Straf på mennesker for ødelagte høje
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind I, s. 111
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
415. En svenskfødt Mand, der boer i Tyregod, har fortalt, at han tilligemed nogle andre Drenge, da han selv var Dreng, en Dag havde hældt Vand i nogle Huller, der fandtes oppe i en Høj.
Om Aftenen, da han var kommen i Seng, saa han en hel Mængde smaa Puslinger sidde ved Loftet over Sengen, og den hivede de op og ned og rystede ham saaledes, at det var forskrækkeligt, og det var til Straf, fordi han havde hældt Vand ned paa dem i Højen.
Fortalt af K. Jeppesen, Silkeborg.
416. Paa Hvidevold i Vennebjærg boede der en mand, der hed Lars Møller, og han havde en Høj paa hans Mark tæt ved Gaarden. De fortalte, at det første han fik den, da vilde han have haft Højen sløjfet, men han blev da omsindet, for det første a kan huske, da kjørte han hvert Aar flere Læs Tørv og stablede op paa Højen, det var bestemt hvert Aar til St.-Hans Aften, da skulde Bjærgmanden have hans 2, 3 Læs Tørv. Mange troede, han havde Held ved det.
Han havde haft en Husholder, og hun mente, at alting lykkedes for dem, for det Bjærgmanden hjalp ham. En Aften, saadan fortalte hun, havde hun sagt til Lars Møller, at de rest Gryn, og om Morgenen efter da stod der en Sæk med Gryn i Gangen.
Men siden Lars Møller døde, og der kom en ny Ejer, saa sløjfede han Højen. Men saa fik han et vagt Ben og laa i saadan Elendighed, han kunde hverken leve eller dø. Saa sagde folk: Ja, han skulde nok have ladet den Høj være i Fred. Han kom omsider til Kjøbenhavn og fik Benet sat af og fik et Træben, og det gik saa meget tilbage for ham, at han gik fra det af Armod.
Konen Johanne Hansen, Sønderlev, Skallerup.
417. Der er en Mand her i Sognet, han boer her øster og hedder Kræn Frøstholm, og han har jo sløjfet en Høj i hans Mark, men saa blev han syg og skidt, og han troede da selv, det var derfor. Han har selv fortalt her, te han tykte, der var én, der trækkede Puden under hans Hoved frem og tilbage om Natten. Æ sagde til ham: "Du skulde ogsaa lade de Høje være."
Mariane Jensdatter, Tygstrup, Vestervig.
418. En gammel Mand, de kaldte Søren Stovgaard og boede i Hoved i Gimsing, han foregav, at han kunde se al Ting. En Aften gik han i By, og da saa han fra en Høj, de kaldte Dortes Høj, at der kom noget fra den ligesom en Pusling og tog hen til æ store Høj. Derfra tog det til æ slemme Høj. Den Høj havde sit Navn af det slemme, der var ved den. Den laa i en bred Vej eller Drift ned til Fælled, saa en kunde færdes uden om den. En Mand fra Søndergaard i Gimsing lod den kaste ud og kjøre væk. Det var i mine Forældre deres unge Dage. De var kjørende af Lyngheden med et Læs Lyng. Saa laa der ligesom nogle store Sten vrædt ud fra Højen, og min Fader siger da: "Dem Sten skal den Mand ikke have, for det er ikke hans allesammen, det er jo fælles; a vil ogsaa have nogle." Saa render Tjenestekarlen hen og tager ved dem, men vælter lige over paa Ryg-gen og støder sig noget. De andre grinnede stærkt ad det, og det var da heller ikke Sten, men store Knolde. De kjørte nu et bitte Gran længere, og da kommer den gamle Mand hen til dem og siger: "Aa, I véd ikke, hvad ondt der er sket!" — "Hvad er der saa sket?" Han navngiver to Karle, og den ene af dem var slaaet ihjel, og den anden var bleven noget forslaaet. De havde fyldt Vognene, og Pigen kjørte Fyldet fra. Saa havde de lige sat dem ved Højen for at tænde deres Pibe, og da skred en Del Jord ned over dem. Det var nu for det, de var ved at kjøre den Høj væk, og Folk troede da ogsaa, te Djæve¬len ret var i den. Da de for nogle Aar siden byggede Søndergaard og tog Fyld af Storehøj for at lægge ned i Stuehuset, blev der saa meget Skidt i det Hus. Manden laa i et bitte Kammer ved et bitte Barn, mens Konen laa i Barselseng, og han hørte saa meget, at han ikke kunde falde i Søvn i flere Timer.
