Sv. Aggesen kap.2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Svend Aagesen (/Aggesen)
Danmarks krønike



Andet Kapitel

Om Ubbes Kamp og om Kongerne efter Vermund — til Gorm den Gamle



Nu skulde da den nye Stridsmand have Vaaben, han kunde bruge. Kongen lod og i dette Øiemed opspørge de bedste Sværd, der var at faae i hele Riget; men naar Ubbe svang dem i sin høire Haand sprang de hver eet i tusinde Stvkker. Har I ingen bedre Vaaben at give mig — udbrød han — til at forsvare Livet og Rigets Ære med? Da Faderen erfoer denne Prøve paa Ubbes Fyrighed og Manddom, sagde han: „Nu veed jeg kun een Redning for vort Liv og vort Rige!" og forlangte dernæst at man skulde føre ham hen til en Gravhøi, hvor han i sin Tid havde gjemt den dygtigste Klinge, han eiede. Her spurgte han sig for efter visse Mærker, som skulde være i nogle Stene der laae, og da han havde faaet Besked, lod han det herlige Sværd opgrave. „Det er dette Sværd, min Søn — udbrød han, idet han tog det i Haand — hvormed jeg saa tidt har seiret; det har bestandig været mig et Værge, der aldrig svigtede." Med disse Ord leverede han det til Ubbe.


Dog nu var der ingen Tid at give bort: den til Mødet bestemte Tid var for Døren. Utallige Skarer strømmede til fra alle Kanter; man udsaae derfor en Holm midt i Eideren til Kampplads, for at Kæmperne kunde komme til at stride alene uden at faae Hjælp fra nogen af Siderne. Tydskerne leirede sig hinsides Floden i Holsteen, de danske forbleve paa denne Side af Floden, og Kongen selv valgte sit Sæde midt paa Broen, at han, om hans eenbaarne faldt, kunde styrte sig i den hvirvlende Strøm, og for at han ikke, naar han mistede baade Søn og Rige paa een Dag, skulde komme til at overleve dette Slag for at bære sine graae Haar med Sorg til Graven.


Imidlertid afsendes de der skulde til at kæmpe, fra begge Sider, og de møde hinanden paa Holmen.


Som nu vor kjække Helt saae de to Andre komme sig imøde, da svulmede hans Bryst som Løvens, og dristig stundede han efter at møde de to udvalgte. Om Livet bar han det nys omtalte Sværd, som Faderen i sin Tid havde gjemt, men desforuden havde han endnu eet, som han bar draget i Haanden. Da de nu kom ham nærmere, tiltalede han hver af dem især, og (hvad man vist sjelden skal høre) vor høihjertede og evig uforglemmelige Helt opmuntrer med følgende Ord selv sine Modstandere til at tage alvorlig fat: „Dersom, sagde han til den Ene, Begjærligheden efter vort Rige gjør dig opsat paa at berøve os vor Eiendom, Magt og Vælde, saa maa du som den Fornemste foregaae den Anden med et godt Exempel, for at du kan udvide dit Riges Grændser og derhos i dine Krigeres Paasyn indlægge Dig Ære som en tapper Mand."


Og saaledes lod hans Ord til Stridsmanden, der fulgte med: „Her er nu ret en Leilighed for dig til at lade dit Lys skinne i en større Kreds, naar du blot vil træde nærmere og lade de Danske med faae godt af den Herlighed, som du hidtil kun har undet Tydskerne at beskue. Nu vil du kunne udbrede Rygtet om din Dygtighed og erhverve dig en smuk og rig Foræring, dersom du rask skrider frem foran din Herre og værner om ham med det skjærmende Skjold. Lad nu ogsaa os danske faae Noget at lære af din Færdighed i Fægtekunsten, som hidtil kun Tydskerne har faaet Leilighed til at prøve; saaledes at du kan erobre den Seierskrands, du beiler til, og jublende vende tilbage til dine Landsmænd."


