Svend, Knud og Valdemar

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Saxo Grammaticus
Danmarks krønike

oversat af
Fr. Winkel Horn

Svend, Knud og Valdemar

Da Erik var død, kunde Folk ikke blive enige om, hvem de skulde vælge til Konge, thi Knud Magnussøn søgte ivrig Valg i Jylland og Svend Erikssøn paa Sjælland, og hin var yndet for sin Bedstefaders, denne for sin Faders Fortjenester. Medens Svend nu bejlede til Sjællændernes Stemmer og de fleste af dem ogsaa var villige til at stemme paa ham, var der en Mand ved Navn Olaf med Tilnavnet Stam, som ivrig holdt paa, hvad der fra gammel Tid af var Skik, og lyste Forbandelse over hver den, der gav Svend Kongenavn, og over ham selv med, i Fald han tog imod det, thi han kunde ikke gaa ind paa, sagde han, at man i den Sag foregreb hele Rigets Myndighed, eller at man tildelte en Mand kongelig Værdighed, uden at hele Rigets Almue højtidelig havde givet sit Minde dertil. Valget plejede ganske vist at foregaa paa Sjælland, men det var hele Folkets Ret i Fællesskab at vælge Konge, sagde han. Nu blev alle betænkelige og begyndte at falde fra deres tidligere Mening, men en Mand ved Navn Sten satte sig ud over gammel Sæd, og efter hemmelig at have overtalt Svend ved store Løfter var han Førstemand til at hilse ham med Kongenavnet og fik største Delen af Tingmændene til at vove det samme, saa at Almuen nu blev lige saa ivrig til at gaa over til den Mening, som den før havde været bange for af egen Drift at vedkjende sig den. Efter hans Raad blev den sjællandske Almue nu ogsaa opsat paa at støtte den Konge, den havde valgt, ved at faa Naboerne til at godkjende Valget, og det blev overdraget en overmaade veltalende Mand ved Navn Jakob Kolssøn med nogle andre Sendemænd at drage over til Skaane og ved at smigre for Skaaningernes Forfængelighed overtale dem til at gaa med til at vælge Svend til Konge. Han rejste da derover i Følgeskab med Svend, og da han havde faaet Ordet, forestillede han Skaaningerne, at det ikke havde været Sjællændernes Agt at anmasse sig at foretage sig noget som helst i Henseende til Kongevalget, uden at de gav deres Minde dertil, men at de i alle Maader hellere vilde træde i Skaaningernes Fodspor end gaa forud for dem og aldrig vilde gjøre noget af Vigtighed, uden at de var enige med dem. Men de nærede saadan inderlig Kjærlighed til Svend og vilde saa gjærne have ham til Konge, hvis Skaaningerne blot vilde give ham deres Stemmer, ikke alene paa Grund af hans egne fortræffelige Egenskaber, men ogsaa for hans Faders og Bedstefaders Fortjenesters Skyld. Derhos opfordrede han dem ogsaa til at drages til Minde, hvorledes de alene havde gjort det af med hele det øvrige Danmarks Stridsmagt og skaffet hans Fader Riget, da han næsten helt var dreven til Fortvivlelse og ikke ventede sig andet end Undergang, og nu bad han dem indstændig om at vise hans Søn den samme Godhed, som de havde vist ham. Saaledes gav han Skaaningerne at forstaa, hvor stor Pris Sjællænderne satte paa Svend, men hvad der var sket, talte han ikke om, og Skaaningerne gav da ogsaa Svend deres Stemmer, ikke blot af Hensyn til de Sendemænd, Sjællænderne havde skikket over til dem, men ogsaa fordi Omtalen af den Tapperhed, de selv havde lagt for Dagen, kildrede dem.

Imidlertid tildelte Jyderne Knud Kongeværdigheden, harmfulde over, at Svend havde tilegnet sig den, støttende sig til den Dristighed, Sjællænderne og Skaaningerne saa hensynsløst havde vist. I Tillid til Jyderne begav Knud sig nu over til Sjælland for at bemægtige sig det, og ved hemmelige Løfter lokkede han for Ærkebiskop Eskild for at faa ham til at falde fra Svend, paa hvis Side han hidtil havde staaet. Ærkebispen lod sig da ogsaa overtale og lod ham ved hans Sendemænd vide, at han skulde komme til Skaane med sin Flaade, saa vilde han slutte sig til ham. For imidlertid at skaffe sig en Anledning til at falde fra Svend og besmykke sin Troløshed med et nogenlunde antageligt Paaskud foregav han, at Svend havde forurettet ham, og som for at yppe Trætte med ham samlede han Krigsfolk under Foregivende af, at han vilde have en Samtale med ham, og begav sig til Lund, hvor Svend opholdt sig. Medens han forhandlede med ham under Skin af at søge den Strid, der var imellem dem, bilagt, fik han af dem, han havde udsendt for at spejde efter Knud, at vide, at nu var han kommen. Han tøvede nu ikke med at afbryde Forhandlingerne og aabenbarede strax paa Stedet de Planer, han, uden at nogen vidste det, rugede over, thi med vajende Bannere sprængte han med sine Ryttere af Sted ned til Kysten. Knud, som ikke stolede paa hans Løfte, havde imidlertid ikke villet lade sine Folk gaa i Land, men var, før end han kom, stukken i Søen igjen for at vende tilbage til Sjælland. Saaledes spillede Skæbnen ham et Puds, og det gik helt anderledes, end han havde tænkt sig. Da Ærkebispen over Hals og Hoved forlod Byen, satte Svend efter ham, og da han vendte om, holdt han Slag med ham og overvandt ham. Eskild blev tagen til Fange, og da der intet Fangehul fandtes i Byen, blev han hejset op i St. Laurentiuskirkens Taarn, saa Kirken blev hans Fængsel. Da Svend imidlertid blev bange for, at han skulde blive sat i Band for den Sags Skyld, hvilket er den værste Straf, en Bisp kan give nogen, løslod han ham ikke blot af hans Fængsel, men skjænkede ham oven i Kjøbet en Landsby og en stor Del af Bornholm for at gjøre ham til sin oprigtige Ven. Derpaa holdt han uden ham et blodigt Slag med sin Medbejler ved Landsbyen Slangerup, overvandt ham og drev ham bort fra Sjælland. Etter at have vundet denne Sejr vendte han tilbage til Skaane, medens Knud flygtede til Jylland.

I de samme Dage lod Paven, som saa', at Barbarernes rasende Grumhed næsten havde gjort det helt af med Religionen, udgaa Breve over hele Europa og bød Kristendommens Bekjendere at bekæmpe alle dens Fjender; det blev paalagt hvert enkelt kristent Land at angribe de Hedninger, der boede nærmest ved det. For nu ikke over deres hjemlige Stridigheder at forsømme deres Kristenpligt tog Danskerne Korset og adlød Pavens Bud. Knud og Svend gav hinanden Gisler, indstillede deres indbyrdes Fjendtligheder, sluttede for en Tid Fred for at tage sig noget bedre for og besluttede at bruge de Sværd, som de hidtil havde stræbt hinanden efter Livet med, til Kamp mod Kristendommens Fjender. De lod den Uenighed, der var opstaaet af, at de begge bejlede til Kronen, fare, sluttede Forbund for i Fællig at foretage et Krigstog og drog med forenede Stridskræfter til Venden, medens Tyskerne efter Aftale gjorde Indfald fra en anden Kant. Jyderne og Slesvigerne lagde ind i den fjendtlige Havn, hine under Knuds, disse under Svends Anførsel. Sjællænderne og Skaaningerne kom sidst og lagde sig, hvor de bedst kunde faa Plads, rundt omkring den Del af Flaaden, der var kommen først. Tyskerne, som ogsaa var overmaade opsatte paa at kæmpe for Kristendommen, mødte op paa Strandbredden for at slutte sig til Danskerne. Nu blev Byen Dubin, der var saare berygtet for sit Sørøveri, belejret af begge de forenede Hære, idet alle Danskerne gik fra Borde med Undtagelse af nogle ganske faa, der blev tilbage for at passe paa Skibene. Da Rygboerne fik at vide, hvor faa de var, besluttede de til at begynde med at yde de belejrede Bistand ved at gjøre det af med den fjendtlige Flaade. De angreb Skaaningerne, der laa yderst, og nedhuggede næsten dem alle sammen. Jyderne glædede sig over det Mandslæt, der var blevet anrettet iblandt dem, thi de regnede dem ikke for Stalbrødre, fordi de ikke havde samme Konge som de; de havde nemlig endnu ikke glemt Slaget ved Fodevig, og det Had, der nys havde været imellem dem, gjærede endnu i dem, saa vanskeligt er det for Folk, som bærer Nag til hinanden, at forliges, naar det gjælder det almene Vel. Asger fra Roskilde, som af Kongen var bleven sat til at tage Vare paa Flaaden, forlod fejgt sit Skib over Hals og Hoved, lod sig i en Baad ro ud til en Kjøbmandsskude, hvor han skjulte sig, og indjog saaledes ved sin skammelige Flugt dem Skræk, som han ved at foregaa dem med et godt Exempel burde have opmuntret til at kæmpe tappert. I Førstningen bandt Skaaningerne deres Skibe tæt sammen, for at de, som var rædde, ikke skulde kunne fly, men da de var bleven overvundne, overhuggede de paa Maa og Faa Tovene, som de saa omhyggelig havde bundet Skibene sammen med, og en Del af dem faldt for Fjendens Sværd, en Del sprang over Bord og fremskyndede saaledes selv deres Død. Da Rygboerne skjønnede, at adskillige af Skibene vilde være vanskelige at tage, fordi de var saa store, lagde de de ryddede Skibe ind imellem deres egne, som om de var fuldt bemandede, tjældede over dem og dækkede dem saaledes til, at man ikke kunde se, at der ingen Folk var paa dem, for saaledes at skræmme Fjenden ved at give det Udseende af, at de havde dobbelt saa mange Skibe, som de i Virkeligheden havde. De betjente sig ogsaa af et andet lige saa snildt Krigspuds for at faa deres Flaade til at tage sig større ud. De sejlede nemlig om Natten hemmelig ud i rum Sø, og ved Daggry vendte de saa tilbage, saa det saa' ud, som om det var en ny Flaade, der kom til Undsætning, men de gjorde det for tit, saa til sidst nyttede den Snedighed dem ikke længer. Imidlertid fik Danskerne, som belejrede Byen, Nys om, at Sørøverne havde overvundet deres Flaade, de drog da tilbage, tog de Skibe, de fandt i Behold, drev Rygboerne, som ikke turde gjøre Modstand, ud af Havnen og hævnede saaledes det Nederlag, deres Stalbrødre havde lidt, ved at jage Fjenden paa Flugt, skjønt det næsten ikke var muligt at bane sig Vej over Havet for Lig. Da det Skib, Svend var kommen paa, var blevet taget, tilbød Knud at overlade ham sit, men denne Velvilje fra hans Medbejlers Side forekom ham mistænkelig, saa han vilde ikke tage imod Tilbudet, thi da han saa', at Knuds Mandskab var i Behold, medens hans eget næsten helt var oprevet, turde han ikke sejle hjem paa et fremmed Skib. Han drog til Slesvig og kom efter nogen Tids Forløb til Sjælland, inden Knud var kommen did, og for at have et sikkert Tilholdssted omgav han Roskilde, som ikke var befæstet, med Vold og Grav, og derpaa begav han sig til Skaane efter at have sat Ebbe Skjalmssøn til at tage Vare paa Byen. Knud, som holdt det Nederlag, Skaaningerne havde lidt, for en Lykkens Gunst imod ham og mente, at hans Kræfter derved var tagne lige saa meget til, som hans Medbejlers var tagne af, vilde nu imidlertid ikke unde Svend Ro til at forvinde det Tab, han havde lidt, og drog derfor, navnlig stolende paa Jyderne, over til Sjælland, hvor nogle holdt med ham, andre med Svend, saa han troede, at det vilde give sig under den af dem, som først bemægtigede sig det. Da han nu dér spurgte, at Roskilde var faldet fra ham og paa Ebbe Skjalmssøns Tilskyndelse havde lukket sine Porte for ham, sendte han en Mand ved Navn Sune did for at opfordre Byen til at overgive sig. Da Sune, som ikke udmærkede sig ved andet end Veltalenhed og ikke havde nær saa megen Kløgt som Tungefærdighed, kom hen til Byen, red han først nok saa kry omkring hid og did foran Volden, og det varede ikke længe, før han begyndte at holde en flydende Tale til dem, der holdt Vagt paa Formuren. Han var imidlertid mere veltalende end heldig til at røgte sit Hverv, thi Ebbe svarede snildelig med fagre og blide Ord paa hans Tale og sendte nogle unge Mennesker ud til ham, tilsyneladende for at overgive Byen, men i Virkeligheden for at gribe ham, og da en af dem var kommen helt hen til ham, greb han voldsomt Hesten i Tømmen, de andre skød bag paa, og saaledes førte de Sendemanden fangen ind i Byen. Han blev først lagt i Lænker, og siden, da Svend kom til Roskilde, fik han øjnene stukket ud og kom saaledes til at undgjælde for sin uforsigtige Tale. Da Knud spurgte det, mistvivlede han om, at han kunde bemægtige sig Byen, og vendte tilbage til Jylland, men saa snart han saa' sin Lejlighed, faldt han atter ind i Sjælland i Haab om denne Gang at have bedre Lykke med sig, lagde uventet ind i Isefjord, overrumplede og indtog Roskilde og brændte Ebbes Hus, efter at denne var flygtet til Svend. For at han ikke skulde blive nødt til at rømme Byen af Mangel paa Levnedsmidler, besluttedes det, at hans Krigsfolk skulde underholdes paa Borgernes Bekostning. Den samme Velvilje viste Skaaningerne Svend, thi for at han ikke, naar hans Midler slap op, skulde blive nødt til at nedlægge Vaabnene af Mangel paa Levnedsmidler, gav de hans Krigsfolk Kosten paa offentlig Bekostning; i den Grad kappedes man paa begge Sider om at indlægge sig Ære og Fortjeneste. Imidlertid stødte nogle højbaarne og for deres Krigsbedrifter overmaade navnkundige Jyder til Svend med to Skibe, og styrket ved deres Hjælp drog han sammen med Eskild med sin Hær over til Sjælland og holdt Slag med Knud ved Taastrup. Da hans Fylking begyndte at vige, blev han bange og gav sig paa Flugt sammen med de fejge, men de, som havde Mod og Mandshjærte, sejrede og kaldte ham tilbage, og saaledes saa' han sig pludselig som Sejrherre, da han troede, at han var slagen. Knud fik ikke Lov af sine Folk til at tage Del i Slaget, hvad enten det nu var, fordi han endnu var saa ung, eller fordi de ikke vilde udsætte ham for Slagets Fare, saa i Steden for at føre an maatte han nøjes med at se til.

Nogen Tid efter sluttede Hellig Knuds Søn Valdemar, som først nu havde naaet vaabenfør Alder, sig til Svend for at lære Krigskunsten under ham; han skjøttede nemlig ikke om at have med Knud at gjøre, fordi hans Fader havde handlet saa ilde imod Knud Hertug. Det styrkede i høj Grad Svends Sag, fordi Valdemar var saa yndet. Han skjænkede ham Statholderværdigheden i Slesvig, som hans Fader havde haft, men Valdemar maatte holde mange Slag med en Mand ved Navn Knud Henrikssøn, som ivrigt havde stræbt efter at blive forlenet med denne Landsdel under Knud Magnussøn. Omsider fik han dog Bugt med ham, men der var lige saa stor Strid imellem dem om denne ringe Landsdel som imellem Kongerne om hele Riget; Sejren hældede dog stadig til Valdemars Side. Knud Henrikssøn var ellers overmaade veltalende, men for øvrigt en ryggesløs og udsvævende Mand.

Svend, som nu havde Lykken med sig, og hvis Stridskræfter var bleven betydelig forøgede, drog nu til Fyn i den Agt inden ret længe at forfølge sin Medbejler ovre i Jylland. Dér kom der imidlertid en fredløs Mand ved Navn Edler til ham og opfordrede ham til at paaføre Holstenerne Krig, hvorhos han lovede at stille fuldt op af Smaaskibe til at føre Krigsfolkene over med, thi Holstenerne havde brudt Broen over Ejderen af for at gjøre Adgangen til deres Land saa meget vanskeligere. Kongen gik ind derpaa, men da de kom til Ejderen, havde Edler holdt sit Løfte saa daarlig, at han kun mødte med to Smaaskibe. Svend vilde sejle over Floden paa det ene af dem, førend hans Krigsfolk blev sat over, men det fik de ham dog fra ved at forestille ham, at det var bedre, at nogle andre blev sat over for at se, hvorledes Sagerne stod til hos Fjenden, end at han selv skulde udsætte sig for Fare for den Sags Skyld; thi Fjenden laa nok paa Lur et Sted i Nærheden, rede til at overfalde dem, naar der var kommet saa mange over, som de mente, de kunde magte. Det viste sig ogsaa at være rigtigt, thi Holstenerne holdt sig skjult i de tilstødende Skove og lod ganske rolig Danskerne komme over, til der var saa mange, at de mente at kunne fange dem, saa styrtede de frem og dels nedhuggede, dels fangede dem, skjønt Danskerne forsvarede sig tappert, eftersom de paa den ene Side ikke kunde slippe bort og paa den anden Side var nødt til at kæmpe i deres Konges Paasyn, saa baade den visse Udsigt til Døden og det, at Kongen saa' til, ansporede dem til at samle alt deres Mod. Forfærdede over den Nød, disse var stedte i, blev de, der styrede Baadene, liggende ved Pælene midt i Floden og turde hverken sætte dem, der var blevne tilbage paa den anden Bred, over eller sejle dem, de havde sat over, tilbage, saa de hjalp hverken Kongen frem eller de slagne tilbage.

