Syndposerne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Syndposerne
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der var engang en streng og nidkjær Præst. Han førte en haard Lære og bebreidede uden Skaansel sine Tilhørere deres Synder. I Sognet boede en gammel Kone. Hun kom næsten aldrig til Kirke, og Præsten skjændte ofte paa hende derfor og sagde at hun neppe vilde komme ind i Himmerig, hvis hun saadan blev ved at forsømme Kirken. Konen brød sig kun lidt derom. Saaledes gik der nogen Tid. Da blev hun engang syg. Hun lod Præsten hente, og bad ham om at berette sig; thi hun sagde, at hun var bleven meget bekymret over Menneskenes onde Gjerninger. Præsten gik strax afsted, og kommer til den Syge. Han vilde nu formane Konen; thi han saae, at hun var meget bekymret. Konen siger, at han først maa høre, hvad der ligger hende tungest paa Hjerte. Præsten indvilligede heri, og lytter nu nøie til Synderindens Beretning. Da siger Konen: »Jeg drømte for kort siden; at jeg kom til Himmerig. Der bankede jeg paa Døren, for jeg frøs og søgte derfor Huusly. Da kom en Mand til Døren, som havde et stort Nøgleknippe i Haanden; jeg spurgte ham om hans Navn. Han sagde, at han hed Peter. Jeg kjendte da Manden og bad ham om Tilladelse til at maatte træde indenfor. Peter svarer: »Nei, her skal Du ikke være.« »Ak, lad mig komme indenfor,« sagde jeg, »jeg er saa forkommen af Kulde, lad mig blot komme lige indenfor Døren.« »Nei, det bliver der ikke noget af,« siger Peter. Jeg saae, at der var et saare stort Udhuus paa Ladet, og jeg bad da Peter om Tilladelse til at gaae derind. Han sagde, at det skulde jeg faae Lov til, hvorpaa han aabnede Huset. Da blev jeg glad og løb ind, men Peter stod i Døren. Men da jeg kom derind, saae jeg en uhyre Bunke af store og smaae Poser. De vare alle fyldte med Noget og tilbundne for Aabningen. Der var ogsaa Søvanter, hvoraf nogle ogsaa vare fyldte, medens andre kun havde Tommelfingrene fulde. Jeg spurgte Peter, hvad der var i disse Poser. Det var Menneskenes Synder, sagde han. »Maa jeg da see min Præsts Pose,« sagde jeg, »den er vist ikke stor.« »Aa, saa saa,« siger Peter, »see, der staaer den,« og idetsamme viste han mig en forfærdelig stor Sæk.
Da tabte jeg baade Næse og Mund; for det var den allerstørste Pose. »Vor Herre bevare’s,« udbrød jeg, »hvor er da min Pose, den er vel ikke af de mindste, kan jeg troe?« »Den gaaer an,« siger Peter, og viser mig een af Søvanterne, hvor der var en lille Smule i Tommelfingeren. Nu blev jeg aldeles forbauset og gik ud igjen. Peter smældede Døren i, og derved vaagnede jeg op. »Det er nu dette, der bekymrer mig,« siger Konen, »og derfor lod jeg Eder hente, for at jeg kunde meddele Eder dette.«
Præsten følte sig ikke synderlig vel tilmode, og skyndte sig bort saa hurtig han kunde.
