Sveinbjörn Egilsson biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Sveinbjörn Egilsson
(1791-1852)
Egilsson, Sveinbjörn, 1791-1852, nordisk Filolog, Skolemand, Søn af en velstaaende Bonde, fødtes 6. Marts 1791 paa Gaarden Innri-Njarðvík i Gullbringu Syssel i det sydlige Island; Forældrene vare Egill Sveinbjarnarson og Guðrún Oddsdatter. Da han allerede tidlig havde mere Sans for Læsning end for legemlig Virksomhed, sattes han i en Alder af 10 Aar i Huset hos Overdommer M. Stephensen, for at denne kunde tage sig af hans videre Uddannelse; og gjennem Privatundervisning – uden at have besøgt nogen offentlig Skole – forberedtes han nu til Universitetet, saa at han kunde dimitteres 1810. Krigsforholdene forhindrede ham dog fra at rejse til Kjøbenhavn før 1814. Efter at være indskreven ved Universitetet studerede han med Iver Theologi; 1819 blev han Cand. theol. Da netop samtidig en Adjunktplads ved Islands lærde Skole (paa Bessastaðir) var ledig, søgte han denne; han erholdt Pladsen og afrejste endnu samme Aar til Island. Men de Maaneder, der forløb mellem hans Embedsexamen og Afrejsen, anvendte han til flittigt Studium af de nordiske Oldskrifter, særlig til Afskrivning af flere af de vigtigste Skindbøger, i det han tidlig havde følt sig hendragen til Studiet af nordisk Filologi. Sine Afskrifter forøgede han i de følgende Aar ved Bidrag fra herværende Venner og Disciple. S. E., som 1822 ægtede Helga, en Datter af Overretsassessor B. Grøndal, i hvilket Ægteskab en talrig Børneflok fødtes, havde i de første Aar Bolig paa selve Skolegaarden, fra Aar 1835 derimod paa den nærliggende Gaard Eyvindarstaðir, som han havde kjøbt. Han var en overordentlig velvillig og ualmindelig samvittighedsfuld Lærer; til Brug for Undervisningen udarbejdede han, da passende Lærebøger savnedes, en sammenhængende skriftlig Fremstilling, der forelæstes for Disciplene, og til alt, hvad han læste over i de gamle Sprog, havde han udarbejdet skriftlig Oversættelse. Disse Oversættelser, af hvilke prosaiske af Odysseen og Iliaden foreligge trykte (henholdsvis i Skoleprogrammer 1829-40 og i hans efterladte Skrifters 1. Bind), fandt megen Paaskjønnelse, og S. E. vandt ved dem og andre Arbejder, saaledes Partier af en islandsk Bibeloversættelse, Ry som en ualmindelig Stilist, fremragende ved rent Sprog og smagfuld Behandling af Modersmaalet.
Da 1845 Skolens Flytning fra Bessastaðir til den o. 1 ½ Mil der fra liggende Kjøbstad Reykjavik var besluttet, og da en ny Skoleplan samtidig skulde gjennemføres, ønskede den hidtil værende Rektor at trække sig tilbage, og S. E. fik da Anmodning om at rejse ned til Danmark for at sætte sig ind i Skoleforholdene her og eventuelt overtage det ledige Rektorat. Saaledes kom han til at til bringe Vinteren 1845-46 i Kjøbenhavn. 1846 udnævntes S. E. til Rektor ved Latinskolen i Reykjavik, hvilken Stilling han indehavde de følgende 5 Aar, men for hvilken hans Personlighed næppe fuldt ud har egnet sig. I Begyndelsen af Aaret 1850 kom det endog til beklagelige Skoleoptøjer, nærmest foranledigede ved Tidens Frihedsrørelser, der bragte de unge til i nogle administrative Foranstaltninger at se utaalelige Indgreb i den personlige Frihed. Foranlediget herved rejste S. E., da der tillige angaaende Sagens Behandling herskede Meningsforskjel mellem ham og Stiftsøvrigheden, paa ny til Kjøbenhavn; han vendte vel tilbage og overtog Skolens Ledelse endnu et Aar, men havde dog samtidig søgt sin Afsked, som bevilgedes ham fra Sommeren 1851. Allerede næste Aar døde han efter kun faa Dages Sygeleje i Reykjavik 17. Avg. 1852.
Skjønt stuelærd og af en utrættelig Flid og Arbejdsomhed var S. E. ingenlunde blottet for Vid og Lune; han besad tillige medfødte digteriske Anlæg og, som anført, stor Færdighed i Modersmaalets Behandling. Hans Digte, deriblandt ikke faa latinske, findes samlede i de efter hans Død udgivne efterladte Skrifter («Rit Svb. Egilssonar»). En poetisk Oversættelse af Odysseen, i oldnordisk Versemaal, udkom i Kjøbenhavn 1854.