Imidlertid fandt Knud, som de store Udgifter, hans Hær krævede, trykkede svært, Folk lige saa velvillige i den vestlige Del af Landet, som de for stakket siden havde været i den østlige; thi da han behandlede Bønderne i Jylland mildt, viste de sig lige saa villige til at udrede, hvad der skulde til, som tidligere Sjællænderne. Svend undgik at holde Slag med ham og begav sig til Skaane; thi han turde ikke med de faa Krigsfolk, han havde tilbage, angribe sin Medbejlers Hær, der var i god Behold. Da han nogen Tid efter havde løskjøbt dem at hans Mænd, der var bleven fangne, mente han, at nu kunde han uden Frygt drage over til Jylland, men da han drog igjennem Fyn, fik han Tidende om, at Ebbe Skjalmssøn var død. Herover blev han saa nedslaaet, at han førte sin Hær tilbage til Sjælland igjen og opgav det paatænkte Angreb, thi han foretrak at sørge over den Kriger, han havde mistet, frem for at give sig i Kamp med sin Medbejler. Der havde nemlig været saa stort Venskab imellem ham og Ebbe, at han ikke foretog sig noget paa Tinge eller i Felten uden at raadføre sig med ham, og baade naar det drejede sig om hans egne og om Rigets Anliggender, rettede han sig ganske efter hans Mening. Men da han havde forvundet sin Sorg over dette Dødsfald, drog han imidlertid, for at optage Krigen paa ny, gjennem Fyn over til Jylland, hvor han fik de Viborg Borgere til at gribe til Vaaben for sig ved at love dem Frihed for alle kongelige Skatter. Knud rykkede mod Viborg med en stor Hær, han havde samlet i den vestlige Del af Landet, og han vilde uden Tvivl være gaaet af med Sejren, hvis han ikke havde fulgt sine Venners Raad og ladet sine Ryttere staa af Hestene for at kæmpe til Fods. Hans Stormænd mente nemlig i Betragtning af, at det i de tidligere Slag altid var gaaet dem uheldigt med Rytteriet, at man burde berøve de fejge Lejligheden til at flygte og ved at tage Hestene fra dem tvinge dem til at slaas. Knud fik med nogle faa Ryttere sin Plads midt iblandt Fodfolkene, for at han kunde se, hvor godt hans Krigsfolk gjorde deres Sager. Svend havde aldrig før næret større Mistillid til sin Lykke, men da han saa', at hans Fjender af egen Drift skilte sig ved det, de skulde have Nytte af i Slaget, forvandledes hans Modløshed til det frejdigste Haab. Han vidste nemlig godt, at naar de intet Rytteri havde, vilde de kun komme langsomt af Sted og slaas daarligt, saa at de, langt fra at styrkes derved, tværtimod svækkede deres Forsvarsevne. For at det ikke skulde hedde sig, at han ingen Fodfolk havde, bød han de Viborg Borgere, som ikke forstod sig paa at bruge Heste, at kæmpe til Fods og fordelte nogle af dem blandt Bueskytterne og Slyngekasterne; disse havde smaa Blider og Kastesten til Vaaben. Næst dem opstillede han paa begge Sider Rytterne, som skulde falde Fjenden i Ryggen. Hovedmanden for den Opstilling var Valdemar, som, skjønt han endnu kun var ung af Aar, var i Besiddelse af overmaade megen Snildhed; det var ham, der havde givet Anvisning paa at stille Fodfolkene imod Fjendens Fodfolk og lade Rytteriet falde ham i Flankerne og Ryggen. Knud, som af Forberedelserne skjønnede, hvad Fjendens Hensigt var med denne dobbelte Opstilling, søgte at hindre ham i at udføre sit Forsæt; for at han ikke skulde faa Lejlighed til at falde ham i Ryggen, førte han hele Styrken ind imod hans Fodfolk, hvor de stod tættest, og nedhuggede næsten dem alle sammen, thi der blev kun gjort nogen Modstand hist og her. Men dette tapre Angreb afværgede ikke den Fare, der truede ham, thi Svend delte sit Rytteri og omringede Fjenden med det fra begge Sider; Hestene, som Knud havde ladet opstille bag ved sin Slagorden af Frygt for, at hans Folk skulde betjene sig af dem til at flygte, bragte han i Uorden og angreb saa de fjendtlige Fodfolk, der var indesluttede fra begge Sider. Da Knud saa' det, forandrede han sine Krigsfolks Stilling og lod dem gjøre omkring og vende sig imod Rytterne i Steden for som før imod Fodfolkene, thi han ansaa det for nødvendigt, at de tog Kampen op med dem, der faldt dem i Ryggen. Svend, som ikke ret stolede paa Krigslykken og var bange for at udsætte sine Heste for Fare, trættede Fjenderne ved at angribe dem fra Siderne og lagde, i Steden for at holde rigtigt Slag med dem og give dem Lejlighed til ret at slaa fra sig, an paa ved at falde over dem snart hist og snart her at faa dem til at bukke under for Mødighed og Hede, og angreb haardest dem, der dristig vovede sig for langt ud fra Slagordenen og derved udsatte sig for Fare. Tirrede af alle disse Anfald fra forskjellige Hold og medtagne af jævnlig at maatte forsvare sig imod alle disse Flankeangreb, blev de omsider saa matte og mødige, at de imod al Krigsskik satte sig ned for at hvile sig midt i Kampens Hede. Og da der ingen Udvej var til Flugt, og de ikke længer havde Kræfter til at slaas, fandt de det raadeligst, da de ivrig saa' sig om efter Frelse, lidt efter lidt i sluttet Fylking at rykke hen imod den By, hvis Borgere de nys havde slaaet paa Flugt, for at søge Tilflugt i deres Fjenders Huse. I sluttede Rækker rykkede de ind i Byen efter at have truffet Anstalter til at dække sig imod Angreb i Ryggen og drive Fjenden tilbage. Saa stort Mod kan den haarde Nød give Folk.

En af Kong Svends tapreste Krigere ved Navn Bjarke var paa alle Sider bleven omringet af Fjender og værgede sig med beundringsværdig Tapperhed ganske ene imod en stor Skare. Omsider, da Sveden ligefrem blindede ham, og hans Skjold var sønderhugget, greb han sin øxe med begge Hænder og hug i Flæng enhver, der kom ham nær, ned for Fode, baade Venner og Fjender. Da Valdemar, som havde haft meget tilsammen med ham og var hans gode Ven, saa' det, mindedes han deres gamle Venskab og sprængte did opsat paa at staa sin Ven bi i Nøden. Bjarke troede, at det var en Fjende, der kom farende, og gik løs paa ham med øxen, men Valdemar greb fat i ham og kom Hugget i Forkjøbet, han fik kun et voldsomt Slag i Skulderen af Skaftet, øxen selv ramte ham ikke, men det var med Nød og næppe, at han fik reddet ham ud fra alle de Fjender, saa ivrig strittede han imod. Efter at han længe havde gjort Modstand, fik han ham dog bort og frelste ham saaledes imod hans Vilje. Da han saa', at det var hans gode Ven, der havde taget ham til Fange for at redde hans Liv, sagde han, at han gjærne tog imod hans Hjælp, men ikke paa den Maade, at han som en Fange skulde gaa og kige Hesten i Rumpen til Spot og Spe for alle, som saa' ham.

Nogle af Knuds Folk flyede strax, en Del skjulte sig i Byen, og andre løb igjennem Gaderne og ud af den til den anden Side. Knud selv flyede til Hest gjennem de snævreste Gyder. De, der havde søgt Tilflugt i Byen, blev grebne og som Fanger sat ind i en af Kirkerne. Da Kong Svend kom ind til dem, sagde Biskop Elias af Ribe efter at have taget dem alle i øjesyn, at Kongen burde bære sig ad som en Gartner, der rykker de skadelige Planter op, for at de nyttige kan trives. Det lyder jo nok grumt, men naar man tænker nøjere efter, maa man indrømme, at det var overmaade vel overvejede Ord, som kort, men fyndigt udtrykte, hvad det kom an paa. Havde Svend fulgt hans Raad, vilde sandelig alt Haab have været ude for hans Medbejler, men skjønt han havde kunnet straffe Fangerne for, hvad de havde forbrudt imod ham, lod han sig af sin medfødte Mildhed bevæge til at gaa lemfældig til Værks imod dem. De fleste af dem tillod han at løskjøbe sig, nogle lod han sværge sig Troskab, og andre lod han stille Borgen for, at de vilde være ham tro. Kun to af dem straffede han paa Livet, men de havde gjort sig skyldige i svare Misgjerninger, den ene havde alle sine Dage været en skammelig Røver, den anden havde lumskelig myrdet en Mand i Søvne, skjønt han havde gjort ham alt muligt godt, saa det var ikke, fordi de havde kriget imod ham, men fordi de var Ildgjerningsmænd, at han lod dem bøde med Livet. Adskillige af de andre glemte snart, at han havde skjænket dem Livet, tog, uden at ænse den Velgjerning, Fjenden havde vist dem, atter Tjeneste hos Knud og satte den Ed, de havde svoret ham, over den, de senere havde svoret Svend. Knud begav sig fra Aalborg til Lødøse og opholdt sig en Tidlang i Landflygtighed hos sin Stiffader Sverker, som efter Magnus' Død havde ægtet Knuds Moder.

Det stod nu i alle Maader ilde til i Danmark, thi inden for Rigets Grænser rasede Borgerkrigen, og uden for dem gjorde Sørøverne al mulig Fortræd. For at kue dem fejdede Svend gjentagne Gange paa hele Venden, men uden synderligt Held, thi han var ilter og hidsig nok til at angribe, men havde ikke Udholdenhed nok i Kampen. Naar han var nødt til at trække sig tilbage, plejede han at have saadant Hastværk med at naa ned til Strandbredden, at Tilbagetoget mest lignede en Flugt, og hvordan det gik med hans Folk, brød han sig ikke om, naar han blot selv kunde være første Mand til at komme om Bord. Denne Kongens Fejghed gjorde Venderne saa dristige, at de gjentagne Gange nedhuggede hans Folk, naar de var ved at gaa tilbage. For at have et sikkert Tilholdssted i Viborg, som den Gang ikke var befæstet, omgav han den med Volde og aflagde Byen rigelig med Penge.

Knud blev til at begynde med vel modtagen af sin Stiffader i Sverige, men det varede ikke længe, før han begyndte at være ham til Besvær, saa at han maatte sælge, hvad Jordegods han havde derovre, for at skaffe sig Levnedsmidler. Der gives nemlig ikke noget Folk, som er villigere til at tage imod landflygtige end Svenskerne, men heller intet, som er hurtigere til at blive kjed af dem igjen. Sverkers Søn Hans, som var en overmaade tapper, men ikke synderlig høvisk Mand, lavede da ogsaa nogle Smædevers om de Slag, Knud havde holdt, og om hans Flugt og tirrede ham, skamfuld, som han var, ved at synge denne Nidvise, hvori han overdængede sin Gjæsteven med Haan og Foragt, spottede ham for hans kranke Lykke og bebrejdede ham med nærgaaende og fornærmelige Ord hans Fejghed og det Vanheld, han havde haft i Krigen. Den Tort tog Knud sig saa nær, at han kjøbte Skib og Levnedsmidler og flygtede til Polen i Tillid til, at hans Morbrødre dér vilde hjælpe ham. De troede imidlertid, at han kom for at gjøre sit Frændskab paa mødrene Side gjældende for at kræve Andel i Riget, saa skjønt de ikke helt afviste ham, vilde de ikke lade ham komme ind i nogen af Fæstningerne, og til sidst begyndte de endogsaa formedelst deres Mistanke at se surt til ham, som de burde have haft kjær som en nær Frænde. Deres Frygt for ham øgedes yderligere ved, at de nylig havde fordrevet deres ældste Broder. Skjønt de derfor nok tog imod ham, vilde de som sagt ikke give ham Lov til at komme ind i nogen af Byerne, og han begav sig da til Hertug Henrik af Sachsen. Da han heller ikke hos ham havde saa meget Held med sig, som han havde haabet, drog han til Ærkebiskop Hartvig i Hamborg, som længe havde været vred over, at Danskerne var bleven unddragne hans Overhøjhed. Han tog venlig imod ham og ydede ham ogsaa Bistand, og han sendte nu hemmelig Sendemænd til Danmark for at forfare, om hans gamle Krigsfolk endnu var ham tro, og de kom tilbage med den Besked, at de alle strax vilde gaa over til ham og svigte den Ed, de havde svoret Svend, for at holde den, de havde svoret ham. Tryg ved dette Løfte drog han ind i Jylland med en Hær af fremmede Krigsfolk, og hverken den Godhed, Svend viste sine Folk, eller Hensynet til Gislerne eller Frygten for at blive mensvorne afholdt hans gamle Krigere fra at stille sig under hans Banner. Da Svend fik Nys om, at han var kommen, mistvivlede han om, at han var stærk nok til at kunne holde ham Stangen, og begav sig til Viborg, som han nylig havde ladet befæste, og besluttede at udholde en Belejring der. For at bestride Omkostningerne hærjede han dér deres Ejendomme, der var gaaet over til Knud, og anvendte det Bytte, han gjorde, til Underhold for sine Krigsfolk.

Knud turde imidlertid ikke storme Byen, fordi det var gaaet ham saa ilde i det sidste Slag dér, og slog derfor Lejr langt fra den for at afvente, at hans Medbejler, naar det trak i Langdrag, skulde blive udsultet og saa enten skammelig tage Flugten eller ubetænksomt indlade sig i Slag. Dette Knuds Haab skaffede Svend Sejr. Imedens Knud nu laa der og ventede, fik en Mand ved Navn Brun, der var fulgt med ham fra Sachsen, Lov til med nogle andre Krigsfolk at drage til Ribe, hvad enten han nu var bleven underkjøbt dertil af Svend, af hvem han var en gammel Ven, eller det blot var, fordi han var kjed af, at Krigen saaledes trak i Langdrag. Da Svend nu havde opbrugt alle sine Midler, eftersom der gik meget med til at underholde Krigsfolkene i Byen, og ikke saa' nogen Udvej til at trække Krigen længere ud, mente han, at han maatte vove noget, selv om der var Fare derved, og begav sig om Natten hemmelig den lange Vej til Fjendens Lejr og kom over den om Morgenen, da Folk, som ingenting anede, var til Messe. De blev saare forskrækkede, og, efter som de havde mere eller mindre Mod til, flyede nogle, medens andre greb til Vaaben. Midt imellem dem og Svends Folk flød der en Aa, som var fuld af Hestehuller, og der var kun ét Vadested over den, som Svends Folk ikke kjendte, men som Knuds vidste Besked om, da de i Forvejen havde undersøgt Egnen. Det er en lille Aa, som man før aldrig havde hørt Tale om, men dette Slag har gjort den navnkundig. De af Svends Folk, der vovede sig ud i den, kom, da de ikke kjendte Forholdene, ud paa Steder, hvor de ikke kunde komme over, Hestene sank i, og de maatte bøde med Livet for deres ubetænksomme Ilterhed; de, som opdagede Faren, blev staaende paa den anden Bred og brugte deres Slynger og Kastespyd, da de ikke kunde komme til at kæmpe paa nært Hold, fordi Floden laa imellem. Tyskerne, som var opsatte paa at lægge deres Tapperhed for Dagen, vilde nu ikke længer lade sig opholde af Floden og drev deres Heste ud i Vadestedet. Da Valdemar saa', at dér kunde man ride over, red han did for at hindre Fjenderne i at komme over, red ind paa Livet af dem og brød paa Riddervis sin Lanse paa en af dem. Til Gjengjæld satte fire Mand med deres Lanser saa stærkt ind paa ham midt ude i Vandet, at hans Hest satte sig paa Bagen, men han var saa dygtig en Rytter, at han ikke faldt af. En femte Mand jog sin Lanse ind imellem Hjælmen og Panden paa ham, hvor den blev siddende, men han slog den over med sit Sværdfæste og trak den ud. Da det var overstaaet, fik han sin Hest paa Benene igjen og sprængte over Vadestedet med nogle faa Mænd, og for at de, der fulgte efter, ikke skulde have for kneben Plads, red han et godt Stykke bort fra Aaen, og dér tog han Stilling og kæmpede med sin lille Skare saaledes, at han holdt hele Fjendens Hær oppe, til alle hans Stalbrødre var komne over Aaen, og det var virkelig saaledes ham, der skaffede Svend Sejren. Da han kom ham til Undsætning, tog Knuds Folk Flugten. De var nemlig angst og bange som Følge af de tidligere Nederlag, de havde lidt; dem kunde de ikke glemme, og de var stadig forsagte og modløse. I den Grad havde den Modgang, de havde lidt, betaget dem Modet, at næsten al deres Tapperhed var som blæst bort, saa de ikke kunde holde Stand imod Fjenden, men, sløvede, som de var, af den overvættes Ængstelse, de var betagne af, stadig var lette at jage paa Flugt. Tyskerne derimod, som var mere vante til at føre Krig og forstod at tumle deres Heste, tirrede jævnlig Sejrherrerne ved at gjøre omkring og sætte ind paa dem og trak sig saa sindigt tilbage, at deres Flugt foregik i god Orden. Den tapreste af dem, Folrad, faldt i det Slag, thi ingen vilde, da han var bleven overmandet, tage ham til Fange, skjønt han indstændig bad dem om at skjænke ham Livet. De andre, som var flygtede ved Dagens Lys, kom ilde derfra, thi de holdt sig Natten over i en By, hvor de blev grebne af deres Forfølgere og dræbte i Husene. Sejrherrerne havde nemlig truffet Aftale om, at de ikke vilde skaane nogen af de overvundne, dels fordi de hadede Tyskerne, og dels fordi de, som de i det sidste Slag havde taget til Fange og givet Lov til at løskjøbe sig, atter havde øvet Fjendtligheder imod dem. Knud fandt Tilflugt i Sachsen. Da de Ribe Borgere af rejsende fik Nys om, at han var flygtet, greb de for at tækkes Sejrherren strax Brun for snarest muligt at stede ham for Svends Dom. Da han var bleven ført til Svend, viste denne ham stor Venlighed og gav ham kort efter Lov til at drage bort efter at have skjænket ham gode Gaver, hvilket vakte hans Landsmænds Mistanke og fik dem til at tage Livet af ham. Der var nemlig adskillige af de dræbtes Frænder, som troede, at Svend havde underkjøbt ham, og at han ved skammeligt Forræderi havde styrtet sine Stalbrødre i Undergang, idet de af Krigens ulykkelige Gang sluttede, at han maatte have sveget dem, og ikke kunde tænke sig andet, end at Kongens Godhed imod ham var Løn for hans Forræderi. De indstævnede ham da til at staa dem til Regnskab for sin Troløshed, og skjønt han forsvarede sig saa godt, at han fuldstændig gjendrev den Anklage, der var rejst imod ham, saa de ad den Vej ingen Vegne kunde komme, stræbte de ham hemmelig efter Livet, til de fik ryddet ham af Vejen.

Da Svend nu mente, at han var tryg for Fare fra Knuds Side, tog han sig over at værge Riget mod Fjender udadtil. Paa adskillige Steder ved Kysten, der af Naturen var vel befæstede, opførte han Skanser til Beskyttelse for Bønderne. Ved Storebælt byggede han to Fæstninger, den ene paa Fyn og den anden paa Sjælland, for at de kunde skræmme Sørøverne og tjene Landsens Folk til Tilhold, men Venderne skal have ødelagt dem begge to. Han holdt Slag med dem paa Fyn, hvor Danskerne kæmpede med stor Tapperhed og fældede saa mange af dem, at de fleste af hans Krigsfolk fik Huden slidt af Hænderne, saa Fingrene sad i det blodige Kjød, saadan havde Sværdfæsterne gnavet dem.