Mariane Jensdatter, Hjerm.
419. Af en Dysse i Nørre-Tornby, Tornby Sogn, staar kun den nordlige Del tilbage. Dyssen er ødelagt for ca. 40 Aar siden. Kort efter at dette var sket, døde Ejeren og hans vogsne Søn. Enken solgte da Gaarden, men betingede sig, at den tilbageværende Del af Grav¬kammeret skulde staa urørt i hendes Livstid. Hun troede, at Trol¬dene havde dræbt hendes Mand og Søn som Hævn, fordi man for¬styrrede deres Bo, og at de vilde dræbe hende med, hvis der toges flere Sten af Dyssen.
(Oldn. Arkiv.)
420. Der var en Mand i Vile, han blev syg og laa i 7 Aar. Det var tæt i Nabolaget ved mine Forældre, han boede. Der var ingen, der skulde gaa til om Dagen og sige, der var Liv i ham. Saa søgte de jo meget for ham baade paa den ene Maade og paa den anden Maade, som en kan jo nok tænke.
Saa var der en anden der i Nær¬heden i det samme Sogn, han havde været henne til Orlogs, og der var han bleven bekjendt med én, te han vidste, der var saa forskræk¬kelig klog saadan paa alting, og saa spørger han ham, om han kunde ikke sige ham, hvad den Mand fejlede, han fortalte ham jo, hvordanner han var. Saa spørger den kloge Mand ham ud, om han ikke vidste, te de havde gravet som i Høje og saadanne Steder. Han sva¬rer og siger jo, det havde de rigtig nok, de havde kast en Høj ud. Ja, de maatte have fundet noget, og det havde han døld, saa der var ingen, der vidste det. Dersommenstid te det var overjordiske Djævle, der havde faaet Magt med ham, det kunde han kurere, om det var aldrig saa stærk en Forhegselse, men var det underjordiske, det kunde han ikke kurere, og han tænkte, det maatte være saadan en Ting.
"Men," siger han, "saa snart det bliver fortært det, de har, te de bliver arme og fattige, saa kommer Manden sig."
Det kom ogsaa til at passe. Manden laa i 7 Aar og kom saa op og blev rask og gik til Fiskeri i mange Aar derefter. Det véd a er en Sandhed, og mange undrede saadan over, te han laa i den Tilstand og kom endda op igjen og blev en rask Mand.
Mariane Troelsdatter, Blære.
421. En Mand boede i et Hus, de kaldte Højhuset, i Bierby Sogn, for det der var en Høj tæt ved. Saa vilde han have den jævnet ud.
Han havde allerede kjørt 4 Lag af den, da han en Dag skulde trække til Tornby med en Ko, han havde solgt. Da han saa kom ned til Ej¬strup, kom der en sortbroget Ko rendende efter ham, og han troede saa, det var én af Ejstrup Køer. Nu gjente han den fra sig flere Gange, men kunde ikke blive skilt ved den, førend han kom op paa Ejstrup Mark, hvor der var saadan en Stendysse. Saa siger Koen til ham, da de kom der:
"Du skal ikke dø, førend der gaar lige saa mange Lag af dig, som du har taget Lag af mig."
Derefter gik Koen hen og puttede sig ind i Stendyssen, og han saa den ikke mere.
Siden han saa kom hjem, saa blev han syg og laa i 4 Aar, og der gik et Lag af hans Krop hvert Aar. De tog saa ikke mere af Højen, og da a var Barn, stod den endnu urørt. Men om den fremdeles er i samme Til¬stand, Véd a ikke.
