Svolderslaget og Tidsregningen i den norske Kongerække

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Adolph Ditlev Jørgensen (1840-1897).


Svolderslaget og Tidsregningen

i den norske Kongerække


Af Adolph Ditlev Jørgensen



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1869



Blandt de navnkundige begivenheder i vor ældste historie er der neppe mange, som synes at stå i et så klart lys for alle, der med glæde dvæler ved fortidens store minder, som det søslag, i hvilket Olav Trygvesøn fandt sin død. Alt synes her at være fuldstændig overskueligt, tiden og stedet ikke mindre end handlingens hele gang, dens oprindelse og følger. — Alligevel turde der også her, som de fleste steder i oldtidens historie, være et og andet at underkaste en nøjere prøvelse, en og anden forbindelse at tvivle om og at efterspore. Der er nemlig i selve den skønne sagas fremstilling noget næsten foruroligende fuldendt, en så afsluttet helhed og gennemsigtig klarhed, at det synes utænkeligt andet end at der her foreligger en blanding af digtning og sandhed, især når der ses hen til at fortællingen først er optegnet et par hundred år efter begivenheden, og at den angik hin eventyrlige helt, der var sit folks yndling og genstand for eftertidens beundring. Kampens enkeltheder vil vi aldrig få nogen anden eller bedre underretning om end den, der kan hentes af de norske kongesagaer og tildels af Saxe; forholdene, der fremkaldte sammenstødet derimod, og følgerne af den afgørelse, det førte til, er det kritikens opgave at veje. Det er, om man vil, kun rammen, men en ramme, der ikke blot samler billedet, men tillige forbinder det med sine omgivelser og fremhæver dets hele skønhed og betydning.

Kritiken vender sig i dette tilfælde som så ofte først mod et punkt , der ved første øjekast synes aldeles underordnet, men i virkeligheden er af stor betydning, — og det ikke blot for denne ene begivenhed, — nemlig det år, i hvilket slaget fandt sted. Hvor overordenlig megen forvirring der i historien er opstået af en falsk tidsregning, hvor vigtigt ofte et årstal eller en opgivelse af dag og time kan være til at forstå en begivenheds indre sammenhæng og udvikling, det overses i almindelighed af dem, der kun flygtigt vil nyde granskningens resultater, men føles desmere af hver, som selv søger forståelsen på første hånd og ønsker at efterspore tildragelsens udvikling og dens forhold til det foregående og efterfølgende.

Hvad nu tidspunktet for Svolderslaget angår, da er det vistnok kun den avtoritet, hvormed det fra først af er bleven bestemt, og den tradition, ifølge hvilken det af historieskriverne er bleven taget til udgangspunkt for alle kronologiske beregninger, der ligesom har holdt kritiken og undersøgelsen borte fra det; thi såvidt mig bekendt har ingen søgt at eftervise dets rigtighed, ligesålidt som nogen har angrebet den. Der gives nu ganske vist overalt i historien faste holdepunkter, som det ikke går an at røre ved, fordi de er så godt afhjemlede ved samtidiges troværdige vidnesbyrd, at enhver tvivl om deres rigtighed strider mod alle videnskabens grundsætninger; men det tilkommer da rigtignok også kritiken at godtgøre deres urokkelighed med fyldestgørende grunde. Til disse utvivlsomme kendsgerninger er det nu saa langt fra at opgivelsen af året 1000 for Olav Trygvesøns fald hører, at det tvertimod neppe vil være vanskeligt fra virkelig faste holdepunkter at godtgøre dens upålidelighed.

Det er som bekendt Are Frode, i hvis "Islændingebog" den bemærkning først træffes, at Olav faldt samme år som kristendommen blev vedtagen på Islands althing, nemlig 1000 vintre efter Kristi fødsel, 130 efter den hellige Edmunds død. Der må dog strax her lægges mærke til den forskellige grad af sikkerhed, hvormed han fremsætter de to ting: kristendommen vedtoges, "som alle siger", "efter den almindelige tidsregning" i året 1000, men samme år faldt kong Olav "efter Sæmund præsts saga[1]. Herved kommer der fra først af en usikkerhed ind i bestemmelsen, der svækker dens umiddelbare krav på tiltro; siges dette at være Sæmunds beregning, da ligger der heri en tilståelse af, at der kunde tænkes en afvigende, eller at en sådan i virkeligheden var opstillet, og at der ikke for forfatteren forelå afgørende grunde til at foretrække den ene for den anden, skøndt han dog holdt sig til den, der forekom ham at være den sandsynligste. Ja, der behøver end ikke at ligge såmeget til fordel for Sæmunds opgivelse i Ares ord; han kan blot ville gengive den, uden at udtale sig for eller imod, blot som et tilknytningspunkt imellem de norske og islandske begivenheders følgerække, og han vilde godt kunnet nøjes med at stille sine ord som han har gjort, om han for sit vedkommende ikke antog, at de to begivenheder lå slet så nær sammen.

En anden mislighed ved året 1000 er selve dets "runde" skikkelse; det er farligt for en begivenhed at komme i nærheden af et sligt årstal, når ikke alt er klart og bestemt i den, der ligger i det runde tal en fristelse, der voxer i samme forhold som sikkerheden aftager. For en omtrentlig opgivelse er dette da også ligegyldigt, men for forståelsen af en kronologisk sammenhæng kan det være af afgørende betydning at få et faktum fjernet fra et sligt år.

Men det er ikke nok at vække denne foreløbige mistanke mod Islændernes tidsregning i dette punkt, det vil være nødvendigt at stille sig denne for øje i sin helhed og at undersøge den i sine sammenføjninger. Der må da først og fremmest huskes på, at Are og Sæmund stod overfor tidsregningen i Nordens ældre historie væsenlig på samme måde som vi, uden andre hjælpemidler end dem vi kender: traditionen og enkelte hovedpunkter i den engelske kronologi. Denne sidste gav dem egenlig kun tre tilknytningspunkter, Edmunds, Olav den helliges og Harald Hårdrådes dødsår, 870, 1030 og 1066 ; den første gav dem de islandske lovsigemænds og de norske kongers og jarlers embeds- eller regeringsår tilligemed adskillige holdepunkter i deres historie. Alt andet er fremgået heraf og har altså ingen selvstændig betydning, alle gamle beregninger har kun den vægt, der altid må tillægges en mening af folk, der har taget sig så alvorligt af at klare de kronologiske spørgsmål, som Are og Sæmund; man bør ikke opgive den uden nødvendighed og uden at klare for sig, hvori dens fejl har sin grund.

Der er den mislighed ved en undersøgelse af Sæmunds beregning, at vi strængt taget ikke kender hans kilder nærmere. Snorre siger, at Are var den første, der skrev i det norske sprog, men det skrift, vi har af ham, kan i det tidligste være fra året 1134, da hans række af lovsigemænd går så langt, og det større, han først udarbejdede, siger han selv var skrevet for bisperne Thorlak og Ketel , hvem han viste det til , ligesom også til præsten Sæmund. Men Thorlak blev først biskop i året 1118 og Ketel i året 1122, så hele Ares forfatterskab falder efter denne tid; han døde først 1148. Endelig siger han i sin fortale til Islændingebogen, at han, efterat have vist bisperne og Sæmund sit første skrift, forøgede og rettede det i tidens løb, uden at han dog endnu vil udgive det, han her byder, for ufejlbarligt[2].