I de samme Dage blev der som Følge af de stadige Anfald, Sørøverne gjorde, paa Vethemans Anstiftelse i Roskilde oprettet et Fribytterlav, der havde følgende Love og Vedtægter: Skibe, de fandt skikkede til Orlog, havde de Lov til at tage, selv om deres Ejere ikke gav deres Minde dertil, imod som Fragt at give en Ottendedel af det Bytte, de gjorde med dem. Inden de gav sig ud paa noget Togt, skriftede de deres Synder for Præsterne, og efter at være bleven tugtede med Guds Ord nød de den hellige Nadver, som om de strax skulde dø, thi de holdt for, at alt vilde gaa heldigere for dem, naar de, førend de drog i Kamp, rettelig havde forsonet sig med Gud. De førte kun liden Rejsekost med, undgik alt, hvad der kunde være til Byrde og Hinder, nøjedes med simple Hærklæder og tarvelig Kost og førte ikke noget med sig, der kunde sinke deres Sejlads. De var meget nøjsomme og maatte vaage meget; den Smule Søvn, de fik, fik de, medens de sad ved Aarerne. Naar de sejlede langs Kysten, lod de den altid først undersøge af Spejdere, for at de ikke uventet skulde blive overraskede. Naar de lagde ind under en eller anden ø, søgte de altid til den Side, hvor Vinden bar paa, men sendte Spejdere over til den Side, hvor Vinden bar fra, fordi fremmede Skibe plejer at søge til Havne, hvor Vandet er stille. De kæmpede tit med Fjender, men sejrede altid med Lethed, og næsten uden at det kostede dem Blod. Byttet delte de ligelig imellem sig, Styrmanden fik ikke mere end den simple Rorkarl. Naar de fandt kristne Mennesker som Fanger om Bord paa et Skib, de havde taget, gav de dem Klæder og sendte dem til deres Hjemsted, saa stor Menneskekjærlighed viste de deres Medmennesker. De tog til forskjellige Tider og paa forskjellige Steder to og firsindstyve Sørøverskibe, men deres Flaade talte aldrig mere end to og tyve Skibe. Naar det skortede dem paa Penge, lod de Borgerne udrede dem, og disse fik saa til Gjengjæld Hælvten af Byttet. Dette Fribytterlav begyndte som sagt i Roskilde, men bredte sig fra Byen ud blandt Bønderne og blev støttet af næsten hele Sjælland, thi fra en lille og ringe Begyndelse voxede det sig snart stort, og dets Iver svækkedes ikke i nogen Maade, førend det atter havde skaffet Landet Fred.

Imidlertid var Knud med de faa Folk, der havde fulgt ham i Landflygtighed, draget til Lille-Frisland, der ogsaa hører under Danmark. Denne Landsdel har frugtbart Agerland og fuldt op af Kvæg. Landet, som ligger ud til Havet, er lavt, saa at det undertiden oversvømmes. For at Bølgerne ikke skal vælte ind over det, er Kysten helt omgiven af Diger, og bryder Havet igjennem dem, oversvømmer det Markerne tillige med Husene og Sæden derpaa, der er nemlig lige fladt alle Vegne. Ofte river Havet Jord op fra Grunden af og fører den anden Steds hen, saa der bliver en Sø, hvor den laa, og den, hvis Ejendom Jorden skylles hen til, bliver saa Ejer af den. Efter Oversvømmelse bliver Jorden meget frugtbar og giver Græs i rig Fylde. Naar Jorden tørres, kan der sydes Salt af den. Ved Vintertid er den stadig dækket af Havet, saa Markerne ser ud som en Sø, og det næsten ikke er muligt at sige, hvad Naturens Mening har været, eftersom man paa en Tid af Aaret kan sejle, hvor man paa en anden Tid af Aaret kan pløje. Indbyggerne er af Naturen vilde; de er smidige og kaster Vrag paa svære og tunge Rustninger og bruger kun Skjolde og Kastespyd. De omgiver deres Marker med Grøfter, som de sætter over ved Hjælp af Springstokke. Deres Huse bygger de paa en Forhøjning af Græstørv. At de hører til den frisiske Folkestamme, vidner baade deres Navn og Sprog om; de er tilfældigt komne der til Landet, da de søgte sig ny Bosteder, og har saa ved langvarig Dyrkning faaet hærdet Jorden, som fra første Færd af var fugtig og sumpet, og senere er Landet saa kommet under de danske Konger.

Da Knud nu bad Folkene dér om Hjælp, var de alle meget villige til at yde ham den, thi han lovede dem Lettelse i Henseende til den Skat og Skyld, de hidtil havde maattet udrede, og opsatte paa at opnaa det lod Friserne sig af en ringe Fordel lokke til at tage en stor Byrde paa sig. Først byggede de en Fæstning ved Mildefloden, for at han kunde have sit Tilhold dér. For saa ringe Sold fik han en stor Krigsmagt. Da Rygtet om, at Knud var kommen tilbage, naaede Svend, fik han Jydernes Rytteri og Sjællændernes og Skaaningernes Flaade samlet. Nogle af Skibene lod han fra Slesvig slæbe over Land til Ejderen, for at Fjenderne ikke skulde slippe bort ad den Vej, hvilket dog var ham til større Bekostning end Nytte. Derfra drog han med sin Hær imod den nylig anlagte By. Denne, som laa imellem et Mosedrag og Floden, var mere befæstet af Naturen end ved Kunst. Paa den ene Side af den løb Mildefloden, hvis Flodseng var snæver, men som dog ikke havde strid Strøm. Da Kongen paa Grund af den snævre Plads ikke kunde omringe Byen med sin Hær, slog han Lejr paa et dertil bekvemt Sted. Derpaa bød han sine Folk hugge Ris i den nærmeste Skov og sprede det over Sumpene, saa man kunde gaa over dem og, naar Lejlighed gaves, betjene sig deraf som af Broer. Imidlertid var der nogle af de unge Frisere, som, hvad enten de nu var kjede af at vente eller opsatte paa at lægge deres Tapperhed for Dagen, med deres tilvante Behændighed sprang over Floden, der skilte Lejrene fra hinanden, og begyndte paa Afstand at angribe Fjenderne, der strejfede om hist og her, og disse var ikke sene til at tage Kampen op med dem, da de saaledes blev udæskede. Mange fra begge Sider kastede sig ind i Striden for at værge deres Stalbrødre, thi ingen af Parterne kunde faa sig til rolig at se til ved dette, der drejede sig om alles Velfærd. Striden antog saaledes stadig større og større Omfang, og alle fik Lyst til at være med, saa det saa' ud til, at hele Krigens Udfald vilde komme til at bero paa dette Forspil. Da Peder Thorstensøn, som var indviet i alle Kongens hemmelige Planer og som kjendte Frisernes Dumdristighed, saa' dette, bød han, at Hæren strax skulde ruste sig, men blive i Lejren indtil videre. Friserne, som ikke vidste dette, satte i al Hast over Floden med hele deres Stridsmagt i den Tro, at Kongen inde i Lejren ikke var forberedt paa at tage imod dem, og hele deres Hær angreb saa med større Dristighed end Klogskab Fjenden opsat paa at overrumple ham. Da Svends Folk imidlertid ikke var sene til at tage Kampen op med dem, flyede de ud i Sumpene, som de var godt kjendte med. Rytterne benyttede strax de Broer, som de havde dannet af Riset, de havde samlet, saa de kom let over og forfulgte de flygtende skarpt, og de banede sig oven i Kjøbet én Gjenvej til med Sværdet, thi de anrettede saadant et Nederlag blandt de flygtende, at Sejrherrerne snart kunde gaa over Floden paa Ligdynger. Da Friserne var drevne paa Flugt, flyede Knud til Hest med nogle faa Følgesvende. De andre, som ikke kunde slippe bort, søgte Tilflugt i Byen. Svend, som troede, at Knud ogsaa var der, angreb nu de belejrede af al Magt i Haab om, at hele Krigen vilde være forbi, naar han fik Knud i sin Magt. Han afløste de saarede med vaabenføre Mænd, dem, der var matte og mødige, med Folk, der havde udhvilet sig; og han nøjedes ikke med at lade dem kæmpe om Dagen, men tog Natten med til Hjælp og sørgede ved stadig at trænge paa for, at de belejrede ikke fik Ro til at hvile deres mødige Lemmer. Hvad der yderligere bidrog til at øge de belejredes Mod, var, at Kongen havde ladet dem, der var bleven tagne til Fange, dræbe, og at ingen gjorde sig Haab om Tilgivelse, i Fald han sejrede, eftersom de saa tit havde forbrudt sig imod ham. Paa den anden Side var Kongen bange for, at Friserne skulde komme de belejrede til Undsætning, hvis han lod Belejringen trække i Langdrag uden at holde Slag og ikke snart fik Byen indtaget, og han drev derfor haardnakket paa Kampen. Saaledes drev Frygt dem paa begge Sider til at kæmpe med den største Ihærdighed og til ikke at lade sig nøje med at slaas om Dagen, men til ogsaa at tage Natten til Hjælp. Det saa' i Virkeligheden tvivlsomt ud, hvad Udfald Slaget vilde faa. Saa lød der Raab og Skrig i Nærheden, og Valdemar, som troede, det var Friserne, der kom, ilede med Bannerne did, hvor Larmen kom fra, og fik efter kraftig Modstand Bugt med en Del af Svends Folk, som han vildledt af Mørket antog for Fjender, og saaledes kom den tapre Hertug, narret af Natten, til at anrette Mandslæt og Nederlag blandt dem, det var hans Hensigt at hjælpe. Byfolkene, der var helt medtagne af de mange Saar og af Træthed, eftersom de aldrig kunde faa Stunder til at hvile sig og pleje deres Saar, og som ingen Undsætning fik, opgav nu Haabet og overgav sig til Kongen. Han viste sig langt mere ordholdende og mild imod dem, end de havde troet, han vilde være, ja selv Plov, der havde dræbt hans Fader Erik, viste han sær Naade, thi han straffede ikke sin Faders Banemand, men holdt for, at han mere burde tage Hensyn til, at han havde overgivet sig paa Tro og Love, end til sin Hævnlyst. Heller ingen af de andre straffede han, hverken med Døden eller med Fangenskab, men løslod dem uden Løsepenge; det var ham lige meget, sagde han, om de var med eller imod ham, thi Folk, der saa tit havde været troløse og brudt deres Ed, kunde der ingen Lykke være ved. Da de var sluppet fri, søgte de til Knud i hans Landflygtighed, thi han var saa afholdt af sine Mænd, at ingen nogen Sinde blev kjed af at tjene ham, hvordan det saa end gik ham. Friserne maatte betale Kongen en Bøde paa to Tusind Mark Sølv og stille Gisler. Senere bad de Valdemar, hvad enten det nu var, fordi de skammede sig over deres Flugt, eller det kom af medfødt Dumhed, om at anmode Kongen om at tage Krigen op igjen med dem paa det Vilkaar, at han, hvis han sejrede, skulde have lige saa stor en Sum Penge til, men, hvis han blev overvunden, skulde tilstaa dem den Lempelse i Skat og Skyld, som Knud havde lovet dem. Valdemar overvejede omhyggelig dette taabelige Forslag, men da han betænkte, hvor usikkert det var, hvilket Udfald Kampen vilde faa, fik han dem ved sine forstandige Forestillinger til at opgive dette forrykte Indfald, idet han gjorde gjældende, at det var meget taabeligt, at de overvundne forlangte af Sejrherren, at han igjen skulde begynde en ødelæggende Krig med dem.

Imidlertid drog Knud til Tyskland og bad Frederik, som nylig var bleven romersk Kejser, om Hjælp, idet han lovede, at han vilde tage Danmark som Len under ham. Kejseren, som baade af Naturen var en overmaade snedig Mand og derhos i højeste Grad begjærlig efter at udvide sit Herredømme, blev opsat paa at underlægge sig et saa stort fremmed Rige og indbød under Skin af Venskab Svend til en Samtale, idet han mindede ham om, at de var gamle Venner og Vaabenfæller, lovede, at det skulde blive ham til Ære og Anseelse, og lod ham vide, at han brændte af Begjærlighed efter at se ham, men hans Værdighed som romersk Kejser gjorde ham det umuligt at komme til ham. Svend havde nemlig i sine unge Dage gjort Tjeneste i Kejser Konrads Hird for at lære Krigsvæsenet, og dér havde han længe tjent sammen med Frederik, som den Gang ikke var højere paa Straa end han, og som var lige gammel med ham og ogsaa ellers hans Jævning. Han efterkom Indbydelsen og begav sig did med stor Pomp, ikke fordi han troede paa den underfundige Mands Ord, eller for at berøve sin Medbejler hans Tilflugtssted, men for at Tyskerne, som kun kjendte ham af Omtale, kunde faa Lejlighed til at se ham, og for at vise sig for dem, der beundrede det store Ry, der gik af ham. Han indlagde sig ogsaa stor Hæder ved Hoffet paa Grund af sit prægtige Følge og hele det statelige Optog, han mødte op med, og tiltrak sig hele Tysklands Opmærksomhed paa Grund af den Beundring, man nærede for hans Tapperhed. Han holdt sit Indtog i Byen Merseburg, hvor en stor Del af Tysklands Adel var til Stede. Han blev først modtagen af Kejseren med stor Ære, men det varede ikke længe, før der blev rejst forskjellige Beskyldninger imod ham, saa Frederik holdt kun ilde, hvad han havde lovet. Til sidst blev der stillet ham det Vilkaar, at han skulde give sig ind under Kejseren som hans Lensmand, og Knud skulde saa igjen have Sjælland til Len under ham imod at give Afkald paa sit Krav paa kongelig Magt og Myndighed. Vilde Svend ikke gaa ind paa det, vilde Kejseren støtte Knud og sende en fuldt rustet Hær ind i Danmark sammen med ham, og han skulde nok sørge for, at den kom did før end Svend eller i alt Fald kunde angribe ham strax efter, at han var kommen hjem. Svend indsaa, at han under saa vanskelige Omstændigheder enten maatte udsætte sig for Fare eller give efter, lod, som han gik ind derpaa, men gjorde for ikke helt at afskære sig fra Lejlighed til at bryde Overenskomsten, naar han kom hjem, et Forbehold med Hensyn til de mange Godser, han havde arvet efter sin Fader paa Sjælland, og det faldt det ikke svært at faa Kejseren til at give sit Minde til, thi det stemte med tysk Ret. Knud, som ikke stolede synderligt paa dette Forlig, forlangte imidlertid, at Valdemar, der var med i Svends Følge, skulde gaa i Borgen for ham, thi hans Redelighed og Oprigtighed ansaa han for den ypperste Sikkerhed, han kunde faa, ingen anden i Kongens Følge, mente han, vilde saa trofast vaage over hans Liv og Velfærd. Valdemar, som vidste, at Svend pønsede paa Svig, vægrede sig haardnakket ved at paatage sig denne Borgen, thi da han saa', at hele Forliget ingen Ting betød og kun sluttedes paa Skrømt, vilde han ikke have Del i en andens Troløshed. Da Kongen imidlertid trængte ind paa ham, paatog han sig omsider, skjønt meget nødig, denne Borgen, idet han erklærede, at hvis Svend brød Overenskomsten, vilde han gaa over til Knud. Da begge Parter havde godkjendt Forliget, brød de op. Da Svend, som havde Knud med i sit Følge, var kommen hjem til Danmark, sendte han strax Kejseren et Brev, hvori han rent ud beskyldte ham for at have sveget ham, nægtede ham al Lydighed og erklærede, at han ikke agtede at holde den Overenskomst, han havde sluttet med ham, eftersom han med Svig var bleven tvungen til at tage imod Vilkaar, som ingen dansk Konge endnu var gaaet ind paa. Da Knud krævede sin Ret, sagde han, at han udtrykkelig havde forbeholdt sig selv Kongsgaardene, saa det var kun Styrelsen af Sjællands Anliggender, han havde overladt ham. Da han saaledes brød Forliget, holdt Knud sig til Valdemar og beraabte sig paa, at han var gaaet i Borgen for det. Valdemar fandt nu, at det vilde være lige skammeligt at falde fra Kongen og at bryde den Borgen, han havde paataget sig, og at det vilde skade hans gode Navn og Rygte, hvilken af Delene han saa valgte. Han vilde derfor hellere have Overenskomsten ændret end brudt, og da Kongen mente, at han ikke kunde undvære Sjælland af Hensyn til den nødvendige Tilførsel af Levnedsmidler, foreslog han derfor, at han skulde give Knud et andet lige saa stort, indbringende og ærefuldt Len i Stedet. Det Forslag gik Kongen ind paa og gav ham et Len, der var fordelt i tre Landsdele, noget i Jylland, noget paa Sjælland og noget i Skaane, idet han gik ud fra, at det vilde svække hans Magt, at hans Len saaledes blev splittet. Knud forlangte atter, at Valdemar skulde gaa i Borgen for den ny Aftale, og Svend, der var ivrig efter at faa Overenskomsten sluttet, fik ham ligesom forrige Gang til modstræbende at gjøre det ved at erklære, at han hverken vilde tage ham eller Knud det ilde op, om de faldt fra ham, i Fald han brød Forliget. I Tillid til Valdemars Borgen tog Knud saa ivrig imod det Vilkaar, der bødes ham.

Da Svend nu ikke længer troede, at han havde nødig at frygte for Krig, forfaldt han til Hovmod, og da de fra Fædrene nedarvede Sæder og Skikke ikke syntes ham fine nok, indførte han, som om de var grove og plumpe, i deres Sted dem, der var i Brug hos Naboerne, kastede Vrag paa, hvad der var dansk, og efterlignede, hvad der var tysk. Han klædte sig paa Tysk, og for at ingen skulde misunde ham det, fik han sine Hirdmænd til at gjøre ligesaa, saa Kongens Gaard nu var fuld af pyntelige Junkere i Steden for som før af Folk, der førte sig paa Bondevis. Ja endogsaa for Maaltidernes Vedkommende forjog han den gamle Simpelhed, indførte udenlandske Lækerier og finere Bordskik, saa det var ikke blot i Henseende til Klædedragten, men ogsaa til Mad og Drikke, han indførte fine Moder. Ogsaa med Hensyn til Antagelse af Hirdmænd og Hofsinder gik han frem paa samme Vis, thi han tog Æresposterne fra de ædelbaarne og gav dem til Gjøglere, fjernede udmærkede og berømmelige Mænd fra sig og omgav sig i deres Sted med en Flok kvindagtige Uslinger for ved saaledes at fornedre Storfolk og ophøje Smaafolk at vise, hvor overmaade stor Magt og Myndighed han havde, og for at de, der kom til Velstand, skulde have Kongens Naade og ikke deres Byrd at takke derfor. Og han var ikke blot overmodig, men ogsaa gjerrig. Han gjorde sig Fordel af deres Død, som han havde beriget, og plyndrede de umyndige Børn, naar de mistede deres Forældre, holdt det ikke for en Skam og Skjændsel at bringe Børnene af dem, ved hvis Bistand han selv havde opnaaet Kongemagten, til Tiggerstaven. Selv Krigere, som han først havde gjort til rige Folk, styrtede han i den usleste Fattigdom, fordi han fortrød, hvad godt han havde gjort imod dem. Ja, den store Bekostning, hans mange forslugne Hirdmænd medførte, nødte ham endogsaa til at lægge større Tynge paa Bønderne baade i Henseende til Hoveri og Skatter, saa medens han sørgede for, at hans Hirdmænd kunde leve i Overdaadighed, mistede han Almuens Kjærlighed. Retstrætter, som hidtil var bleven afgjorte ved Ed, bestemte han derhos nu skulde afgjøres ved Tvekamp og Kraftprøver, saa at den Dom, der burde have været overladt til fornuftig Granskning af Sagen, nu udelukkende kom til at bero paa, om man havde øvet sine Legemskræfter mer eller mindre. Og for ikke i nogen Henseende at undlade at lægge sit Hovmod for Dagen holdt han det for uværdigt for en Mand i hans ophøjede Stilling at holde Ting paa den vante Vis, han lod haant om at staa paa lige Fod med Folket, naar han talte til det, men plejede at stige op paa et højere Stade og tale til Folket nedenfor, naar han skulde skifte Lov og Ret. Han laa ogsaa jævnlig i Strid med Ærkebiskoppen af Lund, hvoraf han dog havde større Fordel end Skade.

