Stranda syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Stranda syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Stranda syssel
(Stranda sýsla)

[Indbyggerantal c. 1700]



Stranda syssel omfatter den lange, men smalle og tyndt befolkede kyststrækning, som fra Gejrolvagnup når, i sydøstlig og sydlig retning, lige til bunden af Hrutafjord. Det udgør kun seks hrepper og er nu delt mellem fire præster. Af sognene har det nordligste, Ånæs (Árness) sogn, uden sammenligning den betydeligste udstrækning. Dette, der tillige udgør én hrepp, vil det måske være passende at betragte for sig først. For dette sogns større nordlige halvdels vedkommende er forholdene omtrent de samme som på de hidtil omtalte «Strande«; der findes her kun ganske enkelte gårde med lang afstand mellem hver og uden nogen indbyrdes forbindelse, da de mellemliggende fjælde er så at sige ufremkommelige — nord for Trekyllisvigen, siger sognebeskrivelsen, kan man selv om somren næppe komme med heste fra den ene gård til den anden. Af gårdene er Skjalda- (nu Skjaldar-)bjarnarvig (— vík) den nordligste; den ligger ved vigen af samme navn, som skærer sig ind straks østen for Gejrolvsgnup; i sognebeskrivelsen roses gårdens land overordenlig, fårene f. eks. skal her malke vidunderlig meget og længe. I Skjaldabjarnarvig bosatte sig den tidligere omtalte Skjalda-Bjørn; han var en vældig viking ved navn Hellu-Bjørn, der fik benævnelsen Skjalda-Bjørn, fordi han på sin landnamsfærd førte et aldeles skjoldbesat skib til Island, med hvilket han landede i Bjarnarfjord (— fjörðr). Bjarnarfjord er en smal, lille fjord sydøst for Skjaldabjarnarvig. Vigens østlige begrænsning udgøres af en tange, hvorpå der ligger tre banker eller høje, kaldte »Þúfur« (ɔ: tuer), i den ene af disse ligger i følge sagnet hans skib, i den anden hans gods, i den tredje han selv. — En mils vej øst for Bjarnarfjord ligger Drángar; fra denne gård ligger en vej i sydvestlig retning over østerenden af Drangajøkel ned til Skjaldfannardal på Langadalsstranden (Isf.); den skal kun kunne befares midt om somren, og benyttes som tidligere anført mest af folk fra Isefjordsdybet, når de hente drivtømmer. Om Erik den røde, Grønlands senere opdager og bebygger, og hans fader Torvald siges det, at de ved ankomsten til Island fra Norge tog land på Hornstrandene og boede på Drangar, hvorfra så Erik senere efter faderens død flyttede til Haukadal (D.). — Sydøst for gården Drangar strækker Drangafjæld, et af denne egns højeste og værste fjælde, sig frem mod søen; længst ude mod søen hæver sig i en række op fra fjældet de syv dranger, den ene bag ved den anden. Det er høje fjældtinder, der aftage i størrelse undtagen den yderste, som er megei høj; på to steder kan de mellemliggende kløfter eller pas (skörð) passeres; også længere inde fører en vej over fjældet [1].


Syd for Drangafjæld kommer Drángavík med en gård af samme navn; den derpå følgende Eyvindarfjord ( —fjörðr) er derimod ubebot. Syd for Eyvindarfjord ligger den betydelig større Ufejgsfjord (Ú- eller Ó-feigsfjörðr); øst for denne skærer Ingolvsfjord (Íngólfsfjörðr) sig ind; hver af disse sidste to indeholde et par gårde. Disse tre fjorde bærer navn efter tre brødre, der tog land på Strandene og hver besatte sin af disse fjorde (Ldn., Grt.). Fra Ofejgsfjord ligger en vej mod vest til Isefjordssyssel [2].


Drivis i Hunaflói - (W.G. Collingwood, 1897)
Hvad rigdom på drivtømmer og i det hele naturforholdene angår, finder naturligvis også en gennemgående overensstemmelse særlig sted mellem Isefjords-Strandene og den nu beskrevne nordligste strækning af Ånæs sogn. Dog nævner sognebeskrivelsen drivtømmer som en vigtig indtægtskilde for sognet i det hele taget og fremhæver den dygtighed, som disse egnes beboere have i at forfærdige trækar, som afsættes vidt omkring — en kunst, som allerede E. O. roser dem for (s. 500). Også gælder det om sognet i dets helhed, at det fugtige og tågefulde vejr om somren, så snart nordenvinden hersker, er til stor skade for høhøsten; havis er vel en jævnlig gæst her, dog synes den i den senere tid (i følge sognebesk. 1852) både at være kommen sjældnere og i mindre mængde end tidligere; jo senere den kommer, desto senere går den bort — man har således eksempel på, at den først er kommen i slutningen af april og ikke været helt borte før midt i avgust.