Slaget ved Svolder af Otto Sinding (1842-1909).
Herefter og efter Snorres udtrykkelige vidnesbyrd, at Are var den første, der skrev norsk, må man da antage, at Sæmund først af Ares forsøg fik tanken om at skrive de norske kongers levned, hvilken del denne derfor udelod af sine senere studier, idet han udelukkende holdt sig til Islands historie[3]. Sæmund må da vel også væsenlig have havt de samme eller ganske lignende kilder som dem, Are nævner og temmelig udførlig omtaler, og vi fejler derfor neppe synderlig ved uden videre at holde os til disse og lade de fortrin og mangler, der viser sig ved dem, være afgørende også for Sæmund.

Are Frode var født 1067, året efter Harald Hårdrådes fald. Fra sit 7de til 21de år opfostredes han hos Hall i Haukadal, der var så gammel, at han mindedes sin dåb af Thangbrand, som var sendt til Island af Olav Trygvesøn. Hos Hall opfostredes også Tejt, en søn af Islands første biskop, Islejf, der atter var en søn af den navnkundige høvding Gissur Hvide, der var de kristnes fører, da læren blev vedtagen på althinget; Tejt, siger Are, var den kundskabsrigeste mand, han havde kendt. Andre frasagn hørte Are af Thuride Snorredatter, der mindedes sin fader, som var 35 år gammel, da kristendommen kom til Island, og døde et år efter kong Olavs fald ved Stiklestad. Endelig fortæller Snorre i sin fortale til de norske kongers saga efter Ares egne ord i sit første (tabte) skrift, at han havde sine fortællinger af den norske historie af Odd Kolsøn, der atter havde dem af Thorgejr Afrådskol, som boede ved Throndhjem, da Hakon jarl blev dræbt.

Dette lyder nu vistnok altsammen meget tilforladeligt, men ved en nærmere prøvelse viser der sig dog forskellige misligheder. For det første må der da lægges mærke til, at Are modtog den bedste del af traditionen i sin barndom og første ungdom, medens hans videnskabelige syslen med den falder i en fremrykket alder. Mellemtiden mellem året 1000 og 1125 er desuden omtrent lige lang en vej for den menneskelige hukommelse, om den går gennem 3 eller et par flere sjæle; glemselen og misforståelsen gør sig ikke blot gældende ved overgangen fra det ene individ til det andet, men også i løbet af den enkeltes udvikling, under de forandringer, der overgår enhver levende ånd og de mangfoldige indtryk, den stedse modtager. Det er ikke så meget enkelthederne, der tabes, ikke fremstillingen af en begivenhed, der forvanskes, — skøndt der også i den henseende kan fremkomme forunderlige ting —, det er først og fremmest forbindelsen, der glemmes, tidsforholdet, der udslettes og helheden, der forstyrres. Og da går det den historiske tradition som hin slange i mythen, der altid tik to hoveder igen, hvergang den mistede et; neppe har glemselen udslettet et træk, før der ligesom af sig selv voxer et par andre ud; neppe er en forbindelse tabt af syne, før en anden vilkårligt knyttes og drager atter andre med sig.

At denne almindelige mislighed ved enhver tradition, der strækker sig over et århundred, i fuldeste mål er tilstede i Islændingebogen, har vi til al lykke et så håndgribeligt bevis på, at det synes at måtte vække selv deres betænkelighed, der er mest tilbøjelige til at holde på traditionens ufejlbarlighed; det er fortællingen om, hvorledes det gik til på althinget, dengang kristendommen vedtoges. Denne fortælling havde Are efter sit eget udsagn af Tejt, en sønnesøn af en af hovedmændene ved hin begivenhed, søn af Islands første biskop, den lærde Islejf, der var født nogle år efter og levede til 1080. Alligevel lader han lovsigemanden Thorgejr i sin tale for enighed på øen fortælle om den danske og norske konge, der havde ufred, men af deres høvdinger blev nødte til forlig — en begivenhed, der som bekendt først indtraf en 40 år efter!

Der er desuden en særlig mislighed ved bestemmelsen af det omtalte årstal, den nemlig, at vi slet ikke får nogen redegørelse for Sæmunds beregning, men tvertimod får et indtryk af, at den var en af flere og at der kunde være delte meninger om, hvilken der var den rigtigste. At idethele emnet for Ares historieskrivning ingenlunde af ham ansås for noget, der var at løbe til, fremgår tydeligt nok af hans foran omtalte indledning; der var tvertimod en række spørgsmål, man først efterhånden og vanskeligt kunde komme på det rene med, uden måske nogensinde at træffe det rette. Og at der var en afvigende tradition netop i det her omtalte punkt, får vi vished for i den bekendte saga om Laxdølerne, der i sine hoveddele hører til de ældste og sikkert mest fortalte på Island. Her siges der nemlig, at kristendommen blev vedtagen på Island året efter at Thangbrand havde været der, som også den almindelige tradition antager; men derpå fortælles, at Olav Trygvesøn først næste sommer frigav de gisler, han havde taget, og blandt hvilke den berømte Kjartan var. Og dette står ingenlunde i sagaen som noget uvæsenligt, der kunde forandres ved et par ord, det er tvertimod et betydningsfuldt led i fortællingen; thi i vinterens løb får Bolle, der er kommen tilbage til øen, tid til at overbevise Gudrun om at Kjartan er bleven hende utro og bejler til kong Olavs søster, hvorpå hun ægter ham tidligt på året derefter. Gudrun siges nu atter at være Ares oldemoder, og denne kan da ikke have været uvidende om disse tidsforhold, og om han end ikke har villet tilskrive dem nogen afgørende betydning overfor Sæmunds beregning, synes det dog næsten at måtte være dem, der har ladet ham ligesom tage et forbehold, idet han meddelte dens resultat ikke som noget, han selv antog, men som noget, der fandtes i Sæmunds saga.

Det bliver da et spørgsmål, om vi kan tilvejebringe bedre kilder end dem, der stod til Ares og Sæmunds rådighed og om det altså vil være os muligt at komme til sikrere resultater end de. Dertil må der ubetinget svares ja. På den ene side foreligger for os hele den samtidige evropæiske literatur med alle sine tilknytningspunkter i et ganske andet omfang end den kunde være hine Islændinge tilgængelig; på den anden hele den norske tradition, der først senere blev optegnet i sine forskellige former og med sine ældste kilder, de samtidige skjaldevers. Det denne tradition især søgte at holde fast af bestemte tidsopgivelser, var egenlig kun høvdingeskifternes indbyrdes forhold, kongernes og jarlernes regeringstid, på samme måde som Islænderne fastholdt lovsigemændenes embedsår, og ligesom de ældste danske kongerækker, de hamborgske erkebisperækker o. a. væsenlig holder sig hertil. Men dette er da også nok til at danne et fast grundlag for kronologien i sine hovedtræk, da der på ikke få steder findes tilknytningspunkter til udlandets samtidige og fuldstændig pålidelige årbøger.