Da i de samme Dage Karl, Statholderen i Halland, var rejst ud af Landet, blev Kong Sverkers Søn Hans optændt af Elskov til Karls Hustru og til hans Søster, der var Enke. Betagen af deres Dejlighed røvede han dem og bortførte dem til Sverige for at tilfredsstille sin Lyst. Han skal have handlet saa skammeligt imod dem, at han tvang dem til at have Samleje med ham skiftevis hver anden Nat, og krænkede saaledes disse kyske Kvinder ved at øve den hæsligste Uterlighed imod dem uden Hensyn til, at den ene af dem var en gift Kone og den anden en ærbar Enke, saa lidet bluedes han ved at give sin Vellyst frit Spil. Til sidst, da baade hans Fader og Folket forbandede hans Udaad, sendte han dem hjem igjen. Svend besluttede at hævne denne Skjændselsgjerning paa hele det svenske Folk, som en Forsmædelse, der var tilføjet alle danske, idet han holdt for, at en offentlig Tort maatte man aftvætte i Fællesskab. Han blev imidlertid forhindret i dette sit Forsæt ved sit forestaaende Giftermaal, thi han var nylig bleven trolovet med en Datter af Hertug Konrad af Sachsen og skulde nu holde Bryllup med hende, saa af Hensyn hertil opsatte han Krigstoget. Folk skyldte for Resten med Urette hende for at raade og overtale Svend til at lægge sig efter udenlandske Sæder og indføre ny Skik i Landet.

Paa denne Tid kom den romerske Kardinal Nikolaus sejlende over Nordsøen op til Norge, som hidtil havde hørt under Ærkesædet i Lund, men som han nu gav Selvstyre, idet det fik sin egen Ærkebiskop. Han vilde ogsaa i Kraft af den Magt og Myndighed, Paven havde overdraget ham, gjøre det samme i Sverige, men da Svearne og Gøterne ikke kunde blive enige om, hvilken By og hvilken Mand de skulde betro denne store Værdighed til, lod han dem gaa glip af den tiltænkte Ære for deres Kivagtigheds Skyld og ansaa ikke disse Barbarer, der endnu var ganske ukyndige i Religionen, for værdige til at faa et kirkeligt Højsæde. Da han nu i Betragtning af Aarstiden ansaa det for farligt at rejse hjem til Søs, idet han var bange for at give sig ud paa en Vintersejlads, holdt han for, at det vilde være bekvemmest for ham at lægge Vejen over Danmark og besluttede derfor for at mildne den Vrede, han havde vakt dér ved at tilstaa Nordmændene en saadan Gunst, ogsaa at gjøre Danskerne noget til Behag. Han skrev da til Eskild og lovede ham en ny Værdighed, der var større end den, han havde mistet, idet han til Gjengjæld for det Tab, han havde lidt ved, at Norge var blevet unddraget hans Overhøjhed, skulde blive Sveriges Kirkefyrste. Eskild tog med Glæde imod dette Tilbud og bad ivrig Kardinalen om at besøge ham, og da han kom, overgav han Eskild Tegnene paa den svenske Ærkebispeværdighed og overlod til ham at give dem til den, Svearne og Gøterne blev enige om at vælge, hvorhos han bestemte, at enhver, der for Fremtiden valgtes til Ærkebiskop i Sverige, skulde modtage det fra Pavehoffet sendte Skrud af Ærkebispen i Lund og bestandig staa under hans Overhøjhed. Han lovede at skaffe Pavehoffets Stadfæstelse af dette Tilsagn, og det faldt ham let nok, thi da han kom tilbage til Rom, døde Pave Eugenius, og han blev valgt til hans Eftermand, og som Kirkens Overhoved stadfæstede han saa, hvad han havde lovet i sin Egenskab af Pavens Sendemand. Dette vandt Hævd hos Efterkommerne, og lige til den Dag i Dag har man holdt sig til, hvad der da blev bestemt. Da Nikolaus havde udrettet dette, søgte han, inden han forlod Danmark, med romersk Kløgt at faa Svend, som stadig tænkte paa at paaføre Svenskerne Krig, til at opgive sit Forsæt, idet han forestillede ham, at Landet var vanskeligt at føre Krig i og Folket fattigt, saa der ingen Fordel var ved at sejre over det. Det vilde blive ham et overmaade bekosteligt Krigstog, der kun vilde give ringe Udbytte; inden han kunde komme til at kæmpe med Fjenden, havde han de vældige, vilde Fjælde at kriges med, og naar han saa endelig gik af med Sejren, var der kun et ringe og uanseligt Bytte at vinde. Tilsidst, da han ikke ved sine kloge Forestillinger kunde faa Kongen til at opgive sin taabelige Stædighed, spottede han ham overmaade vittig for hans Enfoldighed. Han sagde nemlig, at han bar sig ad som Edderkoppen, der med Fare for sit Liv trak Traadene til sit Væv ud af Indvoldene paa sig selv og saa ikke fangede andet end raadne Fluer og usselt Kryb; han lignede altsaa Kongen ved Edderkoppen, Krigen ved dens Væv og Sejren ved dens Fangst og viste saaledes Kongen, at han i sin Begjærlighed udtømte sine Kræfter for at vinde en ringe Ting og søgte sin Glæde i en Krig, han ingen Nytte kunde have af.

Da Kardinalen rejste, bekostede Svend, mere af Ærbødighed for hans høje Værdighed, end fordi han lagde sig hans Formaninger paa Sinde, hans Rejse lige til Rigets Grænse, og saa gav han sig igjen til at pønse paa den Krig, han alt før havde besluttet. Det var imidlertid snarere Begjærlighed efter at bemægtige sig Sverige, der opflammede ham, end krænket Blufærdighed eller Harme over den begaaede Misgjerning. Han mente nemlig, at Lejligheden var ham overmaade gunstig til at falde ind i Landet, dels fordi Sverker nu var en gammel Mand, som ikke duede til at føre Krig, dels fordi der nylig var opstaaet Splid imellem ham og Landsens Almue paa Grund af, at Bønderne havde dræbt Hans paa Tinge. Han nærede da ogsaa saa sikkert Haab om Sejr, at han, inden Krigen var begyndt, delte Svenskernes Land mellem sine Krigsfolk som Løn for deres Deltagelse i den. To af hans Stormænd yppede endogsaa heftig Kiv med hinanden, fordi de begge to var lige opsatte paa at faa den samme svenske Jomfru, men Kongen, som fandt, at det tilkom ham at give hende bort, lovede, at naar Sverige var indtaget, skulde den, der havde vist sig som den tapreste, faa hende, og ved dette Løfte fik han dem, der stredes om Elskovs Lyst, til paa det ivrigste at kappes i Tapperhed. Saa sikre var Danskerne paa, at de vilde underlægge sig Sverige.

Imidlertid sendte Sverker i sin Angst for Krig Gang efter Gang Sendemænd til Svend for at bede om Fred, men det hjalp ikke, hvilke Vilkaar han end tilbød ham. Da han saa indsaa, at det var spildt Umage, vilde han hverken møde ham i Marken, ruste sig eller opbyde nogen Hær, men tyede hen til ukjendte og afsides Steder og overlod hele Krigsførelsen til Svenskerne. For at undgaa de besværlige bugtede Omveje opsatte Svend imidlertid sit Krigstog, til Vinteren kom, for at kunne skyde Gjenvej over de islagte Sumpe, og da Vinterkulden kom ham til Hjælp, drog han ad den nærmeste Vej ind i Finveden, hvor han hærjede og brændte alle Vegne. Landsens Folk kom løbende og bad om Naade og overgav sig selv og Landet til ham, og de lod sig ikke engang nøje med saaledes at have underkastet sig, men forsynede ham endogsaa med Levnedsmidler og viste ham al Villighed og Gjæstfrihed. Derpaa drog han ind i Värend, hvor han overalt fo'r frem med Ild og Sværd, thi Landsens Folk hverken satte sig til Modværge eller overgav sig, men baade Mænd og Kvinder søgte til alle Sider ud i utilgængelige Udørkener. Næsten overalt paa Markerne laa der høje Snedriver, og Kulden var saa haard, at diende Børn laa og frøs ihjel ved Brystet, medens Mødrene var nær ved at friste samme Skæbne og trykkede selv halvdøde de døde Børn i deres Favn. Danskerne, som ogsaa led ved dette barske Vejrlig, kunde ikke ligge i Lejr om Natten og ikke holde Vagt; nogle af dem tændte Baal, andre søgte under Tag, mere bange for den kolde Luft end for Sværd og Spyd, og tænkte mere paa at værge sig imod Kulden end imod Fjenderne. Värendsboerne var imidlertid opsatte paa at afskære Kongen Vejen for at faa ham til at slutte Fred med dem; de fældede Træerne i Skovene og spærrede de snævre Kløfter, han skulde igjennem, med Træstammer. Landet er nemlig rundt omkring opfyldt af saa høje Klipper, at man ikke uden ad store Omveje kan komme uden om dem. Denne deres Dristighed fik Kongen Nys om, medens han sad til Bords, og saa havde han ikke Taalmodighed til at bie, skjød Bordet til Side, sprang op paa sin Hest og bød sine Krigsfolk følge sig og sprængte i fuldt Firspring hen til Kløften, harmfuld over, at han skulde sinkes i sit Forehavende ved de lumpne Hindringer, en Flok Bønder lagde ham i Vejen. Da en af hans Mænd ved Navn Niels bad ham om at styre sin Vrede og undersøge Sagen nøjere, eftersom de dog ikke rigtig vidste, hvorledes den forholdt sig, svarede Kongen, at gifte Folk altid var mest bange af sig, hvorved han sigtede til, at Niels havde holdt Bryllup Dagen før Hæren brød op. Niels blev vred over den haanlige Maade, hvorpaa hans Raad var blevet afvist, og svarede, at han snart skulde gjøre, hvad Svend ikke turde, og gjengjældte altsaa den Beskyldning for Fejghed, Kongen havde udslynget imod ham, ved at lade ham vide, at han selv var ræd, og de Ord, hans Vrede saaledes lagde ham i Munden, var i Virkeligheden et Varsel om, at han snart skulde dø. Da de kom til Kløften, sprang Rytterne af Hestene, og skjønt de kun var slet rustede, fordi de havde haft saadant Hastværk med at komme af Sted, at de ikke ænsede Faren, begyndte de at storme løs paa Forskansningen, medens Bønderne, der var komne sammen for at forsvare den, raabte og skreg paa Fred. Niels, der var opsat paa ved ypperlige Manddomsgjerninger at aftvætte den Forsmædelse, Kongen havde tilføjet ham, for at det ikke skulde hedde sig, at det, at han var bleven gift, havde gjort det af med hans Tapperhed, stormede nu uden at ænse Faren løs paa Forhugningen for at komme over den, men Bønderne, der stod oppe paa den som paa en Mur og forsvarede den, gjennemborede hans Hoved med et Spyd, saa han maatte lade Livet. De andre, der prøvede paa det samme, blev drevne tilbage med Sten og Stager. Da Natten var ved at falde paa, gav Svend, som nu fortrød sit forhastede Angreb, Tegn til at holde inde med Kampen og slog Lejr tæt ved Forhugningen for næste Dag at tage Kampen op igjen med større Styrke og bedre forberedt. Fjenderne benyttede sig imidlertid af Natten til at tage Flugten, saa om Morgenen var der ingen, der gjorde ham Vejen stridig. Nu opgav Värendboerne Haabet om at kunne modstaa ham og underkastede sig. Da han nu saa', hvorledes alt gik efter ønske for ham, blev han saa overmodig af den Medgang, han havde, at han besluttede at brede sig over hele Sverige, men den overvættes stærke Kulde og den Svaghed, Hestene blev overfaldne af som Følge af de vanskelige Veje og Mangel paa Foder, hindrede hans Fremtrængen. De, som havde mistet deres Heste og maatte gaa til Fods, lagde nu det, de havde at bære, paa deres Stalbrødres Heste, drev dem foran sig og gav sig uden Kongens Vidende paa Hjemvejen. Da det til sidst gik op for ham, at Hæren listede sig bort, kom han dens hemmelige Tilbagetog i Forkjøbet ved at give Krigsfolkene Lov til at drage hjem og begav sig selv strax ad en Gjenvej til Skaane. Karl haabede nu i Tillid til de Gisler, der var bleven stillet, at han frit og trygt kunde vende tilbage til Halland med sin Broder Knud. Da de næsten var komne til Grænsen dér, blev de budne til Gilde af Folkene i Finveden, som skjulte deres snedige Anslag under Gjæstevenskabs Maske, og de sad største Delen af Natten og svirede med dem. Da de var bleven mægtig drukne, fik de anvist Natteleje i en tom Lade tillige med deres Følge, som ogsaa havde sig en god Rus. Da de laa i den dybeste Søvn, stængede Finvedfolkene Dørene udvendig og stak Ild paa Laden. Største Delen af den var allerede brændt og næsten lagt i Aske, inden de drukne Mennesker mærkede noget til Heden. Omsider, da Ilden var ganske tæt ved dem, kom de da paa Benene og styrtede, nøgne som de var, til Dørene, men saa opdagede de, at de var lukkede udvendig fra. Ilden trængte paa derinde, og Fjenderne udenfor formente dem at komme ud. Den Ulykke, der var lige for Haanden, betog dem imidlertid Frygten for den, der kunde komme senere, og de ansaa den Fare, de i øjeblikket var stedte i, for værre end den, der ventede dem udenfor. Da Danskerne altsaa hellere vilde falde for Sværd end brænde op, stemte de sig af al Magt imod Dørene og sprængte Bommene, idet de ikke betænkte sig paa for at undfly én Fare at styrte sig i en anden. Nogle haabefulde unge Mennesker, som Karl havde optaget i sit Følge for Frændskabs Skyld, blev af disse Umennesker, der ikke havde Medlidenhed med deres unge Aar, under Haan og Spot nøgne til Skindet tvungne ned under Isen paa Nisaa, og der fandt de deres Død og Grav. Saaledes strandede dette store Tog paa nogle faa Bønders Svig.

Nogen Tid efter rejste Almuen i Skaane sig imod Høvidsmændene og stævnede væbnet til Ting i Arnedal. Hver Gang Folkene i denne Landsdel nemlig fandt de Byrder, der lagdes paa dem, for tunge, satte de sig altid med Magt til Modværge imod den Uret, de mente tilføjedes dem; naar Almuen dér synes, at dens Aag bliver den for tungt, plejer den saaledes altid at gribe til Vaaben for at værne om sin Frihed. Kongen var bange for, at disse Uroligheder skulde udvikle sig til større Forstyrrelser i Riget, og for at faa Bugt med dem drog han derfor fra Sjælland over til Skaane og indfandt sig i Tillid til den Krigsstyrke, han havde med, paa Bøndernes Ting. Selv mødte han vaabenløs frem, men havde nogle væbnede Ryttere med, for at det mere skulde se ud, som om han var bange for, at der skulde ske ham Overlast, end som om han havde i Sinde at indjage dem Skræk. Almuen gjorde med Vilje Plads for ham, og da han var kommen ind i Kredsen, overvældede de ham med en Mangfoldighed af svære Kæremaal og raabte og skreg saaledes, at han ikke kunde faa ørenlyd og komme til at forsvare sig. Da han slog ud med Haanden for at paabyde Hoben Stilhed, blev der kastet en Mængde Sten paa ham, i den Grad var Oprørernes Raseri flammet op til Haan og Foragt for hans kongelige Værdighed. Saa traadte Toke Signessøn, en Mand, som udmærkede sig baade ved ædel Byrd og ved Veltalenhed, og som var en at Kongens bedste Venner, frem midt iblandt Almuen, paabød Stilhed og fik ved sin myndige Veltalenhed Folk til at holde op med deres uforstandige Støjen, thi han lempede sin Tale saaledes, at han tilsyneladende med rene Ord gav Almuen Medhold, medens han i Virkeligheden talte Høvdingernes Sag, uden at det dog rigtig gik op for dem. Da Bønderne igjen var dragne hver til sit, lod Kongen i sin Harme over den skammelige Tort, der var bleven tilføjet ham, adskillige Landsbyer afbrænde og hærjede næsten hele Skaane til Straf, fordi det havde gjort sig skyldigt i Majestætsforbrydelse. Ophavsmændene til Oprøret straffede han paa Livet eller berøvede dem deres Gods, idet han holdt for, at saadanne Urostiftere burde bøde med Hovedet eller miste alt, hvad de ejede og havde. Heller ikke Toke lod han gaa Ram forbi, skjønt hans Veltalenhed havde gjort ham saa god Nytte og hjulpet ham til at undgaa Bøndernes Forbitrelse; han paastod nemlig, at det var ham, der hemmelig havde ophidset Almuen imod ham. Saaledes skar han i sin Vrede, ophidset til det grummeste Raseri, Fjender og Venner over én Kam.

Denne Svends Fremfærd i Skaane gav atter Knud Haab og Mod til at vække ny Uroligheder, men særlig den Endrægtighed, der var imellem Svend og Valdemar, afholdt ham dog fra at vove Forsøget, thi han saa' godt, at lige saa forhadt Svend var, lige saa elsket var Valdemar, og at man bar over med hans Ugjerninger for dennes Dyders Skyld. Knuds Raadgivere mente ogsaa, at han burde se at faa Valdemar til at skille sig fra Svend, førend han yppede Krig med denne, og at han burde søge at vinde Valdemars Venskab ved at give sig i Svogerskab med ham. For at opnaa det holdt de, hver Gang de talte med Valdemar, med Vilje Lovtaler over Knuds Halvsøster Sofia for hendes overvættes store Dejlighed. Valdemar sagde, at Jomfruens Fattigdom var en Hindring for, at han kunde ægte hende, thi hendes Fader var en Russer, saa der var slet ingen Godser, hun skulde arve i Danmark. Skjønt han i sit stille Sind gav dem Ret, der vilde overtale ham til at gifte sig med Pigen, lod han, som om han lagde mere Vægt paa hendes Fattigdom end paa hendes Skjønhed. Da Knud imidlertid lovede at give hende en Tredjedel af hele sin Fædrenearv i Medgift, trolovede han sig med hende og overdrog en gift Kvinde ved Navn Bodil at tage sig af hendes Opdragelse, indtil hun blev mandvoxen. Som Følge heraf blev Frændskabet imellem dem, som de saa længe ikke havde ænset, og som havde været brudt af ulykkesvangert Had, bragt paa Fode igjen med saa stor Oprigtighed, at ingen Skygge af det gamle Fjendskab, de selv eller deres Fædre havde næret til hinanden, formørkede det ny Venskab. Men jo oprigtigere dette blev, des mistænkeligere fandt Kongen det. Han passede i Stilhed paa dem, men turde ikke aabenlyst lægge sig ud med dem, fordi han indsaa, at største Delen af hans Magt var gaaet bort fra ham med Valdemar, paa hvis Lykke han ikke havde taget i Betænkning at støtte sin egen. Uagtet han derfor nærede Mistro til dem begge, lagde han Skjul derpaa for ikke at røbe det Had, han bar paa. De mærkede godt, at Kongen forstilte sig over for dem, og begjærede derfor Orlov for, som de sagde, at se til deres Godser i Sverige, og da de havde faaet den, drog de over til Kong Sverker dér, men i Virkeligheden var Knuds Ærind, at han vilde bejle til Sverkers Datter. Sverker tog saa venlig imod dem, at han i Haab om det tilkommende Svogerskab tilbød at gjøre dem til sine Arvinger med Forbigaaelse af sine egne Børn, hvad enten det nu var hans Sønners Uduelighed eller den udmærkede Bejlers høje Byrd, der drev ham dertil. Da de kom tilbage til Danmark, viste Kongen dem endnu mere Uvilje, fordi de havde sluttet Venskab med hans Fjende. Knud drog til Jylland og Valdemar til Ringsted, men Svend fulgte over Hals og Hoved efter ham did, og da han havde truffet ham, overfusede han ham længe med Skjældsord og Bebrejdelser for Troloshed og Forræderi. Da Valdemar nægtede sig skyldig, kom han frem med et Brev, han selv havde sat sammen, og som med Forsæt var uden Underskrift; det, sagde han, havde han faaet fra sine Venner, og deri stod, at han og Knud havde sluttet Forbund med Sverker. Skjønt Valdemar ellers var alt andet end let til at blive vred, blev han over al Maade opbragt over dette løgnagtige Paafund og betænkte sig ikke paa at give sit Hjærte Luft og skjælde Kongen Huden fuld. Beskyldningen for Troløshed gav han ham igjen og brød sig ikke længer om at forsvare sig, men blot om at give ham onde Ord; de udmærkede Bedrifter, han havde udført, og de Besværligheder, han havde paataget sig for ham, blev han nu lønnet for med Løgn og Sladder, sagde han. Kongen blev saa forbitret over det Frisprog, han førte, at han vilde have ladet ham gribe, hvis hans Hirdmænd ikke havde undslaaet sig derfor, thi de holdt meget mere af ham end af Kongen. Senere kærede Valdemar i Jylland over den Tort, Svend havde gjort ham, og skaffede ham derved mange Fjender paa Halsen. Han sejlede sammen med Knud over til Sjælland med hele den jydske Flaade, ikke fordi det var hans Agt at paaføre Kongen Krig, men for ved nye Bestemmelser bedre at sikre sig imod Troløshed fra ham for Fremtiden. Svend mødte dem med et Følge af væbnede Mænd ved Sundby, en Landsby, der ligger ved Havet, og her forhandlede de hele Dagen. Omsider kom de til Enighed, og ved Sengetid vendte Kongen tilbage til Roskilde.

