Thor hos Udgaardsloke (Nordisk Mytologi efter Kilderne)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Mytologi efter Kilderne

Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891


Thor hos Udgaardsloke.


Agethor drog en Gang af Sted med sine Bukke og sin Kærre tillige med Loke. De kom om Aftenen til en Bonde og fik Natteherberge. Thor tog sine Bukke, slagtede og flaaede dem og lagde dem i en Kedel Da de vare kogte, satte Thor og Loke sig til Nadveren. Thor bød Bonden, Bondekonen og deres Börn, Sönnen Thjalfe og Datteren Røskva, til Bords med. Han lagde Bukkeskindene mellem Ilden og Dören og sagde til Bondefamilien, at den skulde kaste Benene paa dem. Tjalfe skar desuagtet med sin Kniv i et Laarben og brød det itu for at faa fat i Marven. - Thor stod op for Daggry, klædte sig paa, tog Hammeren Mjølner, svang den og viede Bukkeskindene. Bukkene bleve da levende igen; men den ene haltede paa det ene Bagben. Guden mærkede at Laarbenet var brækket, og sagde, at Bonden eller hans Familie maatte ikke have faret varlig med Bukkebenene. Bonden blev meget ræd, da han saa, at Thor rynkede sine Bryn, saa de sank helt ned over Öjnene, og hvad han blev var af Öjnene, var saa forfærdeligt, at han tyktes at maatte styrte til Jorden for det alene. Thor knugede Hænderne saa fast om Hammerskaftet, at Knoerne bleve hvide. Hele Bondefamilien skreg höjt, bad om Naade og bød alt, hvad de ejede, til Erstatning. Da Thor saa deres Rædsel, lagde hans Vrede sig, og han tog deres Börn i Bod. De bleve Thors Tjenestefolk og fulgte ham stadig siden.
  Han lod sine Bukke blive tilbage hos Bonden, rejste øst paa ad Jøtunhejm til og satte over det dybe Hav. Da de vare komne i Land og havde gaaet en kort Tid, stødte de paa en stor Skov. De gik fremad, til det mørknedes; Thjalfe, der var den fodrappeste af alle Mænd, bar Thors Madpose. De søgte efter et Natteherberge og fandt en meget stor Bygning, paa hvis ene Ende der var en Dör, lige saa bred som hele Bygningen. Her sloge de sig til Ro. Ved Midnatstid opstod der et stort Jordskælv, Jorden bølgede under dem i stærke Stød, og Bygningen skjalv. Thor stod op og kaldte paa sine Rejsefæller. De følte sig frem i Mørket og fandt et Sidehus til höjre i Midten af Bygningen. Thors Rejsefæller tyede, bange, derind, medens Thor selv satte sig i Dören med Haanden om Hammerskaftet, beredt til at slaa fra sig; de hørte stort Gny. Da det begyndte at dages, gik Thor ud. Han ser en Mand, og det ingen lille, ligge i Nærheden og sove med vældig Snorken og tyktes nu at vide, hvorfra Lyden om Natten var kommen. Han spændte Styrkebæltet om sig, og hans Asastyrke vokser. I det samme vaagner Manden og rejser sig rask. Thor blev saa befippet, at han glemte at slaa til med Hammeren og blot spurgte Kæmpen om hans Navn. Denne svarede, at han hed Skrymer. »Men ikke behøver jeg« - vedblev han - »at sporge om dit Navn; jeg ved, at du er Asa-Thor. - Men hvor har du gjort af min Handske?