Et sådant holdepunkt er da først og fremmest Olav den helliges dødsdag, d. 29 Juli 1030. Året opgives nemlig ikke blot som utvivlsomt af Are, men også af den angelsaxiske krønike, der er samtidig og i dette tilfælde taler om en begivenhed, der havde en ligefrem øjeblikkelig interesse for England, siden dets konge Knud den store derved blev endelig herre over Norge. Ligeledes taler en solformørkelse, der fandt sted d. 31 Avgust 1030, men senere henførtes til selve slagdagen, afgjort for dette år; thi medens det er ret vel begribeligt, at en naturbegivenhed, der for hin tid havde en så stor betydning, kunde sættes i umiddelbar forbindelse med et slag, hvorom rygtet lige var bleven udbredt over hele Norge, — så vilde det være urimeligt at antage, at en sammenblanding af de to dage kunde have fundet sted, dersom de skiltes ad ved år og dag; thi det må vel huskes på, at det ikke er en fjern eftertid, der henfører solformørkelsen til slagdagen, men at det allerede sker i vers, der tillægges samtidens mænd[4].

Kort over Gristow - Svolder (Kilde: Sofus Larsen: Jomsborg, 1932).
Fra dette år må vi da gå tilbage ved hjælp af sagaernes og årbøgernes opgivelser. Olav den digre, siges der hos Snorre, såvel som hos Theodorik munk og i Ágrip, var konge i 15 år; det samme er alt slået fast i et vers af den samtidige skjald Sighvat[5]. At der ikke herved skulde være regnet fra hans første ankomst til riget til hans død er højst usandsynligt, og det fører os altså til året 1015 som tidspunktet for hans regerings begyndelse. Dette stemmer også med den beretning, at hans broder Harald Hårdråde, der efter et vers af Thjodulf deltog i slaget ved Stiklestad som 15årig dreng, lå i vuggen den første vinter Olav tilbragte hos sin svoger Sigurd Syr[6]. Da Olav kom til landet, havde Hakon Eriksøn været jarl et år og før ham havde hans fader været det i 12 år, medens Sven endnu sad i riget et år efter Hakons fordrivelse. Dette fører os tilbage til året 1002 som tidspunktet for Olav Trygvesøns fald og Erik jarls tilbagekomst til sin faders rige. Dennes 12 år omtales ikke blot af Snorre, men også af Ágrip og Fagrskinna, og traditionen må have været meget udpræget i den henseende, siden det blev optegnet, skøndt det var vanskeligt at forene den øvrige tidsregning dermed[7].

Der er imidlertid i selve sagaernes fejl i tidsregningen for de to Olavers vedkommende noget, der taler for de her opstillede tal. En række af de ældste og bedste kilder henfører nemlig Olav den helliges fald til året 1028 eller 29; Are og Sæmund med deres efterfølgere er ene om det rigtige år[8]. Det ligger da nær at antage, at man er gået ud fra året 1000 som det nemmeste og tilsyneladende sikreste holdepunkt, og at der derfra er talt 28 eller 29 år frem, alt som der regnedes 1 eller 2 år mellem Erik jarl og kong Olav. At den ældre Olavssaga udtrykkelig siger (k. 53), at der efter folks sigende var hengået 30 år mellem de to Olavers fald betyder ikke meget, da dette jo fremgik af Sæmunds skrift, medens det sikkert er den af literaturen upåvirkede norske tradition, der er opbevaret os i Ágrip og hos Snorre.

Også på en anden måde viser det sig, at den opstillede kronologi bragte historikerne til falske formodninger og påstande. For at udstrække afstanden mellem de to Olaver til 30 år siger nemlig Are, at den sidste Olavs 15 år skal regnes indtil hans fordrivelse fra Norge (1028), medens Snorre vil have dem regnet fra Sven jarls fordrivelse året efter Olavs ankomst; i begge tilfælde vilde tidspunktet for denne blive flyttet længere op i tiden, til 1013 eller 14. Men dette står i strid med hvad vi ved andetstedsfra, at Erik Jarl først forlod Norge, dengang kong Knud samlede folk til sit Englandstog efter Sven Tveskægs død, der indtraf 1014. Og først efterat Erik ikke blot havde forladt Norge, men var kommen til England, hvad der først skete det følgende år, kunde Olav, der opholdt sig her, falde på at vende tilbage til sit fædreland. Men denne tidsbestemmelse, der ligesålidt lader sig rokke som den for kong Olavs fald, udelukker da alle gamle og nye forsøg på at slippe fra sagaernes tydelige udsagn, der fører os til året 1002 for Svolderslaget.

Men til det selvsamme resultat kommer vi ved en bevægelse fremad fra et tidligere tidspunkt. Der haves nemlig et sådant, vel ikke så udtrykkelig afhjemlet ved fremmede kilder som Olav den helliges fald, men dog godtgjort ved et utvivlsomt tilknytningspunkt, nemlig Harald Gråfels fald ved Hals. Der siges i tillægget til Landnámabok, at der var stor hungersnød på Island det år, Islejf blev viet til biskop i Bremen; men 80 år tilforn, det år, da Harald faldt, var der dog en endnu større; da åd folk krager og ræve og alt urent. Denne opgivelse er bestemt nok, og stemmer på det nøjeste med hvad vi ved andetsteds fra. Islejf døde i året 1080; der siges, at det var på en søndag, 6 nætter efter Peders og Povls dag, hvad der netop træffer således det år; da havde han været biskop i det hele i 24 år, som hans søn Tejt selv sagde[9]. Dette fører os til året 1056 for den sidste store hungersnød i Norden. Men dette år bekræftes desuden af, at der var stor misvæxt og nød også i Tyskland efter de samtidige årbøgers vidnesbyrd[10]. Den første hungersnød falder altså i året 976, hvad der bekræftes af den engelske krønike, der ligeledes giver samtidige efterretninger[11]. Forbindelsen med Harald Gråfel er endelig ikke heller tilfældig, men begrundet i selve begivenhedernes uadskillelighed; det var jo nemlig den store misvæxt, der gav anledning til forræderiet mod ham. Der er nu i virkeligheden heller ikke det mindste i vejen for at holde sig til dette år og den deraf fremgåede begivenhedernes følgerække. Maurer, der med så stor skarpsindighed har søgt at klare de kronologiske vanskeligheder i den norske kongerække, har imidlertid anset det for utilstedeligt at afse fra sagaernes fortælling om Hakons deltagelse i kampen på Danevirke i et af årene 974 eller 75 som Norges jarl[12]. Dette er dog ganske vist af ringe betydning og bliver snarere et våben for den modsatte påstand. Der er i og for sig ringe sandsynlighed for at Hakon jarl, der end ikke vilde betale Harald Blåtand skat, skulde være kommen herned for at hjælpe ham ved landeværnet, selv om det kunde tænkes, at der havde været tid til at kalde ham tilhjælp, eller Harald ikke skulde have havt mandskab nok i sit eget rige. Langt rimeligere er det, at hans deltagelse faldt i den tid, han tilbragte ved Haralds hird som den fredløse, der bad om hjælp og oplagde planer til idetmindste tilsyneladende at forøge Dankongens magt[13]. Men tidsregningen er desuden, fuldstændig afgørende i den henseende og det står kun tilbage herfra at gå frem i tiden til det år, vi her særlig søger at fastsætte.