Saasnart han var færdig med denne sin Opmuntringstale, hug han til Stridsmandens Hjelm af alle Kræfter, saa at Sværdet, hvormed han slog, sprang i Stykker. Braget gjenlød gjennem hele den forsamlede Mængdes Rækker: Tydskerne opløftede et Frydeskrig, hvorimod de Danske tabte Modet, sukkede og gav sig ynkelig ved det. Og da Kongen fornam, at det var hans Søns Sværd, der brast, lod han sig rykke ud lige paa Randen af Broen. — Men Ubbe skyndte sig at faae det Sværd ud, han bar ved sin Side, ramte strax sin Modstander dermed i Hoften, og i Øieblikket efter skar han ham Hovedet fra Skuldrene.


Saaledes har Lykken ligesom Maanen sine Skifter: nylig smilede den til den ene, nu derimod til den anden Side, og dem, den nys havde viist sig gunstig mod, saa de jublede og sprang, dem stirrede den nu paa med Stedmoder-Blik og bistre Øine.


Saasnart den Gamle erfoer, hvad skeet var, fik han mere Mod, og lod sig flytte hen, hvor han før sad; thi nu var Seiren ikke længer tvivlsom. Ubbe trængte vældigt paa, og drev den tydske Kronprinds ned til Flodbredden, hvor han uden videre stak ham ihjel. Saa udslettede han da herlig ved sin ærefulde Manddom den Plet, som nu i mange Tider havde heftet ved det danske Navn, thi Ene havde han kjæmpet med Tvende, og dog beholdt Seiren.


Tydskernes Trudsler blev da til Vind; med Skam og Skændsel maatte de vende hjem og Ubbe styrede siden sit Rige i Fred og Ro med et berømmeligt Navn


Han avlede en Søn, som han gav Navnet Dan, men som siden fik Tilnavnet den Storagtige eller Stolte. Paa Dan fulgte hans Søn Frode, som ogsaa blev kaldet den Gamle, og efter hvis Død Sønnen Fridlev greb Statens Roer. Fridlevs Søn var Frode hin Fredegode, som ogsaa blev kaldt den Rundhaandede, fordi han fremfor Alt lagde Vin paa Gavmildhed: Guld og Sølv regnede han kun som Skarn. Paa Frode fulgte hans Søn Ingel; efter hans Tid hørte det op, at Sønner fulgte paa Fædrene i Regjeringen; thi nu gik Riget ofte over til Arvinger i Sidelinierne, hvilke jo imidlertid dog paa den ene Side hørte til Kongestammen. — Efter ham kom Ole. Denne Konge undertvang vældig alle de omkringliggende Egne, saa at han endog rykkede syv Dagmarscher seierrig frem hinsides Donau.


Men da jeg nødig vil have Ord for at fare med Løgn eller løs Snak: bliver det nok det bedste, jeg her hører op at fortælle om disse Konger, der have levet saa langt tilbage i Tiden, og hellere overlader det til min flittige Eftermand ved sin omhyggelige Granskning at erstatte det, som jeg paa Grund af Efterretningernes Uklarhed har maattet forbigaae; men jeg kan forsikkre, det er ikke af Dovenskab, men alene af Mangel paa Hjemmelsmænd, at jeg er kommen til at springe saa mangen berømt Mand over.


Omsider angreb Sivert, en Søn af Regner Lodbrok, Danmarks Rige, leverede et Slag, dræbte Kongen og bemægtigede sig Riget, hvorhos han tog den faldne Konges Datter til Ægte. Da hun følte sig svanger, spurgte hun Sivert, hvad Navn han vilde, at Barnet skulde have. Kongen svarede hende blot, at naar hun havde født, skulde hun tænke paa sit Bælte. Da nu hendes Tid var kommen, og hun havde født sin Dreng, kaldte hun ham Knud, et Navn hun udledte af „Knude,” saa det var den første danske Konge af det Navn. Han var den eneste fødte Kongesøn i Tidsrummet efter den sidstnævnte Frode; i hans Mindreaarighed blev Ennignup, en sjællandsk Bonde, udnævnt til Rigsforstander; men saasnart han var bleven myndig, greb han selv Septeret. I Tidens Løb avlede han en Søn, som han gav Navnet Frode; denne avlede atter en Søn, hedde Harald, og Haralds Søn og Eftermand var Gorm den Løie, en dorsk Person, der svælgede i Drik og Vellyst. Men hans Hustru var den berømte Thyra med Tilnavnet Dannebod, hvis hæderlige Minde jeg umulig kan forbigaae med Taushed, saa vist som det er min Hensigt at opholde mig længst ved dem, der har vundet det hæderligste Eftermæle.