« Skrymer strakte saa sin Haand ud og tog sin Handske op; og Thor saa nu, at han havde brugt den til Natteherberge, og at dens Tommelfinger var Sidehuset. Skrymer spurgte, om Thor vilde have hans Følgeskab, og denne sagde Ja dertil. Kæmpen løste saa op for sin Madsæk og gav sig i Færd med sin Davre. Thor og hans Rejsefæller gjorde det samme paa deres Side. Skrymer foreslog, at de skulde slaa deres Mundforraad sammen, og Thor sagde ogsaa Ja dertil. Kæmpen bandt nu al Maden sammen i en Bylt, som han bar paa sin Ryg. Han gik hele Dagen foran dem med uhyre Skridt. Om Kvælden udsøgte han dem Natteleje under en stor Eg. Han sagde saa til Thor. at han vilde lægge sig til at sove: »men tager I Madsækken« - tilföjede han - »og giver eder i Færd med Aftensmaden!« Han faldt straks i Sövn og snorkede voldsomt. Thor tog Madsækken og vilde løse den op, men mægtede -hvor utroligt det end maa synes - ikke at løse en eneste Knude eller at bevæge nogen af Remmenes Ender. Da bliver han vred, griber Mjølner med begge Hænder, gör et Skridt hen imod Skrymer og slaar ham i Hovedet. Kæmpen vaag-ner og spörger, om der faldt et Blad ned paa hans Hoved - og: om de nu havde spist og vare færdige til at gaa til Ro. Thor siger, at de nu vilde gaa til Hvile. De gik saa hen under en anden Eg; der var imidlertid, sandt at sige, Grund nok til Frygt for at sove. Ved Midnat hører Thor, at Skrymer sover haardt og snorker, saa det döner i Skoven. Da staar han op, gaar hen til ham, svinger Hammeren tit og stærkt og slaar ham midt paa Issen; han mærker, at Hammeren synker dybt ned i Hovedet. I det samme vaagner Kæmpen og siger: »Hvad er der nu paa Færde? Faldt der et Agern ned i Hovedet paa mig? - - Hvad er der i Vejen med dig, Thor?« Thor gik hurtig tilbage, svarede, at han nylig var vaagnet, og sagde, at det var först Midnat, og at der var endnu god Tid til at sove i. Han tænkte ved sig selv, at hvis han kunde se sit Snit at give Skrymer et tredje Slag, skulde denne aldrig mere slaa Öjnene op. Han ligger saa og passer paa, om Skrymer sover haardt. Lidt for Daggry hører han, at Kæmpen er falden godt i Sövn, staar saa op, løber hen til ham, svinger Hammeren af alle Kræfter og slaar paa den Tinding, der ligger i Vejret, saa Hammeren synker i lige til Skaftet. Skrymer satte sig op, strøg sig over Kinden og sagde: »Mon der sidder nogle Fugle i Træet over mig? Jeg syntes, da jeg vaagnede, at der faldt noget Kvas ned i Hovedet paa mig. - - Hvad, er du vaagen, Thor! Det er vel paa Tide at staa op og klæde sig paa? I have nu ikke lang Vej til Borgen Udgaard. Jeg har hørt, at I have hvisket sammen om, at jeg ikke var lille af Vækst; I skulle imidlertid se större Mænd, hvis I komme til Udgaard. Jeg vil nu give eder et godt Raad: slaar ikke stort paa det, ikke ville Udgaardslokes Hirdmænd lettelig taale store Ord af saadanne Puslinger; vender ellers om, og det tror jeg, er det bedste for jer. Men hvis I endelig ville der hen, saa drager mod Øst. Min Vej gaar nu mod Nord til de Fjælde, som I vel kunne se hist henne.« Skrymer tager saa Madsækken, kaster den op paa sin Ryg og skraar ind i Skoven; og der fortælles ikke, at Aserne ønskede lykkeligt Gensyn.
