Stednavne og førkristne kultsteder – Sammenfatning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Stednavne
og førkristne kultsteder
af Carsten Lyngdrup Madsen
2018Sammenfatning
Lad os til sidst forsøge at samle trådene. Som udgangspunkt stillede vi spørgsmålet, om det var muligt at finde spor efter førkristen religion i de nordiske stednavne. Og mere specifikt, om det var muligt at finde spor efter konkrete kultsteder.Uanset om man vælger at forstå stednavne som ”små arkæologiske spor” eller ”selvstændige små stumper tekst”, så står det fast, at stednavne er kilder til fortiden. Og da de navne, vi her har set på, går tilbage til jernalder eller vikingetid, er det denne periode, de kan give os informationer om.
Alle navne har en oprindelseshistorie, men kun sjældent kender vi til den. Kendt er derimod navnenes form og indhold. Af dette indhold kan udledes en betydning, som kan gøre os klogere på den tid, hvori navnene er opstået.
Den gruppe navne, som betegnes sakrale stednavne, indeholder gudenavne, betegnelser for kultsteder eller andre ordled, som har med religion at gøre. Indholdet i disse navne kan fortælle os noget om religiøse forestillinger og religiøs praksis i jernalder og vikingetid. Antallet og udbredelsen af de sakrale navne viser, hvor høj status norrøn religion havde i denne periode. Til tider får man det indtryk, at religion har været allestedsnærværende for datidens mennesker.
Stednavne og førkristen religionDet er uomtvisteligt, at der i Danmark, Norge, Sverige og Island findes et endog meget stort antal stednavne, hvori navnene på guderne fra den nordiske mytologi indgår. Vi lægger dårligt nok mærke til disse navne i dag, men både deres antal og deres koncentration er bemærkelsesværdig. At antallet af sakrale navne i Norden angiveligt udgør et firecifret tal, og at lokaliteterne mange steder ligger så tæt, at afstanden mellem dem kun udgør nogle få kilometer, er i sig selv en påfaldende konstatering.
Guderne kan være døde og borte, men navnene lever og findes, og det gør de ikke blot i sproget, men de gør det i geografien. Navnene er forankrede til helt bestemte lokaliteter i landskabet. Navn og sted er blevet ét. Generation efter generation har gentaget disse navne lige fra den tid, hvor der var saft og kraft i dem, til i dag, hvor de blot er anonyme anvisninger på en GPS. Navnene har overlevet religionsskiftet, guder er kommet og gået, men navnene er forblevet. De har været vidne til jernalderens simple bondeliv, de har oplevet vikingetidens ekspansive tidsalder, de er fulgt med ind i middelalderen og de har set renæssancen, lyttet til oplysningstidens diskussioner og indgår nu i det moderne, mangefacetterede samfund. Navnene står der som verbale oldtidslevn så solide som runer ristede i sten. Og deres vidnesbyrd er det samme i dag som dengang. ”Odins vi” siges nu ”Odense”, men betyder stadig Odins vi. ”Viet på bjerget” kaldes nu ”Viborg”, men navnets betydning er den samme. Sprogets udvikling kan forandre navne – nogle gange til ukendelighed – men når vi skraber lidt i overfladen, dukker guderne op, en efter en.
Stednavne refererer til guder, magter og aser i bred forstand, hvilket i sig selv viser, at religion havde en fremtrædende plads i datidens verdensbillede. Nok så vigtigt er det dog, at stednavne refererer til navngivne guder. De guder, som hyppigst forekommer, er Odin, Tor, Frej, Freja, Njord, Ull og Tyr. Som vi kan se, er der tale om de samme guder, som vi finder i de skriftlige kilder – eddadigtene, skjaldekvadene og Snorres Edda. Denne samstemmighed er med til at underbygge troværdigheden af de skriftlige kilder og er dermed en vigtig brik i at øge vort kendskab til førkristen religion. Vor viden om nordboernes gamle religion hviler ikke kun på tekster, som er skrevet i tidlig middelalder, den understøttes af samtidige kilder.