Mod øst er Ingolvsfjord adskilt ved hoje fjældstrækninger fra de tre følgende fjorde Trekyllisvig (Trékyllisvík), Reykjarfjord (Reykjarfjörðr) og Vejdeleysa (Veiðileysa, i sagaerne stundum Veiðilausa), der skærer sig ind fra nord til syd. Øst for Ingolvsfjord gør nemlig kysten en bestemt bøjning mod syd, og beskylles tillige nu ikke længere af det fuldstændig åbne hav, men af den såkaldte Floe (Flói), den store bugt eller fjord, der ligger mellem Stranda syssel og den nordligere del af Hunavatns syssel, og som efter det forskellige strøg benævnes enten Strandafloe (—flói) eller Hunafloe (Húnaflói). Det er derfor naturligt nok, at, som det synes at fremgå af Grt. (s. 13), denne del af Strandene er bleven benævnt Syd- eller Ind-strandene i modsætning til den nordligere kyststrækning. — Ved bunden af den forholdsvis korte og brede Trekyllisvig, der mod nordvest udsender en mindre fjord, står præstegården Ånæs (Árnes) med tilhørende kirke; denne gård afgiver et glædeligt eksempel på, hvorledes omhyggelig behandling af æderfuglevarp i kort tid har kunnet forvandle et uanseligt kald til et af landets betydeligste. I følge Grt. var Ånæs bolig for Erik snare, hvis landnam strakte sig fra Ingolvsfjord til Vejdeleysa (det meste af denne fjord medindbefattet). Medens Eriks søn Flose boede her, skete det, at nogle købmænd led skibbrud i vigen; disse byggede sig af vraget et nyt skib, med hvilket de virkelig også senere stak i søen for at forlade landet; men det var naturligvis kun dårligt, og af dets brede og korte form kaldte man det Trékyllir (ɔ: træsækken), hvorefter vigen (der også oftere nævnes alene Vík) så fik navn. I den nordlige del af tunet på Ånæs ved bunden af Trekyllisvig viser man endnu tomterne af Trékyllisnaust[3]; det har været 12 fv. langt og 3¼ fv. bredt, — her, siger man, er skibet Trekyllir blevet bygget og har haft sin plads. Ånæs ligger nord for Ånæså, der kommer fra den lille Ånæsdal, som i vestlig retning strækker sig op fra Trekyllisvigens bund. Lige over for, på åens sydlige bred, ligger gården Bæ(r), og umiddelbart øst for denne ved vigens kyst Finnbogastad (Finnbogastaðir) — alle tre gårde meget nær ved hverandre, for de to sidstes vedkommende nå tunene endog næsten sammen. Finnbogastad har navn efter Finnboge den ramme, som i følge Finnboges saga (Finnb. s. 75 flg.) tilbragte den sidste del af sit liv her som Trekyllisvigens høvding; hans stadige fjende Jökul fra Vatnsdal (Hv.) sender to gange en snigmorder for at røve hans liv, men Finnboge dræber lykkelig dem bægge. Den anden af disse, i sagaen kaldet Torbjørn Sleggfall eller Sleggja, dræber Finnboge under høhøsten på et stykke land, som den første snigmorder havde omhegnet for ham; dette omhegnede landstykke (gerði), hvor Torbjørn faldt, kaldtes derefter Sleggjufall (Finnb. s. 82). Sleggjufall er nu navnet på en ikke ubetydelig klett, der står omgivet af mosegrund et stykke vej sydøst for Finnbogastad. — Senere hen kommer Finnboge i en strid med den, i følge sagaen, østfjordske høvding Brand den raske, der med 25 mand hjemsøger ham i Trekyllisvig. Ved den lejlighed beskrives stedforholdene ved Finnboges gård: Der var ikke synderlig langt mellem fjæld og fjære, oppe lige over for gården var der tre afsatser (hjallar), og man kunde kun komme til gården fra én side: da Brand og hans folk er komne til den nederste afsats, kendes de, medens man tidligere har antaget dem for fremmede, der vilde købe tørfisk. Finnboge går nu ud og op til brekkerne, — der var en stor kløft (gil) og en kam for oven, og kun fra én side kunde man angribe; her stiller Finnboge sig med sin ledsager. Brand vender sig mod ham, men snart får Finnboge hjælp, og Brand nødes til at slutte forlig (Finnb. s. 86 ffg,). — Denne beskrivelse skal ikke kunne passe på den af de syd fra kommende nu benyttede vej, der fra bunden af Reykjarfjord fører over fjældet ned i Ånæsdalen, men skal derimod vise, at Brand har benyttet en ældre, nu aflagt vej til Trekyllisvigen, af hvilken sporene endnu på mange steder ses. Denne vej har ligget op fra den øverste del af Selådalen, der i nordvestlig retning strækker sig op fra den sydligere i Stranda syssel liggende Stengrimsfjord. Derfra har den ført bag om Trekyllishede og Reykjarfjord til sydsiden af Ånæsdalen. Ved sydsiden af denne en mils vej lange dal, lidt oven for dalens midte, findes banker eller højdedrag, som efterhånden blive lavere og nede i dalen helt tabe sig. Denne vej må Brand tænkes at have redet med sin flok; medens han var ved at passere ovennævnte banker, har man kunnet iagttage ham fra alle gårde i vigen.


Hrútafjörður (Skálholtsvík og Guðlaugsvík) - (W.G. Collingwood, 1897)
Sagaen fortæller, at Finnboge lod bygge en stor kirke på sin gård, og at han selv tillige med sin kone blev begravet ved denne. Den af Finnboge byggede kirke antages imidlertid at have været på Bæ; i tunet her påvises nemlig endnu kirkegården med mange endnu kendelige grave. Det er vel derfor rimeligst at antage, at Bæ oprindelig ikke har udgjort nogen fra Finnbogasstad forskellig gård. Fra Bæ til Ånæs skal kirken være flyttet på grund af katolsk overtro. I følge E. O. (s. 494) skal Finnboge den rammes høj vises på gården Finnbogastad , hvad der jo vilde forudsætte en fra sagaens fortælling forskellig tradition; nu skal imidlertid ingen i egnen vide noget om Finnboges høj, men alle antage ham for begravet på Bæ. Ligeledes må det fremhæves, at den antkv. indb. (1817), der ellers er overordenlig omhyggelig i opregningen af høje (optæller 10 sådanne), ikke har nogen Finnboge-høj , men derimod beretter, at Finnboge den rammes grav (leiði) ses på Bæ i den der afmærkede kirkegård, så at man måske tør antage, at beretningen om hans høj er opstået ved en forveksling med det oven nævnte »lejde« [4]. — Finnb.'s beretning om Trekyllisvigens daværende blomstrende tilstand må være meget overdreven; denne, hvori der nu ligger 7—9 gårde, skulde den gang have haft 35.