Anmærkninger


Vermunds Sværd (S. 8. 10). Saxo siger os, at han kaldte det Skrep.

Af Ubbes Kamp har vi herlige poetiske Fremstillinger i Øhlenschlægers „Ubbe den Spage" (Samlede Digte III. 101.) og i Grundtvigs „Et Blad af Jyllands Rimkrønike” i Nytaarsgaven Heimdal (S. 118-31).


Dan hin Stolte kaldes af Islænderne Danr mikilátr.


„Frode den Fredegode, som og kaldes den Gavmilde” (S. 11). Hos Saxo er Frode III. Fredegod og Frode den I. den Gavmilde — to Personer; men Rimkrøniken kalder ogsaa Frode IV. Eiegod for den Gavmilde („hin Tegne”), og ham er det, Sv. Aagesen mener, thi han var Fader til Ingel.

Under Frode Fredegod var det at Nordmanden Erik med sin Broder Roller spiller en vigtig Rolle (Saxo I. 226 følg.); det var ogsaa denne Konge, hvem hans Nærmeste ei vilde begrave, men førte ham tre Aar om Land, som var han endnu levende, indtil de omsider stædte Liget til Jorde ved Værebro, i Nærheden af Slangerup. Hvornæst de Danske gave Skjalden Hjarne Kongekronen for det smukke Ligvers, han gjorde over Kong Frode. (Saxo I. 298).

Under Frode IV. var det, at Stærkodder, Storværks Søn (i hvem vi ligesom see en Afbildning af det gothiske Kæmpefolk) optraadte i Danmark. Han blev godt modtaget af Frode, men forlod dog atter Danmark og kom først tilbage under Frodes Søn Ingel, for at holde en skrap Mønstring over det danske Hof. (Saxo II. 29—82; see ogsaa Øhlenschlægers Tragedie Stærkoddder, hvor Digteren lader Stærkodder have begaaet Mordet paa Ole Bravkarl før han kom til Ingels Hof, skjøndt denne Ole som bekjendt levede længe efter. Sligt kan jo Digteren godt have Lov til; jeg anmærker det blot for dem, der kun kjende Stærkodders Historie af Øhlenschlægers Tragedie).


Frode den Gamle (S. 11) er vist Saxos Frode Fredegod, Fridlevs Fader. —


„Sønner fulgte ei Fædre paa Danmarks Throne” (S. 11). Herved sigter Forfatteren uden Tvivl til den Afbrydelse i Thronfølgen, som i hiin Tid flere Gange fandt Sted, hvad allerede vil vise sig, naar vi nævne de Konger, Saxo angiver, mellem Ingel og Ole Bravkarl:

Efter Ingel kom Ole, der havde overlevet sine tre Brødre. Efter Ole, kom begge hans Sønner Frode og Harald; Frode tog Harald af Dage, men blev siden dræbt af den Myrdedes tvende Sønner, Haldan Bjerggram og Harald. Den første blev Konge, den Sidste Hans Statholder; men med denne Haldan uddøde Kongestammen, hvorfor han indsatte Gothekongen Yngvin som Arving af sit Gods og Danmarks Rige.

Yngvin faldt mod sin Medbeiler Regnald, men efterlod en Søn Sivald. Paa ham fulgte hans Søn Siger, Signes (1) Fader, der igjen havde en Søn, hedde Sivald som sin Bedstefader. Med ham uddøde atter den danske Kongestamme paa Mandssiden. Riget blev derfor deelt mellem Høvdinger, kaarede blandt Menigmand: Ostmar fik Skaane, Hunding Sjælland, Hane Fyen, og Jylland blev deelt mellem Rørik og Hother.