  Thor drog nu videre med sine Rejsefæller. Ved Middags Tid saa de en Borg paa en Slette, de maatte böje Nakken tilbage for at faa Öje paa det øverste af den. De gaa hen til den. Der var i Borgeleddet en Gitterport, som var lukket; Thor anstrængte sig forgæves for at faa den op, og de maatte da krybe mellem Gitterstængerne for at komme ind. De saa nu en stor Hal og gik der hen. Dören stod aaben; de gik ind og saa mange Mænd, hvoraf de fleste vare meget store, sidde paa to Bænke. De gaa saa frem for Kong Udgaardsloke og hilse ham. Han var noget sen med at værdige dem et Öjekast, lo koldt til dem, saa han viste Tænder, og sagde: »Det er et sent Arbejde at spörge Tidende om en lang Rejse. Eller forholder det sig maaske anderledes, end jeg tror: er denne Pusling ikke Agethor? Men maaske er du mere bevendt, end du ser mig ud til! Hvad Idrætter tror du og dine Rejsefæller jer i Stand til? Her skal ingen være iblandt os, som ikke kan en eller anden Kunst fremfor de fleste.« Da sagde Loke, der stod bagest: »Jeg forstaar og er rede til den Kunst: at fortære min Mad hurtigere, end nogen her inde.« Udgaardsloke svarer: »Ja, det er en Kunst hvis du holder Ord, og det skulle vi faa at se!« Han raabte saa til dem, der sade nederst paa Bænken, at Lue skulde gaa frem paa Gulvet og forsøge sig mod Loke. Der blev derpaa taget et Trug og baaret ind paa Hallens Gulv og fyldt med Kød. Loke satte sig ved den ene Ende af det, og Lue ved den anden. Begge aade saa rapt som muligt og mødtes midt i Truget; Loke havde ædt alt Kødet af Benene, men Lue Benene og Truget oven i Købet, Det tyktes nu alle, at Loke havde tabt i denne Leg. Udgaardsloke vender sig saa mod Thjalfe og spörger, hvad Leg den unge Mand kan. Han siger, at han vil prøve at løbe om Kap, med hvem Udgaardsloke vil. Udgaardsloke siger, at det er en god Idræt, men at han maa være meget hurtig, hvis han skal sejre i denne Kappestrid, og at det nu snart skal prøves. Han stod saa op og gik ud. Der strakte sig en prægtig Slette til at løbe paa. Udgaardsloke kalder en Pog ved Navn Hu til sig og befaler ham at løbe om Kap med Thjalfe. De begynde det förste Løb, hvori Hu er saa meget forud, at han ved Banens Ende vender sig om imod Thjalfe. Udgaardsloke mælede; »Du maa løbe bedre til, Thjalfe, hvis du vil vinde. Men dog er det sandt, at her ikke er kommen nogen, som tykkes mig fodrappere end du.« De begyndte saa det andet Løb. Da Hu er naaet til Enden af Banen og vender sig om, har Thjalfe endnu et langt Bueskud tilbage. Udgaardsloke siger: »Godt, tykkes mig, I løbe: nu tror jeg dog ikke, "at Thjalfe sejrer - men nu gælder det tredje Gang!« De begynde saa endnu et Løb. Men da Hu er kommen til Enden af Banen og vender sig om, er Thjalfe ikke naaet midtvejs. Da sige alle, at denne Leg er tilstrækkelig prøvet. Nu spörger Udgaardsloke Thor, hvad Idrætter han vil vise dem, saa stort Ry der er gaaet af hans Storværk. Thor svarer, at han helst vil drikke om Kap. Udgaardsloke siger: »Godt!« gaar ind i Hallen, kalder paa sin Mundskænk og befaler ham at tage Hornet, som hans Hirdmænd pleje at drikke af. Mundskænken kommer saa med Hornet og giver Thor det i Haan-den. Da siger Udgaardsloke: »Det tykkes mig vel drukket af dette Horn, hvis det tömmes i eet Drag; nogle stikke det ud i to; men ingen drikker saa daarlig, at han ikke tömmer det i tre.