I Sturlungetiden kommer Trekyllisvigen til omtale, da Tord kakale lagde ud herfra til den store søkamp i Floen mod Kolbén unge, og efter kampen flygtede han ligeledes tilbage hertil forfulgt af Kolbén, så at han med sine folk må søge over fjældene vester på hjem, som hver kan bedst.


Mellem Trekyllisvigen og Reykjarfjorden ligger et forholdsvis stort og bredt næs Reykjanes, for den større vestlige dels vedkommende opfyldt af fjælde; øster efter bliver det lavere, dets sydøstligste pynt kaldes Gjögrstángar. De varme kilder yderst på næsset ved og i selve strandbredden, hvorefter det har navn, skal ikke være betydelige. Syd for Reykjanæs skærer sig ind mod vest den et par mile lange og forholdsvis smalle Reykjarfjord. På sydsiden af denne ligger Reykjarfjords handelssted (tidligere også kaldet Kúvíkr) med én fast købmandshandel. Fra handelsstedet, ligesom fra fjordbunden, ligger en vej op på den godt og vel tre mile brede Trekyllishede, der strækker sig op fra Reykjarfjorden i sydvest, og hvorover en efter omstændighederne god vej ligger mod syd til Stengrimsfjorden. Fra dette højland udgår mod øst et højt, smalt fjæld Kamb (Kambr), der fylder det lille næs, som skiller Reykjarfjord fra den sydligere og langt mindre Vejdeleysa. Ud mod denne fjords sydkyst løbe flere fjælde, af hvilke det østligste er Byrgisvíkrfjall, nord for hvilket gården Byrgesvig (Byrgisvík) ligger, hvorimod der i følge sognebeskr. ikke kendes nogen vig af dette navn. Syd for Byrgesvigsfjældet skærer en lille vig Kolbénsvig (Kolbeinsvík) sig ind, hvor der findes en efter denne benævnt gård. Som omtalt tilhørte største delen af de her omtalte landstrækninger syd for Ingolvsfjord landnamsmanden Erik snare; til ham kom Önund træfod for at få oplysning om, hvilke strækninger der endnu ikke var besatte her (Grt. s. 14). Erik drog med ham ind til sydgrænsen for sit landnam, Ufæra i Vejdeleysa og viste ham, hvor stort et stykke syd for dette der endnu var utaget. Ufæra er (ifg. Svb. Eyjolvssön) navnet på en fremspringende klippe på sydsiden af Vejdeleysa, der omtrent midtvejs ved fjorden går brat ud imod søen, så at man kun med besværlighed kan passere forbi. Hvad der således tilfaldt Önund var de tre vige Byrgesvig, Kolbénsvig og Kaldbaksvig (Kaldbaksvík — ligger i det følgende sogn). Men tillige gav Erik ham hele Vejdeleysa og Reykjarfjord med den tilgrænsende del af Reykjanæs, og Önund havde nu for- uden sin egenlige gård »i Kaldbak« en anden i Reykjarfjord (foruden at være fjordens navn bruges Reykjarfjörðr nu som benævnelse på en gård i fjordbunden). Man havde imidlertid forsømt at træffe aftale om drivgods, og dette medførte senere store stridigheder mellem Erik snares søn Flose og Önunds sønner. Et mordforsøg på en af disse i Reykjarjfjord mislykkes, men senere opstår der en blodig kamp imellem dem i anledning af en ved Rivskær (Rifsker) opdreven hval. Hvalen fandtes først af en af Floses undergivne, som boede på Reykjanæs; således hedder nu den østligste gård på Reykjanæssets nordside, øst for fjældet Reykjaneshyrna; Rivskær, hvis navn (ifg. Svb. Eyjolvssön) er bevaret, ligger længst ude på sydsiden af Reykjanæs, altså ved Reykjarfjordens nordlige kyst. Bonden på Gjögr (således hedder den østligste gård på sydsiden af næsset; i sognebeskr. nævnt som den fornemste plads, hvorfra håkarlefangsten drives) fik imidlertid nys om, at en hval var dreven i land, og sendte ufortøvet sine herrer, Önundssønnerne bud — og således traf bægge partier sammen ved Rivskær. Enden på stridighederne blev, at Önundssønnerne måtte afstå Reykjarfjorden og landet nord for denne, men skulde beholde Kamb.


I ældre tid synes der i følge sagaerne fra disse egne at være drevet et betydeligt fiskeri (sml. således — foruden adskillige af de, ældre forhold skildrende, kilder — også Sturl., f. eks. hvor forholdene i Ávík, som er en af gårdene i Trekyllisvig , skildres (i gl. udg. I., s. 10 ffg.); nu derimod fremhæves fåreavl, håkarlefangst og drivtømmer som afgivende de vigtigste erhvervskilder, hvorimod torsk ikke er hyppig her.