Johanne Marie Kristensdatter, Søheden.
422. Der var en Høj nede ved Try i Dronninglund Sogn, og den flyt de, tog Stenene hjem og byggede deraf en Lade i Østergaard i Try. Saa begyndte Folkene at blive syge, og nogle af dem døde.
De rejste da hen til den kloge Kone i Vindblæs, og hun sagde strags, at det kunde ikke hjælpe, hun kom der, det kom af, at de havde flyt Højen.
Jens Mosen, Ø.-Brønderslev.
423. Der er nogle smaa Høje paa Rostrup Mark, der kaldes Ivers Høje. En Mand, der boede tæt ved, tog nogle Sten af én af dem og pikkede med i deres Gang og udenfor deres Uderdør.
Saa blev Konen sindssyg og maatte ned til den kloge Kone i Vindblæs. Hun raadede dem til at dække Højen til igjen, og da de gjorde det, kom Konen sig og er en rask gammel Kone endnu.
Der var saadan Tummel i deres Gang, te det var forskrækkeligt. Manden vilde have en Karl til at ligge ved sig om Natten, og de saa da, der gik en 3, 4 smaa Mænd med røde Luer paa og fuslede og var ogsaa henne ved Sengen. De kunde lige række Vindueskarmen. Et Hors, der havde faaet Føl i den samme Tid, det laa paa Møddingen om Natten og døde, og ingen vidste, hvordan det var kommet der ud.
Anders Bang, Jannerup.
424. Paa Marken mellem Rugsted og Hesselballe ligger 9 Høje, hvoraf den største kaldes æ Bjærghøj; de ligger paa den øverste Gaards Mark i Tudvad og kan sees langt hen.
I Bjærghøj en har der været Bjærgfolk, for det kunde en høre. Mig og saa en Tjenestedreng vi sad der oppe og hørte et Skrald, som en Kiste blive slaaet i Laase. De har ogsaa set Lys lige saa tykke paa den Høj.
Manden i Gaarden, paa hvis Mark den ligger, han hed Søren Jespersen og var min Morbroder. Saa vilde han have den Høj jævnet, men da han fik begyndt paa Arbejdet, blev han syg og døde. Den næste Mand hed Niels Andersen, og ham gik det lige saadan. Men den tredje Mand vilde nødig dø, og han turde saa ikke have med den Høj at gjøre og gjorde ikke noget ved den, saa den fik Lov til at blive standende.
De andre Høje pønsede de aldrig paa at jævne, men den Høj laa saa grimt midt i Marken.
Maren Sørensdatter, Klattrup.
425. Der var en Pige i Harre, hun havde lagt sig til at sove ved en Høj, der kaldes Breggeshøj, den er nu henkjørt, og hendes Fader havde allerede begyndt at tage nogle Knolde fra den. Den ligger langt ude i Heden vesten for Harre nede efter Vejles Bro og Sallingsund. Saa faldt hun i Søvn. Den Gang hun vaagnede, var hun helt tosset, og hun foregav, da hun kom hjem, at hun havde set tre Ryt¬tere, der havde givet hende saa mange Hug. Saa saare hun kom østen for Byen, skadede hun ikke noget, men naar hun kom vesten for, var det galt med hende. Saa red hendes Fader ned til Sallingsund og vilde have Besked, om de Ryttere var komne over der. Men de havde ikke set dem, og ingen vidste Besked om det der. De var ikke komne der, og ingen kunde den Gang komme over Sundet andre Steder end der.
Pigen blev alligevel kureret. Faderen blev raadet til, at han skulde lægge de Knolde paa Højen igjen, han havde taget, og dække den pænt til. Saa saare han havde gjort det, var der ingen Ting i Vejen med Pigen.
Min Moder, der døde for en 17, 18 Aar siden, 101½ Aar gammel, har siddet ved den Høj og biet efter Fiskerne, der skulde komme op fra Fjorden, og da har hun bestemt hørt, det har snakket inde i Højen. Men hun sagde jo ingen Ting.