Imidlertid kom der Tidende om, at Venderne var komne til det østlige Sjælland med en usædvanlig stor Flaade. Da de allerede tidligere havde hærjet alle Markerne, gik de alle de Steder forbi, hvor der intet Bytte var at faa, og agtede at overrumple Roskilde. De undlod at stikke Ild paa Husene, for at Røgen ikke skulde røbe dem. De var i sig selv dristige nok, og nu havde de oven i Kjøbet af deres Spejdere hørt, at alt var stille i Byen, og at Kongen var langt borte. Da de havde faaet den Besked, lod de altsaa Markerne i Fred og skyndte sig af alle Kræfter ad Byen til, ja nogle af dem, som havde raskere Heste end de andre, var allerede naaet ind til Forstaden og var tæt ved Byens Porte. Kongen, som sov fast, fordi han havde vaaget en Del af Natten, fik saa sent Bud om den Fare, der var paa Færde, at der ikke var Tid nok til at træffe Forberedelser til at afværge den. Den første af Danskerne, der kom i Kast med Fjenden, fordi han havde en overmaade rask Hest, var en meget dygtig Rytter, der hed Radulf. Da han var ene, maatte han betjene sig af sin Færdighed, idet han snart undgik Fjenderne og snart satte efter dem. Hver Gang han kom ind paa udyrket Jord, havde han vanskeligere ved at komme af Sted paa Grund af sin tunge Rustning, medens Venderne, som ingen Rustning havde, frit kunde tumle deres rappe Heste. Da han mærkede det, besluttede han mere at stole paa sin Hests Kræfter end paa dens Hurtighed og begyndte derfor med Forsæt at ride ind paa de dyrkede Marker, hvor Vendernes Heste, der ikke var synderlig stærke, ikke kunde hamle op med hans i at bane sig Vej gjennem Kornet. Idet han altsaa magede det saa, at det ikke længer kom an paa Hestenes Behændighed, men paa deres Styrke, kunde hans Forfølgere ikke indhente ham, thi det tætte Korn hindrede mere deres svagere end hans kraftige Dyr i at løbe. Da de spurgte ham, hvem han var, svarede han, at han var Kjøbmand, og da de videre spurgte, hvilke Varer han førte, svarede han, at han handlede med Vaaben, som han plejede at tuske bort for Heste, og at han havde faaet den, han red paa, paa den Maade. Da de fremdeles spurgte, om Kongen var i Roskilde, svarede han Ja, og da de sagde, at han jo nylig var draget af Byen for at tale med sine Frænder, sagde han, at han ganske vist var draget af Byen, men var kommen tilbage, men det troede de ikke var sandt, fordi det ikke stemte med, hvad deres Spejdere havde sagt. Grunden til, at Radulf holdt det for rigtigst at sige Sandheden angaaende Kongens Opholdssted, var netop, at han mente, at naar han sagde, hvad sandt var, vilde Fjenderne tro det modsatte. Imidlertid kom de kongelige Ryttere alt efter som de var rappe og modige til, ud til Radulf og sluttede sig sammen i en samlet Trop, som strax vilde have angrebet Fjenden, hvis ikke Radulf i Betragtning af, at de var saa faa, havde fundet det raadeligst at vente, til deres Stalbrødre kom dem til Undsætning, saa visse var disse Mænd paa Sejren, fordi de stadig havde haft Lykken med sig i Krig. Venderne kaldte nu dem af deres Stalbrødre, der var ude paa Plyndring, tilbage for at slaas, men saa snart Radulf af Støvskyen, der rejste sig, skjønnede, at Kongen var nær, angreb han dem i Tillid til den Undsætning, der var undervejs. Vendernes Fodfolk blev hugget ned og flygtede, men deres Ryttere, som havde sluttet sig sammen i en samlet Skare, gav sig først paa Skrømt paa Flugt, men da Kongen truede dem i Ryggen, og de saa', hvor faa Ryttere han havde, gjorde de omkring og jog ham paa Flugt. Radulf holdt nu inde med Blodbadet paa Fodfolkene, angreb de vendiske Ryttere med sine Folk og nødte dem til for Alvor at fly over Hals og Hoved, men omsider opgav han at forfølge dem yderligere, fordi deres Heste var saa raske, sluttede sig til Kongens Rytterskare og gav sig igjen til at hugge løs paa Fodfolkene. Saa opsatte var de flygtende endnu paa at plyndre, at de, medens de rendte af Sted, flaaede Huderne af Faarene, de havde dræbt. Hvor maa de Mennesker dog ikke have været havesyge, eftersom de, medens de var stedte i den yderste Fare og havde kastet deres Vaaben, ikke kunde bekvemme sig til for at bjærge sig at give Slip paa et usselt Bytte, der blot hindrede dem i deres Flugt! Nogle faa af dem naaede ned til Strandbredden og svømmede ud til deres Skibe, nogle, som alt for hidsige søgte Frelse i Flugten, rendte blinde af Rædsel ud i Vandet og druknede i Massevis, saa det Liv, de var saa opsatte paa at bjærge for Fjendernes Vaaben, maatte de lade i Havets Bølger. Imidlertid søgte de vendiske Ryttere, idet de sprængte frem som fra et Baghold, ved Overrumpling at fravriste Kongen Sejren, saa Danskerne, der troede, at Kampen var til Ende, maatte til at slaas igjen. Deres Tapperhed fik Bugt med Venderne, som over Hals og Hoved gav sig paa Flugt og var saa ivrige efter at komme i Sikkerhed for Fjendernes Sværd, at de i kvindagtig Angst med deres Heste satte ud over en Klint og omkom, saa de med lemlæstede Legemer maatte lade Livet imellem Stenene, medens de ikke havde haft Mod nok til at vove det i Kampen. Saa stort var Blodbadet, Danskerne havde anrettet, at der knapt var Folk nok til at ro Skibene bort.

Paa den Tid stod, som Følge af, at Sørøveriet havde taget saa stærkt Overhaand, alle Landsbyer i den østlige Del af Jylland forladte, fra Vendsyssel helt ned til Ejderen, og Markerne laa udyrkede hen. Den østlige og sydlige Del af Sjælland laa ogsaa gold og øde hen, thi Bønder var der ingen af, og Sørøverne holdt til dér, som om de var hjemme. Paa Fyn var der ogsaa kun faa Indbyggere tilbage. Falstringerne, hvis Tapperhed er større end deres Land, bødede ved Kjækhed paa Landets Lidenhed, thi de vilde ikke vide af at betale Fjenden Skat, men holdt ham borte med det gode eller med Magt. Laaland, som dog er større end Falster, skaffede sig derimod Fred ved at betale for den. Resten af øerne laa øde hen. Man stolede hverken paa Vaaben eller Byer, men spærrede Bugter og Vige med lange Pæle og Bomme, for at Sørøverne ikke skulde kunne lægge derind. Da Kongen nu skjønnede, at det gik ned ad Bakke med Riget, og at det allerede næsten var ødelagt, men at han ikke med egne Kræfter mægtede at forsvare det imod Sørøverne, mente han, at det klogeste, han kunde gjøre, var for Penge at kjøbe sig Hjælp imod Venderne af Hertug Henrik, som paa den Tid var overmaade mægtig. Han lovede ham tre Tusind Mark Sølv som Løn for hans Hjælp og skaffede Pengene til Veje ved en offentlig Indsamling. Da Henrik, hvis Venskab ikke var saa nyttigt som let til Fals, havde faaet Pengene, viste han sig imidlertid kun lidet ordholdende med Hensyn til, hvad han havde lovet, hvad enten det nu var, fordi han ikke vilde, eller fordi han ikke kunde. Saaledes opnaaede Kongen ikke Fred, men føjede, medens han søgte at sørge for Landets Tarv, blot Vanære til den Elendighed, det var stedt i. Herover harmedes Landsens Almue endnu stærkere paa ham, idet de holdt for, at det var en Skam at søge Fred ved at kjøbe sig den til i Steden for at skaffe sig den med Vaabenmagt, og at hele Landet var blevet holdt for Nar ved den Fejl, Kongen havde begaaet.

Da Svend nu mistvivlede om at kunne afhjælpe Ulykken, opgav han at afværge de Farer, der truede fra Sørøverne, og gav sig i Steden derfor til at lægge Vind paa at sikre sig imod Landets egne Børn. Hans Mistanke vaagnede paa ny, og han pønsede paa at overrumple Valdemar i den Tanke, at naar han fik skilt sig af med den ene af dem, der voldte ham saa meget Besvær, vilde han lettere kunne tage det op med den anden. Da han mente, at han lettere kunde udføre sit Forsæt med List end med Magt, gav han sig paa Rejse til sin Svigerfader Konrad under Paaskud af, at han vilde kræve sin Hustrus Medgift, og blandt dem, han valgte til at ledsage sig, var ogsaa Valdemar, dels fordi han ikke fandt det sikkert at lade ham blive hjemme, og dels fordi han vilde, at Konrad skulde holde ham i Fængsel. Valdemar, som fra adskillige af sine Venner havde faaet Breve om den Svig, Kongen pønsede paa, bebrejdede ham, da han kom til Slesvig, med rene Ord hans Troløshed og mindede ham derhos om, hvor tro og tappert han havde tjent ham. Da Kongen nægtede at have ondt i Sinde imod ham, viste han ham Brevene, han havde modtaget, men Underskrifterne havde han skaaret af. Han bad ham dernæst huske paa, at de ypperste af hans Krigsmænd havde han skaffet ham, at han for hans Skyld ikke havde skaanet sig, men faaet svære Saar, og at han bestandig havde haft den største Andel i de Sejre, Kongen havde vundet, og nu, klagede han, blev han til Tak for sine store og gode Gjerninger lønnet med Svig og Falskhed. Han lovede ikke desto mindre at følge med ham, men det skulde han vide, sagde han, at hvis han fik sit svigefulde Anslag udført, var det sin Ondskab og ikke sin Kløgt, han kunde takke derfor. Svend søgte at fjærne hans Mistanke ved i højeste Grad at forstille sig, thi selv saa stor en Troskab kunde ikke faa ham til at opgive sit troløse Forsæt. Det stod uigjenkaldelig fast for ham, at han vilde bringe det til Udførelse, og saaledes kom han til Stade, hvor han gjæstede Ærkebiskop Hartvig af Bremen. Han bad denne om at give ham en Mand med, der kunde vise ham Vej paa Resten af Rejsen, men det vilde Ærkebispen ikke, og han fik derfor Valdemar, som han vidste var hans meget gode Ven, til at bede ham derom. Ærkebispen kaldte nu Valdemar afsides og aabenbarede ham, hvad Kongen pønsede paa; han havde med velberaad Hu sagt Nej til hans Anmodning, fordi han skjønnede, at det vilde blive til Valdemars Skade, om han opfyldte den. For at det imidlertid skulde se ud, som om han gjærne vilde tjene Kongen, lod han, som om det ikke stod i hans Magt, men opfordrede ham til at henvende sig om Ledsagelse til Henrik, som baade var mægtigere og højere paa Straa end han, saa skulde de alle tre, han selv og Svend og Valdemar, sende Bud til ham og anmode ham derom. Da Henrik havde hørt, hvad Sendemændene havde at forebringe, skjønnede han, at Kongen pønsede paa Svig, og vilde redde Valdemar, hvorfor han svarede, at det ingen Nytte var til, at Svend bad ham om, hvad han lettere kunde opnaa ved at henvende sig til sin Svigerfader. Derpaa tog han Valdemars Sendemand til Side og fortalte ham, hvor stor Fortræd det kunde volde hans Herre, om han opfyldte hans Begjæring, og at han. hvis han ikke vendte om, vilde udsætte sig for det værste, naar han kom til Konrad. Svends Sendemand drog nu, efter at de to andre havde givet sig paa Vej til Stade igjen, til Konrad, hvem han meddelte, at Kongen havde nogle af sine Frænder mistænkte; der havde før været Fjendskab imellem dem, men nu havde de indgaaet Svogerskab og forligt sig. Den ene af dem havde han ved Svig faaet med i sit Følge, og nu vilde han gjærne have, at han skulde holde ham i Fangenskab, fordi han ellers var bange for, at han skulde gjøre Oprør. Derhos bad han om en Mand, der kunde ledsage dem og vise dem Vej, saa de kunde fortsætte Rejsen til ham. Da Konrad nu spurgte, paa hvilke Vilkaar denne Kongens Fjende var fulgt med ham, svarede han, at han var fulgt med ham paa Tro og Love, hvorpaa Konrad forbandede Svends Anslag og sagde, at det ikke sømmede sig for ham nu, han var en gammel Mand, at gaa ind paa, hvad han fra sin Ungdom af havde skyet, thi det var i Sandhed skjændigt om en gammel Mand, der altid havde været et Mønster paa Retskaffenhed, nu vilde række Haanden til Svig, og i sit Livs Aften sætte en Plet paa sig, som han hidtil havde varet sig for. Han vilde hellere se sin Svigersøn, sin Datter og det Barn, hun havde født ham, dingle i Galgen end paa sine gamle Dage besmitte det Ry for Ærlighed og Oprigtighed, han havde bevaret i saa mange Aar, ved at begaa en Skjændselsgjerning og paa den ugudeligste Maade hjælpe en anden til at sætte hans forræderske Anslag i Værk. Hvis hans Svigersøn uden Svig aabenlyst vilde fejde paa dem, han var bange for, sagde han, kun i saa Tilfælde skulde han finde ham rede til at yde ham Hjælp. Da Svend fik den Besked, skammede han sig, og da den Vejviser, han havde begjæret til Fortsættelse af Rejsen, var blevet ham nægtet, rejste han hjem igjen til Danmark.

En stakket Stund efter drog Svend fra Sjælland hemmelig over til Fyn i Haab om at kunne overrumple og gribe Knud og Valdemar, der opholdt sig i Viborg. Da hans Svig blev opdaget, sendte han Bud til dem, at han var kommen for at tale med dem og ikke for at angribe dem, saa de maatte endelig opgive deres ugrundede Mistanke. Da de i Forvejen havde faaet Nys om hans Svig, idet de havde ladet udspejde, hvad han havde i Sinde imod dem. og ikke længer stolede paa hans Løfter, fik de imidlertid Jyderne til at kaare dem til Konger. Kongen samlede nu sine Krigsfolk paa Slottet i Odense, hvor han just paa den Tid opholdt sig, og gav sig til nøje at spørge dem ud, snart enkeltvis, snart alle paa én Gang, om hvad Troskab han kunde vente sig af dem i den Krig, der nu var for Haanden. Skjønt de ivrig svarede, at han kunde stole paa dem, vilde han ikke lade sig nøje med et slet og ret Løfte, men forlangte, at de skulde bekræfte det med Ed. Da de skulde til at nyde Sakramentet, gik Sune, hvad enten det nu var den Kjærlighed, han fra gammel Tid af nærede til Valdemar, eller Harme over den Uret, han selv havde lidt, der drev ham, ene ud af Slottet. Der blev sendt Folk ud efter ham for at kalde ham tilbage, og de spurgte, hvorfor han saa pludselig gik sin Vej. Da han blev opfordret til at vende om, beklagede han sig over, at hans Fædrenegaard var bleven taget fra ham. Kongen lovede, at han skulde faa den tilbage, men Sune svarede, at den Retfærdighed kom sent, og at han ikke nu, da Lykken gik Kongen imod, vilde tage imod, hvad han havde sveget ham for, da Lykken var med ham. Derfor betænkte han sig da ikke paa ene at gaa over til det stærkeste Parti og efter en fornuftig Beslutning at falde fra den Konge, der havde forurettet ham. Han havde derfor god og gyldig Grund til sit Frafald og søgte strax til Valdemar, til hvem han var knyttet med Venskabs Baand fra sin Faders og Farfaders Dage.