Da Erik snare drog med Önund træfod ind til Ufæra i Vejdeleysa for at vise ham, hvor han kunde tage sig land, kastede Önund øjnene på et stort sneklædt fjæld, som gik frem hinsides fjordene, og kvad en vise om den tunge skæbne at få Kaldbak(-r) til bytte for de forladte agre; dog tog han som omtalt land her — foruden Byrgesvig og Kolbénsvig Kaldbaksvig helt til Kaldbaksklejv (—kleif) og boede i Kaldbak. Kaldbak(r) er nu kun navnet på en gård, der ligger på nordsiden af Kaldbaksvig, som — noget større end Kolbénsvig — skærer sig ind syd for denne. Vigen er helt omgiven af høje stejle fjælde, hver med sit særlige navn. Kaldbak, som Önund træfod kvad om, har vel snarest været det nu Kaldbaksfjall benævnte fjæld, der siges at ligge »nordvestlig ved Kaldbaksvigen« (det vil vel sige: yderst ude ved vigens nordlige kyst). — Langs sydsiden af vigen strækker sig den for rejsende farlige fjældli Kaldbaksklejv; længst i sydøst går fjældet Kaldbakshorn frem mod søen. Vigen er ilde berygtet for sit stormfulde og ublide vejrlig, og fuldstændig snefri er de den omgivende fjælde aldrig. Fjældet Kaldbakshorn (Kallbakshorn) nævnes i Nj. (s. 66), hvor der fortælles, at da den tryllekyndige Svan fra den syd for liggende Bjarnarfjord druknede ved Vejdelausa, syntes de fiskere, som var i Kaldbak (ɔ: gården K.), at se ham gå ind i fjældet Kaldbakshorn, hvor han modtoges med glæde.


Op fra Kaldbaksvigens bund strækker sig en dal Kaldbaksdal(r). Önund træfod døde i følge Grt. i Kaldbak og ligger i Træfodshøj (Trefótshaugr); denne høj vises øverst i Kaldbaksdal. Den omtales, men temlig unøjagtig, af Jon Olavssön (Antkv. Ann. II. , s. 167—68); ved sammenligning af den antkv. indb. og bægge sognebeskrivelserne synes det at fremgå, at højen selv er temlig stor til at være menneskeværk, men at den er omgiven med en sten-indhegning (garðr). I samme dal skal findes flere andre seværdigheder, således en fordum til badning indrettet laug (med tilhugget bassin).


Udsigt over Hrútafjörður - (W.G. Collingwood, 1897)
Syd for Kaldbaksvig ligger i række fra nord til syd fire gårde (Eyjar den nordligste), hvorefter ved Bjarnarfjorden (Bjarnarfjörðr) igen en større indskæring af kysten forårsages[5]. Den herværende landnamsmand Bjørn var i følge Laxd. Höskulds svigerfader; Bjørns søn tar Svan, som boede på Hóll eller — som gården også efter ham kaldtes — Svanshóll i Bjarnarfjord. Navnlig i Nj. omtales Svan nærmere; han var Hallgerds morbroder og beskyttede ved trolddom den onde Tjostolv, som Halgerd havde sendt til ham, så at Usviver ikke kunde få ham i sin magt. Svanshóll er navnet på en gård, der ligger noget oven for fjordbunden. Op fra fjorden strækker sig flere dale, deriblandt en Goddal (Goðdalr); til denne knytter sig sagn om, at en gode skulde være højlagt her, og flere andre oldtidsbegravelser vil man påvise her i egnen. I Bjarnarfjord findes flere varme kilder, hvoriblandt den til badning indrettede Klúkulaug er den mærkeligste (se E. O.: Klunkelaug s. 386). — På sydsiden af fjorden ligger kirkestedet Kaldrananes (ældre: Kallaðarnes); i følge almindeligt sagn (se bægge sognebeskrivelser) skal der tidligere have ligget en gård »á Eyrum« noget nærmere fjordbunden end Kaldrananæs. Er dette rigtigt, da er det formodenlig denne, der tænkes på i den bekendte fortælling om Selkolla (Bsk. s. 604 ffg.), og udgiveren har da næppe ret i at forandre håndskriftets »á Eyrum« til »á Eyjum«.


Imellem Kaldrananæs og Stengrimsfjorden skiller et forholdsvis kort og bredt næs bestående af et lavere højland, som tilsammen kaldes »Halsene« (Hálsar); i sagaerne betragtes hele strækningen som udgørende én hals; således tales både i Laxd. og Nj. om halsen mellem Stengrimsfjorden og Bjarnarlfjorden, og i følge Nj. voldte Svans trolddom Usviver forskellige genvordigheder her, så at han nødtes til at vende om uden at kunne nå til Bjarnarfjorden og hævne sin søn Torvalds drab på Tjostolv. Over halsene ligger en alfarvej af omtrent en halv mils længde; de er for en stor del opfyldte med udstrakte mosestrøg (flóar), men derimod ikke meget bratte. I følge den antkv. indb. vises på Bjarnarfjordshals (mellem Skard i Bjarnarfjord og Stengrimsfjord) Selkollusteinn, sagaens Miklasteinn, hvor denne onde ånd først kom til syne.


