . . 15 kirker eller kirkesogne bærer navnet Hof kirkja eller Hofs sókn. Vi ser således at også de usammensatte hof–navne i vid udstrækning er knyttet til de større gårde, hvor man netop vil forvente at finde de lokale kultcentre.” At de mange norske Hof-navne skal forstås som kultnavne, betvivlede Olaf Olsen ikke, men det fik ham til at rejse spørgsmålet, om de nødvendigvis sigtede til separate kulthuse, eller om de kunne betegne gårde, hvorpå der blev afholdt blotfester.

Som bekendt nåede Olaf Olsen frem til den konklusion, at der ikke havde eksisteret separate kulthuse, men at det var høvdingehallen, som dannede ramme omkring kultaktiviteter. For Olsen blev Hof da betegnelsen for en gård, hvor sådanne kultfester blev afholdt. Denne tolkning af de norske forhold overførte han til Island. ”Også forholdene på det i væsentlig grad fra Norge koloniserede Island, som vi siden skal betragte, taler for en sakral betydning af gårdnavnet Hof.” I sin analyse af Hof-navne på Island konstaterer Olsen, at der findes 24 af de usammensatte Hof-navne, 13 sammensatte i formen Hofstaðir og et mindre antal andre sammensatte navne. Han konstaterer også, at antallet af Hof-navne på Island udgør en langt større procentuel andel af navne, end tilfældet var i Norge. ”Dette har sin naturlige årsag deri, at navnedannelsen på Island er koncentreret netop om de århundreder, hvor hovet indgik som et fast led i kulten. En ret betydelig del af de gårde, der har været sæde for kultfester, har i deres navn fastholdt betegnelsen for dette forhold. At dette ikke blot gælder for det usammensatte Hof, men også for Hofstaðir, sandsynliggøres af en arkæologisk forekomst.” Med det sidste udtryk sigter Olsen til udgravningen af Hofstaðir ved Myvatn, som vi skal se nærmere på i kap. 20.

Siden Olaf Olsen skrev sin afhandling, har ikke mindst Thorsten Andersson og Oluf Sundqvist beskæftiget sig med samme problemstilling i lyset af de arkæologiske fund, som er gjort de seneste tyve år. Disse fund indbefatter både separate kulthuse og store høvdingehaller, som bærer spor efter kultaktiviteter. Dette har fået Oluf Sundqvist til at fremkomme med den hypotese, at ordet hof ikke skal forstås som en betegnelse for noget statisk. Hof kunne betegne høvdingegården, hvor kultaktiviteter fandt sted, men hof kunne også betegne den særskilte kultbygning, som måske lå ved høvdingens gård, som vi så ved Tissø. ”Måske var det slet ikke bygningens placering eller størrelse, som afgjorde, om noget kunne kaldes hof. Det kan lige såvel have været bestemte rum, hellige genstande, en særlig arkitektur eller tilstedeværelsen af bestemte kultledere, som medførte denne benævnelse.” Uanset om hof-navnet har sigtet til en selvstændig bygning eller en høvdingehal eller måske begge dele, så har antallet af islandske hof-navne vakt undren. Kan der have været lige så mange kultsteder som der er Hof–navne på Island? – Et bud på et svar på dette spørgsmål, finder vi måske ved at se på de ældste kirkesteder på Island. Arkæologerne Adolf Fridriksson og Orri Vésteinsson har foretaget en optælling af tidlige gårde og navne i Landnamsbogen. Her omtales 401 bosættelser. Af disse er de 304 navngivet. Ud af disse blev 136 senere centrale gårde på deres egn. I 1200-tallet havde mere end halvdelen af disse gårde – 73 i alt – en sognekirke tilknyttet, og de sidste 63 gårde havde alle deres egen gårdkirke eller bedehus. De to forskere gør opmærksom på, at disse 73 gårde alle var fra middel til store gårde, og at flere af dem var sæde for nogle af de mest fremtrædende høvdinge. De pointerer også, at 136 gårde med tilknyttet kirke er lavt sat, for ifølge Islands gamle diplomtekster var der i 1200-tallet 330 sognekirker på Island. – I lyset af dette store antal kirker sættes antallet af Hof-navne i perspektiv – 24 Hof og 13 Hofstaðir forekommer ikke højt sat.

Stednavneforskere har påvist både i Sverige og Norge, at når middelalderkirken blev opført, levede det gamle navn ofte videre. Når man da i begge disse lande finder kirker, som hedder Hov kirke – Hov kyrka, Hovs kyrka, Hof kirke – kunne det indikere, at kirken er opført på eller ved det gamle gudehov. Som vi skal se i de kommende kapitler, har også Island sin andel af kirker, hvor navnet Hof har levet videre efter religionsskiftet.

 

Fodnoter