Norge var ingenlunde høvdingeløs, fordi Harald Gråfel var falden ; han regerede i fællig med sine brødre og sin moder dronning Gunhild, og de sad tilbage for at tage vare på landet, da Harald drog ned til sin fosterfader i Danmark. Det er derfor det rimeligste, at det først var i det følgende år kong Harald og Hakon jarl drog til Norge med en stor ledingsflåde, for at underlægge sig landet. Dette bestyrkes desuden af det lov, der blev lagt på jarlen, at den første vinter han sad i riget gik silden op ad alle fjorde, men sommeren før var det den rigeste høst[14]; der siges desuden udtrykkelig, at han drog nordpå i landet om sommeren. Hakon jarl sad 20 år i Norge efter Haralds fald, siger sagaen; det fører os til året 997, da han faldt tidlig på våren for sin træls hånd. Nogen tid efter kom Olav Trygvesøn til landet og var konge i 5 år[15]. Også herved føres vi altså til året 1002 som tidspunktet for denne konges fald.

Der er endnu en beregning, der fra denne side støtter det her fremsatte, nemlig kong Olavs alder, der dog i det hele hører til de vanskeligere spørgsmål. At der imidlertid har været en bestemt overlevering om den mærkelige konges ungdoms skæbne synes utvivlsomt, og sagaernes opgivelser vil her være nok til at overse dens sammenhæng med de bekendte historiske begivenheder. Olav var efter den sandsynligste beretning 27 år gammel, da han blev konge; det står i den for tidsregningen pålideligste kilde, og er det eneste, der kan give en tilfredsstillende forklaring af de modstridende opgivelser[16]. Al sandsynlighed taler dernæst for, at han blev født i året 970. Efter Are havde Hakon nemlig ufred med kong Harald Gråfel i dennes 6 sidste år, og det, der efter sagaen gav anledning til striden, var kong Trygves drab, efter hvilket sønnen Olav fødtes[17]. Dette svarer også på det nøjeste til hvad Snorre fortæller om hans barndoms og ungdoms historie. 3 år gammel kom han fra Sverig, var derpå 6 år i Estland, 9 i Rusland og 3 i Kurland (k. 5, 7 og 30). Herfra drog han så 21 år gammel til de britiske øer, hvor han hærgede i 4 år (k. 31). Mærkeligt nok er det netop i disse 4 år (991—94) der tales om idelige hærtog, skøndt det kun er tilsidst, Olav udtrykkelig nævnes tilligemed kong Sven fra Danmark. Det er bekendt nok, at disse tog endte med et forlig, ved hvilket de nordiske søkonger fik en anselig Danegæld mod at love at ophøre med deres plyndringer. Herefter vendte Sven hjem til sit rige, men Olav blev tilbage og indgik et nyt forlig eller snarere et forbund med kong Edelred, til samme tid som han antog kristendommen. At forliget, der endnu haves, er et andet end det, der blev sluttet i fællesskab med kong Sven, fremgår af dets hele indhold; Olav får en ny Danegæld, men påtager sig den forpligtelse at frede om de engelske kyster og strømme, så godt han formår[18]. Det var en tanke, der ofte kom frem hos de angelsaxiske konger, og det især hos Edelred, at samle nordiske mænd under deres banner, for ved deres hjælp at holde de andre borte. Således blev Gunlög Ormstunge hans hirdmand og Thorkel den høje sluttede sig til ham med alle sine mænd. Olav, der var en fredløs kongesøn, kunde da ej heller let finde på at vrage en stilling, der gav ham så megen lejlighed til at vinde hæder og guld, uden at træde den forandrede livsanskuelse for nær, der, som det synes, fra først av greb ham så mægtigt. Der har været ytret forskellige meninger om, når Olav er gået over til kristendommen; at det først er sket i England, kan der ingen tvivl være om. Den engelske krønike siger nu, at han efter det første forlig med Edelred (sent på året 994) gæstede denne konge, der senere "modtog ham af bispernes hånd" og gav ham mange gaver. Et af håndskrifterne omtaler ligefrem, at han blev undervist af dem[19]. Der må herved sikkert tænkes på hans dåb, selv om krønikens udtryk nærmest sigter til den kirkelige bekræftelse af dåbsløftet. Sagaens fortælling om hans dåb hos eneboeren på Syllingerne bærer præg af at være af senere oprindelse, selv om der ligger noget sandt til grund for den; han kan således f. ex. være bleven primsignet ved en slig lejlighed, en foreløbig form for overgangen til den ny lære, som vore fædre satte megen pris på, men Engelskmændene ellers neppe kendte, idetmindste ikke på denne tid. Et foreløbigt bekendskab måtte han da også gøre med kristendommen blot ved at færdes mellem de danske vikinger, der på den tid selvfølgelig alle var kristne. Den yngre Olavssaga (k. 79) henfører dåben til hans 25de år, hvilket da også efter den her fremsatte beregning fører os til året efter de sidste hærtog, 995.

Al sandsynlighed taler endvidere for, at Olav ikke strax herefter har begivet sig tilbage til Norge. Der må være gået nogen tid efter det første forlig, før det andet (med ny Danegæld) kunde sluttes, og sagaernes fremstilling strider åbenbart mod at han lige derefter har forladt England. Forliget må først være kommen til udførelse; årbøgerne roser ham, for at han holdt det og aldrig kom til England mere med hærskjold; han må vel have gjort mere og afholdt andre fra at hærge i nogen tid. Idetmindste omtales der intet angreb i de to følgende år, hvorpå de atter begynder i 997. Imidlertid sluttede Olav svogerskab med den irske konge Olav Kvaran og opholdt sig nogen tid hos ham, indtil, som det synes, efterretningen om Hakon jarls mord lokkede ham tilbage til Norge. Også denne række af begivenheder peger altså bestemt hen på året 997 som tidspunktet for hans ankomst til riget.

Før vi forlader denne undersøgelse, vil det være det rigtigste endnu med et par ord at henvende opmærksomheden på den begivenhed, der af Sæmund henføres til samme år som Olav Trygvesøns fald, for at det ikke skal synes, at noget her er bragt i ulave, der tidligere har været i den skønneste orden. Sammenhængen i Laxdølernes saga taler som forhen bemærket afgjort for, at der idetmindste lå en vinter mellem kristendommens vedtagelse på althinget og Svolderslaget, og det samme fremgår af, at den islandske overlevering tilskrev Thorgejr Thorkelsøn den sidste afgørelse som lovsigemand; det var han nemlig for sidstegang i sommeren 1001, som det fremgår af Ares række af lovsigemænd og deres embedsår, der var udarbejdet efter Bjarne den vises beretninger til sine sønnesønner; han mindedes Thorarin, der var lovsigemand for sidste gang i året 969. Men længere end til 1001 kan vi på den anden side heller ikke ret vel flytte den op i tiden, thi hele sammenhængen i Olav Trygvesøns regeringshistorie, — der iøvrigt i kronologisk henseende ingenlunde er så fuldendt som især den yngre saga gerne vilde give det udseende af, — tyder hen på, at det var imod slutningen af sin korte kongebane, Olav fik efterretningen om kristendommens sejr i denne Norges vigtigste nybygd.