Sténgrimsfjorden (Steingrimsfjörðr), der er den langt betydeligste af Stranda syssels fjorde, skærer sig syd for halsenæsset i en længde af flere mil i nordvestlig retning ind i landet. Langs fjordens nordkyst, den såkaldte Selströnd[6], ligger en række gårde, af hvilke måske Hafnarhólmr — her et Akranes med indhegninger — og det øst for liggende Gautshamar (bægge nær fjordmundingen) kan nævnes; mellem disse gårde vises nemlig Selkollutóptir, hvor biskop Gudmund for sidste gang manede Selkolla ned. — Så vel på Selstranden som ved Eyjar tyder i øvrigt forskellige stedsnavne og traditioner på, at egnen tidligere har været hjemsøgt af franske og spanske voldsomme og røverske sømænd.


Nær Stengrimsfjordens bund strækker en større dal, Selådalen (Selárdalr, Nj.), sig i nordvestlig retning op fra fjorden; ned mod dalmundingen her fører den nord fra kommende Trekyllishede-vej. Lidt østligere ligger gården Bassastad (Bassastaðir), hvorfra Usviver lagde op på halsen til Bjarnarfjord[7]. — Op fra bunden af Stengrimsfjorden strækker sig en ret betydelig, jævn og grønlig dal Stadardalen, der indeholder adskillige gårde; en af de nederste er præstøgården Stad (Staðr) med tilhørende kirke; gården står på flad grund, og så langt fra fjorden, at denne netop skimtes. Det er utvivlsomt denne dal, der i Nj. (s. 52) kaldes Ljotådalen (Ljótárdalr) — Usviver rider på toget mod Svan til Stengrimsfjord og til Ljotådal og derfra til Selådal og så til Bassastad og derfra over halsen til Bjarnarfjord — , ja navnet synes endnu at være bevaret som benævnelse på den øvre del af dalen; i det mindste anfører den antkv. indb. (1818) en høj »nær Skerpingsstad i Ljotådal«, og Skerpingsstad (Skerpingsstaðir) er i følge Jh.'s jt. en ødegård, der ligger mellem præstegårdens to hjålejer længst oppe i dalen.


Til Stadardalen fører den tidligere nævnte fra Langadalsstranden (Isf.) udgåede Stengrimsfjordshede-vej; over en temlig brat skråning skyder den i vel anlagte bugtninger ned mod dalens bund, hvor de forskellige kløfter eller sænkninger i fjældheden, som den rejsende alt i nogen tid har haft for øje, samler sig til en regelmæssig dal, lidt oven for den øverste gård. Desuden fører også fra Stadardalen en vej over Kollabudahede mod syd til Torskefjorden (Bst.)[8].


"Bitrufjorden er en køn lille fjord..." - (W.G. Collingwood, 1897)
Langs sydsiden af Stengrimsfjorden ligger vejen videre syd efter, — men som ikke des mindre netop benyttes af alle, der rejser »nord på« ɔ: til Nordlandet, hvortil jo også hører det hovedsagelig sydøst for Stengrimsfjorden liggende Hunavatns syssel. Således ved udtrykkene nord, vest, syd, øst i forbindelse med et bevægelsesverbum at betegne ikke nøjagtig retningen man rejser i, men fjærdingen man begiver sig ind i eller hen i mod, har allerede fra gammel tid været fast sprogbrug; dog kan mærkes, at man i reglen finder »nord på Strandene«, selv om rejsen udgår fra Nordlandet (sål. Bdm. Vd.).


Nær Stengrimsfjordens sydkyst står en række gårde, af hvilke Skeljavig ( — vík) er den fjærde; navnet tilhører oprindelig en vig eller lille bugt, som her skærer sig ind, og som gården er benævnt efter, skønt den står noget fra vigen. På Skeljavig ligger hver sommer et eller flere købmandsskibe (tilhørende såkaldte spekulanter) for at drive handel med omegnens beboere. Også i oldtiden benyttedes havnen jævnlig af de mellem Norge og Island farende skibe (Gísl., Gunl.). — En halv mils vej længere ud med fjorden ligger gården Hrovå (Hrófá, også Róvá) ved en å af samme navn, der danner grænsen mellem Stads og Tröllatunges præstekald. Den vestligste del af sidst nævnte sogn udgøres af flere mod Stengrimsfjorden udmundende dalstrøg; selve præstegården (Tröllatunga) står noget oppe fra kysten i den tunge, der dannes af Hrovås to tilløb [9]. Hrovå nævnes i Fbr. i anledning af et drab, Torgejr udfarør her for at hævne en af kong Olavs hirdmænd. Torgejr har haft let ved fra Reykholar (Bst.) at nå hertil; fra Reykholasvejten ligger nemlig forskellige veje til sydsiden af Stengrimsfjorden: fra Laksådalen fører en vej over Laksådalshede ned lidt vest for Hrovå; fra Bæardal og Gejradal fører to veje, der bægge ligge ned oven for Tröllatunge (i Arnkötludal og Tungudal)[10].