Da Svend, efter at hans Folk havde svoret ham Troskab, var vendt tilbage til Sjælland, blev han snart angrebet af sine Medbejlere med den jydske Flaade. Han opholdt sig da i Roskilde, hvorhen han stævnede den tit omtalte Ærkebiskop Eskild med den skaanske Hær. Da de var komne, spurgte han Peder Thorstensøn, som han altid plejede at raadføre sig med, hvorledes han bedst skulde tage Vare paa sine Sager. Denne Peder Thorstensøn skal en Gang, da Kongen spurgte ham til Raads om, hvorledes han bedst skulde sikre sin Trone, have svaret, at enten burde han vise sig særlig naadig imod Adel og Almue for at sikre sig imod sine Medbejlere, eller ogsaa maatte han se at tækkes sine Frænder og finde sig i, at de var de virkelige Konger, medens han selv nøjedes med Kongenavnet; ét af to maatte han gjøre, ellers var der ingen Tvivl om, at han ikke vilde faa lang Tid at være Konge i. Kongen fulgte imidlertid ikke dette gode Raad og tog ikke det skyldige Hensyn til sin Vens vise Svar, men betragtede hans gavnlige Formaninger som taabelig Snak, ja, han blev i den Grad optændt af Vrede, at han helt tabte Besindelsen og ikke kunde dy sig for at give sin Forbitrelse Luft ved at sige med en dyr Ed, at saa længe han havde et eneste Skjold tilovers, vilde han bruge det imod ham. Hertil svarede Peder: "Jeg har altid baaret mit Skjold for dig, men jeg er bange for, at det ikke vil vare længe, før du faar alle dine Skjolde nødig". Kongen, som troede, det var Havesyge, der talte ud af ham, spurgte, om han ikke havde faaet nok endnu, hvortil han svarede, at nok havde han faaet, men han var bange for, at han ikke fik Lov til i Ro at fordøje, hvad han havde faaet. Da Kongen nu endelig spurgte ham, hvad han skulde gjøre, raadede han ham til at drage over til Skaane, Folkene dér var mere til at stole paa, paa Sjælland havde han flere Fjender end Venner; Jyderne vilde ogsaa betænke sig paa at forfølge ham der over, for de rystede endnu ved Mindet om Slaget ved Fodevig, men kom de til Skaane før han, vilde de samle Landsens Folk dér imod ham; forsømte han at drage over til dem, tvivlede han ikke om, at de vilde falde fra ham og gaa over til hans Medbejlere. Svend sagde, at Peder vist vilde have været af en anden Mening, hvis han ikke havde kunnet gjøre sig Haab om, at Valdemar vilde spare hans Hus og Hjem, fordi han var hans Frillesøns Fosterfader, men hvis de overlod Fjenden Landet, vilde de andre Folks Gods ikke være sikkert, da de jo ikke stod i noget særligt Venskabsforhold til Valdemar. Saaledes kastede han Vrag paa Peders Raad, fulgte sit eget Hoved og besluttede at bie paa Fjenden i Roskilde. Da der blev knap Tid paa Levnedsmidler, solgte han adskillige af de kongelige Godser for at skaffe Føde til sine Folk. Da det omsider, efter at han havde brugt Pengene for mange Godser, saa ud til, at han vilde blive nødt til at lade sin Hær gaa fra hinanden, fordi den kostede ham alt for meget, fandt Eskild, som forudsaa et almindeligt Frafald, paa en List, hvorved han vendte den truende Fare til sin Fordel. Han betingede sig nemlig først i al Hemmelighed hos Fjenderne en stor Sum Penge som Løn for, at han faldt fra Svend, og strax efter gik han med Skaaningerne til Kongen og klagede over, at det var saa knapt med Levnedsmidler, bad ham sende dem bort, som han ikke kunde underholde, saa meget mere som de jo vilde komme til at forsynde sig imod Frændskab og Venskab, naar de skulde slaas med dem af deres Landsmænd og paarørende, Fjenden vilde stille i Marken imod dem. Efter at have sagt dette forlod han, som om han derved havde givet en skjellig Grund for sit Frafald, Kongeborgen med de skaanske Krigsfolk. Kongen sagde, at han havde fortjent at bøde med sit Hoved for sit Frafald, men hans Raadgivere fik dog ved deres forstandige Forestillinger Bugt med hans rasende Forbitrelse, idet de foreholdt ham, at det ikke gik an at begynde den forestaaende Krig med en Forbrydelse og Helligbrøde. Da allerede største Delen af Hæren nu var rømt, pønsede Kongen paa Flugt og begav sig i stor Hast paa Vejen ad Falster til med Resten af Krigsfolkene, uden at selv hans Raadgivere havde nogen Anelse om, hvad hans Mening var med at fjærne sig saa langt fra Byen. Da det gik op for Krigsfolkene, at det var Flugt, han tænkte paa, bad de ham om dog ikke at give tabt, før han havde holdt Slag, og lovede ham Sejr, hvis han vendte om. De sagde derhos, at han burde vide, at de var Krigere, som tit med en lille Skare havde overvundet store fjendtlige Hære, og at han ikke burde være bange, fordi de kun var faa, eftersom han saa mange Gange havde set dem sejre. Det vildee ogsaa være den største Skam og Skjændsel at give sig paa Flugt, før end de havde kæmpet, og frivillig overlade Sejren til en Fjende, de kunde overvinde, og hvis Styrke ikke saa meget beroede paa hans egne Kræfter som paa, at andre var bange for dem. De lagde ham derhos paa Sinde, at han ikke fra at have været en tapper Konge maatte blive til en fejg Rømningsmand, der forlod sine Folk, og at han ikke med én Flugts Vanære maatte sætte en Plet paa alle sine mange Sejre. Da de ikke kunde faa ham til at opgive sit faste Forsæt, overvældede de ham med bitre Smædeord, nøjedes ikke med at bebrejde ham hans skammelige Flugt, men føjede Forbandelser til Forhaanelsen. Derpaa opmuntrede de hverandre og besluttede at byde Fjenden Slag, de mente nemlig, at naar Fjenden i sin Iver efter at forfølge dem stormede frem i spredte Flokke og uden Orden, vilde det være en let Sag for faa at faa Bugt med de enkelte som Følge af Forfølgelsen adskilte Hobe. Vaaben og Heste havde de desuden nok af, og det kunde ingen Skade gjøre saa mange Mænd, at én fejg Høvidsmand var løbet sin Vej. Saaledes opflammede de hinandens Mod og brændte af Begjærlighed efter ved Krigermod at aftvætte den Vanære, Kongen saa skammelig havde paaført dem. De biede længe paa Fjenden uden at se noget til ham, thi Jyderne troede, at Svends Tilbagetog var en Krigslist, og holdt det derfor af Frygt for Baghold for raadeligst at rykke langsomt frem. Omsider opfordrede Peder dem til at opløse Hæren og se at frelse sig hjem hver til sit, thi det var overmaade taabeligt, sagde han, at holde Slag, naar man ingen Høvding havde. Sjællænderne, som jo selv var hjemme, forsynede da de andre med Vejvisere og Levnedsmidler, og alle de mange Mennesker naaede lykkelig og vel hjem. De fleste af dem gik siden over til Knud og Valdemar og skaffede sig derved Fred, thi de svor Kongerne Huldskab og Troskab og søgte ved Lydighed at vinde deres Gunst. Ulv og Thorbjørn udmærkede sig derimod ved deres Troskab imod Svend; de ansaa det for en Skam at opnaa Tilgivelse paa den Maade og blev grebne i deres Hus og sendt i Fangenskab til Kong Sverker, thi de vilde hellere saaledes leve i Udlændighed end underkaste sig Fjenden; saa herlig var deres Standhaftighed, at de ansaa det for en større Ære at bære Lænker end at kjøbe sig Friheden ved Frafald.

Efter at Svend havde tilbragt tre Aar i Landflygtighed hos sin Svigerfader, døde denne, og han stillede da Sachsernes Hertug Henrik Gisler og lovede ham en stor Sum Penge, hvis han kunde hjælpe ham til Riget igjen. Hertugen gik ind derpaa for den tilbudne Betaling, rykkede op til Danevirke med en stor Hær, slap igjennem ved at bestikke Portvogteren og belejrede derpaa Slesvig, som han brandskattede. Ærkebiskop Hartvig af Bremen, der næst efter Henrik var Mester for dette Tog, sagde ved den Lejlighed, at han, som havde aabnet Porten for dem, havde fortjent at hænges med Pengene, han havde faaet derfor, ved Siden af sig, for at andre kunde skræmmes fra at begaa en saadan Ugjerning, naar de saa' Forræderen og den Betaling, han havde faaet for sit Forræderi, hænge i den samme Strikke. Dér plyndrede Svend en udenlandsk Flaade og tog en Mængde russiske Varer, som han gav Krigsfolkene som Sold, hvorved han ikke blot for Fremtiden holdt de mange Udlændinge borte, men ogsaa bevirkede, at den prægtige Kjøbing sank ned til en lille, uanselig Landsby. Sachserne drog uden at møde nogen Modstand igjennem det af Indbyggerne forladte Land, og jo længere de rykkedc frem, des tøjlesløsere blev de. Sønderjyderne var nemlig af Frygt for, at de var for faatallige, flygtet op i Nørrejylland, der var folkerigere, men under Skin af Flugt belavede de sig paa at tage Kampen op, og de, som tidligere havde lovet Svend Hjælp, vilde ingen Bistand yde ham, da han kom med fremmede Krigsfolk, for at de ikke skulde faa Ord for at have hjulpet en udenlandsk Krigsmagt imod deres Fædreland.

Omtrent ved denne Tid blev Kong Sverker en Nat, da han laa og sov, dræbt af sin Kammersvend. Denne Forbrydelse straffede Himlen lige saa hurtig som retfærdig, thi kort efter maatte Magnus, som af lønlig Attraa efter at blive Konge havde faaet Svenden til at begaa dette Mord, bøde med Livet for sin skjændige Underfundighed; han faldt nemlig i et Slag, han holdt med Sverkers Søn Karl, som han ogsaa var opsat paa at skille ved Kronen, efter at han først havde berøvet ham hans Fader. Knud blev nu nødt til at drage til Højsverige for at trøste sin Moder. Imidlertid begav Valdemar, som paa Sjælland havde faaet Tidende om den Forstyrrelse, Tyskerne anrettede i Jylland, sig skyndsomst derover, men lod sin jævnaldrende og Diebroder Absalon vende tilbage med Paalæg om at faa Knud til at skynde sig over til ham, saa snart han kom tilbage fra Sverige. Saa meget havde det at have ham iblandt sig at sige for Jyderne, at de tapre blev endnu taprere, og at de fejge og sløve fik Mod til at gribe til Vaaben for Fædrelandet. Han sendte hemmelig Bud til en fornem Sachser ved Navn Henrik, som han alt for nogen Tid siden var kommen i Svogerskab med, idet Henrik havde faaet en Frænke af ham til Ægte, og bad ham indstændig for gammelt Venskabs Skyld om at egge sine Stalbrødre til at rykke frem og paa enhver mulig Maade søge at faa Hertugen til at lade være at drage hjem, da han snart vilde gaa imod ham med sin Hær. Saa stor Tillid indgjød saavel hans Krigsfolks Mængde som deres Ivrighed ham.

Da Knud i Sverige fik Bud om, hvad der var paa Færde, begav han sig med et udsøgt Følge til Sjælland og vilde uopholdelig give sig paa Vej til Jylland. Da han imidlertid af et vældigt Stormvejr blev forhindret i at sejle derover, udspredte Soldaterne, som var kjede af at vente, et Rygte om, at Valdemar havde sluttet Fred med Fjenden, hvilket de foregav nylig at have hørt af en Bonde. Da dette falske Rygte kom Knud for øre, bebrejdede han dem, at de kunde være utaknemlige nok til at tale saa utilbørlig om den Mand, der vovede sit eget Liv ved at gaa imod den Fare, der truede dem alle, og opfordrede dem til, hvis de ikke vilde lovprise Valdemar, som han havde fortjent, i alt Fald at holde deres Tunger saa meget i Tømme, at de ikke kom med uværdige Bagvaskelser imod ham. Esbern, Skjalm Hvides Sønnesøn, som var Valdemars saare gode Ven, fordi de i deres Barndom var bleven opfostrede sammen, bød sig ene til at sejle over og skaffe Knud Besked om, hvorlunde Sagerne stod i Jylland, og han kom lykkelig og vel fra denne dristige og farefulde Rejse, paa hvilken han maatte ro sig frem i stadig Kamp med de rasende Elementer. Imidlertid fik Sachserne Kundskab om, at hele Jyllands Stridsmagt havde samlet sig om Valdemar, og at Fjenden var saa talrig, at de ikke kunde tage en Kamp op med ham uden at udsætte sig for Fare og Nederlag. I sin Forfærdelse over dette Rygte begyndte Hertugen ligesom for Spøg at udfritte Henrik om, hvor hans Smaakonge var, eftersom han vidste, at der som Følge af Svogerskabet var stort Venskab imellem ham og Valdemar. Henrik svarede, at han tænkte paa at skjule sig i ørkener og deslige Steder. Da Hertugen mærkede, at han drev Gjæk med ham, lod han sin forstilt skjemtefulde Maade at spørge paa fare og bad ham alvorlig og indtrængende om at sige, hvad han vidste. Da han ikke vilde til det og stadig tav med, hvad der var blevet ham betroet, besvor han ham ved den Troskab, han var det romerske Rige skyldig, at komme det Anslag, han vidste, Fjenden pønsede paa, i Forkjøbet ved at røbe det og ikke fortie, hvad der kunde blive hans Landsmænd til Fortræd, og den Opfordring kunde Henrik ikke modstaa. Han sagde da, at det var sandt, hvad Rygtet havde fortalt; der forestod et Slag, som de aldrig før havde oplevet Mage til, og som de, der slap levende fra det, bestandig vilde mindes og fortælle om. Denne Henriks Meddelelse indjog alle den største Skræk, men da de spurgte ham, om de skulde oppebie Fjenden, opmuntrede han dem alle til modig at tage imod Slaget, og saaledes delte han sin Troskab imellem sin Vens Bønner og Hertugens Befaling, idet han hverken tilsidesatte Hensynet til, hvad hin havde bedt ham om, eller fortav, hvad der angik dennes Velfærd. Saa stor var imidlertid alles Frygt, at de forkastede hans Raad, og Krigsfolkene, der var opsatte paa at vende om, benyttede Aarstiden som Paaskud. De sagde nemlig, at da Foraaret stundede til, var de nødt til at drage hjem, da der vilde blive knap Tid paa Fisk, saa de ikke kunde holde Fasten, som de burde. Men at det, de saaledes anførte, Mangel paa de nødvendige Levnedsmidler, kun var et Paaskud, hvorved de besmykkede deres Fejghed med Religionens Navn, kom aabenlyst for Dagen ved den Maade, hvorpaa de drog bort, thi den Vej, de havde været et halvt Aar om, da de kom, tilbagelagde de nu i tre Dage, og de efterlod sig i deres overvættes Iver efter at komme hurtig af Sted en Mængde Tros og andet, der kunde sinke dem. Samtidig vendte Esbern tilbage og friede ved det sikre Budskab om, hvorlunde Sagerne stod, Knud fra den store Tvivlraadighed og Bekymring, hvori han havde været stedt. Kort efter anrettede Venderne saa stort et Mandefald paa Fyn, at denne Landsdel, hvis den havde lidt saadant et Nederlag til, vilde være kommen til at ligge helt udyrket hen og ikke blot være bleven haardt medtagen, men fuldstændig ødelagt.

Svend lod sig imidlertid ikke nøje med én Gang at have bedet Sachserne om Hjælp, men begav sig atter til Henrik og fik udvirket, at Venderne, der stod under hans Herredømme, skulde føre ham over til Danmark. Paa deres Flaade sejlede han til Fyn, hvor Landsens Folk tog gladelig imod ham; han begav sig til Odense for dér med sine faa Folk at forsvare sig imod sine utallige Fjender. Der blev lovet, at Venderne skulde holde Fred med dem, der sluttede sig til ham, og ikke tilføje dem nogen Skade, og hvad enten det nu var for at faa Fred eller fordi de satte saa stor Pris paa Svend, viste Fynboerne en saa brændende Iver efter at skjærme og tjene ham, at Mænd og Kvinder i Skarevis strømmede til ham alle Vegne fra for at kæmpe for ham, idet de ansaa det for en fortjenstlig Gjerning at hjælpe Kongens forfaldne Sager paa Fode igjen imod dem, der havde bemægtiget sig Riget. For yderligere at gjøre det af med ham samlede Knud og Valdemar hele det øvrige Riges Stridsmagt til Lands og til Vands imod Fynboerne, og den var saa talrig, at den let vilde have kunnet faa Bugt med de faa Folk, der var paa Fyn, men Valdemar ynkedes over dem, der endnu var i Live, og mente, at den haardt medtagne ø burde skaanes, for at han ikke ved at tilføje den et nyt usaligt Nederlag skulde komme til at gjøre det af med dem af Landsens Folk, der var tilbage og derved faa Udseende af mere at have skadet Land og Rige end Fjenden. Han holdt derfor for, at det var bedre med Skade for sig selv at finde sig i Medbejleren end at lemlæste Riget, og han fik da Krigstoget forvandlet til et Raadslagningsstævne. Paa hans Foranledning blev der nemlig holdt en Samtale, i hvilken det blev vedtaget, at Svend med sin Hird skulde begive sig til Laaland og holde sig i Stilhed dér, til der var blevet sluttet en fuldkommen Fred imellem ham og Knud og Valdemar. Da han Dagen efter drog til Odense for at bade sig, hvilket Knud ikke turde være med til af Frygt for Svig, blev han af Svend, som gjærne vilde vinde hans Venskab, modtagen med et højtideligt Optog af Klerker, der kom ham i Møde med Helgenskrinene. Svend førte ham derpaa selv ind i St. Albani Kirke, og ingen andre af deres Raadgivere end Absalon fik Lov til at følge ind med. Da de var komne ind i Sakristiet, tog Svend Plads og sagde: "En ond Skæbne har hidtil misundt mig dit Venskab, Valdemar, skjønt jeg altid har været vel sindet imod dig, og min Fader derhos ikke blot har taget Hævn over din Faders Banemand, men ogsaa, efter at have paaført sin Farbroder Krig, med Vaabenmagt kjærlig har frelst dit Liv, som var i Mordernes Vold, uden at du havde nogen anden til at beskytte dig. Efter ham paatog Erik Lam sig Omsorgen for dig saavel som for Riget, for at det Værk, som min Fader, hvem han længe havde tjent, havde paabegyndt, ikke skulde gaa til Grunde, og jeg var saa den tredje, som værnede om dig i din Ungdom, og det skal du vide, at jeg ikke har været mindre ivrig til at tage Vare paa dig end de andre. For at værne dit Liv greb jeg, inden du endnu var kommen til Skjels Aar og Alder, til Vaaben imod ham, som du nu stoler paa og plejer Venskab med. Havde jeg ikke da haft Lykken med mig, vilde Magnus' Søn have ladet dig undgjælde derfor, hvor uskyldig du end var. Havde han ikke frygtet mig som Tredjemand, vilde han ikke have taalt dig som den anden i Samlaget. Saa længe jeg lever, skal jeg beskytte dit Liv imod hans Rænker; naar min sidste Time kommer, slaar ogsaa din. Jeg tyer derfor saa meget tryggere til dig om Bistand, som jeg véd, at du skylder mig den for det gode, jeg har gjort dig. I Tillid til dit kjærlige Hjærte gjør jeg dig nu til Fredsmægler paa mine Vegne. Jeg vil være tilfreds med den Lod, du vil tildele mig, thi jeg har gaaet saa megen Ulykke igjennem i fremmede Lande, at jeg hellere vil leve som en ringe og fattig Mand i mit Fædreland end paa ny fordømmes til Landflygtighed. Jeg tror ogsaa, at naar du retsindig overvejer alt, vil du holde det for en Skjændsel at holde med Sønnen af din Faders Banemand frem for med Sønnen af hans Hævner". Da Svend kom med dette og andet saadant, betænkte Valdemar sig ikke paa at falde ham i Talen og sagde: "Du prøver forgjæves paa at forstyrre Enigheden imellem Knud og mig; han har ingen Del i sin Faders Brøde, og han har for længst givet mig fuld Mandebod for den. Naar jeg ikke længere har kunnet faa mig til at tjene under dig, skal du ikke søge Grunden dertil i Ustadighed hos mig, men i din egen Troløshed. Havde du ikke, da jeg fulgte dig paa din Rejse, sat dig for, at din Svigerfader skulde kaste mig i Fængsel og dræbe mig? Jeg var bleven lagt i Lænker og havde været Dødsens, hvis hans Retsindighed ikke havde gjort din Falskhed til Skamme. Hvor mange Gange har du ikke med Lumskhed og Svig stræbt mig og Knud efter Livet? Hvordan skulde du kunne finde dig i at have dem til Ligemænd, som du ikke har kunnet taale at have i din Tjeneste? Men for at man ikke skal lægge mig til Last, at jeg vender en Frænde Ryggen, vil jeg nu alligevel forsøge at hjælpe dine Sager paa Fode igjen, skjønt jeg udsætter mit Liv for Fare derved, men jeg gjør det ikke, fordi jeg stoler paa dit Løfte, men af Medynk med din Vanskæbne. Hvis du lønner denne min Godhed med Falskhed og Svig, skal du ikke bilde dig ind, at du har besnæret min Enfoldighed med dine Kunster, sig saa hellere, at det er vor Ærlighed og Ædelmodighed, der har ledet os i Fare". Nu forsikrede Svend med falske og hykleriske Ord, at han ikke pønsede paa Svig, og lovede ærlig og redelig at søge deres Venskab, saa meget mere, som han ikke havde nødig at sørge hverken for sit eget eller sine Børns Tarv. Selv var han nemlig saa syg, sagde han, at han næppe kunde have et Aar igjen at leve i, og han havde ingen Sønner, som han burde søge at skaffe Riget. Hvad andet end Synd og Skam skulde han altsaa kunne faa ud af at handle troløst? Han vilde derfor hellere finde sig i sin Skæbne, hvor bedrøvelig den end blev, end paadrage sig et forsmædeligt Rygte, bedække sit Minde med Skam og Skjændsel i Alverdens øjne og betale en stakket Stund paa Tronen med evig Vanære.