Siden opstod Haldan, en Søn af den skaansk Helt Borkard og den norske Prindsesse Drotte; han ægtede Gyrithe, en Sønnedatter af Kong Siger, og avlede med hende en Søn Harald Hyldetand, som samlede det danske Rige men faldt derpaa i Brovalla-Slaget mod den svenske Konge Sigurd Ring. Sigurd indsatte paa de Danskes Begjæring Skjoldmøen Hede til Dronning, men de Danske bleve kjede ad hende og fik Harald Hyldetands Søstersøn Ole Sivertsen, dengang Statholder i Skaane, til at fratage hende Regjeringen. Denne Ole, som forresten var en Nordmand, og af Mange kaldtes Ole Bravkarl, regjerede da over hele Danmark, paa Jylland nær; dog selv heraf maatte Hede svare ham Skat. -

Af disse Konger efter Ingel har Sv. Aagesen ikkuns Ole, dog er det aabenbar ikke Saxos Ole Ingelsen; thi om den Ole, siger Saxo, gives der ingen Efterretninger (II. 83), derimod fortæller han Meget om Ole Sivertsen (Bravkarl), hvorledes han fældede Høvdingen Gunner fra Thellemarken med samt hans Søn Grim og Trællen Toke; hvorledes han befriede Jomfru Æse i Værmeland fra hendes Beilere, Kæmperne Hjalle og Skate, hvorledes han ihjelslog sin Faders Fjende, Nissekongen Thord, og dernæst overvandt 70 Søkonger (Saxo II. 145—54). Ole kom efter disse Bedrifter til sin Morbroder Harald Hyldetands Gaard, aflagde ham Troskabsed og tog Tjeneste hos ham; men forlod ham siden troløs og var paa hans Fjenders Parti i Brovalla-Slaget. Harald lod ham for denne Stregs Skyld forbande og Forbandelsen indhugge paa „Runamoklippen" i Blekingen, hvor den i vore Dage er bleven læst af Prof. Finn Magnussen (see Nordisk Kirketid. 1834 Nr. 29 og Dannebroge 1841 Nr. 31). Siden blev Ole — som ovenfor er sagt — Konge i Danmark, men gjorde sig forhadt og blev dræbt i Badet af Stærkodder (Saxo II. 180). Han var altsaa i visse Maader heldigere end sin Jevning i 17de Aarhundrede, Korfits Ulfeld, forsaavidt han dog døde i Ære og Værdighed; i andre Henseender var han derimod uheldigere, forsaavidt som den store Skamstøtte over ham ikke er bleven eller vil blive saa let at faae afveien som den lille over Ulfeld paa Graabrødretorvet i Kjøbenhavn. -

Sv. Aagesen har da, som vi see, forbigaaet de Regenter, som af Saxo anføres mellem Ole Ingelsen og Ole Sivertsen og gjort begge disse Konger til een Person.

Forfatteren siger om sig selv, at han har sprunget mange berømte Mænd over (S. 12). Det er ganske rigtigt: han har oversprunget de 14 Konger mellem Ole Bravkarl og Sivert Snogøie (Omund, Sivard, Jarmerik, Broder, Sigvald, Snie, Bjørn, Harald, Gorm Loke-Dyrker, Gøtrik, Ole, Hemming, Sivert Ring, Regner Lodbrok) foruden dem vi alt forhen have nævnt. — Om Regner Lodbrok see Müllers Danm. Historie I. 315—52.