Mønsteret for, hvilke navne der nævnes hvor, er ikke helt det samme i de fire lande. Også hyppigheden kan variere. Tilsyneladende har der været regionale forskelle, som gjorde, at én gud blev foretrukket frem for en anden i bestemte egne eller i bestemte perioder. I denne forskellighed kan måske ses en religionshistorisk udvikling, ligesom den afslører, at førkristen religion ikke var et færdigt defineret system, men var en flydende størrelse, hvis tolkning var afhængig af de mennesker, som levede på det givne tidspunkt på det givne sted. Som kilde til førkristen religion bidrager stednavne således på disse tre områder:
For det første viser de tilstedeværelsen af en førkristen religion. Mennesker i jernalder og vikingetid har haft en religiøs dimension på deres tilværelse. Eksistensen af guder har udgjort en del af deres tænkning og er indgået i deres tolkning af tilværelsen.
For det andet giver stednavnene en indikation af omfanget og udbredelsen af denne religiøse dimension. Vi møder sakrale navne overalt, og vi møder dem i utallige forskellige sammenhænge. De findes i forbindelse med bebyggelse - by, gård, ager, tun, havn – og de findes i forbindelse med landskab - bjerg, fjeld, sø, mose, dal, bakke, fjord, å, kilde, skov, eng, slette. Det er svært at forestille sig, at et navneled, som indgår i så mange og så forskelligartede navne, ikke har haft betydning for navngiverne.
For det tredje slår stednavnene bro mellem mytologi og religion. Stednavnene viser, at de nordiske guder, som de fremstilles i Snorres mytologi, ikke blot er luftige middelalderlige forestillinger om førkristne forhold uden bund i virkeligheden. Værdien af denne information kan vanskeligt overdrives. I modsætning til de skriftlige kilder er stednavne samtidige kilder og må derfor betragtes som primære kilder til førkristen religion.
Stednavne og førkristne kultstederHvis der findes religion, findes der også religionsudøvelse. Stednavnene kan ikke vise os, hvordan guderne er blevet dyrket, men de kan vise os, hvor de er blevet dyrket. Stednavne handler om steder. I dette tilfælde kultsteder. Navne, der sigter til kultsteder, deler sig i to grupper: (1) de generelle og (2) de specifikke.
De generelle dækker over et stort antal lokaliteter i landskabet, som blot betegnes hellige – helligsteder i naturen – en type af navne, som er talrige i hele Norden.
Ikke alle lokaliteter med hellig har været kultsteder, men alle lokaliteter med hellig har i en eller anden forstand været helligsteder. Steder, hvor det hellige var til stede eller engang havde været det. Steder, hvor mennesker havde følt sig i kontakt med det hellige. Navne som den hellige sø, det hellige fjeld, den hellige skov, den hellige mose osv. viser, at nordboerne så deres guder i naturen. At noget af gudernes hellighed fandtes på udvalgte lokaliteter i naturen. Sådanne steder fik en særlig status og kan have fungeret som kultsteder i det fri. Nogle forskere mener, at kultsteder af denne art har været de mest typiske i det førkristne Norden.
På sådanne helligsteder har mennesker dyrket deres guder under åben himmel. Her har de dynget sten sammen til et simpelt alter. Hertil har de trukket det udvalgte offerdyr. De har måske smykket dyret med blomster og viet det til guderne. Derpå har selve ofringen fundet sted. Blodet er blevet gydt ud over stenene, kødet er blevet skåret op og lagt på ilden, hvorefter det er blevet fortæret af de deltagende. Dyrets skind og hoved er måske blevet hejst op i et træ eller hængt på en pæl. Alt sammen har det bidraget til stedets hellighed og beseglet forbindelsen mellem mennesker og guder. Gaver til guderne er blevet lagt i mosen, både offerdyr og kultgenstande. Våbenofre er foretaget ved kanten af søen. Sværd, spyd og økser er gået til bunds og har lagt sig til hvile på søens bund. Ben fra ofringer, smykker og andre kostbare genstande er blevet deponeret i jorden, alt sammen i taknemmelighed til guderne.
Den anden gruppe af kultstedsnavne – de specifikke – er stednavne, som indeholder en specifik betegnelse for et kultsted, dvs. navne, hvori ordene hørg, hov, vi og til dels lund indgår. Som vi har set, er også disse rigt repræsenteret blandt de nordiske stednavne. Blandt et utal af stednavne står disse som pæle, der er banket i jorden for at udpege de særlige steder, hvor mennesker ved særlige lejligheder har mødtes for i fællesskab at fejre guderne. Her findes ingen materielle spor, ingen bautasten, ingen ruiner, end ikke så meget som et sagn. Her er det eneste levn et navn, men et navn, som tiden ikke har kunnet udviske, og som mennesker har haft brug for at gentage. Selv da det mistede sin mening, selv da de gamle guder og den gamle religion forsvandt, og hørg og hov blev erstattet af kirke og kloster, levede navnet videre og er stædigt blevet ved med at udpege, hvor kultstedet engang lå.