Da Valdemar havde forladt ham, begav han sig til Laaland, hvor han ikke nøjedes med nogle faa Hirdmænd, men hver Dag tog ny Krigsfolk i sin Sold, og efter saaledes betydelig at have forøget sin Stridsmagt, oppebiede han des tryggere den til Sammenkomsten berammede Dag, jo stærkere han blev, i den Formening, at han nu kunde forhandle om Fred med sine Medbejlere som med Ligemænd.

Paa den fastsatte Tid drog Knud og Valdemar til Laaland med hele den danske Adel. Da Valdemar plejede at omgaas Svend paa en fortroligere Maade, begav han sig til ham med nogle faa Ledsagere, medens Knud stadig nærede Mistillid til hans Ærlighed. Svend havde i den Tro, at Knud vilde komme i Følge med ham, underkjøbt nogle af sine Mænd til at yppe Klammeri med dem, saa der blev Bulder og Strid, og til paa én Gang at angribe begge hans Medbejlere med væbnet Haand. Da han nu saa', at Valdemar ikke havde sin Stalbroder med, opgav han sin Plan, idet han mente, at der ikke vilde være synderligt vundet ved, at den ene af dem blev ryddet af Vejen, naar den anden ikke ogsaa blev det. Valdemar, som godt mærkede hans Forræderi, lod som ingen Ting; Svend plagede ham med overvættes Smiger og indbød ham til en fortrolig Samtale næste Dag, men det vilde Valdemar ikke gaa ind paa undtagen paa det Vilkaar, at de begge hver for sig mødte ene, thi han var saa stærk, at der ikke var den Mand, han betænkte sig paa at give sig i Lag med paa Tomandshaand. Krigsfolkene fik derfor Befaling til at holde sig borte, og de talte da sammen og sammenkaldte Herredagen til næste Dag. Hvad enten det nu var, fordi han stolede paa sit Frændskab med Valdemar, eller det var for at skjule, at han pønsede paa Svig, gjorde Svend med Knuds Samtykke Valdemar til Voldgiftsmand og erklærede, at hvad han bestemte, vilde han gaa ind paa. Valdemar bestemte da, at de alle tre skulde bære Kongenavn, og delte hele Riget i tre Dele, af hvilke den ene var Jylland, som baade var stort og havde en til sin Størrelse svarende Folkemængde, Sjælland og Fyn den anden og Skaane med tilhørende Landsdele den tredje. Som den, der havde foretaget Delingen, havde han Ret til at vælge først, og han valgte da Jylland og gav derefter Svend Lov til at vælge. For ikke at blive klemt inde imellem sine to Medbejlere valgte Svend Skaane, og øerne, som de andre havde forbigaaet ved deres Valg, tilfaldt altsaa Knud. Den sluttede Overenskomst bekræftedes med Ed, for at Frygt for at krænke Religionen kunde afholde dem fra Svig, og med opløftede Hænder kaldte de Skaberen til Vidne og lod sig ikke nøje med at stadfæste deres Pagt med menneskelige Vidnesbyrd, men skjød Sagen ind under Gud og nedbad hans Hævn over den, som blev mensvoren. Bisperne gav ogsaa deres Ord med i Laget og truede dem, som brød Forliget, med Kirkens Band. Derhos blev det vedtaget, at de strax skulde meddele hinanden, naar nogen satte ondt for nogen af dem, for at Venskabet og Endrægtigheden imellem dem ikke skulde forspildes ved hemmelig Bagvaskelse.

Da de var komne overens om alt dette, drog Knud i Følge med Valdemar i Forvejen til Sjælland, som var tilfaldet ham, for at rede til Gjæstebud for Svend, som havde lovet snart at følge efter. Da han Dagen efter fik at vide, at Svend var kommen til Ringsted, drog han ham i god Tro i Møde, men da han undervejs mødte Provsten i Ringsted, som fulgtes med den tyske Ridder Radulf, og de fortalte ham, at det var blevet meldt Svend, at han kom med et talrigt Følge af væbnede Mænd, fattede han Mistanke og besluttede at tage sig i Agt, hvorfor han opgav sit Forsæt at drage Svend i Møde, da han tog det, han havde hørt, som et Vidnesbyrd om, at han pønsede paa Svig, og begav sig i Stedet for til Landstinget, som just holdtes den Dag under stort Tilløb af Almuen. Valdemar, hvis Troskyldighed var større end hans Mistænksomhed, blev i Tillid til den sluttede Overenskomst ved sit Forsæt og drog til Svend, hvorved han lagde mere Bestandighed end Forsigtighed for Dagen. Der stod en Hob af Kongens Krigsfolk opstillede fuldt rustede og med Paalæg om at dræbe Knud og Valdemar, i Fald de indfandt sig der begge to, men da Svend saa', at den ene af dem holdt sig borte, kaldte han Krigsfolkene tilbage og modtog Valdemar med mange fagre Ord. Da Valdemar spurgte ham, hvorfor han havde væbnede Mænd om sig, skjønt der ingen Fare var paa Færde, fortalte han ham, hvad Rygtet havde meldt, og da saa Valdemar overøste ham med Bebrejdelser for hans Troløshed, skjulte han sit Anslag og forstod at give det Udseende af, at han var langt fra at tænke paa sligt. Derpaa drog han efter Knuds Indbydelse til Roskilde for at deltage i et Gjæstebud dér, hvor Knud var Vært. Han tilbragte Natten dér med Svir og Lystighed, og ved Daggry begav han sig med et lidet Følge ud til Thorberns Gaard ikke langt fra Byen, som om han var opsat paa at se til sin lille Datter, der blev opfostret dér. Der fortælles, at Thorberns Hustru skal have sagt, at det undrede hende, at han kunde finde sig i at nøjes med en Tredjedel af det Rige, han havde haft helt og holdent, og disse haanlige Ord eggede saa paa det stærkeste Svend til at begaa sin Udaad. Hen ad Aften kom der nogle Folk, som Knud havde sendt ud for at hente ham hjem til Nadveren. Thorbern tog overordentlig venskabelig imod dem, og da de spurgte, hvorfor Kongen lod vente saa længe paa sig, svarede han, at Grunden var, at han havde faaet Hovedværk af Osen og Dampen i Badstuen. Svend selv undskyldte sig derimod for, at han havde tøvet saa længe, med, at han havde fornøjet sig saa meget over sin lille Datters barnlige Sødhed. Disse modstridende Forklaringer var strax Knuds Sendemænd paafaldende. Da han efter deres Opfordring var vendt tilbage til Byen, blev der, som for at hædre ham som den ældste, anvist ham Plads imellem de to andre Konger. Da Bordene efter Maaltidet var bleven tagne bort, og Gildelystigheden steg, alt som Bægrene gik flittig rundt i Laget, bad Svend om et Brætspil og gjorde sig til af, at det Spil var han overmaade dygtig i, thi under hans Udlændighed havde det plejet at være hans største Fornøjelse. Disse Ord lød vel som Praleri, men i Virkeligheden indeholdt de jo imidlertid en bitter Erindring om, hvad han havde gaaet igjennem. Spillet blev der imidlertid ikke noget af, da der ikke var noget Tavlbord at opdrive. Saa gav en tysk Sanger sig blandt andet til at kvæde om Svends Flugt og Landflygtighed og gav ham i sin Sang adskillige Skoser og Haansord. Da Gjæsterne satte ham skarpt i Rette herfor, skjulte Svend sin Ærgrelse og bød ham blive ved og tage Bladet endnu mere fra Munden angaaende hans Gjenvordigheder, det var ham en stor Fornøjelse at mindes sine Ulykker, nu de var overstaaede, sagde han. Da Tusmørket faldt paa, og der som sædvanlig blev bragt Kjerter ind, kom en af Svends Krigsmænd ved Navn Ditlev tilbage efter kort i Forvejen at være gaaet bort fra Gjæstebudet, og nu stod han ganske tavs og spejdede efter Lejlighed til at begaa Udaaden. Da han havde staaet saaledes en liden Stund maalløs, og som om han var falden i Staver, bredte Knud sin Kappe ud paa Gulvet og bød ham tage Sæde paa den næst ved ham. Han takkede for den store Ære, Kongen viste ham, men gik ud og kom strax efter ind igjen og betydede ved et næsten umærkeligt Nik Svend, at han skulde komme hen til ham. Da Svend ikke saa' dette hemmelige Vink, sagde Knud til ham, at Ditlev kaldte paa ham. Svend rejste sig op og gik hen til ham, og Ditlev hviskede noget til ham, hvorpaa alle Svends Mænd stak Hovederne sammen med dem og gav deres Ord med i Laget, men saaledes, at ingen at dem, der sad længere borte, kunde høre, hvad de sagde. Nu var det, som om det gik op for Knud, at der var Svig paa Færde; han krystede Valdemar i sine Arme og kyssede ham. Da han ellers aldrig plejede at bære sig saaledes ad, spurgte Valdemar, hvad Meningen var med, at han saaledes kjærtegnede ham, men han vilde ikke sige det. Imidlertid lod Svend sig af en Kjertesvend lyse ind i sit Sovekammer ad en Bagdør, men hans Krigsfolk blev tilbage i Hallen. De, som han havde beskikket dertil, gik strax med dragne Sværd løs paa Knud og Valdemar. Valdemar sprang imidlertid hurtig op fra sit Sæde, viklede sin Kappe om Haanden og afbødede ikke blot med den de Hug, der rettedes mod hans Hoved, men gav ogsaa Ditlev, der styrtede voldsomt ind paa ham, et saadant Stød for Brystet, at han styrtede til Jorden. Valdemar faldt ogsaa selv og blev haardt saaret i Laaret, men han kom strax paa Benene igjen, og uden at ænse sit Saar brød han igjennem de Skarer, der stillede sig i Vejen for ham, og løb ud af Døren; en, der paa et mørkt Sted kom imod ham og greb fat i Kvasterne i hans Bælte for at holde ham tilbage, sled han sig løs fra. Imidlertid slog nogle Vinduerne op, for at Mørket ikke skulde hindre dem i at fuldbyrde deres Niddingsværk. Ditlev sprang op fra Gulvet og kløvede Hovedet paa Knud, der ikke havde andet end Haanden til at bøde for sig med. Absalon opfangede ham halv død i sine Arme, og i den Tro, at det var Valdemar, greb han med sine Hænder om det blodige Hoved og lagde det op til sit Bryst, thi midt under Vaabengnyet tænkte han mindre paa sin egen Frelse end paa at sørge for Kongen, hvis Hjærte endnu slog. Omsider skjønnede han af den faldnes Dragt, at det var Knud, han holdt i sine Arme, og hans Sorg blev blandet med Glæde. Dobik, en udmærket tapper Mand, blev dræbt, medens han søgte at hævne Kongemordet paa Morderne. Da Mørket ikke gjorde det muligt at skjelne nogen, styrtede man med dragne Sværd løs paa dem, der var nærmest ved Døren, uden paa Grund af Mørket at vide, om det var Venner eller Fjender. Knud havde nu opgivet Aanden i Absalons Arme, og for at slippe ud hviskede Konstantin, en af Kongens fortroligste Venner, nu til Absalon og bad ham om at søge til den ene af Dørene, medens han selv søgte til den anden for saa meget sikrere at komme ud af den; han slap ogsaa ud, men blev greben og dræbt af dem, der var udenfor. Uden at tænke paa sin egen Frelse føjede Absalon ham, lagde ærbødig Knuds Lig fra sig og gik uden at ænse nogen Fare frem imellem de hærklædte Mænd og værdigede ikke de mange, der spurgte ham om hans Navn, noget Svar. Ved saaledes standhaftig at holde Tand for Tunge banede han sig lykkelig og vel Vej imellem Fjenderne. Midt paa Broen mødte han Radulf, som ikke blot forbandede dem, der havde begaaet saa afskyelig en Niddingsdaad, men ogsaa dem, der var Medvidere i den, og forsikrede, at han ikke i fjærneste Maade havde Del i den. Efter ham kom Peder Temme farende i fuldt Løb og truede paa en haanlig Maade ad Absalon, idet han løb ham forbi. Da han var naaet til den søndre Port paa Hellig Trefoldigheds Kirkens Gaard, blev Absalon imidlertid angreben af en talrig Flok fjendtlige Krigsfolk, som svang deres Sværd over hans Hoved, men saa kom der en Mand til tillige med nogle andre, og han ikke blot værgede ham med sit Sværd og ved at bøde for ham med sit Legeme, men truede endogsaa en, der vilde jage sit Spyd i Brystet paa ham, med, at det skulde komme ham dyrt at staa, hvis han ikke holdt inde, og saaledes hjalp han ham til at slippe uskadt derfra. Absalon gjorde ogsaa selv sit for at undgaa at blive gjennemboret, thi han bukkede sig saa betimelig, at Spydet ikke naaede længere end til hans inderste Klædningsstykke. Saaledes sparede Skæbnen den Mand, der skulde blive Fædrelandets Støtte, for at Haabet om, at Danmark kunde komme paa Fode igjen, ikke skulde gaa fuldstændig til Grunde. Efter at være sluppen bort fra Roskilde naaede han i Løbet af Natten til Gaarden Ramsø, hvor Bonden blev meget forbavset over, at han saadan kom ene, og nær var gaaet fra Sans og Samling, da han fik at vide, hvad der var foregaaet i Roskilde. Efter at have faaet en frisk Hest af ham begav Absalon sig først til sin Søster, der var gift med en Mand ved Navn Peder, og derpaa til sin Moder, som, da han fortalte hende, at Knud var bleven dræbt og Valdemar haardt saaret, følte større Sorg over den Ulykke, der havde ramt dem, end Glæde over, at Sønnen var sluppen uskadt derfra.

Imidlertid gik Valdemar, som kun havde faaet to af sit Følge med sig, opsat paa at bjærge Livet, af Sted, uagtet han næsten ikke kunde gaa for det Saar, han havde i Laaret, men Nøden tvang ham dertil, hvor meget Saaret end hindrede ham; i den Grad kan Frygt, der nager Sjælen, overvinde legemlig Smerte. Hans to Følgesvende fik skaffet ham en Hest, og det traf sig saa, at han kom til den samme Gaard, hvor Absalon kort i Forvejen havde været og fortalt, hvorlunde det var gaaet ham. Da han fik at vide af Bonden, at Absalon nylig var taget hen til sin Moder, fik han nogle Folk, som var godt kjendte med Egnen, til at vise sig Vej og skyndte sig efter ham; saaledes hjalp den overhængende Nød og Fare, som plejer at gjøre de svage haardføre, ham til at bære sine Legemssmerter. Dér blev hans Saar plejet, og efter at have faaet Laaret forbundet tilbragte han Resten af Natten der.

Ved Daggry sammenkaldte Svend Byens Borgere og kærede for dem over, at hans Medbejlere om Natten forræderisk havde overfaldet ham, fremviste sin Kappe, som han selv med Flid havde stukket Huller i, og sagde, at Knud og Valdemar havde krænket Gjæstevenskabets Ret, kaldte dem Menedere, Røvere og Mordere, takkede Gud, fordi han ved den enes Død havde forebygget den Niddingsdaad, de begge pønsede paa, og bad dem om at hjælpe sig imod ham, som endnu var i Live. Ingen troede dog, hvad han sagde, thi hans Svig var aabenbar. For at Valdemar ikke skulde faa Lejlighed til at flygte bort til Søs, bød han derpaa, at alle Skibe paa hele øen skulde gjøres lække, og lod alle øde Steder omhyggelig ransage i den Tro, at han havde søgt Skjul der. Valdemar, som kun havde sine tre Følgesvende at stole paa, søgte derfor ikke til Skovenes Tykninger eller utilgængelige Sumpe, men flakkede om i Skovene, hvor de var tyndest, idet han holdt for, at han var sikrest dér, hvor Fjenden mindst tænkte sig, han var. Han sendte ogsaa Esbern med en Flok Folk ud paa aaben Mark langt borte fra, hvor han selv var, for at det, naar han saaledes af og til viste sig paa Steder, hvor alle kunde se ham, skulde se ud, som om det var Valdemar. Og under Esberns Anførsel viste der sig ogsaa mange Folk paa forskjellige Steder, hvor de gav det Udseende af, at Kongen agtede at udskibe sig dér. Da Valdemar omsider havde besluttet sig til at drage over til Jylland, bød Esbern en Tømmermand, der var en god Ven af ham, at gjøre et Skib i Stand, som han kunde sejle derover paa, men da Manden var bange for, at Svend skulde straffe ham derfor, bad han Esbern give det Udseende af, at han gjorde det nødtvungen. Esbern indfandt sig da en Dag i hans Værksted, hvor der var helt fuldt af Bønder, og bad ham først med gode Ord om at gjøre det, og da han vægrede sig derved, lagde han Haand paa ham og førte ham bunden bort, og saa gjorde han det. Ved saaledes at give det Udseende af, at der blev øvet Vold imod ham, magede han det altsaa saa, at han adlød og tjente sin Ven, uden at Svend kunde straffe ham derfor. Efter at Esbern nu havde faaet Skibet forsynet med de fornødne Redskaber og med Levnedsmidler, gik Valdemar ved Nattetid til Søs med sine Folk, men saa rejste der sig pludselig en Storm, og Havet kom i et usædvanligt Oprør. Mægtige Bølger overskyllede Stridsmændene, saa de blev i den Grad forfrosne, at de ikke kunde røre et Lem og derfor ikke kunde sætte Sejlene, som Sejladsen krævede det. Stormen var saa stærk, at Raaen knækkede og gik over Bord, og Regnen skyllede i den Grad ned, at den gav lige saa meget Vand inden Bords som Bølgerne. Styrmanden gav Skibet helt til Pris for Vind og Vove, thi da han ikke vidste, hvordan han skulde styre, slap han Styret og lod Vinden raade, som den vilde. Luften lyste af en Mængde Lyn, der fulgte Slag i Slag efter hverandre, og Tordenbragene buldrede. Omsider drev den rasende Storm dem, uden at de vidste, hvor det bar hen, ind under en ø, hvor de, da Ankere ikke mægtede at holde Skibet, slæbte det paa Grund op imellem nogle Træer, hvis Grene de bøjede og stak ned i Spygatterne, og paa den Maade fortøjede de det, saa at det ikke kunde vælte og blive slaaet i Stykker. Samme Nat strandede en vendisk Flaade paa femten Hundrede Skibe, der havde lagt ind ved Halland. De af Besætningen, der slap levende i Land, maatte springe over Klingen.