En Mand, der hed Knud Jensen, sad ogsaa ved den en Aften sildigdags og ventede paa de andre Harre Fiskere, der skulde komme fra Fjorden. Han havde ogsaa været der nede, men var kommen æfor ved dem hjemad. Da hørte han, det snurrede og snakkede uden om Højen. Først troede han, det var Fiskerne, der kom, men det var ikke dem. Saa blev han ond, rejste sig op og tog hans Pose med Fisk, i det han sagde:
"Ja, vil I ikke komme, saa kan I gjøre, hvad Satan I vil, nu har a biet længe nok efter I andre."
Men den Gang han vilde nu gaa med Posen, var den saa tung, at han knap kunde bære den. Han gik nu et kjønt Stykke Vej saa længe, te han kom ned ad en Dal. Der kom han over en Korsvej, og da var det, ligesom det, han havde at bære paa foruden hans Pose, det slap af ham, og nu vejede Posen snart ingen Ting, før havde den endda været for¬ færdelig tung. Han stak i at grinne og sagde:
"Da var det herligt, a slap fri for det Skidt."
Maren Primdal, Navtrup.
426. Lidt syd for Brejning By ligger en Høj i et Markskjel mellem to Gaardes Marker. Der ligger en Mand begravet, som i sin Tid boede paa Bramslykke og hed Sunnetyge Maglussen. Der skal være be¬gravet et Ridetøj af Guld, altsaa en Guldsaddel og en Guldtrendse, i Højen ved ham. Ovenpaa Højen var en Stendysse med Overligger, og imellem Stenene vogsede et gammelt Hyldetræ.
Folk spekulerede nu paa at faa Guldet frem, og Fæsteren paa Gaarden, der var min Kones Fader, fik hans Svoger, der var Husmand, til at hjælpe sig.
De fik nu den store Overligger væltet ned og fik ryddet Hyldetræet og kjørte det endog hjem til Husmanden, for at han skulde have det til Brændsel. De fik saa taget fat paa at grave.
Men den næste Morgen kom saa Husmanden hen hos Gaardmanden og sagde til ham:
"Hvordan har du haft det i Nat?"
"Jo, jeg har haft det meget godt. Men hvad er der i Vejen med dig, jeg synes, du ser saa daarlig ud."
"Ja," siger han, "det har været rent galt ovre hos os; vi har haft det saadan med Uro og Spektakel, men jeg turde ikke staa op og gaa herover, før Folk var oppe."
Gaardmanden mente, det var nogen Snak, og sagde, at de skulde fortsætte.
De gjorde det ogsaa, men næste Nat blev det lige saa galt for Gaardmanden, og han lo-vede sig selv højt og helligt, inden det blev Morgen, at det skulde blive oprettet igjen, hvad Skade de havde gjort, saa vidt det stod i hans Magt.
Jorden blev da kastet ned igjen, hvor den før havde ligget, og Sidestenene blev atter sat i Lave, saa godt det lod sig gjøre. Han skaffede saa mange Folk, at det lykkedes at faa den store Over¬ligger op, hvor den før laa, og der ligger den den Dag i Dag.
Hylde¬træet havde Husmanden begyndt at hugge i Stykker til Brændsel, men Roden blev kjørt ud til Højen igjen og gravet ned og groede ogsaa og har staaet der siden.
Efter det fik de ingen Forstyrrelse mere Om Natten.
Uddeler Jørgen Mortensen, Herridslev.
427. Der er en Høj paa Kristian Juls Jord i Brejning, den vilde tre Mænd til at grave ud. Da de havde gravet et Stykke Tid, saa traf de paa et muret Gravkammer.
Men om Natten kom der noget og vilde ligesom kvæle den ene. Han fortalte de andre to det, men de vilde ikke tro ham og blev ved at grave den Dag.
Næste Nat kom det til de andre, og saa turde de heller ikke blive ved.