Over den ydre del af Stengrimsfjorden viser sig en smuk udsigt; ude ved fjordmundingen nær nordkysten hæver sig en høj lille Grimsø (Grímsey). Svæver blikket videre ud over Floen standses det hinsides denne af et langt, blåligt land Skagastranden (Hv.), der yderst ender med et lille lavt næs, men ellers viser sig som en fortsat fjældrække. — Den sidste del af vejen ud med fjordens sydside er ejendommelig ved den bratte næsten udadludende og dog grønlige fjældvæg, hvorunder man rider langs en smal neden under liggende græsslette. Det nærmeste stykke af kysten syd for fjordmundingen udmærker sig ved flere spidse kletter eller dranger, der hæve sig op fra det flade land under lien; men snart viser sig Kollafjorden (Kollafjörðr, Bdm.), der næsten som en arm af Stengrimsfjorden skærer sig ind i sydvestlig retning straks syd for dennes munding. Op fra den lille Kollafjord ligger i sydvestlig retning Stenadalen (Steinadalr), fra hvilken den tidligere nævnte (højst to mile lange) meget benyttede vej over Stenadalshede til Gilsfjorden ligger. — Fjældstrækningen øst for fjorden ender længst mod nordøst med det mod søen fremskydende fjæld Skridnesenne (Skriðnis-, eller Skriðins-enni, Eb. s. 106: Enni), hvis yderste pynt sædvanlig kaldes Ennesstige (Ennisstigi) eller Enneshøvde (Ennishöfði). Længere inde benævnes den fra sydvest til nordøst strygende fjældstrækning Bitruháls; den skiller nemlig Kollafjorden fra den sydligere Bitrufjord eller Bitra. Foruden som benævnelse på den ydre del af den mellem de to fjorde skillende fjældstrækning forekommer navnet Skridnesenne nu også som benævnelse på en gård, der ligger sydøst for fjældet, ved kysten, omtrent midtvejs mellem Enneshøvde og Bitrufjordens munding. Denne gård synes dog først senere (om end forholdsvis tidlig) at have afløst den i Eb. nævnte gård Kjallakså (Kjallaksá). Medens Skridnesenne i Ldn. kun forekommer som fjældnavn og i Bdm. og Grt. nævnes således, at det efter omstændighederne kan betegne en større strækning eller en enkelt gård, siges i Eb. (s. 105) om Ospak fra Øre i Bitra, at han var en søn af »Kjallak fra Kjallakså fra Skridinsenne«, hvor Skridinsenne nødvendig må betegne egnen, Kjallakså en i denne egn liggende gård. Grt. (s. 22) siger om samme mand kun, at han var »fra Skridinsenne«, Bdm. (F. s. 6) om Uspaks søn Glum ligeledes kun, at han »boede på Skridinsenne«. Kjallakså skal være navnet på en å syd for Skridnesenne; det er åbenbart samme å, som i A. M. kaldes Kjallaksstaðaá, benævnt efter en gammel ødegård i Skridnesennes land Kjallaksstaðir; af denne gård skal man i følge sognebeskrivelsen endnu se tomterne nær ved Skridnesenne.


Snartartunga i Bitru - (W.G. Collingwood, 1897)
Bitrufjorden er en køn lille fjord, der ligesom Kollafjorden skærer sig ind i sydvestlig retning — i Bitra havde Gejrmund heljarskind sit sætersted, siger Ldn. — Fra fjordens nordside strækker sig en smal langagtig dal Krossådal (Krossárdalr, Eb.) mod vest ind i landet; gennem den ligger en kort og bekvem vej, næppe mere end en mil lang, mod vest til Klejvar i Gilsfjord. I Krossådal udmunder ligeledes vejen fra Kollafjord over den temlig høje og brede Bitruháls. — På nordsiden af fjorden, men noget længere inde end Krossådalens munding, ligger gården Ospaksøre (Óspakseyri), i Eb. nævnt Øre (Eyrr) i Bitra, bolig for ransmanden Ospak, som Snorre gode til sidst måtte væbne sig imod. Snorre i forening med Sturla Tjodrekssön fra Stadarhol i Saurbæ (D.) havde en hård kamp at bestå, inden de kunde indtage det virke, hvormed Ospak havde omgivet sin gård; men af dette ses nu intet spor. Neden for gårdbygningerne falder kysten med en grusskrænt brat af mod jorden; vest for disse strækker sig et fladt næs frem, som bærer tunet, og straks oven for gården hæver sig de fra lien udgående holt og holer. I fortsættelse af jordbunden ses en grønlig af en å gennemløbet dalflade; op fra denne strækker sig flere ved lavere fjældstrøg adskilte smådale. Den nederste gård i dalen, nord for åen, er Snartartúnga, Eb.'s Tunge (Túnga), hvor Sturlas ombudsmand Tore, en bestemt modstander af Ospak, af hvem han til sidst dræbes, boede [11]. En gang, da Ospak har røvet på sydsiden af fjorden, bemærker man fra gården Fjardarhorn (Fjarðarhorn) deres færd og sender bud til Tunge, hvorfra Tore begiver sig med sine folk ned til fjordbunden; da var Ospak på tilbagevejen nåt ud forbi Fjardarhorn, Tore indhenter ham, og det kommer til kamp. Denne gård Fjardarhorn har formodenlig ligget, hvor man nu længst inde på nordsiden af fjorden, tæt ved fjordbunden, påviser tomterne af en ødehjåleje fra Ospaksøre Fjarðarhorn[12].


Fra Snartartunge ligger en vej mod vest, over Tunge-hede, til Klejvar i Gilsfjord, lige så kort og let at passere som den nys omtalte; denne vej er det åbenbart, som Sturla har passeret, da han i følge opfordring fra Snorre gode skulde træffe sammen med denne i Tunge i Bitra på toget mod Ospak. — Fra hoveddalen, Brunngilsdal(r) , der i sydsydvestlig retning strækker sig op fra Bitrufjorden, fører to andre veje til Dala syssel, bægge korte og lette at passere, den ene, Gavlfellshede, mod syd til Gleråskogar i Hvammssvejt — denne valgte Snorre — , den anden mod sydvest til Brekka i Saurbæ.