Ved Daggry gav Valdemar sig atter til Søs, efter at Folkene var komne til Kræfter ved Hjælp af de Levnedsmidler, Esbern havde forsynet Skibet med, og naaede Jylland med god Bør. Han begav sig til Viborg, hvor han paa Tinge kærede over Svends Svig og vakte Sorg i alles Sind ved den bedrøvelige Fortælling om, hvad han havde oplevet. Synet af hans Saar vakte lige saa stor Deltagelse for ham som Tillid til hans Ord, saa det er ikke let at sige, om det Saar mest var ham til Gavn eller til Fortræd.

Da Svend fik Nys om, at han var flygtet, lod han Skibene, som han havde ladet ødelægge, gjøre i Stand igjen og agtede sig over til Jylland, men saa øvede Absalons Moder og Søster med mandigt Mod en herlig Daad. For at sinke Kongens Afrejse lod de nemlig ved Nattetid hugge Huller i de Skibe, han agtede sig af Sted med, saa Svend maatte tøve en god Stund, medens de blev gjort i Stand igjen. Da han omsider havde faaet dem alle sammen i Orden igjen og var naaet over til Fyn, besluttede Valdemar, som holdt for, at det var bedst at møde sin Fjende saa hurtig som muligt, at hindre ham i at gjøre Landgang i Jylland. Da Svend fik Nys herom, begav han sig tilbage til Sjælland og opbød Landsens Folk dér og i Skaane til Leding, og tog saaledes Rigets Stridsmagt til Hjælp, uagtet det ikke var Rigets, men hans egen Sag, det gjaldt. Imidlertid begav Valdemar, som skjønnede, at det var usikkert, hvilket Udfald Kampen vilde faa, sig tilbage til Viborg, hvor han fejrede sit Bryllup, dels for lettere at faa dem, der havde kæmpet for Knud, til at gaa over til sig, dels for at Fjenderne ikke skulde kunne berøve hans fagre Fæstemø hendes Kyskhed. Derpaa bød han sine Stridskræfter samle sig og drog til Randers i den Hensigt derfra at begive sig til Sjælland og angribe denne Landsdel, fordi Svend havde sit Tilhold dér. Adskillige af Svends Stridsmænd sluttede sig nu ogsaa til Valdemar, fordi de var opbragte over den uhyre Niddingsdaad, han havde begaaet, og holdt det for en Skjændsel at hjælpe den, der havde gjort sig skyldig i en saadan Gjerning. Svend, som fandt det hæderligere at yppe Krig end at tage imod den, og som var alt for stor paa det til at kunne holde sig inden for en enkelt Landsdels Grænser, samlede Skibe fra Fyn og Sjælland og drog over til Jylland. Efter at have ladet Skibene lægge ind i Djursaa begav han sig med de flinkeste af sine Ryttere til Viborg, skjønt det var tvivlsomt, om han kunde lide paa Borgerne dér. Da Valdemar havde faaet dette at vide af en Overløber, samlede han Krigsfolk, saa hurtig han kunde, og sendte Saxe og Buris af Sted med Skibe, for at de skulde fordrive den fjendtlige Flaade. Ved disse Mænds Myndighed lod Sjællænderne sig bevæge til at sejle hjem, idet de holdt for, at de burde tage mere Hensyn til deres Frænders og Venners Formaninger end til Kongens Befalinger og hellere falde fra ham end gaa fjendtlig til Værks imod dem. Fynboerne derimod, hos hvem Hensynet til Kongen havde mere at sige end Hensynet til, hvad nogle Enkeltmænd sagde, ænsede ikke deres Formaninger og maatte bøde derfor ved at lide et Nederlag og slagne give sig paa Flugt, saa nu blev de nødte til at gjøre, hvad de havde vægret sig ved, da de kunde have gjort det uden endnu at have lidt nogen Skade. Ingen af de Ulykker, der var overgaaet Svend, gik ham saa haardt til Hjærte som denne. Derefter fik Esbern Befaling til at udspejde, hvad Fjenden havde i Sinde, og da han til den Ende var kommen nær op til Viborg, mødte han Svends Hær, som var paa Vej til Randers, og tog den i øjesyn. For at det ikke skulde hedde sig, at han i sin Egenskab af Spejder var mindre tapper end agtpaagivende, satte han drabelig ind paa nogle af de forreste, som red temmelig spredt, og strakte dem med stor Mandhaftighed til Jorden med sin Lanse. Deres Heste bemægtigede han sig og lod sine Følgesvende trække dem bort ad en Lønsti. Svends Folk troede nu, at den fjendtlige Hær var lige ved dem, skyndte sig at gribe til Vaaben, besteg deres mest udsøgte Heste og lavede sig til at holde Slag. Da de var komne over Bakkerne og kunde se ud over Sletten, saa' de, at Esbern var ene, og lod derfor de hurtigste af Rytterne sætte efter ham. Esbern, som stolede paa sin rappe Hest, holdt imidlertid saa stor Afstand imellem dem og sig, at han nu og da kunde give sig Tid til at staa af og hvile sig. Da hans Forfølgere saa', at det var forgjæves, at de søgte at indhente ham, raabte de langt borte fra til ham og bad ham om en Samtale paa Tro og Love. Esbern svarede, at det vilde han ikke indlade sig paa, eftersom man ikke kunde stole paa dem paa den Tid af Døgnet, hvorved han vittig bebrejdede dem den Troløshed, de for stakket siden havde begaaet i Roskilde. Han tillod kun en af dem ved Navn Peder Temme, som han stolede paa for gammelt Venskabs Skyld at komme nærmere, efter at han havde givet sit Ord paa, at han ikke vilde svige ham. Medens Peder nu spurgte ham ud om mangt og meget angaaende Valdemar, gav de andre sig til at holde Dystridt for under Paaskud heraf at komme bag paa ham. Esbern opfordrede da Peder til at give Agt paa, hvad hans Stalbrødre havde for, og da Peder var bange for, at de ved at fare med Svig skulde gjøre det Løfte, han havde givet, til Skamme, fældede han sin Lanse og raabte, at hvis nogen angreb Esbern, gjennemborede han ham. For at undgaa deres Svig skyndte Esbern sig imidlertid ad en snæver og bugtet Gjenvej hen til en Bro og afbødede med sin Lanse de Stød, de rettede imod ham. Efter gjentagne Gange at have skjældt dem ud, som de fortjente for deres Troløshed, red han langt bort fra dem og mødte saa nogle af sine Stalbrødre, som han fortalte, hvorledes han blev forfulgt af Fjenderne, og fik dem til at skjule sig bag nogle Buske ved Vejkanten, hvorpaa han selv strax sprang af Hesten. De, som var efter ham for at fange ham, havde endnu ikke opgivet Haabet om, at det vilde lykkes dem, og vedblev derfor med deres Forfølgelse. Da han saa' dem komme langt borte. sprang han igjen op paa sin Hest, gav den flittig af Sporerne og lod, som han gjorde sig al mulig Umage for at komme af Sted. Hans Forfølgere gjorde sig endnu mere Flid i Haab om at fange ham, drev deres Heste endnu ivrigere frem og vilde uden Tvivl selv være bleven fangne, hvis ikke en af dem, der laa i Baghold, i sin Utaalmodighed over at maatte vente var brudt for tidlig frem fra Skjulet, alt for opsat paa at komme i Kast med Fjenden. Da denne ene Mand brød ud, skjønnede de, at der var et Baghold, og skyndte sig over Hals og Hoved tilbage til deres Stalbrødre, saa de kunde snarere takke hans Utaalmodighed end deres egen Forsynlighed for, at de slap heldig fra det. Saaledes vilde Esbern ved sin Snildhed have hævnet sig for deres Troløshed, hvis hans Stalbrødres Fremfusenhed ikke havde hindret det. Da Valdemar fik at vide af ham, at Fjenden var ved at rykke frem, og han ikke mente, at han endnu havde Stridskræfter nok til at turde indlade sig paa at holde Slag, bød han, at Broen, der førte over til Byen, delvis skulde brydes af, saa at Fjenden ikke kunde komme over den, hvorved han baade opnaaede at faa et sikkert Værn for sin Hær bag Aaen og Lejlighed til at samle flere Stridskræfter. Da Svend nu ikke kunde komme over Aaen, og Valdemar ikke vilde gaa imod ham, besatte imidlertid de raskeste af de unge Mennesker paa egen Haand de Dele af Broen, der var tilbage paa begge Sider af Aaen, og kæmpede med Spyd og Pile, hvorved de gav store Prøver paa Tapperhed, thi da de ikke kunde komme til at gaa hinanden paa Livet løs, kunde de i deres ungdommelige Kaadhed ikke dy sig for at slaas med hinanden paa en lempeligere Maade.

Omsider fik Valdemar, hvis Hær voxede for hver Dag, der gik, Mod til at indlade sig i Slag og besluttede at gaa over Aaen paa et andet Sted og angribe Fjenden. Natten før Slaget skulde staa, bød han sine Folk at lade Hestene staa optømmede og helt lade være at fodre dem, for at de ikke, naar de havde ædt sig mætte og tunge, skulde være uskikkede til at løbe. Svend derimod, som havde sin Lejr ude paa Markerne, bød sine Folk at fodre deres Heste rigelig med den Overflod af Korn, der var, idet han ikke betænkte, at naar deres Maver var overfyldte, vilde det hindre dem i at løbe. Da Valdemar rykkede frem efter at have fylket sin Hær, saa' han en Skare komme frem fra den ene Side med skinnende Vaaben og prægtige Bannere. Han troede først, det var Fjender, men fik saa af sine Spejdere at vide, at de, han var bange for, var Vaabenfæller. Han indlemmede dem i sin Slagorden og gik nu saa meget frejdigere imod Fjenden, thi hans Hær var nu bleven saa stor, at ikke Tiendedelen af hans Folk kunde se, hvor Bannerne stod. Da de Spejdere, Svend havde udsendt, vendte tilbage med Besked om, hvor umaadelig store Fjendens Stridskræfter var, raadede de ham da ogsaa til hellere at søge at udmatte denne store Mængde end at indlade sig i Slag med den; for hver Dag, der gik, vilde den nemlig mindskes, baade hvad Antal og Forraad angik, sagde de. Dette fornuftige Raad huede Kongen vel, men en Mand ved Navn Aage Kristjernssøn fik ham ved sin Fremfusenhed til at forkaste det. Han sagde nemlig, at hvis Kongen ikke vilde holde Slag, vllde hans Krigsfolk forlade ham, thi de vilde ingenlunde varetage deres Tarv saa ilde, at Fjenden uhindret fik Lov til at bemægtige sig deres Gods, som var dem kjærere end Livet. Han bød ham derhos mindes, hvor tit en liden Flok havde vundet stor Ære ved at sejre; han skulde maale sin Styrke efter sine Mænds Mod og ikke efter deres Antal; gjorde han det, maatte de, hvor faa de end var, indgyde ham mere Tillid, end Fjenderne kunde indgyde ham Frygt ved deres Mængde. Der var ogsaa mere Grund til at foragte end til at frygte en Hær, som ikke bestod af tapre Krigsfolk, men af vaabenløs Almue. Ved saadan Tiltale lod Kongen sig bevæge til at forkaste det forstandige Raad og følge det fordærvelige.

Paa højre Fløj af Valdemars Fylking stod der en Del unge Mennesker, som havde staalgraa Kofter paa. Svends Folk troede, at det var Brynjer, de saa', thi det saa' ganske saaledes ud, og Kjærnen af Hæren gik derfor løs paa den Fløj, men da de opdagede, at de havde taget fejl, rettede de deres Angreb mod den Del at Hæren, Valdemar selv anførte. Værd at fortælle er det ogsaa, at der skal have kredset en saadan Mængde Ravne i Flokkevis omkring Valdemars Hær, at Krigsfolkene kunde naa adskillige af dem med deres Lanser og slaa dem ihjel. Midt i Hæren red en Sanger, som kvad den velbekjendte Vise om Svends troløse Mord for ved saaledes at opmuntre til Hævn at opflamme Krigsfolkenes Mod i Slaget. Da de skulde til at tørne sammen, var et Gjærde, som omgav Markerne, i Vejen for dem; da Rytterne paa begge Sider ikke turde sætte over det paa Grund af de spidse Staver, der ragede op i det, gav Valdemars Fodfolk sig i Færd med at rive det ned og begyndte Kampen. Svends Folk blev med Lethed overvundne og havde Nød med at fly, thi Hestene, som endnu var tunge af det Nattefoder, de havde faaet, kunde ikke løbe, thi overmætte, som de var, blev de hurtig trætte. Den Mand, der førte Svends Hovedbanner, sprang ganske vist af Hesten og gik løs paa Fjenden, idet han opmuntrede de flygtende til at tage Kampen op igjen, men da han saa', at der ikke fra nogen Kant kom Undsætning, plantede han Banneret i Jorden, holdt paa det med venstre Haand og fældede med højre Haand dem, der kom ham nær. Til sidst blev han, efter at have kæmpet berømmelig, fældet af den Mængde Fjender, der stimlede sammen om ham.

Svend kom med nogle faa af sine Mænd ud i en Sump; da Hesten blev siddende fast i Hængesækken, maatte han se at komme videre til Fods, og da Dyndet endda ikke kunde bære ham, maatte han kaste sine Vaaben. Skjønt han støttede sig paa sine Folks Skuldre, blev han til sidst saa overvældet af Træthed, at han bød sine Ledsagere fly og satte sig paa Roden af et enligt Træ, der stod, thi Kræfterne svigtede ham i den Grad, at han ikke engang kunde slæbe sig af Sted, naar han støttede sig paa andre. En af hans Folk vilde hellere lide, hvad det skulde være, end fejgt forlade ham; denne Mand faldt ved sin Konges Fødder, ihjelslagen af nogle Bønder, der var ude for at gjøre Bytte. De tog Svend til Fange, og da de spurgte, hvem han var, sagde han, at han var Kongens Skriver. Til sidst kjendte de ham imidlertid, og af Ærbødighed for hans Kongeværdighed satte de ham op paa en Hest, hvorpaa han bad dem om at føre ham til Valdemar, hvad enten det nu var Frygt for Bønderne eller Haab om Naade, der drev ham dertil, men i det samme sprang en af Bønderne pludselig ind paa ham og huggede Hovedet af ham med sin øxe. Hans Lig blev uden nogen som helst højtidelig Jordefærd begravet af Bønderne. Ulf, der var bleven fangen i Slaget og sat i Fængsel i Viborg, blev, da Esbern var den eneste, som vilde have ham skaanet, straffet paa Livet af Knuds Krigsfolk, som mente, at deres Herres Død burde sones med hans Blod. Ditlev blev ogsaa fangen, og da han blev ført til Pinebænken, søgte han først over for dem, der trak af med ham, ivrig at undskylde, hvad han havde gjort, og da det til sidst gik op for ham, at det ikke hjalp, hvor meget han saa end bad for sig, førte han sig saa krysteragtig op, at man ikke skulde tro, han var et Mandfolk, kunde ikke engang bare sig for at græde og hyle og viste i alle Maader, at han havde en Kvindesjæl i en Mands Krop. Saaledes blev han dobbelt straffet, fordi han havde myrdet Kongen, idet han først blev til Spot og Spe og derefter maatte bøde for sin Gjerning med Livet.

Magnus, Erik Lams Slegfredsøn, som med større Iver end Retsindighed havde forsvaret Svends Sag, mente, da han blev fangen, at nu vilde der times ham det værste, men Sejrherren viste ham en Mildhed og Naade, som langt overgik alt, hvad han kunde ønske sig. Da de, som havde taget ham til Fange, førte ham frem for Valdemar, skjænkede denne ham nemlig af Hensyn til deres Frændskab ikke blot Livet, men gav ham endogsaa mere Magt og Anseelse, end han havde haft tilforn, og skjønt det havde været mere end nok at lade ham slippe for Straf, viste han ham stor Bevaagenhed, for at han ikke ved strængelig at hævne sig paa ham skulde faa Ord for at tage mere Hensyn til sin Vrede end til Frændskabet. Skjønt Magnus havde fortjent Straf for sin skammelige Adfærd, kom han saaledes til Ære og Velstand, fordi han var i Slægt med Valdemar, som altsaa ikke satte ringere Pris paa en Fjendes Frændskab med ham end paa sine Tilhængeres Troskab og Lydighed og lønnede en Fjende lige saa godt som sine Venner. Buris, der ikke blot var i Slægt med ham, men ogsaa var ham tro og hengiven og havde været ham til stor Nytte i hans Kamp med Svend, lønnede han baade med Guld og Ære, og hans Broder Knud havde han nylig lige saa rundhaandet skjænket et Statholderskab. De, som havde tjent Knud, var imidlertid endnu ikke tilfredse med det Nederlag, deres Fjender havde lidt, hvorfor de i samlet Trop gik til Kongen og bad ham om at landsforvise dem, der havde raadet Svend til at dræbe Knud. Blandt andre forlangte de ivrig, at Thorbern skulde straffes, skjønt han i Slaget paa Randersbro, hvor de havde været til Stede, paa hvis Anstiftelse Drabet paa Knud var blevet begaaet, havde nægtet, at han havde nogen Del i dette Forræderi, og i skarpe Ord fordømt dem, der havde haft med det at gjøre. Kongen var bange for, at hvis han dømte saa mange af Rigets Ædlinger til Landflygtighed, vilde han skaffe Knud og Buris, som han ikke ret stolede paa, en væbnet Hjælp imod ham selv i de forviste, og han vilde derfor hellere tilgive de skyldige end skaffe dem, der vilde ham ilde, nogen Støtte. Til sidst, da de blev ved at trænge paa, gav han imidlertid efter, for at det ikke skulde faa Udseende af, at han var lunken i sin Hævn over Knuds Drabsmænd, og lovede at landsforvise dem, de vilde have straffet, paa den Maade, og at de kun skulde faa Lov til at vende tilbage til Riget, naar de, paa hvis Foranledning han forviste dem, selv bad derom. Han vidste nemlig, at Menneskets Sind let kan omskiftes fra Had til Kjærlighed, og at Folks Følelser forandrer sig, efter som Tider og Omstændigheder skifter, thi de er aldrig saa bitre, at Tider og Omstændigheder ikke kan mildne dem. De øvrige af Svends Tilhængere tilgav han, da man bad ham derom, thi han vilde hellere have Nytte af dem som tapre Krigsfolk end straffe dem, og han var saa meget tilbøjeligere til at vise dem Godhed, som han vidste, at de ikke var Medvidere i det morderiske Anslag.