Der var en Hyld, de havde fældet og hugget i Stykker til Brænde, og Roden af den blev atter plantet, og Jorden bar de op igjen og lagde paa sin Plads. Hylden gror der den Dag i Dag.
Jeg kjendte en af de Mænd, der gravede, han hed Jørgen og var fra Brejning.
Hans Peter Madsen, Ellehusene, Lolland.
428. I Nærheden af Kjøge ligger tre Høje, der er halvt udgravede. Men Arbejdet med Udgravningen er standset for nogle Aar siden. En af de Karle, der var med til det, han spottede noget over Trold¬tøjet, og da kom der pludselig en lille graa Tingest op af Højen og slog ham, saa han blev lam ved det og aldrig tiere kom sig.
Ryslinge Højskole. Martinus Stougaard fra Kjøbenhavn.
429. Vesten for Hostrup og Sønderby paa deres Mark ligger mange Høje, hvilke Bønderne tør ikke af sted flytte eller blænde Mog deraf og føre paa Agrene af Aarsag, de, som saadant haver forsøgt, er faren ilde deraf, somme haver mist Øjnen, somme er bleven afsin¬dige etc.
(Indber. til Ole Worm 1638.) Olluf Jacobsen, Hundstrup og Østerild.
430. En Mand, som kaldtes Kræmmer-Hans, havde spredt en Kjæmpehøj paa Holtmark.
En Dag han var redet til Stavad for at handle med Korn, og stod efter Hjemkomsten og tøjrede sin Hest, kom der en lille bitte Mand hen og stillede sig bag ved ham. Kræm-mer-Hans drejede sig om, og de saa paa hinanden, men sagde ingen Ting.
Hans gik saa hjemad, men Puslingen fulgte ham lige i Hælene, saa nær, at før Hans fik en Fod frem, havde den anden allerede stuk¬ket sin ind under. Saa vendte Hans sig vred om og spurgte, hvad det skulde smage af.
"Ja," sagde den lille Mand, "heler du ikke mit Hus med det første, saa skal du ikke leve længe."
Men Hans var stivsindet, han vilde ikke, og saa kom Bjærgmandens Hævn over ham, han blev syg og sengeliggende og døde kort efter.
Fortalt af Røgteren i Kalum.
(Fylla Nr. 31, 1872.) A. B.
431. Paa Christen Jørgensens Lod i Stoense By es Bringsmark findes en aflang Gravhøj. Formodentlig har denne Høj Overtro at takke for sin Konservation, da der strags ved sammes nordre Side findes en liden Hulhed som en ubetydelig Engplet, ved hvis Oppløjning en Mand havde det Uheld, at en af hans Heste brækkede et Ben, og en anden, der skal have været dumdristig nok til at foragte denne Advarsel og derfor paany prøvet Oppløjningen, skal samme Aften ved pludselig Død have mistet sin Kone.
(Oldn. Arkiv.) Stoense, Langeland. 1809. Pastor Repstorph.
432. Paa Niels Baades Mark var en Høj, og den blev udgravet. Manden, som før var fattig, blev nu rig og havde mange Penge, saa Folk troede jo, han havde faaet dem der. Men det blev aldrig op¬daget, om det var saadan.
Han havde en Datter, der blev helt tosset og sprang der ude i Kjæret og Engene, blot i Særk og et Skjørt, og baskede sig i Skidtet i Grøfterne. Saa søgte de Raad hos Maren Haaning, saa vidt a véd, og hun kom sig, men blev senere skidt igjen.
Lars Peter Jensen, Blære.
433. Manden, paa hvis Mark Sæjlihøj laa, han gav sig til at føre væk af Højen. Men saa kom der en stor sort laadden Hund og gned sig op ad hans Ben og vilde følge ham stadig væk. Snakken gik da saadan, og han var da helt tosset. Han kunde se lige i Vejret og tudskraale. Der var noget sært der en Tid, men han kom sig da igjen.
Johanne Marie Jensdatter, Klæstrup.