Ved Þambárvalla í Bitru - (W.G. Collingwood, 1897)
Bitrufjordens sydkyst er for den indre dels vedkommende på en strækning høj og brat klippe; noget længere ude åbner sig Tambådalen (Þambárdalr) ud mod fjorden; den i dalen liggende gård kaldes nu Tambåvold (Þambárvellir). I Tambådal boede i følge Eb. Snorres tingmand Alv den lille, der lider megen overlast af Ospak, både ved ran og på anden måde. Blandt Ospaks mange overgreb er også, at han en gang fratager bønderne, navnlig Tore og Alv, en stor del af en hval, som var opdrevet uden for Stika mellem dette sted og Gudlaugshøvde (Guðlaugshöfði). Gudlaugshøvde er den yderste høvde syd for fjorden; navnet Stika kendes derimod nu ikke, dog ses det af A. M. — hvor drivgodsretten langs sydsiden af Bitrafjorden omtales, at en del uden for Þambá var Stikuþúfa, og længere ude igen var Stikuvík[13]. Mellem vigen og høvden strækker sig en hals Stikuháls. Stika (egl. en kæp) har da sandsynligvis været navnet på en klett ved fjordens sydside.


Over den lille Stikuhals går vejen videre syd på langs kysten; en af de første gårde, man træffer på, er Guðlaugsvík, ved hvilken gård der i følge sognebeskr. findes en fritstående klippe (Víkrdrángr) af et meget overraskende udseende, der står som en væg fra øst til vest, 15 al. lang, 13 al. høj, og 1 al. tyk. Længere syd på når Floen ikke; alt på en længere strækning har den været betydelig indsnævret ved det hvælvede Vatnsnæs (Hv.), der skyder sin nordspids frem til i højde med Stengrimsfjordens munding, og hinsides hvilket den afsætter en større fjord; nu begynder dens sydlige fortsættelse Hrutafjorden (Hrútafjörðr) at vise sig, mod øst begrænset af et forholdsvis lavt næs, der skyder sig frem sydvest for Vatnsnæsset. Hermed må vel altså den lange kyststrækning ende, som i ældre tid indbefattedes under benævnelsen »Strandir« (Strandene). Strandene i det hele taget var i mange henseender en art forrådskammer for de omliggende egnes beboere; navnlig synes (i følge Bdm. og ÞH.) en regelmæssig fragtfart at have fundet sted mellem Sydstrandene og den lige over for liggende del af Hunavatns syssel (Midfjord), hvor man med fordel må have kunnet afsætte Strandenes overflødighed — tørfisk, og vel tømmervarer; selv langs Bitrufjorden ser man således grene og stammer af drivtømmer ligge omspredte.


Den vel hen ved fire mile lange Hrutafjord har for den ydre halvdels vedkommende en bredde af omtrent en mil, længere inde bliver den derimod så smal, at den lige vej over fjorden næppe er mere end en halv fjærdingvej. Fra gammel tid har den dannet grænsen mellem Vest- og Nordlandet; og dens ringe bredde og den enkelte gårdrække langs hver af fjordbredderne gør det forståeligt, at Grågås for denne fjords vedkommende har gjort en undtagelse fra den regel, at ingen måtte høre til et tinglag udenfor den landsfjærding, hvori han var bosat — kun i Hrutafjorden, når en mand flyttede tværs over fjorden, var det ham tilladt at blive i sit gamle tinglag. — Siden midten af det forrige århundrede (1758) falder grænserne for den verdslige og den gejstlige inddeling ikke fuldstændig sammen her, i det de fire sydligste gårde i Stranda syssel hører til det nærmeste præstekald i Hunavatns syssel.


Udhus ved Hrútafjörður - (W.G. Collingwood, 1897)
Hrutafjordens vestkyst har overalt gode og let fremkommelige veje; omtrent midtvejs ligger på denne side af fjorden præstegården Prestbakke (—i); det er øjensynlig den gård Bakke (Bakki), som nævnes i Grt. (s. 69), hvor der siges om en mand hinsides fjorden, at han tog land »til lige over for Bakke«[14]. Fjældene oven for kysten her er lave og grønklædte, jævnt skrånende ned fra og gående i ét med heden, hvorover forbindelsen med Dala syssel er hurtig og let; omtrent fra Prestbakke ligger en vej over heden (Hólmavatnshede) til Laksådal i Dala syssel. En anden vej til samme svejt (ad den såkaldte Laksådalshede) ligger op noget sydligere fra gården Laksådal (Laxárdalr), der bærer navn efter den dal i Hrutafjorden, hvori den ligger, som ligeledes benævnes Laksådal. — Syd for Prestbakke begynder jorden at indsnævre sig og når nu hurtig den omtalte ringe bredde. Hele kyststrækningen ind efter vedbliver at vise sig som et lavt, jævnt hvælvet bankestrøg, der umærkelig går over i og fortsættes af det indre ikke meget højere højland. Vejen ligger enten langs søen eller over jævne grusbanker langs denne, forbi mundingen af flere smådale eller sænkninger i heden. En halvanden mil syd for Prestbakke ligger Bordøre (Borðeyri, ældre: — eyrr), hvor der allerede længe hver sommer har fundet en livlig handel sted fra de her liggende handelsskibe, men hvor der først for nylig er blevet opbygget handelshuse og indrettet fast handel hele året rundt af et indenlandsk handelsselskab. Handelshusene ligger på en flad, trekantet lille øre, der neden for nogle grusbanker strækker sig ud i fjorden her; ved husenes anlæggelse skal forskellige bod- og nausttomter være blevne ødelagte. At sådanne bodtomter fra en ældre tid fandtes på Bordøre, bekræfter også sognebeskrivelsen, uden dog nærmere at angive deres antal. At købmandsboder i mængde i oldtiden har været rejst her, er der ingen grund til at betvivle, når man ser, hvor hyppig dette sted i sagaerne omtales som landingssted for købmandsskibe. Indtil handelshusene bleve byggede, stod her en gård ved navn Bordøre; at denne allerede fandtes i oldtiden, ses af Grt.; navnets oprindelse fortælles i Vd. (landnamsmanden Ingemund fandt her en stor nyopdrevet fjæl — borð).