Sivert Snogøie siges (S. 12.) at have ægtet den danske Konges Datter. Saxo fortæller os, at det var Siverts Søn Erik Barn, som blev gift med en Datter af Guttorm, Harald Klaks Søn. Samme Guttorm førte Krig med sin Farbroder Erik, der en Tidlang havde berøvet Erik Barn Thronen. Baade Erik og Guttorm faldt i denne Kamp, hvorpaa Erik Barn kom til sin Værdighed igjen; med Guttorms Datter havde han Sønnen Knud (Saxo II. 269). — Saaledes Saxo; men den ringeagtende Maade, hvorpaa han omtaler den ældre Kong Erik, deraf findes ikke Spor i Rimkrøniken (see S. 117.), endnu mindre i Rimberts Levnetsbeskrivelse af Ansgar, hvor „Horek den Gamle” skildres som en livsalig Drot, der med redebon Velvillie tog sig af den fromme Nordens Apostel, medens derimod „Horek hin Unge” (Erik Barn) voldte Ansgar megen Bryd, men afstod dog siden derfra. — For Enhver, der ret vil kjende Fædrelandets Historie, er det aldeles nødvendigt, at gjøre Ansgars nøiere Bekjendtskab. Jeg henviser i saa Henseende til Rimberts Levnetsbestrivelse, oversat af C. S. Ley, Kbh. 1837. Grundtvigs Kong Harald og Ansgar, Kbh. 1826 til Jubelfesten), Grundtvigs Heimdal S. 138—76, ligesom ogsaa til Müllers Danm. Historie I. 359—406.

Da Knud d. Førstes Moder skulde give sin Søn Navn (S. 12.), synes der mellem hende og Manden at have fundet en Spøg eller en Feiltagelse Sted, som Enhver maa stræbe at forklare sig det bedste han formaaer.


Til en Oversigt, meddeles her den danske Kongerække efter Saxo og Sv. Aagesen.


Svend Aagesen


Saxo

Dan I
Humle og Lotter
Skjold
Skjold
Gram
Hadding
Frode
Frode I (d. Gævmilde)
Haldan
Haldan I (d. Høie)
Helge
Helge og Ro
Rolf
Rolf Krage
Balder og Hother
Bue
Rokil Slagenback
Rørik Slyngebaand
Frode hin Frækne
Viglet (Hamlets Bane)
Vermund
Vermund d. Vise
Ubbe
Ubbe
Dan hin Stolte
Dan II Mykilati
Huglet
Frode II Bravkarl el. hin Frækne
Dan III Goddreng
Fridlev I hin Raske
Frode d. Gamle
Frode III Fredegod
Fridlev
Hjarne Skjald og Fridlev II Frodesøn
Frode d. Gavmilde (el. Fredegode?)
Frode IV Eiegod
Ingel
Ingel
Ole
Frode V Olesen (sin Broder Haralds Bane)
Haldan II Bjerggram (Haraldsen) og Harald II Haraldsen
Yngvin Gotherkonge (Haldans Svigerfader)
Sivald I Yngvisøn (Syrithes Fader)
Siger Sivaldsen (Signes Fader)
Sivald II Sigersen. Gyrithe (Datter af Alf Sigersen) gift med.
Haldan III d. Stærke (Søn af Borkard Jarl og Drotte)
Harald III Hyldetand
Hede Skjoldmø
Ole
Ole II Sivertsen (Bravkarl). (Harald Hyldetands Søstersøn)
Omund Olesen
Sivert I Omundsen
Jarmerik Sivertsen og
Butle Omundsen
Broder Jærmersen
Sivald III Brodersen
Snie Sivaldsen
Bjørn Sniesen
Harald IV Bjørnsen
Gorm I Haraldsen Lokedyrker (s. Rimkrøn. S. 91-103)
Gøtrik Gormsen(2)
Ole III Gøtriksen
Hemming Olesen
Sivert II Ring fra Norge (Gøtriks Dattersøn)
Regner Lodbrok (Sivertsøn)
Sivert
Sivert III Snogøje Regnersen
Erik Sivertsen (Barn)
Knud I
Knud I Eriksen
Frode
Frode I Knudsen (Christen)
Gorm II Frodesøn Engelskmand
Harald
Harald V Gormsøn
Gorm hin Løie
Gorm III Haraldsen d. Gamle


Noter:
1) Om Hagbard og Signe see Saxo II. 108-24: Kæmpevisen ”Kong Habor og Herre Kong Sivard”; endelig Øhlenschlægers Tragedie ”Hagbarth og Signe”.
2) Fader til "Holger Danske". Om H. Danske kan man efterse Almuekrøniken om ham; den er bleven oversat fra Latin paa Dansk Aar 1515 af den brave Christen Pedersen, Kannik i Lund. See ligeledes Ingemanns smukke Digt "Holger Danske." (Kbh. 1837).