Ormen lange. ill.: Halvdan Egedius.
Are siger, at Thangbrand blev sendt op til Island af kongen, og at han var der i "et eller to år" og i den tid "dræbte to eller tre mennesker", sikrere var traditionen ikke på den tid angående de mest fremtrædende momenter ved dette vendepunkt. Thi Thangbrands sendelse afgjorde lærens skæbne på den fjerne ø, han samlede de elementer, der alt længe før må have været vundne for kristendommen i Danmark eller England, han bevægede flere af de mest ansete mænd til at bøje sig for tidens ånd, og således var alt forberedt til det afgørende slag på det næste års althing. Skøndt nu de senere sagaer holder sig til de 2 år for Thangbrands ophold på Island, er der dog adskilligt, der taler for, at det snarere kun var ett, særligt den voldsomhed, hvormed han optræder og som gør det usandsynligt, at han skulde havt tålmodighed til at sidde mere end en vinter over deroppe, da det snarere synes, at han, efterat have gjort bekendskab med alle forholdene og personerne, har skyndt sig hjem til Olav, for at opfordre ham til voldsomme forholdsregler for at tvinge øboerne. Men forholder dette sig således, da er Snorres tidsregning rigtig, når han siger, at Olav sendte Thangbrand, da han havde været konge i 2 år og hans ophold deroppe falder da i 999-1000.

Dette må da være nok om tidspunktet for Olav Trygvesøns fald; det er neppe noget lysteligt arbejde for de fleste at trænge igennem en slig række af beregninger, men sagen er på den anden side af så stor betydning for Norges og derved for hele Nordens historie, at det dog nok er umagen værd at dvæle ved den med nogen opmærksomhed. At der her derimod ikke er taget hensyn til andet end selve kildernes udsagn, medens de tidligere, ofte skarpsindige forsøg på at klare vanskelighederne, kun ganske flygtigt eller slet ikke er omtalte, har selvfølgelig ikke sin grund i, at de er oversete eller undervurderede , — de har tvertimod jævnlig været vejledende —, men deri, at en i det enkelte gående kritik af andre fremstillinger fører til pinlige gentagelser og i virkeligheden bidrager langt mindre til at klare spørgsmålet, end den samlede opgørelse af hele det oprindelige regnskab.

Svolderslaget holdtes efter de pålideligste kilder dagen efter Mariemessen, d. 9 September[20]; andre henfører det dog til den følgende eller næstfølgende dag[21]; den yngre Olavssaga har fået regnet ud, at d. 9 S. i året 1000 faldt på en mandag, 1002 faldt den på en onsdag.

Det er imidlertid ikke blot tiden, der trænger til en nærmere prøvelse, før vi kan vende os til selve slagets historiske stilling og betydning, det er også stedet. Man taler i almindelighed om slaget ved Svolder, og sagaerne taler om "den ø, der hedder Svolder" (Snorre, O. T. k. 107: við ey, þá er Svolder heitir), men allerede dette er en fejltagelse, da det efter alle pålidelige kilder var et farvand, snarest et sund, der i oldtiden kaldtes således. I kvaddene der henføres til samtiden tales der således om kampen "foran Svolders munding", "foran Svold"[22], ligesom skjaldene bruger det udtryk: "ud af Trondhjems munding" o.l.; derimod siges der vel også, at slaget stod "under ø"[23], men ikke i nogen anden betydning end den ganske almindelige dette udtryk også har i vore folkeviser. Det samme fremgår af de efterretninger om stedet, der findes i anledning af Vendertogene, thi medens Saxe her kalder det "Svolderhavn" (portus Svaldensis p. 874), taler Knytlingesaga om en "Svolderå" (i ánni Svöldr, k. 122), medens der aldrig er tale om nogen ø af dette navn. Det samme synes også at ligge i de afvigende angivelser af stedet; Ryannalerne (chron. Erici reg.) kalder det "Mesund", det snævre sund, hvorved der her selvfølgelig ikke kan være tænkt på det bekendte sted i Slien; udtrykket må snarere være kommen ind i årbøgerne af en dansk folkevise, der da er bleven misforstået. Det samme er da udentvivl allerede tilfældet med Adam af Bremen, der henlægger det til Øresund, "der hvor det er smalest ved Helsingborg"; thi skøndt meget kunde tale for at tage hans beretning for den pålideligste, lader dette sig dog ikke gøre overfor kvaddenes bestemte navn, og de senere historieskriveres overensstemmende vidnesbyrd om, at dette sted lå ved den vendiske kyst. Ágrips angivelse, at slaget stod under Sælland, er endelig så usikker, at den nærmest må forklares som en formodning af forfatteren, der vidste, at det var i de danske farvande, og ligesom Adam antog det for det rimeligste, at det måtte have været ved Danmarks hovedø.

N. M. Petersen, og med ham de nyere forfattere, søger Svolder, som han efter sagaerne tager for en ø, mellem Ryø (Rugen) og Usedom, og da nærmest i det nu undergåede Svant Wusterhausen[24]. Men navnets lighed er her sågodtsom ingen, i alle tilfælde ikke større end at man på den måde vilde kunne finde et Svolder i sågodtsom hvert øhav. Der er intet andet for end at søge stedet efter Saxe og Knytlingesaga, da det er de eneste steder, hvor der nu kan findes pålidelige efterretninger om nordiske navne på Vendlands kyst. Saxe nævner sin "portus Svaldensis" kun på et sted, nemlig som samlingsplads for den vendiske flåde, der agtede at overfalde Møn og Falster (p. 874—5); men det er klart, at denne angivelse langt nærmere peger på et sted vest end øst for Ryø. Det måtte jo være Venderne om at gøre at have så kort en vej som muligt til fjendens land fra det sted, de samledes på; det var meningsløst at lade Vestvenderne og Ryboerne drage ned gennem de vanskelige farvande til egnen ved det nuværende Greifswalde, når de senere skulde tilbage op mod Danmark. Den danske flåde samles således stadig ved Masned eller i Grønsund, når den skal til Vendland, ved Hals eller Isøre, når den skal mod Nord eller Vest o. s. v. Men nogen nærmere betegnelse får vi desværre ikke af Saxe; vi må for resten hjælpe os med den mindre nøjagtige, ofte ligefrem forvirrede Knytlingesaga og en sammenstilling af dens fortællinger med Saxes fuldstændig klare fremstilling.

Knytlinga nævner Svolder ved to forskellige lejligheder. I slutningen af kap. 119 fortælles om de Danskes angreb på Rostok ved "Gudakerså", som de kaldte fjorden, og om Absalons sammenkomst med hertug Henrik; morgenen derpå, fortsættes der da, drog kongen østerpå langs Vendlands kyst til Svolder; der lå Venderne udenfor åen med en stor styrke , men de trak sig dog tilbage for Danekongen. Denne slog sig da til ro her, medens Kristoffer hærgede Valung på Ryø o s.v. — Saxe har samme gang i fortællingen med ikke større afvigelser end at begge kan have havt beretningen fra første hånd. Han lader Venderne lægge sig foran Gudakerså uden dog at lade det komme til slag, hvorpå de Danske forfølge dem østerpå til midt på dagen; da stopper de op og lægger sig til hvile i en havn (portum tenentes, p. 764), indtil Eskil kommer og ægger dem til fornyet angreb på det vestlige og sydlige Ryø. Vil man her indrømme sagaen, at Saxes portus er den, han selv senere kalder Svaldensis, da er det klart, at den også her kun kan søges vest for Ryø.

