Thors Kamp med Jætten Hrungner (Nordisk Mytologi efter Kilderne)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Mytologi efter Kilderne

Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891


Thors Kamp med Jætten Hrungner.


Odin red paa Slejpner til Jøtunhejm og kom til Jætten Hrungner. Denne spörger, hvem den Mand med Guldhjælmen er, som rider gennem Luft og over Hav; og han siger, at han ejer en vidunderlig god Hest. Odin sagde, at han vilde vædde sit Hoved paa, at der ikke var nogen saa god Hest i Jøtunhejm. Jætten indrömmer, at det er en god Hest, men lod sig forstaa med, at han havde en Hest ved Navn Guldmanke, som tog meget större Skridt. Han sprang derpaa, vred, op paa sin Hest og satte efter Odin, for at betale ham hans Stortalenhed. Guden sprængte saa stærkt af Sted, at han var et godt Stykke foran. Hrungner var i et saadant Jætteraseri, at han uden at mærke det kom inden for Asgaards Gitterport. Da han kom til Hallens Döre, bøde Aserne ham til Drikkelag. Han gik saa ind i Hallen og bad om noget at drikke. Da bleve de Skaale tagne frem, hvoraf Thor - der var draget mod Østen for at slaa Jætter ihjel - plejede at drikke. Hrungner stak dem rask ud. Da han blev drukken, skortede det ikke paa store Ord; han sagde, at han skulde rykke Valhal op og bringe det til Jøtunhejm, men nedsænke Asgaard og dræbe alle Guderne og Gudinderne, undtagen Freja og Sif, som han vilde føre hjem med. sig. Freja gik hen for at skænke for ham; han sagde, at han vilde drikke alt Asernes Øl. Da Aserne bleve kede af hans Skryderi, kaldte de paa Thor, der straks kom til Stede i Hallen med løftet Hammer og, forbitret, spurgte, hvem der var Skyld i, at hundekloge Jætter drak der, hvem der gav Hrungner Fred til at være i Valhal, og hvorfor Freja skulde skænke for Jætten, som ved Asernes Gilde. Da siger Hrungner og ser ikke med venlige Öjne til Thor, at Odin havde budet ham til Drik og lovet ham Fred. Thor svarer, at han, for han slipper ud, skal komme til at fortryde, at han har taget imod denne Indbydelse. Hrungner siger, at det er en ringe Hæder for Asathor at dræbe ham vaabenløs: det er mere Mandsprøve, hvis han tor kæmpe med ham paa Grænsen ved Grjotunagaard. »Det var en stor Taabelighed,« - vedblev han - »at jeg lod mit Skjold og min Slibesten blive hjemme; havde jeg mine Vaaben her, skulde vi nu prøve Holmgangen. Vil du dræbe mig vaabenløs, kalder jeg dig en Nidding.« Thor vil ikke for alt i Verden undslaa sig for at komme til Tvekampen, da han udæskes til Holmgang; thi det havde ingen for budt ham. Hrungner rejste nu sin Vej og satte af Sted i stor Fart, indtil han kom til Jøtunhejm. Hans Rejse og Holmstævnet mellem ham og Thor omtaltes meget blandt Jætterne, der tyktes, at det ikke var dem lidt om at göre, hvem der sejrede: de ventede ondt af Thor, hvis Hrungner faldt, da han var den stærkeste af dem. De gjorde saa paa Grjotunagaard en Mand af Ler, ni Mile høj og tre Mile bred mellem Armene. De kunde ikke faa et Hjerte, der var stort nok til ham, forend de toge et ud af en Hoppe. Hrungner havde et trekantet Hjerte af haard Sten, besat med Pigge: hans Hoved var ogsaa af Sten, ligeledes hans brede og tykke Skjold, som han holdt for sig, medens han stod ved Grjotunagaard og ventede Thor; til Vaaben havde han en Slibesten, som han svang over Skulderen; han saa ikke ud til at være god at have at bestille med. Ved Siden af ham stod Lerjætten som kaldtes Møkkurkalfe; hans store Hoppehjerte holdt imidlertid ikke Stand, men bævede af Angest, da han blev Thor var. Guden drog til Holmstævnet med Thjalfe. Denne løb hen, hvor Hrungner stod, og sagde til ham: »Du staar uforsigtig, Jætte, og holder Skjoldet foran dig; men Thor har set dig, farer under Jorden og vil anfalde dig neden fra.« Da skød Hrungner Skjoldet under sine Fødder og stod paa det og svang Slibestenen med begge Hænder. Han saa nu Lyn, hörte store Tordenbrag og blev Thor var i Asastyrke. Guden for voldsomt frem, svang Hammeren og kastede den langt fra mod Jætten. Denne løfter Slibestenen med begge Hænder og kaster den imod Thor. Den møder Hammeren i Flugten og brydes i Stykker; en Del af den falder til Jorden, en anden springer i Thors Hoved, saa at han styrter næsegrus til Jorden. Mjølner kom midt i Hrungners Hoved og knuste det i Stumper og Stykker. Jætten faldt hen over Thor, saa at hans ene Fod laa over Gudens Hals. - Thjalfe angreb Møkkurkalfe, der faldt med liden Hæder. Han gik saa hen til Thor, for at befri ham for Hrungners Fod, men mægtede ikke at faa den af Stedet. Saa snart Aserne spurgte, at Thor var falden, kom de alle for at faa Foden bort, men kunde ikke bringe den af Pletten. Da kom Magne, Thors og Jætinden Jærnsakses Sön, der den Gang kun var tre Nætter gammel, til han kastede Hrungners Fod af Faderen og sagde »Det var dog Skade, Fader, at jeg kom saa sent jeg tænker, at jeg vilde have slaaet denne Jætte ihjel med min Næve, hvis jeg havde truffet ham.« Thor stod op, hilste glad paa sin Sön og sagde at han nok vilde blive en dygtig Karl, »og vil jeg« - vedblev han - give dig Hesten Guldmanke, som Hrungner ejede.« Odin sagde, at det ikke var ret, at han gav denne gode Hest til en Jætindes Sön, og ikke til sin Fader.