Syd for Bordøre står nær jordbunden endnu et par gårde; i den inderste del af fjorden falder gennem forskellige mundinger den syd fra, fra Holtavardehede, kommende Hrutafjordså (Hrútafjarðará). Fra jorden strækker sig en jævn dalflade op langs åen, mod vest begrænset af flere fra lien udløbende melholt (ɔ: banker eller højdedrag bestående af grus og sten). Ikke langt fra jordbunden ligger Fagrabrekka, dog skjult for øjet af lien. Gården står under lien ved foden af en smuk, jævn, men temlig stejl banke, op ad hvilken tunet ligger. Syd for gården strækker sig et langt melholt ud imod dalen, og først på den anden side dette og flere andre lignende ligger Melar, Stranda syssels sydligste gård. Fagrabrekka — eller Brekka, som den også kaldes — nævnes, tilligemed Melar, i Grt. og Ldn., og navnlig Ldn. fortæller udførligere om Hromund den haltes berømte kamp her mod de norske vikinger, der havde tilhold på Melar. Omkring Brekka var et godt virke — hvoraf man imidlertid nu som sædvanlig ikke ser noget spor — , som vikingerne efter en hård kamp dreves ud af, efter at de ved forsvarernes uforsigtighed var komne ind i dette.


Kort syd for Melar begynder Holtavardehede, og fra denne gård ligger den sædvanligst benyttede vej op på heden; man stiger op ad en jævn skråning langs Hrutafjordså, følger i længere tid en kløft langs et mindre vandløb, og derefter går vejen videre syd på over en temlig jævn strækning, med udsigt over vide, svagt bølgeformige flader, lige til hvor vandskellet midt på heden findes og landet begynder at sænke sig ned mod Norderådalen i Myre syssel.




WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Disse »drangar« må den oftere nævnte Dránga jökull skylde sit navn; denne Islands nordligste storjøkel når ligesom Glåma en højde af hen ved 3000 f.
  2. Vejen, der skal være temlig betydelig (full þingmannaleið), går fra gården Ofejgsfjord over Ofejgsfjordshede til Hraundal — en lang dal op fra Langadalsstranden med gård af samme navn, næppe afsat på kortet; heden skal være god at passere om somren, når sneen på den er smeltet. Af disse angivelser ses det, at også Drangajøkel på kortet er gjort for stor og navnlig utvivlsomt strækker sig altfor langt mod syd.
  3. Allerede omtalt i E. O. s. 494.
  4. De oven anførte oplysninger om de i Finnb. nævnte lokaliteter skyldes stedets præst provst Svb. Eyjolvssön. — I »Skýrsla um forngripasafn Íslands«, II, s. 114—15 omtales et par udskårne fjæle fra Ånæs kirke.
  5. Blandt holmene i denne fjord findes en »Dímon«.
  6. Navnet skyldes formodenlig den her stedfindende sælefangst
  7. Ved Selådal ender Kaldrananæs sogn; også her findes et par »Gvendarbrønde«.
  8. Den antkv. indb. omtaler et par stensatte »grave« (grafir), som skal vise, at mænd er faldne og begravede her. Et sted i Stadardalen, hvor der tidligere skal have været kirke, synes der desuden at være ret interessante bygningslævninger. — På en ødegård Hofstaðir siges i følge samme kilde et hov at have stået (dog ingen tomter).
  9. Om en "Gullhóll" ved Tröllatúnga taler E. O. s. 491-92 og Jon Olavssön. Antk. Ann. II, s. 166—67; den antk. indb. (1818) derimod nævner som den eneste rimelige oldtidsgrav her i sognet et Gestsleiði.
  10. Derimod er den vej nu opgivet, der omtales i E. O. som førende fra Gilsfjord til Middal (øst for Tröllatungedalene), og erstattet af den endnu østligere Sténadalshede-vej (Steinadalsheiði).
  11. I følge A. M. ødelagdes i begyndelsen af forrige årh. gården Tunges bygninger og tun af åen Túngná, hvorfor man bestemte i stedet at oprette to ny gårde, den ene Kjóastaðir, hvor en gård af samme navn fordum havde ligget, den anden Hóll, hvor fårehusene havde stået; på dette sted ligger formodenlig den nuværende gård Snartartunga.
  12. Dette er vistnok det ødested i Ospaksøres land, som i A. M. omtales under navnet Efra Horn.
  13. Interessant nok er det, at kirken i Sælingsdalstunge (D.), hvor Snorre gode boede, har drivgodsret »fra Stikuþúfu að Höfðaleiti á Stikuvík«.
  14. Gården er i en fortegnelse fra 13de årh. (Dipl. isl. I, s. 580) nævnt "Bakki í Hrútafirði". Den antkv. indb. (1817) nævner som sædvanlig «nogle oldtidshøje, og ligeledes to "Grettistök".

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.