Ulige størst Betydning har dog S. E. som nordisk Sprogforsker, særlig som Fortolker af Skjaldepoesien, og i denne Henseende fremfor alt ved sin banebrydende latinske Ordbog over det oldnordiske poetiske Sprog («Lexicon poeticum antiqvæ lingvæ septentrionalis», 1860), til hvilken alle hans øvrige nordisk-filologiske Arbejder mere eller mindre danne Forberedelsen; denne hans Virksomhed begunstigedes i høj Grad ved hans Forbindelse med det kgl. nordiske Oldskriftselskab, til hvilket han lige fra dets Stiftelse 1825 var nøje knyttet. Allerede 1825-27 havde Oldskriftselskabet efter en af ham tagen Afskrift ladet trykke 1-3. Bind af den «Fornmanna sögur» benævnte Række historiske Kildeskrifter. I det Samlingen afsluttende 12. Bind (1837) leverede S. E. foruden kronologiske Oversigter og Glossar over sjældnere Ord en Gjengivelse i prosaisk Ordfølge af samtlige i 1-11. Bind forekommende Skjaldevers med tilhørende Forklaringer. Samtidig med Udgivelsen af «Fornmanna sögur» offentliggjordes i «Scripta historica Islandorum» I-XII en tilsvarende latinsk Oversættelse, der udelukkende skyldes S. E., som ogsaa her fortolkede de talrige i disse Sagaer (Kongesagaerne) indeholdte Vers; desuden indførte han kronologiske og genealogiske Oversigter m. v. Ogsaa til de af Oldskriftselskabet udgivne Værker «Antiqvitates Americanæ» og «Antiquités Russes» besørgede S. E. latinsk Oversættelse og Versfortolkning. I 8. Hæfte af de af det nordiske Litteratursamfund udgivne Skrifter er hans Tolkning (paa Dansk) af Versene i Gísla saga Súrssonar trykt; desuden havde han udarbejdet lignende Fortolkninger til Skjaldeversene i adskillige andre specielt islandske Sagaer. Da den Arnamagnæanske Kommission1848 og ff. Aar offentliggjorde sin vigtige Udgave af Snorra Edda, var det ligeledes S. E., som leverede latinsk Oversættelse og Versfortolkning. Paa Island udgav han et Textaftryk af Snorra Edda med nogle Tillæg samt i Skoleprogrammer forskjellige gamle Digte.
Allerede 1824 ses S. E. at have syslet med sin Ordbog over det poetiske Sprog, men først o. 20 Aar senere, efter at den for den oldnordiske Litteratur livlig interesserede Englænder R. Cleasby havde tilbudt at støtte Foretagendet, og efter at Oldskriftselskabet havde paataget sig Udgivelsen, nærmede Planen sig sin Virkeliggjørelse. 1846 havde S. E. afleveret hele Manuskriptet; men nu forestod en Revision begrundet i dettes Jævnførelse med de efterhaanden fremkomne Textudgaver, og først efter Forfatterens Død kunde (1854) 1. Hæfte se Lyset. Trangen til en Fortolkning og Belysning af den oldnordiske Skjaldedigtning maatte allerede tidlig gjøre sig gjældende. Det fra det prosaiske saa afvigende Ordforraad, de mange og indviklede Omskrivninger og billedlige Betegnelser, den overmaade frie Ordstilling, saa at Ordene paa en forvirrende Maade kastes omkring i Verset, alt dette krævede en særlig Vejledning. I det 17. Aarhundrede, da Interessen for Oldlitteraturen vaagnede, lagde dog Mangelen paa Haandskriftsamlinger og Udgaver næsten uoverstigelige Hindringer i Vejen, og selv i det følgende Aarhundrede gave Forsøgene paa Grund af mangelfulde Udgaver og fejlfulde Haandskrifter kun tarvelige Resultater. Først S. E. naaede ved at gaa til selve Kilderne (de middelalderlige Skindbøger) og ved Adgangen til paalidelige Udgaver sikre Resultater og grundlagde en methodisk Forskning paa dette Omraade, hvor der vel altid vil blive en vid Mark for Konjekturer paa Grund af de mange allerede forholdsvis tidlig i Middelalderen af Afskriverne misforstaaede og fejl gjengivne Steder i Skjaldeversene, men hvor paa den anden Side denne Digtnings faste og kunstfulde metriske Bygning giver særlige Holdepunkter for Rekonstruktionen, naar Principperne for denne ere rigtig opfattede. Ved S. E.s Arbejde er Øjet aabnet for de for Omskrivningerne gjældende Regler og den rette Betydning af talrige poetiske Udtryk; han har rettet mangfoldige falske Læsemaader, forklaret dunkle Ord og helt igjennem lagt Stoffet til rette ved at paavise de forskjellige Forklaringsmuligheder.
Erslew, Forf. Lex. Þjoðtolfur II, 1850, Nr. 30 f. Rit Sveinbjarnar Egilssonar I-II, Reykjavik 1855-56 (med Biografi). S. Egilsson, Lex. poet. antiquæ linguæ septentr., 1860, præfatio.
Kr. Kaalund.
Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)