« Thor ser paa Hornet og synes ikke, det er stort, skönt det jo rigtignok er temmelig langt. Han er meget torstig, giver sig til at drikke af alle Kræfter og tror ikke, han oftere skal behøve at gøre sig Ulejlighed med at bukke sig ned over Hornet Men da han endelig tabte Vejret og løftede Hovedet fra Hornet og saa efter, hvorledes det led med Drikken, syntes det ham, som der ikke var stor Forskel paa Hornets Indhold nu og for. Da sagde Ud-gaardsloke: »Det er godt drukket, men det forslog dog ikke synderlig; ikke vilde jeg troet, hvis det var blevet mig fortalt, at Asathor ikke kunde drikke bedre. Jeg ved dog, at du vil drikke ud i det andet Drag.« Thor svarede ikke, men sætter Hornet for Munden, tænker ved sig selv, at han skal tage bedre fat, og anstrænger sig, saa længe Aandedraget vil slaa til. Han ser imidlertid endnu, at Hornets Ende ikke kommer saa höjt i Vejret, som han ønsker; og da han tager Hornet fra Munden og ser efter, synes det ham, som det var svundet mindre end förste Gang - Fare for at spilde deraf var der imidlertid rigtignok ikke. Da sagde Udgaardsloke: »Hvad er det, Thor? Mon du nu ikke levner mere, end du kan magte? Det tykkes mig, hvis du nu skal drikke Hornet ud i det tredje Drag, at det bliver det störste. Og ikke vil du her blandt os kunne kaldes saa stor en Mand, som Aserne kalde dig, hvis du ikke viser större Dygtighed i andre Idrætter, end jeg synes, du har vist i denne.« Thor blev vred, satte Hornet for Munden og drak af alle Livsens Kræfter, og saa længe han kunde holde ud. Da han saa i Hornet, havde det kun forslaaet lidt mere end för, og han giver nu Hornet tilbage og vil ikke drikke mere. Udgaardsloke sagde: »Det er let at se, at din Magt er ikke saa stor, som vi troede. Men vil du maaske forsøge dig i flere Idrætter? Det er nu tydeligt, at du ikke kan udrette noget heri.« Thor svarer: »Jeg kan gerne endnu forsøge mig i noget andet; skont det rigtignok vilde tykkes mig underligt hjemme hos Aserne, hvis saadanne Drag kaldtes ringe. Men hvad Idræt ville I nu byde mig?« Da sagde Udgaardsloke: »Unge Svende göre her, hvad der monne tykkes ubetydeligt: de løfte min Kat op fra Jorden. Ikke skulde jeg byde Asathor sligt, hvis jeg ikke havde set, at du er langt mindre bevendt, end jeg troede.« En temmelig stor, graa Kat løb saa frem paa Hallens Gulv. Thor greb den med Haanden midt under Bugen og løftede den i Vejret, Katten krummede Ryggen, alt som Thor hævede Haanden. Da Guden havde strakt den saa langt op, som han formaaede, lettede Katten kun sit ene Ben fra Gulvet, og Thor kunde ikke komme videre med den. Udgaardsloke sagde: »Det gik, som jeg ventede. Katten er temmelig stor og Thor lille og ubetydelig i Sammenligning med de Mænd, som ere her hos os.« Thor svarede: »Hvor lille I end anse mig for, saa komme nu en og brydes med mig - nu er jeg vred!« Udgaardsloke saa sig omkring paa Bænkene og sagde: »Jeg ser ikke nogen Mand her inde, hvem det ikke vil synes at være under hans Værdighed at brydes med dig. - Men lad os se, kalder mig hid min Fostermoder, Kællingen Ælde, og bryder Thor med hende, hvis han vil; hun har fældet Mænd, der ikke tyktes mig at se mindre stærke ud end Thor.« En gammel Kælling kom saa ind i Hallen. Udgaardsloke sagde, at hun skulde tage Tag med Asathor. Jo mere Guden greb sig an, desto fastere stod hun. Kællingen gav sig nu i Færd med Brydekneb, og Thors Ben begyndte at svigte ham. Brydningen blev heftig, og det varede ikke længe, inden Thor faldt paa det ene Knæ. Da traadte Udgaardsloke til, bad dem holde op og sagde, at det var ikke værd for Thor at udfordre flere til Brydning i hans Hal. Det var ogsaa imidlertid ledet ud paa Natten. Udgaardsloke anviste da Thor og hans Rejsefæller Sæde, og de dvælede saa der hele Natten og bleve gæstfrit behandlede.