Både arkæologien og religionshistorien kan give os viden om førkristne kultsteder, men der er to grundinformationer, som studiet af stednavne kan give os. Det er for det første informationen om, at kultsteder vitterligt kan påvises ved hjælp af stednavne. Vi ser det over hele Norden. For det andet får vi den vigtige oplysning, at der skelnes mellem flere forskellige betegnelser for kultsteder.
Navne med lund fortæller os, at religiøse aktiviteter kunne foregå i en hellig lund. Her under de høje trækroner har mennesker på en særlig måde oplevet gudernes nærvær. Navne med hørg peger i retning af ofring til guderne. Stenene farves røde. Mennesker bringer offergaver til guderne – takofre eller soningsofre. Navne med vi, må vi forstå, havde en særlig klang. Stedet var fredhelligt, omkranset af en synlig markering. Hertil kunne mennesker i nød søge tilflugt. Her rådede ikke mennesker, men guder, og den, som brød den hellige fred blev regnet for varg i veum – en ulv i viet. Navne med hov – hof – ledte tankerne hen på fællesskabet i høvdingehallen, hvor mennesker var samlede for at hylde og fejre guderne ved ceremonielle drikkegilder.
Hørgen, hovet, viet, lunden har alle dannet ramme om den førkristne gudsdyrkelse, uanset hvilken form for gudsdyrkelse der var tale om. Det kunne være den personlige kulthandling, som når en mand ved navn Ottar går alene ud til hørgen for at bringe et offer til Freja. Det kunne være en gårdkult, som når en nordnorsk bonde, hvis navn vi ikke kender, samler sin familie og gårdens tjenestefolk omkring en balsameret hestefallos for at ære Frej. Det kunne dreje sig om de årligt tilbagevendende blotfester, hvor egnens stormand indbød alle frie bønder til blot og rituelle måltider, hvor der i høvdingehallen blev drukket og skålet ”for godt år og fred”. Eller det kunne være de helt store kultfester, hvor folk hvert niende år kom dragende langvejs fra for at samles ved det store gudehov i Uppsala eller Lejre og hvor mange ofre blev givet og hængt i træerne i den hellige lund. – I sit udtryk var førkristen kult alsidig, men i sit væsen var den enkel, det handlede om blot.
Kultsteder og arkæologienArkæologerne har gennem tiden gjort mange fund, som kun har kunnet tolkes som offergaver til guderne. Mange af disse fund var knyttet til naturlokaliteter som moser og søer. Der var tale om ofringer af mennesker, dyr, kultgenstande, våben og andre kostbarheder. Disse fund tegnede billedet af, at visse lokaliteter var blevet benyttet gennem generationer. Mennesker var blevet ved med at vende tilbage til den samme mose eller den samme sø for at foretage deres ofringer. Sådanne steder måtte betragtes som naturhelligdomme, kultsteder i det fri.
De seneste tyve års arkæologisk og religionshistorisk forskning har tilvejebragt afgørende ny viden om førkristen religion og i særdeleshed om førkristne kultsteder. Opdagelsen og forståelsen af centralpladser satte kult og religion ind i en større sammenhæng. Man forstod, at kulten skulle sættes i forbindelse med de store høvdingehaller, hvis størrelse gav god mening, når man forstod dem som samlingssteder for mange mennesker, der tog del i offerfester og rituelle måltider. Man forstod også, at en væsentlig del af det religiøse liv måtte have foregået i høvdingehallen. Men arkæologerne gjorde flere opdagelser.