I det 122de kap. fortæller Knytlinga om toget til Tribusis; Absalon og Kristoffer, siger den, for til Svolder og drog op i landet; da de kom tilbage til samme sted, lå de vejrfaste i 20 dage, inden de kunde komme hjem. Saxe fortæller også her udførligere og nøjagtigere, uden dog at nævne andre navne end Tribusis (Tribusana provincia, p. 806); de hærgede, så landet tildels lå øde endnu dengang Saxe skrev. Et blik på kortet synes også her at vise, at det snarest må have været nordfra, hæren kom, og at vejen østerfra vilde have været vanskeligere og usikrere både for skibene, der blev tilbage og for dem, der drog op i landet. Også det, at der omtales et vandløb, stort nok til at stanse en forfølgende fjende, tyder på det samme, thi et sådant findes mod nord, derimod neppe mod øst.

Alle disse forskellige bestemmelser synes at pege på et af indløbene til "die Grabow" , indhavet mellem Zingst og fastlandet, vistnok nærmest det østligste, ligeoverfor Hedinsø og Ryø, det, der nu kaldes "die neue Au". Iøvrigt skal det ikke fordølges, at dette sund udtrykkelig omtales engang under Vendertogene, uden at kaldes for Svolder hverken af Saxe eller af Knytlingesaga. Her var det flåden løb ind og gjorde landgang, Absalon på den ene og Valdemar på den anden side af "åen", som den også her kaldes (amnis, flumen, S. p. 748 f. móða, Knytl. k. 119). De satte da ild på byerne i natten, for at det kunde lyse over søen (palus), der blev ved at ligge mellem dem. Skibene måtte gå ind 3 og 3 for grundenes skyld, et forhold, der svarer godt til hine tiders, og særlig disse egnes, forestillinger om en god havn, ligesom også til sagaens fortælling om den norske flådes langsomme fremrykning til kamp. Muligvis vilde man kunne komme til en afgørende bestemmelse gennem navnet, da det ikke er usandsynligt, at "Svolder" er en oversættelse af et vendisk navn, ligesom Burstaborg af Stetin og Steinborg af Kamin[25]; hint vand hed nu i middelalderen "Reke", d. e. strømmen, og det er da vel ikke umuligt, at det kan være deraf, Svolder egenlig er en oversættelse, dannet af udsagnsordet at "svella" (svall, sollit)[26]. Dette må dog overlades de sprogkyndige til afgørelse; her er det egenlig kun af væsenlig betydning at holde fast ved, at slaget stod etsteds ved Vendlands kyst, ikke langt fra Ryø

Herefter kan vi da vende os til det, der udgjør undersøgelsens hovedopgave, nemlig den historiske situation, der fremkaldte Svolderslaget, og det vil da formentlig vise sig, at det, der her er fremsat om tiden og stedet, er af væsenlig betydning for fastsættelsen af denne. I fortællingerne har vi valget imellem to modsatte overleveringer, idet den danske opfatter Olav som den angribende, medens den norske på en enkelt saga nær siger, at han var den angrebne. Allerede Adam af Bremen, der som bekendt fik sine efterretninger af Sven Tveskægs dattersøn, siger, at Olav efter Tyres tilskyndelse påførte Sven krig, og Saxe gentager det samme, skønt under helt andre forudsætninger. Også den norske Ágrip holder sig hertil, skønt den kender beretningen om, at Olavs tog tillige gjaldt Vendland. Herved er det imidlertid strax påfaldende, at det er de samme forfattere der antager, at slaget fandt sted i de danske farvande, — thi også Saxe, der intet bestemt sted nævner, har rimeligvis antaget det —, og der er en forbindelse mellem denne vitterlig fejlagtige efterretning og hin opfattelse, forsåvidt som de begge røber, at traditionen har taget det der forekom den at være det rimeligste, efterat det oprindelige var gået tabt; den hele begivenhed havde selvfølgelig ikke gjort det indtryk og efterladt sig det ry her i Danmark som i Norge, og også der var overleveringen ikke overalt lige stærk og ren. Stod slaget derimod, som det fremgår af den eneste samtidige kilde, skjaldekvaddene, ved Vendlands kyst, da er det åbenbart, at kong Olav var den angrebne, ligesom han blev den besejrede. Dette har da også den almindelige norske tradition holdt fast på, vistnok særlig støttet til erindringen om Erik jarls forhold, der er glemt i de andre beretninger. Der kan heller neppe være nogen tvivl om, at det jo fornemmelig var ham, der, fordreven fra sin faders rige satte alt igang og lagde råd op mod kong Olav med de to andre nordiske konger. Han blev besvogret med Sven Tveskæg og sluttede venskab med Olav Svenske, og han æggede alt det had og al den misundelse frem der i så rigt mål fandtes hos dem begge. Det var især Sigrid Storrådes lidenskab der i den henseende måtte komme ham tilhjælp; som Olavs moder og Svens hustru opgav hun ikke noget øjeblik sin hævn over den forsmædelse hun havde lidt af sin norske frier.

Denne del af sagaernes beretning er da vistnok uimodsigelig: at det var Sven Tveskæg, Olav Svenske og Erik jarl, der angreb og overvandt Olav Trygvesøn under den vendiske kyst. Et andet spørgsmål er det, om de har ret i deres angivelse af hans rejses formål, at han nemlig gæstede kong Bugislav (Boleslav) for at få sin Dronning Tyres ejendele udleverede. Dette synes neppe at være andet end en af sagamændenes formodninger, der så let udvikler sig i den brede episke fortælling, som ikke tåler noget spring eller nogen uforklaret begivenhed, men helst glider jævnt frem gennem lutter klare og letoverskuelige forhold. Hele fortællingen om at Tyre imod sin vilje sendes hen for at ægte "den gamle hedenske konge", at hun senere undviger og flyr fra Vendland op til Norge hvor hun ægter kongen, er desuden i sig selv så usandsynlig og ligner så meget middelalderens eventyr og viser om de kristne kongedøtre, der kommer til et fjernt hedensk land og omvender dets konge ved deres ynde og uskyld, at den sikkert må lades helt ude af betragtning ved en vurdering af de politiske forhold før Svolderslaget. Noget andet er det, når Ágrip, der idethele er skrevet ud af en ældre, men også mangelfuldere tradition siger, at Tyre engang havde været lovet en vendisk hertug, men at hun ikke vilde have ham, hvorimod hun senere fik Olav Trygvesøn; thi da Sven selv var gift med en datter af den polske konge Miseko, altsaa en søster til hans efterfølger Boleslav, der dog senere blev forskudt af ham og levede i Vendland til efter hans død, da sønnerne Harald og Knud hentede hende tilbage, så er der intet urimeligt i en slig påtænkt forbindelse, og det er da ej heller så underligt, at der heraf i tidens løb kunde udvikle sig en fortælling der kunde forklare det tilsyneladende uforklarlige: hvorfor Olav Trygvesøn havde begivet sig ned til Vendland, da han måtte vide, at hans fjender lurede på ham.