  Om Morgenen, saa snart det dagedes, staar Thor og hans Rejsefæller op, klæder sig paa og ere rejsefærdige. Udgaardsloke kom og lod sætte et Bord frem for dem, det skortede ikke paa Mad og Drikke. Da de havde spist, brøde de op. Udgaardsloke følger dem ud af Borgen. Ved Afskeden spörger han Thor, hvorledes han tykkes om Udfaldet af sin Rejse, og om han har truffet nogen vældigere Mand end ham. Thor svarer, at han ikke for nægte, at han har høstet megen Vanære af Sammenkomsten: »Jeg ved,« - vedblev han - »at I ville kalde mig en ringe Mand, og det tykkes jeg ilde om.« Da mælede Udgaardsloke: »Nu skal jeg sige dig Sandheden, da du er kommen ud af Borgen: at hvis jeg lever og maa raade, skal du aldrig oftere komme ind i den; og det ved jeg, min Tro! at du aldrig var kommen ind, hvis jeg havde vidst, at du havde saadan Styrke, som du har; du havde nær bragt os i stor Ulykke. Jeg har brugt Öjenforblændelse imod dig. Förste Gang jeg traf dig i Skoven, havde jeg bundet Madposen, som du skulde løse, med stærke Jærnbaand, og du fandt ikke Stedet, hvor de skulde løses. Dernæst slog du mig tre Slag med Hammeren. Det förste var det mindste, og dog saa stærkt, at det vilde blevet min Død, hvis det havde truffet mig. Men der, hvor du nær ved min Hal blev et Bjærg var og saa ned i tre firkantede Dale, den ene dybere end den anden, vare Sporene af din Hammer: jeg skød Bjærget for Slagene; uden at du mærkede det. -Saaledes gik det ogsaa med Legene, som I prøvede med mine Hirdmænd. Loke, der först forsøgte sig, var meget sulten og aad skrapt; men den, som hed Lue, var en Blændværksild, der lige rask fortærede Truget og Kødet Da Thjalfe løb om Kap med Hu, var det rimeligt nok, at han ikke kunde maale sig med ham i Hurtighed; thi det var min Hu. Da du drak af Hornet og syntes, det gik sent dermed, skete der, min Tro! et Under, som jeg ansaa for umuligt. Hornets ene Ende laa ude i Havet, uden at du saa det; men naar du nu kommer der hen, vil du kunne se, hvordan du har faaet Bugt med det og frembragt Ebbe deri. Ikke heller syntes det mig ringe gjort, da du løftede Katten i Vejret, og, for at sige dig Sandheden, ræddedes alle, som saa, at du hævede dens ene Ben fra Jorden: den Kat var nemlig ikke, hvad den syntes dig; men det var Midgaardsormen, der ligger omkring alle Lande; og dens Længde forslog næppe til, at Hale og Hoved kunde berøre Jorden; og saa langt strakte du dig, at der var kun kort til Himlen. Brydningen med Ælde var ogsaa et stort Under; thi der har ingen været og vil ingen vorde, der bliver gammel, som Ælde ikke bringer til Fald. - Vi monne nu skilles. Det vil være bedst for begge Parter, at I ikke oftere besøge mig. Göre I det imidlertid, skal jeg atter værge min Borg med saadanne eller andre Kunster, saa I ikke skulle faa Bugt med mig.« Da Thor hørte denne Tale, greb han Hammeren og svang den i Luften. Men da han skal slynge den frem, öjner han ingensteds Udgaardsloke. Han vender saa tilbage til Borgen for at ødelægge den, - da ser han en stor og skön Slette, men ingen Borg. Han vender saa atter om og drager af Sted, indtil han kommer hjem til Thrudvang.