Olaf Olsen mente, at det eneste gyldige bevis for, at der havde eksisteret separate kultbygninger i jernalder og vikingetid, var det arkæologisk bevis. Et sådant bevis fandt hverken han eller nogen anden arkæolog. Men de seneste års forskning har afdækket flere bygninger, som må betragtes som netop separate kultbygninger – gudehuse. På de foregående sider har vi set på flere af disse. Overordnet viser fundene forholdsvis små men meget kraftige bygninger, som lå i umiddelbar forbindelse med høvdingehallen. En række kultgenstande er fundet i og omkring kultbygningen, guldgubber, amuletter, ringe, Torshamre m.v. Arkæologernes opfattelse af kulthuset var, at det kunne have været anvendt til opbevaring af de udskårne gudebilleder og i forbindelse med offerhandlingen.
Et fælles træk ved de seneste års fund er, at stednavne nu bliver inddraget i langt højere grad end tidligere. Dette gælder både for centralpladser og kultbygninger. De sakrale navne omkring Gudme er med til at tegne billedet af centralpladsen og dens funktioner, navnet Tyrs sø spiller ind i tolkningen af kultbygning og offerfund ved Tissø, den nærtliggende Lund inddrages i tolkningen af kulthuset ved Uppåkra osv. Stednavne kommer således til at understøtte tolkningen af de arkæologiske fund.
Endnu et træk ved de seneste års fund er, at de skriftlige kilder inddrages langt mere end tidligere. Når det gælder førkristen religion har arkæologer af natur været forsigtige med at tillægge skriftlige kilder den store værdi. Det er de stadig, men de seneste års fund og tværfaglige studier har i høj grad bekræftet mange af oplysningerne i de skriftlige kilder. Derfor mener mange arkæologer i dag, at flere af de skriftlige kilder rummer værdifuld viden, som kan bidrage til vores forståelse af førkristen religion. Førhen ønskede ingen arkæolog at sætte betegnelser som hov eller hørg på et fund. Således er det ikke i dag. Nu er det ikke sjældent at høre arkæologer tage de skriftlige kilder i forsvar.
Stednavne og de skriftlige kilderDe vigtigste skriftlige kilder til førkristen religion er islandske – eddadigtene, skjaldekvadene Snorres Edda, Islændingebogen, Landnamsbogen og sagaerne. Eddadigtene og Snorres Edda giver os myterne om skabelsen, gudernes bedrifter og verdens undergang. Men de giver os kun ganske få oplysninger om selve kulten – hvor og hvordan guderne blev dyrket. Dette får vi til gengæld glimtvise oplysninger om i Islændingebogen, Landnamsbogen og sagaerne. Scenen for disse kilder er hovedsageligt Island.
Anden del af denne bog har handlet om stednavne på Island. At vælge netop Island giver os en sjælden god mulighed for at sammenholde stednavne med det skriftlige materiale. Navne med kultstedsbetegnelsen hof og enkelte andre er gennemgået og sammenholdt med (1) de skriftlige kilder, (2) arkæologiske fund og (3) folkelige sagn. I alt 64 lokaliteter er gennemgået. Af disse er halvdelen omtalt i Landnamsbogen og sagaerne. Dertil kommer, at de skriftlige kilder omtaler Hof-lokaliteter, som i dag ikke er kendte.
I de skriftlige kilder hersker der ingen tvivl om, at et hof er betegnelsen for et kultsted. Denne betydning er ganske konsekvent. I nogle tilfælde sigtes der til en separat kultbygning, i andre får man indtryk af, at det handler om høvdingehallen. Men i begge tilfælde betyder hof et kultsted.
Da Olaf Olsen kom med sin kritik af det meget store antal påståede kultsteder på Island, var kritikken uden tvivl berettiget. Set med vor tids briller arbejdede de gamle ”oldtidsforskere” for vilkårligt og ukritisk. Men tiden var en anden. At arkæologer i dag har fået nye og mere sikre metoder, sætter os i stand til at hente flere og mere nuancerede informationer ud af fundmaterialet som fx ved udgravningen på Hofstaðir ved Myvatn. Arkæologien har med Charlotte Fabechs ord “gjort os i stand til at påvise, at beskrivelsen af hørg og hov i sagaerne står til troende.”
Mange af de gårde, som i dag bærer navnet Hof eller Hofstaðir ligger, hvor de skriftlige kilder udpeger en gård af samme navn. Sådanne gårde, hvis navne kan spores helt tilbage til vikingetiden, står i dag som et bevis på, hvor sejlivede stednavne kan være. De trækker tråde så langt tilbage, at de i dag står som markører for en svunden tids religion og dens kultsteder.