Der er dog endnu et moment i sagaens fortælling der kan indeholde sandhed, nemlig det, at Tyre ikke fik sin medgift og derfor æggede sin mand til toget. Ágrip angiver det ligefrem som grund at kongen vilde hente sin hustrus arvegods hos Sven Tveskæg, og allerede Adam af Bremen siger, at det var hende der æggede Olav til angreb. At noget sådant har fundet sted, bekræftes endvidere af det ejendommelige træk i sagaen, der ikke let kan være senere tiders påfund, — med mindre det da er kommen ind fra en anden fortælling, — at Olav en tidlig forårsdag købte usædvanlig store kvanner og bragte dem hjem til dronningen, der dog ikke vilde modtage dem, men benyttede lejligheden til at minde ham om sit mellemværende med den danske konge. Derpå tyder det også, at Olav efter alle beretninger rustede sig så usædvanligt til toget; han lod bygge det største skib oldtiden kendte, Ormen den lange, og for afsted med en anselig styrke. Det kan derfor ikke på nogen måde siges, at Olav blev overfalden uforberedt; tvertimod var det neppe hans agt at forlade de danske farvande uden at drage et blodigt spor efter sig; han begik kun den uforsigtighed at opholde sig for længe ved den vendiske kyst, så hans fjender, der var lige så opsatte som han på et sammenstød, fik tid til at samle sig med en større styrke end han vistnok havde ventet.

Den egenlige grund til at Olav på sit tog kom til Vendland må måske snarere søges i den politiske situation der på stedet i året 1002. Kejser Otto III var død d. 24 Januar og hele Tyskland splittet i partier i anledning af det nye valg. Markgreve Ekkard af Meissen der hidtil havde holdt de vendiske stammer øst for Elbe i ave blev myrdet, og kong Boleslav af Polen benyttede strax lejligheden til at erobre "die Ostmark", Meissen og landet til Eister, da ingen under den almindelige gæring tænkte på at gøre alvorlig modstand. Da Henrik II endelig var bleven valgt i Juli måned, havde han en sammenkomst med Boleslav, men denne blev yderlig forbitret over et forsøg der gjordes på at fange ham og han kastede sig nu over Tyskerne med hele det nationalhad Polakkerne var i besiddelse af. — Men under disse forhold synes kong Olavs tog at kunne forklares uden hjælp af det usandsynlige mellemværende med kong Boleslav; han var vel bekendt med de vendiske forhold fra sit ophold i Jomsborg, og det er såre forklarligt, at rygtet om de store omvæltninger der syntes at skulle foregå dernede ikke lod ham have ro i hjemmet, nu da han dog var rustet til store foretagender, men gjorde at han længtes efter at kaste sit sværd i vægtskålen som Norges konge der hvor han før havde færdedes som menig kæmpe. Det er heller ikke umuligt at Tyres had til Boleslav kan have havt indflydelse på Olavs beslutning i den retning. Men at historien intet har opbevaret derom, og at sagaen ikke har fået dette moment med, finder ganske naturligt sin forklaring i at han intet fik udrettet af det han i den henseende kan have påtænkt, og at de øvrige begivenheder der knyttede sig til toget derimod trængte sig så stærkt i forgrunden. Dette forklarer da måske tillige sagaens beretning om hans lange ophold i Vendland; hans mænd blev kede deraf, provianten var rimeligvis fortæret og flådemandskabet længtes efter hjemlov[27].

Angående selve slaget skal her kun to punkter fremdrages: de kæmpende skibes antal og de danske Jomsvikingers forhold. Også her er det nødvendigt bestemt at skelne mellem versenes og sagaernes udsagn, thi kun i hine kan vi vente det rette forhold bevaret. Haldor den ukristne siger, at Olav drog sønderfra med 71 skibe, "dengang jarlen (vistnok den norske Erik) krævede skibe af Skåningerne (de Danske)". Hans fjender mødte derimod med 80 skibe, 60 danske, 15 svenske og 5 norske, som der siges i Rekstefja[28]. Disse opgivelser svarer i alle henseender til hvad der måtte antages for det sandsynligste; Olav kunde ikke ret vel vove sig ned gennem de danske farvande med en mindre styrke, de andre kunde på den anden side ikke let i en håndevending samle en større flåde til en kamp, der kun angik deres personlige interesser. Endvidere er det det ene rimelige, at Sven var den der mødte med et helt overvejende antal skibe; han var samtidens største viking og den der i alle måder var første mand i forbundet; Olav deltog i det mere for sin moders skyld, og Erik var en landflygtig jarl der neppe ejede ret mange fartøjer. Derfor omtaler Adam af Bremen end ikke Olav og Erik, skønt hans hjemmelsmand Sven Estridsøn, der jo tilhørte det svenske kongehus nok så meget som det danske, ellers nok vidste at fortælle om og fremhæve sin moders halvbroder, endog på sin morfaders bekostning. Ligeoverfor disse efterretninger taber da sagaerne al betydning med deres fortælling om at Olav kun havde 11 skibe hos sig da slaget begyndte, og at det var Erik jarl, der med sin mageløse tapperhed overvandt sine landsmænd, mod hvem de Danskes og Svenskes anstrængelser var spildte. Det er skade, at en så skøn fremstilling som den sagaerne giver af Svolderslaget skal vanheldes af dette norske arvesyndsmærke.

Et andet træk, der i sagaen ikke uvæsenligt bidrager til at stille Olav i det bedste lys på fjendens bekostning, er fortællingen om Sigvalde jarls forræderi. Nogle siger, at han gjorde kong Olav tryg og derpå forlod ham i kampen; andre går endog så vidt at lade ham drage til Norge for at lokke ham herned. Der var idethele en tilbøjelighed til at lade kongerne falde for forræderi i den ældre middelalder; Kristus var i den henseende det store forbilled, hvorefter sagnet formede mange nekrologer. Her er der imidlertid ingen grund til at tro på noget sligt. Vel sagde Stefner i et nidvers, da han drog forbi Sigvalde: "nedbøjet er næbet på den niding der sveg kong Sven af lande og forrådte Trygves søn"[29]; men dette kan ganske i almindelighed sigte til at han deltog i slaget, og en Normand vilde måske have sagt det samme til Sven Tveskæg eller enhver anden deltager; her var der dobbelt anledning til det, da Sigvaldes list mod kong Sven også kunde betegnes som et forræderi. At opfattelsen af Sigvaldes deltagelse som noget uhæderligt i alle tilfælde ikke har været almindelig i Norden, fremgår tydeligt nok af Skule Thorstensøns vers, hvori han fortæller at "han fulgte Frisernes fjende (jarl Erik) og Sigvalde sønderpå foran Svølders munding"[30]; thi ingen ærekær mand vilde selvfølgelig rose sig af at have været i følge med en niding. Der er da heller intet sandsynligt i hele denne fortælling; den konge der svang sin blodige svøbe over England og satte dets krone på sit hoved, havde vel neppe behov at ty til svig og underfundighed for at komme kong Olav tillivs, ligesålidt som han vistnok måtte takke sin lensmand Erik jarls våben for sejren.

Eiriks mænd gaar op paa Ormen lange. ill.: Halvdan Egedius.
Til slutning skal her endnu gøres opmærksom på et sammentræf af begivenheder, der neppe synes at kunne være tilfældigt. Det var nemlig godt 9 uger efter Svolderslaget at kong Edelred i England lod de Danske myrde (d. 13de Nov.). Således som denne nidingsdåd fremstilles af de gamle engelske forfattere er den næsten en gåde på det tidspunkt da den udføres. Vikingehæren havde fået sin skat og var gået i vinterkvarter; kongen havde samme efterår modtaget sin unge brud, hertug Rikards datter af Normandiet; der synes ikke at have vist sig noget varsel om den storm, der nærmede sig. Da udgik der hemmelig befaling til alle tro Engelsmænd om at dræbe de Danske i en bestemt nat, hvor de end fandtes. De samtidige årbøger siger at grunden dertil var, at kongen havde fået at vide at de Danske tænkte på at rydde ham og hans høvdinger af vejen for at kunne tage riget helt i besiddelse. Befalingen udførtes med hensynsløs grumhed på mere end et sted. Det var ikke vikingehæren, eller ikke blot den det gik ud over; tvertimod synes befalingen at have gældet alt, hvad der var dansk, forsåvidt det kunde antages endnu at hænge ved hjemmet og at ville slutte sig til nordiske erobrere. At denne skænselsgerning var enestående ses af det rygte den efterlod sig; kvinder og børn sagde man var bleven myrdede, tildels under udsøgte pinsler; blandt andre blev Sven Tveskægs søster Gunhilde dræbt tilligemed sin mand, jarlen Pallig, og sine børn[31]. Men en så usædvanlig beslutning forudsætter usædvanlige grunde. Det er øjensynligt, at Edelred, som årbøgerne siger, har frygtet en overhængende fare fra det danske elements side der overalt var isprængt den saxiske befolkning, og at han har villet svække det ved at rydde førerne af vejen og derved tillige indjage resten en alvorlig skræk; denne store plan er da et sidestykke til den at samle en flåde der kunde være stor nok til at optage kampen med de Danske, som Edelred fatter og påbegynder nogle år senere. Det kan derfor heller ikke antages, at blodbadet har været indskrænket til rigets sydlige halvdel, det gik ud på at blive af med "alle Danske der var i England", som årbøgerne siger, alle dem der virkelig var danske endnu af sind.

Det er da et spørgsmål, om ikke efterretningen om Olav Trygvesøns fald kan have bragt Edelreds plan til modenhed, selv om hans tanker alt tidligere har syslet med den. Olav havde for få år siden sluttet et forbund med ham, der synes at have skaffet Englands kyster tryghed for et par år, og selv efterat han var bleven Norges konge holdt han ligesom Sven Tveskægs sværd i skeden, så det ikke kom til den afgørende kamp Edelred måtte frygte. Nu derimod, da Olav var falden og intet mere syntes at kunne forhindre Sven i at fuldende Englands erobring og da måske de Danske der på øen alt lod sig forlyde med at rigets undergang stundede til, — nu kunde et almindeligt blodbad forekomme Edelred at være den eneste udvej, der i forbindelse med en alvorlig anstrængelse for at møde fjenden i åben kamp måske endnu kunde frelse riget. Og skønt det snart viste sig at dette fortvivlede middel ikke slog til, er det dog ikke usandsynligt at det bidrog sit til at forhale afgørelsen i den række af år, der endnu hengik før Angelsaxerne bukkede under.

Hermed er der da formentlig anvist Svolderslaget sin rette plads i samtidens historie. Det står ikke som et løsrevet, om end storartet skuespil, men som led i en række begivenheder der ikke afsluttes med Norges deling. Om det skal stå der fremdeles vil fornemmelig bero på tidsregningens rigtighed, derfor er den her stillet i spidsen og anbefales til granskernes fornyede overvejelse; men denne støttes dog atter af begivenhedernes formodede sammenhæng, derfor er den her i sin helhed behandlet sammen med Svolderslaget.



Fodnoter

  1. Íslendinga bók k. 7: en O. T. fèll et sama sumar et sögu Sæmundar prests; — þat var hundrað ok 30 vetrum eptir dráp Eaðmundar, en þusund eptir burð Kristis at alþýðu tali.
  2. — ok jókk því, er mèr varð siðan kunnara, ok nú er gerr sagt á þessi, enn á þeirri. En hvatki es missagt es i fræðum þessum, þá er skylt at hafa þat heldr, er sannara reynisk.
  3. "En með því at þeim (Þ. K. ok Sæmund) líkaði svá at hafa eða þar víðr auka, þá skrifaða ek þessa of et sama far, fyr utan ættartölu ok konunga æfi — ".
  4. Maurer, die Bekehrung des norw. Stammes, II s. 531 fif. 537 f.
  5. Snorre, O. h. saga k. 260. Script, r. D. V 330. Ágrip k. 27.
  6. Snorre, H. H. saga k. 1. Yngre Olafs saga k. 49. (Fagrskinna k. 90)
  7. Snorre, O. h. k. 23. Ágrip k. 18. Fagrskinna k. 88. (Håndskrifterne vakler mellem 11 og 12 år).
  8. Til 1028 henføres det af »legendæ de St. Olavoi (Script. r. I). II 532, 534, 538, 543, III 641), Fornsvenskt legendarium (I 863); til 1029 af Ágrip k. 27, munken Theodorik k. 19, og den ældre Olavssaga k. 101.
  9. Íslendingabók. 9.
  10. Pertz, mon. Germ. VIII 31. 691. VII 270.
  11. Thorpes udg. I 230. håndskriftet Cotton. Tiber. B. I.
  12. Maurer, a. st. s. 512.
  13. Sml. årbøger f. n. oldk. 1868, s. 385.
  14. Snorre, O. T. k. 16: hínn fyrsta vetr er H. reð fyrir landi, þá gékk sild upp um alt land, ok áðr um haustit hafdi korn vaxit, hvar sem sáit hafði verit.
  15. Ágrip k. 11 og 16. Fagrskinna k. 70. Maurer a. st. s. 510. Munch, det n. f. hist. 1 2, 11 ff. anm.
  16. Ágrip k. 16. Maurer II s. 523.
  17. Snorre, H. Gr. k. 9—12. O. Tr. k. 1 og 13.
  18. Worsaae: den d. erobr, af E. og N. s. 251 f.
  19. Thorpes udg. I 241.
  20. Landnáma, tillæg; isl. nekrologium, script, r. D. II 514; yngre Olavssaga k. 256.
  21. Odds O. Tr. k. 71. Kristni saga k. 12.
  22. Snorre, O. Tr. k. 113 (123), Skule Thorstensons vers: sunnr fyrir Svöldrar mynni. Snorres Edda s. 400.
  23. Snorre, O. Tr. k. 114 (124), Haldors vers: at hólmi.
  24. Annaler f. n. oldk. 1837, s. 222. Danm. hist. i hedenold II 1111.
  25. Annaler f. n. oldk. 1837, s. 239.
  26. Codex Pora. dipl. p. 600 og anm. 6; i et diplom fra 1240 giver Wisczlaus af Ryo byen Stralsund adskillige ejendomme, hvorved følgende udtryk forekommer: "a portu eciam qui noua reka dicitur — ". I anm. 6 kaldes den "die wichtige Rhede die neue Reke" ; Tyskerne kalder den som omtalt "die neue Au".
  27. Det skal her dog nævnes, at den yngre Olavssaga henfører kongens død til det samme år som kejser Ottos, hvad der jo kan indeholde en erindring om det rette forhold , skønt det vel neppe er sandsynligt.
  28. Snorre, O. Tr. k. 108. Munch, d. n. f. h. I 2, 887.
  29. Fagrskinna k. 76. Odds O. T. k. 61
  30. Snorre, O. Tr. k. 113.
  31. Worsaae, den d. erobring af E. og N. s. 257 ff.